CENTER GRIBSKOV, MÅRUM, DANMARK, NOVEMBER 1999

Han har sat sig på armlænet af en af de bagerste sofaer. Flere af drengene er i fuld gang med at rykke rundt på møblementet. De skubber bordene tættere sammen og henter ekstra stole i køkkenet. Naseer stiller glas på bordene og lægger småkager i skålene. Farid burde også hjælpe til, men han kan ikke komme i gang. Mest har han lyst til at gå tilbage til værelset og lægge sig under dynen. Hvorfor skulle det være noget særligt at spille banko? Han aner ikke, hvordan man gør, og han har overhovedet ikke lyst. Han er ligeglad med, at man kan vinde kyllinger, selvom de fleste af drengene taler om det som noget af det mest fantastiske, fordi man kan spare madpengene og gå i byen i København i stedet for. Men han er ligeglad med København. Han har ikke behov for at spare penge sammen. Han har ikke behov for noget som helst.

Farid lader neglene glide hen over det ru stofbetræk i sofaen. Det er ligesom gardinerne nubret og brunstribet. Alting er nubret og brunstribet, også lænestolene og gulvtæppet under bordet.

Naseer sætter sig i sofaen og klapper ham på låret. »Nu kommer han lige om lidt,« hvisker han forventningsfuldt og ser ligesom de andre drenge hen mod døren, der går op, mens musikken rammer dem i mellemgulvet.

Basrytmerne slår som dybe pulsslag op gennem fødderne, mens Audun træder ind med lange fjedrende skridt. Han har en funklende guldskjorte på og røde, tætsiddende bukser. Han bærer på to store poser fra supermarkedet og hilser med et smil på drengene, som straks giver sig til at råbe, klappe og stampe i jorden.

Spillepladerne nærmest flyver gennem lokalet, indtil alle har en liggende foran sig. Audun skruer langsomt ned for den larmende musik og griber mikrofonen.

»Mine damer og herrer, jeg mener mine herrer og herrer. Er I klar til denne onsdag aftens banko?«

Plader, tal og små orange brikker. Audun fremsiger tallene på både dansk, engelsk, farsi og arabisk. Det går stærkt, og han holder næsten ingen pauser. Indimellem gør han et par dansetrin og ser spørgende ud på dem. »Er I med alle sammen? Har I tal på hjernen?«

Kun tal og små gennemsigtige, orange brikker – solbeskinnede ruder, der beskytter de udtalte numre mod alverdens luner, pludselige indgreb. Kun tal, tallene, der holder de forkerte ude og bringer ham tættere og tættere på. Nadeem. For første gang aner han konturerne af ham igen, det synes han, at han gør, og Jiangs datters stemme forstyrrer ikke. Kun Auduns stemme lyder, opremser tallene. Farid lægger den ene lille skinnende brik hen over et tal efter den anden, og snart stråler hele pladen som en sol.

»Farid, du har banko.« Naseer tager ham i armen og løfter den i vejret. »Banko,« råber han. »Farid har banko.«

Audun skruer op for musikken og giver sig til at danse, skruer ned igen og begynder at synge i mikrofonen. Med en klar og perlende røst.

»Farid har banko, Farid har banko.«

Drengene rejser sig. Klapper og stamper, synger det samme vers igen og igen, mens Audun snurrer rundt som en snurretop, udfører et akrobatisk spring og lander oven på et af bordene, læner sig kontrolleret tilbage på den ene arm og ser ud på dem alle med et på én gang kælent og drilsk smil.

»Farid har banko,« hvisker han ind i mikrofonen, og de råber alle sammen, hujer igen og igen, og han når slet ikke at opfatte, hvad der sker, før de har løftet ham fra armlænet, hævet ham op på deres hænder, så han kommer til at sidde på en trone, hvor han kan skue ud over lokalet – ud over hele lejren, skoven, helt ned til stationen kan han se, hvor toget dagligt vender tilbage for at hente ham, også nu for at føre ham med tilbage eller det sidste stykke frem eller for at genskabe ham og hele verden; vejene, de har kørt ad, de lange støvede passager, bjergsider og opdyrkede marker, skove, tætte skove, hvor Floran løber rundt og kalder på ham, og han er på vej nu – hvis bare hun venter. Han er på vej ad alle de gader, myldrende gader, kanaler, floder, han ikke kender navnet på, floder, Nadeem svømmer gennem med en fisks snilde. Han ser ham der under vandet mellem planter og tang, mens de løber rundt med ham derinde og råber hans navn, løber rundt om poolbordet og bordfodboldbordet, stolene, sofaerne.

»Farid har banko.« De kaster ham op i luften og griber ham igen. Op og ned. Synger. Det synger i blodet. Han svømmer derinde, Nadeem, mellem hans egne indre organer, leder, kalder, han kalder hans navn, som om han slet ikke har forstået, at han ikke kan komme tættere på – at det er nu, alt det tabte er genskabt, vundet tilbage, for han har vundet. Han har vundet det hele, befriet dem alle, hele landet. Og det er ham, der er helten, den nye konge med kronen på hovedet, og rundtom nejer valmuemarkerne endelig for dem igen, for ham og Nadeem, lyser tulipanerne i rødt og gult, og de kan bare løbe af sted og plukke dem alle sammen, hvis det er det, de gerne vil. Ingen beder dem styre sig, ingen beder dem tie eller holde sig tilbage.

»Farid har banko. Farid har vundet. Farid har vundet en kylling.« De hujer og pifter og bukker sig ned for at stille ham foran Audun, der har trukket en folieindpakket kylling op af en af poserne. Han overrækker ham den med højtidelig mine, men den falder ud af hans hænder, idet han tager imod den, som om han er ude af stand til at holde fast om noget, og alting drejer rundt; rummet bliver sløret, diffust.

Han nåede ikke frem til hende, frem til Floran, før det hele blev brudt; redningsaktionen, aftalen, og Nadeem forsvandt ud af blodet, som om de ikke engang er beslægtede mere. Han er ikke længere nogen helt, for kyllingen ramte gulvet med en dump lyd, som om den først døde da, i det øjeblik, nu, og toget er kørt, det er væk, og ingen har udråbt ham til konge. Han ved ikke, hvor han er, hvem de er, de drenge, der stadig er tændt af begejstring, og som ikke forstår, at det var dem, der rev ham ned fra tronen, at det var dem, der ødelagde det hele og den kylling, som bare triller hen ad gulvet, mens de samler sig om ham, lægger armene om hans skuldre, om hinandens skuldre og gør de første trin i takt til musikken. De skal danse nu. Danse for at fejre. Danse for at glemme, men han kan ikke glemme hende. Hun løber stadigvæk forvildet rundt ude i skoven og kalder på ham.