CENTER GRIBSKOV, MÅRUM, DANMARK, SEPTEMBER 1999

Ghezal griber ud efter hans håndled, kniber til. Han forsøger at skubbe hende væk, men hun holder fast.

»De har set hende,« hvisker hun og læner ansigtet ind mod hans. Hun lugter surt ud af munden – det er næsten værre end stanken fra svinene ovenover.

»Set hende?«

»Ja, nogle af de andre har set hende ude i skoven. Hun har det godt. Min lille pige. Hun er slet ikke død, som alle siger. Nu har man sendt nogen ud efter hende. Bare vent, min dreng, om lidt er hun tilbage. Om lidt har du hende igen.«

Han tror på hende. Det er jo det, han hele tiden har tænkt. Floran kan umuligt være død, selvom de gravede et hul til hende og dækkede hende til med jord. Hun må være kommet op ved egen kraft. På en eller anden måde er det lykkedes hende.

Ghezal smyger sig ind til ham, lægger kælent armene om hans hals, hvisker, at hun er lykkelig, at det er det bedste, der er sket.

»Du er en god dreng, Farid. Hvis ikke det var for dig, ville hun være omkommet, med det svage hjerte. Du gav hende styrken, det var din kærlighed, der reddede hende.«

Han mærker hendes tunge mod halsen, langs øreflippen, hendes hånd på vej ned under bukselinningen. Det er umuligt at kontrollere det, og hun griner, da hun mærker, hvor stiv han bliver, griner og tager fat om den, mens svinene ovenover begynder at røre på sig. Klovene mod gulvet overdøver hans egen stønnen. Det er altid sådan, når bonden kommer med mad til dem – de bliver så vilde, og det lyder, som om loftet er ved at brase sammen. Ghezal lader sig ikke forstyrre af dyrene. Hun fortsætter den ihærdige bevægelse med hånden, indtil lemmen går op, og lyset falder ind. Jiang træder ind, og de rejser sig synkront fra det lille leje af hø.

Jiang bærer noget småt og pjusket i sine arme, men da lemmen lukker sig bag ham igen, er det umuligt at se, hvad det er.

»Du har hende,« råber Ghezal. »Jeg kan se, at du har hende.«

Jiang går hen til dem og rækker Farid en lille varm klump af noget levende.

»Det er hende,« udbryder Ghezal med en grådkvalt stemme. »Min lille Floran.«

»Hun sad alene ude i skoven,« siger Jiang, men den lyse barnestemme er ikke hans. Han taler med sin datters stemme. Det er længe siden, Farid har hørt den, men der er ikke noget at tage fejl af, og selvfølgelig har hun haft en finger med i spillet, for den lille klump, han holder i sine arme, som skutter sig, så han kommer til at nyse, og uden varsel borer sine spidse kløer ned i hans hænder, er en kylling. Han kaster dyret tilbage til Jiang, men han nægter at tage imod det.

»Hun er din,« siger stemmen. »Du har lovet at gifte dig med hende. Nu er dagen kommet. Din brud har ventet dig med længsel. Se, hvor fint hun har pudset sine fjer.« Jiang tænder en lommelygte og lader den skinne ned på det lille forskræmte dyr.

»Floran er ingen kylling,« hyler Farid og tyrer fuglen ned i gulvet. Den udstøder et underligt piv, slår et par ufrivillige kolbøtter, triller som en bold hen over halmstråene.

»Hun er et menneske.« Han løfter den op og kaster den ind mod væggen. Et skrig. Et vrælende skrig som et menneskebarn. Med en dump lyd falder kyllingen til jorden igen, og før han kan nå at opfatte, om der er noget liv tilbage, lægger han alle kræfter i og tramper sin fod ned over den. En knasende lyd som når skallen på en hasselnød knækkes. Ingen siger noget. Heller ikke Jiangs datter, og en usigelig fred breder sig i kroppen.

Han vågner og sætter sig op. Ligesom de foregående dage kan han først ikke huske, hvor han er. Der er koldt derinde, og han opdager, at vinduet står åbent. Farid slår dynen til side og løber ud på det kølige linoleumsgulv for at lukke vinduet. En kold vind glider hen over hans arm, idet han griber fat om haspen for at hive vinduesrammen ind mod sig. Himlen er grå udenfor. Bolden ude på fodboldbanen ligger ubevægelig midt på plænen. Han skynder sig tilbage til sengen og ned under dynen, lægger sig på siden og bøjer benene op under sig. Hiver efter vejret – ligesom Floran ude i skoven. Så kommer han i tanker om den lille kylling under grisestalden. Heldigvis var det bare en drøm. Det er stemmen, der igen har spillet ham et puds; siden Floran døde, er hun blevet så ond, Jiangs datter. Hun siger, at det er ham, der slog Floran ihjel. Hun siger, at det var på grund af det, der skete den nat ude i skoven inden flugten. Hun siger, at Floran ikke kunne tåle det, og at det var derfor, hun døde til sidst. Det var ikke den lange tur gennem skoven, men det, der skete nede ved søen den nat, det de gjorde, der slog hende ihjel.

Hjertet slår ikke lige så hurtigt længere, men han fryser stadig. Det er begyndt at gå ham på nerverne, at Jiangs datter hele tiden er der, selv i drømme – det er, som om han aldrig får ro.

»Kan du ikke bare forsvinde,« mumler han. »Skrid med dig.«

»Jeg har ikke travlt,« siger hun. »Faktisk har jeg al den tid i verden, alle går og drømmer om.«

»Du er ikke velkommen her,« vrisser han og knuger endnu mere til om sine ben.

