6

23. JUNI 1996, SAROMASØEN, HOKKAIDO

Ingen slog længere i bordet eller
kastede med glas

Har du nogensinde løbet hundrede kilometer på en dag? Størstedelen af verdens befolkning (hvis de da er nogenlunde ved deres fulde fem) har aldrig gjort sig den erfaring. Intet fornuftigt menneske kaster sig ud i så dumdristigt et foretagende. Jeg har kun gjort det én gang, da jeg fuldførte et 100 kilometerløb, der varede fra morgen til aften. Det var fysisk meget hårdt, og i lang tid efter havde jeg ikke lyst til at løbe igen, så jeg gør det nok aldrig mere, men man kan aldrig vide. Måske har jeg alligevel ikke taget ved lære og ender med at tage udfordringen op og deltage i endnu et ultramaraton. Ingen ved, hvad morgendagen bringer.

Når jeg ser tilbage på det løb, må jeg erkende, at det har haft stor betydning for mig som løber. Jeg ved ikke, om det giver nogen særlig mening at løbe hundrede kilometer alene, men som en handling, der afviger væsentligt fra det normale, og dog alligevel er såre menneskelig, kan det måske føre til en særlig bevidsthedsmæssig erkendelse. Den kan så tilføre den enkeltes selvforståelse nogle nye elementer, hvilket kan resultere i, at den enkeltes liv skifter både farve og form i større eller mindre grad og på godt eller på ondt. Den slags forandringer oplevede jeg i hvert fald.

Det følgende bygger på nogle notater, jeg skrev ned få dage efter løbeturen for ikke at glemme noget. Når jeg her ti år efter læser det igen, genkalder jeg mig knivskarpt mine tanker og følelser fra dengang, og når du læser det, vil du måske også kunne fornemme, hvilke gode og mindre gode erfaringer, jeg tog med mig fra dette rædsomme løb. Eller også vil du måske bare sige: “Det der forstår jeg simpelthen ikke.”

•

Det hundrede kilometer lange ultramaraton ved Saromasøen på Hokkaido finder sted hvert år i juni måned, hvor der i modsætning til resten af Japan ikke er regntid. Den tidlige sommer på Hokkaido er en dejlig årstid, men Saromasøen ligger højt mod nord, og der er stadig længe til, det bliver rigtig sommer. Når løbet starter tidligt om morgenen, er det stadig bidende koldt, og man er nødt til at have temmelig meget tøj på for ikke at fryse. Når solen stiger på himlen, bliver kroppen gradvist opvarmet, og løberne smider tøjet, det ene lag efter det andet, som insekter i metamorfose. Jeg beholdt handskerne på til det sidste, men frøs ellers med anstand i min ærmeløse T-shirt. Havde det regnet, ville jeg virkelig være blevet kold, men selvom det var overskyet hele dagen, faldt der heldigvis ikke en dråbe regn.

Man løber rundt om Saromasøen, der ligger ud til Det Ochotske Hav. Først når man sådan løber turen, går det op for en, hvor vanvittig stor søen er. Starten udgår fra Yubetsu, en by på den vestlige side af søen, og målstregen er i byen Tokoro (nu kaldet Kitami) på den østlige bred. Den sidste del af ruten (fra femogfirs kilometer til otteoghalvfems kilometer) går gennem naturparken Saromako Wakka, en lang, smal og meget stor park, som følger kysten. Selve ruten er – hvis man altså har overskud til at nyde den – utrolig smuk. Der er ingen trafikregulering, men eftersom der er uhyre få biler og mennesker i det hele taget, er det faktisk ikke nødvendigt. Langs vejen græsser køerne fredeligt og udviser næsten ingen interesse for os, der løber forbi. De har travlt med at æde græs og har ikke tid til at tage sig af en flok excentriske mennesker, der foretager sig vanvittige handlinger, ligesom vi ikke har overskud til at tage os af, hvad de laver. Efter de første toogfyrre kilometer er der tidskontrol for hver tiende kilometer, og når man ikke disse kontrolposter inden for en fastsat tidsgrænse, bliver man automatisk diskvalificeret. Hvert år bliver rigtig mange løbere diskvalificeret; der vises ingen nåde i dette løb. Jeg er rejst næsten helt op til den nordligste spids af Japan for at løbe og har ikke lyst til at blive diskvalificeret undervejs, så jeg vil gøre alt for at nå det inden for tidsgrænserne.

