FORORD

Lidelse er noget, man vælger

Der findes en leveregel, der siger, at en rigtig gentleman aldrig taler om de kvinder, han har kendt, eller om hvor meget han betaler i skat … nej, undskyld, det er en lodret løgn, jeg lige har fundet på til lejligheden. Men hvis der fandtes den slags leveregler, burde der også være en, som sagde, at en rigtig gentleman ikke taler om, hvad han gør for at holde sig sund. Efter min mening bør man i hvert fald ikke tale om den slags.

Som alle ved, er jeg ingen gentleman, og derfor behøver jeg ikke bekymre mig om det, men jeg tøver nu alligevel lidt med at skrive denne bog. Det her lyder sikkert, som om jeg taler udenom, men bogen handler altså om at løbe og ikke om at holde sig sund. Den er ikke et opråb til alle: “Kom, lad os løbe hver dag, så vi bliver rigtig sunde!” Nej, det er en bog om, hvad det har betydet for mig at løbe, hvor jeg funderer over dette og hint.

Somerset Maugham skrev engang: “Hver barbering sin filosofi.” Det er jeg fuldstændig enig med ham i, for uanset hvor triviel en handling måtte være, vil den, hvis den gentages ofte nok, dag efter dag, ende med at munde ud i indre betragtninger. Derfor mener jeg ikke, at jeg som forfatter og løber træder ved siden af, når jeg i al beskedenhed tillader mig at skrive en bog om at løbe. Det kan godt være, det lyder pedantisk, men hvis jeg skal forstå noget, er jeg nødt til at skrive det ned, og for at finde ud af, hvad det egentlig betyder for mig at løbe, har jeg været nødt til at sætte mig til tastaturet.

Jeg lå engang på et hotelværelse i Paris og læste Inter­ national Herald Tribune, da jeg faldt over en temaartikel om maraton. Der var interviews med flere berømte maratonløbere, og et af spørgsmålene lød, hvilke mantraer de gentog inde i sig selv for at holde sig i gang, når de deltog i et løb. Et meget interessant spørgsmål, synes jeg, og det var fascinerende at læse, hvordan folk griber det an, når de løber det 42,195 km lange løb. Alene det siger en hel del om, hvor skrap en omgang et maratonløb er. Man kan simpelthen ikke klare det uden at have et mantra, man kan gentage for sig selv igen og igen.

En løber fortalte om det mantra, han havde lært af sin ældre bror (der også er løber), og som han bestandigt gentager for sig selv, når han løber, nemlig Smerte er uundgåelig. Lidelse er noget, man vælger. Man kan, når man løber, vælge at sige: “Det her gør for ondt, jeg kan ikke mere.” Der er nemlig ingen vej udenom; det gør ondt, men det er op til den enkelte løber at beslutte, om han vil holde ud eller give op. Og det opsummerer vel meget præcist det vigtigste aspekt ved at løbe maraton.

Jeg har leget med idéen om at skrive en bog om at løbe i over ti år, og jeg har overvejet snart den ene og snart den anden indfaldsvinkel, men månederne er gået, uden det er blevet til noget. Det at løbe er i sig selv et ret uhåndgribeligt emne, og jeg har ikke rigtig kunnet finde ud af, hvad jeg egentlig ville skrive om.

Så en dag tænkte jeg: “Jeg vil prøve ærligt at skrive ned, hvad jeg føler og tænker om at løbe, der er ikke andet at gøre.” Jeg begyndte at skrive i korte bidder i sommeren 2005, og i efteråret 2006 var jeg færdig. Bortset fra nogle få steder, hvor jeg benytter passager, jeg har skrevet tidligere, afspejler denne bog mine tanker og følelser i denne periode. Undervejs opdagede jeg, at det at skrive ærligt om at løbe næsten er det samme som at skrive ærligt om mig selv, og derfor kan man nok godt betragte denne bog som en slags ‘memoirer’ centreret omkring det at løbe.

Selvom jeg ikke vil strække mig til at kalde det en filosofi, kan man vist godt kalde det min egen lille lommefilosofi. Det er måske ikke noget særligt, men det er de personlige erfaringer, jeg har gjort mig ved at sætte min krop i bevægelse og erkende, at lidelse vælger man selv. Det er næppe erfaringer, alle og enhver kan bruge, men det beskriver i hvert fald det menneske, jeg er.

August 2007