9

1. OKTOBER 2006, BYEN MURAKAMI I NIIGATA

I det mindste gik han aldrig

Jeg har nok været seksten år, da jeg en dag, jeg var alene hjemme, stillede mig nøgen hen foran vores store spejl for at granske min krop grundigt. Jeg lavede en liste over, hvilke mangler den havde (i hvert fald efter min mening). For eksempel – og det er kun eksempler – var mine øjenbryn alt for tykke, og mine fingernegle havde en mærkelig form. Så vidt jeg husker, nåede jeg op på syvogtyve punkter. Da jeg var nået så langt, væmmedes jeg over mig selv og holdt op. Jeg tænkte, at hvis der var så mange synlige ting ved mig, som var andre mennesker underlegne, ville listen jo blive uendelig, hvis jeg også inddrog andre aspekter så som personlighed, hjerne og fysisk formåenhed.

Som alle ved, er det forfærdeligt svært at være seksten år. Man går op i de mindste detaljer, man kan ikke se objektivt på sin egen situation, man dyrker de mærkeligste færdigheder og har masser af komplekser. Når man så bliver ældre, får man mere erfaring og lærer at vælge til og fra, og man forstår eller accepterer, at der ikke er nogen ende på de fejl, man kan finde ved sig selv, og at man lige så godt kan finde de gode sider frem og få det bedste ud af dem.

Mindet om min fortvivlelse dengang, hvor jeg stod nøgen foran spejlet og talte mine fysiske mangler op, står stadig som en milepæl for mig. Mindet om, hvordan mit livs håbløse regneark viste, at jeg havde langt mere gæld end aktiver.

Nu omkring fyrre år senere, hvor jeg står på bredden iført en sort våddragt og svømmebriller og afventer startsignalet til et triatlonløb, dukker dette fjerne minde pludselig op igen. Atter går det op for mig, hvilken sølle og ligegyldig beholder dette jeg er, min egen utilstrækkelighed og mangel på værdighed. Jeg føler, at alt, hvad jeg har gjort hidtil, er spildt. Jeg skal til at svømme halvanden kilometer, cykle fyrre kilometer og løbe ti kilometer. Hvad skal det egentlig gøre godt for? Er det ikke bare det samme som at blive ved med at hælde vand i en gammel gryde med hul i bunden?

Jeg kan i hvert fald ikke klage over vejret, som er rigtig smukt. Det er faktisk det perfekte vejr til en triatlon. Ikke en vind rører sig, havet er blikstille, solen bager, og temperaturen er 23 grader. Vandtemperaturen kan jeg heller ikke klage over. Jeg deltager i triatlonløbet i byen Murakami i Niigata for fjerde gang, men de tidligere gange har betingelserne været rædsomme. En gang var havet alt for oprørt. Det Japanske Hav skifter karakter på ingen tid om efteråret, og vi blev sat til at løbe på stranden i stedet for at svømme. Selv når det ikke var helt så slemt, silede en kold efterårsregn ned, eller bølgerne var så voldsomme, at jeg ikke kunne få luft, når jeg crawlede, eller også var det så koldt, at jeg hundefrøs på cyklen. Så når jeg tager min bil og kører de 350 kilometer fra Tokyo til Niigata, forestiller jeg mig altid det værst tænkelige, og jeg er overbevist om, at der vil ske noget forfærdeligt. Det er nærmest en slags visualiseringstræning for mig, så når jeg nu står over for dette stille og rolige hav, føler jeg mig på en eller anden måde snydt. Der må ligge noget bag. Det er ren kulisse, og forude lurer farer, jeg end ikke kan forestille mig. Måske er havet fuldt af dødsensfarlige brandmænd. Eller en blodtørstig bjørn vil kaste sig over mig og min cykel, lige før den går i hi. Jeg bliver ramt i hovedet af et tilfældigt lyn, mens jeg løber, eller angrebet af en flok rasende hvepse. Eller også har min kone, som formodentlig venter på mig ved mållinjen, opdaget en frygtelig hemmelighed om mig (jeg har det pludselig, som om der er masser af den slags). Jeg aner ikke, hvad der vil ske, og jeg ser altid frem til triatlonløbet i Murakami med stor ængstelse.

Men denne gang kan jeg ikke komme udenom, at vejret er godt, og mens jeg står i solen og venter i min våddragt, bliver jeg langsomt varmet igennem.