Dette løb er et af Japans pionerultramaratonløb. Hele arrangementet er lydefrit og effektivt organiseret af lokale folk, og det er en fornøjelse at deltage.

Der er ikke meget at sige om de første femoghalvtreds kilometer af løbet indtil den første rastestation. Jeg løb bare tavst af sted, og det adskilte sig ikke særlig meget fra min sædvanlige søndagsmorgentur. Hvis jeg kunne holde et tempo, hvor jeg løb en kilometer på seks minutter, ville jeg kunne løbe de hundrede kilometer på ti timer. Hvis jeg medregnede tid til hvileog spisepauser, regnede jeg med at kunne løbe turen på under elleve timer (senere måtte jeg sande, at det var meget naivt tænkt).

Efter toogfyrre kilometer var der et skilt, hvor der stod ‘En fuld maratondistance’, og der var tegnet en hvid streg hen over vejen. Jeg overdriver måske lidt, når jeg siger, at det gøs i mig, da jeg løb over den, men det var første gang i mit liv, jeg skulle løbe over toogfyrre kilometer. For mig var det som at krydse Gibraltarstrædet, fra nu af var jeg i ukendt farvand og anede ikke, hvad der ventede mig, eller hvilke skabninger der levede der. På sin egen beskedne måde var min ærefrygt nok ikke mindre end den, gamle dages sømænd må have følt.

Efter jeg havde krydset stregen og nærmede mig de halvtreds kilometer, fornemmede jeg en let forandring i kroppen, som om musklerne i mine ben stivnede, og jeg var sulten og tørstig. Jeg besluttede at drikke vand ved alle væskedepoterne, også selvom jeg ikke var tørstig, men alligevel blev tørsten ved med at følge mig som en ond skæbne, en dyster nattens dronning. Jeg følte mig lettere ængstelig. Jeg havde kun gennemført halvdelen af løbet, så ville jeg overhovedet kunne løbe hundrede kilometer, hvis jeg allerede havde det sådan?

Ved femoghalvtreds kilometerposten skiftede jeg til frisk tøj og spiste det lette måltid mad, min kone havde lavet til mig. Nu hvor solen stod højere på himlen, steg temperaturen, så jeg skiftede mine halvlange shorts ud med korte og tog en ren, tør T-shirt på. Jeg skiftede også mine New Balance ultramaraton-løbesko (ja, tro det eller ej, den slags findes faktisk) i størrelse otteogtredive en halv til et par i størrelse niogtredive. Mine fødder var hævede, og det var nødvendigt at skifte til et større nummer. Det var overskyet hele tiden, og solen trængte ikke igennem, så jeg besluttede at smide kasketten, der skulle beskytte mig mod solen. Den skulle også have holdt mit hoved varmt, hvis det blev regnvejr, men som det så ud nu, ville det næppe begynde at regne. Det var hverken for varmt eller for koldt, alt i alt ideelle forhold til et langdistanceløb. Jeg slubrede to pakker energigelé i mig, drak en masse vand og spiste noget brød med smør og en småkage. Jeg lavede nogle grundige strækøvelser på græsplænen og sprayede mine lægge med et antiinflammatorisk middel. Derefter vaskede jeg sved og snavs af ansigtet og gik på toilettet.

Jeg holdt nok pause i en ti minutters tid, men jeg satte mig ikke ned én eneste gang. Jeg vidste, det ville blive svært at komme op igen og løbe videre, hvis jeg gjorde det, så det undgik jeg bevidst.

“Kan du klare det?” blev jeg spurgt.

“Ja, det går,” svarede jeg kortfattet, orkede ikke andet.

Efter at have drukket noget vand og strakt ud begav jeg mig ud på vejen igen. Der var femogfyrre kilometer tilbage, og nu gjaldt det bare om at blive ved med at løbe, til jeg nåede i mål. Men så snart jeg begyndte at løbe igen, kunne jeg mærke, at der var noget, der ikke fungerede. Mine benmuskler var stive som gammel, hård gummi. Jeg havde stadig masser af energi, min vejrtrækning var regelmæssig, kun benene ikke ville lystre. Viljen til at løbe var i den grad til stede, men mine ben var åbenbart af en anden mening.

