FLYGTNINGENS KÆRLIGHED

Det hvirvlende støv fra drengene, der spillede fodbold, fik ham til at hoste, og han løftede noget af kjolestykket fra sin shalwar kameez op foran ansigtet, men flyttede sig ellers ikke. Det okkergule, næsten brune eftermiddagslys fik Jalozailejren til at fremstå mild og favnende i modsætning til om formiddagen, hvor den skærende, hvide sol ikke viste nogen nåde.

Salim sad i teltåbningen og betragtede drengene. Han kunne ikke komme i tanker om, hvornår han sidst havde spillet fodbold. Var det sammen med Beheshta i Kabuls gader? Dengang de var børn, og hun lige havde lært at læse? Inden general Abdullah Wahidi døde. Inden russerne. Så vidt han kunne huske, havde han ikke spillet siden.

De fleste af fodbolddrengene var født i lejren. Salim tænkte, at det måtte være lettere frem for at ankomme, som de havde gjort. Uden forældre. Badria og Shaista var kun otte og ti dengang. Nu var de atten og tyve. Og det forlød, at krigen var slut. Russerne forlod landet. Forlod Afghanistan. Kabul. Hvordan ville det blive at vende tilbage? Han kunne ikke forestille sig det. Selvom det var det eneste, han havde drømt om i alle de år – at vende tilbage. Tilbage til huset i Kabul. Han ville starte med at sætte det i stand, og så skulle de hente Beheshta bagefter. Eller også skulle de hente hende som det første. Mon hun havde fået hans breve? Han havde sendt mange, men der var aldrig kommet et eneste retur.

Efter at smeden havde afvist dem ved sin dør og benægtet, at Beheshta skulle være kommet tilbage, vendte de om og begyndte at gå tilbage mod Kabul. Det var en lang og farefuld tur, og hjemkomsten bragte ingen tryghed med sig. I Kabul havde russerne overtaget det hele – også general Abdullah Wahidis hus. I skjul sov de i skuret den første nat, hvorefter de tilsluttede sig flygtningestrømmene mod Peshawar i Pakistan.

Nu kom Badria og Shaista til syne i støvskyerne med middagsmad fra madteltet. Ranke og smukke var de begge blevet, klædt i silkestoffer, der i ørkenvinden smøg sig om deres kroppe, så deres skikkelser afsløredes for hans blik. De var også hans søstre. Ligesom Beheshta var det. I modsætning til Beheshta var det kun det, de var. Han huskede, hvor pjaltede de til sidst havde set ud dengang på vej mod Pakistan. Støvede og snavsede under neglene, klædt i flænset tøj og i konstant gråd over tabet af Kausar. Den tid var ovre for dem begge nu, nok mere end den var for ham.

Det var deres sidste aften i lejren. Et helt nyt liv ventede dem; et liv, han her med fodbolddrengene foran sig drømte ville blive som før, men når han så på sine to voksne søstre, vidste han, at fremtiden var fremmed. Han var ikke længere den dreng, der i sin tid kom hjem fra skole med støvede sko, fordi han havde gået den omvej hen over sletten, som hans mor ikke brød sig om. Han var heller ikke den dreng, der forelskede sig i den fremmede pige, hans far uden varsel lod flytte ind i huset og introducerede som en fjern, forældreløs slægtning og forgudede, som tilhørte hun en højere verden end menneskenes. Han var heller ikke den dreng, der havde mistet begge sine forældre. Den dreng, der måtte flygte med sine små søstre. Han var slet ikke nogen dreng, men en voksen mand. En mand, han ikke anede hvem var, og som han mere end noget andet frygtede at skulle møde.

Badria og Shaista var ikke bange. De ville hjem, sagde de og skænkede te i hans glas. Hjem til huset. Pengene skænkede de ikke en tanke. Fremtiden. De var sikre på, at de nok skulle klare sig.

Tidligt næste morgen vandrede de ad de samme støvede veje som dem, de i sin tid var kommet ad, tilbage over grænsen mod deres fødeby.

Kabul var ikke den samme som den by, de havde forladt, og frem for alt var huset ikke det samme hus. Misligholdt som det øvrige af byen med de gamle møbler, børneværelserne, mørke størknede pletter på gulvet, der lignede gammelt blod. Væggene tilstod ingenting. Alligevel sprang minderne frem fra hvert panel og hjørne, men ingen af tingene ville røbe, hvad der var foregået i den mellemliggende tid.