De andre omkring mig er også iført våddragter og virker lige så nervøse som mig, mens de står på sandbredden og venter på startsignalet. Det er et spøjst sceneri. Jeg kan ikke lade være med at se os som en flok stakkels havdyr, der ved et naturens lune er blevet skyllet op på bredden og nu venter på, at tidevandet skal tage os med ud igen. Alle de andre ser meget mere motiverede ud end mig. Eller også ser det bare sådan ud. Jeg formaner mig selv om ikke at tænke den slags overflødige detaljer. Jeg er rejst så langt, så nu må jeg bare gøre mit bedste og gennemføre løbet. I tre timer skal jeg ikke tænke på noget som helst, men bare svømme, cykle og løbe.

Begynder det løb ikke snart? Jeg skæver til mit ur. Der er næsten ikke gået nogen tid, siden jeg kiggede sidst. Når først løbet går i gang, får jeg (formodentlig) ikke tid til at se på uret.

Jeg har indtil nu deltaget i seks triatlonløb, både korte og lange, men i fire år fra 2000 og frem til 2004 har jeg ikke deltaget i noget. Den lange pause skyldes, at jeg under triatlonløbet i Murakami i 2000 pludselig ikke kunne svømme og endte med at blive diskvalificeret. Det tog mig virkelig lang tid at komme mig over chokket og genfinde modet. Jeg var ikke engang klar over, hvorfor jeg pludselig ikke kunne svømme. Jeg spekulerede og spekulerede og endte med helt at miste selvtilliden. Det var første gang nogensinde, jeg var blevet diskvalificeret i et løb.

Jeg skriver, at jeg pludselig ikke kunne svømme, men det er faktisk ikke første gang, at jeg oplever det under svømmeetapen til en triatlon. Jeg kan ret ubesværet svømme længere distancer både i svømmebassin og hav. Normalt tilbagelægger jeg 1500 meter på omkring treogtredive minutter. Det er ikke specielt hurtigt, men godt nok til en triatlon. Jeg er vokset op i nærheden af havet og er vant til at svømme i det. Man hører tit, at folk, der har lært at svømme i et bassin, har svært ved at svømme i havet og bliver bange, men sådan er det ikke med mig. Faktisk finder jeg det næsten lettere at svømme i havet, fordi der er mere plads og bedre opdrift.

Men når det så kommer til selve løbet, kan jeg af en eller anden grund ikke svømme. Da jeg for eksempel deltog i Tinman-triatlonløbet på Oahu i Hawaii, et løb med korte distancer, kunne jeg heller ikke crawle. Jeg sprang i vandet og skulle til at svømme, da jeg pludselig fik åndedrætsbesvær. Jeg løftede hovedet for at trække vejret, fuldstændig som jeg plejede, men timingen var håbløs. Når jeg ikke kan trække vejret ordentligt, bliver jeg bange og spænder. Hjertet hamrer, jeg mister kontrollen over arme og ben, tør ikke få hovedet under vand og går i panik.

I Tinman-triatlon er svømmedelen kortere end normalt, kun 800 meter, så jeg kunne bare lade være med at crawle og klarede mig igennem ved brystsvømning. Det kan man ikke i en normal triatlon, hvor man skal svømme 1500 meter. Det tager alt for lang tid, og i længden er det alt for hårdt for benene. Så i Murakami-triatlonløbet i år 2000 måtte jeg grådkvalt lade mig diskvalificere.

Jeg gav op og kravlede op på bredden, men var så rasende på mig selv, at jeg forsøgte at klare distancen bagefter. De andre deltagere var for længst færdige med at svømme og forsvundet på deres cykler, så jeg svømmede helt alene ude i havet. Nu kunne jeg sagtens crawle, jeg trak vejret uden besvær og kom fint fremad. Hvorfor havde jeg ikke kunnet gøre det tidligere?

¤

Første gang jeg deltog i en triatlon, lagde vi ud i havet, en såkaldt flydende start, hvor alle deltagere lå og ventede på en række i vandet. Her blev jeg sparket adskillige gange i siden af den nærmeste deltager. Sådan er det nu engang i en konkurrence, alle vil gerne ligge forrest og svømme den kortest mulige distance, så det er helt almindeligt at blive ramt af en albue, at blive sparket, sluge vand og miste svømmebrillerne. Men det var mit første løb, og jeg var chokeret over at blive sparket og fik en dårlig start. Måske er det mindet om det, der dukker op, hver gang jeg starter på et løb. Jeg forstår det stadig ikke helt, men den mentale faktor er jo vigtig, så det kan meget vel være sådan.

