GENERALENS KÆRLIGHED

Beheshtas mor var kun tretten år, den eftermiddag general Abdullah Wahidi fra Kabul kom ridende ind gennem basaren i Mazar-e-Sharif. Hun var taget til basaren sammen med sin ældste søster for at købe kartofler til middagsmaden, og de var lige standset ved en af boderne, da Abdullah Wahidi kom ridende forbi. Han rev i seletøjet for at få hesten til at standse, for der var noget ved hende, som øjeblikkelig vakte hans nysgerrighed. Det var ellers ikke til at tage fejl af de to pigers skæve øjne og lave vækst, og normalt ville han aldrig vende sig om efter en hazarapige.

Det var da heller ikke den unge piges træk, der vakte generalens opmærksomhed, men noget helt andet, som han ikke engang selv vidste, hvad var: Måske hendes myndige facon – det på én gang strenge og undersøgende blik, som om hun forsøgte at tage rodfrugterne til indtægt for et eller andet.

Generalen standsede ved boden, hvor Faheema stod sammen med sin søster. Han hilste både på dem og på sælgeren, som han rakte et par mønter med besked om, at det var betaling for pigernes varer. Søstrene rødmede og skyndte sig væk fra boden med papirsposen under armen, men generalen red efter dem og ville vide, hvorfor de havde så travlt.

»Vi skal hjem til vores mor med varerne,« sagde Faheema og så op på Abdullah Wahidi med et lige så fast blik som det, hun havde kastet på kartoflerne.

»I må hilse jeres mor og sige, at det var mig en fornøjelse at bidrage til familiens måltid,« sagde generalen og steg af hesten.

Søsteren greb Faheema i ærmet og trak til; hun var nervøs for, at hun ville blive vred, men man skulle ikke lægge sig ud med en general. Det vidste de begge. Alligevel sendte Faheema en spytklat så tæt på generalens blankpolerede støvle, at det stænkede op på det sorte læder.

»Vi behøver ikke hjælp til noget,« vrængede hun og vendte posen på hovedet, så kartoflerne væltede ned over generalens støvler.

Både den ældre søster og general Abdullah Wahidi stirrede chokeret på den unge pige, som gav sig til at trampe på den tomme papirspose, indtil søsteren rev tilpas myndigt i hende til, at hun ikke kunne gøre andet end at følge med, da hun satte i løb. De løb hurtigt. Væk fra generalen og kartoflerne. Væk fra basaren og alle sælgerne. Indtil de tomhændede kom tilbage til huset, hvor moren blev vred over, at de ikke havde købt, hvad de skulle.

General Abdullah Wahidi havde aldrig oplevet noget lignende. Med kartoflerne om fødderne blev han stående og så de to piger forsvinde i vrimlen. Under andre omstændigheder ville han have slået hårdt ned på sådan en opførsel. Han ville have redet efter dem og sendt sin pisk ned over deres skuldre. Han ville have slæbt dem med, pryglet dem og gået til deres far med en ordre om at genopdrage sine piger, hvis han ønskede at beholde dem hjemme. Men under andre omstændigheder ville sådan en situation ikke være opstået; han ville aldrig have købt kartofler til en mindreårig hazarapige. Han ville aldrig have værdiget hende et blik.

General Abdullah Wahidi var ud af en gammel durranislægt fra Kandahar. De sidste fire generationer havde familien dog været bosat i Kabul, hvor han også selv boede sammen med sin mor og to yngre søstre. Faren var femstjernet general og havde sørget for, at alle fire døtre og tre sønner fik en uddannelse. Abdullah Wahidi havde kun haft tre måneder tilbage af sin studietid på militærakademiet, da han døde. Det plagede ham stadig, at faren ikke havde nået at se ham i uniform, men det plagede ham endnu mere, at han ikke ville nå at se de børn, han engang skulle få. Hele hans liv havde drejet sig om at gøre faren stolt, og nu, hvor han efterhånden havde været død i næsten otte år, følte han sig stadig forvirret over, hvad meningen med tilværelsen skulle være. På en mærkelig måde havde mødet med den unge hazarapige gjort dette klarere; hendes ranke ryg og buede pande, blikket, der på én gang havde fordømt og undersøgt ham, som om hun på stedet havde gennemskuet ham.

General Abdullah Wahidi blev opmærksom på, at han var kommet til at vække opsigt. Både sælgere og adskillige af de handlende var gået i stå med deres forehavender og stod nu alle og stirrede på ham. En gammel, krumbøjet kone i sort burka, som hun havde løftet væk fra ansigtet, forsøgte at samle et par af kartoflerne op, men hun var for stiv i leddene til at kunne bøje sig helt ned til jorden. Generalen samlede derfor den fladmaste papirspose op og fyldte den med kartoflerne for at give den til konen. Hun både takkede og bukkede, mens hun gik baglæns væk.

Generalen gik tilbage til grønthandleren.

»De to hazarapiger, som du solgte kartoflerne til tidligere?« indledte han uden at have tænkt tanken til ende.

»Ja, hr. general?« sagde grønthandleren.

»Deres far? Kender De deres far?«

»Smeden Ghulam Sajadi.«

Med dette navn og den unge hazarapige i hovedet rejste generalen tilbage til Kabul. Han besluttede at give sig selv tre uger. Hvis han stadig tænkte på pigen derefter, ville han tage tilbage til Mazar-e-Sharif og banke på smedens dør.

I de første par dage efter mødet med generalen var Faheema nervøs for, om han ville komme og fortælle faren om hendes opførsel, men efterhånden blev hun enig med sig selv om, at hun ikke havde noget at frygte, for han var ikke fulgt efter dem, da de forlod basaren, og han kendte heller ikke deres navne.

Så en aften, en tidlig sensommeraften, præcis tre uger efter mødet i basaren, bankede det på døren. Ghulam Sajadi, som intet havde hørt om døtrenes møde med generalen, åbnede selv døren og blev åbenlyst overrasket over at få besøg af en mand i uniform.

»Godaften,« sagde Abdullah Wahidi høfligt. »Jeg håber ikke, at jeg forstyrrer.«

Han kiggede ind i stuen, hvor hele familien sad samlet om middagsmaden i en rundkreds på gulvet, to voksne og fire piger. Faheema og den ældste søster søgte straks hinandens blikke, men ingen af dem mælede et ord.

»Må jeg have lov at komme indenfor?« spurgte generalen og kastede et hurtigt blik på døtrene for øjeblikkeligt at genkende Faheema.

Smeden, som var blevet bleg at se på, lukkede ham duknakket ind. Familien var ikke vant til at få besøg af militærpersoner, faktisk var dette første gang, og de havde alle dunkle forestillinger om, hvad det kunne indebære.

Med rystende hænder øste moren ris i en skål og hældte vand i et krus. Generalen takkede ydmygt og bad dem alle fortsætte måltidet, som de havde indstillet, i samme øjeblik han trådte ind.

Det var første gang, Abdullah Wahidi befandt sig i så spartansk et hjem, hvor man sad på gulvet og spiste ris med hænderne, og hvor tæpperne var så tyndslidte, at der var store huller i dem.

Ligesom sine søskende rørte Faheema ikke mere maden, men hun slog ikke blikket ned, som god opdragelse ellers byder. Hun stirrede derimod på generalen, mens han sad og spiste. Hvordan havde han fundet hende? Og hvad havde han tænkt sig at gøre? Var han kommet for at straffe hende?

Efter maden satte den ældste søster vand over til te, mens moren og de andre søstre fjernede skåle, tallerkener og madrester, så fadet med frugt kunne blive sat frem. Den eneste, som intet foretog sig, var Faheema; hun sad som naglet til lergulvet og betragtede generalens hænder med stift blik, selvfølgeligheden i den måde, han brød brødet på for at rense tallerkenen for de sidste ris.

Abdullah Wahidi løftede frugtkniven fra fadet, men lagde den fra sig igen og så op på smeden, som var ved at stoppe sin pibe.

»De må have mig undskyldt, hr. Sajadi, men tillader De ... kan vi tale sammen under fire øjne et øjeblik?«

Med formel mine nikkede Ghulam Sajadi i retning af døren, for da huset kun bestod af et eneste rum, måtte de to mænd gå udenfor for at tale fortroligt.

Et stykke fra huset, foran en lille jordlod, hvor et par magre får gik og tyggede græs, som ikke var der, tændte generalen smedens pibe med sin guldlighter, hvorefter han satte ild til sin egen cigaret og kiggede ud over det sprukne landskab.

»Jeg mødte to af Deres døtre på markedet for cirka tre uger siden,« indledte han.

Smeden så overrasket på ham, og endnu mere overrasket blev han, da Abdullah Wahidi fortalte om kartoflerne, som den ene af pigerne havde hældt ud over hans støvler. Dog regnede han med det samme ud, at det måtte være Faheema, for ingen af hans andre døtre kunne finde på noget så dumt og uovervejet.

»Det er jeg ubeskriveligt ked af,« nærmest hviskede smeden, mens han vred sine hænder, for han kunne godt regne ud, at generalen ikke var kommet hele den lange vej for alene at overbringe ham den meddelelse.

