HAMBURG, TYSKLAND, JUNI 1999

Han lægger røret på, vender sig rundt og ser op på det store ur. Igen er klokken blevet seks. Måske ligger han og sover – ham, de skal have fat på.

De har opholdt sig på hovedbanegården siden halv to i nat. Det var den mekaniker, som talte engelsk, der kørte dem hertil. Salim tryglede ham om at ringe til en læge, men det kunne han ikke, sagde han. Det ville være for farligt. Han var ellers venlig, gav dem mad og pakkede Beheshta ind i varme tæpper, da de sad i bilen. De sov alle sammen under turen. Nu er de her. Mekanikeren gav dem nogle få penge og et telefonnummer. Der ville komme en sluser og hjælpe dem videre, sagde han, men ingen svarer på nummeret.

Beheshta er stadig dårlig. Salim og pigerne sidder hos hende i en gangtunnel under banegården, som de fandt efter at have gået hvileløst rundt. Der virker mere trygt dernede, for der er næsten ingen mennesker.

Hvis ingen svarer på nummeret, må han finde på noget andet. Den store viser bevæger sig i pludselige ryk, som om det er en tilfældighed, hvornår et minut er passeret. Nadeem stirrer på sekundviseren, som for længst er gået i stå oven på sekstallet. Tre fyre med kasketter har stået foran en lukket butik og set skulende hen på ham et stykke tid. Han vender sig rundt og indtaster nummeret igen. Venter længe, før han lægger på og begynder at gå. Ud gennem den store hal og ind i den lange passage, hvor der ligger butikker til begge sider. Lukkede butikker. Han vender sig rundt. Fyrene er fulgt efter. De befinder sig kun et par meter fra ham. Den ene er sorthåret, og der er noget ved hans ansigt, som virker bekendt.

Han overvejer at løbe. Eller også er det bedre at standse og vise, hvad han har i lommerne. Hans ben begynder at gå hurtigere. Det sker af sig selv. Han kan ikke styre det, ligesom han heller ikke kan styre den skælven, der opstår i knæene ved lyden af deres skridt, der kommer tættere og tættere på. Hvis bare Farid havde været her. Det suser i ørerne; en storm, der hvirvler ham rundt og får ham til at glemme, og pludselig vender han sig om, standser op og udstøder en brølende lyd. Et brøl, han aldrig har hørt før, og det har de måske heller ikke, de tre fyre, for de ser forskrækkede på ham, måske, han tror, de ser forskrækkede ud, indtil den ene af dem begynder at grine. Han brøler igen, men denne gang kommer det ikke det samme sted fra; ikke fra samme sted inde i ham, og der er heller ingen susen længere, ingen storm. De to andre begynder også at grine, og han ville ønske, at han bare kunne løbe, men det er for sent nu; han kan ikke engang løfte fødderne.

Den ene siger noget til ham. Det lyder som et spørgsmål, men han forstår ikke sproget. De omringer ham. Kommer tættere på. Ham, der spurgte, spørger igen, nu med en mere vred stemme. Hans øjne er små, og han har et smil om munden, som ikke er et rigtigt smil. Nadeem vil gerne sige noget, bare et eller andet, men han kan ikke få dem ud, ordene, ikke et eneste et.

Nu er de så tæt på, at han kan mærke dem, selvom de endnu ikke har rørt ham. De venter. Til det rigtige øjeblik. Han ser på den sorthårede. Hans øjne. Ser det hele derinde.

Alle drengene, der render mellem benene på de voksne, løber, utrætteligt, rundt og rundt. River alt muligt ned i forbifarten. Parfumeflasker smadrer mod jorden, appelsiner, og det sorte blod rejser sig fra struberne som springvand.

Han falder. Lige der på flisegulvet i stationsbygningen. Krummer sig sammen og når akkurat at beskytte hovedet i armene, inden de første spark rammer. Der er mange spark; de rammer ham på ryggen, på armene og på benene. Han mærker det ikke, hører heller ikke de brølende udråb, men opfatter, at de pludselig sætter i løb, og en stemme taler til ham; en dyb stemme, han ikke har hørt før. Hænder tager fat om ham. Han ryster. Hele kroppen ryster. Han kan ikke kontrollere det. Selv læberne og muskulaturen omkring halsen. Han har svært ved at synke, svært ved at få luft. Stemmen er venlig og rolig. Og hænderne. Langsomt løfter de hans hoved, og han ser, at det er en ældre mand. Håret er hvidt, og han ser alvorligt på ham.

Manden hjælper ham op at stå og siger noget på et sprog, der lyder som det samme som det, drengene talte, siger det igen på engelsk. Han spørger, om han har ondt nogen steder. Nadeem ryster på hovedet, men manden ser ikke ud, som om han tror på ham. Han tager ham under armen.

»Kaffe,« siger han. »Lige herovre i bageriet.« Han peger, og Nadeem får øje på nogle borde og stole. Og mennesker. Der er ikke så tomt i stationsbygningen længere.