Der kunne jo også være noget galt med min måde at svømme på. Jeg er selvlært og har aldrig haft en træner. Jeg kan svømme, så længe jeg vil, men man kan ikke sige, at jeg svømmer optimalt og smukt. Jeg er typen, der bare giver den hele armen. Jeg havde længe tænkt, at hvis jeg ville satse mere seriøst på triatlon, blev jeg nødt til at gøre noget ved min svømmeteknik. Samtidig med jeg prøvede at finde ud af, hvad der skete rent psykisk, ville det måske ikke være nogen dårlig idé at gøre noget ved min crawl. Hvis jeg gjorde det, ville det psykiske aspekt måske træde tydeligere frem.

Det endte med, at jeg holdt pause fra triatlon i fire år. I den tid løb jeg lange distancer som altid og deltog i et maratonløb om året. Men jeg var ikke rigtig glad, og en af grundene var det mislykkede triatlonløb. Jeg tænkte hele tiden, at jeg en dag ville tage revanche. På det område er jeg ret stædig. Hvis der er noget, jeg ikke kan, men gerne vil kunne, giver jeg ikke op, før jeg kan det.

¤

Jeg hyrede forskellige svømmetrænere for at forbedre min teknik, men ingen af dem var den rigtige for mig. Der er utroligt mange gode svømmere i denne verden, men der er ikke ret mange, der virkelig formår at lære andre at svømme. Eller det er i hvert fald min opfattelse. Det er svært at lære andre at skrive romaner (jeg ville i hvert fald ikke kunne gøre det), og jeg tror, det er lige så svært at lære andre at svømme. Det gælder for den sags skyld ikke kun svømning og forfattervirksomhed. Selvom der er lærere, der kan undervise i et bestemt fag efter bestemte metoder og på et særligt sprog, er der kun meget få lærere, der formår at bruge deres eget sprog og tilpasse det til elevens evner og natur. Faktisk er der nok næsten ingen, der kan.

Jeg spildte de to første år med at lede efter en god træner. Hver gang jeg fik en ny træner, pillede han ved mine teknikker, så jeg blev forvirret, og i værste fald endte det med, at jeg slet ikke kunne svømme. Selvfølgelig mistede jeg enhver selvtillid, og jeg kunne under ingen omstændigheder stille op til et løb.

Det begyndte først at gå bedre, da jeg indså, at der nok ikke var så meget at gøre ved min svømmeteknik. Men så fandt min kone en træner til mig. Hun havde aldrig kunnet svømme, men mødte en ung, kvindelig svømmelærer på sit træningscenter, og det er helt utroligt, hvor godt hun svømmer nu. Min kone opfordrede mig til at prøve hendes svømmelærer.

Først kiggede hun på, hvordan jeg svømmede, og derefter spurgte hun, hvad jeg ønskede at opnå. “Jeg vil gerne deltage i en triatlon,” svarede jeg. “Så er det vel godt nok, hvis du lærer at crawle længere distancer i havet, ikke?” spurgte hun mig. “Jo, jeg behøver ikke at kunne svømme hurtigt over kortere afstande,” svarede jeg. “Fint, det gør det hele meget lettere for mig, når jeg ved, hvad du vil.”

Så begyndte jeg at få enetimer for at forbedre min teknik. Hun kasserede ikke den måde, jeg havde svømmet på indtil nu, for at begynde helt forfra. Efter min mening må det kræve meget mere af læreren at forbedre svømmeteknikken hos en, der allerede kan svømme, i forhold til at lære en nybegynder, der er som et ubeskrevet ark, at svømme. Det er svært at lægge dårlige svømmevaner fra sig, men hun forsøgte ikke at ændre min teknik fuldstændigt. I stedet rettede hun de enkelte bevægelser, en efter en, over en længere tidsperiode.

