HAMBURG, TYSKLAND, TO DAGE SENERE, JUNI 1999

Salim ifører sig skoene med en andægtig mine; de blanke lædersko, han har hentet op af rygsækken sammen med skohornet, som han tager til hjælp for at få hælen ordentligt ned. Så strammer han snørebåndet på den ene af skoene, inden han ser op.

Beheshta ligger stadig ubevægelig i den brede dobbeltseng. De brede velourdraperier er trukket for vinduerne, og Fatima, Hamids kone, vil ikke have, at de trækker dem fra, som om nogen skulle kunne se dem deroppe på tredje sal. Ligesom Beheshta ligger nøjagtigt, som hun hele tiden har gjort, har både Zahra og Fazilla også siddet i den samme stilling i det sidste lange stykke tid på gulvet med benene trukket op under sig.

Salim snører den anden sko og rejser sig fra sengekanten, ruller det ægte tæppe sammen og skubber det ind under sengen. Nadeem fatter ikke, hvad han laver. Skal han nu også rykke rundt på møblerne herinde, ligesom han har gjort inde på det værelse, hvor de to sover?

Den ene af mændene på pizzarestauranten, Hamid, inviterede dem med hjem til sin familie. Uden tøven lod han den halve pizza ligge, da Nadeem havde fortalt om deres situation, og tog afsked med sin ven for at følge med udenfor til Salim og de andre. De skulle gennem en større park og over nogle stærkt befærdede veje, før de nåede hele vejen hjem til lejligheden i et stort, gråt etagebyggeri. Hverken Hamids kone, Fatima, eller datteren så ud til at blive særlig glade for de uindbudte gæster, alligevel serverede de varme ris og kylling. Fatima redte op til Beheshta i den store dobbeltseng og skyllede kølige, mynteduftende omslag op til hende, som Zahra og Fazilla kunne kølne hendes feberhede ansigt med. Det kunne dog slet ikke komme på tale at ringe efter en læge. Den risiko turde de ikke løbe. »Vi risikerer at blive sendt ud af landet alle sammen,« sagde Hamid.

Salim ser sig rundt i det dunkle værelse. Så kigger han ned på skoene og træder et par skridt tilbage, samler hænderne på ryggen, retter sig op og rømmer sig. De ser alle sammen hen på ham. Undtagen Beheshta – hun befinder sig i en anden verden. Fatima siger, at hendes temperatur er så høj, at de ikke skal regne med, at hun overlever, og i hvert fald slet ikke barnet i hendes mave.

Salim lukker øjnene og tager en dyb indånding, inden han med langsomme skridt begiver sig ned i den anden ende af rummet, hvor han vender om og går tilbage igen, frem og tilbage; langsomme og præcise skridt med en stålsat, skarp lyd af hælene mod gulvbrædderne. Læderet, der giver sig. Sådan bliver han ved længe, Salim, frem og tilbage i de larmende sko hen over gulvbrædderne.

De havde siddet og talt sammen inde på datterens værelse, hvor de to har fået lov til at sove. Datteren, hvis navn Nadeem bliver ved med at glemme, måske fordi hun virker så fremmed. Familien kommer fra Kandahar, men pigen ser anderledes ud end de afghanske piger, han kender. Hun har malet øjenlågene blå, og der er huller i hendes bukser, som vist er med vilje. På væggene hænger nogle glitrende plakater af filmstjerner fra både Hollywood og Bollywood, og bagerst i reolen ligger en pakke cigaretter.

Salim sad i vindueskarmen og fingererede ved en porcelænsfigur, mens de talte, men så hoppede han pludselig ned, greb sin rygsæk og sagde, at de måtte ind til Beheshta igen. De er hele tiden inde hos Beheshta, og det er lige før, han kan stille uret efter, hvornår Salim løber ind til Fatima og Hamid i stuen for endnu en gang at spørge, om ikke de kan tilkalde en læge. Hver gang får han det samme svar; at det er for farligt, at de alle sammen risikerer at blive sendt tilbage. Salim siger, at det virker, som om de bare venter på, at Beheshta skal sove ind. Han siger, at de er kyniske, og at den eneste grund til, at de overhovedet har ladet dem huse, er for at kunne bilde sig selv ind, at de er sande gudfrygtige mennesker, der til hver en tid vil hjælpe et medmenneske i nød.

Hvad skal det hjælpe at gå op og ned ad gulvet i de der larmende sko? Og hvorfor skal han være tvangsindlagt til at sidde og se på ham og hans stive skridt op og ned ad gulvet i timevis, mens Zahra og Fazilla skiftevis bryder i gråd? Hvis Beheshta dør, har de ingen forældre tilbage. Så kan han i højere grad være noget for Zahra. Måske. Det kan være, hun får brug for ham. Siden de kom til lejligheden, har de ikke holdt hinanden i hånden. De har nærmest ikke talt sammen. Han håber stadig, at hun kan lide ham, for han vil gerne være den mand, der tager sig af hende, hvis Beheshta dør. Der kan heller ikke være lang tid tilbage, før han fylder femten, og så er han nærmest voksen.

På en måde ønsker han, at hun dør, ikke kun så han kan tage sig af Zahra, men også fordi det er hendes skyld det hele; hendes skyld, at han blev skilt fra Farid. Hvis ikke hun havde insisteret på, at han skulle sidde ved siden af hende i den bil, havde han sat sig sammen med Farid. Selvfølgelig havde han det.

Nadeem hiver i en af frynserne på velourpuderne i sengen, mens han ser hen på Beheshtas sovende ansigt. Hun ser så fredfyldt ud, helt ubevægelig ligger hun der som en vindstille sø. Hendes ansigt ligner vand, et blankt og stille vand. Huden er blød og næsen en pynt, man kan stille sig ud på og fiske fra. Han har ikke prøvet at fiske, men det har heller aldrig været noget, han har haft specielt lyst til. I Sverige er der mange søer. Det siger onkel Malek.

Frynsen ryger af. Han kom til at hive for hårdt i den. Det bliver Fatima nok ikke glad for. Han kunne lægge puden hen over Beheshtas ansigt og holde den der, indtil hun ikke længere trækker vejret, indtil alt vandet omslutter hende. Så ville puden ryge ud sammen med hende, og ingen ville lægge mærke til noget midt i al den opstandelse, det sikkert ville afstedkomme.

Salim stopper op midt på gulvet og ser hen på ham, som om han kan læse hans tanker, tager så yderligere et par skridt og sætter sig ned på sengekanten ved siden af ham. Han nærmest river snørebåndene op for at tage sine gamle, udtrådte lædersko på igen.

»Vi har nøjagtigt fire timer,« siger han og ser ned på sit armbåndsur. »Fire timer tilbage, inden Beheshtas kræfter slipper op. Vi må ud og finde en læge med det samme.«

»Så lad os komme af sted,« siger Nadeem og åbner døren. Han er ligeglad med, hvad de tænker derinde i stuen, Hamid og Fatima foran fjernsynet. Det eneste, der gælder nu, er at redde Beheshta.

»Vi tager ud og henter en læge,« siger han. »Pigerne bliver her imens.«