Han følger med manden, sætter sig ved et bord og ser på alle de morgentravle mennesker, der drikker kaffe af papkrus og trækker wienerbrød op af papirsposer, mens de haster ned mod perronerne. Manden køber kaffe og croissanter. Han spørger, om der er andet, han har lyst til. Nadeem svarer ikke, men tænker, at det var dumt af ham bare at følge med. Hvorfor skulle han kunne stole på manden? Han burde rejse sig og løbe sin vej, men han er svimmel, og det føles, som om en bølge af blå mærker, rifter og buler kommer rullende ind over ham, som om det først er nu, at slagene rammer ham. Han får kvalme, og manden må have set det, for lynsnart trækker han en pose op af lommen, som havde han hele tiden haft den parat.

Nadeem brækker sig og binder en knude på posen. Manden ser venligt på ham, smider posen i en skraldespand og rækker ham et glas vand. Nadeem drikker det hele, og manden giver ham endnu et glas. Måske ved han, at han er afkræftet, at han har kæmpet sig gennem floden i mørke, og at han har stået under jorden i tolv timer uden mad og drikke. Måske er det noget, alle kan se.

Han ser sig rundt. Alles blikke er som klistermærker over det hele, overalt på hele kroppen. Selvfølgelig er de ude efter ham; hver og én på banegården. De lader bare, som om de er på vej og har travlt, men i virkeligheden er de der alle sammen kun på grund af ham.

Manden betragter ham med et roligt blik. Han spiser ikke, nipper kun til kaffen.

»Hvor kommer du så fra?« siger han.

Spørgsmålet er som en pil, der, uanset hvad han svarer, nagler ham til stolen, indtil de springer frem fra alle hjørner; politimændene med håndjern og knipler. Det er en fælde. I virkeligheden samarbejder de alle sammen med politiet, med Taleban. Det er et baghold; de lækre croissanter, de travle mennesker, mandens venlige øjne. Den venlige mand, der er så tålmodig og i stedet for at stille flere spørgsmål bare venter.

»Hvor er toilettet?« spørger han.

»Toilettet?« siger manden overrasket.

Nadeem nikker, mens han holder vejret. Han må være klar til at løbe, hvis ikke manden er villig til at lade ham gå derhen alene.

»Toilettet,« siger han igen og peger. Nadeem rejser sig fra stolen. Manden bliver siddende. Langsomt begynder han at gå hen imod det sted, han peger på, standser og drejer hovedet, vender rundt igen, tager endnu et par skridt, inden han sætter i løb. Farids løb. Hurtigere, end nogen kan løbe. Manden har ikke en chance. Ingen kan få fat i ham nu.

Nede i tunnelen vrimler det med mennesker, travle mennesker, som skal nå at købe aviser, billetter og cigaretter i de små kiosker, inden deres tog kører. Han sætter tempoet ned. Ser sig rundt. De er ikke til at få øje på nogen steder, hverken Beheshta, Salim eller nogen af pigerne. Der ser anderledes ud end i nat, og han kan ikke huske, hvor de satte sig, kan slet ikke kende stedet.

Nogle trapper fører dybere ned under jorden. Han løber ned for at se, om de måske kan være der, men store grupper af mennesker stimler sammen rundt om ham, så han er nær ved at blive skubbet med ind i toget, da det ankommer. Da det er kørt, er der fuldkommen øde rundt om ham. Bagenden af et tog forsvinder ind i den mørke tunnel. En kold vind fyger hen over perronen, og et øjeblik står alting stille inden i ham. Så vågner han og skynder sig op ad trapperne igen.

Har han virkelig været væk så længe, at de kan have opgivet at vente på ham? Nadeem ser sig om efter et ur, men møder ikke andet end mennesker. Han følger med strømmen den ene vej, men aner ikke, hvad han skal stille op. Så følger han med strømmen den anden vej og glemmer at se sig om, glemmer at kigge efter dem, som om han allerede har opgivet og accepteret, at han er på egen hånd, ligesom Farid er, og mens menneskene haster forbi ham, er det ikke længere Beheshta og Salim, han skal finde. Nu er der kun Farid. Det er ham, han skal lede efter. Han befinder sig også hernede under jorden. Det gør han. Han kan mærke, at han er i nærheden. Hvis bare han er tålmodig, hvis bare han ser sig rigtig grundigt for og ikke bevæger sig for langt væk. Han stopper op. Midt i strømmen, der fortsætter af sted som en lang slange, der smidigt bevæger sig uden om ham. Så trækker han ud til siden for at presse sig op mod væggen. Han kigger ud på dem. Ud på alle menneskene. Farid findes et sted blandt dem. Om lidt får de øje på hinanden. Hvis bare han bliver stående længe nok, hvis bare han ser og ikke misser et eneste ansigt.

»Hvad er det, du laver?«

De bevæger sig på tværs af den massive menneskemængde. Zahra og Fazilla.