Det særlige ved hendes undervisning var, at hun ikke fulgte den gængse lærebog. For at lære mig den korrekte kropsdrejning ved crawl, lagde hun ud med at lade mig svømme helt uden drejning af kroppen. Folk, der har lært sig selv at svømme crawl, er tilbøjelige til at dreje kroppen for meget. Det virker stik mod hensigten, vandmodstanden øges, svømmehastigheden sænkes, og en masse energi går til spilde. Så hun lærte mig at svømme uden at dreje kroppen, fladt som et bræt, stik modsat det, lærebøgerne siger. Det siger sig selv, at jeg havde svært ved at svømme sådan, og jeg følte mig frygtelig klodset. Men jeg gjorde, som hun sagde, og endte på en eller anden måde med at kunne svømme på denne ulogiske og klodsede måde.

Ganske langsomt begyndte hun at lære mig at dreje kroppen, men kun ganske lidt ad gangen. Det var ikke, fordi hun sagde, at nu skulle jeg lære kropsdrejninger, hun lærte mig bare en anden måde at bevæge kroppen på. Som elev forstod jeg ikke, hvad øvelsen gik ud på, men gjorde bare, som der blev sagt, og bevægede dele af min krop på en bestemt måde. Der var for eksempel en bestemt drejning med skulderen, som jeg måtte gentage i det uendelige. Jeg har faktisk trænet den skulderdrejning uafbrudt i en hel time. Det var frygtelig udmattende og virkede formålsløst, men når jeg siden har set tilbage på det, forstår jeg pludselig, hvad det gik ud på. De forskellige dele falder på plads, jeg kan se helheden, og endelig forstår jeg, hvilken rolle delene spiller, ligesom når dagen bryder frem, himlen lysner, og tagryggene på de huse, der før blot var skygger, træder tydeligt frem og får farver.

Det kan måske sammenlignes med at lære at spille trommer. I starten øver man sig kun på bastrommen, dag ud og dag ind. Siden tilbringer man dagevis med at øve sig på bækkenet. Så øver man en bestemt rytme, bum bum bum, i flere dage … monotont og kedeligt, men når man så sætter det hele sammen, opnår man en solid rytme. For at nå dertil, er man nødt til stædigt, energisk og tålmodigt at optimere hver enkelt del. Det tager selvfølgelig tid, men nogle gange er det hurtigste faktisk at bruge den tid, der skal til. Det gjorde jeg, og efter halvandet år kunne jeg svømme lange distancer meget mere elegant og ubesværet end tidligere.

Mens jeg lærte at svømme rigtigt, opdagede jeg noget vigtigt. Jeg havde svært ved at trække vejret under et løb, fordi jeg hyperventilerede. Der skete nemlig nøjagtig det samme i svømmehallen, og det var der, jeg opdagede det. Lige før start trak jeg vejret alt for dybt og hurtigt, sikkert fordi jeg var anspændt, og så fik jeg alt for meget ilt på én gang. Det fik mig til at trække vejret for hurtigt, når jeg begyndte at svømme, og så kom jeg ud af rytme med min vejrtrækning.

Det var en ekstrem lettelse, da den egentlige årsag gik op for mig. Nu skal jeg bare sørge for ikke at hyperventilere. Før et løb starter, prøver jeg altid at nå en lille svømmetur i havet, så jeg kan vænne mig til situationen. Og så trækker jeg vejret behersket for ikke at hyperventilere og holder hånden for munden for ikke at få for meget ilt ind. Sidst men ikke mindst siger jeg til mig selv: “Det skal nok gå. Jeg har lært at svømme på den rigtige måde, og intet er længere som før.”

Så i 2004 deltog jeg i Murakami-triatlonløbet efter fire års pause, og snart lød startsignalet. Alle begyndte at svømme, og der var en, der sparkede mig i siden. Jeg blev forskrækket og frygtede straks, at det nu ville gå galt. Jeg slugte lidt vand. Skulle jeg slå over i brystsvømning? Så tog jeg mig sammen. Nej, det var ikke nødvendigt, det skulle nok gå. Min vejrtrækning faldt på plads, og jeg begyndte at crawle igen. Jeg koncentrerede mig om at ånde ud under vandet, i stedet for at trække vejret ind, og morede mig over lyden af boblerne under vandet. Så gik det fint, og jeg kunne mærke min krop ride på bølgerne.

På den måde fik jeg styr på min panik og gennemførte løbet. Jeg havde holdt en lang pause og havde ikke fået cykeltrænet så meget, så mit resultat var ikke noget at prale af, men det lykkedes mig at opfylde mit primære mål, nemlig at få vasket skammen over at være blevet diskvalificeret af mig. Jeg var virkelig lettet.

