7

30. OKTOBER 2005, CAMBRIDGE, MASSACHUSETTS

Efterår i New York

I over ti dage faldt en kold regn over New England, som om selv vejret begræd Boston Red Sox’ nederlag i omkampen (de tabte hver eneste kamp til Chicago White Sox i Sox mod Sox-turneringen). Det var efterårets første længere regnperiode. Snart regnede det voldsomt, snart blødt med kortvarige tænkepauser, men uden på noget tidspunkt at klare op. Over hele horisonten var himlen dækket af et tykt, gråt skydække, der er så karakteristisk for egnen. Som den ubeslutsomme type faldt regnen stille og vedvarende for så pludselig at tage sig sammen og begynde at styrte ned. Der var oversvømmelser i flere byer fra New Hampshire til Massachusetts, og der var mange steder, hvor hovedvejen styrtede sammen (hvad jeg selvfølgelig ikke giver Red Sox skylden for). Jeg havde nogle opgaver på et universitet i Maine og tog i den sammenhæng op til det nordlige New England, og det eneste, jeg husker, er køreturen i den uophørligt faldende, dystre regn. Hvis man ser bort fra den værste vintertid, er det dejligt at rejse i dette område, men denne tur var der intet formildende ved. Sommeren var lige overstået, og det var for tidligt til efterårets farver. Det styrtede ned, og vinduesviskerne på udlejningsbilen virkede ikke ordentligt, så jeg vendte totalt udmattet tilbage til Cambridge sent om aftenen.

Søndag den 9. oktober deltog jeg i et tidligt morgenløb, og selvfølgelig regnede det også den morgen. Det var et halvmaraton, som afholdes hvert år på denne tid af Bostons Atletikforening, der også arrangerer Boston Marathon om foråret. Løbet starter ved Roberto Clemente Field nær Fenway Park, passerer Jamaica Pond og går så tilbage gennem Franklin Park Zoo for at slutte, hvor det starter. I år var der 4.500 deltagere.

Jeg deltog for at varme op til New York City Marathon, så jeg brugte kun firs procent af min energi under løbet lige bortset fra de sidste tre kilometer, hvor jeg lagde alle kræfter i. Det er faktisk ikke så nemt at holde igen. Man er omgivet af andre løbere, som ansporer en til at lægge flere kræfter i, selvom man ikke vil. Det er dejligt at sætte i gang sammen med mange andre, når ordet “start!” lyder, og før man ved af det, vågner kampinstinktet. Men jeg holdt ud og holdt igen, så jeg kunne spare på kræfterne og tage dem med mig i flyet til New York.

Jeg løb på 1 time og 55 minutter, nogenlunde som jeg havde regnet med. De sidste kilometer satte jeg farten op og overhalede omkring hundrede løbere og kom i mål med masser af kræfter i behold. Det var en kold søndag, hvor støvregnen lå som en tåge over det hele lige fra start til slut. Mens jeg løb hen ad vejen med nummer på brystet og de andre løberes åndedræt i ørerne, tænkte jeg, at nu var løbesæsonen endelig i gang. Adrenalinen pumpede rundt i kroppen, og for mig, der er vant til at løbe alene og i tavshed, var det en opmuntrende fornemmelse. Ved at deltage i dette løb kunne jeg få en fornemmelse af, hvilket tempo jeg skulle holde i den første halvdel af det kommende maraton, men hvordan det så ville gå med den sidste halvdel, kunne jeg ikke sige noget om; det måtte tiden vise.

Når jeg træner normalt, løber jeg i perioder ofte et halvt maraton, og mange gange løber jeg endda længere, så løbet var overstået, før jeg vidste af det. Var det virkelig det hele? Men godt det samme, for havde jeg været udmattet efter et halvt maraton, ville et fuldt maraton blive det rene helvede. De fleste af løberne omkring mig var hvide og kvinder. Gad vide, hvorfor der var så få minoriteter, der deltog?

Det blev ved med at regne og regne, og jeg skulle ud på flere arbejdsrelaterede rejser, så i en periode kunne jeg ikke få løbet så meget, som jeg havde regnet med. Det var dog ikke noget stort problem ikke at løbe så meget, når New York City Marathon var så tæt på. Faktisk er det en fordel at slappe af op til et stort løb, hvilket jeg godt ved, men det kan være svært ikke at lade sig rive med og løbe alligevel. Regnen gjorde det lettere at give op på forhånd, så noget godt kom der ud af det vejr.