Både Badria og Shaista græd ved gensynet med barndomshjemmet, og mens de med hinanden i hånden gik fra rum til rum for at åbne skabe og skuffer, stod Salim midt på gulvet i den store spisestue med sine få medbragte ejendele spredt rundt om sig. Ubevægelig, uden en eneste følelse i kroppen, havde han det, som om han ikke længere var til. Rummene var der, både som de var dengang, og som de så ud nu, men han befandt sig ikke for alvor i dem – det havde han måske aldrig gjort. Måske var han det silhuetagtige vidne, der var vendt tilbage. Det vidne, der huskede det hele som en film, han kun havde spillet en birolle i; et liv, der kun i korte sekvenser havde været hans.

Der gik et stykke tid, før Badria og Shaista lagde mærke til, at deres bror var gået i stå midt på gulvet. Da han heller ikke svarede, når de talte til ham, forstod de, at der var noget galt. Ved fælles hjælp fik de ham placeret på en af de gamle mahognistole ved spisebordet, og så skyndte de sig at rede op til ham på hans gamle drengeværelse.

De næste uger blev et diffust, vakuumlignende mellemrum i Salims liv, som han næsten ingen erindring havde om senere. Han sov det meste af tiden, og når han indimellem vågnede, udviste et nyt ansigt, han ikke mindedes at have set før, overstrømmende gensynsglæde. Det var lykkedes Badria og Shaista at finde frem til adskillige familiemedlemmer og flere højtrangerende generaler inden for regeringen; farens tidligere kammerater, der kun var glade for at kunne komme general Abdullah Wahidis forældreløse børn til hjælp. En af dem kørte tilmed hele vejen til Mazar-e-Sharif for at overbringe Beheshta den glædelige nyhed om, at hendes familie fra Kabul var vendt tilbage fra Pakistan. Den nyhed, han selv vendte tilbage med, om at Beheshta var blevet gift med en skomager, foruroligede dog begge søstrene, da ingen af dem havde tiltro til, at Salim ville kunne bære at få den meddelelse, og de besluttede derfor at lade være med at fortælle ham det.

Det blev en af præsident Najibullahs generaler og tidligere kollega af faren, Mahmood Barakat, der fik Salim på højkant igen. Dagligt lagde han vejen forbi den gamle villa for at sidde på Salims sengekant og indføre ham i landets nuværende politiske situation.

»Hvis din far havde levet, ville han uden tvivl have været en af Najibullahs højeste generaler,« forsikrede han. »Han ville have givet ham sin fulde støtte. Ingen anden leder kan udrette det, som Najibullah har præsteret; han har givet det afghanske folk deres land tilbage.«

Fra dag til dag kom Salim mere og mere op i siddende stilling, mens han lyttede til Mahmoods lange monologer, som var en skønsom blanding af nutidens partiprogram, politiske strategier for fremtiden og anekdoter fra en ungdom og militær karriere sammen med faren, som han tydeligvis stadig savnede. Indimellem kunne han gøre et kort ophold og se henført på ham, fortabt i minder måske, og helt umotiveret udbryde, at ligheden mellem Salim og hans far var slående.

Salim selv delte hverken det dybe kendskab til general Abdullah Wahidi med Mahmood eller savnet af ham. For ham havde faren altid været en fremmed; en kølig, autoritær person, der i perioder indtog sin middagsmad med lukkede øjne, fordi han ikke kunne holde ud at se sine børn spise, og som fyrede sine tjenestefolk, hvis de så meget som en eneste gang viste sig i stuerne uden hvide handsker på hænderne. Han kunne ikke komme i tanker om en eneste fortrolig stund med faren, og han anede absolut intet om hans karriere eller gøren og laden uden for hjemmet. Som dreng havde han higet efter hans opmærksomhed, efter at han blot kortvarigt ville kaste sit blik på ham. Denne længsel blev ikke mindre, da Beheshta flyttede ind, og det afsløredes, at farens fravær ene og alene havde skyldtes mangel på interesse, som han tydeligvis nærede i overmål for den fremmede pige. Længe havde han hadet Beheshta for den status, hun opnåede i farens liv uden at foretage sig noget som helst, indtil den dag hans egen interesse for hende blev vakt og i løbet af kort tid udkonkurrerede behovet for farens anerkendelse. På en sær måde førte vejen ind til Beheshta også til faren, og der gik ikke længe, før al den længsel, hans fravær havde affødt, var forduftet. Nu var der intet andet end Beheshta. Beheshta udgjorde alt. Hun var hele hans verden, og sådan havde det været lige siden.

