8

26. AUGUST 2006, EN LILLE KYSTBY I KANAGAWA

18 Til I Die

I øjeblikket træner jeg til en triatlon, og i den sidste tid har jeg koncentreret mig om cykeltræningen. Hver dag tramper jeg løs i pedalerne i en til to timer på Stillehavskystens cykelsti, som følger Oisos kystlinje (til trods for sit smukke navn er den smal og vanskeligt fremkommelig og afbrydes flere steder), mens vinden fra havet står ind fra siden. Takket være denne træning er mine muskler fra læggene og op til over lænden blevet faste og stærke.

Pedalerne på min cykel har tåclips, så jeg både kan træde ned og hive op. Det øger farten at kunne gøre begge dele. Hvis man skal opretholde benenes jævne rotation, især på vej op ad lange bakker, er den detalje meget vigtig. Problemet er, at man sjældent bruger disse løftemuskler til daglig, så når jeg cykler meget, kan det ikke undgås, at musklerne bliver stive og trætte. Jeg cykeltræner om morgenen og løber om aftenen. Jeg kan godt løbe, selvom mine muskler er lidt stive i det. Det er selvfølgelig ikke særlig behageligt, men jeg klager ikke, for det er nøjagtig det samme, jeg vil opleve til triatlonen.

Jeg begyndte først at cykeltræne seriøst nogle måneder før løbet. Jeg har aldrig haft noget imod at løbe og svømme, og selvom jeg ikke skulle deltage i noget løb, ville de sportsgrene være en naturlig del af min dagligdag, men det er cykling aldrig rigtig blevet. En af grundene til mine forbehold over for sporten er, at cyklen er et ‘redskab’, som ydermere kræver både hjelm, cykelsko og alt muligt andet, og derudover konstant skal vedligeholdes. Jeg er virkelig ikke nogen ørn med et stykke værktøj. Desuden er man nødt til at finde en forholdsvis sikker vejstrækning, hvor man kan køre hurtigt. Alt for besværligt efter min smag.

Og så er der angsten. Før jeg når hen på en ordentlig cyklevej, skal jeg cykle gennem byens gader. Min angst, når jeg kører gennem trafikken med fødderne spændt fast til pedalerne på den overfølsomme racercykel, som reagerer på de mindste bevægelser, og som har ekstremt tynde dæk, kan man nok kun forstå, hvis man selv har prøvet det. Efterhånden som jeg har gjort det flere gange, har jeg vænnet mig til det og lært mig diverse kneb, men der er stadig kritiske øjeblikke, hvor koldsveden springer frem.

Selv når jeg træner, får jeg hjertebanken, når jeg tager en kurve i høj fart. Hvis ikke jeg holder den rigtige bane og lægger kroppen i den korrekte vinkel, risikerer jeg at styrte eller ramle ind i hegnet. Jeg er nødt til at finde mine egne grænser under træningen. Det er virkelig angstfremkaldende at køre hurtigt ned ad bakke, når det har regnet, og vejbanen er våd. Under et løb kan én forkert bevægelse ende i et massestyrt.

Jeg er ikke særlig adræt og heller ikke vild med at konkurrere på fart, så cykelløb er altså ikke min force. Når jeg skal træne til de tre discipliner i triatlon, svømning, cykling og løb, er det altid cykeltræningen, det kniber med, og det betyder selvfølgelig, at det er det, jeg er dårligst til. Selvom jeg prøver at indhente mit tab ved at løbe hurtigt efter cykeletapen, kan det bare ikke lade sig gøre på kun ti kilometer. Derfor har jeg besluttet at prioritere cykeltræningen meget højt. Det er i dag 1. august. Løbet finder sted 1. oktober, så det er der nøjagtig to måneder til. Jeg er ikke sikker på, at jeg vil kunne nå at opbygge cykelmusklerne inden da, men jeg får da vænnet mig til cyklen.