»Ja, under almindelige omstændigheder ville den slags opførsel få alvorlige følger,« sagde generalen for første gang med en vis skarphed i tonen. »Men i dette tilfælde ser jeg gerne bort fra reglerne, for der er noget ved Deres datter, som betager mig.«

Smeden, der allerede havde set for sig, hvordan Faheema ville blive bagbundet og slæbt væk fra huset, så overrasket på generalen, der skoddede sin cigaret under den ene støvlehæl, mens han for første gang hævede blikket for at se ham i øjnene.

»Min far har altid sagt, at man skal vente, til man finder den rigtige, og selvom De sikkert må tænke, at jeg er skør, så er der noget ved Deres datter, noget som får mig til at føle mig lykkelig, når jeg ser på hende. De ved lige så vel som jeg, at vores familier er uforenelige, alligevel tillader jeg mig at bede Dem om lov til at gifte mig med hende.«

»Gifte Dem med hende?« Smeden så ud på det ene af fårene, der tilsyneladende havde fået fat på et eller andet i jorden, som det stod og rev i med tænderne.

»Ja.«

Ghulam Sajadi greb fat om det lille rækværk foran fårene. Det var gammelt og mørnet og et af de utallige hængepartier på ejendommen, som trængte til en kærlig hånd, og nu var det tæt på at vælte, da han lænede sig frem. Generalens anmodning var det sidste, han havde ventet, og da han havde sundet sig et øjeblik, var han lige ved at komme til at grine, men skyndte sig at lægge bånd på sig selv, for det var tydeligt, at det ikke var en spøg fra generalens side.

»Hun vil fortsat bo her i Deres hus,« sagde generalen. »Udadtil forbliver hun Deres ejendom, og kun i det skjulte lægger jeg vejen forbi, når jeg er i byen, men De skal naturligvis give Dem al den tid, De behøver, til at tænke over det,« fortsatte Abdullah Wahidi og tilbød smeden en af sine cigaretter, men Ghulam Sajadi afslog.

At anmode om hans datters hånd var en større krænkelse end at fængsle hende eller lade hende stene, og det var smeden ikke i tvivl om, at generalen vidste. At han så til og med også ville gøre Faheema til en slags luder i hendes forældres eget hus, var en større ydmygelse, end han næsten kunne rumme.

»Hvilke konsekvenser vil det få for min familie, hvis jeg afslår Deres tilbud?« sagde smeden.

Generalen rystede på hovedet. »Jeg kunne aldrig drømme om at krumme så meget som et hår på Deres datters hoved, men lov mig at tænke grundigt over det alligevel. Jeg kommer først tilbage om fjorten dage.«

Da generalen var gået, kom hele familien ud til smeden for at høre, hvad de havde talt om, men det ville han ikke fortælle. Han så hen på Faheema, hvis blik afslørede, at generalen havde talt sandt. Hun havde virkelig kastet kartofler på hans støvler, og i et kort øjeblik havde han lyst til at gribe fat i hende og slå hende ihjel. Det mærkede hun nok, for i modsætning til alle de andre, som blev ved med at plage om svar, listede hun ind i huset igen.

I dagene efter besøget mælede smeden stort set ikke et ord, men en aften overhørte Faheema en samtale mellem ham og moren, da de troede, at alle pigerne var faldet i søvn. Da det gik op for hende, at generalen havde bedt om lov til at gifte sig med hende, blev hun lige så overrasket, som smeden var blevet, men i modsætning til ham følte hun sig ikke krænket. Idéen om at blive gift med en general fra Kabul havde aldrig strejfet hende, men nu hvor hun havde hørt det nævnt som en mulighed, kom hun til at tænke på generalen på en anden måde, end hun havde gjort tidligere. Måske havde han betalt for de kartofler af ren venlighed og ikke for at ydmyge dem. Hun blev flov over sin opførsel den dag på markedet og følte en spænding i kroppen ved at skulle gense ham.

Den følgende morgen trak Faheema den ældste søster til side og fortalte, hvad hun havde hørt. Søsteren, som naturligvis også blev overrasket, sagde, at generalen ville være et godt parti, men at det var udelukket på grund af hans herkomst.

Den dag general Abdullah Wahidi vendte tilbage til smedens hus, havde Faheema pyntet sit hår med hvide valmuer og taget sin allernyeste peran tumban på. Ingen af forældrene anede, hvad hun vidste, og det var heller ikke lykkedes Faheema at finde ud af, hvilket svar hendes far havde besluttet at give generalen.

Abdullah Wahidi havde tasken fuld af gaver til familien, da han kom for at få besked: silkestoffer fra Pakistan, honningbagte konditorkager, fint forarbejdet hør til smedens kone, så hun kunne sy dragter til sine døtre, syltede frugter, neglelak, sukkerristede mandler, nylonstrømper, sodavand, chokolade, ferskener, og til Faheema havde han en tyk guldkæde i et lille skrin af skinnende mahogni. Smeden, der først nu opdagede, at Faheema havde klædt sig fint på, bad hende straks om at skifte tøj, mens han selv gik udenfor sammen med generalen.

Igen stillede de sig ved hegnet foran fårene, og generalen tændte en cigaret.

»Jeg er ked af at måtte skuffe Dem,« sagde smeden uden indledende bemærkninger, »men jeg bliver desværre nødt til at takke nej til Deres tilbud.«

»Er De sikker?« forsøgte generalen.

»Ja, jeg er sikker.«

Og med den bemærkning tog han fat om sin spade, som han tidligere på dagen havde brugt til at dække husets indgangsparti med frisk, nyt grus.

General Abdullah Wahidi granskede sig selv for at finde på noget, som kunne forlænge samtalen, men han anede ikke, hvad det skulle være, og det stod klart, at der skulle langt mere end almindelig høflighed til at vende smeden. Han forlod derfor huset uden at gøre yderligere væsen af sig.

Han var dog kun kommet få meter væk fra huset, da han, til sin overraskelse, stødte på Faheema. Hun havde taget hans kæde om halsen og kom ham i møde med et stort, åbent smil.

»Er det rigtigt, at De vil gifte Dem med mig?«

»Ja, det er det,« sagde han og mærkede varmen stige i kinderne.

»Hvorfor?« ville Faheema vide. Igen så hun på ham med det dér udgranskende blik, men ikke vredt og trodsigt som i basaren, snarere forundret.

»Har De ikke lært at sænke blikket, når De taler til en mand?« sagde han og greb ud efter en af blomsterne i hendes hår.

»Jo, det har jeg lært,« sagde hun og blev ved med at se på ham.

»De må undskylde, unge frøken. Det var ikke pænt sagt.«

»Det gør ingenting,« sagde hun og smilede et så tindrende smil, at han ikke anede, hvad han skulle stille op.

Hvad var hun for et væsen? Det var, som om hun stod uden for det hele, uden for alt det, han havde lært om mennesker og verden, som om hun tilhørte en ganske anden art end menneskeslægten.

»Deres far vil ikke have det,« sagde han og trak hånden til sig.

»De skal ikke være urolig, hr. Jeg bestemmer selv. Kom tilbage om fjorten dage, så lover jeg Dem, at tingene vil se anderledes ud.«

Selvom Faheema kun var en ung pige på tretten år, var der noget så respektindgydende over hende, at generalen troede på hende, og han gjorde derfor, som hun sagde, og vendte tilbage fjorten dage senere. Ghulam Sajadi blev ganske vist temmelig overrasket, men kunne ikke gøre andet end at invitere generalen indenfor, hvor Faheema stod klar med teen.

Denne gang lovede generalen, at han ville forsørge hele smedens familie og tilmed lade et større hus bygge til dem, hvis bare han måtte gifte sig med Faheema. Han tryglede og gjorde det helt utænkelige for en mand af en gammel durranislægt at lægge sig ned på knæ foran den fattige hazarasmed, men lige meget hjalp det; Ghulam Sajadi ville under ingen omstændigheder lade sin datter gifte bort til generalen.

I ugerne efter voksede generalens længsel efter den unge Faheema i Mazar-e-Sharif dag for dag. Han nægtede at stå ud af sengen og lod hår og negle vokse, men når hans mor forarget ville have ham til at forklare, hvordan det overhovedet var muligt, at en fattig hazarapige kunne vække et sådant begær i ham, anede han ikke, hvad han skulle svare, og skammen kastede ham ud i en sådan forvirring, at han i sin mørkeste time overvejede, om døden var hans eneste udvej.

Faheema, der indtil mødet med generalen ikke havde været andet end et trodsigt, men ellers godtroende barn, var med ét blevet voksen. Trodsen i hende var dog ikke aftaget; siden generalens sidste besøg havde hun nægtet at spise, og det hjalp ikke, at faren truede med at smide hende ud, hvis ikke hun besindede sig.