Det var også gensynet med Beheshta, han havde for øje, da han indvilligede i at lade sig skole af Mahmood. Siden den sovjetiske invasion for over ti år siden havde han ikke været tilbage på skolebænken en eneste gang. Han kunne læse og skrive, men hans kendskab til verden bestod mestendels af det barske hverdagsliv i lejren, hvor han hutlede sig gennem dagene ved at sælge gamle køleskabe og andet skrammel, som han fandt i vejkanterne og på en nærliggende losseplads.

General Mahmood Barakat forsikrede Salim om, at han i kraft af sin far var selvskrevet til en militær karriere; en karriere, der ikke alene ville tjene landet på fornemste vis, men også sikre ham og familien et privilegeret liv. Salim var taknemlig for ikke at måtte gå på gaden og tigge eller sende søstrene ud i prostitution, og uden rigtigt at se sig tilbage lod han sig under streng disciplin føre længere og længere ind i den militære og politiske elite. Kun ni måneder efter at han havde tilbragt sine dage på lossepladsen i en opiumssky og med Beheshta for sit indre blik, stod han nu rank og i uniform foran præsidenten og lod sig indsætte i hans officersstab.

Så snart lejligheden bød sig, rejste Salim til Mazar-e-Sharif, kun for her at opdage, at Beheshta var blevet gift. Den gamle Faheema tog krumbøjet imod ham, da han bankede på døren til smed Ghulam Sajadis hus.

»Beheshta forstår slet ikke, hvor heldig hun er,« sagde hun med en spotsk, næsten vrængende stemme. »At leve sit liv ude i lyset med børnene hængende i skørterne, når man går til markedet, frem for et kælderliv som slavinde for en arrogant general i Kabul.«

Det sidste sagde hun med så hadsk en stemme, at han måtte træde et skridt tilbage og dermed kun akkurat undgik den spytklat, hun sendte efter hans blanke sko, inden hun smækkede døren i. En stund stod han foran den lukkede dør og så ned ad sin grønne uniform. Indtil videre var han kun stødt på venner og beundrere af faren, men fjender havde han naturligvis også haft, og Faheema var tydeligvis en af dem. Mærkeligt nok havde han aldrig skænket Beheshtas mor en tanke – den fattige hazarakone fra Mazar-e-Sharif, hvis hele liv var gået til grunde den eftermiddag i basaren for mange år siden, da hans far for første gang kastede sit blik på hende. Salim kendte intet til den historie, men det korte møde med Faheema lod ham ikke i tvivl om, at hendes tragiske skæbne var dybt indflettet i hans egen.

Denne nye indsigt chokerede ham til at begynde med mere end nyheden om, at Beheshta var blevet gift. Det var derfor med en vis fattethed, at han fandt frem til skomagerens beskedne hus et stykke uden for byen. Først da Beheshta et kort øjeblik trådte uden for huset og rystede et tæppe, var han på nippet til miste at kontrollen. Hun var helt uforandret at se på; måske lidt tyndere, men lige så lysende.

Salim vidste, at det ville indebære en katastrofe for dem begge at vise sig for Beheshta. Ikke alene var de søskende. Hun var hazara, og han var pashtun. Og nu var hun en gift kvinde med tre børn. Det eneste, der var at gøre, var tålmodigt at blive ved med at vente. Vente på det rigtige øjeblik, den rigtige dag. Vente på, at omstændighederne forandrede sig. På et eller andet tidspunkt ville det ske, noget ville opstå, tænkte han, noget ville falde ud til deres fordel. Det måtte han tro på.

Det lykkedes Salim at få giftet både Badria og Shaista bort til højtrangerende mænd inden for Najibullahs hær. Snart var de begge fine fruer, som deres mor havde været det, med tjenestefolk og børn, der fra en tidlig alder spiste med sølvbestik. Om de var glade, hans søstre, havde han svært ved at vurdere, men han følte under alle omstændigheder, at han havde gjort for dem, hvad han kunne. Selv brugte han ikke tiden til at spekulere over sin egen lykke. Frem for alt stod han til disposition for den øverstbefalende, og kun sjældent fik han mere end fem timers nattesøvn. I huset, hvor han boede alene nu, havde han ansat et par tjenestefolk til at sørge for, at der så anstændigt ud, men han spiste kun sjældent hjemme og brød sig i det hele taget ikke meget om at være der: Ligesom han tjente hæren for sit lands skyld, var huset et, han tjente for søstrenes skyld, som begge følte sig meget knyttet til barndomshjemmet.

