TEHERAN, IRAN, SAMME NAT

Det er nat, men Nadeem har en følelse af, at byens lys peger på dem alle steder fra. Manden i den gule skjorte har ikke sagt meget indtil videre, kun at de skal hen til en lejlighed, og at køreturen vil tage et par timer. Han kom og hentede dem på kontoret, da onkel Malek var gået. Nadeem nåede kun lige akkurat at få skiftet tøj, inden de tog af sted, men det nåede Malek ikke at se, så han tror sikkert, at han stadig er klædt i sin shalwar kameez. Det fryder ham på en måde; så fik Malek alligevel ikke krammet på ham, for han skal ikke tro, at han bare kan bestemme alting; hvordan han skal gå klædt, hvordan han skal opføre sig, for det ikke er ham, der er deres far.

De varme lædersæder afgiver en mærkelig syntetisk lugt, der blander sig med vaniljeduften fra parfumeforstøveren, som manden med jævne mellemrum pumper løs på. De nye cowboybukser klæber til huden. Egentlig har han ikke noget imod dem, og manden på kontoret sagde, at de klædte ham og sad helt, som de skulle. Farid har derimod været nødt til at sætte en snor i bæltestropperne for at holde sine egne oppe, og ærmerne i blusen hænger som slappe vinger ned langs siderne, hvis ikke han smøger dem op.

Manden tænder lyset i loftet for at lede efter noget i handskerummet. En ujævn svedkant tegner sig langs hans gule krave. Han sætter et kassettebånd i afspilleren og slukker igen den lille lampe. På bagsædet ligger adskillige kassettebånd og nogle tørre krummer. Nadeem samler et par af dem op for at smuldre dem mellem fingrene, så de små bitte stykker klæber til hans fugtige hud og afgiver en duft af nybagt brød, men det får kun maven til at snøre sig endnu mere sammen. Det er længe siden, de sidst har spist – faktisk har de ingenting fået, siden de sad i Maleks bil og spiste det sidste af den frugt, mor havde givet dem med. Manden på kontoret gav dem nogle karameller med til turen, men det føles, som om sukkersmagen og vaniljeduften tilsammen forstærker sulten og gør hullet i maven større.

Synthesizertonerne strømmer ud i natten, ud ad de nedrullede vinduer, blander sig med den varme, tørre luft, stryger gennem en kvindes sorte tørklæde, da de kører forbi. De er hemmelige. Hvis nogen ser dem, skal de tro, at de er nogle andre, hvis nogen hører dem tale, må de ikke opfange, at de kommer fra Afghanistan. Og hvis de endelig bliver nødt til at sige noget, er det ikke sandheden, de skal fortælle.

Chaufføren knipser med fingrene, holder kun på rattet med én hånd. Skuldrene danser, indimellem synger han med sin lyse stemme. Bedekransen, der hænger fra spejlet, slår ind mod forruden i en ujævn rytme.

Manden på kontoret sagde, at det er helt andre love, der gælder, når man er på flugt. Det er ikke længere sandheden, det handler om. Det vigtige er at nå frem.

Nadeem øver sig på den nye historie. Den om huset, der blev plyndret, den om, at de blev væk fra mor og far undervejs. Han synes ikke, at han kan huske det ordentligt. Han har glemt, om det var i Teheran eller i Ashgabat, at de blev skilt fra dem. Fra mor og far. Han er tør i munden, og det er også begyndt at værke i hovedet. Måske er det sulten, der gør, at hans hukommelse ikke virker, som den plejer. Farid er begyndt at spise af krummerne på sædet. Det er ulækkert, synes han, man kan jo ikke vide, hvor gammelt brødet er, og hvem der har spist af det, tænk, hvis det er en syg gammel mand med dårlige tænder, som har siddet og krummet der på bagsædet. Alligevel kan han ikke dy sig. Han tager et par krummer i munden. Og endnu et par. De smager ikke dårligt – på en måde lidt som sæbe. Enkelte af dem er så hårde, at de ikke er til at tygge.