Jeg har altid betragtet mig selv som en ret uforfærdet person, så den nervøse side af mig selv kom som en overraskelse. Jeg havde slet ikke været klar over, hvor nervøs jeg egentlig var før start. Men det har jeg altså været, nøjagtig ligesom alle andre. Uanset hvor gammel man bliver, vil man blive ved med at opdage nye sider af sig selv, så længe man lever. Men uanset hvor lang tid man bruger foran et spejl, vil man aldrig kunne se ind i sig selv.

Og her står jeg så igen klokken halv ti den 1. oktober 2006 på en smuk efterårsdag ved havet ud for byen Murakami i Niigata og venter på, at endnu en triatlon skal begynde. Jeg er en smule nervøs, men passer godt på ikke at hyperventilere. For en sikkerheds skyld tjekker jeg mit udstyr. Ankelremmen med chippen sidder, som den skal. Jeg har smurt kroppen ind i vaseline, så jeg hurtigst muligt kan få våddragten af, når jeg er færdig med at svømme. Jeg har strakt godt ud, drukket rigeligt med vand og været på toilettet. Alt er i orden. Forhåbentlig.

Jeg har jo deltaget flere gange og genkender flere af deltagerne. Vi giver hinanden hånden og småsnakker, mens vi venter. Jeg er ikke særlig socialt anlagt, men jeg har let ved at tale med andre triatleter. Folk, der deltager i triatlon, er noget for sig selv. Tænk lige over det. De fleste deltagere har arbejde og familie, og ved siden af disse forpligtigelser træner de alligevel hårdt hver dag med både svømning, cykling og løb. Der er ingen tvivl om, at det kræver masser af tid og energi. Intet fornuftigt menneske vil kalde det et normalt liv, og vi kan næppe tage andre det ilde op, hvis de kalder os for underlige og excentriske. Selvom det måske ikke kan kaldes for en egentlig solidaritetsfølelse, hviler der et varmt fællesskab over os, lidt ligesom en sen forårsdis over bjergtoppene. Det er selvfølgelig et kapløb, og det kan man ikke se bort fra, men for de fleste triatleter er selve konkurrenceaspektet mindre vigtigt end selve idéen om løbet som en slags ceremoni, hvor man kan få bekræftet dette fællesskab, der hviler som en svag dis over det hele.

På den måde er triatlonløbet i Murakami meget passende. Der er ikke så mange deltagere (mellem trehundrede og firehundrede), og det afvikles på en meget behersket måde. Det er et beskedent, lokalt og hjemmelavet løb, hvor de lokale bakker varmt op om deltagerne. Der er intet overdrevent eller prangende over det, og der er en dejlig afslappet atmosfære, der tiltaler mig. Der er også nogle vidunderlige varme kilder i nærheden, maden er lækker, og den lokale sake (især Shimehari Tsuru) er exceptionel god. I den periode, jeg har deltaget i løbet, har jeg efterhånden fået nogle gode lokale venner, og der er da også folk, der tager hele den lange vej fra Tokyo for at heppe på mig.

Klokken 09.56 lyder startsignalet, og alle begynder straks at crawle. Det er det mest nervepirrende øjeblik.

Jeg springer på hovedet i vandet, begynder at sparke og pløje mig gennem vandet med armene. Jeg jager alle uvedkommende tanker på flugt og koncentrerer mig om at ånde ud i stedet for at trække vejret ind. Mit hjerte hamrer vildt og jeg kan ikke finde rytmen. Min krop stivner. Som forventet er der en, der sparker mig på skulderen, og så er der en, der prøver at komme hen over mig ligesom en skildpadde, der kravler hen over en anden skildpadde. Jeg sluger lidt vand, men ikke så meget. Rolig, siger jeg til mig selv. Der er ingen grund til panik. Jeg trækker vejret regelmæssigt, ind og ud, ind og ud. Det er nu, det gælder. Efterhånden letter spændingen, nu skal det nok gå. Jeg skal bare svømme videre. Når jeg først har fundet rytmen, gælder det om at holde fast.