Ingen af søstrene kunne gennemskue, om hun virkelig var forelsket, eller om det bare var faren, hun straffede. Hvad end grunden til det var, havde Faheema sat sig i hovedet, at hun ville giftes med generalen, og hvis ikke hun fik sin vilje, ville hun gå i døden. Det var sådan, hun sagde. I begyndelsen troede ingen på hende. Først da hun efter fem døgn uden mad også holdt op med at drikke, begyndte familien at tage hende alvorligt, og til sidst, da Faheema var så afkræftet, at det nærmest var umuligt at vække hende fra søvnen, bad smedens kone sin mand om at rejse til Kabul og hente generalen.

Kun en uge senere blev der afholdt et lille, stilfærdigt bryllup hos smed Ghulam Sajadi i Mazar-e-Sharif.

Faheema, der ikke havde kendt til den del af aftalen, at hun skulle blive boende hjemme hos forældrene og aldrig ville komme med til Kabul, blev skuffet, da dette gik op for hende, men i de første år tog hun det ikke så tungt, for Abdullah Wahidi behandlede hende, som var hun en prinsesse. Han havde altid kjoler, parfume og smykker med til hende, og så havde han også andre slags gaver, som fastholdt hendes fascination af den ældre mand: Kun ni måneder efter giftermålet fødte Faheema parrets første barn, den lille datter, Beheshta.

Officielt kom det til at hedde sig, at både hun og de fire andre børn, som Faheema fødte, var smedens og hans kones børn. Selvom Ghulam Sajadi forsøgte, var det svært at skjule, at han fra den ene dag til den anden var kommet til flere penge, og at en vis general aflagde længere besøg i huset flere gange om måneden. At naboen vidste mere, end smeden og hans kone ønskede, kunne de ikke være i tvivl om, og de var derfor taknemlige for, at ingen i kvarteret nogensinde nævnte det, og at de kunne leve videre i al fredsommelighed, som om intet var hændt.

I Beheshtas barndomshjem manglede der ikke noget, og selvom hendes mor ofte var så ulykkelig i længslen efter faren, at hun ikke magtede at tage sig af børnene, var der andre til at give dem opmærksomhed. I de tidlige barneår var de bedste dage på måneden dagene op til farens besøg, for da steg Faheemas humør markant, og hun blev langt mere kærlig og omsorgsfuld. Så snart generalen ankom, forsvandt de to ind i den lille alkove, som Abdullah Wahidi havde ladet bygge til smedens hus, og Beheshta havde indtryk af, at de først kom ud igen, når faren skulle rejse tilbage til Kabul.

Med tiden blev Faheema dog mere og mere ulykkelig over ikke at måtte stå frem som hans hustru. Hun tryglede ham om at tage hende med til Kabul. Abdullah Wahidi lovede, at der ville komme en dag, men årene gik, og på et tidspunkt gik det op for Faheema, at hun var blevet holdt for nar; med skjulte hensigter havde Abdullah Wahidi lokket hende til at leve et liv som en anden gammeljomfru i forældrenes hus. Hvis hun i det mindste bare havde kunnet vise sine børn frem som sine egne, havde hun måske kunnet bevare lidt af sin værdighed. I stedet satte forbitrelsen sig som dybe rynker omkring munden, og allerede da hun var 24 år, var store dele af hendes sorte hår blevet gråt.

Generalen, som efterhånden blev mødt med flere bebrejdelser end kærlige favntag, forsøgte at genvinde Faheemas kærlighed med gaver og løfter om et andet liv, men lige meget hjalp det. Faheema havde mistet tilliden til ham, og da hun nægtede ham adgang til elskovsreden, følte han, at hun tog hele livet fra ham. Han higede efter hende, tiggede om tilgivelse, lovede forandring, men Faheema forblev utilnærmelig. Til sidst anede Abdullah Wahidi ikke, hvad han skulle stille op, og han lod lidt længere tid gå mellem sine besøg. Han håbede, at Faheema måske ville komme til at savne ham så meget, at hun igen ville blive kærlig over for ham, men generalens fravær gjorde ingen forskel, og en dag, da han ankom efter ikke at have været på besøg i smedens hus i flere måneder, lagde han for første gang mærke til, hvor gammel og slidt hun var blevet. De mange børnefødsler havde ældet hende. Alt det stærke og lysende var væk, og det gik op for ham, at han slet ikke begærede hende længere.

Havde det ikke været for børnene, ville Abdullah Wahidi måske være holdt op med at komme til Mazar-e-Sharif og i stedet have sendt en tjener med penge til smedens hus. I de første år af ægteskabet med Faheema havde han stort set ikke værdiget sine børn et blik, men nu tilbragte han størstedelen af sin tid sammen med dem, når han var på besøg. Det var særligt Beheshta, som optog ham. Hun havde vokset sig klog og nysgerrig og ville altid have ham til at fortælle historier fra den store by.

I stedet for at have gaver med til Faheema var det nu Beheshta, han tog gaver med til, og han forsøgte i stigende grad at stjæle sig tid sammen med hende alene, når han kom på besøg. Han holdt nok også af sine andre børn, men de interesserede ham ikke på samme måde, som Beheshta gjorde, og ingen, heller ikke Beheshta selv, var i tvivl om, at det var hende, som var hans øjesten.

Kort tid efter at general Abdullah Wahidi i al hemmelighed havde giftet sig med Faheema, blev der også afholdt bryllup i Kabul, dog et langt større et af slagsen, hvor der kom så mange gæster, at man skulle tro, den halve by havde været inviteret.

Da hans mor, som i årevis havde forsøgt at få ham gift med en passende brud, for gud ved hvilken gang introducerede ham for en jævnaldrende kvinde, en kusine på farens side, behøvede Abdullah Wahidi ikke engang betænkningstid. Han følte ikke længere, at han havde noget at miste, nu hvor han troede sig sikker på at have fået del i kærligheden.

Kausar, som hans lovformelige hustru hed, var en aristokratisk og reserveret kvinde, som aldrig gav udtryk for, hvad hun følte for generalen. Hun lod til at have nok i sit eget selskab og i de hjemlige forpligtelser, og Abdullah Wahidi følte sig derfor ikke skyldig på grund af sit dobbeltliv. Men da kærligheden mellem ham og Faheema døde ud, plagede det ham mere og mere at være tvunget til at dele sit liv mellem to byer og to hjem. I perioder befandt generalen sig dog langt mere i smedens hus end i sit eget herskabelige palæ. Lige så besat som han i sin tid havde været af Faheema, lige så dårligt kunne han nu undvære sin datter. Kun i hendes selskab fandt han mening med livet. Han havde det, som om han vendte hjem, når han var i hendes nærhed, som om hendes lysende øjne beskyttede ham mod verdens gru.

Beheshta selv tænkte ikke over, at der kunne være noget desperat over den måde, generalen søgte hende på. Hun nød derimod bare den opmærksomhed, hun fik fra sin far, for hendes mor havde mere eller mindre vendt hende ryggen. Hun behøvede derfor heller ingen betænkningstid, da Abdullah Wahidi på hendes tretten års fødselsdag, uden at have tænkt idéen til ende, foreslog, at hun skulle tage med ham til Kabul og lære sine andre søskende at kende.

Faheema blev naturligvis chokeret over denne kovending hos generalen, men først og fremmest blev hun vred over, at det nu blev hendes datter, der fik lov til at smage det søde liv i Kabul, som hun havde gået og drømt om. Hun truede med selv at tage af sted og bare dukke op ved hans bopæl med de øvrige fire børn på slæb.

»Hvis din kone, for sådan en har du vel,« fnøs hun, »vil tage sig af én af dine hazara-bastarder, vil hun vel også tage sig af de andre,« råbte hun.

»Ingen af mine børn er bastarder. Du er den eneste skændsel i mit liv.«

Generalen fortrød øjeblikkeligt, hvad han havde sagt, og ville undskylde, men Faheema var allerede begyndt at kaste med både frugt og brænde fra brændestablen, og det endte med, at han måtte flygte ud af huset sammen med Beheshta, som ingenting nåede at få med sig.

Selvom idéen om at tage Beheshta med hjem til Kabul på ingen måde havde været nogen gennemtænkt plan fra Abdullah Wahidis side, lykkedes det ham at finde på en tilpas troværdig historie til, at Kausar bed på den. Han bildte hende ind, at Beheshta var datter af en fjern slægtning i Mazar-e-Sharif, som nu var død, og at de derfor måtte tage sig af denne mands eneste datter, indtil de fandt på en bedre løsning.

Kausar undrede sig ganske vist over denne ukendte slægtnings påfaldende skæve øjne og høje kindben, men hun behandlede Beheshta pænt og sørgede med det samme for, at hun fik sit eget værelse med både seng, kommode og skrivebord.

For Beheshta var det som at komme til en helt ny verden at flytte ind i farens herskabelige hjem i Kabul. Her spiste man med sølvbestik og fik maden serveret af tjenestefolk med hvide handsker på hænderne morgen og aften. Selvom det hele var så anderledes, voldte det hende ikke de store kvaler at lære at spise med kniv og gaffel og gå med plisserede nederdele og stive laksko. Til gengæld var det svært at falde i søvn om aftenen, når hun lå alene i det mørke værelse og så op på lyskeglerne i loftet fra de larmende biler udenfor. Hun var vant til at sove i et stille værelse, hvor der altid var en af de andre søskende at putte sig ind til. Generalen, som vidste, at hun ikke brød sig om at falde i søvn alene, kom ind til hende, så ofte han kunne, for at stryge hende over håret, men hans tilstedeværelse gjorde det ikke lettere at falde i søvn, for det, som var det sværeste at vænne sig til i det nye hjem, var farens forandring.