De skulle køre i nogle forskellige biler, men der havde også været noget med en bus, så vidt han husker.

»Jeg kan ikke huske det, Farid,« siger han og spytter en af de hårde krummer ud i hånden.

»Huske hvad?«

»Historien. Om flugten. Jeg kan ikke huske, hvornår vi blev væk fra hinanden. Hvornår vi kørte i de der biler.«

»Det var først i Ashgabat. Fra Ashgabat til Moskva. Det var der, vi blev væk fra dem.«

»Er du sikker? Hvornår kørte vi så i bus?«

»Det var fra Teheran til Ashgabat.«

Manden drejer væk fra den brede vej, kører hen mod nogle høje bygninger, ned ad en smallere gade. Han skruer ned for musikken. Måske er de allerede fremme.

»Er der gået to timer?« siger Farid og retter sig op. Der er tæt befolket på fortovet. Foran en café sidder en større gruppe mænd på skamler og drikker te. Flere af dem ryger vandpibe. Duften af æbletobak når ind til dem. Manden i den gule skjorte står ud af bilen og beder dem bliver siddende. Han går et stykke ned ad gaden og forsvinder ind i en butik.

»Hvor skal han hen?« Farid læner sig ud ad den åbne bilrude. Flere af mændene foran caféen ser hen på dem. Nadeem griber fat i hans bluse og hiver ham ned på sædet igen. Det lyder, som om stoffet bliver revet i stykker, idet han river til.

»Lad lige være.« Farid vender sig mod ham. Han skal til at sige en hel masse, men så kan han se på Nadeem, at der er noget galt.

»Hvad er der?« siger han. »Hvorfor ser du så underlig ud?«

»Jeg tror, vi bliver nødt til at løbe,« fremstammer Nadeem.

»Løbe?«

»Manden ringer efter politiet. Vi er blevet snydt, Farid. Jeg ved det. De har taget onkel Maleks penge og snydt os.«

Nadeem har ret. Selvfølgelig har han ret. Hvorfor skulle manden ellers efterlade dem alene på den måde? De må skynde sig. Der er ikke andet at gøre end bare at løbe, så må de finde ud af resten bagefter.

»Kom,« siger han. »Lad os komme af sted, inden det er for sent.«

Nadeem nikker, men ser samtidig så underligt stiv ud dér på sædet, alt for rank i ryggen og med knyttede næver, som han borer ned i lædersædet, som om det skulle hjælpe noget.

»Nej, løb du,« siger han. »Jeg tror ikke, jeg kan.«

»Hvad mener du? Kom nu,« siger Farid og begynder at hive i ham.

»Jamen, jeg sidder fast.«

»Du sidder da ikke fast,« snerrer Farid og giver sig til at flå i ham. »Kom nu, dit æsel. Kom nu, så vi ikke bliver snuppet.« Han hiver i den nye bluse. Den lyseblå bomuldsbluse fra mandens kontor, men Nadeem rykker sig ikke ud af stedet, sidder bare og bliver ved med at sige det samme og det samme.

»Jeg kan ikke,« siger han. »Jeg kan ikke.«

»Kom så,« hvisker han vredt. »Jeg går ikke uden dig. Kom nu.« Han griber fat i Nadeems krave og læner sit ansigt tæt ind mod hans. Hvis ikke han kommer nu, nikker han ham en skalle. Det gør han. Lige nu.

»Kom så, for helvede,« råber han, så spyttet står Nadeem ind i ansigtet.

I det samme træder manden ind og beder Farid lukke bildøren. Han smiler og giver sig til at hive mirakler op af en plasticpose: falafler, shawarmaer, vand, cola. Han sætter nøglen i tændingen og skruer op for musikken.

