BELARUS, NÆR DEN POLSKE GRÆNSE, JULI 1999

Sveden render ned over panden. Det svier i øjnene. Selvom bilen er stor, bliver stødene og bumpene kraftigere, efter at de er drejet ind i skoven.

De sad midt i aftensmaden, da sluserne kom, og alting skulle gå stærkt. Anna ville gerne have givet dem madpakker med, men det var der ikke tid til. Der var ikke tid til andet end at samle de vigtigste ejendele og løbe ud til bilerne. Heldigvis nåede han ind i den samme som Ghezal og Floran; en ambulance med ledninger i loftet og iltapparater.

Ingen af dem aner, hvor de skal hen. De har allerede kørt længe, synes han. Floran sidder med hovedet mod hans skulder. I det dunkle lys aner han på hendes let adskilte læber, at hun er faldet i søvn. Hun må være meget træt, for ingen af dem har fået mere end et par timers søvn. De nåede først tilbage ved huset, kort før de andre vågnede.

Det var ikke let at finde tilbage. I timevis famlede de rundt, mens skoven blev lysere og lysere, og det endte med, at de kom ud et andet sted end der, hvor de var gået ind. De fik øje på huset på den anden side af en stor kornmark, og til at begynde med var det en lettelse, men på vej tilbage langs de høje kornstrå slog det ham, at de også kunne lade være med at gå derhen. Han var bange for, hvad der ville ske, hvis nogen havde opdaget, at de var væk, men selv hvis det ikke var blevet opdaget, var han alligevel nervøs. Nervøs for det hele; for fremtiden, for Nadeem, mor, far og Mariam. Floran gik forrest, og hun var ikke meget højere end kornet, der tog fat i håret, greb ud efter det, som forsøgte de spinkle stængler at tilegne sig et stykke af hende, komme i besiddelse af hende, men hun gjorde ikke ophold.

Det er svært at holde sig vågen, men det går ikke, at han falder i søvn. Han bliver nødt til at holde øje med, hvor de kører hen. Ingen har fortalt dem det, og nu virker det bare, som om de kører dybere og dybere ind i skoven.

Floran vågner ikke af, at bilen standser. Hun virker nærmest bevidstløs. Han rusker i hende, men først da sluseren skyder døren til side og begynder at råbe, slår hun øjnene op.

Udenfor holder de to andre ambulancebiler. Folk stimler sammen i den lille lysning. Bagved ser skoven tæt og dunkel ud. En sluser med fuldskæg lyser på dem med sin lommelygte.

»Om tre timer skal vi være fremme ved grænsen,« siger han på et gebrokkent engelsk. »Vi har travlt.«

Ambulancerne bakker for at vende. De skal tilbage igen. Den ene chauffør har glemt at slukke blinklyset på taget. De blå blink får skoven til at se syg ud, og fugle flagrer forskræmte op fra trækronerne for at flyve dybere ind i skoven.

»Skal vi gå hele vejen?« siger Floran med usikker stemme.

»Ja, men der kan ikke være så langt,« siger han. »Sluseren sagde lige, at vi skal være fremme ved grænsen om tre timer.«

»Den polske grænse?«

»Det ved jeg ikke.«

»Det må være den polske. Jeg har hørt, at de er meget værre.«

»Værre?«

»Ja, de polske slusere. Værre end de russiske. Mere hårde.«

De ser begge hen på manden med fuldskæg. Han har en lommelygte i den ene hånd og en vandrestav i den anden. Han begynder at gå. De andre følger efter på en lang række. Som et følge af skolebørn, der artigt holder sig på geled bag ved læreren. De er mange. Måske femogtredive. I løbet af de sidste par uger er der næsten dagligt kommet nye flygtninge til huset. Til sidst var der ikke plads på værelset, og de sidst ankomne blev fordelt andre steder i huset.

»Vi må hellere gå med,« siger Floran og haler i ham. »Så vi ikke kommer for meget bagud.«

Ghezal og Jiang er lige bag dem. De er de sidste i følget. Farid havde nær glemt dem. Glemt dem begge to. De andre har fået større og større forspring, og de bliver nødt til at løbe for ikke at komme for langt bagud. Det er svært at forstå, hvordan sluseren kan finde vej, for der er ikke engang antydningen af en sti, kun træer og ufremkommeligt krat og gevækster, som han slår ned med sin stav undervejs. Måske har han gået her mange gange før med flygtninge som dem. Måske kender han den vilde skov som sin egen bukselomme og vælger en ny rute hver gang gennem det mandshøje græs for ikke at vække opsigt.