General Abdullah Wahidi var ikke længere den smilende og vittige far, som hun kendte hjemme fra smedens hus, men en sammenbidt mand, der næsten aldrig var hjemme, og som, når han endelig var, brugte det meste af sin tid på at irettesætte børnene. Når faren trådte ind ad døren, blev både de to yngre søstre, Badria og Shaista, og den lidt ældre bror, Salim, stille og indadvendte, lige meget hvor højt de havde grinet øjeblikket før.

Mens de andre børn var i skole, gik Beheshta i vejen for tjenestefolkene i de store stuer, når ikke Kausar gav hende den daglige lektion i bordmanerer og almen god opførsel såsom at slå blikket ned i skødet, når en mand trådte ind, også når det var generalen, og samle benene under bordet i stedet for at lægge dem over kors – hvilket var både pænere, sagde hun, og bedre for venerne. Uden nogensinde at hæve stemmen eller rynke brynene forberedte Kausar hende hver dag på et liv i fremtiden som en fin dame, som om hun tog for givet, at Beheshta skulle blive boende. Og ligesom hun hver eneste morgen gav sig god tid til at ordne Badrias og Shaistas frisurer, redte hun også Beheshtas hår, som hun flettede i en stadigt tættere fletning. Selv havde hun en så stramt opsat frisure, at det så ud, som om håret trak i pandehuden, så de smalle, optegnede øjenbryn løftedes en smule. Ligesom generalen var hun karrig med smilene, men hendes hænder var bløde og velduftende, og i modsætning til, når Faheema redte hende, gjorde det ikke ondt, når Kausar ordnede hendes hår.

Abdullah Wahidi havde sagt, at også hun skulle starte i skole, men da Beheshta havde boet i huset i over et halvt år, var det endnu ikke blevet til noget, og Beheshta havde svært ved at få tiden til at gå. Hun led af en stadigt stærkere hjemvé; det var især mormoren og den ene søster, hun savnede, og som dagene gik, blev hun mere og mere sikker på, at hun ville hjem til Mazar-e-Sharif igen.

Da hun en aften fortalte generalen om sine planer, fik han blanke øjne og blev længe siddende helt stiv på sengekanten, mens han gentog, at han kun ville hende det bedste.

»Hvis bare du er tålmodig,« sagde han, »så lover jeg, at du i sidste ende ikke kommer til at fortryde, at du tog med mig.«

Hun besluttede at give Kabul, huset og de nye søskende, som kun sjældent inddrog hende i deres hverdag, en sidste chance. Der gik da heller ikke meget mere end en uge, før chaufføren, som plejede at køre de tre andre børn i skole, også kom for at hente hende.

Beheshta var kun lige fyldt fjorten, da hun fik sin egen taske med kladdehæfter og penalhus, og før hun vidste af det, sad hun ved en skolepult og så op på en tavle, hvor en kvinde, hvis hår kun var sparsomt dækket af tørklædet, skrev alle alfabetets bogstaver.

Når skoledagen var slut, satte Abdullah sin søn, Salim, der kun var et par måneder ældre end Beheshta, til at terpe bogstaverne sammen med hende og skrive dem i et kladdehæfte. Hun syntes, det var svært, og det gjorde hende nervøs, at Salim var så ferm til det; så let som ingenting strøg hans slanke hånd hen over papiret og skrev det ene bogstav efter det andet, som var det en dans, han udførte – en dans, der efterlod kryptiske spor.

»Hvorfor kan min far bedst lide dig?« spurgte Salim en dag.

»Det tror jeg da heller ikke, at han kan,« sagde hun forlegent og så ned i kladdehæftet.

»Det kan han,« sagde Salim og lagde blyanten fra sig. »Men hvorfor? Jeg troede bare, at han ikke kunne lide børn, men så kommer du, og så liver han helt op. Far har ikke været inde på mit værelse én eneste gang i hele mit liv, men hver aften siden din ankomst er han kommet op for at sige godnat til dig.«

»Ikke hver aften.« Hun ville tage ordene i sig igen, men det var for sent. Hun vidste, at han havde ret. Ligesom derhjemme var det også her åbenlyst for alle, hvem af børnene generalen foretrak. Måske blev det endda endnu tydeligere her, hvor han gik omkring og så sammenbidt ud, men så snart hans blik faldt på hende, lyste han op.

»Jeg skal nok finde ud af, hvad det er for et bånd, der er mellem dig og far,« sagde Salim og forsøgte at lyde truende, men Beheshta blev ikke bange. Salim virkede ikke som en, der kunne finde på at gøre nogen fortræd – tværtimod var han altid kærlig og hjælpsom over for sine søstre og nu også over for hende.

Den dag Beheshta skrev sin første sætning, løb Salim faren i møde for at fortælle ham det. Nyheden overvældede general Abdullah Wahidi så meget, at han ingenting sagde, men nøjedes med at klappe Salim på håret, inden han gik op på sit værelse for at klæde om. Først da han stod foran spejlet og skiftede uniformen ud med et par uformelle bukser og en af de nystrøgne skjorter, fik han en klump i halsen. Faheema foran grøntsagsboden for mange år siden – han så hende for sig. Det var, som om Beheshta havde opnået hendes skønhed fra dengang; lige fra den lange fletning til udtrykket i øjnene, lige så spinkel og lille og så alligevel så frygtindgydende selvstændig at se på. Beheshtas ansigt var mindst lige så dragende, som Faheemas havde været, som om også hendes skønhed var blevet sat i verden for at sætte alt andet i det rette perspektiv, skille skidt fra kanel. Og det sprang ham kun alt for meget i øjnene, hvilken kategori han selv tilhørte. I årevis havde han fantaseret om at føre sine to liv sammen, eller i det mindste få etableret en slags bro imellem dem, men nu hvor Beheshta var kommet, var det blevet alt for tydeligt, hvor meget han havde svigtet begge familierne, og hvor både ustyrlig og farlig hans kærlighed var for denne ene datter – så farlig, at han næsten ikke kunne opholde sig hjemme i huset, efter at hun var flyttet ind.

Nu ville han tage sig sammen og invitere hende ud at spise. Lige siden rejsen mellem Mazar-e-Sharif og Kabul havde han lovet at vise hende byen, men det var stadig ikke blevet til andet end de støvede veje mellem hjemmet og skolen.

Sommeraftenen var mild og solen ved at gå ned, da general Abdullah Wahidi lukkede bildøren for sin datter. Han ville køre hende gennem den myldrende by, hvor arbejdsdagen var ved at slutte, og taxachaufførerne flokkedes om at køre i garage for at nå hjem til middag. Det var nu halvandet år siden, at Beheshta var ankommet til Kabul, alligevel var dette første gang, de var alene sammen.

Et brunligt lys indhyllede Kabulslettens bygninger og de omliggende bjerge. Abdullah ville vise hende udsigten fra slettens højeste punkt, og bagefter skulle de hen på den lille familierestaurant i basaren, som han plejede at besøge, når han ville undgå at blive genkendt.

»Det er flot, ikke?« sagde generalen og steg ud af bilen. Han slog ud med armen, som om hele udsigten var hans ejendom.

Beheshta nikkede, men kiggede mere på ham end på udsigten. Hvis hun ville have svar på nogle af sine spørgsmål, måtte hun hellere se at få stillet dem nu, hvor ingen kunne høre dem.

»Hvorfor er det mig, du bedst kan lide?«

Det gibbede i generalen, og han så overrasket på hende, men han vidste godt, at han ville komme til kort, hvis han forsøgte at tale udenom.

»Hvorfor er det kun mig, du kommer ind og siger godnat til om aftenen?« fortsatte hun.

Abdullah Wahidi rømmede sig og smøgede det ene skjorteærme op, mens han prøvede at finde på noget fornuftigt at sige, men han anede ikke, hvilke ord han skulle bruge, hvor han skulle starte.

»Det skyldes en ung pige på markedet for mange år siden,« sagde han efter at have børstet usynligt støv af først det ene og så det andet bukseben.

»Hun skulle købe kartofler, og jeg betalte dem for hende i håb om at komme i kontakt med hende, men det gjorde hende rasende, og lige siden har hun været gal på mig.«

»Mor,« sagde Beheshta og så ned på sine sko.

»Ja, din mor. Hun var, hvad kan man sige ... dengang ... jeg var meget betaget. Jeg havde mødt mange, men ingen som hende, slet ingen.« Abdullah Wahidi løftede Beheshtas ansigt og så indgående på hende. Beheshta syntes, det så ud, som om han prøvede at undskylde for et eller andet, men han sagde ikke noget i den retning.

»Der er sket så meget, men du er lige så, hvordan skal jeg sige det, lige så...« Han rømmede sig igen og tog hendes hånd for at løfte den op til sin mund, men så slap han den igen.

