Stjerner skinner mørkt
ANTONIO: I vil ikke tøve længer? I vil heller ikke,
at jeg må gå med Jer?
SEBASTIAN: Med Eders tilladelse, nej. Mine
stjerner skinner mørkt over mig; min skæbnes
ugunst kunne måske oprøre Eders; derfor må jeg
bede Jer om lov at bære min
ulykke alene. Det var slet gengæld for Jert venskab,
om jeg lagde noget af den
over på Jer.
–WILLIAM SHAKESPEARE,
HELLIGTREKONGERSAFTEN
„Klokken er mange,“ sagde Isabelle og trak utålmodigt blondegardinet for det høje vindue i stuen. „Han burde for længst have været tilbage.“
„Ro på, Isabelle,“ sagde Alec i det der overlegne storebrortonefald, der antydede, at hun havde let ved at blive hysterisk, men at han til gengæld kunne holde hovedet koldt. Ja, selv den måde, han sad på – sorgløst henslængt i en af de overpolstrede lænestole ved ildstedet i Penhallows stue – demonstrerede, hvor ubekymret han var. „Det er den slags, Jace gør, når han er ked af det, strejfer rundt på egen hånd. Han sagde, at han ville gå en tur. Han skal nok komme tilbage.“
Isabelle sukkede. Hun ville næsten ønske, at hendes forældre havde været her, men de var stadig oppe på Tinget. Uanset hvad det var, Klanen skulle diskutere, så trak rådsmødet uhyggelig længe ud. „Han kender New York. Men ikke Alicante –“
„Han kender garanteret byen bedre end dig.“ Aline sad i sofaen og læste en bog, der var indbundet i mørkerødt læder. Det sorte hår var samlet i en fransk fletning, og blikket var rettet mod bogen i hendes skød. Isabelle, der aldrig selv havde været nogen læsehest, misundte andre mennesker deres evne til at fortabe sig i en bog. Engang ville hun have misundt Aline – først og fremmest at hun var lille, spinkel og køn og ikke amazoneagtig og så høj, at hun ragede op over de fleste af drengene, så snart hun fik et par højhælede sko på. Men det var også først for nylig, at det var gået op for Isabelle, at andre piger ikke absolut skulle misundes, undgås eller hades. „Han har trods alt boet her, til han blev ti. I andre har kun været på besøg nogle enkelte gange.“
Isabelle rynkede panden og tog sig til brystet. Det vedhæng, hun havde hængende i en kæde om halsen, havde givet hende et pludseligt, skarpt stød – noget, det normalt kun gjorde, når der var dæmoner til stede, men de befandt sig jo i Alicante. Her kunne der umuligt være nogen dæmoner. Måske fungerede vedhænget ikke længere helt korrekt. „Jeg tror i øvrigt ikke, at han bare er ude at strejfe. Efter min mening er det ret oplagt, hvor han er taget hen,“ svarede Isabelle.
Alec hævede blikket. „Hen til Clary, mener du?“
„Er hun her stadig? Jeg troede ellers, at hun skulle tilbage til New York.“ Aline smækkede bogen i. „Hvor er det i øvrigt, hans søster bor?“
Isabelle trak på skuldrene. „Spørg ham,“ sagde hun og sendte Sebastian et sigende blik.
Sebastian sad henslængt i sofaen over for Aline. Han havde også en bog i hånden, og det mørke hår var faldet ned over næsen på ham. Han kiggede op, som om han kunne mærke Isabelles blik.
„Er det mig, I taler om?“ spurgte han medgørligt. Alt ved Sebastian var medgørligt, tænkte Isabelle irriteret. Til at begynde med havde hun været betaget af hans udseende – de der høje markerede kindben og sorte, uudgrundelige øjne – men nu gik hans elskværdige, forstående personlighed hende på nerverne. Hun brød sig ikke om drenge, der så ud, som om de aldrig kunne hidse sig op over noget. I Isabelles verden var raseri lig med lidenskab, som igen var lig med sjov i gaden.
„Hvad er det, du læser?“ spurgte hun skarpere, end hun havde haft til hensigt. „Er det en af Max’ tegneserier?“
„Jep.“ Sebastian kiggede ned på Angel Sanctuary på armlænet af sofaen. „Jeg kan godt lide tegningerne.“
Isabelle udstødte et fortvivlet suk. Alec sendte hende et skarpt blik og sagde: „Sebastian, da du tidligere i dag … er Jace klar over, hvor du var henne?“
„At jeg var sammen med Clary, mener du?“ Sebastian trak lidt på smilebåndet. „Det er ærlig talt ikke nogen hemmelighed. Havde jeg set Jace bagefter, ville jeg selv have fortalt ham det.“
„Hvorfor skulle han have noget imod det,“ sagde Aline utålmodigt og lagde bogen fra sig. „Sebastian har jo ikke ligefrem gjort noget forkert. Jeg mener, og hvad så, hvis han vil vise Clarissa lidt af Idris, inden hun tager hjem? Jace burde være glad for, at hans søster ikke bare sidder og keder sig.“
„Han kan være meget … beskyttende,“ sagde Alec efter at have tænkt sig lidt om.
Aline rynkede panden. „Så burde han tage den lidt med ro. Det kan ikke være sundt for hende at være så overbeskyttet. I skulle have set hende, da hun tog os på fersk gerning, det var nærmest, som om hun aldrig havde set nogen kysse før. Men hvem ved, det har hun måske heller ikke.“
„Det har hun faktisk,“ sagde Isabelle og tænkte på den måde, Jace havde kysset Clary på dengang i Seelie Hoffet. Det var ikke noget, hun brød sig om at mindes – Isabelle havde ikke for vane at svælge i hverken sine egne eller andres sorger. „Det er ikke det.“
„Hvad er det så?“ Sebastian rettede sig op og strøg en mørk hårlok væk fra øjnene. Isabelle så noget lyne – en rød stribe, et ar, tværs over håndfladen. „Er det bare, fordi han hader mig som person? For så vidt jeg ved, har jeg aldrig –“
„Det er min bog det der,“ lød en lille stemme. Det var Max, der stod henne i døren. Han var klædt i grå pyjamas og havde morgenhår. Han stod og stirrede på mangaromanen ved siden af Sebastian.
„Hvad, den her?“ Sebastian viste ham Angel Sanctuary. „Værsgo, knægt.“
Max spankulerede igennem stuen og flåede hæftet til sig. Han sendte Sebastian et skulende blik. „Du skal ikke kalde mig knægt.“
Sebastian lo og rejste sig. „Nu vil jeg have en kop kaffe,“ sagde han og satte kurs mod køkkenet. I døren tøvede han og vendte sig om. „Er der andre, der skal have noget?“
„Nej tak,“ sagde de andre i munden på hinanden. Sebastian trak på skuldrene og forsvandt ud i køkkenet, og døren lukkede sig efter ham.
„Opfør dig ordentligt, Max,“ sagde Isabelle strengt.
„Jeg bryder mig ikke om, at folk bare tager mine ting,“ sagde Max og knugede hæftet ind til sig.
„Slap af, Max. Han lånte den jo bare,“ sagde Isabelle og lød mere irriteret, end hun havde haft til hensigt; hun var stadig bekymret for Jace og vidste godt, at hun lod det gå ud over sin lillebror. „Du burde i øvrigt også ligge i din seng. Klokken er mange.“
„Der lød larm oppe fra bjerget. Det var det, der vækkede mig.“ Max glippede med øjnene; når han ikke havde briller på, blev alt omkring ham tåget. „Isabelle …“
Det spørgende tonefald fangede hendes opmærksomhed. Hun kiggede væk fra vinduet. „Hvad er der?“
„Klatrer folk op i dæmontårnene? Jeg mener, er der nogen grund til det?“
Aline kiggede op. „I dæmontårnene?“ Hun lo. „Nej, det er der aldrig nogen, der gør. For det første er det totalt forbudt, og for det andet, hvorfor skulle man gøre det?“
Aline havde godt nok ikke meget fantasi, tænkte Isabelle. Selv kunne hun komme i tanke om masser af grunde til at klatre op i dæmontårnene, om ikke andet så for at spytte tyggegummi ned på de forbipasserende.
Max havde rynket panden. „Jamen, det var der nogen, der gjorde. Jeg så det selv –“
„Uanset hvad du tror, du har set, er det nok bare noget, du har drømt,“ sagde Isabelle til ham.
Max kneb øjnene sammen. Alec, der fornemmede, at der var et hysterisk anfald under opsejling, rejste sig op og rakte hånden frem. „Kom, Max,“ sagde han ikke uden en vis ømhed. „Du skal tilbage i seng.“
„Vi trænger alle sammen til at se dyner,“ sagde Aline og rejste sig, gik hen til Isabelle ved vinduet og trak resolut gardinerne for. „Klokken nærmer sig midnat; hvem ved, hvornår de kommer tilbage fra rådsmødet? Der er ingen grund til at holde –“
Vedhænget ved Isabelles hals gav endnu et pludseligt stød – og pludselig knustes det vindue, Aline stod ved. Aline skreg, og i det samme blev der stukket et par hænder ind ad hullet i ruden – nej, faktisk ikke hænder, kunne Isabelle chokeret se, men kæmpestore, skællede kløer, der var strimede af blod og sort væske. De greb fat i Aline og flåede hende ud igennem den smadrede rude, inden hun kunne nå at skrige igen.
Isabelles pisk lå henne på bordet ved ildstedet. Den løb hun nu hen efter og smuttede undervejs uden om Sebastian, som var kommet stormende ind fra køkkenet. „Hent våbnene,“ hvislede hun, da han forbløffet stod og kiggede sig om i stuen. „Af sted!“ skreg hun og løb hen til vinduet.
Henne ved ildstedet stod Alec og holdt fast på Max, der vred og vendte sig, råbte og forsøgte at rive sig løs fra storebroren. Alec slæbte ham hen mod døren. Godt, tænkte Isabelle. Bare få Max ud herfra.
Det blæste koldt ind ad den smadrede rude. Isabelle trak op i skørtet og sparkede resten af skårene ud af vinduesrammen, taknemmelig for de tykke såler på støvlerne. Da glasset var væk, dukkede hun hovedet og sprang ud igennem hullet og landede hårdt på flisefortovet nedenunder.
Ved første blik så fortovet øde ud. Der var ingen gadelamper langs kanalen; det eneste lys kom fra vinduerne i de nærliggende huse. Isabelle bevægede sig forsigtigt frem med elektrumpisken rullet sammen ved siden. Hun havde efterhånden haft den så længe – havde fået den i fødselsdagsgave af sin far, da hun fyldte tolv – at den føltes som en del af hende, som en flydende forlængelse af højre arm.
Skyggerne blev tættere, da hun bevægede sig væk fra huset og over mod Oldcastle-broen, som krydsede kanalen og lå i en sær vinkel til fortovet. Skyggerne ved opgangen til broen var tætte som en hel sværm sorte fluer – og så var der noget, der bevægede sig inde i skyggen, noget hvidt og kriblende.
Isabelle satte i løb, trængte ud igennem en lav hæk for enden af en have og sprang ned på den smalle brolagte sti under broen. Pisken var begyndt at gløde, og i det hårde, sølvagtige skær kunne hun se Aline ligge slap på kanten af kanalen. Oven på hende lå en kæmpestor, skællet dæmon, en dæmon, der holdt hende nede med hele vægten af sin kraftige øgleagtige krop og havde begravet ansigtet ved hendes hals –
Men det kunne ikke være en dæmon. Der havde aldrig været dæmoner i Alicante. Aldrig. Isabelle stod chokeret og stirrede, mens skabningen løftede hovedet og gav sig til at vejre, som om den havde fået færten af hende. Den var blind, kunne hun se; tværs over panden dér, hvor øjnene skulle have siddet, havde den en bred række savtakkede tænder, der lignede en lynlås. I den nederste halvdel af ansigtet sad der endnu en mund udstyret med dryppende stødtænder. Den lå og piskede med den smalle hale, der gnistrede på begge sider, og da Isabelle listede nærmere, kunne hun se, at den var kantet med knivskarpe knogleskiver.
Aline vred sig og udstødte en gispende klynken. Lettelsen skyllede gennem Isabelle – hun havde været bange for, at Aline var død – men den var kortvarig. Da Aline bevægede sig, kunne hun se, at hendes bluse var flænset op foran. Hun havde mærker efter kløer på brystet, og skabningen havde en klo hægtet fast i linningen på hendes jeans.
Det svimlede for Isabelle. Dæmonen var ikke ude på at dræbe Aline – ikke endnu. Der kom liv i Isabelles pisk, og den mindede om et flammende sværd i hånden på en hævnende engel; hun kastede sig frem og lod pisken suse ned over dæmonens ryg.
Dæmonen skreg og lod sig rulle ned af Aline. Den rejste sig og rykkede frem mod Isabelle med de to munde på vid gab og kløer, der huggede ud efter hendes ansigt. Hun dansede baglæns, mens hun igen og igen lod pisken lyne og ramte dæmonen over ansigt, bryst og ben. Den skællede hud blev oversået med siksakkende mærker efter piskeslag, og snart dryppede der også blod og sekret fra den. Fra den øverste mund skød en lang tvedelt tunge pludselig frem med kurs mod Isabelles ansigt. På tungespidsen sad der en knold, kunne hun se, en brod af en slags, der kunne minde lidt om en skorpions giftkrog. Hun vippede med håndleddet, og pisken viklede sig rundt om dæmonens tunge, surrede den sammen med snore af bøjeligt elektrum. Dæmonen skreg og skreg, da hun strammede knuden og trak til. Med et vådt, kvalmende klask røg tungen til sidst ned på stiens sten.
Isabelle trak pisken til sig. Dæmonen gjorde omkring og flygtede, bevægede sig med hurtige, glidende bevægelser som en slange. Og Isabelle pilede efter. Dæmonen var nået halvvejs op ad stien til fortovet, da en mørk skikkelse dukkede op foran den. Et eller andet glimtede i mørket, og dæmonen faldt om og vred sig på jorden.
Isabelle standsede brat. Aline stod bøjet over den faldne dæmon med en smal dolk i hånden – en dolk, hun måtte have haft siddende i bæltet. Runerne på bladet lynede, da hun igen og igen huggede dolken i dæmonens vridende krop, til den til sidst holdt op med at bevæge sig og forsvandt.
Aline kiggede op. Hun havde et tomt udtryk i ansigtet og gjorde ikke mine til at ville samle den forrevne bluse omkring sig. Blodet dryppede fra de dybe kradsemærker på hendes bryst.
Isabelle fløjtede dæmpet. „Aline – er du okay?“
Aline slap dolken, der klaprende faldt til jorden. Uden at sige en lyd gjorde hun omkring, satte i løb og forsvandt ned i mørket under broen.
Det kom totalt bag på Isabelle, der bandede og satte efter hende. Hvorfor var hun ikke trukket i noget mere praktisk end en velourkjole her til aften? tænkte hun. Nå, men det var da altid noget, at hun havde støvler på. Hun havde næppe kunnet indhente Aline i et par stiletter.
I den anden ende af stien var der en jerntrappe, der førte op til Princewater Street. Aline var en tåget klat oppe for enden af trappen. Isabelle hankede op i den tunge kjole og fulgte efter med støvlerne klaprende op ad trinene. Da hun nåede op, standsede hun og kiggede sig om efter Aline.
Og måbede. Hun stod for enden af den brede vej, som familien Penhallows hus vendte ud imod. Hun kunne ikke længere se Aline – pigen var forsvundet i den vrimmel af mennesker, der væltede rundt på gaden. Og ikke blot mennesker. Der var også snesevis af skabninger – dæmoner – der lignede det øglevæsen, Aline lige havde gjort det af med under broen. Der lå allerede to-tre lig rundt om på gaden, det ene af dem blot få meter fra Isabelle, en mand med brystkassen flået op. På det grå hår kunne hun se, at han måtte have været gammel. Åh ja, selvfølgelig, tænkte hun, da hendes panikslagne hjerne langsomt kom op i omdrejninger. Alle voksne var jo oppe på Tinget. Hernede i byen var der kun børn, gamle og syge tilbage …
Den rødlige luft lugtede stærkt brændt, og råb og skrig flængede mørket. Samtlige døre i samtlige af gadens huse stod på vid gab – folk var på vej ud, men standsede brat, da de opdagede, at gaden var fyldt med uhyrer.
Det var umuligt, aldeles utænkeligt. Aldrig i historien var så meget som blot en enkelt dæmon sluppet forbi dæmontårnenes skjolde. Og nu var de her i snesevis. I hundredvis. Kom strømmende ned ad gaden som en giftig tidevandsbølge. Isabelle havde det, som om hun var fanget inde bag en glasvæg, hvor hun kunne se alt, men ikke røre sig – og bare se skrækslagen til, mens en af dæmonerne greb fat i flygtende dreng, løftede ham op og satte de savtakkede tænder i hans skulder.
