AFGHANISTAN, OKTOBER 1998

Da Farid vågner, er han tør i munden. Solen bager ind på dem gennem den åbne bilrude. Udenfor strækker den tørre ørkenskorpe sig i det uendelige – puster tungt ind på dem med sin hede ånde. Det tager et par sekunder, før han husker det, husker hvor de er. Nadeems ben hen over hans lår, hans tunge arm. Der er store skjolder af sved på Nadeems kjortel. Det sorte hår klistrer til hans kind. Sveden løber ned langs hans tinding og ned over halsen, for at forsvinde i en lille pyt i gruben ved hans kraveben. Farid synes, det ser ud, som om der sidder små glinsende stjerner i Nadeems lysebrune hud. Stjerner, der funkler over hans tunge søvn, skyder drømme ud i bilen. Drømme, han selv kan gribe og klynge sig til, når alle andre muligheder har lukket sig.

Farid skubber lidt til Nadeem for at bliver fri for den tunge vægt fra hans arm. Det var nat, da de tog af sted. Nu er det højlys dag. Nadeem gaber og lader armen falde tilbage ind over ham. Farid skubber den væk igen. Det skulle gå hurtigt. Mor græd. Det gjorde Mariam også. Så vidt han husker, var Nadeem stille – ligesom nu. Han husker ikke, hvordan han selv var, om han også var stille, om han overhovedet fik sagt farvel. Han husker ingenting, ser bare ansigterne for sig; mors smil, men hun kan umuligt have smilet. Han kan slet ikke komme i tanker om, hvornår han sidst har set et smil på hendes læber.

Han griber ud efter vandflasken, skruer låget af og drikker. Måske tog han af sted uden at mæle et ord, uden så meget som at nikke med hovedet eller se mor i øjnene. Måske vred han sig løs, da hun ville kramme ham, for at løbe ud til bilen. Det er ikke mere end nogle timer siden. Alligevel føles det, som om der er gået dage. Måske uger. Som om de allerede har tilbagelagt tusindvis af kilometer land.

»Er du vågen, Farid?« spørger onkel Malek og spytter et stykke Naswar-snus ud ad vinduet for så straks at slå en cigaret ud af pakken. Farid hader, når han ryger, mens de kører. Det giver ham kvalme, især på disse hede ørkenveje, der indimellem snor sig som en orm gennem landskabet.

»Er Nadeem også vågen?« Malek retter på bakspejlet. Hans øjne er grønne ligesom Nadeems. Glaskuglegrønne. Det var godt, at de fik dem med. Kuglerne. Mor pakkede også en pose dadler til dem. Vandet er varmt, men det er bedre end ingenting. Han tager en sidste slurk og skruer låget på igen. Og pistacienødder og appelsiner. Æbler. Hun pakkede også lidt brød. Hans mave rumler, men han har ikke lyst til at spise. Det var Mariam, der fyldte vandflasken. Det husker han. Hendes gråd plejer at være mere stille end mors. Han hader, når mor græder. Mariam har han næsten altid lyst til at trøste.

»I er heldige,« siger Malek og ser igen på ham i spejlet. »Det er dyrt at komme til Europa. Det koster 11.000 dollars per person. Jeg har 22.000 dollars liggende her i min lomme. Det kunne vi købe en lejlighed for i Iran.«

»God idé. Lad os gøre det og hente mor og Mariam bagefter og far, når han kommer tilbage. Hvorfor har vi ikke tænkt på det noget før?«

Farid læner sig frem og tager fat om hovedstøtten på onkel Maleks sæde.