»Du må forstå, Beheshta, at det er svært at bære, men også umuligt for mig at undvære.«

Beheshta sagde ingenting. Fra at have været hendes nærmeste i årevis virkede faren nu lige så fremmed som i den første halvdel af barndommen, når han under sit månedlige besøg i smedens hus kun hilste kort på børnene, inden han forsvandt ind i det bagerste værelse sammen med moren. Det snurrede i fingrene, men derudover havde hun det, som om kroppen med en sælsom langsommelighed blev trukket væk under hende.

Også general Abdullah Wahidi mærkede, at afstanden voksede imellem dem, og selvom det var det absolut sidste, han ønskede, blev måltidet på den lille restaurant en form for afsked.

De tilbragte aldrig tid sammen alene igen. Abdullah Wahidi holdt op med at banke på døren til hendes værelse for at ønske hende godnat, og de ture, han havde lovet at tage hende med på rundt i Kabul, blev ikke til noget. Fra den dag af behandlede han Beheshta som alle sine andre børn. Og selvom Beheshta selv ønskede, at det var sådan, det skulle være, følte hun sig alligevel forladt.

Hvis ikke det havde været for Salim, ville hun, med eller uden generalens hjælp, være vendt tilbage til Mazar-e-Sharif efter den aften på Kabulsletten. Og hun var på nippet til at gøre det flere gange, men når hun fortalte Salim om sin hjemvé, gik der ikke mere end få minutter, før det var lykkedes ham at få hende til at glemme det igen.

Siden han var begyndt at hjælpe hende med lektierne, var fortroligheden imellem dem støt og roligt vokset. Og i stedet for faren blev det Salim, der viste hende Kabuls gader. Han inddrog hende i fodboldkampene med de andre drenge, upåvirket af at de drillede ham med, at han legede med piger, og i cigaretrygningen i de hemmelige trappeskakte.

Da han en aften bankede på døren til hendes værelse, lukkede hun ham uden videre ind. Han spurgte, om hun var bange, nu hvor Abdullah ikke kom og sagde godnat til hende længere, og Beheshta, som for længst havde vænnet sig til at falde i søvn alene, nikkede med et skævt smil om læberne. Måske havde Salim gennemskuet, at det ikke var angsten, der fik Beheshta til at skælve under dynen, alligevel var det den, han brugte som undskyldning for at lægge sig tæt ind til hende. Indtil den aften, han ikke kunne dy sig længere og vendte ansigtet, da de lå allertættest, for at lade læberne strejfe hendes kind. Efter det forandrede alt sig, og Beheshta skænkede næsten aldrig Mazar-e-Sharif en tanke mere.

Salim og Beheshta var blevet forelskede. Begge for første gang. Og begge i hinanden.

Ingen i huset, på nær generalen, var i tvivl om, hvad der var på spil mellem de to, men da både Kausar, Badria og Shaista kendte til Abdullahs temperament, var der ingen af dem, der lækkede så meget som et gran af deres viden. Men en vinteraften i december gik det alligevel op for generalen, hvordan det var fat.

De sad alle samlet omkring middagsbordet, da hans årvågne blik fangede budskabet i de øjne, som hans søn, uvidende om sin egen åbenlyse hengivenhed, sendte Beheshta. Nærmest i det samme meddelte Abdullah, at han havde fundet en familie til Beheshta, og at hun allerede den følgende dag skulle forlade hjemmet. Beheshta blev så chokeret, at hun rejste sig fra stolen og kastede sig ned på knæ foran generalen, mens hun hylede: »Nej far, jeg ved, du elsker mig, så hav dog lidt barmhjertighed, send mig ikke tilbage, far.«

Ubarmhjertig var dog lige nøjagtigt det, generalen var. Han tørrede sig om munden med stofservietten og rejste sig fra bordet.

»Vi kører tidligt. Så du kan lige så godt sige farvel til dine søskende med det samme,« sagde han med en stemme så fast som hans fodtrin i militærstøvlerne, tilsyneladende uanfægtet af, at hans egen hemmelighed var blevet afsløret.

Men hemmeligheden var for længst blevet afsløret, i hvert fald for Salim, som havde ledt i Abdullahs skrivebordsskuffer, hvor han havde fundet gamle dagbogsoptegnelser. Måske kendte også Kausar til generalens dobbeltliv, for hun virkede ikke overrasket, men trist over at skulle tage afsked med Beheshta.

Det kom dog til at trække ud med den afsked, for samme nat, mens Salim og Beheshta holdt sig vågne og forsøgte at lægge en plan for, hvordan og hvornår de kunne få hinanden at se igen, invaderede sovjetiske tropper Kabul, og Abdullah blev kaldt på arbejde, længe før solen stod op.

I løbet af få døgn blev Kabuls brune ørkenstøv forvandlet til grå og sorte skyer, der skærmede for solen og lagde sig hen over alt som en sygdom, alle blev ramt af. I gaderne patruljerede fremmede uniformer, og de enorme sovjetiske tanks forhindrede store dele af trafikken i at komme rundt i gaderne.

Det var ikke, fordi Abdullah havde glemt sin straf om at sende Beheshta tilbage, men efter besættelsen havde han ikke tid til at tage sig af det. I flere uger så de ham stort set ikke hjemme i huset. Kun en sjælden gang kom han hurtigt forbi for at beordre familien til at forholde sig i ro.

En nat vågnede de alle ved, at det hamrede hårdt på døren, og en general af samme høje rang som faren trådte ind i huset for at meddele, at general Abdullah Wahidi var blevet slået ihjel af en landmine. I samme formelle tonefald som det, faren havde brugt sidst, beordrede også denne general Kausar og hendes børn til at blive hjemme og ikke lukke nogen fremmede ind. Der ville fra militærets side blive sørget for, at hun havde penge til at forsørge sin familie, så hun behøvede derfor intet at foretage sig.

Efter at generalen var gået, sad de alle som forstenede rundt om spisebordet. Ingen græd. Og til Beheshtas egen overraskelse fik meddelelsen hende til at tænke mere på sin mor end på faren.

I de følgende dage forlod tjenestefolkene huset. De ville forenes med deres familier, og flere af dem havde planer om at flygte ud af landet. Nu måtte Kausar, der ellers udelukkende plejede at gå i hvide silkeskjorter, selv tage forklædet på og lave mad til familien, men det gjorde hende ikke mindre aristokratisk at se på. Hvordan hun end klædte sig, var der noget aldersløst over hendes verdensfjerne fremtræden. Selv når hun lige var stået op, så hun ud, som om hun var helt uberørt af søvnen, ligesom det ikke var til at se på hende, hvis hun havde anstrengt sig i køkkenet.

Kausar var tavs om sine tanker og følelser, og selvom Beheshta ofte hjalp til med at lave mad eller vaske op, blev hun ikke klogere på, hvad der gemte sig inde bag hendes pande. På den måde adskilte hun sig helt og holdent fra Faheema, der ville have hulket eller bandet og svovlet over tabet af Abdullah. Kausar virkede hverken ulykkelig over tabet eller angst for fremtiden. Det lod heller ikke til at gøre hende noget, at hun nu måtte stå for hele husholdningen alene. Når hendes døtre græd, klappede hun dem blidt på håret, men derudover foretog hun sig ingenting. Der var i det hele taget blevet meget stille i huset. Udenfor rasede en krig, som de ikke anede omfanget af. Når et højt brag eller skud forskrækkede børnene eller gjorde dem bange, kunne Kausar finde på at sige, at krig som så meget andet var noget, man vænnede sig til.

Om natten, når de andre var gået i seng, krøb Salim og Beheshta ind til hinanden. De talte ikke nær så meget om fremtiden, som de havde gjort tidligere. Salim græd derimod ofte over tabet af faren, og mens Beheshta trøstede ham, undrede hun sig over, hvorfor hun ikke selv følte nogen sorg.

Det var en af de nætter, hvor Salim sørgede over Abdullah Wahidis død, at russiske soldater brød ind i huset. Og for første gang i alle de måneder, Beheshta havde boet der, hørte hun Kausar råbe. Hendes råb kom fra stueetagen, og omringet af russiske soldater, der holdt hende i armene og rev hende i håret, råbte hun til dem, at de skulle flygte. Salim og Beheshta fik halet Badria og Shaista ud af sengene, og ved hjælp af nogle lagner, som Salim havde knyttet på forhånd, fordi det havde anet ham, at en dag som denne ville komme, kravlede de ud ad vinduet og firede sig ned på bagsiden af huset. I stuen nedenunder havde soldaterne flået tøjet af Kausar og begyndte nu skiftevis at voldtage hende under hujende tilråb.

Der lå sne i haven, og ingen af dem havde nået at klæde sig ordentligt på. Ikke engang sko havde de fået på fødderne, så de pakkede dem ind i lagnerne, så godt de kunne, og håbede, at de ville undgå forfrysninger, mens de ventede bag havens højeste buske. Hvor længe de stod der uden at ane, hvad der var sket med Kausar, var der ingen af dem, der vidste, men nogenlunde samtidig nåede de grænsen for, hvor meget kulde de kunne udholde.