Problemet var bare, at mit knæ var begyndt at gøre ondt, selvom jeg næsten ikke løb. Som de fleste problemer her i livet, kom det også meget pludseligt. Da jeg forlod min lejlighed den 17. oktober om morgenen og gik ned ad trappen, knækkede højre knæ pludselig sammen under mig, og når jeg drejede benet i en bestemt vinkel, gjorde det usædvanligt ondt i knæskallen. Det var ingen almindelig smerte, pludselig føltes benet ustabilt, og jeg kunne ikke lægge vægten på det. Her kunne man virkelig tale om at blive blød i knæet. Jeg klamrede mig til gelænderet ned ad trappen.

Det var måske udmattelsen efter min ihærdige træning, der pludselige stak hovedet frem nu, hvor temperaturen var faldet så brat. Sommervarmen havde varet til først i oktober, men den ugelange regnvejrsperiode havde pludselig bragt efteråret til New England. Indtil for nylig havde jeg haft airconditionanlægget tændt, men nu peb den kolde blæst gennem byen, og man så tegn på efterårets komme overalt. Jeg måtte skynde mig at finde de varme trøjer frem fra skufferne. Selv egernene så ikke længere så afslappede ud, men pilede rundt og samlede forråd ind. Min krop reagerer altid på disse årstidsskift. Det skete aldrig, da jeg var ung, men nu bliver jeg især påvirket af kulde og fugt.

Hvis man er langdistanceløber og træner hårdt hver dag, er knæene ens svage punkt. Hver gang man sætter foden i jorden, belastes benet med tre gange ens kropsvægt, og det gentager sig omkring titusinde gange på en dag. Knæet må tavst udholde denne endeløse og tunge konfrontation mellem den absurde vægt og den hårde asfaltvej (selvom den godt nok afbødes af løbeskoenes indlæg). Tænker man over det (og jeg må indrømme, det gør jeg normalt næsten aldrig), så er det næsten mærkeligt, hvis ikke man får problemer med knæene. Indimellem må de da virkelig have lyst til at brokke sig: “Det er fint nok, at du stønnende løber derudad, men kunne du ikke passe lidt på os? Går det først galt, er der ikke noget at gøre.”

Hvornår har jeg egentlig sidst taget mine knæ alvorligt? Alene tanken gør mig helt flov. De har jo ret. Åndedrættet udskifter man hele tiden, men knæene kan ikke udskiftes. Dem er man nødt til at klare sig med, indtil man dør, så jeg er nødt til at passe på dem.

Som allerede nævnt har jeg heldigvis aldrig oplevet seriøse skader som løber, og jeg har aldrig været nødt til at aflyse et løb eller holde op midtvejs på grund af sygdom. Mit højre knæ (altid det højre) har flere gange tidligere føltes underligt, men det er altid lykkedes mig at få dulmet smerten og blive ved med at løbe. Sådan går det sikkert også denne gang, tænker jeg ved mig selv. Men selv efter jeg er gået i seng, slipper ængstelsen mig ikke. Hvad nu hvis jeg ikke kan deltage i løbet? Har der været noget galt med mit træningsprogram? Mon jeg har fået strakt ordentligt ud (det har jeg næppe)? Måske overanstrengte jeg mig til sidst i halvmaratonløbet. Tankerne svirrer rundt i mit hoved, og jeg har svært ved at sove. Udenfor blæser en kold og heftig vind.

¤

Da jeg vågnede næste dag og havde vasket mig i hovedet og drukket min kaffe, prøvede jeg at gå ned ad trappen i vores opgang. Jeg forsøgte forsigtigt at gå ned med hænderne støttet mod gelænderet og al opmærksomhed rettet mod det højre knæ. Det føltes stadig mærkeligt indeni, og jeg fornemmede en vis smerte, men ikke den samme stikkende smerte som dagen før. Jeg prøvede at gå op og ned igen. Denne gang klarede jeg de fire trappeløb ned i nogenlunde normal hastighed og gik så op igen. Jeg forsøgte med forskellige gangarter og drejede knæet i forskellige vinkler. Der var ingen uheldsvanger knirken, så jeg åndede lettet op.

Det havde intet med min løbetræning at gøre, men dagligdagen i Cambridge kunne ikke rigtig falde på plads. Ejendommen, hvor vi boede, var ved at blive renoveret, så dagen lang kunne vi høre boren og hamren, og arbejderne kom og gik uden for vores vinduer på tredje sal. De gik i gang klokken halv otte om morgenen (mens det stadig var halvmørkt) og fortsatte til klokken tre om eftermiddagen. Der var sket en fejl ved tagrendearbejdet på tagterrassen over os, så regnvandet dryppede voldsomt ned i vores lejlighed, ja, selv ned i vores seng. Selvom vi brugte alle husets gryder og skåle til at stille under, slog det ikke til, så vi blev nødt til at lægge aviser ud over hele gulvet. Pludselig gik fyret også i stykker, og vi måtte klare os uden centralvarme og varmt vand. Som om det ikke var nok, gik røgalarmen på trappeopgangen hylende i gang hele tiden. I det hele taget en ret larmende hverdag.