Den cykel, jeg kører på, er en Panasonic-racercykel af titanium. Den er let som en fjer, jeg har kørt på den i syv år nu, og gearskiftet fungerer nærmest som en del af mig selv. Det er en fantastisk maskine. I hvert fald er den i den grad sin rytter overlegen. Jeg har kørt den hårdt, men der har aldrig været problemer med den. Jeg har faktisk kørt fire triatlonløb på den. På stellet står der 18 Til I Die, et af Bryan Adams store hit. Det er selvfølgelig en vits. Hvis man vil være atten, til man dør, dør man jo som attenårig.

Vejret har været underligt i Japan her i sommer. Regntiden, som burde slutte først i juli, fortsatte helt hen til slutningen af måneden. Det regnede så meget, at det ikke var til at holde ud. Der var skybrudsagtig regn i nogle områder af landet, og mange mennesker mistede livet. Man giver den globale opvarmning skylden, og måske er det sandt, måske er det ikke. Videnskabsfolk siger både det ene og det andet. Noget kan bevises, andet kan ikke. Alligevel er man tilbøjelig til at tillægge den globale opvarmning de fleste af de problemer, vi står over for i dag. Når salget i tekstilindustrien går ned, når masser af drivtømmer skyller ind på stranden, når der er oversvømmelse eller tørke, og når priserne stiger, så er det i mere eller mindre grad den globale opvarmnings skyld. Verden har åbenbart brug for en skurk, som de kan pege på og sige: “Det er din skyld!”

Under alle omstændigheder blev det ved med at regne på grund af en eller anden skurk, som ikke kan drages til ansvar for det, og derfor fik jeg næsten ikke cyklet i juli måned. Det var ikke min skyld, det var den der skurks skyld. Nu har det endelig været godt vejr flere dage i træk, så jeg kan få luftet cyklen. På med den strømlinede hjelm og solbrillerne, vand i drikkedunken, fartmåleren i nul og så af sted.

Når man kører på racercykel, skal man især være opmærksom på at læne sig så langt forover som muligt for at mindske luftmodstanden og samtidig holde hovedet oppe. Man er simpelthen nødt til at lære at sidde i den stilling. Indtil man lærer det, er positionen med hovedet oppe som en knæler næsten umulig at opretholde i over en time. Nakke og ryg begynder meget hurtigt at skrige af smerte, og når man bliver træt, vil man uvægerligt sænke hovedet og se ned, og det er her, faren lurer.

Da jeg trænede til min første triatlon og tog en lang tur på hundrede kilometer, kørte jeg direkte ind i en jernstang. Stangen skulle forhindre biler og motorcykler i at køre ind på vandreog cykelstien langs floden. Jeg var træt og ukoncentreret og orkede ikke at holde hovedet oppe mere. Forhjulet blev bøjet til ukendelighed, og jeg blev kastet af med hovedet først. Pludselig befandt jeg mig i bogstaveligste forstand flyvende gennem luften. Til alt held havde jeg styrthjelm på, ellers var jeg kommet alvorligt til skade. Mine arme blev slemt skrabede af asfalten, men jeg slap for yderligere skader (jeg kender andre cyklister, det er gået langt værre).

Når man oplever den slags, husker man det. Smerten er i mange tilfælde den bedste læremester, og uanset hvor træt jeg bliver, har jeg siden holdt hovedet oppe for ikke at overse noget på vejen foran mig. Det må mine stakkels muskler så bare acceptere.

Jeg sveder ikke. Eller det gør jeg nok, men den stærke modvind får sveden til at tørre med det samme. I stedet for bliver jeg tørstig. Hvis jeg ignorerer det, bliver jeg hurtigt dehydreret, og så flyder alting ud i et for mig. Jeg cykler aldrig uden min vanddunk. Jeg tager den op fra holderen, mens jeg cykler, hælder hurtigt noget vand i mig og sætter den tilbage igen. Jeg har øvet mig i at gøre det i en glidende, automatisk bevægelse, mens jeg hele tiden holder blikket fremadrettet.

