TEHERAN, IRAN, EN DAG SENERE
Manden fjerner en stak papirer fra en høj skammel og beder Nadeem sætte sig. Støvet står op, da han smider bunken fra sig på skrivebordet. Han fjerner også en stak fra en anden skammel og to stole. Der ligger papirbunker overalt. Nadeem spekulerer over, hvad det mon er for nogle papirer. Måske registre over alle de flygtninge, han har sendt af sted. Eller også er det adresser på hoteller og flyafgange, for manden er ikke kun menneskesmugler, men også rejseagent. Det forreste lokale, det som vender ud mod gaden, er et rejsebureau. Der hænger store indrammede farvefotos af palmestrande og storbyer med skyskrabere på væggene. Det lille, iltfattige lokale, som de sidder i nu, er mandens kontor.
»Undskyld alt rodet,« siger han og tænder for en stor vifte i loftet, »men jeg når bare aldrig at få ryddet op herinde.«
»Du må anskaffe dig en kone,« siger Malek med et smil.
»Ja, en kone,« siger manden. »Det ville gøre underværker.«
Viften i loftet gør luften værre; en stank af sved og gammelt støv fylder rummet.
»Hvad kan jeg byde på?« siger manden og åbner et gammelt køleskab ved siden af en overlæsset stumtjener.
»Jeg har selvfølgelig te,« siger han. »Og så har jeg sådan nogle her, som I drenge sikkert vil synes om.«
Han tager to sodavand i en selvlysende grøn farve ud af køleskabet, åbner dem og stikker et par sugerør i.
Sukkervandet klistrer til tungen. Nadeem beholder hver slurk inde i munden lidt, inden han synker – boblerne får det til at kilde i kæberne. Manden har sat sig bag sit rodede skrivebord, hvor den ene papirstak rager højere op end den anden. Han tilbyder onkel Malek en cigaret og spørger til situationen i Afghanistan. De bliver enige om, at Taleban er nogle forbrydere, at Mullah Omar selv burde blive hængt fra en lygtepæl, at de hvide krigere er som sendt fra helvede. Nadeem ser over på Farid, som også har taget plads på en af de høje skamler ved det modsatte hjørne af skrivebordet, ved siden af onkel Malek. Skamlen er for høj til ham; han kan ikke nå gulvet med fødderne, og han sidder og svinger med benene, indtil onkel Malek lægger en hånd på hans lår for at få ham til at stoppe.
Det er umuligt at forstå alt, hvad manden siger, selvom han taler farsi. Det lyder anderledes end i Afghanistan; betoningerne er anderledes, og nogle af ordene er helt forskellige. Farid begynder igen at svinge med benene, hurtigere og hurtigere, mens han suger det sidste sodavand op af flasken. Nadeem ville ønske, at han ville holde op, at han bare ville tage at sidde stille på den skammel, inden onkel Malek når at fare op over det. Men onkel Malek siger ikke noget. Han niver ham i stedet i knæet, så Farid spjætter og kommer til at sprøjte sodavand ud på gulvet. Manden griner og spørger, om ikke han kunne tænke sig én til. Farid ser spørgende hen på Malek, som ryster svagt på hovedet. »Nej tak,« siger han stille.
»Sikke noget sludder,« siger manden og rejser sig med besvær fra stolen. Han er temmelig tyk, noget af den hvide mave og de sorte hår stikker ud gennem knaphullerne i den tætsiddende skjorte. »Børn elsker sodavand,« siger han og stikker et nyt sugerør ned i en grøn flaske. »Værsgo,« siger han til Farid og blinker med øjet, inden han igen finder den alvorlige mine frem og retter sin opmærksomhed mod Nadeem.
»I kan ikke rejse i det der tøj,« siger han. »Man kan spotte, at I er afghanere, på hundrede meters afstand. Det går ikke.« Han går hen og begynder at rode i nogle kasser under vinduet med de nedrullede persienner.
»Kom herhen og se, om ikke I kan finde noget, der passer jer.«
Farid stiller sodavanden fra sig på skrivebordet og går tøvende hen til kasserne.
