CENTER GRIBSKOV, MÅRUM, DANMARK, DECEMBER 1999

»Det er Erik Satie,« siger Audun. »Klaveret, der spiller. En fransk komponist, som boede på et lille værelse i udkanten af Paris i årevis, fordi han var fattig. Det siges, at han samlede på paraplyer og hvide lommetørklæder og ikke gad at tale med nogen, men kun interesserede sig for sin musik.«

Stearinlysene blafrer i vindueskarmen på det lille kontor under de røde papirjulehjerter, som han hjalp Audun med at hænge op i vinduerne tidligere på dagen. Hjerterne har samme farve som sagsmapperne i reolen. Han har flere gange spurgt Audun, hvad der står i de mapper, og Audun svarer hver gang, at der ikke står så meget: »Bare jeres navne,« siger han. »Alder, hjemland, flugtrute, den slags, så vi kan holde styr på jer, ikke? Kende forskel. Der kommer hele tiden nye, og så forsvinder den ene, stikker af og kommer tilbage to måneder efter, og så videre, og så videre. Vi bliver nødt til at holde styr på jer på en eller anden måde, og så er mapperne gode.«

I skrivebordsskuffen ligger klippekortene, dem drengene i tide og utide plager om at få flere af, fordi de gerne vil ind til Hillerød eller hele vejen til København. Farid giver altid sine klip til Naseer, men inden det bliver noteret i de røde mapper, forsøger Audun som regel at overtale ham til at tage med de andre ind til byen. Han har ikke lyst. Heller ikke i dag, hvor de skulle på McDonalds’ inde ved Rådhuspladsen og se, om ikke de kunne komme i kontakt med nogle piger. Det lykkes vist nærmest aldrig, men han er ligeglad, ligesom han er ligeglad med alt det andet, alt det, der foregår på centeret: turene til svømmehallen, fodboldkampene, banko, skolen, udtalen, den rigtige udtale, det stumme d, forskellen på æ og e. Han er ligeglad.

»Hvorfor er du ligeglad?« siger Audun og klipper den første tot af. Det var ham selv, som tilbød at klippe håret. Det er blevet så langt. Han ligner nærmest en pige med de lange krøller ned langs ansigtet, og Audun siger, at han er god til at klippe.

»Jeg vil bare til Sverige,« siger Farid og kommer til at dreje hovedet med et ryk, da han mærker kulden fra saksens metal mod nakken.

»Er du rigtig klog,« siger Audun og træder et skridt tilbage. »Jeg kommer til at stikke dig med saksen, hvis ikke du sidder stille.«

»Undskyld.« Han retter hovedet mod vinduet, mod julehjerterne, og strammer det håndklæde, Audun har lagt om ham, med hænderne om halsen, så ikke der skal falde for mange hår ned ad ryggen. De er lavet af noget ganske tyndt papir, hjerterne.

»Hvorfor hænger man egentlig hjerter op?«

»Ville det ikke være en god idé at tage med drengene ind til byen, se hovedstaden i det land, du er kommet til, i stedet for bare at sige, at du vil til Sverige. Tænk nu, hvis det ikke lykkes?«

Igen mærker han metallet mod nakken, og det bliver hvidt på den der måde, som det ikke har været længe, selvom der er mørkt udenfor, uden for vinduerne, hvidt som lagnet på sengen inde på værelset, hvidt som siderne i det kladdehæfte, læreren vil have ham til at skrive bogstaverne i: A, B, C, Æ, X, hvidt som nætterne hos Anna og Ivan, som Saties lommetørklæder, som sneen udenfor, krydset i det danske flag, som Naseer siger er det smukkeste, og som han har købt og hængt op ved siden af kaninen og det store blå hav, hvidt som isen på Fontankafloden, håndklædet, som han strammer mere og mere under hagen, som var det en katastrofe, hvis et enkelt lille hår skulle ryge indenfor. Han bevæger sig ikke, bliver bare siddende, mens Audun klipper; den konstante lyd af afslutning, skudsalver, forsvindingspunkter, små prikker bag øjnene, som danser til klaveret, når han lukker dem i.

Audun rømmer sig, da han ikke svarer. Sænker saksen og træder hen foran ham på gulvet, ser spørgende på ham, men Farid er stadig tavs.

»Julen er hjerternes tid,« siger Audun. »Det siger man. Det er den tid på året, hvor de fleste gør sig lidt mere umage for at huske dem, de holder af. Man sender julekort til hinanden, klipper julehjerter til juletræet, køber gaver og giver måske en ekstra skilling til tiggeren på gaden. Det kaldes næstekærlighed – Jesus’ glade budskab.«

Der ligger hår over det hele. Måske er Audun allerede færdig, men det er han ikke, siger han. »Jeg mangler stadig pandehåret og venstre side, men vi kan da holde en pause og ryge en cigaret?«

Farid hænger håndklædet over stoleryggen og ser ned på alt håret. Lange sorte, snoede totter. De ligner orme, gør de, orme, der ligger og vrider sig mellem hinanden. Audun banker en cigaret ud af pakken og tænder både sin egen og hans, puster røgen opad og ser så alvorligt på ham.