En hare springer op lige foran dem, og Floran bliver så forskrækket, at hun giver et lille skrig fra sig. De standser, og gennem alt det grå lyser nogle små røde prikker. Hindbær.

»Kan du ikke huske, at det var sådan nogle, Ivan plukkede til os? Jeg tror, haren ville vise os dem,« griner Farid og skynder sig at plukke en lille håndfuld. Han giver de mindst splattede af dem til Floran, men hun har ikke lyst, siger hun. Der er noget anderledes sammenbidt over hende. Hun virker udmattet. Sikkert fordi de ikke har sovet så meget, eller også er han kommet til at gøre hende fortræd. Men hun ville jo selv. Han ville have sagt nej, men så tog hun fat om den.

»Jeg ville ikke gøre dig fortræd, Floran.« Han tørrer hindbærhånden af i bukserne og rækker ud efter hendes hånd.

Floran ryster på hovedet og smiler mat. »Du har ikke gjort mig fortræd. Jeg tænker bare på det, du sagde i går, om at vi skulle gifte os.«

»Ja, det må du undskylde.«

»Du skal ikke undskylde. Jeg vil gerne, eller jeg mener, det kan ikke lade sig gøre.«

»Nej, ikke lige nu.«

»Nej, og jeg bliver også nødt til at vide...« Hun holder inde og standser brat for at tage sig til brystet. Skærer en grimasse og bøjer sig frem. Ghezal kommer løbende og tager fat om hende, giver sig til at danse og hoppe rundt om hende, som haren før med flagrende arme i stedet for ører. »Min pige, min pige,« kalder hun, men Floran verfer hende væk.

»Jeg er okay,« siger hun og giver sig demonstrativt til at gå videre. Hun er bleg. Alt for bleg. Ghezal siger en hel masse til Jiang, som hun åbenbart tror forstår, hvad hun siger.

»Jeg bliver bare nødt til at vide, om du ville tage dig af min mor, hvis jeg døde,« siger Floran lavmælt.

»Hvis du døde?«

Hun nikker, men svarer ikke. Igen er de kommet bagud. Farid kan kun ane den stærke lyskegle fra lommelygten gennem løvtræerne.

»Vi må gå hurtigere,« siger han og haler af sted med hende, men hun kan ikke følge med, så han løfter hende op på ryggen.

Et højt pigtrådshegn spærrer for, at de kan komme videre. Flere af de andre har sat sig på de bløde mostuer for at hvile ud op ad træstammerne. Farid sætter Floran på jorden, hvor hun falder i søvn.

Sluseren siger, at de skal vente lidt, før de kan komme videre. Han trækker nogle store vanddunke op af sin rygsæk og chokolade. Alle er tørstige, og Farid må kæmpe for at få til Floran. Han forsøger at forklare sluseren, at hun er syg, og at han er usikker på, om det er forsvarligt at fortsætte rejsen, men det virker ikke, som om sluseren forstår, hvad han siger, for han bare ryster på hovedet og gentager, at alting er under kontrol.

Mens de venter, fugter Farid Florans læber med vand og stryger hende over håret. Ghezal masserer hendes fødder, og Jiang holder et lille reagensglas med en stærkt lugtende væske hen under næsen på hende, så hun vågner igen. Hun ser uforstående op på ham, som om hun ikke ved, hvem han er.

»Hvorfor kan hun ikke bare få lov til at sove, mens vi venter,« siger Farid vredt og glemmer et kort øjeblik, at han ikke kan forvente noget svar.

Jiang og Ghezal. Den ene tavs og den anden skør. Tilsammen er de kommet til at udgøre en slags enhed. Umærkeligt har dagene i huset hos Anna og Ivan ført dem tættere og tættere sammen, uden at de på noget tidspunkt kan have vekslet et eneste ord med hinanden. Og nu sidder de her som et hold hjælpere, han mest af alt ville ønske bare ville forsvinde.