I løbet af få sekunder er al panik forsvundet. Al vrede. Han har glemt, hvad der skete, at Nadeem sad dér som en stivnet figur, han ville have knust med sit hoved, hvis ikke han var kommet op af det sæde. Med ét er der kun mad, og han flår sølvpapiret af falaflen, sætter tænderne i brødet, så dressingen løber ned over håndleddene og drypper på de nye bukser. Tomat og kikærter, majs og løg blander sig med spyttet. Hullet i maven er grådigt. Han kommer til at sluge alt for store bidder, som skærer sig gennem spiserøret. Og så hører han mors stemme: »Ikke så hurtigt, Farid. Vi har god tid.« Det passer ikke – der er ikke god tid mere. For to minutter siden var de på vej ud af bilen. Men hvor skulle de have løbet hen? Tilbage til Afghanistan? Afghanistan, der for hvert åndedrag og hver tilbagelagt kilometer forsvinder længere og længere væk. Som en urolig fugl lettede det allerede fra jorden, før de selv nåede ud af landet, og nu sidder han tilbage med en følelse af, at alle muligheder for nogensinde at indfange Afghanistan igen for evigt er tabte; fra nu af vil de altid halse bagefter.

»Hvordan kan man vide, at det, man ikke kan se med øjnene, stadig er der?« siger han og krøller sølvpapiret sammen. Han kigger ud på lygtepælene, som bliver færre og færre, jo længere uden for centrum de kommer. Han føler sig mæt. Alt for mæt.

»Prøv at lukke øjnene,« siger Nadeem.

»Hvorfor?«

»Prøv.«

Farid lukker øjnene.

»Og så prøv at åbne dem igen,« siger Nadeem.

»Og hvad så?«

»Der ser du.«

»Ser hvad?«

»At jeg er her,« siger Nadeem og tager en bid af sin shawarma.

»Ja, det er klart. Jeg kan se dig.«

»Så var jeg der også, da du ikke kunne se mig.«

»Ja selvfølgelig. Det er ikke på den måde. Det er mere de store ting, jeg tænker på.«

»Hvilke ting?«

»Huse, for eksempel. Huse i lande. Landene. Måske eksisterer Afghanistan ikke længere.«

»Selvfølgelig gør det det.«

»Hvordan kan du vide det?«

»Det ved vi, for sådan er verden.«

»Hvordan ved vi det?«

»Det ved vi, fordi vi ved, at verden heller ikke forsvinder, når vi selv gør det, altså når vi dør.«

»Det ved vi da ikke noget om,« siger Farid.

»Hvorfor skal du altid være så stædig, Farid?« Nadeem sukker irriteret og tørrer sig om munden med en af servietterne fra plasticposen.

»Det er jeg da heller ikke. Jeg siger bare, at vi ikke ved det.«

»Jo, du er. Du er stædig. Du giver dig aldrig, før du får ret.«

Farid trækker på skuldrene og vender sig mod vinduet. Han gider ikke sige mere, for Nadeem forstår ingenting. Han vil bare hævde sig – sådan er det altid. Han kan aldrig stå ved, at der er noget, han ikke ved. Det er ham, der er den stædige. Det kan godt være, han er den ældste, men så klog er han altså heller ikke. Hvis bare de ikke var begyndt at tale om det her. Det er den slags samtaler, som gør dem til uvenner, for Nadeem bliver sur og begynder at bebrejde ham det, når han ikke selv kan komme med et fornuftigt svar, når han ikke kan træde i fars sted og være den kloge. Men han er ikke lige så klog som far. Han aner ikke, hvordan verden fungerer; hvornår havene stiger, hvornår de mægtige isfjelde river sig løs og vælter ind over ørkenfelter så store som hele lande for at sluge afgrøder, dyreflokke, nomadestammer, skoleklasser og drenge som dem, i en tilfældig bil et sted på en af de mange veje, mors lange fletning, der som det sidste rives med af de stærke vinde og forvandles til orkanens øje; den lille sorte prik ved verdens yderste forpost, de stride hår for enden af den pisk, der jager dem væk, driver dem, forviser dem fra middagsbordet, virkeligheden, som de troede, den så ud.