Det er hårdt at træne alene. I begyndelsen vidste jeg intet om at cykle, så jeg bad en bekendt, der er inde i sagerne, om at være min personlige coach. I weekenderne proppede vi vores cykler ind i en stationcar og kørte af sted til Oi-kajen lige ved Haneda Lufthavn. I weekenden kommer der ingen store lastbiler på kajen, og den brede vej forbi alle pakhusene udgør en fantastisk cykelbane og lokker mange cyklister til. Vi besluttede os for et bestemt antal omgange, fastsatte en tid og gik i gang. Vi tog også ud på længere cykelture sammen (turen med uheldet, var en af dem). De lange løbeture, når man forbereder sig til et maratonløb, er bestemt ensomme, men at hænge på styret, mens man tramper i pedalerne, er langt mere ensomt. Man gentager den samme bevægelse i det uendelige. Man kører op ad bakker, hen over flade strækninger og ned ad bakker. Nogle gange har man medvind, andre gange modvind. Man skifter gear, når det er nødvendigt, skifter stilling, tjekker farten, træder hårdere, træder lettere, tjekker farten, drikker vand, skifter gear, skifter stilling … Nogle gange virker det næsten som en raffineret form for tortur. Triatleten Dave Scott skriver i indledningen til sin bog om cykeltræningen: “Efter min mening er det den mest ubehagelige sportsgren af alle dem, mennesket har opfundet.” Jeg er helt enig.

I månederne op til en triatlon er jeg dog nødt til at cykle, uanset hvor absurd det måtte synes. Så mens jeg desperat nynner Bryan Adams-melodien 18 Til I Die og med jævne mellemrum forbander hele verden, tramper jeg ned i pedalerne og hiver op i dem igen for at finde den rigtige rytme. Stillehavets varme og påtrængende vind blæser imod mig og får det til at prikke i mine kinder.

¤

Min tid på Harvard sluttede sidst i juni og dermed også mit ophold i Cambridge (slut med Sam Adams fadøl og Dunkin’ Donuts), og jeg pakkede mine ting og vendte hjem til Japan først i juli. Og hvad havde jeg så lavet, mens jeg var i Cambridge? Mest af alt, må jeg nok indrømme, fik jeg købt en masse lp’er. I og omkring Boston er der stadig mange fine butikker, der sælger brugte plader, og når muligheden bød sig, besøgte jeg også butikker i New York og Maine. Halvfjerds procent af de plader, jeg købte, var jazzmusik, resten var klassisk musik med undtagelse af nogle få rockplader. Jeg er en meget (eller rettere sagt ekstremt) dedikeret pladesamler. Alene det at få sendt pladerne til Japan var et større projekt.

Jeg ved ikke nøjagtig, hvor mange plader jeg har i mit hjem lige nu. Jeg har aldrig talt dem, og alene tanken skræmmer mig. Siden jeg var femten, har jeg købt virkelig mange plader, og jeg har også skaffet mig af med virkelig mange. Pladerne ryger ind og ud igen så hurtigt, at jeg ikke kan holde styr på det. De kommer, og de går, men en ting er sikker, antallet vil blive ved med at stige. Det er ikke så meget mængden, det handler om, og når nogen spørger mig, hvor mange jeg har, svarer jeg bare: “Jeg har vist temmelig mange, men slet ikke nok.”

I F. Scott Fitzgeralds Den store Gatsby siger en af hovedpersonerne, den berømte rigmand og polospiller Tom Buchanan: “Det er meget almindeligt, at folk bygger deres stald om til en garage, men der er vist ikke ret mange andre end mig, der bygger deres garage om til en stald.” Det er ikke for at gøre mig til, men jeg er faktisk i gang med noget lignende. Hver gang jeg finder en kvalitets-lp med musik, jeg har på cd, tøver jeg ikke med at smide cd’en ud og købe lp’en. Og når jeg finder en mere original optagelse af et musikstykke, jeg allerede har på lp, tøver jeg heller ikke med at skifte den gamle lp ud med den nye. Det koster masser af tid for slet ikke at tale om penge, og mange vil nok kalde mig manisk.