En flok maskerede mænd træder ud af den grå dis, og flere af kvinderne giver sig til at skrige. Sluseren beroliger dem og siger, at mændene er kommet for at klippe hul i hegnet. Hvor kommer de fra? Pludselig er de der bare, som trådt ud af intetheden med store boltsakse og sorte elefanthuer, der kun afslører deres øjne, der i det dunkle lys fremstår som mørke huller. Dødens mænd. Han kan ikke kontrollere det; det siver ud mellem lårene, ud af hans øjne. På henrettelsespladsen med Floran i skødet. Der er intet, han kan gøre, og han synes, at han hører Jiangs datters stemme i det fjerne. En ondskabsfuld latter. Er dette hendes straf for, at han ikke ville lytte til hende længere? Jiangs straf? Hvem er overhovedet på hans side? Måske er det kun ham, de er ude efter. Så længe de ikke tager Floran. Eller Nadeem. Tænk, hvis de allerede har fået fingrene i ham og ødelagt hans krop med de store boltsakse, slået hul i hans hoved, skåret halsen over på ham. Skudt ham ned.

Duften af vanilje. Appelsinerne. Valmuer, solnedgang. Drengene. En efter en. Foran deres mødre. Derefter stilhed.

Hun rusker i ham. Floran. Kalder hans navn. Hiver i hans arme. Både Jiang og Ghezal hjælper ham op. Alle de andre er allerede inde på den anden side af hegnet. De kan ikke vente på ham længere, ellers blive de bare væk fra de andre. Han ser hen på hullet. De maskerede mænd er væk. De maskerede mænd og sluseren. De er på egen hånd nu, forklarer Floran, indtil de polske slusere møder dem inde på den anden side. Han følger efter hende gennem hullet. Skoven er den samme som før, hvis ikke endnu mere ufremkommelig og tæt bevokset.

»Vi skal bare følge de andre,« siger hun og går foran ham. »Vi skulle komme til en sti om ikke så længe. Tænk engang, at vi er i Europa nu. Er det ikke spændende?«

Han nikker og mærker pludselig ubehaget fra de våde bukser.

»Er der ingen døde?« spørger han.

»Ikke her.«

»Hvor så?«

»Hvad mener du?« siger hun og vender sig halvt om. »Alle mulige steder, men ikke her.«

Et lille spor i det høje græs deler sig og fører ud til en sti, hvor de kan gå ved siden af hinanden. Farid har det, som om han ikke er rigtig vågen, eller som om han er blevet en anden. For kort tid siden var Floran syg. Nu virker hun lige så frisk, som hun plejer. Ingen er døde, siger hun, ikke her, og de maskerede mænd er væk, men hvad skete der i mellemtiden? Mellem hullet i hegnet og deres forsvinden? Og hvad skete der med ham? Det er svært at gå almindeligt i de våde bukser. Han kommer til at sprede benene for meget, så det spænder til i lænden.

En mindre sø kommer til syne, en lille bro, som måske er lavet af bævere. På den anden side en å, endnu en sø, og jorden under dem bliver gradvist blødere og blødere. Træerne viger, og et marsklandskab begynder at gynge under dem. En overvægtig kvinde længere fremme giver sig til at protestere, da de træder ud på det bløde fundament; hun er bange for at synke igennem, men der er ikke andre veje at gå, og hendes to store sønner tager hende under armen. Luften bliver mere og mere varm og fugtig, som de begiver sig fremad, og myg begynder at sværme rundt om dem. De sætter sig i ansigtet og i nakken, finder helt ind i ørerne. Floran forsøger at beskytte sit ansigt med håret, men der er for mange af dem.

Da marsken ender, og skoven rejser sig omkring dem igen, kommer tre mænd dem i møde på stien. Det skarpe lys fra deres lommelygter blænder dem, og en stor schæferhund lyder, som om den kun venter på at få grønt lys til at gå til angreb, indtil en af mændene sparker til den. Polske slusere. Ansigterne er ikke venlige, og de taler ikke et sprog, nogen af dem forstår, forsøger heller ikke på det, peger bare ind i skoven og klapper i hænderne, så de skal forstå, at de har travlt. De skal gå hurtigere. Meget hurtigere.