»Så enkelt er det desværre ikke,« siger Malek. »Vi kan ikke bare købe en lejlighed i Iran.«

»Hvorfor ikke? Hvis vi har så mange penge?« Han glider tilbage i sædet. En sten lægger sig tungt i maven. Flere sten. Han lukker øjnene. Der er ikke mørkt bag øjenlågene, men hvidt, som havde et tyndt snedække lagt sig og isnet det hele til, hans krop, hans tanker. Han får kuldegysninger og skynder sig at åbne øjnene igen. Den varme bil. Der lugter af røg og sved derinde. Støv, grus. Og hvidløg. Onkel Maleks sved lugter af hvidløg. Han ser hen på Nadeem. Nadeems lyse hud og øjne. Nadeems hvide tænder og lange lemmer. De mørke dun på overlæben. Han er pæn. Smuk måske, fordi han er så lysende – hans sorte hår kunne være en lampe, sådan som det skinner. Måske skinner hans eget hår også. Det er i hvert fald lige så sort, men ellers er der ikke noget lysende. Alt er mørkt på ham: huden, håret. Og næsen er ikke ligesom Nadeems lang og lige, men lille og rund. Kun bag øjnene lyser det, når han lukker dem igen, svimlende hvidt.

Onkel Malek taler. Han taler om Iran og om regler, flygtningelejre, Taleban, mujahedinerne, Pakistan, Najibullah. Han hører ikke efter. Forsøger at lade være med at lytte. Mon også der er hvidt inde bag Nadeems øjne? Hvorfor vågner han ikke snart? Farid skubber til ham, men han reagerer ikke. En fin stribe gennemsigtigt spyt løber ned langs hans mundvige. Han skubber igen. Nadeem åbner det ene øje et kort øjeblik og vender så hovedet til den anden side. Udstøder et suk og sover videre. Farid får lyst til at nive ham eller rive ham i håret. Han er træt af Nadeems søvn. Træt af, at Nadeem evig og altid skal sove.

De kører gennem et pas af høje klippevægge. Som overmenneskelige vagter troner de på begge sider. Lader dem køre igennem, og måske bringer det held.

»Om et par timer krydser vi grænsen,« siger onkel Malek.

»Hvorfor kunne vi ikke have ventet?«

»Ventet med hvad?«

»Med at tage af sted?«

Malek brummer lidt. Åbner Naswar-dåsen med den ene hånd og lægger en ny pris under tungen. Ligesom far plejer at gøre. De minder om hinanden, de to. Far er bare klogere, siger mor. Malek er en simpel mand.

»I bedste fald ville I være sluppet med én hånd hver, i værste fald ville de have slået jer ihjel.«

»For at have skrevet et par skide skilte?«

»Hov, hov, var din mund, unge mand.«

Med et sæt retter Nadeem sig op og griber ud efter vandflasken. Vandet er varmt, men han er tørstig.

»Hvor længe har vi kørt?« siger han og kommer i tanker om, hvad der er sket. Mor vækkede ham. Hun havde allerede pakket taskerne og sagde, at de skulle af sted med det samme.

»Der skal altså også være til os andre,« vrisser Farid og prøver at vriste flasken ham.

»Du har vist fået rigeligt,« siger Nadeem og giver ikke slip.

»Nej, jeg har ej.« Farid river til og kommer til at spilde vand ud over hans kjortel.

»Idiot,« råber Nadeem.

»Så er det godt,« vrisser Malek. »Jeg vil ikke have al den larm herinde i bilen. I er store drenge, så lad dog være med at opføre jer som pattebørn.«

»Jeg opfører mig ikke som noget pattebarn,« siger Nadeem. »Det er Farid, som irriterer mig.«

»Hvorfor skal du altid sove?« siger Farid.

»Fordi jeg er træt.«

»Man kan da ikke altid være så træt.«

Der er ingen mennesker på vejene. Ingen andre biler. Nadeem læner sig ind mod ruden.

»Det er den gamle silkevej, vi kører på,« siger Malek og smiler til ham i spejlet.

Nadeem kommer i tanker om, hvor tit far har fortalt historier om silkevejen. Om hvordan karavaner af lastede kameler fragtede handelsvarer mellem Kina og Europa, og om hvordan Djengis Khan og hans mongolske hære red ad den, da de invaderede Afghanistan under deres blodige kamp mod vest. De plejede at sidde oppe sammen om aftenen, de to, når alle andre var gået i seng. For far havde næsten dagligt noget nyt at fortælle, noget nyt, som han mente var vigtigt, at han lærte. Det var, da far rejste, at han begyndte at blive træt. Så træt, at han nogle dage ikke engang orker at spise.