Jeg opgav at fokusere på mine ulydige ben, koncentrerede mig i stedet for om min overkrop og om at løbe på en anden måde. Jeg svingede med armene, så overkroppen kom i bevægelse, og denne bevægelse forplantede sig til underkroppen. Ved at udnytte denne kraft kunne jeg skubbe begge ben fremad (hvilket godt nok resulterede i hævede underarme efter løbet). Selvfølgelig kunne jeg kun løbe meget langsomt på den måde, og mit tempo kunne sammenlignes med hurtig gang. Men stille og roligt, som om det gik op for dem, hvad deres opgave var, eller også havde de bare accepteret deres skæbne, begyndte musklerne i mine ben at opføre sig normalt, og jeg var i stand til at løbe nogenlunde, som jeg plejer. Heldigvis.

Selvom mine ben begyndte at fungere igen, var det frygtelig pinefuldt at løbe fra femoghalvtreds kilometerposten til femoghalvfjerds kilometerposten. Jeg følte mig som et stykke oksekød, der langsomt blev kørt gennem en kødhakker. Jeg havde viljen til at bevæge mig fremad, men min krop gjorde modstand. Det var som at køre op ad bakke i en bil med håndbremsen trukket. Min krop var ved at gå op i limningen, og snart ville den falde fra hinanden. Der var ikke mere olie på, skruerne løsnede sig, gearet var ude af hak og farten for hastigt nedadgående, og jeg blev hele tiden overhalet. En lille spinkel dame på omkring halvfjerds løb også forbi mig og råbte: “Hold ud!” Jeg var virkelig på den, hvad skulle det ikke ende med? Der var stadig fyrre kilometer tilbage.

Under løbet fik jeg på skift ondt forskellige steder. Først gjorde højre læg vildt ondt, så flyttede smerten sig op i højre knæ og derfra videre til venstre lår og så videre til hver eneste del af min krop, som hver for sig højlydt beklagede sig. Alle kropsdele skreg og brokkede sig, jamrede og protesterede. De havde heller aldrig før prøvet at løbe hundrede kilometer, og alle havde en dårlig undskyldning for at stoppe. Jeg forstod dem, men jeg ønskede bare, at de ville holde ud, holde mund og blive ved med at løbe. Ligesom Danton og Robespierre forsøgte at overtale den oprørte og utilfredse revolutionsdomstol, prøvede jeg efter bedste evne at overtale hver enkelt del af min krop til at samarbejde. Jeg forsøgte mig med opmuntring, bønner, smiger, skældud og inspiration. Bare lidt længere. I må ikke svigte mig nu. Men hvis man tænker over det – og det gjorde jeg – så endte både Danton og Robespierre med at få hovedet hugget af.

Ikke desto mindre lykkedes mig på en eller anden måde, med sammenbidte tænder og ved hjælp af ethvert tænkeligt middel, at tilbagelægge tyve smertelige kilometer.

“Jeg er ikke et menneske. Jeg er en maskine, og fordi jeg er en maskine, behøver jeg ikke mærke noget. Jeg skal bare blive ved,” gentog jeg for mig selv. Jeg tænkte ikke på andet, og det var det, der fik mig igennem. Havde jeg været et menneske af kød og blod, ville jeg være faldet om af smerte. Der var helt klart en skabning kaldet ‘mig’ til stede og sammen med den min bevidsthed, mit selv, men jeg tvang mig til at tænke, at det lige nu bare var hensigtsmæssige former. Det var en underlig måde at tænke på, og det føltes underligt. En bevidsthed, der forsøgte at benægte sin egen eksistens. Jeg var bare nødt til at finde et sted uden liv. Instinktivt vidste jeg, at det var den eneste måde at overleve på.

“Jeg er ikke et menneske. Jeg er en maskine, og fordi jeg er en maskine, behøver jeg ikke mærke noget. Jeg skal bare blive ved.”

Jeg gentog disse ord inde i hovedet igen og igen som et mantra, og det var i bogstaveligste forstand en mekanisk gentagelse. Jeg gjorde mig umage for at gøre den verden, jeg opfattede, så begrænset som mulig. Jeg så kun jorden tre meter frem foran mig, ikke længere. Min verden var begrænset til de tre meter, der lå lige foran mig. Længere var det ikke nødvendigt at tænke. Alt andet var uvedkommende, himlen, vinden, markerne, de græssende køer, tilskuerne, deres råb, søen, romanerne, virkeligheden, fortiden og minderne. Hele min eksistens som menneske, nej, maskine, handlede kun om at nå de næste tre meter frem.