»Jeg troede ellers, dette sted var skabt til præcis sådan nogle som dig og mig, Farid, uledsagede flygtningebørn.«

»Netop, uledsagede børn, men du er ikke noget barn, du er slet ikke til, fatter du det ikke?«

Hun griner. Det kan han høre. En ondskabsfuld gnækken, som hun har tillagt sig, efter at han er begyndt at tale mere hårdt til hende, efter at han har bedt hende om at forsvinde. Det skete første gang i Warszawa, da han sagde farvel til Jiang og Ghezal, som havde besluttet at følges ad til London, og det gik op for ham, at stemmen ville blive hos ham, i stedet for at tage med Jiang. Hun sagde, at Jiang ikke længere behøvede hende, nu hvor han havde fundet sammen med Ghezal, og hun blev vred, da han sagde, at han heller ikke behøvede hende, men bare gerne ville være i fred. Siden den dag har hun skiftevis talt til ham med sin egen og med mors, Nadeems og Florans stemme, så han har følt, at han har været ved at blive skør.

»Man er da heller ikke et barn, når man sådan dyrker sex og taler om at gifte sig med fremmede piger, er man?«

»Floran er ikke fremmed, og skrid så med dig. Jeg vil ikke høre mere på dig, din idiot.«

»Hvem er Floran?«

Det er ikke længere Jiangs datters stemme, den stemme, men Auduns stemme. Han har ikke hørt ham komme. Han plejer at banke på døren først, hver morgen, når de andre er kørt i skole. Farid har fået lov til at vente med at begynde i skolen, til han har vænnet sig mere til at være på centeret. Men han får ikke lov til at blive i sengen hele dagen, selvom det er det, han allerhelst vil – bare ligge under dynen og lade, som om verden ikke eksisterer som andet end en drøm.

Audun siger, at det er vigtigt, at man kommer ud hver dag. Ud i skoven og indånder den friske luft. Centeret ligger midt inde i skoven. I en rydning for enden af en vej. Ligesom Ivans og Annas hus. Men der er intet her, som minder om Ivans og Annas hus, og bladene på træerne er gule og røde; karmoisinrøde, rustrøde, blodrøde. Hver dag løsner flere og flere af dem sig fra grenene for at dale ned mod jorden og dække hele skovbunden til som et tæt tæppe.

Han bliver nødt til at kigge ud under dynen og sætte sig op nu. Audun sidder allerede på en stol ved siden af sengen. Hans røde hår stritter endnu mere, end det plejer, og han smiler med sine store hvide tænder. Han er en mærkelig mand, Audun. Farid har aldrig set en mand som ham før; så høj og med så kolossale fødder. Han har tit guldfarvede gummisko på og tøj i skrigende farver. Han siger, at det er, fordi han elsker farver, og fordi det muntrer drengene på centeret op.

»Floran...« siger han igen og purrer op i hans hår. »Og hvorfor så sur? Jeg kommer bare for at sige, at morgenmaden er klar.«

Audun er den eneste af de ansatte, som kan tale farsi. Hans ordforråd er ikke så stort, men stort nok til, at de kan tale sammen.

»Det må du undskylde. Det var vist en drøm, jeg kan ikke helt huske det.«

Audun ser på ham med sine lysende øjne. De er meget blå, hans øjne, helt lyseblå.

»Er det en, du kender? Floran? Betyder det egentlig ikke blomst?«

Han har fortalt Audun om turen, lejlighederne, Sankt Petersborg, Annas og Ivans hus, skoven og grisestalden i Polen, som de boede under i ugevis efter at være kommet over grænsen, inden de endelig kom videre til Warszawa. Da de havde begravet Floran, skulle de ikke langt, før de nåede frem til den bondegård, hvor de måtte bo i en slags hule under grisene. Han har fortalt om stanken dernede; stanken fra svinene der stampede med deres klove ovenover, så det lød, som om der var jordskred flere gange om dagen, og det omsluttende mørke dernede, det har han også fortalt om, mørket, der kun blev brudt i de få minutter, lemmen blev holdt åben, når bondekonen kom med mad til dem. Han har fortalt om det i detaljer og om Nadeem og onkel Mahmood i Sverige og politiet i Sandholmlejren, der fik ham til at sætte sit fingeraftryk, selvom han forklarede, at det var en fejl, at han var havnet i Danmark. Alligevel ville de have ham til at sætte aftrykket på papiret, som de lagde på bordet foran ham.

Han har ikke fortalt om Floran. Ikke nævnt hende med et ord. Han er bange for, at Audun vil ringe til politiet, hvis han fortæller om det, der skete – bange for, at han melder ham for drab, for på en måde tror han på hende, Jiangs datter, når hun siger, at det er hans skyld, at hun døde.

»Jeg ved ikke, hvad det betyder, det navn,« siger han og slår benene ud over sengekanten.

Der er stadig koldt derinde. Naseer, som han deler værelse med, har som sædvanlig ikke redt sin seng eller tømt det fyldte askebæger, der står oven på fjernsynet. Han forsøger at tælle skoddene, men der er for mange.

»Jeg håber, du vil fortælle mig om hende,« siger Audun og rejser sig fra stolen. »Vi kunne gå en tur i skoven, når du har spist din morgenmad. Det skulle klare op i løbet af dagen.«

Han rejser sig fra sengen og kigger ud i værelset. Over Naseers seng hænger der to plakater. Den ene forestiller en hvid kanin med lange ører og den anden et stort turkis hav. Naseer siger, at det er sådan, havet ser ud i Grækenland. Han ved det, for han har selv været der.

»Vi ses om lidt,« siger Audun og lukker døren efter sig.

Farid går ud på badeværelset. Han tænder lyset og stiller sig foran spejlet ved håndvasken. Åbner for vandhanen, slukker lyset igen og bliver stående med hænderne under det kolde, rindende vand.