ROSENGÅRD, MALMØ, SVERIGE, OKTOBER 1999

Det er, som om de er nogle vildfremmede; mennesker, han aldrig har set før. Det er ellers ikke mere end et par dage siden, han var henne og besøge dem på asylcenteret. Han spillede ludo med Zahra og Fazilla, og Beheshta lavede mad til dem. Måske er det, fordi det er her i May og onkel Mahmoods lejlighed. De ligner på en eller anden måde ikke rigtigt sig selv, eller også er det ham, som er forandret med briller og nye bukser. I går var han hos frisøren. Beheshta siger, han ligner en filmstjerne. Det gør hun til gengæld ikke. For første gang lægger han mærke til, hvor slidt hendes tøj er. Der er store huller i hendes sjal. Også de andre ser lurvede ud. Zahras bukser er tyndslidte både på knæene og bagpå.

»Hvor er jeg glad for, at I kunne komme,« oversætter Mahmood for May.

Nadeem hjalp med at dække det store spisebord i stuen, mens Mahmood kørte hen og hentede dem på centeret. Han gjorde sig umage med at lægge bestikket helt lige, for det ved han, at især Salim sætter pris på, og flere gange gik han ind på værelset for at se, om der så nogenlunde ud derinde. Når først de havde været der, når først de havde været på besøg, ville det blive virkeligt for ham; at det er her, han bor, her hans liv for fremtiden kommer til at udspille sig. Når først de også havde siddet i sofaen, benyttet toilettet og smagt Mays mad, skulle tingene nok falde på plads.

»De må blive her i fire timer,« siger Mahmood og binder sine sko op, »så skal jeg køre dem tilbage.«

Fire timer er ikke længe, og der er så meget, han gerne vil nå, inden de skal tilbage. Zahra og Fazilla skal se hans værelse, og han havde tænkt, at de skulle se en film i fjernsynet. Men han ville også gerne nå at gå en tur sammen med dem – bare de tre alene, så de kan mærke friheden, og det gymnasium, han skal gå på, hvis han får asyl, ville han også gerne vise dem. Onkel Mahmood siger, at han forhåbentlig kan starte efter sommer.

May er nervøs, det kan han mærke på den måde, hun vimser rundt på og hele tiden beder Mahmood om at oversætte det ene og det andet; at Beheshta ser så smuk ud med den store mave, at den bliver større og større, for hver gang de ses, at hun håber, at de vil synes om maden, som er en blanding af alt muligt både persisk og arabisk, hun har tilmed lavet en egnsret fra Irak, men osten er svensk og yoghurten, ja, og frikadellerne, som hun har lavet i ovnen.

De ser alle lidt rådvilde ud, som de står der midt på gulvet i dagligstuen og ser sig rundt, mens May bliver ved med at gestikulere og forklare.

»Og så har jeg købt gaver til pigerne,« siger hun og beder igen Mahmood om at oversætte. »I må endelig sætte jer.« Hun peger hen på sofaen. På bordet står en bakke med juice og vand og små skåle med pistacienødder og chokolade. Hun beder Mahmood hente gaverne, mens hun selv vender tilbage til køkkenet.

Nadeem forstår ikke, hvorfor det er så mærkeligt at se dem der i sofaen, hvorfor det gør ham ked af det, så ked af det, at han mest af alt har lyst til at forlade stuen eller bede dem om at gå igen. Han forstår det ikke, når nu han har glædet sig så meget og så længe, ja, faktisk lige siden han flyttede ind i lejligheden for over en måned siden. Og det ser også ud, som om de har glædet sig, for de smiler alle sammen, og Salim takker gentagne gange for invitationen.

Da Mahmood overrækker pigerne de lyserødt indpakkede gaver, undskylder Nadeem sig med, at han skal på toilettet. Han tænder lyset derude. Det hele dufter og skinner: badekar, vask og toilet. Der skinner altid, men i dag mere end sædvanligt. Han skinner også, og da han får øje på sig selv i spejlet, flår han brillerne af. Hvad skal han også med dem? Han ser fint uden, og desuden strammer de bag ørerne.

Nadeem ser granskende på sig selv, læner sig længere ind mod spejlet, laver små skyer på den nypudsede flade, så hans ansigt langsomt forsvinder. Den formiddag de løb gennem Hamburgs gader, Salim og ham, for at finde en læge til Beheshta, havde han følt sig så beskidt. Nu føler han sig alt for ren, men heldigvis bliver glansbilledet mere og mere diffust foran de voksende tågeformationer. Gradvis udviskes han, for hvert pulsslag, hvert åndedrag, og han hører ikke engang, at det banker på døren.

De fandt lægen samme sted, som han havde mødt Hamid; på pizzarestauranten inde på banegården. De tog chancen og gik hen til en gruppe mænd, der talte dari. Salim sagde det, som det var, at de havde brug for en læge hurtigst muligt til hans gravide kone, at de var illegale og blev huset ulovligt af nogle venlige mennesker, der selv risikerede deres sikkerhed ved at have dem boende. Den ældste blandt mændene, som var læge, rejste sig øjeblikkeligt, og med alvorlig tone formanede han de andre om, at de intet havde set, hvorefter hver og en slog blikket ned, og der blev ikke engang ytret en høflig afskedsmelding. Det var denne mand, der helbredte Beheshta. Da han først fik forsikret Hamid om, at han intet havde at frygte, fik han lov til at komme og gå i lejligheden, som han ville. »Nyrebækkenbetændelse er meget alvorligt,« husker Nadeem ham sige. Men allerede efter at have slugt de første piller begyndte Beheshta mod al forventning at få det bedre, og hun aborterede ikke, som lægen havde spået, at hun ville på grund af alle de strabadser, hendes krop havde været igennem.