Vores lejlighed lå tæt på Howard Square, og jeg kunne spadsere hen til mit kontor, hvilket var ret smart, men det var mindre smart, at vores ophold faldt sammen med renoveringen af ejendommen. Det nyttede bare ikke noget, at jeg blev ved med at brokke mig, der var masser af arbejde, der skulle gøres, og mit maratonløb nærmede sig.

For at gøre en lang historie kort, lod det til, at mit knæ var faldet til ro, og det var i hvert fald en god nyhed. Jeg måtte forsøge at se optimistisk på tingene.

Og der er endnu en god nyhed.

Min forelæsning på Massachusetts Institute of Technology den 6. oktober gik rigtig godt. Eller måske rettere sagt lidt for godt. Universitetet havde planlagt, at den skulle foregå i en sal med 450 pladser, men over syttenhundrede mennesker strømmede til, så man måtte sende de fleste hjem igen og var nødt til at tilkalde universitetsbetjentene for at holde ro og orden. På grund af dette kaos blev forelæsningen forsinket. Airconditionanlægget var også i stykker på denne næsten ubegribeligt varme sommerdag, og publikum svedte, så det drev af dem.

“Tusind tak, fordi I er kommet for at høre min forelæsning. Havde jeg vidst, at der kom så mange, ville jeg nok have booket Fenway Park Stadion,” begyndte jeg. Alle var irriterede på grund af varmen og tumulten, så jeg var nødt til at få dem til at grine. Jeg smed jakken og holdt forelæsningen iført T-shirt. Publikums modtagelse (for det meste universitetsstuderende) var fantastisk, og alle inklusive mig selv havde det godt fra start til slut, så jeg kunne virkelig slappe af, og jeg nød at tale til dem. Det gør mig oprigtigt glad, at så mange unge mennesker læser mine romaner.

Også mit andet projekt, nemlig oversættelsen af F. Scott Fitzgeralds Den store Gatsby, skrider fint fremad. Jeg er kommet igennem råoversættelsen og er nu i gang med at finpudse den. Jeg giver mig god tid og gennemgår oversættelsen linje for linje, så teksten gradvist bliver mere flydende. Den skal både være tro mod meningen i Fitzgeralds sætninger og fungere naturligt på japansk. Det virker måske lidt underligt, at jeg siger det her og nu, men det er en helt fantastisk roman. Uanset hvor mange gange jeg læser den, bliver jeg aldrig træt af den. Den slags litteratur er virkelig givende. Hver gang jeg læser romanen, opdager jeg noget nyt, og hver gang vækker den stærke følelser i mig. Tænk, at en ung forfatter på niogtyve år kunne beskrive virkeligheden så skarpt og præcist og med sådan en hjertevarme. Hvordan er det muligt? Jo mere jeg tænker over det, og jo flere gange jeg læser i romanen, desto mærkeligere forekommer det mig.

Den 20. oktober løb jeg endelig igen efter fire dages pause på grund af regnvejr og den mærkelige fornemmelse i knæet. Jeg tog varmt tøj på og løb stille og roligt en tur på fyrre minutter om eftermiddagen, hvor temperaturen udenfor var steget lidt. Heldigvis føltes knæet helt normalt. Jeg lagde ud med at løbe stille og roligt, men da jeg mærkede, at alt var, som det skulle være, satte jeg tempoet op. Det gik godt. Både ben, knæ og fødder fungerede upåklageligt. Jeg åndede lettet op. På det tidspunkt var det vigtigste for mig at deltage i New York City Marathon og gennemføre det. Jeg ville krydse målstregen, jeg ville ikke gå, og jeg ville nyde det. Disse tre punkter var i nævnte rækkefølge min målsætning.

Det gode vejr fortsatte i tre dage og takket være det, blev arbejdet på taget endelig afsluttet. Sjakbajsen David (en høj, ung schweizer) sagde, med et dystert blik op mod himlen, at de kunne afslutte reparationen af tagrenderne, hvis det blev godt vejr tre dage i træk … og endelig skete det. Nu behøvede vi ikke længere at bekymre os om, at det regnede ind. Fyret var også blevet repareret, så vi havde varmt vand igen, og jeg kunne tage varmt brusebad. Mens fyret blev repareret, havde vi ikke haft adgang til kælderen, men nu var der igen adgang til både vaskemaskiner og tørretumblere, og de havde lovet, at centralvarmen også ville virke fra næste dag. Efter alle de trængsler, syntes alt at gå den rigtige vej, også mit knæ.

