CENTER GRIBSKOV, MÅRUM, DANMARK, NOVEMBER 1999

Han sætter sig op i vindueskarmen, ser ud på de nøgne træer og den tomme fodboldbane, der er overdækket med visne blade. Naseer og alle de andre er taget af sted til skole. Om lidt kommer Audun ind, det ved han, for at sige, at det ikke kan blive ved med at gå, at han udebliver, at det er vigtigt, at han kommer af sted, så han kan tænke på noget andet, at det ikke hjælper bare at sidde og tænke på det samme og det samme. Men hvordan ved han, hvad han tænker på, når han ikke engang selv ved det? Når Audun eller psykologen spørger, ved han som regel ikke, hvad han skal svare. Alt muligt – han tænker på alt muligt. Det er ikke bare Nadeem og Floran eller mor og far, han tænker på. Faktisk har han ikke tænkt særlig meget på dem, efter at stemmen forsvandt, efter hun forlod ham. Fra den ene dag til den anden var hun der bare ikke mere, Jiangs datters stemme. Hun forsvandt uden at sige farvel eller noget som helst. Han havde troet, at det ville være en stor lettelse endelig at slippe af med hende. Han havde troet, at han ville få ro. Det har han også fået, men det er, som om hun tog alle de andre med sig også; Floran og Nadeem især – han kan ikke genkalde sig dem længere, ikke rigtigt.

Farid fisker et af skoddene op fra Naseers askebæger, et af de længste, og tænder med sin egen lighter. Det er snart en måned siden, han begyndte. Det var Naseer, som tilbød ham en, og siden har han røget cirka en pakke om dagen. Det hjælper på en eller anden måde, hjælper på tomheden at fylde den ud med røg. Han har det, som om han brænder noget af, hver gang han tænder en cigaret: lidt af skoven, nogle af minderne og noget af al den opbyggelighed, som både psykologen og Audun har forsøgt at fylde på ham. Og så fylder den ham samtidig med noget nyt, røgen, han er ikke sikker på hvad, måske udvider den bare tomheden, giver den nogle flere rum, sætter måske et par skillevægge, så han kan differentiere mellem det ene rungende ingenting og det andet. Stadigvæk kan det undre ham, hvordan der kan være så stille inden i ham. Audun siger, at der ikke er stille. Han siger, at der er så meget larm, at han ikke kan få ørenlyd, og at den form for støj føles som stilhed, det siger han, men hvad ved han om det?

Farid griber fat om vindueshaspen og åbner vinduet på klem for at smide cigaretskoddet ud. Ruderne er beskidte; stænket så kraftigt til med gammel regn og slud, at man kun kan se, hvordan vejret er, hvis man åbner vinduet. I dag gør det ingen forskel, om han åbner eller lukker vinduet. Bortset fra kulden. Den iskolde vind. Audun har foreslået, at de kan vaske vinduerne sammen, han vil gerne hjælpe, siger han. Men hvad skulle det gøre godt for? Når han kommer, vil han sige, at han synes, det er en dårlig idé.

Selvom han har lukket vinduet igen, er der koldt i værelset. Så koldt, at han kan se sin egen ånde. Farid slår blusens hætte op over hovedet, trækker benene op under sig og slår armene rundt om dem. Ser ud i værelset; to uredte senge, fjernsynet, det lille bord og to stole, mere er der ikke ud over Naseers plakater, selvfølgelig, og så skabene. De koboltblå skabe til deres private ejendele. Det er dér, hans rygsæk ligger, glaskuglerne og et par af Florans hårspænder. Siden han lagde tingene derind, har han ikke åbnet skabet. Han kan ikke se, hvorfor han skulle. Naseer åbner sit konstant, kaster snavset tøj derind og hiver rent tøj ud. Selv beholder han det samme på hver dag, skifter ikke engang underbukser og heller ikke sokkerne. Audun siger, at det er noget svineri, især at han ikke skifter de sokker, som han løbetræner i, men han kan bare lade være med at tvinge ham ud i den skov flere gange om ugen, når nu han ikke har lyst.

Han strækker hænderne ud foran sig. De er lange, hans fingre, og neglene er tykke. Snart kommer Audun ind til ham, og så vil han sikkert sige, at de trænger til at blive klippet. Det ser ikke pænt ud, siger han, når de bliver så lange og snavsede. Indtil videre har han brugt Naseers saks, selvom han har sin egen, den som mor gav ham med. Den ligger i rygsækken inde i skabet.

Farid skuler hen til askebægret oven på fjernsynet. Grunden til, at han er begyndt at fryse, er nok også, fordi han er sulten, men han har ikke mere mad i køleskabet, for han er udeblevet fra indkøbsturene de sidste par gange. Det er også derfor, han ikke har flere cigaretter tilbage. Cigaretterne plejer ellers at være gode til at dulme sulten. Han hopper ned fra vindueskarmen og finder et skod, som godt kan tåle et par enkelte sidste sug. Sætter sig op i vindueskarmen igen. Flammen slikker hen over fingrene, da han sætter ild til skoddet, svider huden, sætter sorte spor, så det ser ud, som om han har været ude og grave i jorden. Det brænder, og Audun vil tro, at han har gjort det med vilje.

Måske begynder det at klare op udenfor. Der er pludselig så lyst derinde. Audun må tro, at han er taget med i skole, siden han ikke kommer. Måske opdagede han ikke, at han ikke var med bussen. Eller også har han fri i dag. De dage Audun har fri, sker der ingenting. På de dage bliver tomheden hul som en stamme, han kravler ind i for at lade sig rulle hvor som helst hen. Det gør ham ikke bange, for han lukker bare øjnene og falder i søvn, og hvis han vågner for tidligt, før det er blevet mørkt igen, stjæler han en af Naseers sovepiller, så han ikke behøver at vågne, før en ny dag begynder.