Ligesom faren havde gjort, begyndte Salim også at sende penge til Faheema i Mazar-e-Sharif i håb om, at hun overholdt hans begæring om at dele dem med sin datter uden dog at nævne ham. Efter det korte glimt han havde fået af Beheshta, forestillede han sig, at det måtte være bedst for hende at leve i den tro, at han ikke levede længere. Han fortrød alle de brændende kærlighedsbreve, han havde sendt til hende fra Jalozai, for skulle hun leve i en lige så dyb længsel efter ham, som han efter hende, kunne hun umuligt leve op til sin rolle som mor og hustru. Så var det bedre at tro ham død. Selv nægtede han dog at give slip, og hvert halve år drog han af sted til Mazar-e-Sharif i håb om at få endnu et glimt af hende.

Fordybet i tanker fandt han hende på trappestenen uden for huset, eller i færd med at hænge tøj på en snor sammen med Zahra og Fazilla. En enkelt gang så han også sin navnebror. Deres øjne mødtes et kort øjeblik over gærdet, hvorefter Salim skyndte sig væk. Skomageren så han kun ryggen på ved et enkelt tilfælde, hvilket var mere end rigeligt, da han dybest set kun havde lyst til at skyde ham en kugle for panden.

Da den Rabbaniledede mujahedinske modstand mod Najibullahs regering befandt sig på det højeste, og det kun var et spørgsmål om uger, før præsidenten måtte gå af, besøgte Salim Mazar-e-Sharif uden den ringeste viden om, at han først ville vende tilbage igen efter Talebans overtagelse. For første gang var døre og vinduer lukkede i det lille hus, og der var ingen at se udenfor. Salim ventede i over en time, før han dristede sig derhen og tog i døren. Den var ikke låst, og uden for alvor at gøre sig klart, hvad det var, han foretog sig, gik han ind. Den beskedne indretning, de slidte tæpper på gulvet og den genkendelige duft af spidskommen fik ham til at tænke på Kausar. Det kom bag på ham, at erindringen om hende stod stærkere frem her end hjemme i hendes eget hus – det var næsten, som om hun var der, og han måtte tage sig i ikke at kalde på hende.

På samme måde som han var stivnet midt på gulvet i den store spisestue i huset hjemme i Kabul, gik han også her i stå, indtil det lykkedes ham at komme hen at sidde på en af stolene ved det solide træbord. Der lå krummer og halvdelen af et overskåret æble. Det var kun en lille smule lysebrunt i kanten, så det kunne ikke være længe siden, familien var gået hjemmefra. Hvis han bed i det, ville de kunne se, at der havde været nogen. Salim havde lyst til at blive, men han ville også gerne gå. Allermest havde han lyst til at skrue tiden tilbage. Langt tilbage. Til tiden før faren døde. Tiden før Beheshta. Tiden før noget som helst rigtig begyndte.

Han havde aldrig forestillet sig, at han endnu en gang i al hast og i ly af mørket skulle snige sig ud af sine forældres hus for at flygte ud af landet. Denne gang dog under mere ordnede forhold; sammen med søstrene, deres familier og adskillige andre af Najibullahs folk lykkedes det at komme ud til lufthavnen og blive fløjet til Islamabad.

I Islamabad ventede venner af Afghanistans nu ikke længere eksisterende Demokratiske Republik dem i store luksusvillaer, forskanset bag høje pigtrådshegn og vogtet af bevæbnede vagter. Her kunne de trygt opholde sig, så længe det var nødvendigt, og tætte forbindelser i embedsværket ville uden problemer skaffe arbejde til dem, der ønskede at blive ved med at kæmpe for et demokratisk Afghanistan. Som ugerne skred frem, blev det dog mere og mere uklart, om disse velvillige folk, der tilsyneladende besad ubegrænsede ressourcer til at huse og brødføde dem, arbejdede for afghanske eller helt andre interesser. Tydeligt blev det i hvert fald efterhånden, at det afghanske demokrati ikke figurerede videre højt på deres dagsorden.