Som planlagt løb jeg New York City Marathon sidste år i november (2005). Det var en smuk, sollys efterårsdag. En dag så smuk, at man næsten forventede at se afdøde Mel Tormé dukke op ud af det blå og læne sig mod et flygel, mens han sang et vers fra Autumn in New York. Jeg startede sammen med titusinder af løbere fra hele verden ved Verrazano Narrowsbroen på Staten Island, løb gennem Brooklyn (hvor forfatteren Mary Morris som altid stod og heppede på mig), videre gennem Queens, over adskillige broer og gennem Harlem for til sidst, efter at have løbet 42 kilometer, at nå frem til mållinjen nær Tavern on the Green i Central Park.

Hvordan resultatet blev? Helt ærligt, ikke særlig godt. I hvert fald ikke så godt, som jeg i mit stille sind havde gået og håbet på. Jeg ville gerne have afsluttet denne bog med en ildfuld afskedssætning: “Takket være min hårde træning lykkedes det mig at løbe New York City Marathon på en rigtig god tid, og jeg var dybt bevæget, da jeg krydsede målstregen,” hvorefter jeg afslappet spadserer ud mod en pragtfuld solnedgang til temamusikken fra Rocky. Indtil jeg begyndte at løbe, regnede jeg med, at det ville gå sådan, eller det håbede jeg i hvert fald. Det var min plan A, og hvilken storslået plan.

Men i virkelighedens verden går det ikke altid så let. På visse tidspunkter i vores liv, hvor vi virkelig ønsker at få klar besked, bringer den, der banker på vores dør, oftest dårligt nyt. Det er måske ikke altid sådan, men jeg ved af erfaring, at de dårlige nyheder er i overtal. Budbringeren løfter hånden op til hatten og ser undskyldende ud, men det gør ikke indholdet i det budskab, han bringer, spor bedre. Og det er jo ikke budbringerens skyld. Det nytter ikke noget at bebrejde ham det eller at gribe fat i kraven på ham og ruske ham. Han udfører jo bare det arbejde, han er blevet pålagt. Og hvem har så pålagt ham det? Jo, det har virkeligheden.

Og det er derfor, at vi har brug for en plan B.

Før løbet følte jeg mig i rigtig god form, absolut veludhvilet, og den underlige fornemmelse i mit knæ var forsvundet. Mine ben, især lægmusklerne, føltes stadig lidt trætte, men ikke noget at bekymre sig over (tænkte jeg). Mit træningsprogram havde fungeret perfekt, faktisk bedre end før noget andet løb, og jeg håbede (var faktisk mere eller mindre overbevist om), at jeg ville løbe på min bedste tid i mange år. Nu skulle jeg endelig hæve min velfortjente løn ved kasse ét.

Efter start fulgte jeg fartholderen, der bar skiltet med tiden 3 timer og 45 minutter. Jeg var helt sikker på, at jeg ville kunne klare det på den tid. Og det var nok forkert af mig. Når jeg tænker over det nu, burde jeg have fulgt ham med 3 timer og 55 minutter-skiltet de første tredive kilometer, og først være begyndt at løbe hurtigere, når jeg virkelig følte, jeg kunne klare det. Det havde været en fornuftigere angrebsvinkel for mig. Men der var noget, der drev mig fremad. “Nu har du trænet så hårdt i varmen, så hvis du ikke kan løbe på den tid, kan det være lige meget. Du er vel en mand, så opfør dig som én,” var der noget, der hviskede mig i øret ligesom Mikkel From og Ditlev, der fristede Pinocchio på vej til skole. Og indtil for ganske nylig havde 3 timer og 45 minutter jo også været business as usual for mig.

De første 25 kilometer kunne jeg sagtens følge 3 timer og 45 minutter-fartholderen, men så kunne jeg ikke mere. Jeg hader at indrømme det, men efterhånden kunne mine ben ikke følge med, og jeg begyndte at sakke bagud. Så blev jeg overhalet af fartholderen med 3 timer og 50 minutterskiltet og siden af ham med 3 timer og 55 minutter-skiltet. Det var håbløst. Jeg ville i hvert fald ikke lade ham med 4 timer-skiltet overhale mig. Da jeg var løbet over Triboroughbroen og ind på den brede hovedgade op til Central Park, fik jeg det bedre og begyndte forsigtigt at håbe på, at jeg var på banen igen, men kun et kort øjeblik, for da jeg løb ind i parken og ramte den berygtede lange stigning, fik jeg krampe i højre læg. Det var ikke så slemt, at jeg blev nødt til at standse op, men smerten tvang mig ned i noget, der mindede om gåtempo. Tilskuerne omkring mig heppede og råbte: “Løb! Løb!” og der var ikke noget, jeg hellere ville, men det ville mine ben ikke.