Drengen skreg, men hans skrig druknede i den larm, der splintrede natten. Et spektakel, der steg og steg i styrke, dæmoner, der hylede, mennesker, der kaldte på hinanden, løbende trin og glas, der knustes. En eller anden nede ad gaden råbte noget, hun lige netop opfangede – noget om dæmontårnene. Isabelle kiggede op. De høje spir stod som altid vagt over byen, men de spejlede ikke længere stjernernes sølvskinnende lys eller bare det røde skær fra den brændende by: De var lige så blege som huden på et lig. Lyset i tårnene var fuldstændig udslukt. Det løb hende koldt ned ad ryggen. Ikke så mærkeligt, at gaderne vrimlede med uhyrer – på en eller anden måde havde dæmontårnene mistet deres magi. De skjolde, der havde beskyttet Alicante i tusind år, var væk.
Det var flere timer siden, at Samuel var blevet tavs, men Simon kunne ikke falde i søvn. Han lå lysvågen og stirrede ind i mørket, da han hørte skrigene.
Han løftede hovedet. Stilhed. Han så sig usikkert omkring – var det noget, han havde drømt? Han spidsede ører, men var ikke engang med sin nyligt skærpede hørelse i stand til at opfange en lyd. Han skulle til at lægge sig igen, da skrigene på ny borede sig ind i ørerne på ham som nåle. Det lød, som om de kom fra den anden side af Tinget.
Han stillede sig op på sengen og kiggede ud ad vinduet. Han kunne se den grønne plæne, der strakte sig, så langt øjet rakte, byens lys som et mat skær i det fjerne. Han kneb øjnene sammen. Der var et eller andet forkert ved byens lys, et eller andet … helt galt. Det var svagere, end han huskede det – og hist og her i mørket var der punkter, der bevægede sig, punkter som knappenålshoveder af ild, der siksakkede igennem gaderne. Bag tårnene rejste der sig en bleg sky, og der stank af røg.
„Samuel,“ kaldte Simon nervøst. „Der er noget galt.“
Nu kunne han høre døre smække og løbende trin. Hæse stemmer, der råbte. Han pressede ansigtet mod tremmerne og så indtil flere par støvler suse forbi udenfor, så dem sparke sten op undervejs, og hørte Skyggejægerne råbe til hinanden, mens de stormede væk fra Tinget og ned mod byen.
„Skjoldene er nede! Skjoldene er nede!“
„Vi kan ikke bare forlade Tinget!“
„Det er lige meget med Tinget! Vores børn er jo dernede!“
Stemmerne var allerede ved at blive svagere. Simon løsrev sig fra vinduet og gispede: „Samuel! Skjoldene –“
„Jeg hørte det godt.“ Samuels stemme gik tydeligt igennem væggen. Han lød ikke bange, snarere resigneret og måske en lille smule stolt over at have fået ret. „Valentine er gået til angreb, mens Klanen har siddet i møde. Snedigt.“
„Jamen Tinget – det er jo forstærket – hvorfor bliver de ikke bare heroppe?“
„Du hørte jo selv, hvad de sagde. Fordi alle deres børn er nede i byen. Alle deres børn – og gamle forældre – dem kan de ikke bare lade i stikken.“
Familien Lightwood. Simon tænkte på Jace og straks efter på Isabelle, på hendes lille, blege ansigt under det store, mørke hår, på hendes tapperhed i kamp, på hendes lillepigeagtige X’er og O’er nederst på det brev, hun havde skrevet. „Jamen det er jo det, du hele tiden har sagt – det, du fortalte Klanen, der ville ske. Hvorfor troede de ikke på dig?“
„Fordi skjoldene er deres religion. Og tror de ikke på skjoldenes magt, tror de heller ikke på, at de selv er noget særligt, at de er udvalgt og beskyttet af Englen. Så kan de lige så godt tro på, at de bare er helt almindelige mundaner.“
Simon kiggede ud ad vinduet, men røgen var blevet tættere og gav luften et blegt skær. Han kunne ikke længere høre stemmer udenfor; der lød skrig i det fjerne, men ganske svagt. „Jeg tror, at byen brænder.“
„Nej,“ sagde Samuel lavmælt. „Det er nok snarere Tinget. Og højst sandsynligt dæmonild. Hvis Valentine kan, er det Tinget, han vil gå efter.“
„Jamen –“ sagde Simon, og så snublede ordene over hinanden. „Jamen der er vel nogen, der kommer og lukker os ud, ikke? Konsulen eller – eller Aldertree. De kan da ikke bare lade os sidde hernede og dø.“
„Du er underjordisk,“ sagde Samuel. „Og jeg er forræder. Tror du virkelig, at de har tænkt sig at gøre noget for os?“
„Isabelle! Isabelle!“
Alec havde lagt hænderne på hendes skuldre og stod nu og ruskede i hende. Isabelle løftede langsomt hovedet; det var, som om brorens hvide ansigt sejlede rundt på en mørk baggrund. Bag hans højre skulder stak et stykke krumt træ op: Han havde taget buen på ryggen, samme bue, som Simon havde brugt til at dræbe Stordæmonen Abbadon med. Hun syntes ikke, at hun havde set Alec komme, syntes slet ikke, at hun havde set ham på gaden; det var, som om han var trådt ud af det blå, dukket op som et spøgelse.
„Alec,“ sagde hun langsomt og usikkert. „Hold op, Alec. Jeg har det fint.“
Hun gjorde sig fri af ham.
„Det ser du ellers ikke ud til.“ Han kiggede op og bandede ved sig selv. „Vi må væk fra gaden. Hvor er Aline?“
Isabelle glippede med øjnene. Der var ingen dæmoner i sigte; ovre på den anden side af gaden sad der en kvinde på trappestenen foran et af husene og hulkede, en række høje, enerverende skrig. Liget af den gamle mand lå stadig midt ude på gaden, og lugten af dæmoner var overalt. „Aline – der var en dæmon, der forsøgte – den forsøgte –“ Hun tog en dyb indånding og holdt vejret lidt. Hun var Isabelle Lightwood. Hun blev aldrig hysterisk, uanset hvad hun kom ud for. „Vi slog den ihjel, men bagefter stak hun af. Jeg forsøgte at følge efter, men hun var for hurtig.“ Hun kiggede op på sin bror. „Dæmoner i byen,“ sagde hun. „Hvordan kan det lade sig gøre?“
„Det ved jeg ikke.“ Alec rystede på hovedet. „Skjoldene må være nede. Der var fire-fem oni-dæmoner ude foran huset, da jeg kom ud. Jeg fik ram på en, der luskede rundt bag buskene. De andre stak af, men de kan jo sagtens vende tilbage. Kom. Lad os gå tilbage til de andre.“
Kvinden henne på trappen hulkede stadig. Gråden fulgte dem, da de skyndte sig tilbage til familien Penhallows hus. Der var stadig ingen dæmoner på gaden, men fra andre af kvarterets mørklagte veje kunne de høre eksplosioner, skrig og løbende trin. Da de var på vej op ad trappen til huset, kiggede Isabelle sig tilbage og så en lang bugtende fangarm komme susende ud fra mørket imellem to af husene og snuppe den grædende kvinde fra trappestenen. Hendes hulken blev omgående til skrig. Isabelle ville løbe derhen, men Alec havde et fast tag i hende og skubbede hende foran sig ind i huset, hvorefter han resolut smækkede og låste døren bag dem. Huset lå hen i mørke. „Jeg har slukket lyset. Ville undgå at tiltrække flere af dem,“ forklarede Alec og skubbede Isabelle foran sig ind i stuen.
Max sad på gulvet for enden af trappen med armene om sine knæ. Sebastian stod henne ved vinduet og var ved at sømme brændestykker, han havde hentet ved ildstedet, for det gabende hul i rammen. „Sådan,“ sagde han, trådte et skridt tilbage og lagde hammeren fra sig på bogreolen. „Det burde kunne holde et stykke tid.“
Isabelle smed sig ned ved siden af Max og gav sig til at stryge ham over håret. „Er du okay?“
„Nej.“ Hans øjne var store og bange. „Jeg ville kigge ud ad vinduet, men Sebastian sagde, at jeg skulle holde mig nede.“
„Det havde Sebastian ret i,“ sagde Alec. „Der var dæmoner ude på gaden.“
„Er de der stadig?“
„Nej, men der er stadig nogen i resten af byen. Vi er nødt til at tænke over, hvad vi skal gøre.“
Sebastian rynkede panden. „Hvor er Aline henne?“
„Hun stak af,“ forklarede Isabelle. „Det var min skyld. Jeg skulle have været –“
„Vel var det ej din skyld. Uden dig havde hun været død,“ sagde Alec irrettesættende. „Hør her, vi har ikke tid til selvbebrejdelser. Jeg smutter ud og finder Aline. I tre bliver her. Isabelle, du holder øje med Max. Sebastian, du fortsætter med at sikre huset.“
„Du skal ikke gå nogen vegne alene,“ sagde Isabelle fortørnet. „Tag mig med!“
„Det er mig, der er den voksne her. Mine ord er lov,“ sagde Alec tonløst. „Vores forældre kan når som helst være tilbage fra Tinget. Jo flere af os der er samlet her, jo bedre. Desuden risikerer vi alt for let at komme væk fra hinanden derude. Og den risiko vil jeg under ingen omstændigheder løbe, Isabelle.“ Han rettede blikket mod Sebastian. „Er I med?“
Sebastian havde fundet sin stele frem. „Jeg går i gang med at sikre huset med runer.“
„Tak.“ Alec var allerede på vej mod døren, men vendte sig hurtigt om og kiggede et splitsekund på Isabelle. Hun mødte hans blik. Og så var han borte.
„Isabelle,“ sagde Max med sin lille stemme. „Du bløder fra håndleddet.“
Isabelle kiggede ned. Hun mindedes ikke at være kommet til skade med håndleddet, men Max havde ret: Ærmet på den hvide jakke var plettet af blod. Hun rejste sig op. „Jeg henter lige min stele, så jeg kan hjælpe dig med runerne, Sebastian.“
Han nikkede. „Jeg kan vist også godt bruge en hånd. Det her er ikke ligefrem en af mine spidskompetencer.“
Hun begav sig op ad trappen uden at spørge, hvad hans spidskompetencer så var. Hun følte sig træt helt ind i knoglerne og trængte til et energimærke. Det kunne hun om nødvendigt selv klare, men Alec og Jace havde altid været bedre til den slags runer end hun.
Hun trådte ind på værelset og rodede sine ting igennem for at finde stelen og et par ekstra våben. Da hun stak seraph-dolkene ned i støvleskafterne, kunne hun ikke lade være med at tænke på Alec og det blik, de havde vekslet, inden han gik. Det var ikke første gang, hun havde set sin bror tage af sted uden at vide, om hun nogen sinde ville få ham at se igen. Det var noget, hun accepterede, altid havde accepteret som en del af livet; det var først, da hun havde lært Clary og Simon at kende, at hun blev klar over, at det var de færreste mennesker, der havde det på den måde. De behøvede ikke at leve med døden som konstant følgesvend, behøvede ikke at mærke den ånde sig koldt i nakken selv en ganske almindelig dag. Som alle andre Skyggejægere havde hun altid følt foragt for de mundane – havde opfattet dem som blødagtige, dumme og fårede i deres selvglæde. Nu spekulerede hun på, om ikke dette had bare udsprang af, at hun var misundelig. Det måtte være rart ikke at skulle være bange, hver gang ens familiemedlemmer gik ud ad døren, bange for, om de nogen sinde ville komme tilbage.
Hun var halvvejs nede ad trappen med stelen i hånden, da hun fornemmede, at der var noget galt. Stuen var tom. Max og Sebastian var ingen steder at se. På et af de brændestykker, Sebastian havde sømmet over det smadrede vindue, sad der et halvfærdigt beskyttelsesmærke. Den hammer, han havde brugt, var der heller ikke.
Hendes mave trak sig sammen. „Max!“ råbte hun og snurrede rundt om sig selv. „Sebastian! Hvor er I?“
„Isabelle – herude,“ lød Sebastians stemme ude fra køkkenet.
Lettelsen skyllede ind over hende og gjorde hende helt fortumlet. „Det var ikke sjovt, Sebastian,“ sagde hun og marcherede ud i køkkenet. „Jeg troede, at I var –“
Hun lod døren glide i efter sig. Der var mørkt i køkkenet, mørkere end inde i stuen. Hun anstrengte øjnene for at få øje på Sebastian og Max, men kunne ikke se andet end skygger.
„Sebastian?“ sagde hun usikkert. „Sebastian, hvad laver du herude? Hvor er Max?“
„Isabelle.“ Hun syntes, hun så noget bevæge sig, en mørk skygge på en baggrund af lysere skygger. Hans stemme var blid, rar, nærmest kærlig. Det var første gang, hun blev opmærksom på, hvilken smuk stemme han i virkeligheden havde. „Om forladelse, Isabelle.“
„Du opfører dig underligt, Sebastian. Lad være med det.“
„Jeg er ked af, at det bliver dig,“ sagde han. „For af dem alle sammen er det dig, jeg bedst kan lide.“
„Sebastian –“
„Af dem alle sammen,“ gentog han med samme behagelige, dæmpede stemme, „er det dig, der ligner mig mest.“
Og så lod han resolut hånden med hammeren suse ned.
Alec stormede igennem de mørke, brændende gader og kaldte igen og igen på Aline. Da han forlod Princewater-bydelen og trådte ind i byens centrum, begyndte hans hjerte at banke hurtigere. Gaderne lignede et levende maleri af Bosch: fyldt med groteske, makabre væsner og rædselsvækkende blodige optrin. Panikslagne fremmede skubbede Alec til side uden så meget som at kigge på ham og løb skrigende forbi, tilsyneladende uden noget bestemt mål. Luften stank af røg og dæmoner. Nogle af husene stod i flammer; andre havde fået smadret vinduerne. Da han kom tættere på et af dem, kunne han se, at det, han havde troet, var en klat maling, var frisk blod, der var sprøjtet op på pudset. Han snurrede rundt om sig selv, kiggede i alle retninger, men kunne ikke få øje på noget, der kunne forklare det; ikke desto mindre tog han benene på nakken og skyndte sig væk.
Alec havde som det eneste af Lightwood-børnene en klar erindring om Alicante. Han havde kun været et par år gammel, da de rejste, men kunne stadig huske de flimrende tårne, de snedækkede gader om vinteren, kæder af hekselys, der slyngede sig om butikker og huse, vandet, der plaskede i havefrue-springvandet i Englens Sal. Han havde altid følt et stik i hjertet, når han tænkte på Alicante, et til dels smerteligt ønske om, at familien en skønne dag ville vende hjem til det land, de kom fra. At se byen sådan her gjorde ondt langt ind i sjælen. Da han kom ud på en bred boulevard, en af de gader, der førte ned til Englens Sal, fik han øje på en flok belial-dæmoner, der tudende og hvæsende smuttede ind igennem en buegang. De slæbte noget efter sig – noget, der vred og vendte sig, da det blev trukket hen over den brolagte gade. Han skyndte sig derned, men dæmonerne var allerede forsvundet. Op ad en af søjlerne lå der en slap skikkelse omgivet af et spindelvævsagtigt mønster af blod. Glasskårene knasede som grus under Alecs støvler, da han satte sig på hug og vendte liget om. Et enkelt blik på det violette, forvrængede ansigt var nok til at få ham til at gyse og slippe det igen, taknemmelig for, at det ikke var nogen, han kendte.
I det samme hørte han en lyd, der fik ham på benene i en fart. Han opfangede lugten, endnu før han så skabningen: noget stort og pukkelrygget, der kom glidende hen imod ham fra den anden ende af gaden. En Stordæmon? Det gav Alec sig ikke tid til at finde ud af. Han pilede tværs over gaden med kurs mod et af de højere huse og sprang op på sålbænken foran et smadret vindue. Nogle minutter senere hævede han sig op på taget med smertende fingre og forslåede knæ. Han rejste sig op, børstede grus af hænderne og kastede et blik ud over Alicante.
De ødelagte dæmontårne kastede et mat, dødt skær over byens travle gader, hvor skabninger galoperede, kravlede eller luskede af sted i skyggerne mellem husene som kakerlakker, der kribler og krabler i en mørk lejlighed. Lyden af skrig og råb, folk, der kaldte på hinanden, blev båret af sted med vinden – og det gjorde dæmonernes skrig også, hyl, der markerede ødelæggelse og fryd, hvin, der borede sig igennem det menneskelige øre som nåle. Røgen lå som en tæt dis over de honningfarvede huse og svøbte sig om spirene på Englens Sal. Alec kastede et blik op mod Tinget og så en strøm af Skyggejægere komme styrtende ned ad stien fra bakken med hekselys i hænderne. Klanen var på vej ned for at kæmpe.
Han gik ud til kanten af taget. Her stod husene så tæt sammen, at deres tagudhæng næsten rørte hinanden. Det var let at springe fra taget her over til det næste og videre igen derfra. Han løb ubesværet hen over tagene og sprang fra det ene til det andet. Det var godt at mærke den kolde vind i ansigtet, godt at mærke, at den fordrev stanken af dæmoner.