Bilmotoren brummer. En monoton og vedvarende lyd. Der er stadig ingen biler. Kun onkel Maleks gule taxa med japanske skrifttegn på døren. Sidst de sad sammen på bagsædet af en bil, han og Farid, var dagen efter, at far var taget af sted. Dagen efter, at Taleban havde slæbt Najibullah ud af FN-bygningen i Kabul og hængt ham på Ariana Torv. Mor forklarede, at det var, fordi far havde sympatiseret med ham, med Najibullah, at han havde været nødt til at rejse, og at de selv blev nødt til at flytte hjem til onkel Malek og hans familie i Mazar-e-Sharif.

Far havde ført propaganda for Najibullah i aviserne, forklarede mor, men det var ikke nyt for ham. Det havde far faktisk betroet ham. Han havde forklaret, at visse pointer skulle med hver gang, for eksempel at Najibullah var en demokratisk mand, at han gik ind for demokratiet.

Alle Najibullahs folk stod til nedslagtning, havde mor sagt. Hun var mere fattet dengang og ikke så bange. Hendes blåsorte hår hang i en stram, tyk fletning ned ad ryggen, og det stolte smæld fra hendes hæle kunne som regel høres et eller andet sted i huset. Den lyd var nu for længst blevet afløst af tunge, slæbende skridt.

Farid griber fat om kuglen i lommen, knuger om den. De andre har han liggende i rygsækken. Det var godt, at han huskede at putte den blå i lommen. Den føles kølig i hånden. Udenfor slår den støvede brune jord revner, som ligner dybe rifter i en stor rynket krop. Det klør i øjnene. Sand og støv har sat sig i øjenvipperne og i håret, og huden føles lige så tør som jorden udenfor. Han har lyst til at læne sig ind mod Nadeem, men det kan han ikke – ikke nu, hvor han har været så åndssvag.

»Hvornår kommer vi tilbage til Mazar?« spørger han og læner sig igen frem mod Maleks sæde.

»Det er svært at svare på. Det kommer an på situationen.«

»Vi kommer ikke tilbage,« siger Nadeem. »Er det ikke gået op for dig, at vi skal helt til Europa? Til Sverige. Det er meget langt væk.«

Stenen falder på ny i maven. Den er mere kantet denne gang. Det føles, som om den flår et eller andet i stykker derinde, og han kommer til at udstøde et lille klynk, idet han vender sig mod Nadeem.

»Har du ondt?« Nadeem lægger sin hånd på hans skulder. Han ser ikke vred ud længere. Alligevel kan Farid ikke svare, ryster bare på hovedet og tæller til ti inde i hovedet, men stenen forsvinder ikke helt.

»Mahmood har da ikke været tilbage, siden han flyttede til Sverige, har han vel, onkel Malek?« Nadeem læner sig frem i sædet.

»Nej, det har han ikke,« siger onklen lavmælt og spytter endnu en pris Naswar ud ad bilruden.

»Hvornår tog han egentlig af sted?«

»I ‘83.«

»Det var året før, jeg blev født,« siger Nadeem.

Farid har ikke lyst til at høre det, høre samtalen, høre om tiden, der er gået, om dem der er blevet gamle, dem der aldrig er kommet tilbage. Han lukker øjnene. Der er ikke hvidt derinde længere, men mørkt og brusende. Tårerne presser sig på. Presser sig ud gennem de lukkede låg. Nadeem lægger sin arm om ham. Måske græder han også.

Onkel Malek nynner. En brummende melodi, der passer til motorlarmen, indtil han får øje på dem i spejlet.

