CENTER GRIBSKOV, MÅRUM, DANMARK, NOVEMBER 1999

Bladene knaser under fodsålerne, under de nye løbesko, som Audun forærede ham i eftermiddag, da han kom hjem fra skole. Kulden bider i kinderne som små drillende fugle, der niver med deres spidse næb. Og luften fyldes med røg, hver gang han ånder ud. Hvis bare det var en virkelig røg fra et bål, der ville tilintetgøre hele skoven, brænde alle træerne ned og barakkerne på centeret. Han har prøvet at forklare Audun, at han ikke kan lide at være i skoven, at den bringer dårlige minder, men Audun vil ikke acceptere det, og i dag nægtede han at lytte til hans dårlige undskyldninger for ikke at tage med ud at løbe. De plejer at være flere, flere drenge, men i dag ville Audun kun have ham med. Han har taget guldskoene på og gule fodboldstrømper, gule shorts, og en gul T-shirt. Måske tror han, at det vil muntre ham op. Farid forstår ikke, hvordan han kan holde varmen. Han har selv taget både sine egne og Naseers løbebukser på og to hættebluser uden på undertrøjen. Alligevel fryser han. Kulden er så fugtig, ligesom i Sankt Petersborg. Audun siger, at det er kystklimaet, der sætter fugt i luften, så det føles koldere, når det blæser. Han siger også, at det ikke er noget i forhold til den ø, hvor han er vokset op i Norge. Der var det meget koldere, og om vinteren så man aldrig solen. Dagene var bare mørklagte, som var der blevet lagt et sort tæppe hen over hele øen i alle vintermånederne. Audun siger, at det var forfærdeligt, og at han ikke forstår, hvordan nogen kan holde ud at bo sådan et sted. Men Farid er ligeglad. Han har gennemskuet, hvorfor han er så ivrig efter at fortælle om sig selv. Han har forstået, at det er et trick; noget han gør for at få ham til at tale, for at få ham til at fortælle, hvorfor han ikke kan lide at være i skoven, og hvorfor han aldrig vil være med til at spille fodbold, hvorfor han helst bare vil sidde for sig selv inde på værelset.

Audun sætter tempoet op, så han næsten ikke kan følge med. Han drejer væk fra stien, løber ind mod nogle høje glatte stammer, zigzagger ind og ud mellem de små tuer og forhøjninger. Løvet er fugtigt; det føles næsten som sæbe under fødderne, og han bliver ved med at skride i det, så han falder, og det er, som om noget spidst bliver jaget op i halebenet, men Audun standser ikke; han fortsætter bare, så man skulle tro, at han prøvede at blive af med ham. Farid skynder sig at komme på benene igen, fortsætter, mærker for første gang sveden pible frem på panden, ligesom det gjorde på manden bag skrivebordet i Sandholmlejren; han svedte også og blev ved med at tage brillerne af, når Farid skulle svare på spørgsmålene. Er der nogen offentlige bygninger i nærheden af dit hjem i Afghanistan? Offentlige bygninger – hvordan skulle han kunne vide det? Lå der for eksempel et bibliotek eller et hospital i nærheden? Han aner det ikke. Måske. Ja, det gjorde der sikkert. Han skulle være helt sikker, sagde manden, ellers gjaldt det ikke, og han skulle kunne huske, hvordan bygningerne så ud. Var det gamle eller nye bygninger? Hvilken farve havde de? Det føles, som om hætten på den yderste trøje klapper ham på ryggen, klapper ham i samme tempo som skridtene og pulsen, hjertets takt. Han er ikke så forpustet længere, følger bare den gule skikkelse med det røde, strittende hår foran, ind og ud mellem stammerne, hen over bladene og kvistene, der knækker under skoene. Flygtede du på falske papirer, eller havde du dit eget pas med dig under hele rejsen? Det er Salim, der har hans pas, men det var manden ligeglad med. Der står et andet navn i passet, men det er Farid, som er mit rigtige navn. Manden så åndsfraværende på ham, spurgte igen, om det var falske papirer, ville vide, om han nu var helt sikker på, at Farid er hans navn. Selvfølgelig er han sikker – ingen er vel i tvivl om deres navn, men manden troede ikke på ham, det kunne han se, ligesom han ikke troede på, at han ikke kunne komme i tanker om det med de offentlige bygninger.

Audun er ikke lige så hurtig længere. Måske er han blevet træt. Selv har han det, som om han kunne fortsætte i timer nu; skridtene er blevet bløde og fjedrende. Det er, som om jorden løfter ham, så han ikke behøver at bruge kræfter, bare følge med de rullende blade, vinden der skubber ham af sted, så han langt om længe kan nå i mål. Han skal bare følge med træerne, følge med dem ud af skoven, men så standser Audun. Han løfter armen. Vinker. Men han har ikke lyst til at standse nu.