»Også dig,« siger Malek og roder op i Nadeems hår med sin store hånd. Mor har sagt, at Farid en dag vil få lige så brede hænder som Malek. Han har den samme kropsbygning, siger hun. Lille og tæt. Selv har han fået øjnene – onkel Maleks grønne øjne.
»Af sted med dig,« siger Malek og giver ham et lille skub. Han vil ikke. Han vil ikke skifte tøj.
»Jeg vil have mit eget tøj på,« siger han.
»Du hørte, hvad manden sagde. I kan ikke rejse i shalwar kameez. I kommer til at stikke for meget ud.«
»Det er kun for jeres sikkerheds skyld,« siger manden. »Det er ikke, fordi jeg ikke synes, I er flotte, men ingen går klædt på den måde i Europa.«
Nadeem ryster på hovedet, mens han ser hen på Farid, som allerede har fundet et par cowboybukser og en bluse. Bukserne er for store, men manden siger, at det er godt at have noget at vokse i.
»Kan du så gøre, hvad der bliver sagt,« siger Malek vredt.
Nadeem vender sig rundt og ser op på ham; ser onklen direkte i øjnene, ser hvordan raseriet tager ham. Det er ikke første gang, han ser det, og det er aldrig noget kønt syn. En aften tog han hele middagsbordet og kylede ind i væggen, fordi en af hans sønner først kom hjem, efter at de andre var gået til bords. Det er et lige så utæmmet raseri, der skyller ind over Maleks ansigt nu. Det kan han se. Han burde undskylde, men han kan ikke få et ord over sine læber. Onkel Maleks læber dirrer, og han knytter næven, inden han løfter den.
»Jeg skal nok tage mig af det,« siger manden. »Vi har god tid, når du er gået. Vi finder sikkert noget, der passer, ikke, Nadeem?«
Nadeem nikker langsomt og ser op på sin onkel, som sænker hånden og genvinder sin naturlige ansigtsfarve. »Fint,« siger Malek og vender sig mod manden. »Så siger vi det.«
Manden stiller en skål med karameller og pistacienødder på bordet. Den sure lugt af sved er forsvundet. Farid er for længst blevet færdig med sin anden sodavand. Han ser hen på Nadeem, som stadig sidder i sin shalwar kameez og med den samme sodavand. Der kan ikke være meget brus tilbage i den.
»I kom hjem en dag sammen med jeres mor og far og fandt jeres hus plyndret,« siger manden.
»Nej, det er da aldrig blevet plyndret, er det vel?« Farid ser spørgende hen på onkel Malek.
Manden holder en pegefinger op foran munden og fortsætter: »Taleban havde taget alt af værdi og smadret alle vinduer. I vidste godt, hvad det betød. Samme nat tog I af sted sammen med jeres forældre. En fremmed mand kørte jer til Teheran, hvor en menneskesmugler hjalp jer med at komme med en bus til Ashgabat. I Ashgabat ventede I i flere uger i en lejlighed, indtil I sammen med en større gruppe andre flygtninge blev kørt i forskellige biler til Moskva. Det var på den tur, at I blev væk fra jeres forældre, fordi de kørte med en af de andre biler, som af en eller anden grund ikke endte det samme sted som jeres bil. Sådan går det nogle gange. Fra Moskva fløj I til Malmø i Sverige. Det bliver, om Gud vil, dér, I skal fortælle denne historie for første gang til myndighederne. Uanset hvem som spørger jer fra nu af, er det denne historie, I skal fortælle, okay?«
Både onkel Malek og Nadeem nikker.
»Hvorfor?« siger Farid og presser det halve af en pistacienøddeskal ind i håndfladen.
»Hvorfor hvad?« spørger manden.
»Hvorfor skal vi ikke fortælle den rigtige historie om, at Taleban ville hugge vores hænder af, fordi vi havde skrevet nogle skilte?«
»Fordi jeg ved, hvad myndighederne i de forskellige lande vil høre, og denne historie passer perfekt til Sverige, men det er vigtigt, at I gør den til jeres egen, så ikke I glemmer den og kommer til at vrøvle, når I bliver spurgt, for så får I ikke asyl.«
»Hvad sker der, hvis ikke vi får asyl?« spørger Nadeem.