Langsomt gik det op for Salim, at det luksuriøse liv ved swimmingpoolen, hvor børnene tilbragte det meste af deres tid, mens kvinderne fik ordnet negle, og mændene drøftede den hastige afvikling af deres land, ikke var fuldt så uforpligtende, som de først havde antaget. Sandheden var, at de var røget i hænderne på en broget, men tæt samarbejdende skare af Unicolfolk og den pakistanske efterretningstjeneste, ISI. Hvordan de havde tænkt, at Najibullahs folk skulle indgå i dette samarbejde, stod endnu hen i det uvisse, men Salim var ikke i tvivl om, at den joviale stemning ville ophøre, i samme øjeblik kortene blev lagt frem.

En aften, da alle var gået til ro, inviterede han derfor i al hemmelighed Badria, Shaista og deres ægtefæller ind på sit værelse for meget lavmælt at forklare, at de var røget i en fælde.

»Jeg har hørt dem tale bag lukkede døre – de vil købe vores viden med et liv i luksus, så de kan få fingrene i den kaspiske olie. De har ingen som helst intentioner om at hjælpe os med at få Afghanistan fri af Rabbanis kløer. Vi skal bare samarbejde, så USA kan få, hvad de vil have. Det her har hele tiden været planen. Kan I ikke se det?«

»Se hvad?« spurgte Badrias mand med skeptisk mine og gik hen for at åbne vinduet.

Salim lagde sin hånd på haspen og rystede på hovedet. »Forstår du det ikke? Både Pakistan og USA har hele tiden modarbejdet Najibullah.«

»Hvad har det med vores venner her at gøre?«

»Vores venner?« Salim tog et visitkort op af lommen og lagde det frem på bordet. De stirrede alle fem på UNICOL’s enkle logo.

»Hvem siger, at de er vores venner?«

»Hvor har du fået det kort fra?« ville Shaista vide.

»Jeg har såmænd pillet det ud af en lommebog. Det var ikke nogen videre kompliceret operation.«

»Hvis lommebog?« vrissede hun.

Salim så på sin søsters skarpt optegnede, vrængende mund. Som ugerne var gået, var både hun og Badria blevet mere og mere sminkede og pyntede. Flere gange om dagen viste de sig i nye rober og særprægede håropsætninger, og han havde registreret, hvordan især Shaista ændrede sin gang og fik et ganske andet blik, hver gang en yngre mand fra efterretningstjenesten var til stede. At deres egne mænd ikke så det, ikke undrede sig, var i sig selv mystisk, og nu hvor visitkortet på bordet talte sit eget tydelige sprog, gjorde det ham kun endnu mere forvirret, at de alle blev så fjendtligt stemte over for ham. Var der noget, de vidste, som han ikke selv var blevet delagtiggjort i, eller blev de bange og ville helst tro det bedste?

»Hvorfor skulle det visitkort betyde, at vi er blevet forrådt?« sagde Shaistas mand.

»Som sagt har jeg overhørt en samtale: en olieledning gennem Afghanistan til Pakistan og Det Kaspiske Hav. Hvem kender de geostrategiske områder bedre end os? Og hvor længe har vi opholdt os her nu? En lille måned måske. Hvor mange penge har de allerede brugt på os og visse smukke koner?« Han pegede hen på Badria og Shaista, der i samstemmig vrede vendte sig om og forlod rummet.

»Vi er købt og betalt,« fortsatte Salim. »Det bliver ikke med vores såkaldte venners hjælp og billigelse, at vi kommer til at forlade dette »luksushotel«.

»Hvorfor skulle vi da også rejse?« sagde Badrias mand. »Og hvor skulle vi tage hen?«

»Det sidste er en anden sag, men der er da ingen tvivl om, at vi må se at komme væk.« Salim så fra den ene mand til den anden, men blev kun mødt af nogle underligt tomme blikke, han ikke kunne blive klog på.

»Hvem var det, der arrangerede vores rejse ud? Det fandt vi aldrig rigtigt ud af, vel? Venner af Najibullah, blev der sagt. Hvor var han selv? Han var allerede gået under jorden. Og hvem var det så, der kom og hentede os i lufthavnen? Venner af Najibullah, men hvad var der sket os, hvis ikke vi var fulgt med? Ja, så var der nok ingen af os, der havde nogen puls tilbage på nuværende tidspunkt.«

Begge mændene rystede på hovedet og var enige om, at Salim var kørt for langt ud ad en tangent.