»Stop!« råber Audun.

Han stopper ikke. Audun pifter i en fløjte, råber igen.

»Nu. Det skal være nu.«

Han falder sammen i skuldrene, idet han standser, bliver tung. Fødderne er tunge. Den grå himmel ovenover. De tykke stammer.

»Hvorfor fortsatte du?« siger Audun vredt.

»Det havde jeg bare lyst til,« siger han og sætter sig ved siden af ham på en væltet stamme.

»Nå, så det var måske slet ikke så slemt alligevel?« Audun klapper ham på ryggen.

»Jeg er god til at løbe,« siger Farid.

»Ja, det skal jeg love for.« Han lyner en lomme op i shortsene og tager et stykke chokolade ud, som han brækker over i to, da han har åbnet sølvpapiret. Han er rødspættet i ansigtet – store røde plamager tegner sig på hans kinder og ned over halsen. Det ser mærkeligt ud.

De spiser i tavshed. Ser ud på den grå gus, der langsomt ruller ind mellem stammerne. Eller også er det røg. Måske brænder skoven. Nej, selvfølgelig gør den ikke det, det ved han. Et øjeblik føles det, som om de er sammen om det, som om de begge to er på vej, som om de er sammen om at sætte deres spor gennem verden, indtil Audun bryder tavsheden. Han siger, at han ved det, at han ved, at han taler med sig selv om aftenen, taler ud i den blå luft, når han tror, at Naseer er faldet i søvn.

»Det er Naseer, der har fortalt mig det,« siger han. »Han har fortalt, at du skælder ud, skælder ud på en eller anden person, som du beder om at forsvinde. Naseer siger, at det holder ham vågen, og at du hver gang undskylder dig med, at det var et mareridt, at du bare talte i søvne, når han beder dig om at tie stille.«

»Ja.«

»Man ved da aldrig selv, når man taler i søvne, hvordan skulle man kunne det, man sover jo?« Audun klapper ham igen på ryggen, og han kan se på ham, at han forsøger at virke jovial, så han hopper i fælden og begynder at fortælle om Jiangs datter, der piner ham, og når han så spørger, hvem Jiangs datter er, og han fortæller, at hun er et ufødt barn, vil det gå op for ham, at Naseer har ret; at han er skør, sådan en man burde spærre inde, ikke bare på en anstalt, men i et fængsel, fordi han har slået en sagesløs pige ihjel med dårligt hjerte. Han kniber læberne sammen. Kniber alting sammen, hele kroppen bliver knugende hård som én eneste massiv muskel.

»Husk, hvad Søren sagde.«

»Søren?«

»Ja, Søren i Sandholmlejren. Det er afgørende, at man fortæller sandheden, ikke de historier, menneskesmuglerne har bundet dig på ærmet, men sandheden; din historie, Farid.«

Audun rejser sig fra stammen og begynder at gå tilbage mod stien igen. Han siger, at de må bevæge sig, inden de bliver alt for kolde. Han siger, at de kan gå tilbage i stedet for at løbe, at det er rart at tale, mens man bevæger sig. At bevægelse i det hele taget er det bedste. Han siger så meget, taler om alt muligt, om Norge, hvor han kommer fra, det store skib, han tog ud på, da han blev voksen, og så standser han pludselig, lige der på stien, som de er kommet ud på igen, og siger, at han vil fortælle ham en hemmelighed, hvis han så også lover at fortælle, hvem det er, han taler med, når de er gået i seng om aftenen.

»Det bliver værst for dig selv, hvis du siger noget,« siger Jiangs datter. »Han tror bare, at du er vanvittig, det kan du være sikker på.«

»Jeg er ligeglad med, hvad han tror.«

»Hvem er han?« siger Audun og lægger sin hånd på hans skulder.

»Dig.«

»Hvorfor siger du han til mig?«

»Det var til hende?«

»Hvem hende?«

»Så, nu sidder du i saksen,« siger Jiangs datter triumferende, »men man ligger jo, som man har redt, som man siger.«

Løvet rejser sig som en lille dansende skikkelse foran dem dér på stien, og en fugtig rådden lugt stiger op imod dem.

»O.k., hvem skal starte? Du eller jeg,« siger Audun og tager ham under armen for at gå direkte ind i de dansende blade.

»Det må du hellere,« siger Farid og ser sig tilbage. Måske er hun væk, Jiangs datter, helt væk. I hvert fald er der stille i skoven nu, tyst, og al den hvide røg er væk.