Der er færre lys nu og færre huse. Kun stjerner – flere og flere stjerner. Nadeem genkender nogle af stjernebillederne, men månen er fremmed; den virker tøvende, som om den ikke helhjertet tør vise sig. Han drejer hovedet og ser hen på Farid, som har vendt ansigtet ind mod ruden. Det virker, som om han blev ked af, at han kaldte ham stædig. Han vil gerne sige noget. Vil gerne undskylde, men han kan ikke finde ud af, hvad han skal sige, hvilke ord.

»Savner du egentlig onkel Malek?« siger han så, uden at det egentlig var det, han tænkte på.

Onkel Malek lugtede af en blanding af sved og parfume. Så vidt han kan huske, var det første gang, han fik et kram af ham. På en måde duftede han godt, men kun i begyndelsen, så blev det lidt stærkt i næsen.

»Vi har jo næsten lige sagt farvel,« siger Farid og stikker pegefingeren op i næsen.

»Derfor kan det da godt være, at du savner ham.«

Det kram, han gav Farid, varede længere. Det er han ret sikker på. Det tænkte Farid nok ikke over, for han er vant til det – Malek trækker ham så tit ind til sig og kysser ham på panden og tager ham med ud på ture i sin taxa. Det er ikke, fordi Malek ikke også holder af sine egne sønner og måske også af ham, men det er noget særligt med Farid. For Farid kan spille fodbold. Onkel Malek siger, at han er den bedste, og det bedste i Maleks verden er fodbold.

»Fingeren ud,« siger han.

Men Farid fortsætter bare. Det irriterer ham, at han ikke gør, som han siger. Det er trods alt ham, der bestemmer nu, hvor de er alene.

»Det er ulækkert at sidde og pille næse på den måde.«

»Du bestemmer altså ikke over min næse,« siger Farid og tørrer fingeren af i bukserne. »Og heller ikke over min finger.«

Nadeem vil sige noget, men på en eller anden måde orker han det alligevel ikke, orker ikke at diskutere noget så åndssvagt, som hvem der bestemmer over Farids næse og pegefinger. I stedet hiver han fat i øreflippen på sig selv, den venstre øreflip. Det er altid den venstre, når han tænker på Malek, men han behøver ikke at være anspændt længere, for den er der ikke mere; den store, brede hånd, man aldrig vidste, hvornår ville svinge gennem luften for bare at skygge for solen, klappe én på håret eller uddele en af de der syngende lussinger, som efterlod mærker, der kunne blive siddende i dagevis.

Nadeem retter på blusen og børster nogle krummer væk. Manden i den gule skjorte har tændt en cigaret. Snerten af røg rammer hans næsebor for at blive ført bort af vinden med det samme, opløst af al luften derude; al luften, som er den samme her som i Afghanistan, samme temperatur, samme usynlighed. Uden luften kan mennesker ikke leve; det husker han, at de lærte i skolen.

»Tror du, at du kommer til at savne ham?«

»Det ved jeg ikke.«

Farid fisker den blå kugle op af lommen. Hvordan skulle han kunne vide, om han vil komme til at savne onkel Malek? Lige nu savner han mest af alt far. Han ved ikke hvorfor, for det er længe siden, de har talt om ham. Lige da han var taget af sted, talte de nærmest ikke om andet. Det var sket så pludseligt – de sad alle sammen og spiste frokost, da han sagde, at han havde pakket sine ting, og at han ville tage af sted med det samme. Mor græd ikke. Det virkede, som om hun vidste det i forvejen. Det kom vist heller ikke bag på Nadeem eller Mariam. Det var kun ham, som ingenting vidste. Og de ville heller ikke fortælle ham noget. Det var først, da de flyttede hjem til onkel Malek, at han fandt ud af lidt mere. Malek forklarede, at Taleban var ude efter alle Najibullahs folk, og så meget vidste han da, at far havde været glad for Najibullah. Malek sagde også, at far aldrig rigtigt havde duet til noget: »Din far har altid tænkt for meget over alting, sat sig i Allahs sted i stedet for at leve et gudfrygtigt liv som alle os andre almindelige muslimer, der vasker vores fødder og hænder inden bøn. Din far glemte ofte at vaske sig, fordi han var mere optaget af sine egne tanker end af at adlyde Allah. Farfar plejede at sige, at Gud straffer den, der forsøger at sætte sig i Allahs sted, og nu kan du bare se, hvordan det er gået jeres far,« sagde Malek. Men hvordan er det egentlig gået far? De ved ikke engang, hvor han er. Mor sagde, at han ville tage til Pakistan, men siden han tog af sted for over to år siden, har de intet hørt fra ham.