Farid ser hen på ham. Nadeem er bleg at se på, og han virker på en sær måde fremmed i kjortlen, nu hvor han selv har fået bukser og bluse på.
»Så bliver I sendt tilbage.«
»Og så bliver vi slået ihjel.« Nadeem stiller flasken fra sig og begynder at vippe med det ene ben, så teglassene på skrivebordet klirrer mod hinanden.
»Ja, det kan vel tænkes,« siger manden. »Men hvorfor skulle I blive sendt tilbage, kære drenge, hvis bare I fortæller denne historie? Man sender ikke børn under atten år tilbage til et land, hvor de ingen forældre har.«
»Vi har jo onkel Malek,« siger Farid.
»Det skal I naturligvis ikke fortælle nogen. Uden jeres forældre har I ingen tilbage i Afghanistan. De er alle sammen blevet slået ihjel eller er døde af sult eller alderdom, okay?«
Farid nikker. Det gør Nadeem også. Teglassene klirrer stadig. Onkel Malek trækker et kæmpe bundt sedler op af bukselommen og giver til manden, som tæller dem omhyggeligt, skriver noget ned på et stykke papir, regner noget ud på en regnemaskine.
»Hvor gamle er I?« spørger han og ser op.
»Nadeem er fjorten og Farid er tolv,« siger Malek.
»Er det korrekt?«
Farid ser hen på Nadeem og nikker.
»Ja,« siger han. »Ikke også, Nadeem?«
Nadeem svarer ikke, men stirrer bare ud i luften med et tomt blik, som om han slet ikke er derinde bag ved øjnene, som om han er gået sin vej.
»Kan vi ringe til mor?« spørger Farid.
Manden nikker og trækker i en ledning for så at rykke telefonen hen til ham. Han indtaster nummeret til onkel Maleks hus. Holder røret op til øret og venter, ser hen på Nadeem, indtil stemmen pludselig er der, mors stemme, som spørger, hvem det er, og det hele snører sig sammen – det hele, halsen, den vamle sukkersmag på tungen, hele kroppen, rummet, som om alt støvet, papirstakkene, tøjet i kasserne, Nadeems tomme blik og onkel Maleks store hænder forsøger at kvæle ham.
Nadeem træder ned fra skamlen og går hen og tager røret fra ham.
»Det er mig,« siger Nadeem, og mundvigene krøller i et lille smil. På en måde ser han lettet ud.
»Ja, vi har det godt. Manden på kontoret er venlig. Vi skal lære en historie udenad ... Ja, vi er i Iran nu ... I Teheran ... Det ved jeg ikke ... Nej, onkel Malek er her endnu ... Ja, han har det fint, men han kan ikke tale lige nu ... eller vent lige.«
Nadeem holder røret ud i rummet, men Farid ryster på hovedet og tørrer næsen i ærmet. Øjnene tørrer han også. Og næsen igen. Forsøger at holde op, tæller til ti og tyve, fyrre, hundrede, men det hjælper ikke. Nadeem fortsætter samtalen, men han kan ikke høre andet end lyden inde fra sin egen krop, lyden af en stemme, en underlig forvrænget stemme, som ikke siger noget. Der er kun lyde. Malek klapper ham på kinden, men det gør kun lydene højere og endnu mere uforståelige. Alting bliver mørkt, og så hvidt. Sådan skifter det, og han aner nogle slørede skikkelser; manden ved skrivebordet, broren, en bror, der taler, en onkel, der trækker ham op på sit skød og siger, at han føles varm, siger, at det er i orden at græde, siger en hel masse, som han ikke hører, fordi alle lydene forstummer bag et tykt tæppe. Og så er der ikke andet tilbage end mor. Mor som det tykke tæppe, der svøber ham. Kvæler ham. Hun siger, at de skal huske at spise og ringe hjem, når de kan. Hun siger, at de ikke skal være bange. Nadeems læber bevæger sig. Måske siger han, at Farid ringer senere. Måske siger han, at Farid hilser.
»Han hilser,« siger Nadeem.
Moren græder. Evig og altid græder hun.