Russerne var for længst forsvundet, da de kom tilbage, og måske kom de alt for sent til at redde Kausar, som de fandt blodig og skamferet midt på stuegulvet. Hun lignede en forvokset tøjdukke, som hun lå der med lemmerne i de mest forvredne positioner. For første gang i de to år Beheshta havde boet i huset, så hun Kausar med håret udslået. Det løse hår skjulte ikke alene hendes ansigt, men lå i store totter rundt om hende på gulvet, og det blødte fra de skaldede pletter i hendes hovedbund.

Både Badria og Shaista satte i et skrig, da de fik øje på deres mor, mens Salim sank tavs sammen på gulvet ved siden af hende. Kun Beheshta formåede at overvinde sin egen rædsel og prøvede, så blidt hun kunne, at fjerne håret fra Kausars ansigt, så hun kunne se hende. Først var hun sikker på, at hun var død, for hendes øjne lignede to grønne glaskugler lige til at kaste eller trille hen over gulvet med, indtil pupillerne med ét bevægede sig og søgte hendes blik.

»Kausar?«

Salim og pigerne satte sig tæt hen til hende, men hun sagde ingenting. Måske havde hendes tidligere tavshed været en slags opvarmning til dette øjeblik.

Kausar havde dybe snitsår i ansigtet og ned ad lårene. Bid i armene, sugemærker på hals og bryst, der mest af alt lignede en form for brændemærker, som dem man giver heste. Det så ud, som om det yderste af den ene øreflip var blevet bidt af, men værst af det hele var det tykke, næsten sorte blod, der flød ud af hendes underliv. En metallisk lugt, som Beheshta kendte fra smedens værksted derhjemme, stod op fra den mørke pøl.

Selvom det ikke var meget, Beheshta vidste om kvinders underliv, forstod hun med det samme, at blødningen måtte standses. Hun beordrede derfor pigerne til at hente vaskefad og svamp, samt alt, det vat de kunne finde. Og Salim bad hun forlade stuen, mens de ordnede hans mor.

Det lykkedes Beheshta at vaske alle sårene og sætte blødningen i bero ved at fylde Kausars underliv med vat. Da hun var færdig med at vaske sårene og forbinde de dybeste af dem, lænede hun sig ned til hendes ansigt og så længe ind i de blanke øjne.

»Hvis du også havde været min mor, ville Salim og jeg nok ikke være blevet så glade for hinanden,« hviskede hun. »I hvert fald ikke på den måde, vel?«

Et lille smil bredte sig på Kausars læber, og Beheshta følte sig sikker på, at hun nok skulle komme sig.

Da Salim kom tilbage til stuen og fandt deres mor i en lidt bedre forfatning, faldt de alle i søvn på gulvet ved siden af hende, udmattede efter det meste af en hel nat uden søvn. Men Salim blundede kun kort, inden han satte sig op igen og begyndte at ruske i Beheshta.

»Vi må væk,« sagde han med et rædselsslagent blik i øjnene. »Inden russerne kommer. Vi må væk inden daggry, ellers ender det bare med, at vi aldrig kommer herfra.«

Selvom Beheshta ikke orkede tanken om at skulle ud i kulden igen, forstod hun, at Salim nok havde ret, og hun foreslog, at de begav sig mod Mazar-e-Sharif.

»Hvor skal vi ellers tage hen, andre steder end hjem til smeden?«

Salim trak på skuldrene. Det var sandsynligvis den eneste løsning.

De fyldte trækvognen fra skuret med tøj og al den mad, de kunne finde i huset, og til sidst lykkedes det dem også under store anstrengelser at få løftet Kausar derop. Beheshta pakkede hende ind i tæpper og sørgede for, at også Badria og Shaista fik nok med tøj på, så de kunne tage af sted.

Huset efterlod de, som det var, med sølvtøj i skufferne og lysekroner i lofterne. Salim låste dog efter dem, selvom han havde på fornemmelsen, at det kun var et spørgsmål om timer, før døren ville blive sparket ind.

De var ikke noget særsyn i Kabuls tidlige morgentrafik med trækvognen og den store oppakning. Sælgerne trak af sted med lige så tunge vogne og æsler på vej til basaren, forskellen var bare, at det ikke voldte dem det samme besvær. Da en af dem standsede dem og ville vide, hvor de dog skulle hen med den tunge vogn, og Salim svarede, at de var på vej til Mazar-e-Sharif, grinede han fra en tandløs mund og spurgte, om de var klar over, hvor langt der var.

»Det vil tage jer mange uger, og det kommer til at sne igen i dag. Jeg kan mærke det på stilheden. I når ikke engang ud af Kabul. Men hvordan havde I i det hele taget tænkt jer at komme gennem Salang-tunnelen med en trækvogn?«

»Vi finder på noget,« sagde Salim stædigt. »Hvis De bare vil fortælle os, hvilken vej vi skal gå.«

»Ved I ikke engang det, jamen kære børn, det er da vanvittigt, og hvad er det for et lig, I har liggende der?« Den tandløse stak hele hovedet ned i vognen og så betaget på Kausars sovende ansigt.

»Det er min mor,« sagde Salim. »Og lad være med at glo sådan på hende.«

»Jamen, hvorfor trækker I rundt på en død mor?«

»Hun er ikke død, men russerne har mishandlet hende,« vrissede Beheshta og gav sig til at hale i vognen for at gå videre. Salim og pigerne fulgte med.

»Hvis det er Mazar, I skal til, går I den forkerte vej,« råbte sælgeren og pegede mod nordvest.

De var kun akkurat nået ud af centrum, da store hvide fnug langsomt begyndte at dale fra himlen, og snart dækkede sneen deres overtøj som en ekstra kåbe. Der ville ikke gå lang tid, før sneen gjorde det for tungt for dem at trække vognen, alligevel fortsatte de i flere timer uden at nævne det dårlige vejr.

Der blev længere og længere mellem villaerne, og da disse blev erstattet af beskedne husmandssteder i et goldt landskab, hvor nogle stakkels udsultede geder og æsler sikkert var de eneste husdyr, gjorde de et kort ophold.

»Jeg er sulten,« klynkede Shaista.

»Vi bliver nødt til at fortsætte et stykke endnu,« sagde Salim, »ellers ender det bare med, at vi ikke kan få vognen fri af sneen.«

»Hvad laver I børn dog her så langt hjemmefra?« lød en spinkel kvindestemme bag dem.

Ingen af dem havde hørt hende komme, og de vendte sig forskrækkede, men kun for at blive mødt af et par venlige øjne. Resten af ansigtet lå skjult bag sjalet, som kvinden holdt rundt om sig for at skærme for den tiltagende vind, der blæste sneen ind på hende.

»Vi har brug for et sted at hvile ud,« røg det ud af Salim, før han overhovedet havde fået hilst eller introduceret sig.

»Jamen, kom dog med indenfor,« sagde damen venligt og begyndte at gå tilbage mod sit hus, der lå et par meter højere end vejen.

Ved fælles hjælp gjorde de en sidste indsats for at få skubbet vognen op ad den snedækkede grusvej, hvorefter de stillede sig i læ under taget på den lille veranda foran huset.

Damen, som for nylig var blevet enke, viste sig at være en ældre kvinde, da hendes ansigt kom til syne under sjalet. Hun spurgte, om ikke de var sultne, men da hun opdagede, hvor galt det var fat med Kausar, skyndte hun sig ind for at rede op til hende i sin egen seng.

Det var et beskedent hjem med et par sparsomt møblerede værelser og et lille køkken, hvor enken, efter at de havde båret Kausar i seng, varmede suppe, som allerede stod klar i en gryde, som havde hun på forhånd vidst, at hun ville få gæster. De hængte det våde tøj til tørre foran det åbne ildsted, og Salim sagde, at de måtte af sted igen, så snart tøjet var blevet tørt.

»Hvad er der sket med jeres mor?« spurgte enken efter at have været inde hos Kausar med en portion suppe, som hun naturligvis ikke var i stand til at få i hende.

»Russerne brød ind i vores hus. Vi flygtede og kom først tilbage, da de var væk.«

»Gudskelov,« sagde enken og aede Badria på kinden.

»Nej, vi lod hende i stikken,« sagde Salim sammenbidt.

»Vel gjorde I da ej, min dreng, hvis ikke I var kommet væk, hvordan skulle I så have hjulpet hende bagefter?«

»Tror du, hun overlever?« spurgte Beheshta, som var plaget af en nagende fornemmelse af måske at have overset nogle af sårene, eller ikke at have fået bremset blødningen i underlivet tilstrækkeligt.

»Hvis I tager af sted med hende i den tilstand, hun er i nu, nej, så overlever hun ikke,« sagde enken lavmælt. Der var noget trygt ved at se på hende; alle ansigtets furer og sprækker mindede Beheshta om sin mormor. Hun kunne ikke vente for længe med at komme hjem. For tænk, hvis også russerne var kommet til Mazar-e-Sharif. Tænk, hvis de var brudt ind i smedens hus og havde gjort det samme ved hele familien, som de havde gjort ved Kausar. Eller tænk, hvis de havde slået dem alle sammen ihjel.