Han havde løbet i nogle minutter, inden han blev opmærksom på to ting: for det første at han havde kurs mod de hvide spir på Englens Sal. Og for det andet at der foregik et eller andet på et torv mellem to gader længere fremme, noget, der udsendte en byge af gnister – men gnisterne her var blå, mørkt gasflammeblå. Det var ikke første gang, Alec havde set blå gnister. Han stod et øjeblik og stirrede, inden han atter satte i løb.
Taget tættest på torvet var stejlt. Alec kurede ned ad det og ramte de løse tagsten med støvlerne. Han standsede faretruende tæt på kanten og kiggede ned.
Under ham lå Brøndpladsen, men hans udsyn var delvis spærret af en massiv jernstang, der ragede ud fra facaden på den bygning, han stod på. Fra stangen hang der et butiksskilt i træ og vuggede i vinden. Torvet nedenunder vrimlede med iblis-dæmoner – som lignede mennesker, men var skabt af spiralformet sort røg og udstyret med et par brændende gule øjne. De havde stillet sig på række og bevægede sig langsomt hen imod en enlig herreskikkelse i flagrende, grå frakke og tvang ham tilbage mod muren. Alec måbede. Alt ved manden virkede bekendt – ryggens slanke kurve, det viltre mørke hår og de blå gnistrer, der sprang fra fingerspidserne som svirrende, blå ildfluer.
Magnus. Warlocken sendte spyd af blå flammer mod iblis-dæmonerne; et af dem ramte en fremadrykkende dæmon i brystet. Med en lyd, som når man kaster vand på et bål, gik der en skælven igennem den, og den forsvandt i en sky af aske. De andre rykkede sammen for at udfylde dens plads – iblis-dæmoner var ikke specielt kloge – og Magnus sendte endnu en byge af flammende spyd af sted. Flere iblis’er faldt, men der var en, som var mere snarrådig end de andre og sneg sig rundt om Magnus, parat til at slå til bagfra –
Alec tøvede ikke så meget som et sekund, men satte af og greb fat i kanten af taget, lod sig dumpe ned og fik fat i jernstangen, som han svang sig op og rundt om for dermed at tage farten af faldet. Så slap han stangen og landede ubesværet på jorden. Dæmonen blev forskrækket og vendte sig om med øjne, der lignede flammende ædelsten. Alec nåede kun lige at tænke, at havde han været Jace, ville han have sagt et eller andet sejt, inden han trak seraph-dolken og borede den igennem dæmonen. Den udstødte et trist skrig og forsvandt, men dens voldsomme exit fra denne dimension sendte en fin byge af aske ud over Alec.
„Alec?“ Magnus stirrede på ham. Han havde selv ekspederet de øvrige iblis-dæmoner, og nu var der ikke andre tilbage på Torvet end de to. „Har du lige – har du lige reddet mit liv?“
Alec vidste godt, at han burde sige et eller andet i retning af: Klart nok, for jeg er Skyggejæger, og det er ligesom det, vi gør, eller Det er bare mit arbejde. Det ville Jace have sagt. Han vidste altid, hvad han skulle sige. Men det, der endte med at komme ud af Alecs mund, var noget helt andet – og han kunne selv høre, hvor mavesurt det lød. „Du ringede aldrig tilbage,“ sagde han. „Jeg har ringet så mange gange, og du ringede aldrig tilbage.“
Magnus betragtede ham, som om han ikke var rigtig klog. „Din by er under angreb,“ sagde han. „Skjoldene er gået ned, og gaderne vrimler med dæmoner. Og så vil du vide, hvorfor jeg ikke har ringet?“
Alec slog stædigt med hovedet. „Det, jeg vil vide, er, hvorfor du ikke ringede tilbage.“
Magnus slog opgivende ud med hænderne. Alec bemærkede med en vis interesse, at der smuttede nogle gnister ud af fingerspidserne på ham, nærmest som ildfluer, der slipper ud af et syltetøjsglas. „Du er ikke rigtig klog.“
„Er det derfor, du ikke ringede? Fordi jeg ikke er rigtig klog?“
„Næ.“ Magnus slentrede hen til ham. „Når jeg ikke ringede, er det, fordi jeg er træt af, at du kun vil se mig, når du har brug for noget. Træt af at se på, at du er forelsket i en anden – som i øvrigt aldrig vil elske dig. Ikke sådan som jeg gør.“
„Elsker du mig?“
„Din dumme Nephilim,“ sagde Magnus tålmodigt. „Hvorfor tror du ellers, jeg er her? Hvorfor skulle jeg ellers have brugt de sidste uger på at lappe dine åndssvage venner sammen, hver gang de kommer galt af sted? Og få dig ud af alle de tåbelige situationer, du roder dig ud i? Endsige hjælpe jer med at vinde slaget mod Valentine. Og alt sammen totalt vederlagsfrit!“
„Sådan har jeg slet ikke set på det,“ indrømmede Alec.
„Nej, præcis. Du har ikke set det på nogen måde.“ Magnus’ katteøjne lyste af vrede. „Jeg er syv hundrede år gammel, Alexander. Jeg kan godt se, når noget er håbløst. Du vil ikke engang vedkende dig min eksistens over for dine forældre.“
Alec stirrede på ham. „Jeg troede kun, at du var tre hundrede! Er du virkelig syv hundrede år gammel?“
„Øhm,“ sagde Magnus en smule defensivt. „Otte hundrede. Men det kan man ikke se på mig. Og i øvrigt er det ikke det, det handler om. Sagen er –“
Men Alec nåede aldrig at høre, hvad sagen var, for i det samme kom en halv snes nye iblis-dæmoner strømmende ud på torvet. Han måbede. „Fandens også.“
Magnus fulgte hans blik. Dæmonerne var allerede ved at fordele sig i en halvcirkel rundt om dem. De gule øjne glødede. „Du forstår godt nok at skifte emne, Lightwood.“
„Hør lige her,“ sagde Alec og trak endnu en seraph-dolk op af bæltet. „Hvis vi overlever det her, lover jeg at præsentere dig for hele min familie.“
Magnus løftede hænderne, og fra hver af hans fingre stod der en azurblå flamme, som kastede et blåt skær over det smørrede grin, han sendte Alec. „Det er en aftale.“
„Valentine,“ hviskede Jace. Han stirrede ned på byen, hvid som et lagen. Clary syntes, at hun igennem flere lag røg kunne skimte gaderne i byens centrum, skimte mylderet af løbende skikkelser som bittesmå sorte myrer, der fortvivlet pilede hid og did – men da hun kiggede en ekstra gang, var der ingenting, ikke andet end tætte sorte røgskyer og stanken af flammer og os.
„Tror du, at det her er Valentines værk?“ Røgen smagte bittert i hendes mund. „Det ligner en ildebrand. Måske er den startet af sig selv –“
„Den nordlige port står åben.“ Jace pegede på noget, Clary havde svært ved at se, dels på grund af afstanden, dels på grund af røgen, der slørede alt. „Den står aldrig åben. Og dæmontårnene er holdt op med at lyse. Skjoldene må være nede.“ Han trak en seraph-dolk fra bæltet og knugede så hårdt om den, at knoerne blev elfenbensfarvede. „Jeg må derned.“
Rædslen satte sig som en klump i halsen på hende. „Simon –“
„Han er helt sikkert blevet evakueret fra Tinget. Bare rolig, Clary. Han er garanteret bedre stillet end de fleste andre dernede. Han bliver næppe generet af dæmoner. De plejer at lade de underjordiske være i fred.“
„Undskyld,“ hviskede Clary. „Familien Lightwood – Alec – Isabelle –“
„Jahoel,“ sagde Jace, og engledolken flammede voldsomt op i hans forbundne venstre hånd. „Du bliver her, Clary. Jeg skal nok komme tilbage efter dig.“ Den vrede, der havde ulmet i hans blik, siden de forlod herresædet, var forsvundet som dug for solen. Nu var han soldat.
Hun rystede på hovedet. „Nej. Jeg går med dig.“
„Clary –“ Han tav og stod som stivnet. Et øjeblik efter hørte Clary det også – en tung, rytmisk dunken og oven i det en lyd som knitren af et stort bål. Hun var et langt øjeblik om at opløse det i de enkelte komponenter, opløse det, som man opløser et stykke musik i de toner, det består af. „Det er –“
„Varulve.“ Jace stirrede forbi hende. Hun fulgte hans blik og så dem komme væltende ned over det nærmeste bjerg som en skygge, der bredte sig, hist og her oplyst af brændende øjne. Et kobbel ulve – mere end et kobbel; der måtte være hundredvis, måske endda tusindvis af dem. Det var deres bjæffen og glammen, hun havde opfattet som ild, og nu gennemtrængte lyden natten, skinger og skarp.
Det vendte sig i maven på hende. Hun kendte varulve. Havde kæmpet side om side med varulve. Men det her var ikke Lukes kobbel, det var ikke ulve, der havde fået besked på at passe på hende og ikke gøre hende fortræd. Hun kom til at tænke på de dræbermaskiner, Lukes kobbel var, når de blev sluppet løs, og hun blev bange.
Jace stod ved siden af hende og bandede ved sig selv. Der var ikke tid til at hive flere våben frem; han trak hende ind til sig, lagde den frie arm om hende og løftede hånden med Jahoel højt over deres hoveder. Lyset fra kniven var blændende. Clary bed tænderne sammen –
Og så var varulvene over dem. Nærmest som en bølge, der hamrer ind mod kysten – først et øredøvende brag, derefter et voldsomt lufttryk, da de første ulve i koblet kom springende – overalt var der brændende øjne og åbne gab – og Jace borede fingrene ind i siden på Clary –
På begge sider af dem sejlede ulvene forbi med godt en meters afstand. Clary kiggede vantro fra side til side, idet to ulve – den ene slank og broget, den anden stor og koksgrå – lydløst landede på jorden bag dem og atter satte i løb uden så meget som at se sig tilbage. Der var ulve overalt, og alligevel var der ikke én, der rørte dem. De spænede forbi, en strøm af skygger og pels, der i sølvfarvede glimt reflekterede månelyset, så de nærmest kom til at ligne én sammenhængende, strømmende flod af kroppe, der kom tordnende mod Jace og Clary – blot for at skilles og løbe uden om som vand omkring en sten. De to skyggejægere kunne lige så godt have været statuer, så lidt ænsede lykantroperne dem, da de stormede forbi med åbne gab og øjnene fæstnet på vejen foran sig.
Og så var de forsvundet. Jace vendte sig om for at kigge efter de sidste af ulvene, der løb forbi og satte farten op for at indhente de andre. Bortset fra de svage lyde fra byen i det fjerne åndede alting atter fred og ro.
Jace slap Clary og sænkede Jahoel. „Er du okay?“
„Hvad var det lige, der skete der?“ hviskede hun. „Alle de der varulve – de strøg jo bare forbi –“
„De er på vej ned til byen. Til Alicante.“ Han trak endnu en seraph-dolk op af bæltet og rakte hende den. „Den får du nok brug for.“
„Så efterlader du mig altså ikke her?“
„Nej. Du er ikke i sikkerhed nogen steder. Men –“ Han tøvede. „Lover du at passe på?“
„Det lover jeg,“ sagde Clary. „Hvad gør vi nu?“
Jace kiggede ned på Alicante, der stod i flammer under dem. „Nu giver vi os til at løbe.“
Det var aldrig let at holde trit med Jace, men nu var det nærmest umuligt. Clary fornemmede godt nok, at han forsøgte at lægge bånd på sig selv, at tage toppen af farten, så hun kunne følge med – og fornemmede også, at det kostede ham stor overvindelse at gøre det.
Da de nåede ned til foden af bjerget, fladede vejen ud og snoede sig ind igennem en lund med høje træer, der stod så tæt, at det føltes som at gå igennem en tunnel. Da Clary kom ud på den anden side, stod hun foran den nordlige port. Hun kiggede ind igennem buen og så et virvar af røg og slikkende flammer. Jace stod henne ved porten og ventede på hende. I den ene hånd holdt han Jahoel, i den anden en anden seraph-dolk, men selv lyset fra dem begge blegnede i skæret fra den brændende by bag ham.
„Vagterne,“ gispede hun og løb hen til ham. „Hvor er de henne?“
„I hvert fald en af dem ligger henne i lunden,“ sagde Jace og nikkede i den retning, de var kommet fra. „I småstykker. Nej, lad være med at kigge.“ Han kiggede ned. „Du holder forkert om seraph-dolken. Du skal holde sådan her.“ Han viste hvordan. „Og du skal også give den et navn. Cassiel vil være godt.“
„Cassiel,“ gentog Clary, og straks flammede dolken op.
Jace sendte hende et alvorligt blik. „Jeg ville ønske, at jeg havde nået at træne dig til det her. Men selvfølgelig, en, der har så lidt erfaring som dig, burde slet ikke kunne bruge en seraph-dolk. Det har overrasket mig før, men nu, da vi ved, hvad Valentine gjorde –“
Clary havde ikke lyst til at tale om det, Valentine havde gjort. „Eller måske var du bare bange for, at jeg skulle blive bedre end dig, hvis du havde trænet mig rigtigt,“ sagde hun.
Han smilede et blegt smil. „Uanset hvad der sker, Clary,“ sagde han og betragtede hende i lyset fra Jahoel, „så hold dig til mig. Er du med?“ Han fastholdt hendes blik – afkrævede hende et løfte.
Af en eller anden grund kom hun til at tænke på deres hede kys i græsset ude ved Wayland-herresædet. Det virkede som en million år siden. Som noget, der var hændt en anden. „Jeg holder mig til dig.“
„Godt.“ Han slap hendes blik og kiggede væk. „Så rykker vi.“
De gik langsomt og side om side ind ad porten. Først da de trådte ind i byen, blev hun rigtig opmærksom på støjen fra kampene – det var som en mur af lyd skabt af menneskeskrig og umenneskelige hyl, glas, der knustes, og ild, der knitrede. Det fik blodet til at suse for ørerne af hende.
Pladsen lige inden for porten var øde, men spredt rundt om lå der flere sammensunkne skikkelser; Clary forsøgte at lade være med at kigge på dem. Gad vide, hvordan det kunne være, at man selv på afstand og uden at kigge nærmere efter straks kunne se, at folk var døde. Døde mennesker lignede ikke nogen, der var bevidstløse; det var, som om man kunne fornemme, at noget havde forladt dem, at gnisten var forsvundet.
Jace skyndte sig over pladsen – Clary kunne se, at han ikke brød sig om det store, åbne torv – og ned ad en af sidegaderne. Her var ødelæggelserne endnu værre. Butiksvinduer var smadret, butikkerne plyndret, og varerne spredt ud over gaden. Der var også en ubehagelig lugt i luften – en harsk, tung lugt af affald. Det var en lugt, Clary kendte. Den betød dæmoner.
„Denne vej,“ hviskede Jace. De smuttede ned ad en anden, smallere gade. Det brændte på øverste sal i et af husene, men de omkringliggende virkede uberørte. Clary kom sært nok til at tænke på de fotografier, hun havde set af bombardementerne af London under anden verdenskrig, fotografier, der viste, hvordan ødelæggelserne var regnet ned fra himlen.
Hun kiggede op og så, at fæstningen oven over byen var omgivet af en tragt af sort røg. „Tinget.“
„Jeg har jo sagt, at de er blevet evakueret –“ begyndte Jace, men tav, idet de trådte fra den smalle gade og ud på en af de større hovedfærdselsårer. Her lå der adskillige lig. Nogle af dem var ret små. Børn. Jace satte i løb, Clary fulgte tøvende efter. Der lå tre barnelig, kunne hun se, da de kom nærmere – ingen af dem var gamle nok til at kunne være Max, tænkte hun på en gang lettet og brødebetynget. Ved siden af dem lå liget af en ældre mand med armene bredt ud, som om han havde forsøgt at beskytte børnene med sin egen krop.
Jace fik et hårdt udtryk i ansigtet. „Clary – vend dig om. Langsomt.“
Clary gjorde, som hun fik besked på. Lige bag hende var der en smadret butiksrude. På et tidspunkt måtte der have stået kager i udstillingsvinduet – et tårn af kager dækket med kulørt glasur. Nu lå de spredt på jorden imellem glasskårene, og der var også blod på brostenene, blod, der blandede sig med glasuren i lange lyserøde striber. Men det var ikke det, der havde fået Jace til at slå alarm. Noget var på vej ud ad vinduet – noget stort, uformeligt og slimet. Noget udstyret med to rækker tænder hele vejen ned ad den aflange krop, som var fedtet ind i glasur og overstrøet med glasskår, der glimtede som sukker.
Dæmonen lod sig dumpe ud ad vinduet og ned på brostenene og kom glidende hen imod dem. Der var noget ved den drivende, knogleløse bevægelse, der fik galden til at stige op i halsen på Clary. Hun gik baglæns og var lige ved at ramle ind i Jace.