»Der er meget stille her på centeret mellem jul og nytår,« siger han, »og sagerne ligger stille. Du skal ikke regne med, at du får svar før engang efter jul. Jeg har aldrig hørt om nogen, som har fået brev i den periode. Og her på centeret kan man godt risikere, at de fleste medarbejdere er nogle, man ikke kender, vikarer, fordi alle vi andre er rejst på ferie.«

»På ferie?«

»Ja, julen er hjerternes tid, og den fejres i familiens skød, som man siger. Jeg skal hjem til Røstlandet for første gang i fire år.« Han purrer op i sit hår, så det ser ud, som om det er helt elektrisk. Så tager han et par dybe sug af cigaretten, for at skodde den i det store, allerede temmelig fyldte askebæger på skrivebordet. »Nå, skal vi se at komme videre?«

»Hvor længe bliver du væk?« siger Farid og kommer til at trykke fingrene så hårdt om cigaretten, at det brænder mod huden. Han smider den ned i askebægret.

»Et par uger.« Audun klipper ud i luften med saksen.

»Et par uger,« udbryder han og rejser sig fra stolen. Et par uger uden Audun. Han ved, at far ikke ville bryde sig om, at han taler med ham, fordi han går i seng med mænd, han ved, at han ville fordømme ham, at alle her på centeret ville fordømme ham, hvis de vidste det, men for ham er det noget andet med Audun – han kan ikke lægge afstand til ham. Audun er den eneste, som forstår ham bare lidt, den eneste, han tør fortælle visse ting, og så kan han ikke bare tage væk.

»Hvorfor fortalte du mig om skibet?« siger han og kan godt selv høre, hvor febrilsk han lyder.

»Hvorfor jeg fortalte dig om skibet?« siger Audun lavmælt. Igen lægger han saksen fra sig på bordet og fisker en ny cigaret ud af pakken.

»Du kan ikke bare tage væk. Det kan du ikke.« Han råber. Råber højt og sparker ud efter stolen, så den vælter. Sparker til den igen.

»Tag det roligt. Jeg kommer tilbage igen.«

Han kan ikke tage det roligt, og hvis Audun kommer for tæt på, sparker han også ham, det gør han, så han skynder sig at åbne døren i stedet for og løber ud, ud i kulden, ud i sneen.

»Vi er ikke færdige,« råber Audun og løber efter ham, men Farid er hurtig, trods sneen, som er blevet højere. I løbet af få minutter er han tilbage på værelset. Idet døren smækker bag ham, mærker han et strejf af lettelse, indtil han opdager, at værelset er fyldt med drenge. Naseer og fire andre. De sidder på puder foran fjernsynet, og de ænser ham tilsyneladende ikke, men stirrer hen på skærmen, hvor en nøgen kvinde ligger på alle fire, mens en mand fører sin pik ind i hendes mund og en anden sin ind i hendes røv. Naseer har hånden nede i bukserne, og det har to af de andre også. Han vil gå igen, men kommer ikke ud af stedet. Øjnene er som limet til skærmen, ligesom drengenes, limet til kvinden. Han har aldrig set noget lignende; aldrig set en kvinde i sådan en positur og så med to mænd, alligevel bliver han ved med at tænke på Audun; at han tager af sted, at han måske ikke kommer tilbage, indtil det begynder at dunke så kraftigt i underlivet, at hånden automatisk søger derned; ned under bukselinningen, ned i underbukserne, hvor hånden tager fat som kvindens mund om pikken, og selvom det slet ikke var det, han ville, bevæger den sig hurtigere og hurtigere, og han bliver varm, meget varm, kan ikke kontrollere lyden af sin egen ophidselse; den rider ham som en mare, kunne drive ham til at slå hvem som helst ihjel, der stiller sig i vejen, indtil han mærker den varme klæbrige sæd sive ud i hånden og underbukserne, men det er ikke forløsende, og det mærker de måske, de andre, for de rejser sig alle fra puderne og har hænderne frie.

»Tag den lige med ro,« hører han en af dem sige, men de ukontrollerbare lyde tager kun til; en dyb knurren, der får hans overlæbe til at løfte sig. Hurtigt tørrer han hånden af i bukserne, og hænderne knyttes af sig selv, men de er for mange, og i samme bevægelse, som han kaster sig frem imod dem, vender han også om og styrter ud.

Der er stadigvæk stearinlys i vinduerne i Auduns kontor, og det lyder, som om han har skruet op for musikken, for han kan høre klaveret. Måske sidder han og venter på ham derinde. Farid vil gå ind til ham, men han har ikke styr på kroppen, og før han ved af det, har han tyret den knyttede næve ind gennem ruden. Den splintrende lyd ophæver for en kort stund alt. Som knive skærer glasset de pumpende blodårer op. Rødere end Auduns hår, sagsmapperne og de dekorative papirhjerter. Rødere end raseriet, der rammer ham med et lille hårdt stød midt i panden, så han vælter bagover og bliver liggende.