Hver femte kilometer standsede jeg ved en post og drak vand. Hver gang jeg stoppede, gjorde jeg nogle hurtige strækøvelser. Mine muskler var hårde som ugegammelt cafeteriabrød og føltes ikke længere som mine. Et sted kunne man få saltede blommer, og jeg tog en. Aldrig havde jeg troet, at en saltet blomme kunne smage så godt. Smagen af salt og eddike bredte sig i munden og ud til hele kroppen.

Det havde måske været klogere at gå i stedet for at tvinge sig selv til at løbe. Det var der mange, der gjorde. De hvilede benene, mens de gik. Men jeg gik ikke én eneste gang. Jeg standsede mange gange for at strække ud, men jeg gik ikke. Jeg var ikke kommet for at gå, men for at løbe. Kun derfor havde jeg fløjet den lange vej helt op til det nordligste Japan. Og selvom jeg løb nok så langsomt, agtede jeg i hvert fald ikke at gå. Det var reglen. Brød jeg først den, ville jeg bryde mange flere, og så ville det blive næsten umuligt at gennemføre løbet.

Og på den måde, ved udholdenhed og atter udholdenhed, fortsatte jeg med at løbe, og da jeg nåede de femoghalvfjerds kilometer, var det, som om jeg slap igennem. Eller sådan havde jeg det. Jeg kan ikke finde noget bedre ord for det. Det var, som om jeg var løbet direkte igennem en mur. Jeg husker ikke præcist, hvornår det skete, for da det gik op for mig, var jeg allerede ovre på den anden side. Pludselig var jeg kommet igennem. Jeg anede ikke, hvilken logik, proces eller fornuft der lå bag, jeg vidste bare, jeg var kommet igennem.

Herefter behøvede jeg ikke mere tænke noget særligt. Eller rettere sagt, så behøvede jeg ikke længere bevidst at forsøge ikke at tænke på noget. Jeg skulle bare lade mig flyde med strømmen, så ville jeg automatisk nå frem. Hvis jeg overgav mig, ville en ukendt kraft ganske naturligt skubbe mig fremad.

Selvfølgelig er det fysisk hårdt at løbe i så lang tid, men på det tidspunkt var selve trætheden ikke det store problem. Jeg havde accepteret udmattelsen som en naturlig tilstand. Mine muskler, der ellers havde været en oprørt revolutionsdomstol, var holdt op med at brokke sig. Der var ikke længere nogen, der slog i bordet eller kastede med glas. Mine muskler accepterede tavst udmattelsen som en historisk nødvendighed, et uundgåeligt resultat af revolutionen. Jeg svingede rytmisk mine arme frem og tilbage og satte automatisk det ene foran det andet, som om jeg var forvandlet til en mekanisk skabning. Jeg tænkte intet, følte intet. Pludselig gik det op for mig, at den fysiske smerte var forsvundet. Eller også var den bare stuvet væk i et hjørne ligesom et hæsligt møbel, man ikke kan slippe af med.

Efter således at være sluppet igennem løb jeg forbi en masse andre løbere. Lige omkring de femoghalvfjerds kilometer (var man ikke nået hertil på under otte timer og femogfyrre minutter, blev man diskvalificeret), begyndte mange løbere i modsætning til mig selv at løbe langsommere, og nogle få opgav endda helt at løbe og begyndte at gå. Fra det punkt og frem til målstregen løb jeg nok forbi omkring tohundrede løbere. I hvert fald talte jeg mindst tohundrede, og jeg blev selv kun overhalet bagfra en eller to gange. Jeg talte dem udelukkende, fordi jeg ikke havde andet at lave. Midt i den ekstreme udmattelse, som jeg havde accepteret helt og fuldt, var jeg trods alt i stand til at løbe videre, og jeg kunne ikke forlange mere i hele verden.

Jeg fungerede på autopilot, og havde nogen bedt mig om at løbe mere end de hundrede kilometer, havde jeg sikkert gjort det. Det var meget mærkeligt, og til sidst vidste jeg knap nok, hvem jeg var, eller hvad jeg lavede. Denne mærkelige tilstand burde nok have gjort mig bekymret, men det gjorde den ikke. På det tidspunkt var det at løbe blevet metafysisk. Først kom det at løbe, siden kom jeg selv. Jeg løb, altså var jeg.