»Hvad med kortet her? Er det også noget vås?« ville Salim vide.

»Det fortæller os ingenting, at du finder et kort i en eller andens lomme,« sagde Shaistas mand.

»Og desuden har vi i modsætning til dig mere end bare os selv at tænke på,« fortsatte Badrias mand. »Hvad havde du tænkt dig? At vi skulle bryde op og begive os af sted til den nærmeste flygtningelejr med koner og børn?«

Samtalen endte der; Salim indså, at han stod alene, og det var nu op til ham at beslutte, om han ville efterlade sine søstre på dette fremmede luksusterritorium til en skæbne langt mere uvis, end hvis han bragte dem med sig tilbage til Jalozai. Men hvordan kunne han få dem med sig? De var gifte koner. Mødre. Han havde intet at skulle have sagt.

Det var tidlig morgen, da Salim fire dage efter samtalen med søstrene og deres mænd sneg sig ud fra et hospital i Islamabad. Et par dage tidligere havde han endnu en gang forsøgt at overtale Badria og Shaista, men de havde ikke villet give sig. Til sidst havde han trukket Shaista, som han stolede på ville kunne holde tæt, til side og delagtiggjort hende i sin plan. Han ville foregive pludselige og voldsomme mavesmerter, der krævede en hospitalsindlæggelse. Hvis alt gik, som det skulle, ville han stikke af fra hospitalet og søge hen til et af de større afghanske ghettoområder i Islamabad, hvor det ville være så godt som umuligt at finde ham. Han lovede dog at lægge sin adresse i en bestemt kiosk, han havde hørt om, så søstrene kunne finde ham, hvis de skulle få brug for hans hjælp.

Nu havde han solgt sit ur, bæltespænde i sølv og enkelte andre ejendele for at få råd til mad og et par overnatninger på et pensionat. Han befandt sig godt der på det beskedne værelse, hvor værtinden, der oprindeligt kom fra Helmand i syd, serverede varm mad hver dag, og i løbet af kort tid fik han arrangeret sig sådan, at han kunne blive boende permanent.

Trods arbejdsløshed blandt afghanerne i byen lykkedes det Salim at skaffe sig et job. Det var sandsynligvis hans velplejede ydre og den selvtillid, det havde givet ham at være sluppet væk fra luksusvillaen, der gav ham og ikke de fire hundrede andre ansøgere jobbet som avissælger på et af de mere rolige strøg ikke så langt fra pensionatet, hvor han boede.

Det nye liv som avissælger i den fremmede by kunne ikke være en større kontrast til de konstante strategiske udfordringer, Salim havde været vant til at stå over for hver eneste af ugens syv dage hjemme i Kabul, men på en sær måde følte han en større balance og ro i sit indre, end han mindedes at have gjort før: De tidlige morgener foran byens røde himmel på den lille altan, hvor han røg dagens første cigaret, mens han betragtede byens gryende liv. Det lille morgenmåltid i værtindens køkken, inden han begav sig af sted til sin avisstand, hvor de samme kunder hilste ham og fortalte små anekdoter om deres egen og alverdens gøren og laden. Dagen skred hurtigt frem, båret af småsamtaler og kaffepauser på den nærmeste café, og om aftenen endte det hele, som det var begyndt, med udsigten over byens gradvise droslen til ro under den nedgående sol.

For første gang i sit liv fandt Salim roen i sig selv og tiden til at fordybe sig i litteraturen, og han nød sine aftenstunder i selskab med store digtere som Rumi, Nezami og Rahmaan Baabaa.

Det var dog ikke udelukkende ro og harmoni, der prægede årene i Islamabad: Bekymringerne om Badria og Shaista martrede ham indimellem så voldsomt, at han lå vågen om natten og overvejede at vende tilbage til luksusvillaen for at finde ud af, hvordan det var gået dem. Men den største bekymring drejede sig naturligvis om Beheshta, og dens iboende længsel gjorde det næsten umuligt at skelne hans spontane impulser fra reelle kendsgerninger. De ting, han læste i avisen om præsident Rabbanis fornedrende kvindesyn og mujahedinernes bestialske metoder, fik ham indimellem til at frygte det værste, og det skete op til flere gange, at han vågnede midt om natten badet i sved for at give sig til at pakke sin kuffert, fordi en drøm havde overbevist ham om, at Beheshta behøvede hans hjælp.