Men så – og det er, hvad man altid skal forvente i en triatlon – rammes jeg af et uventet problem. Mens jeg crawler, løfter jeg hovedet for at tjekke retningen, men hvad nu? Jeg kan ikke se. Mine svømmebriller er helt dugget til. Det er som at bevæge sig gennem en tæt tåge, en mælkehvid verden. Jeg stopper op og træder vande, mens jeg tørrer duggen af mine svømmebriller. Jeg kan stadig ikke se ordentligt. Hvad sker der? Det er da de svømmebriller, jeg plejer at bruge, så jeg kan se verden omkring mig, når jeg træner. Hvad kan det være? Så slår det mig pludselig. Jeg har ikke vasket hænder, efter jeg smurte mig ind i vaseline, og nu har jeg tørret svømmebrillerne af med mine fedtede fingre. Hvor dum kan man være? Før starten plejer jeg altid at pudse mine svømmebriller i spyt, så de ikke dugger til. Tænk, at jeg kunne glemme det.

De fedtede svømmebriller generede mig konstant, mens jeg svømmede de 1500 meter. Jeg svømmede hele tiden skævt og i den forkerte retning og spildte en masse tid. Jeg var nødt til med jævne mellemrum at stoppe op og træde vande, mens jeg sikrede mig, at jeg svømmede i den rigtige retning. Jeg havde det ligesom et barn, der prøver at sætte hale på æselet med bind for øjnene.

Set i bakspejlet burde jeg bare have svømmet uden svømmebriller. Men jeg var lidt forvirret nede i vandet og fik slet ikke den tanke, og derfor blev svømmeetapen også noget værre rod, og min tid blev endnu dårligere end frygtet. Min form taget i betragtning – husk lige, hvor meget jeg havde trænet – burde jeg have svømmet væsentligt hurtigere. I det mindste blev jeg ikke diskvalificeret, jeg sakkede ikke helt agterud, og det lykkedes mig at svømme hele distancen. Og når det lykkedes mig at svømme i den rigtige retning, klarede jeg det faktisk rigtig godt.

Jeg skyndte mig op på stranden og hen til min cykel (det lyder så let, men det er det altså ikke), fik den stramme våddragt krænget af, stak i cykelskoene, tog cykelhjelm og -briller på, drak noget vand og cyklede ud på vejen. Det skete helt automatisk, og pludselig gik det op for mig, at jeg et kort øjeblik forinden havde ligget og pjasket i vandet, mens jeg nu trampede løs i pedalerne og strøg gennem vinden med tredive kilometer i timen. Lige meget hvor mange gange jeg oplever det, føles det mærkeligt. Tyngdekraften er anderledes, tempoet er anderledes, teknikken er anderledes, og man bruger helt andre muskler. Man føler sig som en salamander, der pludselig er blevet til en struds. Det skift kunne min hjerne ikke lige kapere på et øjeblik, og det kunne min krop åbenbart heller ikke. Jeg kunne ikke holde farten, og snart var jeg blevet overhalet af syv andre cyklister. “Det er for surt,” tænkte jeg, men det lykkedes mig ikke at overhale nogen, inden jeg nåede halvvejs.

Cykeletapen følger den berømte kyststrækning Sasagawa Nagare, hvor der indimellem stikker usædvanlige klippeformationer op af havet, og udsigten er billedskøn (selvom jeg selvfølgelig ikke havde tid til at nyde den). Vi cyklede fra byen Murakami mod nord langs kysten, og nær grænsen til Yamagata skulle vi vende om og cykle tilbage ad den samme strækning. Det gik både op og ned adskillige steder, men det var ikke stigninger, der fik mig til at blegne, men før vendepunktet tænkte jeg hverken på at overhale andre, eller på om jeg selv blev overhalet. Jeg koncentrerede mig bare om at trampe stabilt i pedalerne og vælge det lettest mulige gear. Med jævne mellemrum tog jeg vanddunken op og drak lidt vand, og efterhånden begyndte jeg at føle mig hjemme på cyklen igen. Nu følte jeg, at jeg kunne klare det, og efter vendepunktet skiftede jeg til et tungere gear, øgede farten og overhalede syv personer på den sidste halvdel af etapen. Der var ikke så meget blæst, så jeg kunne træde godt til i pedalerne. Folk som mig, der ikke har så stor erfaring i at cykle, kan let miste modet, hvis det blæser meget. At udnytte kraftig blæst og få den over på sin side kræver mange års erfaring og en særlig teknik. Når det ikke blæser, handler det ene og alene om styrken i ens ben. Jeg endte med at tilbagelægge de 40 kilometer på cykel langt hurtigere end forventet, skiftede til mine gode, gamle løbesko og begyndte på den afsluttende løbetur.