Hver gang jeg er ved at have afsluttet et maraton, tænker jeg ikke på andet end at nå i mål hurtigst muligt. Jeg kan simpelthen ikke tænke på andet, men sådan havde jeg det ikke denne gang. For mig var afslutningen på dette hundrede kilometer lange løb blot en midlertidig markering uden betydning. Det er det samme med livet. Bare fordi det har en ende, har det ikke nødvendigvis nogen mening. En afslutning bliver udelukkende sat som en tidsmæssig begrænsning eller en indirekte metafor for vores værens forgængelighed. Det lyder vist temmelig filosofisk, men sådan var det ikke tænkt på det tidspunkt. Da var det end ikke formuleret i ord, men blot en fysisk fornemmelse.

Den følelse blev endnu stærkere, da jeg nåede frem til det sidste stykke af ruten gennem den botaniske have på den lange, lange halvø. Mit løb var nu nærmest en meditativ tilstand. Landskabet langs kysten var smukt, og jeg mærkede den salte vind fra Det Ochotske Hav. Det var ved at være aften (løbet var startet tidligt om morgenen), luften havde en særlig form for klarhed, og her i den tidlige sommer kunne man lugte det frodige græs. Jeg så flere ræve samle sig inde på markerne. De betragtede nysgerrigt løberne. Tætte skyer, fulde af betydning, dækkede himlen og ledte tanken hen på et engelsk landskabsmaleri fra det nittende århundrede. Ikke en vind rørte sig. Alle omkring mig fortsatte tavse hen mod målet. Det fyldte mig med en stille glæde at være iblandt dem. Jeg trak vejret ind og åndede ud igen. Min vejrtrækning lød ikke anstrengt. Stille og roligt trak jeg vejret ind og åndede ud igen. Mit tavse hjerte trak sig sammen og udvidede sig igen og igen, helt regelmæssigt. Som smedens blæsebælge trak mine lunger trofast frisk ilt ind i min krop. Jeg fornemmede mine organer og lyttede til deres lyde. Det hele fungerede perfekt. Tilskuerne langs ruten råbte til os: “Hold ud, der er ikke ret langt igen!” Men deres råb gik som en usynlig brise direkte igennem mig. Jeg kunne mærke dem komme ud på den anden side af mig.

Jeg var mig, og samtidig var jeg det ikke. En stille, næsten åndeløs følelse. Min bevidsthed betød ikke længere noget. Jeg ved godt, jeg er forfatter, og i den sammenhæng er min bevidsthed vigtig. Uden bevidsthed vil jeg aldrig mere kunne skrive en fortælling af betydning. Men det lå mig slet ikke på sinde. Bevidstheden betød ikke noget mere.

Jeg var overlykkelig, da jeg løb over målstregen i byen Tokoro. Selvfølgelig er jeg altid glad, når jeg når i mål efter et langt løb, men denne gang blev jeg virkelig varm om hjertet og stødte min knyttede næve op i luften. Klokken var atten minutter i fem om eftermiddagen, og der var gået elleve timer og toogfyrre minutter, siden jeg startede.

For første gang i en hel dag satte jeg mig på jorden, tørrede sveden af med et håndklæde, drak alt det vand, jeg kunne få i mig og løsnede snørebåndene på mine sko. Mens det langsomt blev mørkt omkring mig, strakte jeg omhyggeligt mine ankler. Det var ikke så meget stolthed som en fornemmelse af at have udrettet noget, der vældede op i mig. Jeg følte en personlig glæde og lettelse over, at jeg havde indladt mig på noget risikabelt og havde haft kræfter nok til at holde ud og gennemføre det. Lettelsen var stærkere end glæden. Det føltes, som om en hård knude inde i mig langsomt opløstes, og jeg havde ikke engang vidst, at den fandtes.

•

Umiddelbart efter løbet omkring Saromasøen kunne jeg kun gå ned ad trapper meget langsomt, mens jeg klamrede mig til gelænderet. Benene rystede under mig og kunne knap nok bære min vægt. Efter nogle dage gik det dog bedre, og jeg kunne gå normalt op og ned ad trapper igen. Der var ingen tvivl om, at mine ben gennem årene havde vænnet sig til at løbe lange distancer. Det største problem var, som allerede nævnt, mine arme. Jeg havde svinget dem kraftigt frem og tilbage for at støtte mine trætte benmuskler, og dagen efter løbet svulmede mit højre håndled op og blev rødt og ømt. I de mange år, jeg har løbet maraton, var det første gang, det var armene og ikke benene, der voldte problemer.