»Hvorfor står du der?« råber Fazilla. »Vi har ventet og ventet.«

De trækker også op mod væggen for ikke at blive trådt på. Og i det samme er Farid væk. Forsvundet, før han overhovedet var kommet i gang med at lede efter ham.

»Hvad er der sket? Du ser så underlig ud.« Zahra tager ham i hånden. »Du er blå på kinden.«

»Og på hagen,« siger Fazilla.

Han ryster på hovedet.

»Jo, du er. Er der nogen, der har slået dig? Er du blevet overfaldet?«

»Hvor er de andre?« spørger han.

»De blev nødt til at komme ud i luften, da morgentrafikken begyndte,« siger Zahra. »Det er ulideligt at være hernede.«

»Har du fået fat på nogen?« vil Fazilla vide.

Han ryster på hovedet.

»Hvem er det, der har slået dig?«

Han ryster stadig på hovedet.

Hun tager ham i den anden hånd. Fazilla. Som om han var et lille barn. Han følger med, op ad trapperne, ud gennem ankomsthallen. Måske venter de på ham deroppe; politiet sammen med den ældre mand og drengene med kasketter, men han er ikke bange. Ikke mere.

Salim sidder på en bænk i solen uden for banegården med Beheshtas hoved i skødet. Hun ligger med benene bukket op under sig. Og selv på afstand er det tydeligt, at hun fryser. Salim ser dem ikke. Han sidder bare og stirrer ud i luften.

»Hvad er der sket med dig?« siger han, da de er kommet helt hen til dem. Et øjeblik glemmer han, at han har Beheshta liggende i skødet, og gør ansats til at rejse sig op.

»Han er blevet overfaldet,« siger Zahra og giver ikke slip på hans hånd.

»Overfaldet?«

»Det er ikke noget,« siger han.

Der er ikke tid, og det er hans ansvar. Det er hans ansvar at finde nogen, som kan hjælpe dem. Hvis ikke Beheshta klarer den, er det hans skyld, fordi han har fumlet rundt på den måde og hele tiden mistet fokus.

»Der kommer nogen lige om lidt og henter os,« siger han.

»Har du da fået fat på dem? Svarede de på det nummer?« Salim ser lettet ud. Antydningen af et smil kommer til syne i hans ansigt, og han stryger Beheshta over håret.

»Ja, han er her snart. Hvis I bare venter her. Jeg aftalte at mødes med ham inde i ankomsthallen.«

Salim nikker og beder pigerne sætte sig. »Hvor lang tid tror du, der går?« vil han vide.

»Højst en halv time. Ikke mere.«

Klokken er kvart over ti på det store ur. Alle butikkerne er åbne, og der er ikke umiddelbart nogen kasketfyre i nærheden. Han kaster en mønt i telefonen og indtaster nummeret. Venter. Prøver igen. Stadig intet svar. Så vender han sig rundt. Sekundviseren står fuldkommen stille oven på sekstallet. Resten af dagen. Resten af tiden. Der er næsten ikke mere tid. Han sagde en halv time. Klokken er tyve minutter over ti. En yngre kvinde siger noget. Henvendt til ham. Det virker, som om hun gerne vil bruge telefonen. Han går ud af den lille boks, begiver sig hen mod bageriet.

Hvis ikke han var løbet fra den ældre mand, ville han sikkert have hjulpet. Han har ikke set skyggen af politi. Ingen løb efter ham. Tænk, hvis han har forspildt den eneste chance, der var til at finde nogen, der kan hjælpe. Guds udstrakte hånd ... Hvis ikke man tager imod den, når den er der ... Hvis ikke man ser ... Far siger, at det er noget værre vås. Han siger, at det er menneskene, der definerer denne verden. Menneskene, der kan gøre en forskel.

Der ligger flere restauranter. Japanske og italienske. En pizzarestaurant. En burgerbar. Han synes, at han kan se dem derinde. Kasketterne. Måske sidder de bare og venter. Han sniger sig forbi vinduerne. Går tilbage til pizzarestauranten. Åbner døren. Langsomt passerer han hvert bord, mens han lytter til sprogene. Det er det samme uforståelige, indtil der dukker nogle engelske gloser op. Nadeem løfter blikket: en lyshåret kvinde og to børn. Han sænker det igen, går videre. En stærk duft af nybagt brød, krydret pølse, cola. Det er igen længe siden, han har spist, men han er ikke sulten. Og så al den støj. Tallerkener, klirrende glas. Det samme uforståelige sprog, det samme og det samme og et andet. Et andet, der er hans – hans sprog. To sorthårede mænd på fars alder sidder ved et af de bagerste borde. De taler lavmælt, men han kan høre hvert et ord. Nadeem standser et stykke fra dem. Der er ikke meget tid tilbage. Han retter på blusen, trækker ned i bukserne. Håber ikke, at han ser alt for forslået ud.