„Det er en behemoth-dæmon,“ sagde han og stirrede på det glidende væsen foran dem. „De er altædende.“
„Æder de også …?“
„Mennesker? Ja,“ sagde Jace. „Stil dig om bag mig.“
Hun trådte et par skridt baglæns og stillede sig om bag ham uden at tage blikket fra behemoth’en. Der var noget ved den, der gjorde den endnu mere frastødende end de andre dæmoner, hun var stødt på. Den lignede en blind snegl med tænder, og den måde, den ligesom sivede af sted på … Heldigvis var den ikke særlig hurtig. Jace burde uden det store besvær kunne slå den ihjel.
Som ansporet af denne tanke kastede Jace sig pludselig frem og løftede den flammende seraph-dolk. Da den sank ned i ryggen på behemoth’en, lød det, som når man træder på en overmoden frugt. Dæmonen så ud til at gå i krampe, så skælvede den og lod sig gendanne flere meter fra det sted, hvor den lå før.
Jace trak Jahoel til sig. „Det var netop det, jeg frygtede,“ mumlede han. „Den er kun halvlegemlig. Svær at slå ihjel.“
„Så lad være.“ Clary trak ham i ærmet. „Den er i det mindste ikke særlig hurtig. Lad os se at komme af sted.“
Jace lod sig modstræbende trække med. De gjorde omkring for at løbe i den retning, de var kommet fra –
Og dér var dæmonen igen, dér lige foran dem lå den og spærrede vejen. Den så ud til at være blevet større, og nu kom der en dæmpet lyd fra den, en slags vred, insektagtig piben.
„Den vil vist godt have, at vi bliver,“ sagde Jace.
„Jace –“
Men han var allerede på vej hen imod den og huggede Jahoel nedad i en lang bue, der skulle have skilt hovedet fra kroppen. Igen gik der bare en trækning igennem dæmonen, og så gendannede den sig, denne gang lige bag ham. Den rejste sig og blottede bugen, der var furet som på en kakerlak. Jace snurrede rundt og jog Jahoel ind i mellemgulvet på væsnet. Straks sprøjtede der en grøn, slimet væske ud over kniven.
Jace trådte baglæns og skar ansigt af væmmelse. Behemoth’en lå stadig og peb, og væsken sprøjtede fortsat ud af den, men den virkede ikke såret. Den bevægede sig målrettet fremad.
„Jace!“ råbte Clary. „Din dolk –“
Han kiggede ned. Slimet fra behemoth-dæmonen havde lagt sig som en film om bladet på Jahoel og dæmpet lyset. Pludselig lød der en sprutten fra seraph-dolken, og den gik ud som et bål, der bliver slukket med sand. Han bandede og smed våbnet fra sig, inden han fik noget af dæmonens slim på sig.
Dæmonen rejste sig atter op, parat til at slå til. Jace veg baglæns – og så var Clary på pletten, stormede ind imellem ham og dæmonen, vildt fægtende med seraph-dolken. Hun ramte væsnet lige under tandrækken, og bladet sank ind i kødet med en ækel slubrende lyd.
Hun trak sig gispende tilbage, og dæmonen gik atter i krampe. Det lod til at kræve en vis mængde energi, hver gang den skulle gendanne sig efter at være blevet såret. Hvis bare de kunne såre den tilstrækkelig mange gange –
Der var noget, der bevægede sig i udkanten af Clarys synsfelt. Et glimt af noget gråt og brunt, der kom lynende. De var ikke alene på gaden. Jace gjorde omkring og spærrede øjnene op. „Clary!“ råbte han. „Bag dig!“
Clary snurrede rundt med Cassiel flammende i hånden, netop som ulven snerrende kastede sig imod hende med blottede tænder og gabet vidt opspærret.
Jace råbte et eller andet; hvad kunne Clary ikke høre, men hun så det vilde blik i hans øjne, idet hun kastede sig sidelæns ud af ulvens bane. Den for forbi hende med kløerne strakt frem og alle muskler spændt. Den ramte sit mål, behemoth’en, som den slog til jorden, hvorpå den gav sig til at rive og flå i den med blottede tænder.
Dæmonen skreg eller udstødte i hvert fald en skinger piben, der lød, som når man lukker luften ud af en ballon. Ulven var over den, naglede den til jorden og begravede snuden i det slimede skind. Der gik en trækning igennem behemoth’en, og den begyndte at vride sig i et desperat forsøg på at hele sine sår og gendanne sig, men det gav ulven den ikke mulighed for. Den stod med kløerne boret dybt ind i kroppen på dæmonen og flåede store lunser geléagtigt kød af med tænderne uden at tage sig af den grønne væske, der stod som et springvand fra den. En sidste række krampetrækninger gik igennem behemoth’en, og de savtakkede kæber klaprede, mens den vred sig – og så var den væk; det eneste, der var tilbage af den, var en grøn slimpøl på brostenene.
Ulven udstødte en lyd – en slags tilfreds grynt – og vendte sig om for at betragte Jace og Clary med øjne, der var sølvfarvede i måneskinnet. Jace trak en anden dolk op af bæltet, løftede den og tegnede en flammende streg i luften imellem dem og varulven.
Ulven snerrede og rejste børster.
Clary greb ham om armen. „Nej – lad være med det.“
„Det er en varulv, Clary –“
„Den dræbte jo dæmonen for os! Den er på vores side!“ Hun skyndte sig at smutte væk, inden han kunne nå at holde hende tilbage, og gik langsomt hen imod ulven med håndfladerne vendt opad. „Det er jeg ked af,“ sagde hun roligt. „Det er vi kede af. Vi er godt klar over, at du ikke gør os noget.“ Hun tøvede, stadig med hænderne vendt opad, mens ulven stod og betragtede hende med udtryksløse øjne. „Hvem – hvem er du?“ spurgte hun, kiggede tilbage på Jace og rynkede panden. „Vil du ikke nok lægge den der væk?“
Jace så ud, som om han i bestemte vendinger skulle til at fortælle hende, at en seraph-dolk, der blussede, fordi der var fare på færde, ikke bare var noget, man lagde væk. Men inden han nåede at sige noget, knurrede ulven dæmpet og begyndte at rejse sig. Benene blev længere, rygraden rettede sig ud, og snuden trak sig sammen. Et øjeblik efter stod der en pige foran dem – en pige klædt i en snavset hvid kjole med et ar på halsen og det krusede hår samlet i et hav af fletninger.
„’Hvem er du?’“ gentog hun irriteret. „Tænk, at du ikke kunne se, at det var mig. Det er jo ikke ligefrem, fordi det ikke er til at se forskel på ulve. Mennesker.“
Clary udstødte et lettelsens suk. „Maia!“
„Ja, det er mig. Som sædvanlig på pletten for at redde jer ud af suppedasen,“ sagde hun og smilede smørret. Hun var smurt ind i blod og sekreter – det havde ikke været til at se, da hun var i ulveham, men nu trådte de sorte og røde plamager tydeligt frem på den brune hud. Hun lagde hånden på maven. „Og i øvrigt var det rigtig ulækkert. Tænk, at jeg guffede alt det dæmonkød i mig. Nu håber jeg ikke, at jeg er allergisk over for det.“
„Men hvad laver du dog her?“ spurgte Clary. „Jeg mener, ikke fordi vi ikke er glade for at se dig, men –“
„Er I ikke klar over det?“ Maia kiggede forundret fra Jace til Clary. „Det er Luke, der har hentet os.“
„Luke?“ måbede Clary. „Er Luke … her?“
Maia nikkede. „Han kontaktede koblet og en hel masse andre, alle, han kunne komme i tanke om, og gav os besked på at komme til Idris. Vi tog flyet til grænsen, og derfra gik vi. Nogle af de andre kobler brugte en portal til skoven og mødte os der. Luke sagde, at Nephilimerne ville få brug for vores hjælp …“ Hun tøvede. „Vidste I ikke noget om det?“
„Nej,“ sagde Jace, „og det tror jeg heller ikke, Klanen gør. De er ikke så vilde med at tage imod hjælp fra underjordiske.“
Maia rettede sig op, og øjnene lyste af vrede. „Havde det ikke været for os, ville I alle sammen være blevet slagtet. Da vi kom frem, var der ingen til at forsvare byen –“
„Nu tier du stille,“ sagde Clary og sendte Jace et arrigt blik. „Jeg er virkelig, virkelig taknemmelig for, at du reddede os, Maia, og det er Jace også, selv om han er så stædig, at han hellere vil stikke seraph-dolken i øjet på sig selv end at indrømme det. Og lad nu være med at sige, at det håber du, han vil gøre,“ skyndte hun sig at tilføje, da hun så udtrykket i den andens ansigt. „For det kommer der ikke noget godt ud af. Lige nu skal vi have fat i familien Lightwood, og så er jeg nødt til at finde Luke –“
„Familien Lightwood? De er vist henne i Englens Sal. Det er der, vi har samlet folk. Jeg så i hvert fald Alec derhenne,“ sagde Maia, „og ham der warlocken, ham med strithåret, Magnus.“
„Hvis Alec er der, er de andre sikkert også.“ Jace så så lettet ud, at Clary fik lyst til at lægge hånden på hans skulder. Men gjorde det ikke. „Det var klogt at placere dem i Englens Sal; den er beskyttet af skjolde.“ Han stak den glødende seraph-dolk tilbage i bæltet. „Kom – så går vi.“
Clary genkendte Englens Sal, straks hun trådte over tærskelen. Det var det sted, hun havde drømt om, dér, hvor hun havde danset først med Simon, siden med Jace.
Det var her, jeg forsøgte at sende mig selv hen, da jeg skulle igennem Portalen, tænkte hun og kiggede rundt på de hvide vægge og det høje loft med den enorme glaskuppel, som man kunne se nattehimlen igennem. Selv om det var en stor sal, virkede den på en eller anden måde mindre og mere snusket, end den havde været i drømmen. I midten af salen stod havfrue-springvandet og sprudlede, men det var temmelig snavset, og på trinene op til springvandet myldrede det med folk, mange med forbindinger på. Salen var fyldt med Skyggejægere, folk, der ilede hid og did og indimellem standsede op for at kigge på de forbipasserende i håbet om at få øje på en ven eller et familiemedlem. Gulvet var gråt af skidt og fyldt med udtrådt mudder og blod.
Det, Clary fandt mere slående end noget andet, var stilheden. Havde dette være efterdønningerne af en eller anden katastrofe i den mundane verden, ville folk have råbt, skreget og kaldt på hinanden. Men her i salen var der næsten helt stille. Folk sad helt tavse, nogle med ansigtet i hænderne, andre stirrede tomt frem for sig. Børnene klyngede sig til forældrene, men der var ingen, der græd.
Da hun sammen med Jace og Maia trådte længere ind i salen, lagde hun også mærke til noget andet. I en kreds henne ved springvandet stod der en flok usoignerede mennesker, der på en eller anden måde skilte sig ud fra de andre. Hvorfor blev Clary klar over, da Maia fik øje på dem og lyste op i et stort smil.
„Det er mit kobbel!“ udbrød hun og stormede hen mod dem. „Jeg er sikker på, at Luke er her et eller andet sted,“ råbte hun over skulderen til Clary og forsvandt ind i gruppen, der lukkede sig om hende. Et øjeblik kunne Clary ikke lade være med at spekulere på, hvad der ville ske, hvis hun fulgte efter varulvepigen ind i kredsen. Ville de modtage hende som Lukes ven eller med samme mistænksomhed, som de viste alle andre Skyggejægere?
„Lad være,“ sagde Jace, som om han kunne læse hendes tanker. „Det er ikke nogen god –“
Clary fandt aldrig ud af, hvad han ville sige, for i det samme blev der råbt „Jace!“, og lidt efter dukkede Alec op, temmelig stakåndet efter at have mast sig igennem forsamlingen for at komme hen til dem. Hans mørke hår var uglet, og han havde blod på tøjet, men øjnene lyste af en blanding af lettelse og vrede. Han greb Jace i jakkereverset. „Hvad har du haft gang i?“
Jace sendte ham et fortørnet blik. „Hvad jeg har haft gang i?“
Alec ruskede ham, og ikke ligefrem blidt. „Du sagde, at du bare skulle ud og gå en tur! Hvad er det for en spadseretur, der varer seks timer?“
„En lang spadseretur?“ foreslog Jace.
„Jeg kunne slå dig ihjel,“ sagde Alec og slap grebet i hans jakke. „Det kunne jeg virkelig.“
„Ja, men det ville ikke være så hensigtsmæssigt, vel?“ sagde Jace og kiggede sig omkring. „Hvor er de andre henne? Isabelle og –“
„Isabelle og Max er hjemme hos familien Penhallow sammen med Sebastian,“ sagde Alec. „Mor og far er på vej ned for at hente dem. Og Aline er her sammen med sine forældre, men hun siger ikke så meget. Hun har haft en temmelig grim oplevelse med en Rahab-dæmon nede ved en af kanalerne. Det var Izzy, der reddede hende.“
„Og Simon?“ sagde Clary uroligt. „Har du set ham? Han skulle være kommet ned fra Tinget sammen med de andre.“
Alec rystede på hovedet. „Nej, det har jeg ikke – men jeg har heller ikke set hverken undersøgelsesdommeren eller konsulen. Han er sikkert sammen med en af dem. Måske er de søgt ind et andet sted eller –“ Han tav, da der gik en mumlen igennem salen. Clary så gruppen af lykantroper kigge op; de var lige så årvågne som et kobbel jagthunde, der vejrer vildt. Hun vendte sig om –
Og fik øje på Luke, der træt og blodplettet trådte ind ad fløjdøren til salen.
Hun satte i løb. Og havde glemt alt om, hvor ked af det hun blev, da han bare tog af sted, havde glemt alt om, hvor rasende han var blevet, fordi hun bragte dem hertil, havde glemt alt andet, end hvor glad hun var for at se ham. Et øjeblik stod han og måbede, da hun kom stormende hen imod ham – men så smilede han og bredte armene ud, greb hende i sin favn og løftede hende op fra gulvet, sådan som han havde gjort, da hun var helt lille. Han lugtede af blod og røg, og hun lukkede øjnene og tænkte på Alec, der havde grebet fat i Jace, i samme øjeblik han havde fået øje på ham, for det var jo det, man gjorde, når man havde været bekymret for nogen i familien, man greb fat i dem og holdt dem fast og fortalte dem, hvor vred man var, og det var helt i orden, for uanset hvor vred man blev, så holdt man stadig af dem. Og det, hun havde sagt til Valentine, var sandt. Luke var hendes far.
Han satte hende ned på gulvet og ømmede sig lidt. „Forsigtig,“ sagde han. „Der var en croucher-dæmon nede ved Merryweatherbroen, og den ramte mig på skulderen.“ Han lagde hænderne om hendes ansigt og kiggede indgående på hende. „Men du er uskadt, er du ikke?“
„Jamen dog, sikke en rørende scene,“ lød en kold stemme.
Clary vendte sig om. Bag hende stod der en høj mand i blå kappe, der fejede om fødderne på ham, da han begyndte at gå imod dem. Ansigtet i hætten var som udhugget i sten med høje, markerede kindben og tunge øjenlåg. „Lucian,“ sagde han uden at se på Clary. „Jeg burde nok have regnet ud, at det var dig, der stod bag denne – denne invasion.“
„Invasion?“ gentog Luke, og i det samme stod lykantroperne bag ham. De havde bevæget sig så hurtigt og lydløst, at det virkede, som om de var trådt ud af den blå luft. „Det er ikke os, der har invaderet byen, konsul. Det er Valentine. Vi prøver bare at hjælpe.“
„Klanen har ikke brug for hjælp,“ vrissede konsulen. „Ikke fra sådan nogle som jer. Skjolde eller ej, så har I brudt Loven alene ved jeres tilstedeværelse i Glasbyen. Det må du også være klar over.“
„Så vidt jeg kan se, er det indlysende, at Klanen har brug for hjælp. Var vi ikke kommet til, ville mange flere af jer have mistet livet.“ Luke kiggede rundt i salen; adskillige grupper af Skyggejægere var nysgerrigt kommet nærmere for at se, hvad der foregik. Nogle af dem mødte Lukes blik, andre så væk, som om de skammede sig. Men der var ingen, bemærkede Clary forundret, der så vrede ud. „Jeg gjorde det kun for at bevise min påstand, Malachi.“
„Og hvad er mon det for en påstand?“ spurgte Malachi koldt.