Farid tager den blå kugle i munden. Glasset er køligt mod tungen. Han drejer den rundt som et bolsje, spytter den ud i hånden, fører den op til munden igen, triller den hen over læberne, begge læber på én gang, skiller dem, tager den i munden igen. Onkel Malek sagde, at far kan være blevet slået ihjel, at han måske har været død og begravet i mange måneder, og at de sikkert aldrig får det opklaret. Mor sagde, at onkel Malek ikke anede, hvad han talte om. Hun sagde, at Malek ikke forstod sig på politik. Malek sagde, at han forstod rigeligt, nok til at overleve, hvilket er mere, end hvad hun og far gjorde. Det var altid det samme, de sagde, de samme ord, og de blev som regel meget vrede, og Malek endte ofte med at råbe, at hun da bare kunne tage sine møgunger og skride ad helvede til, hvis det var det, hun ville – så var han også fri for at udsætte sin familie for den fare, det var at have dem boende. En gang tog mor ham på ordet og pakkede deres ting for at tage af sted, men da havde Malek holdt dem tilbage, og de endte alligevel med at blive.

Nadeem betragter Farids bevægelser; hånden med kuglen, der skiftevis ryger ind og ud af munden. Det er utroligt, som han ikke kan sidde stille med hænderne. Nogle gange er det ved at gøre ham vanvittig. Af og til kan han blive opfyldt af en ubændig trang til at skrige, fordi han ved, at det aldrig hører op. I skolen var det umuligt at koncentrere sig, når han sad og bed i blyanterne, lavede viskelædersmulder på bordet, trommede mod penalhuset med fingrene, trykkede på kuglepensknapperne, så det larmede i hele lokalet, men læreren sagde aldrig noget. Ikke engang når Farid pillede næse, fik han skældud, eller når han satte bussemænd under stolen. Og det hjalp ikke at sladre.

»Hvornår er vi fremme?« spørger Farid og spytter kuglen ud i hånden.

Nadeem svarer ikke. Den blå kugle passer bedre til Farid. Det var godt, at han byttede den med den grønne. Farid havde ønsket sig den så længe. Han havde plaget om den i månedsvis. Det føles som en lettelse, at den endelig er blevet hans. En lige så stor lettelse, som at onkel Malek er taget af sted. Måske bliver verden trods alt bedre af, at man forlader noget af den.

»Hvornår er vi fremme?« spørger Farid igen.

»Om ikke så længe,« siger manden og skruer op for musikken.

Manden på kontoret sagde, at de skulle hen til en lejlighed, men Nadeem er nervøs for, at chaufføren måske har andre planer. Byens skilte og blinkende reklamer er forsvundet. Bilen sluger motorvejens hvide striber en efter en. Længere fremme kan han skimte nogle høje, mørke etageejendomme. Der er lys i enkelte af vinduerne. Han lægger hovedet mod Farids skulder. Heldigvis skubber han ham ikke væk. Nu er de gode venner igen, sådan føles det. Farids hænder hviler mod lårene med håndfladerne opad, som to små skåle. Nadeem ser på kuglen, der bevæger sig i takt til bilens rystelser, støder ind mod fingrene eller lægger sig til rette på midten, som et øje der ser op på ham. Ser op på dem begge to.