ROSENGÅRD, MALMØ, SVERIGE, DECEMBER 1999

Han sparker simultant med lyden af dommerens fløjte. De ser efter den alle sammen. Efter bolden. Drengene på banen. Dommeren. Dem på tilskuerrækkerne. Han ser også selv efter den, holder vejret, mens han følger dens flugt gennem luften. Han fornemmede ikke engang, hvor hårdt han sparkede, måske på grund af de nye fodboldstøvler, som onkel Mahmood har købt til ham, men nu kan han se, hvor langt ud på banen den ryger, og før han ved af det, har en af hans holdspillere ført frisparket i mål.

Han når lige akkurat at se op på dem på tilskuerrækkerne: onkel Mahmood og May, Zahra, Fazilla, Salim og Beheshta, de har alle rejst sig op, og de råber og vifter med hænderne. Han når det lige, inden han væltes omkuld. Det er drengene fra holdet. De løfter ham, kaster ham op i luften, griber ham, krammer ham, slår ham venskabeligt på ryggen og skuldrene, indtil de spreder sig igen for at fortsætte kampen.

Nadeem løber ud på midten af banen. De lange ben er blevet utrættelige siden turen gennem Malmøs gader. Det er, som om de bare kan fortsætte i timevis.

Han endte med at ombestemme sig. Den aften på rastepladsen. Han fandt ellers den rigtige; en vogn, der skulle hele vejen til Sankt Petersborg med Tuborg-øl fra Danmark. Og der var plads nok i lastrummet, men da han havde siddet der i nogle minutter, og de endnu ikke var kørt, fortrød han. Heldigvis havde onkel Mahmood endnu ikke ringet til myndighederne, da han sent på aftenen ringede på døren med den halvtomme rygsæk over skulderen. Han var heller ikke vred. Snarere ked af det. Og mens Mahmood knugede ham ind til sig, så han havde svært ved at få vejret for den stærke parfumeduft, blev han ved med at gentage, at de selvfølgelig nok skulle finde Farid, at alting nok skulle falde på plads, det hele, det hele. Sådan blev han ved at sige: »Det hele, min dreng. Det hele.« Og den følgende dag gik de sammen ned til fodboldklubben, der om vinteren spillede i skolens idrætshal, og der var netop plads til ham på et af de hold, hvor de fleste af drengene var på hans alder.

Omringet af angribere rammer Nadeem bolden præcist med hovedet, og den lander lige, hvor den skal, foran Wahid, en afghaner fra Helmandprovinsen på hans hold. Der er flere afghanere, men også et par stykker fra Zaire og en fra Burma, fire fra Irak og adskillige palæstinensere. Han kender ikke navnene på dem alle sammen endnu.

Med flere spillere i hælene løber han i retning af målet. Han afleverer til Wahid, som skyder lige forbi stolpen.

Han er ikke selv klar over, hvorfor det pludselig føles så naturligt at løbe efter den bold, eller hvorfor han ikke var nervøs eller mærkede nogen modvilje, da Mahmood ville have ham ind i klubben. Onkelen mente, at han måtte have noget at lave, noget at tage sig til, og hvorfor ikke fodbold? Nadeem bare trak på skuldrene og fulgte med. Måske var han dybest set ligeglad. Han kan ikke længere huske det, selvom det kun er tre uger siden, han satte sine ben i klubben første gang.

Nu overvejer han, om det alene kan være løbeturen gennem Malmøs gader, der har forvandlet ham og benene, hele kroppen. Det er, som om noget af Farid har plantet sig i ham – hans små, hjulende ben og centrerede overkrop, der som et sejl altid har ført ham gennem enhver modstand uden at efterlade en flænge eller det mindste spor. Måske er det også det, Zahra kan se, siden hun kommer til alle kampene og dagligt opsøger ham for at gå ture eller sidde tæt sammen med ham foran det store fjernsyn inde i stuen.

Både Zahra og Fazilla har fået udgangstilladelse fra centeret to timer om dagen og fire i weekenderne. Når de kommer sammen, vender leden ved dem, følelsen af ikke at kunne stå ved dem, tilbage, men også skammen over, at han har det sådan. Når Zahra kommer alene, er det derimod noget andet; så er det næsten, som om hun er en helt anden. Ligesom han er blevet en anden. Den Zahra, der følger med ham ind på værelset i Mahmoods lejlighed, har intet slægtskab med den ene af de to irriterende tøsepiger, der i sin tid ankom til lejligheden i Teheran. Den nye Zahra er mere eftertænksom, synes han, og ikke så barnlig, og hun har styr på, hvordan man kysser. Hendes tunge kan ganske vist være lidt uregerlig og ru i det, men på det sidste er det lykkedes ham at gøre hende mere eftergivende, så også tungen og de stramme læber er blødt op.

De haler ind på ham, men idet han sparker til bolden, er det fornemmelsen af at være alene på banen, helt alene, der fylder ham. Lydene er væk; den rungende akustik, de hvinende såler mod linoleummet. Kun stilhed. Og han ser bolden, målmanden, der forgæves kaster sig ud efter den, hænger diagonalt i luften med fremstrakte arme, indtil tyngdeloven river ham ned mod jorden, ser bolden fortsætte, ser den kile sig direkte ind i trekanten. For første gang nogensinde, og kampen er slut. De har vundet. Drengene jubler, tilskuerne. Zahra og Fazilla nærmest flyver ned fra tilskuerrækkerne. Drengene kaster sig ind over ham, lægger sig i en dynge oven på ham, rusker ham, griner højt, råber, løfter ham op og bærer ham i guldstol rundt på hele banen.