De må småløbe for at holde tempoet. I det mindste kan de bilde sig ind, at de kommer på afstand af myggene, men Farid kan høre på Florans åndedræt, at hun bliver mere og mere besværet. Det bliver dog ikke hende, der først giver op, men en midaldrende kvinde længere fremme, som ikke orker at bære sin kuffert længere. Da en af sluserne åbner den, vælter det ud med både porcelæn, smykker og indrammede familieportrætter. Mod hendes vilje tømmer sluseren mere eller mindre kufferten for indhold, så der kun er lidt tøj og enkelte billeder tilbage, da han lukker den igen. Nu ligger efterladenskaberne fra et hjem i Peshawar på skovstien, og kvindens ansigt krakelerer på samme måde som flere af kaffekopperne. Hun nægter at gå videre, men sluseren slår hende hårdt i ryggen med sin lommelygte.

Hun havde ret, Floran, de polske slusere er mere brutale, og han er så bange for ikke at følge med, for schæferen med de bidske tænder og lommelygternes knippelskaft, at han bare løber og løber alt, hvad han kan, indtil Ghezal kalder ham tilbage. Floran er sunket sammen på stien. Hun ligger på knæ med ansigtet nede i løv og kviste, stadigvæk med myggene svirrende om sig, men hun lader sig ikke mærke med dem mere.

»Det er hendes hjerte,« siger Ghezal. »Hun kan ikke mere.«

Han bøjer sig ned og lægger øret til hendes bryst. Det lyder på samme måde som det armbåndsur, mor har om håndleddet, og som skal trækkes op hver morgen.

»Vi er der snart, Floran,« siger han og løfter hende op over sin rygsæk. »Når vi er fremme, finder vi en læge til dig. Du skal bare holde ud lidt endnu.«

Hun er mere tung nu, end da han bar hende tidligere, som om der er blevet hældt bly i hendes ben, eller også er det i hans egne. Et nyt marskområde åbner sig, bliver gradvist mere og mere sumpet, og for ikke at synke igennem må han løbe gennem det, så hurtigt han kan, mens Florans hår falder ned over hans øjne og gør det næsten umuligt at se noget. Han beder hende flytte det, men hun foretager sig intet, hovedet bare dunker ind mod hans, som forsøger hun at banke på.

»Du bliver nødt til at fjerne håret,« siger han.

Hun svarer ikke, og han kan ikke sige mere, har ikke mere luft tilbage. Hænder griber fat om ham. Løfter Floran af hans ryg, løfter ham op. Bærer ham gennem skoven. Han hører åndedrættet. Det tunge, prustende åndedræt fra en mand, han ikke kender. Mærker armene. Kraftige, stærke arme. Forsøger at se, men det er blevet mørkt nu. Den slags mørke, der får øjnene til at glide i, og han forsvinder ind i en lysere skov, hvor luften er tør, marsken væk, sumpen væk, græsset lysende grønt. Skytotter på rejse hen over himlen fletter sig ind og ud af hinanden. Ind i hinanden, mens solen skinner mildt, oplyser hendes ansigt, Florans ansigt, tænder små stjerner i hendes hud. Hun ligger lige der ved siden af ham.

Hun ligger lige der ved siden af ham. Tæt ved siden af ham. Stille. Rundt om dem står træerne. Løvtræer, grantræer, lyse stammer og mørke stammer, glatte og knudrede, tykke stammer, slanke stammer. Han ser dem alle klart. Et røntgenblik. Dufter harpiks, jord, råd fra skovbunden. De er tilbage, nej, de er her. Han ved ikke, hvor de er. Der er stille. Helt stille omkring dem, og mørkt. Kun hendes lysende ansigt. Den lille skønhedsplet på kinden. Hun er stille, og han stryger hen over det bløde hår, lægger hånden mod hendes pande. Øjnene er lukkede, hendes øjne. Sluserne er ikke vrede længere. De står sammen med de andre, som tavse træer, i en rundkreds rundt om ham og Floran. Han lægger først mærke til dem nu og schæferhunden for Florans fødder. Hvor længe mon den har ligget der? Det virker, som om de venter på noget. På dem, velsagtens. På at de kommer til kræfter. Men Floran er ikke frisk endnu. Det kan han se. Han lægger hånden mod hendes bryst. Der er stille derinde. Det holder en pause, hjertet, har brug for at hvile ud. De må vente på, at det begynder at slå igen. Før kan de ikke komme videre.