Denne gang endte jeg så på lidt over fire timer. Selvfølgelig gennemførte jeg løbet og opretholdt dermed min ubrudte serie af årligt gennemførte maratonløb (fireogtyve i alt), men kun lige akkurat, så alle mine fine planer og min ihærdige træning efterlod mig noget skuffet. Det var, som om en mørk sky havde sneget sig ind i min maveregion. Jeg kunne simpelthen ikke acceptere det. Jeg havde trænet så hårdt, så hvorfor fik jeg kramper? Jeg prøver ikke at påstå, at enhver anstrengelse belønnes rimeligt, men hvis der er en Gud i himlen, er det så for meget forlangt at bede ham om et tegn? Er det for meget at forvente en lille smule venlighed?

Omkring et halvt år senere i april 2006 løb jeg Boston Marathon. Jeg har en fast regel om at løbe et maraton om året, men jeg havde ikke rigtig kunnet forlige mig med resultatet i New York, så jeg tænkte, at jeg ville prøve én gang til. Denne gang begrænsede jeg meget bevidst omfanget af min træning, eftersom den hårde og stædige træning jo ikke havde hjulpet mig i New York. Måske havde jeg trænet for meget. Denne gang lagde jeg ikke noget fast træningsprogram, løb bare lidt mere hver dag, end jeg plejede, sørgede for ikke at tænke for meget over det og gjorde i og for sig bare, som jeg havde lyst til. Jeg prøvede at slappe af og sagde til mig selv: “Det er jo kun et maraton.” Jeg havde besluttet mig for at se, hvad det ville føre til.

Det var altså min grund til at deltage i Boston Marathon. Det var syvende gang, og jeg kender ruten ud og ind, hver eneste bakke og hver eneste kurve, men det er selvfølgelig ingen garanti for at gøre det godt.

Vil I gerne høre resultatet?

Min tid var ikke særlig meget bedre end i New York, men klog af erfaring efter oplevelsen i New York forsøgte jeg så vidt muligt at holde igen i den første halvdel af løbet og holdt tempoet nede og spare på kræfterne, mens jeg løb. Jeg sugede omgivelserne til mig og nød at løbe, mens jeg ventede på det tidspunkt, hvor jeg kunne lægge flere kræfter i. Det kom bare aldrig. Fra 30 kilometer til 35 kilometer hen over Heartbreak Hill, som siges at være det værste punkt, gik det strålende og uden problemer. Mine venner og bekendte, som ventede der for at heppe på mig, sagde bagefter, at jeg havde set rigtig godt ud. Og de havde ret, for jeg løb smilende op ad bakken, mens jeg vinkede til dem. Jeg var sikker på, at jeg nu ville kunne øge tempoet og løbe på en god tid, men da jeg passerede Cleveland Cirkle og var på vej ind mod Bostons bymidte, blev mine ben tunge, og udmattelsen vældede ind over mig. Jeg fik ikke kramper, men jeg kunne kun med nød og næppe løbe de sidste kilometer fra Boston University-broen til mållinjen. Det var mig helt umuligt at sætte farten op.

Selvfølgelig fuldførte jeg. Jeg løb de 42 kilometer og 195 meter under den let overskyede himmel uden at standse og smuttede over målstregen, der som sædvanligt lå ved Prudential Center. Svøbt i et sølvfarvet termoslag mod kulden modtog jeg min medalje fra en af de frivillige kvinder, og lettelsen skyllede ind over mig; nu behøvede jeg ikke løbe mere. Det er altid en fantastisk oplevelse at gennemføre et maraton, en skøn bedrift, men denne gang var jeg ikke tilfreds med tiden. Efter et løb glæder jeg mig altid til at få et glas Sam Adams, men sådan havde jeg det slet ikke. Jeg var simpelthen udmattet helt ind til marven.