Det lange løb påvirkede mig dog langt mere psykisk end fysisk og efterlod mig nærmest apatisk. Jeg havde det, som og jeg var blevet svøbt i et tyndt lag cellofan, en tilstand, jeg vælger at kalde for runner’s blue (selvom det ikke føltes blåt, men snarere mælkeagtigt hvidt). Efter ultramaratonet mistede jeg fuldstændig den lidenskab, jeg ellers altid havde haft for at løbe. Selvfølgelig var udmattelse en del af årsagen, men det var ikke det alene. Min tidligere lyst til at løbe var ikke længere til at få øje på. Jeg ved ikke hvorfor, men det var ikke til at se bort fra, at noget i mig havde forandret sig, og jeg begyndte at løbe sjældnere, og distancerne blev markant kortere.

Jeg blev ved med at løbe et maraton om året. Og jeg behøver næppe sige, at man ikke kan gennemføre et maraton, hvis man kun går halvhjertet op i det, så jeg trænede seriøst, og gik helhjertet op i det, når jeg deltog. Men det var absolut ikke mere end lige akkurat ‘godt nok’. Der var noget, som havde taget plads i mig. Det var ikke bare min løbegejst, der var forsvundet, for samtidig med, at jeg havde mistet den, var noget andet opstået i mig som løber. Det måtte være denne proces med at miste noget og få noget andet i stedet, der havde udløst den for mig så uvante runner’s blue.

Men hvad var dette nye inde i mig? Jeg kan ikke finde det præcise ord for det, men det, der kommer tættest på, er nok resignation. Hvis jeg må overdrive lidt, kan man måske sige, at jeg ved at løbe hundrede kilometer, var trådt ind ‘et nyt sted’. Efter de første femoghalvfjerds kilometer, hvor min udmattelse pludselig forsvandt, trådte jeg ind i et mentalt tomrum, der på en måde kan kaldes filosofisk eller religiøst. Det var, som om noget havde tvunget mig til at se ind i mig selv, og min ellers så positive indstilling til det at løbe, uanset hvad det måtte koste, var forsvundet.

I virkeligheden tillægger jeg det nok alt for stor betydning; måske var jeg bare blevet træt af at løbe. Måske havde jeg løbet alt for længe og alt for mange og lange distancer. Jeg var jo også sidst i fyrrerne og stod over for den ubestridelige kendsgerning, at jeg var blevet ældre og mine kræfter mindre. Måske var det gået op for mig, at jeg havde toppet rent fysisk. Eller også var jeg deprimeret (ja, hvad ved jeg), fordi jeg ganske enkelt oplevede noget i stil med en mandlig overgangsalder. Eller det var alle disse elementer i en stor pærevælling, som havde skabt denne ubestemmelige, negative cocktail. Da jeg selv var involveret, kunne jeg ikke analysere det eller forstå det objektivt og valgte altså at kalde det for runner’s blue.

Der er ingen tvivl om, at jeg var utroligt glad for at gennemføre det ultramaraton, og det gav mig en særlig selvtillid. Jeg er stadig glad for, jeg gjorde det, selvom det havde eftervirkninger. I lang tid efter var jeg ude for en løbemæssig nedgang (ikke at jeg havde en strålende fortid som løber, men alligevel…), og hver gang jeg løb et maraton, blev min tid dårligere. Træning og løb flød mere eller mindre sammen og endte med bare at være en rituel gentagelse, det greb mig ikke, som det havde gjort tidligere, og det var, som om jeg producerede mindre adrenalin under et løb end før. Det var måske også derfor, at min interesse pludselig skiftede til triatlon, og jeg blev helt vild med at spille squash henne i træningscenteret. Min livsstil ændrede sig gradvist, og jeg følte ikke mere, at alt her i livet gik ud på at løbe (hvilket vel er meget naturligt), og der opstod en dyb mental kløft til det at løbe, hvilket kan minde lidt om den følelse man får, når en stormende forelskelse begynder at lægge sig.