Det buldrer mod døren. »Hvad laver du derinde? Vi venter på dig, Nadeem. Hvad laver du?« nærmest råber Mahmood.

Nadeem trækker ærmet ud over hånden og giver sig til at pudse spejlet. Han pudser, indtil det skinner. Så åbner han døren.

»Ja, undskyld, jeg måtte lige, jeg skulle ... «

»Hvad skulle du?« siger Mahmood i et strengere tonefald, end Nadeem er vant til at høre ham tale. »Vi sidder alle sammen kun og venter på dig.«

De har ganske rigtigt alle sammen taget plads rundt om bordet i stuen. Kun stolen mellem May og Mahmood står tom. Hvorfor skal han sidde der? Mellem dem? Som om de udgjorde en enhed, og de andre var nogle fremmede. Han har ikke lyst til at sidde sådan mellem Mahmood og May, som deres barn – den længe ventede søn.

»Ved du hvad, Nadeem?« siger Beheshta med et strålende smil i ansigtet. »Jeg var henne på hospitalet i går for at blive undersøgt. Man kunne se det lille barn på en skærm, man kunne se, at det er en dreng.«

Langsomt synker han ned mellem May og Mahmood.

»Det var tydeligt,« siger Salim. »En lille dreng, men denne gang skal han altså ikke hedde Salim.«

»Denne gang?« siger Mahmood spørgende.

Tårerne flyder ud af Beheshtas øjne, men hun smiler stadig. »Nej, for det er ikke Salim, men en anden, en helt anden dreng, derfor er det bedre at give ham et andet navn, tror du ikke også, Nadeem?«

Han nikker og skæver op til Mahmood, som tydeligvis intet forstår. Han må fortælle ham om det på et tidspunkt; om massakren, alle struberne, der blev skåret over, og skuddene, alle dem der døde. Måske har de læst om det, men det er alligevel ikke det samme. Slet ikke det samme som at bære stanken af blod i næseborene i dagevis efter, stanken af rådden frugt; frugten, der lå og flød i gaderne bagefter, blev stampet til ukendelighed eller samlet op af de fattige. Han så det sammen med Farid, da de vendte tilbage. Da de vendte tilbage næste dag. Der lå stadig enkelte lig i gaderne, men de fleste var blevet fjernet. Hvis ikke de var vendt tilbage, kunne de have ladet, som om det ikke var virkeligt, at det aldrig var sket, men bare deres fantasi, der havde spillet dem et puds, en ond drøm, de havde haft tilfælles, men det er ikke muligt nu, og måske ville det også være bedre, hvis Beheshta kaldte den lille dreng for Salim. Eller Farid. Farid ville også være et godt navn.

May læner sig tilbage og hvisker noget til Mahmood, og han rømmer sig flere gange, som om han har svært ved at få ordene frem. »Det er meget lykkeligt,« siger han, med en for ham usædvanligt spag stemme. »Med jeres lille søn. Vi glæder os til at møde ham.«

May hvisker noget mere, og Mahmood forklarer, hvad der står på bordet, og beder dem alle forsyne sig.

De spiser i tavshed. Nadeem forsøger at holde trit, men han falder hele tiden i staver. Barnet i maven, Farid, massakren, brillerne, som han forestiller sig, at May ikke kan være glad for, at han har taget af, værelset, som pigerne endnu ikke har set, og som han heller ikke er sikker på, at han har lyst til at vise dem alligevel. Egentlig er det kun Zahra, han har lyst til at tage med derind. Der har ikke været mulighed for at være alene med hende siden den aften i Hamburg, hvor hun kom ind til ham på værelset. Fazilla lå og sov inde ved siden af hos Beheshta, og Salim sad i stuen sammen med de andre. De spillede kort, ham og Zahra, og lugtede til cigaretterne bagerst i reolen, og så kyssede de for første gang. Pludselig gjorde hun det bare – lænede sig frem og stak tungen ind i hans mund. Først blev han forskrækket, og da hun fortalte, at hun havde lært det af Farid og Fazilla, blev han temmelig knotten, men da hun så sagde, at der ikke længere var andre, hun havde lyst til at kysse end ham, gav han alligevel efter, og lige siden har han gået og tænkt på det; på hvor dejligt det var, og på om han stadigvæk er den eneste, hun har lyst til at kysse.

Men når han ser hen på hende nu, kommer han i tvivl om, hvorvidt han stadigvæk har lyst til at kysse hende. Der er et eller andet ved hende, ligesom ved Fazilla, som er anderledes, som om de har forandret sig. Før kunne han have svært ved at tage øjnene fra dem, og nu bliver han nærmest pinligt berørt ved at se på dem, sådan som de sidder og fylder munden og smasker. Det bliver ikke bedre af de flæsede selskabskjoler, som May har købt til dem. Sukkertopkjoler, som Farid og ham kaldte dem. Nye sukkertopkjoler. De er ikke sukkertopdelikate længere. Slet ikke. De er bare to forhutlede flygtningetøser, der ikke engang kan finde ud af at sidde ordentligt, når de spiser.

Nadeem slår blikket ned. Han har stort set ikke rørt sin mad. Beheshta ser på ham, det kan han mærke. Bare hun ikke kan læse hans tanker, bare hun ikke ved, hvor ilde han tænker om dem alle.