»Sådan bliver det ikke for jer,« siger han. »Der kommer ikke til at gå så mange år. Slet ikke. Det er jo russerne, mujahedinerne og Taleban tilsammen. Tre krige, men den sidste ender snart. Vi skal nok få bugt med de halvpakistanere i en fart. Om et par år kan I komme hjem igen, bare rolig, drenge, I skal ikke være nervøse.«

Farid læner sig frem og omfavner både hovedstøtten og lidt af onklens skuldre. »Om to år er vi hjemme igen. Om det er Mazar eller Kabul, jeg er ligeglad. Bare vi kommer hjem.«

»Det gør vi ikke, Farid,« siger Nadeem stille.

»Folk kommer ikke tilbage. Du kan jo selv høre; onkel Mahmood har ikke været hjemme, siden han tog af sted i ‘83, og vi kan jo heller ikke vide, om der overhovedet er noget at vende tilbage til. Mor siger, at Taleban vil udrydde alle kvinderne. Og du så selv, hvor hurtigt det gik med hazaraerne. Mor siger, at de nåede at slå over otte tusind ihjel.«

»Ah, det er nu nok lige vel højt sat,« siger Malek. »I må forstå, at jeres mor er deprimeret, drenge. Hun føler, at hun har mistet alt; sin mand, sin by, sit arbejde, sin frihed og nu også jer.«

»Hun er åndssvag,« siger Farid og kommer igen i tanker om al frugten og maden, hun har pakket til dem.

»Hvordan kan du sige det?« råber Nadeem.

»Fordi hun altid går og vræler, fordi hun altid går og mukker og aldrig nogensinde er glad for noget som helst. Hun er ligeglad med mig og med dig, og nu sender hun os endda også væk. Jeg hader hende.«

»Hun sender jer væk for at redde jer,« siger Malek. »Når vi kommer til Iran, kan vi ringe hjem til hende, og så kan I selv spørge hende. Jeg kan love jer for, at det ikke er med hendes gode vilje.«

»Jeg hader hende alligevel,« siger Farid og rykker sig så langt væk fra Nadeem, som han kan.

»Hvis du hader hende, så hader jeg dig,« siger Nadeem.

»Jeg er ligeglad,« råber Farid og læner hovedet ind mod vinduet. Han tørrer tårerne væk, men der bliver ved med at komme nye. Det gør ham rasende. Han får lyst til at sparke, men giver sig til at holde vejret i stedet for. Tæller. Til ti, til tyve, til fyrre. Det er far, som har lært ham at standse og begynde at tælle. Det plejer at hjælpe, men lige nu virker det ikke. Han når til halvtreds. Himmel og jord bytter langsomt plads, drejer rundt, glider sammen, forsvinder. Han puster ud og lukker øjnene. Mors ansigt. Han bliver nødt til at åbne dem igen. Den brune, skorpede jord, så langt øjet rækker. Men mors ansigt forsvinder ikke. Intet kan fjerne det: de skæve øjne, som næsten får hende til at ligne en hazara, den lange tykke fletning, som hun nu har klippet af. Den lille skønhedsplet under det ene øje, som far plejede at kysse, som var den et levende lille dyr, han holdt særligt af.

Han forsøger at tænke på Mariam i stedet for, men hendes ansigt står ikke lige så tydeligt frem. Nu er hun alene med mor. Tænk, at hun vil være lærer ligesom hende. Tænk, at hun vil være som en, der bare går og græder. Nadeem vil være journalist ligesom far. Det siger han. Farid ved ikke, hvad han vil være. Måske legetøjsmand. Glaskuglemand. Tusindvis af kugler til alle børnene. Gratis. Og gratis slik. Hver dag. Ingen hjemkomsttider, ingen vagter, ingen trusler, blomstrende morbærtræer hele året, en smilende mor. En far, der vender tilbage. En far, der aldrig tog af sted. Men når han er blevet voksen, er der sikkert kommet en ny legetøjsmand. Han må finde på noget andet.

»I Sverige er folk lykkelige,« siger onkel Malek. »De behøver ikke at bekymre sig om penge. Hver morgen, når onkel Mahmood vågner, stiller han sig hen til vinduet og ser ud over havet. I får det godt hos ham. I bliver meget lykkeligere der, end I nogensinde ville være blevet her i Afghanistan. Stol på mig, drenge. Alting bliver godt.«