Når angsten fik allerværst greb om ham, fandt han frem til, at det hjalp at iføre sig et par lædersko og give sig til at vandre op og ned ad gulvet. Noget ved lyden af hælene mod trægulvet og læderet, der gav sig, bragte ham tættere på sandheden; gav ham indblik i begivenheder, før de fandt sted. Bag lukkede øjne så han således Najibullah blive slæbt ud af den store FN-bygning og kastreret under den åbne himmel af de hvidklædte talebanere. Han anede, at dette ikke bare var en ond fantasi, og da han næste dag på forsiden af avisen så sin tidligere chef hængt på Ariana torv i Kabul, holdt han op med at betvivle sine evner.

Det kom derfor heller ikke som nogen stor overraskelse, da Shaista en sen eftermiddag bankede på hans dør, for natten inden havde han set Badrias ansigt trykket op mod en rude, mens blodet løb fra hendes mund, og siden havde han funderet over, hvad han skulle gøre for at komme i kontakt med sine søstre.

Det var fire år siden, han havde set Shaista, og det chokerede ham, hvor ældet hans mellemste søster var blevet på den tid. Hun kunne ikke være mere end seksogtyve, men lignede en moden kvinde tæt på de fyrre, som forsøgte at kompensere for den tabte skønhed med dyre smykker og frisøropsat hår.

Shaista tog ikke videre notits af de pauvre omgivelser eller af ham for den sags skyld. Hun satte sig bare ned og brast i gråd. Salim lagde armene om hende, registrerede den skrappe lugt af parfume og hårspray og begyndte selv at græde. Det, hun havde at fortælle, vidste han allerede: I det øjeblik man modsatte sig ISI, var spillet tabt. Både Badria og børnene havde været med i bilen, da de røg ud over den stejle skrænt. Tilsyneladende et uheld. Ingen overlevede.

Han havde haft ret i alt, sagde hun. De skulle være taget med dengang, men nu var det for sent. Salim bød hende på middag og forsøgte at få hende til at blive, men det turde hun ikke.

»De holder hele tiden øje med mig, med os alle sammen. Der er intet, jeg kan gøre. Selv du er i fare nu. Du må rejse, lige så snart jeg er gået. Jeg er ked af det, men jeg tænkte, at du skulle vide det.«

Hun lagde armene om hans hals, kyssede ham og græd igen. »Mit liv er ødelagt,« sagde hun. »Men du har en chance. Tag hjem til Beheshta. Tingene bliver ikke bedre, og lige pludselig er det for sent.«

Samme nat som Shaista havde været hos ham, pakkede Salim sin kuffert og forlod pensionatet. Under en løs gulvplanke hentede han det lille bundt pengesedler frem, som det var lykkedes ham at lægge til side over årene. Værtinden efterlod han sine yndlingsdigte af Rumi og et kortfattet brev. Det var med dyb vemod, han forlod værelset og livet som avissælger, og det anede ham, at det stille og ensartede liv på pensionatet, med al sin længsel og afsavn, ville blive den periode i hans liv, han for eftertiden ville tænke tilbage på som den bedste.

I de følgende måneder forberedte Salim sig på at vende tilbage til det nu næsten fuldstændigt Taleban-styrede Afghanistan; Afghanistans Islamiske Emirat, som de kaldte det. Han lod skægget gro og tog de småjobs, han kunne få, og sørgede for ikke at tilbringe to nætter samme sted.

Langsomt nærmede han sig grænsen til et Afghanistan, han engang havde kendt som sin egen krop, men nu ikke engang kunne genkende som en fjern slægtning. For kun fire år siden havde han været en af de uniformerede i Kabuls gader. Nu var han en fremmed, der sneg sig langs husmurene af frygt for at blive genkendt som en af Najibullahs mænd. Det lykkedes ham dog at falde ind i bybilledet uden at vække opsigt, og mens Taleban indtog Mazar-e-Sharif, og både Pakistan og Saudi-Arabien erklærede over for verdenssamfundet, at de anerkendte Taleban som Afghanistans nye lovformelige magtinstans, begav han sig alligevel mod byen for at finde Beheshta.