Men jeg havde ladet mig rive med og havde lagt alt for mange kræfter i den sidste halvdel af cykelturen, så da jeg begyndte at løbe, blev det virkelig hårdt. Normalt ville jeg spare på kræfterne til løbeturen under den sidste del af cykelturen, men det havde jeg ikke skænket en tanke denne gang, havde bare givet alt, hvad jeg havde i mig, og derefter var jeg gået direkte over til at løbe. Som man kunne forvente, fungerede mine ben selvfølgelig ikke, som de burde. Inde i mig selv gav jeg dem ordren: “Løb så!” men de lystrede ikke. Jeg så mig selv løbe, men det mærkedes ikke, som om jeg gjorde det.

Det er nogenlunde det, der altid sker i en triatlon. De muskler, jeg har anstrengt til det yderste under den godt en time lange cykeltur, og som jeg stadig forventer vil fungere, er svære at få i gang under løbet. De har brug for tid til at omstille sig fra den ene teknik til den anden. Det første tre kilometer er mine ben normalt så godt som låste, og først derefter er de indstillet på at ‘løbe’. Denne gang varede det dog noget længere end normalt, før benene fik den rette indstilling. Af de tre discipliner er jeg bedst til at løbe, og normalt plejer jeg så let som ingenting at overhale mindst tredive andre, men denne gang skulle det ikke være sådan. Jeg overhalede ikke mere end ti-femten personer. I det sidste løb var det på cykelturen, jeg blev overhalet indenom, men den havde jeg klaret noget bedre denne gang. Det var selvfølgelig ærgerligt, at jeg ikke løb så godt, men på den måde var forskellen på, hvor god eller dårlig jeg er til de forskellige discipliner, blevet udjævnet, og tiden mere afbalanceret. Min fysik er nok kommet nærmere på en rigtig triatlets. Og det kan jeg kun glæde mig over.

Da jeg, opmuntret af de lokales tilråb, løb gennem gaderne i den gamle bydel i Murakami, lagde jeg de sidste kræfter i og spurtede mod målstregen. Et lykkeligt øjeblik. Det havde været et hårdt løb med uventede problemer, men da jeg først løb over målstregen, var det hele glemt. Da jeg havde fået vejret igen, gav jeg hånd til mand nummer 329, som jeg havde overhalet og var blevet overhalet af adskillige gange på cykeletapen. “Godt gået!” Hvis bare jeg kunne have løbet lidt hurtigere til sidst, ville jeg være kommet i mål før ham, jeg var kun tre meter efter ham. Men i starten var mine snørebånd gået op, og to gange havde jeg været nødt til at stoppe og snøre dem, og her mistede jeg tid. Var det ikke sket, var jeg sikker på, at jeg kunne have overhalet ham (eller det var i hvert fald min optimistiske hypotese). Men i bund og grund var det hele jo min egen skyld, fordi jeg ikke havde snøret mine sko ordentligt fra starten af.

Løbet var slut, og jeg var heldigvis nået gennem målporten, der var rejst foran rådhuset i Murakami. Jeg var ikke druknet eller punkteret, ikke blevet brændt af ondsindede gopler eller overfaldet af en sulten bjørn. Jeg var heller ikke blevet stukket af rasende hvepse, ramt i hovedet af lynet, og min kone, som ventede ved målet, havde heller ikke opdaget nogen ubehagelig sandhed om mig. I stedet modtog hun mig med et: “Det var vel nok flot!” Hvor var jeg glad.

Det bedste ved denne dags triatlon var, at jeg havde nydt det. Min tid var ikke noget at prale af, og jeg begik ikke så få småfejl undervejs, men jeg havde virkelig gjort mit bedste, hvilket efterlod mig med en varm følelse i hele kroppen. Desuden var der en del områder, jeg havde forbedret væsentligt siden sidste løb, og det er vigtigt at fremhæve. Det svære ved en triatlon består jo netop i overgangen mellem de tre discipliner, og her betyder erfaring alt. Det er erfaringen, der gør det muligt at kompensere for fysisk utilstrækkelighed. Eller sagt på en anden måde, så er det at lære af egne erfaringer noget af det bedste og sjoveste ved en triatlon.