I dag er jeg endelig næsten sluppet ud af denne runner’s blue, der i lang tid har ligget omkring mig som en tåge. Jeg er ikke helt ude af den, men jeg føler, at noget nyt er på vej. Når jeg skal ud på min morgenjoggingtur og tager løbeskoene på, kan jeg mærke noget røre på sig. Det bevæger sig i luften omkring mig og inde i mig, og jeg vil værne omhyggeligt om denne lille spire. Jeg retter al min koncentration mod min krop for ikke at overhøre den mindste lyd, overse det mindste skift i landskabet eller miste orienteringen.

For første gang i meget lang tid går jeg virkelig op i at løbe hver dag og træne til det næste maraton. Jeg har slået op på en ny side, åbnet en ny flaske blæk og prøver nu at skrive noget nyt. Jeg kan ikke give nogen god forklaring på, hvorfor jeg pludselig igen føler, at det er storslået at løbe. Måske har det vakt gamle følelser i mig, at jeg er vendt tilbage til Cambridge og Charles River. Måske er mindet om dengang, hvor jeg var dybt opslugt af at løbe og nød det i fulde drag, blevet vakt til live igen ved at vende tilbage til de gamle steder. Eller også har det bare været et spørgsmål om tid. Måske var det nødvendigt med en indre tilpasning, og den tid, der skulle til, er nu ved at være gået.

Som tidligere beskrevet tænker jeg som de fleste forfattere ved at skrive. Jeg skriver ikke ned, hvad jeg tænker, men tænker, mens jeg skriver. Mine tanker tager form under skrivningen, og en gennemskrivning uddyber dem yderligere. Nogle gange kan jeg dog skrive nok så meget uden at nå frem til en konklusion og gennemskrive min tekst nok så mange gange uden at nå frem til målet, og det er det her et godt eksempel på. Jeg kan kun komme med forskellige hypoteser eller parafrasere mine spørgsmål. Eller også skulle jeg måske bare finde en analog til problemets struktur.

Hvis jeg skal være ærlig, så fatter jeg ikke årsagen og problemet bag min runner’s blue, lige så lidt som jeg forstår, hvorfor denne tilstand nu er ved at forsvinde. Jeg kan simpelthen ikke forklare det endnu. Jeg kan bare sige, at sådan er livet. Og der er nok ikke andet at gøre end at acceptere det, selvom vi ikke forstår det, ligesom vi er nødt til at acceptere skattetrykket, tidevandet, John Lennons død, og når dommerne dømmer forkert i verdensmesterskaberne i fodbold.

Jeg føler dog, at tiden er gået, og at en cyklus er afsluttet. Det er igen blevet en positiv og nødvendig del af min hverdag at løbe. I de sidste fire måneder har jeg løbet hver dag. Ikke længere som en mekanisk gentagelse eller en obligatorisk ceremoni. Min krop trænger simpelthen til at komme ud på vejene og løbe, ligesom den trænger til saftig, frisk frugt, når den er udtørret. Jeg glæder mig til New York City Marathon 6. november. Jeg glæder mig til at se, om jeg kan lægge hele min sjæl i løbet, og jeg glæder mig til resultatet.

Det handler ikke så meget om, hvor hurtigt jeg kan løbe. Uanset hvor meget jeg anstrenger mig, vil jeg aldrig kunne løbe som før i tiden. Den kendsgerning har jeg accepteret. Jeg vil ikke sige, at jeg er glad for det, men sådan er det, når man bliver ældre. Ligesom jeg har min rolle at spille, har tiden sin. Og tiden gør sin pligt meget mere samvittighedsfuldt og ufejlbarligt, end jeg nogensinde har gjort min. Lige siden tidernes morgen (hvornår det så var), har tiden bevæget sig fremad uden det mindste ophold. Et af de privilegier, man har, når man ikke er død ung, er netop den velsignede ret til at blive gammel. Aldringens glorværdighed venter os, og den kendsgerning kan vi lige så godt vænne os til.

Det vigtigste er ikke at konkurrere med tiden. Nu skal det mere handle om at afslutte de toogfyrre kilometer tilfredsstillende for mig selv og nyde det så meget som muligt. Jeg vil rigtig smage på det, der ikke kan sættes tal på, og værdsætte det, og så vil jeg søge efter en lidt anden slags stolthed end tidligere.

Jeg er ikke nogen sorgløs dreng, som udelukkende fokuserer på at slå rekorder, eller en mekanisk maskine. Jeg er bare en forfatter (og vist en af de temmelig ærlige), som kender sine begrænsninger og gerne vil bevare sine evner og vitalitet længst muligt.

Der er en måned til New York City Marathon.