„At I har brug for os,“ sagde Luke. „For at overvinde Valentine har I brug for hjælp fra os. Og ikke blot fra os lykantroper, men fra alle underjordiske.“
„Hvad kan de underjordiske stille op over for Valentine?“ spurgte Malachi hånligt. „Det burde du vide bedre end de fleste, Lucian. Du har selv engang været en af os. Vi har altid stået alene i farens stund og beskyttet verden mod ondskab. Nu vil vi møde Valentines hær med vores egen. Og de underjordiske gør klogt i at holde sig væk. Vi er Nephilimer; vi udkæmper vores egne slag.“
„Det er vist ikke helt sandt, vel?“ lød en fløjlsblød stemme. Det var Magnus Bane iført lang, glittet frakke, flere øreringe og et skælmsk udtryk i ansigtet. Clary havde ingen anelse om, hvor han kom fra. „I gutter har vist ved mere end en lejlighed gjort brug af hjælp fra warlocks og tilmed betalt rundhåndet for det.“
Malachi skulede. „Jeg mindes ikke, at Klanen har inviteret dig til Glasbyen, Magnus Bane.“
„Det har de heller ikke,“ sagde Magnus. „Men jeres skjolde er nede.“
„Det siger du ikke?“ sagde konsulen sarkastisk. „Det har jeg ikke lagt mærke til.“
Magnus spærrede øjnene op. „Jamen det er jo forfærdeligt. Det var der nogen, der skulle have fortalt dig.“ Han kiggede hen på Luke. „Fortæl ham, at skjoldene er nede.“
Luke sendte konsulen et harmdirrende blik. „For guds skyld, Malachi, de underjordiske er stærke, og der er mange af os. Jeg siger dig, lad os nu hjælpe.“
Konsulen hævede stemmen. „Jeg gentager, at vi hverken ønsker eller har brug for jeres hjælp!“
„Magnus,“ hviskede Clary og stillede sig ved siden af ham. En mindre gruppe af nysgerrige var stimlet sammen for at se Luke og konsulen mundhugges; hun var ret sikker på, at ingen af dem lagde mærke til hende. „Lad os lige tale sammen, mens de andre er optaget af at skændes.“
Magnus sendte hende et hurtigt blik, nikkede og trak af sted med hende, nærmest skar sig igennem forsamlingen som en dåseåbner. Ingen af de forsamlede Skyggejægere eller varulve havde lyst til at stå i vejen for en 185 cm høj warlock med katteøjne og et manisk smil om munden. Han puffede hende ind i en stille krog. „Hvad er der?“
„Jeg har fået fat i bogen.“ Clary trak den op af lommen på den snavsede frakke og satte fedtfingre på det elfenbensfarvede omslag. „Jeg var ude på Valentines herresæde. Den stod oppe i biblioteket, præcis som du sagde. Og –“ Hun tav og kom til at tænke på den tilfangetagne engel. „Ikke noget.“ Hun rakte ham den Hvide Bog. „Værsgo. Tag den.“
Magnus flåede bogen ud af hånden på hende med sine lange fingre. Han bladrede lidt i den og spærrede øjnene op. „Den er jo endnu bedre, end jeg havde hørt, den skulle være,“ erklærede han henrykt. „Jeg kan næsten ikke vente med at komme i gang med disse besværgelser.“
„Magnus!“ Clarys skarpe stemme bragte ham tilbage til virkeligheden. „Først min mor. Det lovede du.“
„Og jeg holder altid mine løfter.“ Warlocken nikkede højtideligt.
„Der er også noget andet,“ tilføjede hun og tænkte på Simon. „Inden du går –“
„Clary!“ lød en åndeløs stemme lige bag hende. Hun vendte sig om og fik til sin forbløffelse øje på Sebastian. Han var i kampudstyr, og det så på en eller anden måde helt rigtigt ud på ham, tænkte hun, nærmest som om han var født til det. Mens alle andre var forpjuskede og plettede af blod, virkede han praktisk talt urørt – bortset fra to parallelle rifter hele vejen ned over venstre kind, som om han havde været i kontakt med nogle kløer. „Jeg har været bekymret for dig. Jeg smuttede forbi Amatis på vejen herhen, men der var du ikke, og hun sagde, at hun ikke havde set dig –“
„Jamen jeg har det fint.“ Clary skævede fra Sebastian til Magnus, der stod med den Hvide Bog trykket ind til brystet. Sebastian løftede øjenbrynene. „Hvad med dig? Dit ansigt –“ Hun løftede hånden for at stryge ham over kinden. Der sivede stadig lidt blod fra rifterne.
Sebastian trak på skuldrene og fjernede blidt hendes hånd. „Der var en hun-dæmon, der fik ram på mig ikke så langt fra familien Penhallows hus. Men jeg har det fint. Hvad sker der?“
„Ingenting. Jeg stod bare og talte med Ma – Ragnor,“ rettede Clary hurtigt sig selv, da hun til sin rædsel kom i tanke om, at Sebastian ikke anede, hvem Magnus rent faktisk var.
„Maragnor?“ Sebastian løftede øjenbrynene. „Okay så.“ Han kastede et nysgerrigt blik på den Hvide Bog. Gid, Magnus ville gemme den væk – sådan som han holdt den, kunne man tydeligt læse den forgyldte titel. „Hvad er det der?“
Magnus stod et øjeblik og studerede ham med eftertænksomme katteøjne. „En bog med besværgelser,“ sagde han til sidst. „Ikke noget af interesse for en Skyggejæger.“
„Min faster samler faktisk på bøger med besværgelser. Må jeg se den?“ Sebastian rakte hånden frem, men inden Magnus kunne nå at svare nej, hørte Clary nogen kalde på sig, og et øjeblik efter var Jace og Alec over dem, tydeligvis ikke henrykte for at se Sebastian.
„Gav jeg dig ikke besked på at blive hos Max og Isabelle?“ hvislede Alec. „Er du bare gået fra dem?“
Sebastian kiggede langsomt fra Magnus til Alec. „Dine forældre kom hjem, præcis som du sagde,“ sagde han koldt. „De sendte mig i forvejen for at fortælle dig, at de var uskadte, og det er Izzy og Max også. De er på vej.“
„Jamen så tak fordi du gav beskeden videre, i samme øjeblik du nåede frem,“ sagde Jace sarkastisk.
„Jeg kunne ikke se jer,“ sagde Sebastian. „Kun Clary.“
„Det var, fordi det var hende, du kiggede efter.“
„Fordi jeg gerne ville tale med hende. Alene.“ Han fangede atter Clarys blik, og intensiteten i hans øjne rystede hende lidt. Hun havde mest lyst til at bede ham lade være med at se sådan på sig, når Jace var til stede, men det ville lyde urimeligt og skørt, og desuden havde han måske noget vigtigt at sige. „Clary?“
Hun nikkede. „Okay. Bare et øjeblik,“ sagde hun og så Jace ændre ansigtsudtryk: Han skulede ikke, men ansigtet blev helt ubevægeligt. „Jeg er straks tilbage,“ tilføjede hun, men Jace undlod at kigge på hende. Han stod og kiggede på Sebastian.
Sebastian greb hende om håndleddet og trak hende væk fra de andre, hen mod det sted i salen, hvor der var flest mennesker. Hun så sig tilbage over skulderen. De stod alle og kiggede efter hende, selv Magnus. Hun så ham ryste en enkelt gang på hovedet.
Hun stoppede brat. „Sebastian. Stands. Hvad sker der? Hvad er det, du vil fortælle mig?“
Han vendte sig om uden at slippe hende. „Jeg tænkte, at vi kunne gå udenfor,“ sagde han. „Og tale sammen under fire øjne –“
„Jeg skal ingen steder,“ sagde hun og hørte sin egen stemme skælve en smule, som om hun ikke var helt sikker. Men det var hun. Hun trak hånden til sig. „Hvad er der med dig?“
„Den der bog,“ sagde han. „Den, Fell stod med – den Hvide Bog – ved du, hvor han har den fra?“
„Er det bare det, du ville tale med mig om?“
„Det er en usædvanlig kraftfuld magibog,“ forklarede han. „Én, som – ja, som mange mennesker har ledt efter meget længe.“
Hun snappede efter vejret. „Okay, Sebastian, hør engang,“ sagde hun. „Det der er ikke Ragnor Fell. Det er Magnus Bane.“
„Er det Magnus Bane?“ Sebastian gjorde omkring og stod et øjeblik og stirrede, inden han atter vendte sig om mod Clary med et anklagende blik. „Og det har du vidst hele tiden, ikke? Du kender jo Bane.“
„Ja, og det må du undskylde. Men han ville ikke have, at jeg fortalte dig det. Og han er den eneste, der kan hjælpe mig med at redde min mor. Det er derfor, jeg har givet ham den Hvide Bog. Den indeholder en formular, som måske vil kunne hjælpe hende.“
Der var et eller andet, der lynede i Sebastians øjne, og Clary fik den samme følelse, som dengang han havde kysset hende: en frygtelig fornemmelse af, at der var noget helt galt, som om hun var trådt et skridt frem i forventning om at have fast grund under fødderne og i stedet faldt ned i afgrunden. Han greb hende atter om håndleddet. „Har du givet bogen – den Hvide Bog – til en warlock? En af de beskidte underjordiske?“
Clary blev meget stille. „Tænk, at du kan få dig selv til at sige den slags.“ Hun kiggede ned på Sebastians hånd, der havde fat om hendes håndled. „Magnus er min ven.“
Sebastian løsnede grebet en smule. „Om forladelse,“ sagde han. „Det skulle jeg ikke have sagt. Det er bare – hvor godt kender du Magnus Bane?“
„Bedre end jeg kender dig,“ sagde Clary koldt, kastede et blik over skulderen – og fik sig lidt af et chok. Magnus var gået. Jace og Alec stod for sig selv og betragtede hende og Sebastian. Hun kunne fornemme intensiteten i Jaces modvilje som varmen fra en åben ovn.
Sebastian fulgte hendes blik, og der gled en skygge over hans ansigt. „Godt nok til at vide, hvor han er gået hen med din bog?“
„Det er ikke min bog. Jeg har foræret ham den,“ vrissede Clary. „Og i øvrigt kan jeg ikke se, hvad det kommer dig ved. Ved du hvad, det var pænt af dig at tilbyde at hjælpe mig med at finde Ragnor Fell i går, men nu gør du mig altså bange. Jeg smutter tilbage til mine venner.“
Hun gjorde anstalter til at ville vende om, men han trådte frem og spærrede hende vejen. „Om forladelse. Jeg skulle aldrig have sagt det, jeg sagde. Det er bare – der er mere i alt det her, end du kender til.“
„Lad mig høre.“
„Gå med udenfor. Så skal jeg nok fortælle dig det hele,“ sagde han bekymret, nærmest ængsteligt. „Vil du ikke nok, Clary?“
Hun rystede på hovedet. „Jeg er nødt til at blive her. Jeg venter på Simon.“ Det var til dels sandt, til dels bare en undskyldning. „Alec sagde, at de ville bringe fangerne herned –“
Sebastian rystede på hovedet. „Har de ikke fortalt dig det, Clary? De har ladet fangerne blive deroppe. Det hørte jeg selv Malachi sige. Da byen blev angrebet, evakuerede de Tinget, men fik ikke fangerne med ud. Malachi sagde, at de i øvrigt også begge to stod i ledtog med Valentine. At det ville være for stor en risiko at lukke dem ud.“
Clary følte det, som om hendes hoved fyldtes med tåge; det svimlede for hende, og hun fik kvalme. „Det passer ikke.“
„Jo, det gør,“ sagde Sebastian. „Jeg sværger.“ Han strammede atter grebet om Clarys hånd, og benene begyndte at give efter under hende. „Jeg skal nok følge dig derop. Op til Tinget. Jeg skal nok hjælpe dig med at befri ham. Men så er du også nødt til at love, at du –“
„Hun behøver ikke at love dig noget som helst,“ sagde Jace. „Slip hende, Sebastian.“
Sebastian slækkede grebet om Clarys hånd. Hun rev sig løs og vendte sig om mod Jace og Alec, der begge stod og skulede. Jaces hånd hvilede let på skæftet af den seraph-dolk, han havde siddende i bæltet.
„Clary gør, hvad hun har lyst til,“ sagde Sebastian. Han virkede ikke vred, men havde et mærkeligt stivnet udtryk i ansigtet, som på en eller anden måde var værre. „Og lige nu har hun lyst til at gå med mig op og redde sin ven. Ham, I fik smidt i fængsel.“
Alec blegnede, men Jace rystede bare på hovedet. „Jeg bryder mig ikke om dig,“ sagde han tankefuldt. „Jeg er udmærket klar over, at alle andre godt kan lide dig, Sebastian, men det kan jeg ikke. Måske er det, fordi du gør dig så store anstrengelser for at få folk til at synes om dig. Måske er det bare, fordi jeg er på tværs. Men jeg bryder mig ikke om dig, og jeg bryder mig heller ikke om at se dig tage fat i min søster på den der måde. Hvis hun vil op til Tinget og lede efter Simon, fint. Så kan hun gå med os. Ikke med dig.“
Sebastians stivnede udtryk ændrede sig ikke. „Det bestemmer hun vist selv,“ sagde han. „Tror du ikke?“
De så begge hen på Clary. Hun kiggede forbi dem og hen på Luke, der stadig stod og skændtes med Malachi.
„Jeg går med min bror,“ sagde hun.
Sebastian fik et sært udtryk i øjnene, men det forsvandt så hurtigt, at Clary ikke nåede at se det rigtigt, men det fik de små hår til at rejse sig i nakken på hende. „Selvfølgelig gør du det,“ sagde han og trådte til side.
Alec var den første, der satte sig i bevægelse. Han skubbede Jace ind foran sig og tvang ham af sted. De var næsten henne ved døren, da hun blev klar over, at det gjorde ondt i håndleddet – det sved, som om hun havde brændt sig. Hun kiggede ned og ventede at se et aftryk af Sebastians fingre, men der var ingenting at se. Ikke andet end en klat blod på ærmet fra dengang, hun havde rørt ved rifterne i hans ansigt. Hun rynkede panden, trak ærmet ned over det ømme håndled og skyndte sig at indhente de andre.
Simons hænder var sorte af blod.
Han havde forsøgt at flå tremmerne ud af dør og vindue, men når han holdt om dem i længere tid, fik han blødende brændemærker i håndfladerne. Til sidst lod han sig gispende synke sammen på gulvet og sad åndsfraværende og stirrede på sine hænder, mens sårene helede: Det var som at se en film, der spoles hurtigt frem, læsionerne lukkede sig og den svedne hud faldt af i flager.
På den anden side af cellevæggen lå Samuel og bad. „Hvis ulykke rammer os, sværd, straffedom, pest eller hungersnød, vil vi træde frem foran dette hus og for dit åsyn, thi dit navn bor i dette hus, og råbe til dig om hjælp i vor nød, og du vil høre det og frelse os!“
Simon kunne ikke bede. Han havde prøvet tidligere, men navnet Gud brændte i hans mund og var ved at kvæle ham. Han undrede sig over, at han var i stand til at tænke ordene, men ikke sige dem højt. Undrede sig over, at han kunne stå midt i middagssolen uden at dø, men ikke bede sin sidste bøn.
Røgen var som et målbevidst spøgelse begyndt at drive ned igennem korridoren. Han kunne lugte branden, kunne høre ilden knitre og brede sig, men følte sig sært distanceret og fjern fra alting. Det var underligt at blive vampyr, at blive præsenteret for det, der kun kan beskrives som det evige liv, og så alligevel dø som sekstenårig.
„Simon!“ Stemmen var utydelig, men han opfangede den alligevel igennem flammernes smælden og knitren. Røgen i korridoren havde været et varsel om den varme, som nu holdt sit indtog og trængte sig sammen om ham. „Simon!“
Det var Clarys stemme. Den ville han kunne genkende hvor som helst. Men var det mon hans hjerne, der spillede ham et pus? Der fremmanede mindet om det, han havde elsket allerhøjst, så det blev nemmere for ham at dø?
„Simon, dit store fjols! Jeg er herovre! Herovre ved vinduet!“
Simon kom omgående på benene. Det dér var næppe noget, hans hjerne kunne have fremmanet. Igennem den tætte røg så han noget hvidt bevæge sig oppe ved vindueshullet. Da han kom nærmere, viste det sig at være et par hænder, der holdt fast om tremmerne. Han sprang op på feltsengen og måtte råbe for at overdøve ilden. „Clary?“
„Åh, gudskelov.“ Den ene hånd blev rakt frem og gav hans skulder et klem. „Vi skal nok få dig ud.“
„Jamen hvordan?“ spurgte Simon, et ikke helt urimeligt spørgsmål. Men så lød der tumult, og Clarys hænder forsvandt for et øjeblik senere at blive afløst af et andet og større par, givetvis mandehænder, med arrede knoer og slanke pianistfingre.
„Hold ud,“ sagde Jace så roligt og selvsikkert, som stod de og sludrede ved en fest og ikke igennem tremmerne til et fangehul, der snart ville blive bytte for flammerne. „Det er nok en god idé, hvis du træder lidt tilbage.“
Simon blev så forbløffet, at han straks adlød og flyttede sig. Jace strammede grebet om tremmerne, og knoerne blev foruroligende hvide. Der lød et klagende smæld, og rammen med tremmerne løsnede sig fra muren og ramlede ned på gulvet ved siden af sengen. Støvet væltede ned over ham i en kvælende hvid sky.