“Hvad skete der egentlig?” lød det forundret fra min kone, som ventede ved målstregen. “Du virkede da ikke særlig medtaget, og jeg ved, at du har trænet meget.”

Jeg vidste heller ikke selv, hvad der var sket. Måske var jeg ved at blive gammel. Måske skyldtes det noget helt andet. Måske var der noget, jeg havde overset. Jeg måtte med disse måske’er lade spørgsmålet sive væk, som en lille kilde ude i ørkenen.

Men én ting bedyrer jeg af hele mit hjerte: Indtil jeg har løbet et maraton, hvor jeg kan genfinde følelsen af: “Ja, jeg klarede det!” giver jeg ikke op. Så længe min krop tillader det, vil jeg ufortrødent blive ved med at løbe, også selvom jeg bliver gammel og skrøbelig, og mine venner siger: “Murakami, er det ikke på tide at holde op med at løbe? Du er jo en gammel mand.” Jeg vil blive ved med at anstrenge mig, også selvom min tid bliver dårligere – måske endda i endnu højere grad – for at fuldføre mine maratonløb. Jeg er ligeglad med, hvad andre siger, det er min natur, og sådan har jeg altid været. Det er lige så sikkert som skorpionen stikker, cikaden klæber sig til træstammen, laksen svømmer op mod strømmen til sit fødested, og ænder holder sammen hele livet.

Det her bliver både for mig selv og denne bog en form for slutning. Der lyder ingen musik a la temaet fra Rocky, og der er ingen solnedgang, som jeg kan bevæge mig ind i. Det bliver kun en beskeden regnvejrsslutning i gummisko. Nogle vil nok kalde det for et antiklimaks. Og hvis man skrev et filmmanuskript på det grundlag, ville enhver Hollywoodproducer bare kaste et blik på sidste side og afvise det. Men det korte og det lange er nok, at den slutning passer perfekt til den person, jeg er.

Helt ærligt, jeg blev jo ikke løber, fordi nogen bad mig om at blive det, ligesom jeg ikke blev forfatter, fordi nogen bad mig om det. Jeg fik bare pludselig en dag lyst til at skrive en roman, og jeg begyndte også bare at løbe, fordi jeg fik lyst. Jeg har altid gjort, hvad jeg havde lyst til. Og når andre prøver at stoppe mig, at overbevise mig om noget andet eller kritiserer mig, holder jeg stædigt fast i mit. Og hvad kan sådan en som mig egentlig forlange af andre?

Jeg kigger op mod himlen. Er der overhovedet det mindste glimt af godhed at hente der? Nej, slet ikke. Der ser jeg kun nogle udeltagende sommerskyer svæve hen over Stillehavet. De har intet at sige til mig. Skyer er altid tavse. Jeg burde slet ikke se op mod himlen, jeg burde se ind i mig selv. Og det gør jeg så. Det er som at se ned i en dyb brønd. Og finder jeg nogen venlighed der? Nej, slet ikke. Det eneste, jeg ser, er min egen natur. Min egen stædige, selvcentrerede og usikre natur, som altid prøver at slå det hen i spøg, eller noget i den retning, hvis der opstår problemer. Jeg har slæbt den med mig som en gammel kuffert hen ad livets lange vej, ikke så meget fordi jeg har haft lyst til det, dens indhold er alt for tungt, og den ser ikke for godt ud, den er ret skrammet, men fordi jeg ikke har nogen anden. Og derfor er jeg også på en eller anden måde blevet knyttet til den … naturligvis.

Her er jeg så, det er den 1. oktober, og jeg træner hver dag til triatlonløbet i byen Murakami i Niigata. Sagt på en anden måde, jeg slæber stadig rundt på min gamle kuffert, højst sandsynligt på vej mod endnu et antiklimaks. Hen mod en fåmælt, barok modenhed – eller mere beskedent på vej mod en evolutionens blindgyde.