Den 27. oktober. Endelig kunne jeg løbe firs procent uden at mærke noget til mit knæ. I går føltes det stadig lidt mærkeligt, men her til morgen kunne jeg løbe helt normalt. Jeg løb i halvtreds minutter og satte så tempoet op de sidste ti minutter. Jeg forestillede mig, hvordan jeg løb ind i Central Park, nærmede mig målstregen og satte tempoet derefter. Det gik uden problemer. Min fødder ramte jorden hårdt, og mit knæ gav ikke efter under mig. Faren var ovre … formodentlig.

Det var blevet rigtig koldt, overalt i byen stod der halloween-græskar, og vejen langs floden var dækket af farvestrålende efterårsløv. Det var absolut nødvendigt med handsker, når man løb tidligt om morgenen.

Den 29. oktober, en uge før maratonløbet i New York. Det har sneet let siden tidlig morgen, og hen over middag tager sneen til. Jeg er målløs, det har jo lige været sommer. Det er typisk New England-vejr. Jeg sidder på mit kontor på universitetet og ser ud på de våde, dalende snefnug. Jeg er ikke i dårlig form. Når jeg er udmattet efter længere tids træning, føles mine ben tunge og lettere vaklende, men her på det sidste føler jeg mig let til bens, når jeg går i gang. Jeg kan mærke, at mine ben ikke er trætte mere, og når jeg løber, får jeg lyst til at løbe endnu mere.

Alligevel er jeg stadig lidt ængstelig. Er den mørke skygge, der et kort sekund viste sig for mit indre blik, nu virkelig forsvundet? Eller ligger den på lur inde i mig og venter på at springe frem som en dygtig tyv, der gemmer sig i folks huse med tilbageholdt åndedræt, mens han venter på, de skal falde i søvn. Jeg kigger dybt ind i mig selv i et forsøg på at se det, der kunne være der. Men ligesom vores bevidsthed er en labyrint, er vores krop det også. Uanset hvor man kigger, er der mørke og blinde vinkler. Overalt er der tavse antydninger, overalt lurer tvetydigheden.

Det eneste, jeg har at holde mig til, er min erfaring og mine instinkter. Min erfaring har lært mig én ting: “Når man har gjort alt, hvad der er at gøre, nytter det ikke noget at spekulere mere over det. Man må bare vente på det, der kommer.” Mit instinkt siger mig kun én ting: “Brug fantasien.” Jeg lukker øjnene og ser det for mig. Mig selv, der løber fra Brooklyn sammen med titusinder af løbere gennem Harlem og videre gennem New Yorks gader. Jeg ser mig selv på vej over flere kæmpestore stålhængebroer, hen langs den travle Central Park South og mærker, hvordan jeg nærmer mig målstregen. Jeg ser den gammeldags steakrestaurant i nærheden af hotellet, hvor vi skal hen og spise, når jeg har gennemført løbet. Billederne fylder min krop med en stille energi. Jeg vender blikket væk fra skyggerne i mørket og holder op med at lytte efter lyde i stilheden.

Jeg får en e-mail fra Liz på Random House, som tager sig af mine bøger. Hun skal også deltage i New York City Marathon; det er hendes første maratonløb. Jeg svarer og ønsker hende god fornøjelse. Ja, for et maratonløb skal være en fornøjelse. Hvorfor skulle flere tusinde mennesker ellers løbe 42 kilometer?

Jeg reserverer værelse på et hotel ved Central Park South og køber flybilletter fra Boston til New York. Jeg pakker mit bedste løbetøj og mine sko, som er godt løbet til, ned i en sportstaske. Nu er der kun tilbage at få hvilet sig og afvente den store dag. Jeg må så bare håbe på godt vejr og bede til, at vi får en af disse fantastiske efterårsdage.

Hver gang jeg besøger New York for at deltage i byens maratonløb (det er fjerde gang nu), kommer jeg til at tænke på den smukke, tvangfri Vernon Duke-ballade, Autumn in New York.

Dreamers with empty hands

May sigh for exotic lands

It’s autumn in New York

It’s good to live it again

New York er virkelig charmerende i november måned. Luften har noget friskt og skarpt over sig, og bladene på træerne i Central Park får en gyldengul farve. Himlen er uendelig høj, og højhusenes glasfacader genspejler ødselt solens stråler. Man har lyst til bare at gå og gå, fra blok til blok. Bergdorf Goodmans udstillingsvinduer bugner af kostbare kashmirfrakker, og fra hvert gadehjørne breder den lækre duft af sesamkringler sig.

Mon jeg virkelig vil kunne nyde dette fortryllende efterår i New York på selve dagen, når jeg løber gennem byens gader? Eller vil jeg slet ikke have overskud til den slags? Det ved jeg ikke, før jeg begynder at løbe, for sådan er det nemlig med maratonløb.