»Vi kan ikke vente ret længe med at komme videre,« sagde hun. »Det kan vi altså ikke.«

Sneen udenfor aftog ikke, og Beheshta indså, at der ikke var noget at gøre – de ville ikke engang kunne få trækvognen fra huset og ned til vejen, så højt som sneen nu havde lagt sig. Enken redte op til dem på gulvet i det ene værelse. Selv lagde hun sig på gulvet ved siden af Kausar for at holde øje med hende.

I dagene der fulgte, blev sneen ikke mindre og Kausars tilstand heller ikke bedre. Enken mente dog ikke, at de behøvede at være nervøse.

»Hun har mistet meget blod,« sagde hun. »Og det kan godt tage sin tid at komme på højkant igen, men hun skal nok komme sig.«

Salim huggede brænde i skuret udenfor, og Beheshta tog pigerne med til det nærmeste marked for at købe mel og krydderier. Da der var gået en uge, og Kausar stadigvæk havde lukkede øjne, kunne Beheshta ikke holde ud at vente længere. Billederne af, hvordan hendes mor og søstre blev voldtaget og mishandlet af russerne, hjemsøgte hende flere gange om dagen. Selvom han ikke ønskede at forlade Salim kunne hun heller ikke blive ved med at vente på, at Kausar blev rask nok til, at de alle kunne tage af sted sammen. Tanken om, at det måske allerede var for sent, gjorde det uudholdeligt at blive. Hun blev nødt til at tage i forvejen.

En nat, da hele huset sov tungt, krøb hun tæt ind til Salim og vækkede ham.

»Hvis du virkelig elsker mig,« hviskede hun, »vil du så ikke elske med mig rigtigt?«

»Nu?« spurgte Salim overrasket.

»Ja nu,« hviskede Beheshta og gned sig beslutsomt ind mod ham.

»Ikke før vi er gift,« hviskede han, »det har vi aftalt.«

»Hvis vi alligevel skal giftes, er der ingen andre end dig og mig, som finder ud af, at vi er startet lidt før.«

Salim vidste ikke, hvad han skulle sige. Beheshtas pludselige ihærdighed forvirrede ham. Alle de gange han havde været ved at miste kontrollen, var det hende, som havde holdt strengt på, at de skulle vente, og nu var hun med ét så fast besluttet på det modsatte. Hvordan skulle han dog også kunne vide, at hun den følgende morgen, tidligt, før nogen af de andre var stået op, ville være taget af sted, og at denne gestus var hendes måde at forsøge at holde ham fast på?

Der gik ikke lang tid, før Salim gav efter, og med læberne presset tæt ind mod hendes brød han gennem den mur, der alt for længe havde været imellem dem. En umådelig følelse af frihed og uendelighed bølgede gennem ham, og da de tæt omslyngede faldt i søvn, følte han sig, for første gang siden farens død, befriet for al bekymring.

Da Salim vågnede næste morgen, lå Beheshta ikke ved siden af ham, som hun plejede. Under hovedpuden havde hun lagt et brev, hvor hun forklarede, hvorfor hun var taget af sted. En lang, udførlig beskrivelse fulgte om, hvor i Mazar-e-Sharif smedens hus lå, men hvordan de skulle komme dertil, stod der ikke noget om. Og lige så let og ubekymret, som Salim havde følt sig om natten med arme og ben viklet ind i Beheshtas, lige så tungt sænkede angsten sig nu over ham for, at han aldrig skulle se hende igen.

Den morgen Beheshta forlod enkens hus, var der for første gang et ophold i snevejret, men det var blevet langt koldere, end da de havde forladt Kabul. Hun småløb det første stykke vej, bange som hun var for, at hun ville komme til at fortryde, men jo længere væk hun kom fra huset, desto sværere blev det at fortryde.

Efter kun et par timer frøs hun så meget, at hun begyndte at se sig om efter et sted, hvor hun kunne holde et hvil, men der var ikke andet end det øde, snedækkede landskab, så langt øjet rakte. Hun tænkte på Salim. Det hjalp at tænke på ham; fik hende til at fryse lidt mindre. Hun var øm i underlivet efter natten. Det var en ny følelse. Uanset hvad der skete, ville han altid være hendes, og ingen anden skulle nogensinde få lov til at komme så tæt på hende. Hun forestillede sig, at han gik ved siden af hende gennem sneen – at der kun var de to: Russerne var forsvundet, og der var ikke noget at være bange for længere. Mens de gik, smeltede sneen, og røde valmuer skød op af jorden rundt omkring dem. Solen varmede, og de smed de tykke frakker og lagde sig i græsset for at se op på de tottede skyer og forsvinde ind i hinandens arme.

Da hun langt om længe kom til en lille dunkel beværtning med lave teborde, var Beheshta gennemblødt og så kold om fødderne, at hun ikke kunne mærke sine tæer. En ældre mand med turban på hovedet og en ulden peran tumban skænkede hende et glas te og sagde, at der var kylling og ris i gryderne. Heldigvis var der ikke andre end hende, så hun kunne slappe af og måske få tørret sine støvler og sit overtøj foran ildstedet.

Hun kastede sig over maden, som var det flere døgn siden, hun sidst havde fået noget at spise, og manden skænkede mere te til hende. Da hun havde tømt tallerkenen, satte han sig ned ved siden af hende for at høre, hvor hun kom fra. Beheshta fortalte om sin far i Kabul og om russerne, der havde brudt ind i huset. Hun fortalte om Kausar og rejsen til Mazar-e-Sharif, som hun til sidst havde været nødt til at fortsætte alene. Manden klappede hende på hovedet og forklarede, hvilken vej hun skulle gå for hurtigst at nå frem. Han fortalte også, hvor hun kunne overnatte og spise undervejs.

»Pas på,« sagde han, »for russerne er overalt, og det eneste man kan gøre, er at lystre deres befalinger, hvis man vil have livet i behold.«

I det samme trådte to grønne uniformer ind i beværtningen. De stod som mørke silhuetter i døråbningen, omkranset af det skarpe lys udenfor. Beheshta skævede hen til kroejeren, der stiv som et af de snedækkede, spinkle træer udenfor stirrede på de to soldater med vidt opspærrede øjne.

»Tilhører hun Dem?« spurgte den ene soldat på et ubehjælpsomt dari.

»Ja, det gør hun,« sagde manden.

»Så må De hellere låne os Deres ejendom et par timer, for nu har vi ledt efter ungt kvindfolkekød i timevis, og vi er meget, meget trætte af at kæmpe os gennem snedriverne.«

Den ældre mand så skrækslagent på Beheshta, der nøjedes med at nikke, som havde hun allerede indstillet sig på at lade sig ofre.

»Hun er så ung,« sagde manden.

»Ja, netop,« sagde den ene af russerne. »Det kunne ikke være bedre.«

De tog begge overfrakkerne af og satte sig ned ved siden af Beheshta ved bordet.

»Men først mad,« sagde den ene. »Og drikke,« sagde den anden. »Uden mad og drikke duer helten ikke.« De brød begge to ud i en voldsom latter. Den ældre mand rejste sig og forsvandt duknakket ud af lokalet for at hente mad.

»Du griner slet ikke, lille dame?« sagde den ældste af de to. Han havde et rødt fuldskæg og lysende blå øjne. Det var svært at bedømme hans alder; måske var han i begyndelsen af trediverne, men det var også muligt, at han var ældre. Den anden var ung, måske ikke engang tyve. Han havde et glat ansigt, smalle læber og stålgrå øjne.

»Nu skal vi more os,« sagde den ældste. Den yngste nikkede og fremviste et sæt snavsede tænder.

»Smil,« sagde den ældste og lænede sig over mod Beheshta. Han lugtede stærkt af sprit og sved.

»Ja, smil,« sagde den yngste og gav sig til at vippe med øjenbrynene.

»Smil,« brølede den ældste, så hun blev så forskrækket, at hun nær var kommet til at stikke i et hyl, men i stedet var det, som om usynlige kræfter hev ud i begge hendes mundvige så en underlig, stivnet streg plantede sig midt i hendes ansigt.

»Dygtig pige,« sagde den ældste og klappede hende hårdt på kinden.

»Se, vi morer Deres lille kone, eller datter, eller hvad hun nu er,« sagde han til værten, da han kom tilbage for at servere maden. »Hun har det herligt sammen med os, og det bliver kun endnu sjovere, når De er væk. Ud af huset med Dem. Vi har ikke brug for publikum til vores leg, vel?« Han så spørgende hen på den yngste med et dumt grin om læberne.

»Nej, De må vente udenfor,« sagde den yngste og gjorde tegn med hånden til, at værten skulle gå.

Kroejeren tøvede, og med tunge, træge skridt gik han baglæns hen mod døren, indtil han mødte Beheshtas formanende blik, og han forstod, at hans eneste chance for at overleve var at adlyde soldaterne.

Mens de to russere flåede kødet af kyllingebenene, så både læber og fingre kom til at glinse af fedt, var Beheshta flere gange lige ved at kaste op ved tanken om, at hun havde spist fra den samme gryde som dem. Det simulerede smil blev gradvist udskiftet med en grimasse, der alt for tydeligt afslørede, hvor meget hun væmmedes, indtil den ældre lod en syngende lussing kaste hende ind mod væggen.

