CENTER GRIBSKOV, MÅRUM, DANMARK, OKTOBER 1999

Bruce Willis stirrer ud på ham med store opspilede øjne, mens sveden løber ned over hans ansigt. Det er mindst femte gang i denne uge, at Naseer ser Die Hard II. I filmen er han netop blevet ramt i skulderen, og om lidt ligger han og vrider sig nede på jorden, da han får en kugle i benet.

»Kan du ikke skrue lidt ned?« siger Farid og trækker dynen op om sig. Det er blevet mørkt udenfor. For første gang siden sin ankomst lavede han mad sammen med de andre drenge i det store fælleskøkken. Ris og grøntsager. Risene smagte ikke rigtig af noget. Jiangs datter sagde, at det var, fordi han havde hældt for lidt salt i. Hun talte med mors stemme. På en måde var det rart, for hun lød virkelig som hende, og da han gik ud på toilettet, fik han sagt, at han ikke er vred længere, og han undskyldte, at han bare tog af sted dengang uden at sige farvel. Selvom han ved, at det bare var Jiangs datter, lettede det alligevel et eller andet inden i ham at få det sagt, og på en måde havde han også en følelse af, at mor hørte det. Han kan ikke lade være med at tænke, at det måske betyder, at hun ikke lever mere, at hun er blevet en ånd, eller hvad det nu er, Jiangs datter er. Han har prøvet at ringe hjem til onkel Malek mange gange efterhånden, men der er aldrig nogen, der tager telefonen, og Audun siger, at de hellere skal prøve at finde Nadeem først. Røde Kors leder efter ham, og hvis han også er i et asylcenter, finder de ham, men hvis ikke, bliver det sværere, siger Audun.

De andre drenge blev sure, da han smed risene ud. Det er en uskreven regel på centeret, at man ikke smider mad ud, medmindre den er blevet dårlig, forklarede Naseer. Mad er dyrt, og det er ikke så meget, de får at købe ind for. Farid har bemærket, hvordan nogle af dem spiser så store mængder, at man skulle tro, at de ikke har fået mad i flere uger. Far ville blive rasende, hvis han så, hvordan nogle af dem skovler maden ind.

Bruce Willis er kravlet om bag en bil, hvor han ligger og tager sig til benet. Han er blevet ramt i låret, og han har tilsyneladende så kraftige smerter, at han ikke er i stand til at løbe. Han jamrer sig. Naseer har stadig ikke skruet ned, men sidder som hypnotiseret og stirrer ind i skærmen.

»Jeg kan altså ikke sove, hvis det skal være så højt,« siger Farid.

Naseer holder fjernbetjeningen ud foran sig og trykker en enkelt gang på knappen, men lydniveauet forbliver stort set det samme.

»Tilfreds?« siger han og skuler knottent hen til ham.

»Ikke særlig.«

Med en aggressiv bevægelse hamrer Naseer pegefingeren ned i volumenknappen.

»Kan du ikke bare slukke?« siger Farid og træder ud af sengen. »Eller tage høretelefoner på.«

Nu stiger også Naseer ud af sin seng, slukker for fjernsynet og tyrer fjernbetjeningen ned i madrassen.

»Så bliver du fandeme nødt til at begynde at sige noget. Du har været her i over en måned, og du siger stadig ikke en skid. Jeg er ved at gå til af kedsomhed!« Han fisker en krøllet cigaretpakke op af lommen og kravler op i den høje vindueskarm med sin lighter og en cola.