Jaces ansigt kom til syne i vindueshullet. „Kom NU, Simon,“ sagde han og rakte ham begge hænder.
Simon greb fat i hænderne og blev halet op, så han selv kunne gribe fat i kanten af vinduet og vride sig ud igennem den lille firkantede åbning som en slange, der bugter sig igennem en tunnel. Et øjeblik efter lå han på ryggen oppe på det fugtige græs og kiggede op på tre bekymrede ansigter. Jace, Clary og Alec, der alle stod og kiggede nervøst ned på ham.
„Du ligner lort, vampyr,“ sagde Jace. „Hvad er der sket med dine hænder?“
Simon satte sig op. Forbrændingerne på hans hænder var helet, men de var stadig sorte der, hvor han havde grebet fat om tremmerne. Inden han kunne nå at svare, havde Clary lagt armene om ham og gav ham et stort, fast knus.
„Simon,“ hviskede hun. „Du tror, det er løgn, men jeg havde ingen anelse om, at du også var her. Indtil i aftes troede jeg, at du var hjemme i New York –“
„Jeg vidste heller ikke, at du var her,“ sagde Simon og sendte Jace et bistert blik hen over hendes skulder. „Ja, jeg tror endda, jeg decideret fik at vide, at det var du ikke.“
„Det har jeg aldrig sagt,“ påpegede Jace. „Jeg undlod bare at korrigere dig, da du havde, du ved, misforstået det. Og i øvrigt har jeg lige reddet dig fra at omkomme i flammerne, så du kan ikke tillade dig at være sur.“
Omkomme i flammerne. Simon gjorde sig fri af Clary og kiggede sig omkring. De befandt sig i en firkantet have, der på to af siderne var omgivet af fæstningsmure og på de to andre af tætte træer. Et enkelt sted var træerne ryddet for at give plads til en grussti, som førte ned ad bakken til byen – på begge sider af stien stod der hekselysfakler, men kun enkelte af dem lyste mat og uregelmæssigt. Han kiggede op på Tinget. Fra denne vinkel var det næppe til at se, at det brændte – himlen oven over var farvet af sort røg, og lyset i enkelte af vinduerne virkede unaturligt klart, men ellers holdt stenmurene godt på deres hemmelighed.
„Samuel,“ sagde han. „Vi er nødt til at befri Samuel.“
Clary sendte ham et desorienteret blik. „Hvem?“
„Jeg var ikke den eneste dernede. Samuel – han sidder i fangehullet ved siden af.“
„Den der kludebunke, jeg så igennem vinduet?“ spurgte Jace.
„Ja. Han er lidt mærkelig, men ellers god nok. Vi kan ikke bare lade ham i stikken.“ Simon kom på benene. „Samuel? Samuel?“
Intet svar. Simon løb hen til det lave tremmevindue ved siden af det, han lige var kravlet ud ad. Da han kiggede ind mellem tremmerne, kunne han ikke se andet end hvirvlende røg. „Samuel! Er du dernede?“
Noget bevægede sig i røgen – noget sammenkrøbet og mørkt. „Lad mig være i fred! Forsvind!“ råbte Samuel med en stemme, der var blevet hæs og ru af røg.
„Samuel! Du dør jo dernede.“ Simon hev og sled i tremmerne. De rokkede sig ikke ud af stedet.
„Lad mig være! Jeg bliver her!“
Simon kiggede sig desperat omkring. I det samme kom Jace hen til ham. „Flyt dig,“ sagde han, og da Simon lænede sig til siden, løftede han støvlen og rettede et velplaceret spark mod tremmerne. De rev sig løs fra muren og væltede ned i Samuels celle. Samuel udstødte et hæst brøl.
„Samuel! Er du kommet noget til?“ Simon var bange for, at han havde fået tremmerne i hovedet.
„FORSVIND!“ skreg Samuel.
Simon skævede til Jace. „Jeg tror, at han mener det.“
Jace rystede irriteret på det lyslokkede hoved. „Ja, selvfølgelig skulle du blive venner med en, der har knald i låget. Hvorfor kunne du ikke bare tælle loftsplader eller få dig en mus som kæledyr, sådan som normale fanger gør?“ Uden at vente på svar smed han sig på jorden og gav sig til at kravle ind ad vinduet.
„Jace!“ peb Clary, og hun og Alec skyndte sig derhen, men Jace var allerede igennem vinduet og sprang ned i cellen. Clary sendte Simon et arrigt blik. „Hvorfor holdt du ham ikke tilbage?“
„Han kunne jo ikke bare lade fyren dernede ligge og dø,“ sagde Alec uventet, selv om han også virkede lidt bekymret. „Det er jo Jace, vi har med at gøre –“
Han tav, da to hænder kom til syne gennem røgen. Alec greb den ene, Simon den anden, og sammen trak de Samuel, der var tung som en sæk kartofler, op fra fangehullet og lagde ham ned på plænen. Et øjeblik efter greb Simon og Clary fat i Jaces hænder og hev ham op; han var betydelig lettere og begyndte at bande, da de kom til at dunke hans hoved ind i vindueskanten. Han flåede hænderne til sig, kravlede selv det sidste stykke op på græsset og smed sig på ryggen. „Av,“ sagde han og lå og kiggede op på himlen. „Jeg tror, at jeg har forstrakt et eller andet.“ Han satte sig op og kastede et blik på Samuel. „Er han okay?“
Samuel sad og krøb sammen med hænderne for ansigtet. Sad tavst og vuggede frem og tilbage.
„Jeg tror, at der noget galt med ham,“ sagde Alec og lagde hånden på Samuels skulder. Samuel trak sig væk og var lige ved at vælte. „Lad mig være,“ sagde han med brudt stemme. „Vær sød at lade mig være i fred, Alec.“
Alec stivnede. „Hvad sagde du?“
„Han sagde, at du skulle lade ham være i fred,“ gentog Simon, men det var ikke ham, Alec kiggede på – han lod ikke engang til at have hørt, hvad han sagde. Han kiggede hen på Jace, som pludselig rejste sig, ligbleg.
„Samuel,“ sagde Alec underligt hårdt. „Tag hænderne fra ansigtet.“
„Nej.“ Samuel pressede hagen ned mod brystet, og skuldrene skælvede. „Nej. Nej.“
„Alec!“ protesterede Simon. „Kan du ikke se, at han ikke er rask?“
Clary greb Simon i ærmet. „Der er et eller andet galt, Simon.“
Hendes blik hvilede på Jace – hvornår gjorde det ikke det? – da han gik hen for at kigge nærmere på Samuels sammenkrøbne skikkelse. Han havde revet fingerspidserne til blods på vindueskanten, og da han nu strøg håret væk fra øjnene, kom han til at tvære blod ud på kinden. Noget, han ikke selv lagde mærke til. Hans øjne var store, og læberne en smal, vred streg. „Skyggejæger,“ sagde han med høj, klar stemme. „Vis os dit ansigt.“
Samuel tøvede og tog hænderne væk. Det var første gang, Simon så hans ansigt, og det kom bag på ham, hvor gammel og udtæret han var. Ansigtet var delvis dækket af tæt, gråt skæg, øjnene svømmede rundt i mørke huler, og kinderne havde dybe furer. Alligevel virkede han – på en eller anden måde – bekendt.
Alec bevægede munden, men der kom ikke en lyd over hans læber.
„Hodge,“ udbrød Jace.
„Hodge?“ gentog Simon forvirret. „Men det kan jo ikke passe. Hodge var … og Samuel, han kan ikke være …“
„Tja, det er åbenbart den slags, Hodge kan,“ sagde Alec bittert. „Få folk til at tro, at han er en anden end den, han er.“
„Jamen han sagde –“ begyndte Simon. Clary greb hårdere fat i ærmet på ham, og ordene døde på hans læber. Udtrykket i Hodges ansigt var mere end rigeligt. Ikke rigtig skyldfølelse, end ikke rædsel over at være blevet afsløret, men en sorg så stor, at det var svært at se på.
„Jace,“ sagde Hodge dæmpet. „Alec … om forladelse.“
Jace reagerede på samme måde, som når han var i kamp, bevægede sig som solstrejf på vandet. Pludselig stod han foran Hodge med trukket kniv og den skarpe spids rettet mod sin gamle lærers hals. Gløden fra flammerne spejlede sig i bladet. „Jeg kan ikke bruge dine undskyldninger til noget. Giv mig en grund til, at jeg ikke skal slå dig ihjel lige på stedet.“
„Jace,“ sagde Alec bange. „Jace, vent.“
Der lød et brag, da en del af Tingets tag pludselig stod i flammer. Heden fik luften til at flimre, og ilden oplyste natten. Clary kunne se hvert eneste græsstrå, hver eneste rynke i Hodges magre, beskidte fjæs.
„Nej,“ sagde han, og det udtryksløse ansigt, han vendte mod Hodge, mindede Clary om Valentines. „Du vidste udmærket godt, hvad min far havde gjort mod mig, ikke? Du kendte alle hans beskidte hemmeligheder.“
Alec kiggede uforstående fra Jace til sin gamle lærer. „Hvad er det, du taler om? Hvad er det, der foregår?“
Hodge kneb øjnene i. „Jonathan …“
„Du har altid vidst det, og du har aldrig sagt noget. Alle de år på Instituttet, og du sagde aldrig et ord.“
„Jeg – jeg var ikke sikker,“ hviskede Hodge. „Har man ikke set et barn, siden han var helt lille – jeg var ikke sikker på, hvem du var, og endnu mindre, hvad du var.“
„Jace?“ Alec kiggede forfærdet fra sin bedste ven til sin gamle huslærer, men ingen af dem ænsede andre end hinanden. Hodge lignede en mand, der var fanget i en skruestik: hænderne spjættede, som om det gjorde ondt, og øjnene flakkede. Clary kom til at tænke på den nydelige mand i biblioteket, ham, der havde serveret te for hende og givet hende gode råd. Det virkede som tusind år siden.
„Jeg tror dig ikke,“ sagde Jace. „Du vidste godt, at Valentine ikke var død. Det må han have fortalt dig –“
„Han fortalte mig ingenting,“ gispede Hodge. „Da familien Lightwood meddelte mig, at de ville tage Michael Waylands søn til sig, havde jeg ikke hørt et ord fra Valentine siden Opstanden. Jeg troede, at han havde glemt mig. Jeg havde endog bedt til, at han var død, men jeg vidste intet med sikkerhed. Men så aftenen inden du skulle komme, havde Hugo en besked med fra Valentine. ’Drengen er min søn.’ Det var alt, hvad der stod.“ Han hev efter vejret. „Jeg anede ikke, om jeg skulle tro ham eller ej. Jeg tænkte, at jeg ville få vished – vished bare ved at se dig, men der var intet, intet, der beviste noget som helst. Og så tænkte jeg, at det måtte være et af Valentines sædvanlige numre, men hvad skulle formålet være med det? Hvad ville han opnå? Du vidste ingenting, det var tydeligt at se, men hvad Valentines formål var –“
„Du skulle have fortalt mig det,“ sagde Jace åndeløs, nærmest som om ordene blevet tævet ud af ham. „Så kunne jeg have gjort noget ved det. Måske taget livet af mig.“
Hodge løftede hovedet og kiggede op på Jace igennem det matte, filtrede hår. „Jeg var ikke sikker,“ gentog han halvt ved sig selv, „og når jeg endelig spekulerede på det – tænkte jeg, at opvækst måske betød mere end arv – at du kunne lære –“
„Lære hvad? Ikke at blive et uhyre?“ Jaces stemme skælvede, men kniven i hans hånd var helt rolig. „Du skulle have vidst bedre. Men han gjorde dig til en krybende kujon, ikke? Og du var ikke engang et hjælpeløst lille barn, da han gjorde det. Du kunne have kæmpet imod.“
Hodge sænkede blikket. „Jeg forsøgte at gøre mit bedste med dig,“ sagde han, men selv i Clarys ører klingede det hult.
„Lige indtil Valentine kom tilbage,“ sagde Jace, „og så gjorde du alt, hvad han gav dig besked på – du overlod mig til ham, som var jeg en hund, han havde bedt dig passe i nogle år –“
„Og så forsvandt du,“ sagde Alec. „Forlod os alle sammen. Troede du virkelig, at du kunne skjule dig her i Alicante?“
„Det var ikke for at skjule mig, at jeg tog hertil,“ sagde Hodge tonløst. „Det var for at standse Valentine.“
„Det kan du ikke forvente, at vi skal tro på.“ Nu lød Alec atter vred. „Du har altid været på Valentines side. Du kunne have valgt at vende ham ryggen –“
„Det var ikke et reelt valg for mig!“ sagde Hodge og hævede stemmen. „Dine forældre fik en chance for at begynde på en frisk – det fik jeg aldrig! Jeg var fanget på Instituttet i femten år –“
„Instituttet var vores hjem!“ sagde Alec. „Var det virkelig så slemt at bo sammen med os – at være en del af familien?“
„Det var ikke på grund af jer,“ sagde Hodge opgivende. „Jer børn elskede jeg. Men I var jo børn. Og et sted, man ikke må forlade, kan aldrig blive et hjem. Nogle gange kunne jeg gå i flere uger uden at tale med andre voksne. Ingen af de andre Skyggejægere stolede på mig. Ikke engang jeres forældre brød sig rigtigt om mig; de affandt sig med mig, fordi de ikke havde andet valg. Jeg kunne aldrig gifte mig. Aldrig selv få børn. Aldrig få et liv. Og med tiden ville I børn blive voksne og flytte hjemmefra, og så ville jeg ikke engang have jer. Jeg levede i frygt, for så vidt som jeg overhovedet levede.“
„Det der kan du godt glemme – vi får ikke ondt af dig,“ sagde Jace. „Ikke efter det, du har gjort. Og hvad fanden var det, du var bange for, du, der tilbragte al din tid i biblioteket? Støvmider? Det var os, der tog ud og bekæmpede dæmoner!“
„Det var Valentine, han var bange for,“ sagde Simon. „Forstår du ikke –“
Jace sendte ham et giftigt blik. „Hold kæft, vampyr. Det her har ikke noget med dig at gøre.“
„Ikke Valentine som sådan,“ sagde Hodge og kiggede på Simon for første gang, efter at han var blevet hevet op af fangehullet. Der var noget ved det blik, der kom bag på Clary – noget, der kunne minde lidt om ømhed. „Men min egen svaghed, hvad angik Valentine. Jeg vidste jo godt, at han en skønne dag ville vende tilbage. Vidste, at han atter ville gå efter magten, efter at komme til at stå i spidsen for Klanen. Og jeg vidste også godt, hvad han havde at tilbyde mig. Han kunne løse mig af min forbandelse. Give mig et liv. En plads i verden. Jeg kunne være blevet Skyggejæger igen – i hans verden. I denne her var det udelukket,“ sagde han så vemodigt, at det gjorde ondt at høre på. „Og jeg vidste også godt, at jeg ville være for svag til at takke nej, hvis han engang tilbød mig det.“
„Og se så lige det liv, du fik ud af det,“ hvislede Jace. „Du har siddet og rådnet i et fangehul under Tinget. Var det virkelig værd at forråde os for det?“
„Det kender du selv svaret på,“ sagde Hodge træt. „Valentine løste mig af forbandelsen. Det havde han svoret, han ville, og det gjorde han også. Jeg troede, at han ville tage mig med tilbage til Kredsen eller det, der var tilbage af den. Men det gjorde han ikke. Han ville ikke vide af mig. Så vidste jeg, at der ikke var plads til mig i hans nye verden. Vidste, at jeg havde mistet alt for en løgn.“ Han kiggede ned på sine knyttede, beskidte hænder. „Jeg havde kun én ting tilbage – en eneste chance for ikke helt at have forspildt mit liv. Da jeg hørte, at Valentine havde dræbt de Tavse Brødre – at han havde fået fingre i Dødens Sværd – vidste jeg, at han som det næste ville gå efter Dødens Spejl. Vidste, at han skulle bruge alle tre instrumenter. Og vidste tilfældigvis også, at Dødens Spejl befandt sig her i Idris.“
„Et øjeblik,“ sagde Alec og løftede hånden. „Dødens Spejl? Vil det sige, at du ved, hvor det er henne? Og hvem der har det?“
„Det er der ingen, der har,“ sagde Hodge. „Der er ingen, der kan eje Dødens Spejl. Hverken Nephilimer eller underjordiske.“
„Du er godt nok blevet tosset dernede, hva’?“ sagde Jace og nikkede i retning af fangekælderens udbrændte vinduer.