Selvfølgelig er det hårdt fysisk, og der er da også tidspunkter, hvor man psykisk er ved at give op, men smerte synes at være selve forudsætningen for denne form for sport. Hvis ikke det var smertefuldt, hvem i alverden ville så gide deltage i sportsgrene som triatlon og maraton, der kræver så meget tid og energi? Man deltager jo netop på grund af smerten, eller for at komme igennem den og herigennem opleve, at man i det mindste lever om ikke andet så en lille smule, eller det er i hvert fald en del af det. Det er også her, man kan nå frem til en erkendelse af, at livskvalitet findes i selve det at handle og ikke så meget i faste størrelser som tid, tal eller rang. Når man altså klarer sig igennem.

På vejen hjem i bil fra Niigata til Tokyo så jeg adskillige deltagere fra løbet med cykler på biltaget. Alle i bilerne var solbrændte og veltrænede, typiske triatleter. Alle havde deltaget i den beskedne triatlon på denne smukke efterårssøndag og var nu på vej hjem til hver deres hverdag. Alle ville nu (måske), hvor de så befandt sig, tavst fortsætte med den sædvanlige træning frem til det næste løb. Set udefra eller lidt fra oven virker sådan et liv måske meningsløst og nyttesløst, ja, er måske ligefrem spild af kræfter, men det kan jeg ikke tage mig af. Det kan godt være, det er spild af kræfter ligesom at hælde vand i en gryde med hul i bunden, men om ikke andet har man da gjort sig den anstrengelse. Hvad enten det nytter noget eller ej, om det er cool eller ej, så er det vigtigste, når alt kommer til alt, næsten altid det, man ikke kan se (men føler i sit hjerte). Man opnår ofte kun noget virkelig værdifuldt gennem tilsyneladende nytteløse handlinger. For selv handlinger, der umiddelbart synes nytteløse, behøver ikke være det. Det mener jeg i hvert fald ikke. Jeg har selv mærket og erfaret det modsatte.

Jeg ved selvfølgelig ikke, om jeg kan blive ved med at gennemføre disse nytteløse handlinger i al evighed, men nu har jeg holdt ud så længe uden at blive træt af det, at jeg også gerne vil fortsætte så længe, det kan lade sig gøre. Det er nemlig langdistanceløbene, der (mere eller mindre og på godt og på ondt) har skabt og formet mig til den person, jeg er i dag. Så hvis det er muligt, vil jeg gerne have, at langdistanceløb forbliver en del af min alderdom. Det er jo også en slags liv, og selvom det måske ikke er det mest almindelige, er det ikke desto mindre det liv, jeg er endt med at have, tænker jeg med hænderne hvilende på rattet.

Her til vinter vil jeg sikkert igen løbe et maraton et eller andet sted i verden, og til sommer vil jeg nok tage udfordringen op igen og deltage i en triatlon. Således vil årstiderne skifte, og året gå. Jeg vil blive et år ældre og sikkert have skrevet endnu en roman. En for en vil jeg løse de opgaver, der melder sig, og gøre det, så godt jeg kan. Jeg vil koncentrere mig om at tage det ene lange skridt fremad efter det andet, men samtidig vil jeg også prøve at se så langt frem som muligt, for jeg er trods alt langdistanceløber.

Præstationer, prestige og optræden, og hvilken værdi folk nu tillægger det, er, når alt kommer til alt, kun noget sekundært. For en løber gælder det først og fremmest om at nå de mål, man sætter for sig selv, og om at gøre det på egne ben. Man vil gerne stå tilbage med en fornemmelse af, at man har givet alt, hvad man havde i sig, og at man har udholdt det, der skulle udholdes. Det gælder om at lære noget konkret af både fejltagelser og gode oplevelser (lige meget hvor små de måtte være), for til sidst, som tiden og årene går, og det ene løb følger det andet, at kunne nå hen et sted, hvor man er tilfreds. Eller i hvert fald hen i nærheden af sådan et sted (det er nok den bedste måde at udtrykke det på).

Hvis jeg en dag skulle få en gravsten, og jeg selv kan bestemme indskriften, skal der stå:

HARUKI MURAKAMI

FORFATTER (OG LØBER)

1949 – 20**

I DET MINDSTE GIK HAN ALDRIG

Mere kan jeg ikke ønske mig.