Farid sætter sig igen på sengen, men denne gang yderst på kanten. Et øjeblik er der stille. En kølig, fugtig luft siver ind gennem det åbne vindue, blander sig med røgen fra Naseers cigaret, der lyser som et lille nødlys i det mørke værelse. Og så er den der igen – lyden af det tudende tog, der runger gennem skoven hele vejen nede fra perronen. Usynlige lydbølger bevæger sig mellem trækronerne som et dansende sejl hele vejen fra den hviderussiske urskov, hvor lommerne siden den nat har kaldt og kaldt. Flere gange om dagen får han lyst til bare at styrte derned – ned til perronen, hvor toget holder og venter kun på ham, og hvorfra skoven hele tiden udvider sig, vokser ustyrligt ind over byer og grænser, som kun dette ene tog, der har kaldt på ham dag og nat siden hans ankomst, kan gennemtrænge for at nå tilbage til Annas og Ivans hus, hvor hun stadig sidder og venter på ham foran det blomstrede gardin.

»Jeg tænder igen, hvis ikke du siger noget,« siger Naseer og hopper ned fra vinduet. »Nu. Jeg tænder nu.« Han har fat om fjernbetjeningen.

»Jamen, hvad vil du have, at jeg skal sige? Du kan da selv sige noget. Hvorfor skal det absolut være mig?«

»Sådan er reglerne,« siger Naseer og tænder sin sengelampe, så hans hjørne af værelset igen kommer til syne. »Den sidste nye har ordet. Sådan er det bare.«

Farid ser op på den hvide kanin med de lange ører på plakaten over Naseers seng.

»Okay, lad mig hjælpe dig lidt på vej. Hvorfor er du her?«

»Det er en fejltagelse. Jeg skulle have været til Sverige. Det er der, min onkel bor.«

»De siger også, at der er bedre i Sverige, men hvorfor er du så her?«

»De ville have, at jeg satte mit fingeraftryk, selvom jeg sagde, at jeg skulle til Sverige. Desuden vidste jeg ikke, hvad Danmark var.«

Naseer griner og tager en ny cigaret ud af pakken. »Hvad troede du da? At det var en person?«

Farid trækker på skuldrene. Naseers tænder er små og spidse. Det ser ud, som om de er blevet filet til. På begge kinder har han lange fine ar. Måske har nogen overfaldet ham med en kniv.

»Jeg ved ikke rigtigt, hvad jeg troede. En by måske, men det kan være lige meget nu, for jeg har sat mine fingeraftryk.« Han forestiller sig Danmark som et kæmpestort menneske – en mægtig, gigantisk mand med så meget hvidt og uigennemtrængeligt fedt om maven, at det er umuligt at gennemskue, hvor langt der er ind mellem alle hudfolderne.

»Du har hørt historien om ham, der skar alle blommerne af sine fingre, ikke?«

»Hvordan mener du, skar dem af?«

»Ja, med en kniv, selvfølgelig. Første gang jeg hørte historien, var i Grækenland, men her på centeret er der også flere, der kender den, så det er lidt af en vandrehistorie, og måske passer det slet ikke, men idéen er da god.«

Naseer sætter sig igen op i vindueskarmen og tænder cigaretten, åbner vinduet.

»Ligesom dig var det en fejl. Han var vist endt i Tyskland, men skulle i virkeligheden have været til England, hvor det meste af hans familie opholdt sig, men har du én gang søgt asyl i et europæisk land, ja, så klapper fælden jo. Han tog en stor køkkenkniv og skar samtlige blommer af sine fingre, hvorefter han rejste til England, hvor han bor den dag i dag. Hvis altså historien passer. De kunne ikke bevise noget længere, myndighederne, for der var ikke andet end arvæv tilbage. Men sig mig, hvorfor tog du ikke bare til Sverige til at begynde med?«

»Det hele gik galt, og jeg blev væk fra min bror.«

»Din bror?«

»Ja.«

»Er han så i Sverige nu?«

»Det ved jeg ikke. Jeg aner ikke, hvor han er.«

Naseer nikker, smider det sidste af cigaretten ud ad vinduet og går tilbage til sin seng. Han sover med både bukser og bluse på, af og til også med skoene. Han siger, at det er en vane fra tiden i Grækenland, da han boede på gaden og hele tiden skulle være klar til at løbe, hvis nogen prøvede at overfalde ham, eller politiet nærmede sig.