„Jace.“ Clary kiggede uroligt op på Tinget, hvis tag nu var omspændt af rødgyldne flammer. „Ilden er ved at brede sig. Vi må hellere se at komme væk. Vi kan tale videre nede i byen –“
„Jeg var spærret inde på Instituttet i femten år,“ fortsatte Hodge uden at ænse Clary. „Jeg kunne ikke gå uden for en dør. Jeg tilbragte al min tid i biblioteket for at finde ud af, hvordan jeg skulle blive løst af den forbandelse, Klanen havde nedkaldt over mig. Jeg fandt ud af, at det kun kunne ske ved hjælp af et af Dødens Instrumenter. Jeg læste den ene bog efter den anden om Englens mytologi, om hvordan han steg op af søen med Dødens Instrumenter, som han gav til Jonathan Skyggejæger, den første Nephilim, og at der var tre af dem: bæger, sværd og spejl –“
„Alt det der ved vi godt,“ afbrød Jace ham irriteret. „Det har du selv lært os.“
„I tror, I ved det hele, men det gør I ikke. Jeg tyggede mig igennem diverse udgaver af de forskellige historier og faldt gang på gang over den samme illustration, det samme billede – det, vi alle sammen har set – Englen, der stiger op af søen med sværdet i den ene hånd og bægeret i den anden. Jeg forstod ikke, hvorfor spejlet aldrig var afbildet. Og så en dag gik det op for mig. Spejlet er søen. Søen er spejlet. Det er én og samme ting.“
Jace sænkede langsomt kniven. „Lyn Sø?“
Clary tænkte tilbage på søen, der kom hende i møde som et spejl, og vandet, der spredtes, da hun ramte det. „Jeg faldt i søen, dengang jeg kom hertil. Der er et eller andet ved den. Luke fortalte, at den har nogle mærkelige egenskaber, og at det Smukke Folk kalder den Drømmespejlet.“
„Netop,“ begyndte Hodge ivrigt. „Og jeg blev klar over, at det var noget, Klanen ikke vidste, at denne viden er gået tabt med tiden. End ikke Valentine vidste det –“
Han blev afbrudt af et øredøvende brag, da et af tårnene i Tingets fjerneste ende styrtede sammen. Det resulterede i et festfyrværkeri af røde, funklende gnister.
„Jace,“ sagde Alec og så sig uroligt omkring. „Jace, vi må væk herfra. Rejs dig op,“ sagde han til Hodge og trak ham op ved armen. „Du kan fortælle Klanen det, du lige har fortalt os.“
Hodge kom usikkert på benene. Clary fik helt ondt af ham, da hun kom til at tænke på, hvordan det måtte være at skulle leve med skammen over ikke blot det, man havde gjort, men også det, man gjorde, og det, man vidste, at man ville gøre igen. Hodge havde for længst opgivet at forsøge at leve et bedre eller bare et andet liv; det eneste, han drømte om, var at slippe for angsten, og derfor var han konstant bange.
„Kom så,“ sagde Alec og trak Hodge i armen. Men Jace trådte ind foran og spærrede dem vejen.
„Hvad sker der, hvis Valentine får fingre i Dødens Spejl,“ spurgte han.
„Jace,“ sagde Alec, der stadig havde fat om Hodges arm, „ikke nu –“
„Hvis han fortæller det til Klanen, får vi aldrig noget at vide,“ sagde Jace. „For dem er vi bare børn. Men Hodge skylder os det.“ Han kiggede hen på sin gamle lærer. „Du sagde, at du indså, at du var nødt til at standse Valentine. Men hvorfor? Hvad sætter spejlet ham i stand til at gøre?“
Hodge rystede på hovedet. „Det kan jeg ikke –“
„Og ikke flere løgne.“ Kniven funklede i Jaces bælte, og han havde atter lagt hånden på skæftet. „For hvem ved, måske kan jeg finde på at hugge en finger af, for hver løgn du stikker mig.“
Hodge veg baglæns, og frygten lyste ud af øjnene på ham. Alec kiggede lamslået på Jace. „Nej, Jace. Det er den slags, din far kunne finde på. Ikke dig.“
„Alec,“ sagde Jace beklagende, men uden at se på sin ven. „Du har ingen anelse om, hvordan jeg er.“
Alec mødte Clarys blik. Han forstår ikke, hvad der får Jace til at opføre sig på den måde, tænkte hun. Han ved jo ingenting. Hun trådte et skridt frem. „Alec har ret, Jace – lad os tage Hodge med ned til Englens Sal, så kan han fortælle Klanen det, han lige har fortalt os –“
„Hvis han havde villet fortælle Klanen det, havde han for længst gjort det,“ vrissede Jace uden at se på hende. „Og når han ikke har det, er det, fordi han lyver.“
„Klanen er ikke til at stole på!“ indvendte Hodge fortvivlet. „Der er spioner iblandt dem – Valentines folk – og dem kan jeg ikke fortælle om Spejlet. Hvis Valentine fik fingre i det, ville han –“
Han fik aldrig gjort sætningen færdig. Pludselig kom der noget sølvblankt susende igennem måneskinnet som et sømhoved af lys i mørket. Alec skreg. Hodge vaklede, spærrede øjnene op og tog sig til brystet. Da han faldt bagover, kunne Clary se hvorfor: Han havde et langt dolkeskæfte stikkende ud fra brystkassen.
Alec sprang frem og greb sin gamle lærer, idet han faldt. Han lagde ham forsigtigt ned på jorden. Da han forvirret kiggede op, var hans ansigt oversprøjtet med Hodges blod. „Jace, hvorfor –“
„Det var ikke mig –“ Jace var hvid som et lagen, og Clary kunne se, at han stadig stod med kniven i hånden. „Jeg …“
Simon gjorde omkring, og Clary fulgte trop. De stod lidt og kiggede ind i mørket. Branden kastede et orangefarvet helvedesskær over græsset, men inde imellem træerne på bakkeskråningen var der bælgravende mørkt – men så trådte noget frem fra mørket, en skyggeagtig skikkelse med sort hår, der faldt ned i panden. Da han kom hen imod dem, kunne de se lyset spejle sig i hans ansigt og øjne, der så ud, som om de brændte.
„Sebastian?“ udbrød Clary.
Jace kiggede vildt fra Hodge til Sebastian, der usikkert blev stående i udkanten af haven; Jace virkede nærmest fortumlet. „Dig,“ sagde han. „Var det – dig?“
„Det var jeg nødt til,“ sagde Sebastian. „Han ville have slået dig ihjel.“
„Med hvad?“ Jace hævede stemmen så meget, at den knækkede over. „Han havde ikke nogen våben –“
„Jace.“ Det var Alec, der afbrød ham. „Kom her. Og hjælp mig med Hodge.“
„Han ville have slået dig ihjel,“ gentog Sebastian. „Han ville have –“
Men Jace havde stukket kniven i skeden og lagt sig på knæ ved siden af Alec, som sad med Hodge i sine arme. Nu havde han også fået blod på skjortebrystet. „Tag stelen i min lomme,“ sagde han til Jace. „Prøv med en iratze –“
Clary, der var stiv af rædsel, mærkede Simon bevæge sig. Da hun vendte sig om mod ham, fik hun et chok – bortset fra en hektisk rødmen på begge kinder var han hvid som et lagen. Hun kunne se blodårerne sno sig under huden på ham, blodårer, der lignede fint forgrenede koraller. „Blodet,“ hviskede han uden at kigge på hende. „Jeg må væk fra det.“
Clary greb ham i ærmet, men han trak sig baglæns og flåede armen til sig.
„Nej, Clary, lad mig gå. Så klarer jeg det selv; jeg skal nok komme tilbage. Jeg er bare –“ Hun ville gå efter ham, men han var for hurtig og forsvandt i mørket mellem træerne.
„Hodge –“ sagde Alec panisk. „Hodge, lig stille –“
Men huslæreren strittede mat imod og forsøgte at trække sig væk fra ham, væk fra stelen i Jaces hånd. „Nej.“ Hodge var grålig i ansigtet. Øjnene flakkede fra Jace til Sebastian, som stadig holdt sig til mørket. „Jonathan –“
„Jace,“ hviskede Jace. „Kald mig Jace.“
Hodges øjne hvilede på ham. Clary kunne ikke dy sig for at prøve at tolke udtrykket i dem. De var bønfaldende, ja, men der var også noget andet, måske rædsel og et stærkt påtrængende behov af en slags. Han løftede afværgende hånden. „Ikke dig,“ hviskede han, og sammen med disse ord begyndte blodet at vælte ud af munden på ham.
Jace sendte ham et krænket blik. „Alec, lav iratzen – han vil vist ikke have mig til at røre sig.“
Hodge krummede fingrene og krattede Jace på ærmet. Han var begyndt at ralle. „Du var … aldrig … „
Og så døde han. Clary kunne tydeligt se, da livet forlod ham. Det foregik ikke stille og øjeblikkeligt som på film; stemmen knækkede over i en gurglen, han vendte det hvide ud af øjnene, og så blev han slap og tung, og armen lå i en mærkelig vinkel under ham.
Alec lukkede hans øjne med fingerspidserne. „Vale, Hodge Starkweather.“
„Det har han ikke fortjent,“ lød det skarpt fra Sebastian. „Han var ikke Skyggejæger, han var en forræder. Han har ikke fortjent de sidste ord.“
Alec løftede hovedet med et ryk. Så lagde han Hodge ned på jorden og rejste sig op. De blå øjne var kolde som is, og han havde blod på tøjet. „Det ved du ikke noget om. Du dræbte en ubevæbnet mand, en Nephilim. Du er en morder.“
Sebastians læber krusedes. „Tror du virkelig ikke, at jeg ved, hvem det der var?“ Han pegede hen på Hodge. „Starkweather var medlem af Kredsen. Han forrådte Klanen, og derfor nedkaldte de en forbandelse over ham. Han burde have været henrettet for det, han gjorde, men Klanen var ham mildt stemt – og hvad fik de ud af det? At han forrådte os alle sammen endnu en gang, da han solgte Dødens Bæger til Valentine blot for at få forbandelsen hævet – en forbandelse, der var berettiget.“ Han tøvede og hev lidt efter vejret. „Jeg ved godt, at jeg ikke skulle have gjort det, men I kan ikke påstå, at han ikke fik løn som forskyldt.“
„Hvordan kan du vide så meget om Hodge?“ spurgte Clary. „Og hvad laver du egentlig her? Jeg troede, at du ville blive nede i Englens Sal.“
Sebastian tøvede. „I var meget længe om det,“ sagde han til sidst. „Og jeg blev bekymret. Jeg tænkte, at I måske havde brug for hjælp.“
„Altså bestemte du dig for at hjælpe os ved at dræbe den fyr, vi sad og talte med?“ sagde Clary. „Bare fordi du mente, at han havde en plettet fortid. Hvem – hvem kan dog finde på den slags? Det giver jo ingen mening.“
„Det er, fordi han lyver,“ sagde Jace og kiggede hen på Sebastian – et koldt, granskende blik. „Og ikke særlig godt. Jeg troede ellers, at du ville være lidt hurtigere i vendingen, Verlac.“
Sebastian mødte roligt hans blik. „Jeg ved ikke, hvad du mener med det, Morgenstern.“
„Det, han mener,“ sagde Alec og trådte et skridt frem, „er, at du gladelig vil gå med os ned til Englens Sal og forklare dig over for Rådet, hvis du virkelig fastholder, at det, du lige gjorde, var berettiget. Vil du det?“
Der gik et splitsekund, inden Sebastian smilede – det samme smil, der engang havde charmeret Clary, men nu var der et eller andet forkert ved det, nærmest som når et maleri hænger en smule skævt. „Selvfølgelig vil jeg ikke det.“ Han kom langsomt, næsten slentrende, hen imod dem, som om han ikke havde nogen verdens bekymringer. Som om han ikke lige havde begået mord. „Og det er godt nok lidt mærkeligt, at I hidser jer sådan op over, at jeg dræber en mand, som Jace truede med at hugge fingrene af én for én.“
Alec kneb læberne sammen. „Det kunne han aldrig have fundet på.“
„Du –“ sagde Jace og sendte Sebastian et blik fyldt af væmmelse. „Du aner ikke, hvad du taler om.“
„Eller måske er det bare, fordi jeg har kysset din søster, at du har set dig gal på mig,“ sagde Sebastian. „Og fordi hun ville have mig.“
„Det er løgn,“ sagde Clary, men ingen af dem kiggede hen på hende. „Altså det med at ville have dig.“
„Hun har den her skægge lille vane – med at gispe, når man kysser hende, nærmest som om det kommer bag på hende, ikke også?“ Sebastian var standset lige foran Jace og stod nu og smilede som en engel. „Det er faktisk ret kært. Det må du også have lagt mærke til.“
Jace så ud, som om han skulle til at kaste op. „Min søster –“
„Din søster,“ sagde Sebastian. „Nå, er det det, hun er? Det skulle man ellers ikke tro, når man ser jer. I tror da vel ikke, at det går hen over hovedet på folk, hvordan I kigger på hinanden? I tror da vel ikke, at I kan skjule jeres følelser? I tror da vel ikke, at alle andre mennesker ikke opfatter det som sygt og unaturligt? For det er nemlig det, det er.“
„Så er det godt.“ Jace havde fået et morderisk udtryk i ansigtet.
„Hvad er det, du er ude på, Sebastian?“ sagde Clary. „Hvorfor står du og siger alt det der?“
„Fordi jeg endelig kan,“ sagde Sebastian. „Du aner ikke, hvordan det har været at skulle hænge ud med jer og være nødt til at lade, som om jeg godt kunne lide jer. Og det selv om bare synet af jer var nok til at give mig kvalme. For når du, Jace, ikke går og sukker efter din søster, klynker du over, at din far ikke elskede dig. Men hvem kan ærlig talt bebrejde ham det? Og du, din dumme sæk“ – han vendte sig om mod Clary – „du forærer en uvurderlig bog væk til en halvhjerne af en warlock; sig mig, bruger du aldrig det indvendige af hovedet? Og dig –“ Den næste nedgørende bemærkning var rettet mod Alec. „Og dig ved vi vist alle sammen godt, hvad der er galt med. Din slags burde slet ikke være repræsenteret i Klanen. Jeg væmmes ved dig.“
Alec blegnede, men virkede alligevel mere forbløffet end noget andet. Og det kunne Clary egentlig godt forstå – det var svært at se på Sebastian, på hans engleagtige smil, at han var i stand til at sige den slags. „Lade, som om du kunne lide os?“ gentog hun. „Men hvorfor var du nødt til at lade, som om du kunne det … medmindre du udspionerede os,“ sluttede hun, da det begyndte at dæmre for hende. „Medmindre du spionerede for Valentine.“
Sebastian vrængede ansigt, kneb de velformede læber og de mandelformede, aristokratiske øjne sammen. „Så går der endelig et lys op for dem,“ sagde han. „Ved gud om ikke der et eller andet sted derude findes totalt mørklagte dæmondimensioner, der bruger pæren mere end I tre tilsammen.“
„Det kan godt være, at vi ikke bruger pæren,“ sagde Jace, „men vi er i det mindste i live.“
Sebastian betragtede ham med væmmelse. „Det er jeg også,“ påpegede han.
„Ja, men ikke særlig længe,“ replicerede Jace. Lyset fra månen eksploderede i bladet på kniven, da han kastede sig frem mod Sebastian, og hans bevægelser var så hurtige, at de smeltede sammen, hurtigere end nogen menneskelig bevægelse, Clary nogen sinde havde set.
Indtil nu.
Sebastian trådte til side, undveg angrebet og greb fat i den arm, Jace holdt kniven i. Kniven faldt til jorden, og derefter tog Sebastian et solidt tag i ryggen på Jaces jakke, løftede ham op og kastede ham med en helt utrolig kraft. Jace fløj igennem luften, ramte Tingets mur med et knoglesplintrende klask og sank til jorden.
„Jace!“ Alting sortnede for Clarys blik. Hun løb hen til Sebastian og tænkte ikke på andet end at kværke ham. Men han trådte til side og daskede ud med armen, som var det et insekt, han viftede væk. Slaget ramte hende hårdt på siden af hovedet og sendte hende i jorden. Hun rullede rundt og måtte blinke for at kunne se ud igennem de røde smertetåger.
Alec havde taget flitsbuen af ryggen og sat en pil på den. Han ikke så meget som rystede på hænderne, da han nu rettede den mod Sebastian. „Bliv, hvor du er, og læg hænderne om på ryggen,“ sagde han.
Sebastian lo. „Du ville aldrig kunne få dig selv til at skyde på mig,“ sagde han og gik så uanfægtet og ubekymret hen mod Alec, som var det trappen til sin egen hoveddør, han var på vej op ad.
Alec kneb øjnene sammen. Og bevægede hænderne i en række rolige, elegante bevægelser, spændte buen og slap den. Pilen fløj hen mod Sebastian –
Og ramte ved siden af. På en eller anden måde var det lykkedes Sebastian at dukke eller flytte sig, det var Clary ikke helt klar over, og pilen kilede sig ind i stammen på et træ. Alec nåede lige at se sig forbløffet omkring, inden Sebastian var over ham, flåede buen ud af hænderne på ham og knækkede den med de bare næver – brækkede den uden videre midt over. Det smæld, det gav, da den splintredes, fik det til at gibbe i Clary, som var det knogler, hun hørte brække. Hun ignorerede de brændende smerter i hovedet og forsøgte at sætte sig op. Godt en meter fra hende lå Jace, fuldstændig ubevægelig. Hun ville rejse sig op, men benene nægtede at lystre.