»Smil så, din lille luder,« brølede han, så spyt og kyllingerester ramte hendes ansigt. De usynlige kræfter krængede igen mundvigene ud og op, som var læberne et lagen, der blev spilet ud på en tørresnor.

Hvis ikke hun havde forladt enkens hus, var dette aldrig sket. Hun så Kausar for sig; alt det mørke blod, der havde strømmet ud af hende. Salims favntag, væggen han havde brudt ned inden i hende. Hvis ikke hun var taget med faren til Kabul, havde hun aldrig mødt Salim, og hun havde aldrig mødt russerne. Hvis ikke hun var taget med faren, ville han stadigvæk have elsket hende og måske endda være i live endnu.

»Ah, nu er det tid til underholdning. Hvad med en lille dans?« Den yngste gjorde tegn med hånden til, at hun skulle rejse sig. »Dans for os, lille luder.«

Beheshta trådte ud på gulvet og sørgede for at bevare grimassen, så de ikke skulle blive vrede igen. Hun tog et par skridt frem og forsøgte også at bevæge armene, men de var tunge, som hang der lodder fra hver finger, ubevægelige var de, hun kunne slet ikke løfte dem.

»Dans så for os. NU,« skreg den ældste. »Vi vil se traditionel dans, hazaraluderdans, for det er da sådan en, du er, er det ikke, lille skævøjede prinsesse?«

Hun svarede ikke, men spilede smilet endnu mere ud og brugte alle de kræfter, hun havde, på at løfte armene og bevæge håndleddene.

Soldaterne klappede og piftede. »Og så er det tøjet. Af med tøjet, lille hazaraluder, kom så, mens du danser, vis os, hvad du kan.«

Mens Beheshta tog tøjet af, så hun sig selv kaste sig ud fra det højeste punkt på Kabulsletten, dér hvor hun havde stået sammen med faren og set ud over byens lys. Længe svævede hun gennem luften, let som en sommerfuglevinge, usynlig som luften, lykkelig, som når hun lå tæt sammen med Salim, indtil den ældste skubbede hende ned på gulvet og krængede hendes spinkle lår åbne. Hun lukkede øjnene, lukkede munden, lukkede ørerne, så hans stønnende mund mod hendes ansigt kom til at fremstå som et fjernt uvejr et sted ude i horisonten. Alle døre og vinduer var aflåst, kun skodderne udenfor klaprede indimellem mod muren, slog mod hendes hermetisk lukkede verden, men hun kunne ingenting mærke. Indimellem slog han hende i ansigtet og råbte, at hun skulle smile, og så skyndte hun sig at spile læberne så meget ud, som hun kunne, men for hvert af hans stød, des færre kræfter fik han til at tvinge smilet frem på hendes ansigt, og da han med ét skælvede over hele kroppen og klynkede som et lille barn, åbnede hun øjnene og så op mod det blodrøde ansigt, der langsomt sænkede sig ned over hendes bryst.

»Du har gjort det igen,« råbte den yngre og gav sig til at huje og pifte, som var det en fodboldkamp, han havde overværet. »Du har taget en jomfru. Se alt det blod, der er blod over det hele.« Den ældre rejste sig besværet fra lejet og så tilfreds ned på hende.

»Nu skærer din far halsen over på dig eller smider dig ud til hundene, men du ofrede dig for en god sag, og i himlen vil mændene kneppe dig lige så lystigt, som jeg lige har gjort, så du skal ikke bekymre dig, lille skat.«

Den yngre syntes, at det var noget griseri med alt det blod, og nu han ikke kunne få æren for det, foretrak han at gå uden om det.

»Nu kan du være min hund,« sagde han og bad hende rejse sig op på alle fire.

»Kom, lad mig høre dig gø. Som en lille puddel, kender du dem? Du skal gø som en puddel.«

Beheshta forsøgte at fremtvinge noget, der mindede om en hunds bjæffen. Det stillede ham dog langtfra tilfreds, og han slog hende hårdt mod den ene balle, men hun kunne ingenting mærke.

»Jeg sagde, at jeg ville høre dig gø, kom så, dit lille, beskidte, afskyelige bæst, gø så for mig, højt og hysterisk som en lille krøllet puddel.«

Den ældre havde stillet sig foran hendes ansigt med sit slappe køn i hænderne, som han bad hende slikke rent.

»Det er min tur nu,« sagde den yngre hidsigt, »og hun kan ikke gø med dig i munden.«

Den ældre grinede drilsk. »Du glemmer vist, hvem der bestemmer her,« sagde han og jog sit lem langt ind i Beheshtas mund, men i samme øjeblik brækkede hun sig.

»Svin,« råbte han og trak sig ud, hvorefter han slog hende så hårdt med en knytnæve i ansigtet, at hun væltede bagover.

»Lad hende så være,« råbte den yngre. »Det er min tur nu, og jeg vil ikke have mere blod og bræk.«

Beheshta skyndte sig op på alle fire igen, og hun både smilede og gøede og forsøgte i det hele taget alt, hvad hun kunne, for at gøre det godt igen, indtil en smerte, som blev hun skåret op af en kniv, sendte et så skingert skrig ud af hendes mund, at kroværten, som stadigvæk stod udenfor og ventede, sank sammen i sneen, forvisset om, at den unge pige, som han for kun en stund siden havde serveret mad for, nu var død. Han ville flygte, men kom ingen vegne, sank bare mere og mere sammen i snedriven, mens han hørte de to mænd råbe og pifte ad deres egne bedrifter inde i huset.

Beheshta mærkede ikke, hvordan den yngre sønderflåede hendes anus med sit lem, for hun besvimede efter sit første skrig.

Da hun vågnede igen, lå hun i en seng, og en ældre kone sad ved hendes side og fugtede hendes læber med en svamp.

Mere end en måned gik der, før hun var kommet sig nok til at kunne gå ubesværet omkring. Smerten i underlivet havde fortaget sig, og det var lykkedes hende at knuge minderne om det, der var sket, sammen til en lille hård kugle, som når man krøller et brev, man ikke ønsker at genlæse, inden man kaster det i ilden.

Hun var nu fast besluttet på at komme af sted så hurtigt som muligt, for det, der plagede hende allermest, var nervøsiteten for, om Salim kunne være nået frem før hende og i værste fald var blevet afvist ved smedens hus. Da Beheshta ville rejse, hentede kroværten sin bror, der kun boede et par huse væk, og bad ham køre Beheshta gennem Salang-tunnelen i Hindu Kush, så ikke hun behøvede at blaffe sig vej til Mazar-e-Sharif.

Hos Ghulam Sajadi gik alt sin vante gang. Furerne omkring Faheemas mund var muligvis blevet en anelse dybere, og hans kone havde fået tykkere ben, men ellers lignede alt sig selv. Russerne var ganske vist ankommet til byen, men indtil videre havde de ladet smedens hus være, og selvom smeden ikke længere modtog penge fra generalen, klarede de sig og fik stort set mad på bordet hver dag.

Da Beheshta fortalte sin mor, at Abdullah Wahidi var blevet slået ihjel af russerne, rystede Faheema kun på hovedet og vrængede med sine sprukne læber. Og først da mærkede Beheshta et stik af sorg over tabet af faren. Hun fortrød, at hun var taget tilbage. Den tavse Kausar havde været en langt kærligere mor end den forbitrede Faheema, der ikke formåede at vise bare den mindste gensynsglæde. Hun savnede Salim, og selvom alle benægtede, at han havde været der, var hun sikker på, at de løj, og hun følte sig forrådt af dem alle sammen.

Hun havde lyst til at tage tilbage til enkens hus uden for Kabul i håb om at finde Salim og de andre der, eller i det mindste få et praj om, hvor de kunne være taget hen, men der var langt, og vejen var ikke mindre farefuld nu end tidligere. Desuden voksede hendes mave dag for dag. Beheshta ville ikke indse, at hun var gravid, før den morgen smeden meddelte, at han havde fundet en mand til hende, som indvilligede i at gifte sig med hende på trods af omstændighederne. Hvis det var en søn, hun ventede, var han også gået med til at beholde barnet og tage sig af det, men hvis det var en datter, måtte de sætte det ud, for det havde han ikke råd til.

»Du er heldig,« sagde Ghulam Sajadi og aede sit barnebarn på kinden.

»Jeg vil giftes med Salim,« sagde Beheshta bestemt.

»Salim kommer ikke,« sagde smeden. »Vi godtager ikke blodskam i vores familie, og du skal bare være glad for, at nogen overhovedet vil have dig.«

»Han har været her,« råbte Beheshta og kastede sig ned på jorden. »Jeg ved, han har været her. Du ved, han er min bror, nogen har fortalt dig det hele. Han har været her. Du lyver.«

Smeden rystede på hovedet, men sagde ingenting, og tre uger senere var Beheshta blevet gift med en fattig skomager. Det eneste, hun havde tilbage af Salim, var det barn, hun bar i maven.