»Der findes altid en vej, Farid. I flere år var jeg illegal i Grækenland, og se bare, hvor langt jeg er kommet, men vi må hellere slutte nu. Vækkeuret ringer tidligt i morgen. Godnat.«

Naseer slukker lyset og vender sig rundt på siden. Langsomt kravler han selv ned under dynen. Skolebussen kommer allerede klokken halv otte, og i morgen skal han med for første gang. Igen omslutter mørket værelset. Vinduet står stadig åbent, og en begyndende snorken i Naseers tunge åndedræt bryder stilheden.

»Du burde bare tage at skære de fingerblommer af,« hvisker Jiangs datter. »Hvad venter du på?«

»Det er da ikke bare noget, man gør.«

»Hvad gør man så? Sidder i det forkerte land og rådner op på et asylcenter, mens de splitter hele dit eget land ad, og din bror bliver sendt tilbage?«

»Hvordan ved du noget om Nadeem?« Han sætter sig op og ser ud i det mørke værelse, synes, han kan ane et lys udenfor, måske Nadeem, som står med en lommelygte derude.

»Jeg ved ingenting om Nadeem. Jeg siger bare, at du skal udnytte tiden, tænk bare, hvor galt det gik med Floran, og du ved heller ikke engang, om din mor lever mere.«

»Sig mig, hvad kan du egentlig?« råber han. »Andet end bare at snakke og snakke. Du duer ikke til noget som helst.« Han sætter sig op, rejser sig op, bider sig i læben for ikke at komme til at tyre hånden ind i væggen. Hvis hun dog bare snart ville lade ham være i fred. Hvis hun dog bare ville tie stille.

Naseer tænder lyset og ser hen på ham.

»Hvad laver du?« siger han og klør sig i håret. »Hvem er det, du råber ad?«

»Det var bare en drøm, undskyld. Jeg skal nok være stille.«

»Men hvorfor står du midt ude på gulvet med knyttede næver?«

»Det var bare, det var bare noget, jeg drømte, sluk lyset, så vi kan sove.« Han går tilbage til sengen og kravler ned under dynen.

Naseer har hævet sig op på albuerne og ser undrende på ham. Måske tror han, at han er skør. Han kan ikke begynde at forklare, at en kinesisk pige, som aldrig blev født, plager ham, forfølger ham og taler til ham hele tiden. Hvem vil tro på det? I hvert fald ikke Naseer – det er han sikker på.

»Du skal ikke tænke mere på det. Det var bare en drøm. Du må undskylde, hvis jeg vækkede dig.«

»Vi var ikke engang faldet i søvn,« siger Naseer.

»Det er lige meget. Glem det. Sluk nu lyset.«

»Du er virkelig en underlig starut. Ved du godt det?«

»Ja, det ved jeg. Sluk nu bare lyset.«

»Okay. Godnat.«

»Godnat.«

»Hvorfor indrømmer du ikke bare, at du har pip i låget,« siger Jiangs datter.

Farid trækker dynen op over hovedet, hvisker, at hun skal forsvinde, men hun forsvinder ikke, hun forsvinder aldrig, fortsætter bare med at tale om huden på fingrene, fingerblommerne, som han skal skære af, fingerblommerne, der ryger gennem luften – skudt af sted i kaskader af blodstråler, svævende på efterårsblade, gennem skovene, over grænserne, svævende som fingerkys, der lander på Florans læber og maler dem røde. Måske er det det, han skal gøre; bare lukke øjnene og skære dem alle sammen af; alle ti fingerblommer, fingerspidser, fingre og hænder, arme og lemmer, måske skal han bare gøre sig fri af det hele, så han selv kan blive fri. Fri som luften og stemmen, der hele tiden taler, fri som stemmen, så han selv kan begynde at tale igen og fortælle om alt det, der er sket.