Sebastian smed de to dele af buen fra sig og gik hen mod Alec. Alec havde allerede trukket seraph-dolken, der lyste i hånden på ham, men den fejede Sebastian uden videre til side – og greb derefter Alec om struben, nærmest løftede ham op fra jorden og blev skånselsløst, brutalt og grinende ved at klemme, mens Alec halvkvalt strittede imod. „Lightwood,“ hviskede han. „Jeg har allerede ordnet én af jer i dag og havde ikke regnet med at få jackpot hele to gange.“
I det samme røg han baglæns som en marionetdukke, der bliver rykket i snorene. Han slap Alec, der faldt til jorden og tog sig til halsen. Clary kunne høre ham ralle og hive efter vejret – men hun fjernede ikke blikket fra Sebastian. Han havde en mørk skygge på ryggen, en skygge, der klamrede sig til ham som en igle. Han tog sig til halsen og udstødte nogle halvkvalte lyde, mens han snurrede rundt om sig selv og forsøgte at komme af med det væsen, der var ved at kvæle ham. Et øjeblik efter tumlede han ud i måneskinnet, og så kunne Clary se, hvad det var.
Det var Simon. Han havde slynget armen om halsen på Sebastian, og de hvide hjørnetænder lyste som syle. Det var første gang siden den nat, han var steget op af graven, at Clary så ham som vampyr, og hun måbede, på en gang forfærdet og fascineret, ude af stand til at kigge væk. Han havde krænget læberne tilbage og blottet hugtænderne. Dem satte han nu i Sebastians overarm og lavede en lang, rød flænge.
Sebastian skreg, kastede sig bagover og landede hårdt på jorden. Han rullede rundt med Simon oven på sig, og de slog ud efter hinanden, rev og flåede og snerrede som hunde på en kampplads. Sebastian blødte flere steder, da han endelig kom op at stå og placerede to hårde spark i brystkassen på Simon. Simon knækkede sammen og slyngede armene om mellemgulvet. „Din lede fnatmide,“ snerrede Sebastian og hævede foden til endnu et los.
„Lad hellere være,“ lød en dæmpet stemme.
Clary løftede hovedet med et ryk, så endnu et festfyrværkeri af smerte eksploderede inde bag hendes øjne. Jace stod et par meter fra Sebastian. Han var blodig i ansigtet, det ene øje opsvulmet og næsten lukket, men den hånd, der holdt om den flammende seraph-dolk, var helt rolig. „Jeg har aldrig prøvet at dræbe et menneske med en af de her før,“ sagde han. „Men jeg er villig til at gøre forsøget.“
Sebastian skar ansigt og skævede en enkelt gang ned til Simon, inden han hævede blikket og spyttede. De ord, der ledsagede spytklatten, var på et sprog, Clary ikke forstod – og derefter gjorde han lige så hurtigt omkring, som da han angreb Jace, og forsvandt i mørket.
„Nej!“ skreg Clary og forsøgte at komme på benene, men smerterne føltes som pile, der brændte sig ind i hjernen på hende. Hun faldt sammen i det fugtige græs. Et øjeblik efter stod Jace bøjet over hende, bleg og bekymret. Hun kiggede op på ham med slørede øjne – det måtte de være, for hun ville aldrig selv kunne fremmane det hvide skær, der omgav ham, en eller anden form for lys –
Hun hørte først Simons, derefter Alecs stemme, og så var der nogen, der rakte Jace et eller andet – en stele. Det sved på armen, og lidt efter begyndte smerterne at foretage sig, og hun blev atter klar i hovedet. Hun glippede med øjnene og kiggede op på de tre ansigter over sig. „Mit hoved …“
„Du har fået hjernerystelse,“ sagde Jace. „Iratzen burde hjælpe, men vi må hellere få en Klan-læge til at se på dig. Læsioner i hovedet kan være luskede.“ Han gav Alec stelen tilbage. „Tror du, du er i stand til at rejse dig?“
Hun nikkede. Og det var en fejl. Smerterne jog atter igennem hende, mens hun mærkede et par hænder, der hjalp hende op at stå. Simon. Hun lænede sig taknemmeligt op ad ham og ventede, til hun havde fundet balancen. Hun havde det stadig, som om hun når som helst kunne falde om.
Jace sendte hende et strengt blik. „Du skulle ikke have angrebet Sebastian på den måde. Du var jo ikke engang bevæbnet. Hvad tænkte du på?“
„Det samme som alle vi andre.“ Det var Alec, der uventet kom hende til undsætning. „At han lige havde kylet dig igennem luften som en gummibold. Jace, det er første gang, jeg har set nogen få skovlen under dig på den måde.“
„Jeg – han overraskede mig,“ sagde Jace modstræbende. „Han må have fået specialtræning af en slags. Det var jeg ikke forberedt på.“
„Næ,“ sagde Simon og tog sig til brystkassen. „Han har vist også sparket et par ribben ind på mig. Det er fint nok,“ tilføjede han, da han så Clarys bekymrede mine. „De er allerede ved at hele. Men han er helt sikkert stærk. Meget stærk.“ Han kiggede hen på Jace. „Hvor længe tror du, han havde stået og lyttet?“
Jace kastede et dystert blik i retning af de træer, Sebastian var forsvundet imellem. „Det ved jeg ikke, men Klanen skal nok få fat på ham – og kaste en forbandelse over ham. Forhåbentlig af samme slags som den, Hodge fik. Det ville der være poetisk retfærdighed i.“
Simon vendte sig om og spyttede ind i buskadset. Han tørrede sig om munden med håndryggen og skar ansigt. „Hans blod smager hæsligt – giftigt.“
„Så kan vi føje det til listen over hans charmerende egenskaber,“ sagde Jace. „Gad vide, hvad han ellers var ude på her til aften.“
„Vi må se at komme tilbage til Englens Sal,“ sagde Alec ængsteligt. Clary kom i tanke om, at Sebastian havde sagt noget til ham, noget om de andre medlemmer af familien Lightwood … „Er du i stand til at gå, Clary?“
Hun slap sit greb i Simon. „Ja, det er jeg. Hvad med Hodge? Ham kan vi da ikke bare lade ligge.“
„Det er vi nødt til,“ sagde Alec. „Overlever vi resten af natten, har vi masser af tid til at gå op og hente ham.“
Inden de forlod haven, tog Jace jakken af og lagde den over Hodges slappe opadvendte ansigt. Clary havde lyst til at gå hen til Jace og måske endda lægge hånden på hans skulder, men der var noget i hans holdning, der fortalte hende, at hun hellere måtte lade være. Selv Alec holdt sig på afstand og undlod at tilbyde ham en helende rune, selv om han haltede, da de begav sig ned ad bakken.
De bevægede sig i samlet flok, kampklare med dragne våben ned ad den siksakkende sti, mens himlen ovenover blev oplyst af Tinget, der brændte bag dem. Men dæmoner så de ingen af. Stilheden og det uhyggelige lys fik det til at dunke i hovedet på Clary; det føltes, som om hun befandt sig i en drøm. Trætheden holdt hende som i en skruestik. Blot det at sætte den ene fod foran den anden føltes som at skulle løfte en betonklods og smække den ned igen. Jace og Alec var gået lidt i forvejen, og hun kunne høre dem snakke, selv om stemmerne havde det med at smelte sammen for hendes ører.
„Det, du sagde deroppe, Jace, det, du sagde til Hodge,“ sagde Alec blidt, nærmest bønfaldende. „Sådan må du ikke tænke. Det, at du er Valentines søn, gør dig ikke til noget uhyre. Uanset hvad han har gjort ved dig, da du var lille, uanset hvad han har lært dig, er du nødt til at indse, at det ikke er din skyld –“
„Det har jeg ikke lyst til at tale om, Alec. Hverken nu eller senere. Lad være med at spørge til det igen,“ sagde Jace indædt, og Alec blev tavs. Clary kunne nærmest føle, hvor såret han blev. Sikke en nat, tænkte Clary. En nat, der havde været hård for dem alle sammen.
Hun forsøgte at lade være med at tænke på Hodge, på det bønfaldende, ynkelige ansigtsudtryk, lige inden han døde. Hun havde aldrig brudt sig om ham, men han havde ikke fortjent det, Sebastian havde gjort. Det var der ingen, der havde. Hun tænkte på Sebastian, på den måde, han bevægede sig på, som gnister, der føg i luften. Den eneste anden, hun kendte, der bevægede sig lige så hurtigt, var Jace. Gad vide, hvad det var, der havde formet Sebastian? Hvordan kunne en fætter til familien Penhallow være kommet så langt ud, og hvordan kunne det være, at de aldrig havde lagt mærke til det? Hun havde troet, at han ville hjælpe hende med at redde hendes mor, men han ville bare have fingre i den Hvide Bog til Valentine. Magnus havde taget fejl – det var ikke fra familien Lightwood, at Valentine havde fundet ud af det med Ragnor Fell. Det var, fordi hun havde fortalt Sebastian om det.
Forfærdet lagde hun knap nok mærke til, at stien var blevet til en allé, der førte ind i byen. Gaderne var øde, og husene mørke, mange af hekselysgadelamperne var smadrede og glasskårene spredt ud over brostenene. Der lød stemmer i det fjerne, og hist og her var der et glimt af fakler i mørket mellem husene, men –
„Der er frygteligt stille,“ sagde Alec og så sig overrasket omkring. „Og –“
„Der stinker ikke længere af dæmoner.“ Jace rynkede panden. „Mærkeligt. Kom. Lad os skynde os ned til Englens Sal.“
Clary var forberedt på et angreb, men de så ikke en eneste dæmon på deres vej igennem gaderne. I hvert fald ikke nogen kampklare – da de kom forbi en smal gyde, kunne hun se tre-fire Skyggejægere stå i en kreds om noget, der lå og vred sig på jorden. De skiftedes til at gennembore det med lange, spidse stænger. Hun gøs og kiggede væk.
Englens Sal strålede som et kæmpe bål; skæret fra hekselysene vældede ud fra alle døre og vinduer. De skyndte sig op ad trappen, og Clary måtte støtte sig til gelænderet, da hun var ved at snuble. Hun blev mere og mere svimmel. Det føltes, som om verden snurrede rundt for hendes øjne, som om hun stod inde i en stor kugle, der drejede rundt. Stjernerne på himlen lignede hvide malerklatter. „Du burde ligge ned, Clary,“ sagde Simon, og da hun ikke svarede, gentog han: „Clary?“
Det kostede hende en kraftanstrengelse at fremtvinge et smil. „Jeg har det fint.“
Jace, der stod ved indgangen til Englens Sal, kiggede tavst ned på hende. Blodet i hans ansigt og det opsvulmede øje kom til at se grimt, strimet og sort ud i det grelle skær fra hekselysene.
Inde fra Englens Sal lød der lavmælt mumlen, hundredvis af stemmer, der talte dæmpet sammen. Clary syntes, at det lød som et kæmpe hjerte, der bankede. Kombinationen af hekselys og fakler på væggen kastede et hårdt hvidt skær overalt, sved i øjnene og påvirkede hendes syn; hun kunne ikke se andet end slørede omrids, slørede omrids og farver. Hvidt, gyldent og så nattehimlen, der var ved at blive lysere. Gad vide, hvor sent det var?
„Jeg kan ikke se dem.“ Alec så sig uroligt om efter sin familie og lød, som om han var fem hundrede kilometer borte eller langt nede under vand. „De skulle for længst have været her –“
Stemmen forsvandt helt, da Clarys svimmelhed tog til. Hun greb fat i en søjle for at holde balancen. Hun mærkede en hånd på sin ryg – Simons. Han sagde et eller andet til Jace og lød bekymret. Og så blev hans stemme opslugt af alle de andre rundt om hende, stemmer, der steg og faldt som bølger, der brydes.
„Jeg har aldrig set noget lignende. Dæmonerne vendte bare om og forsvandt.“
„Mon ikke det var på grund af solopgangen. De er sikkert bange for solen, og den står snart op.“
„Nej, det var noget andet.“
„Det er bare, fordi du helst ikke vil tro, at de kommer tilbage i morgen eller i overmorgen nat.“
„Det må du ikke sige; det er noget sludder. Skjoldene er snart tilbage på plads.“
„Og så sætter Valentine dem ud af drift igen.“
„Måske er det bare løn som forskyldt. Måske havde Valentine ret – måske betyder dét, at vi har allieret os med de underjordiske, at vi har mistet Englens velsignelse.“
„Tys. Vis dog lidt respekt. De er ved at tælle de døde ude på Engletorvet.“
„Dér er de,“ sagde Alec. „Derovre ved forhøjningen. Det ser ud, som om ….“ Han tav, og så var han væk, var allerede på vej igennem menneskemængden. Clary kneb øjnene sammen og forsøgte at se klart. Men kunne ikke se andet end tågede klatter –
Hun hørte Jace snappe efter vejret, og så satte han uden et ord efter Alec igennem mylderet. Clary slap søjlen for at følge efter ham, men snublede, inden hun nåede så langt. Simon greb hende.
„Du er nødt til at lægge dig, Clary,“ sagde han.
„Nej,“ hviskede hun. „Jeg vil se, hvad det er, der er sket –“
Hun tav. Han stod og stirrede forbi hende, stod lamslået og stirrede efter Jace. Hun greb atter fat i søjlen, rejste sig op på tåspidserne og forsøgte at kigge hen over forsamlingen –
Der var de, familien Lightwood: Maryse med armene om Isabelle, der stod og græd, og Robert Lightwood, der sad på gulvet med noget – nej, nogen – i favnen, og Clary kom til at tænke på den første gang, hun havde set Max hjemme på Instituttet, på hvordan han havde ligget og sovet på sofaen med brillerne siddende skævt og en slap hånd hvilende på gulvet. Han kan sove alle steder, havde Jace sagt, og nu så han næsten også ud, som om han lå og sov på sin fars skød, men Clary vidste, at det ikke var tilfældet.
Alec lå på knæ med Max’ hånd imellem sine, men Jace stod bare helt ubevægelig og så mere end noget andet fuldstændig fortabt ud, så ud, som om han ikke anede, hvor han var, eller hvad han lavede der. Clary følte trang til at løbe hen og lægge armene om ham, men udtrykket i Simons ansigt sagde nej, nej, og det gjorde mindet om herresædet og Jaces favntag også. Hun var den sidste, der ville kunne trøste ham.
„Clary,“ sagde Simon, men selv om hun var svimmel og havde ondt i hovedet, gjorde hun bare omkring og løb hen til udgangen, skubbede døren op og fortsatte ned ad trappen for at stille sig der og indåndede den kolde luft. I det fjerne var horisonten ved at få rødflammede striber, og stjernerne blegnede på den stadig lysere himmel. Natten var ovre. En ny dag var ved at gry.
Clary gispede, da hun vågnede af en drøm om blødende engle. Lagnerne var viklet stramt rundt om hende. Der var så mørkt og indelukket i Amatis’ gæsteværelse, at hun følte det, som om hun lå i en kiste. Hun rakte ud og trak gardinet fra. Dagslyset vældede ind. Hun rynkede panden og trak det for igen.
Skyggejægere brændte deres døde, og siden dæmonangrebet havde himlen vest for byen været farvet af røg. Hun fik kvalme, når hun kiggede ud ad vinduet, og ville helst have gardinerne trukket for. Nu lukkede hun øjnene i mørket og forsøgte at genkalde sig drømmen. Der havde været engle med, og billedet af den rune, Ithuriel havde vist hende, blev ved at blinke for hendes indre blik. Det var en enkel rune, lige så enkel som en knude, men uanset hvor meget hun forsøgte at koncentrere sig, var hun ikke i stand til at tyde den eller at regne ud, hvad den betød. Hun vidste bare med sig selv, at den på en eller anden måde virkede ufuldstændig, som om den, der havde skabt den, ikke havde gjort den helt færdig.
Dette er ikke de første drømme, jeg har vist dig, havde Ithuriel sagt. Hun tænkte på de andre drømme: Simon med kors brændt ind i hænderne, Jace med vinger på, søer med brudt is, der skinnede som spejlglas. Var det også englen, der havde sendt hende dem?
Hun sukkede og satte sig op. Det kunne godt være, at drømmene var ubehagelige, men de minder, der defilerede igennem hovedet på hende, når hun var vågen, var ikke meget bedre. Isabelle, der sad og græd på gulvet i Englens Sal, sad og flåede sig i håret, så Clary var bange for, at hun skulle rive det ud. Maryse, der skreg til Jia Penhallow, at det var den dreng, de havde taget til sig, deres nevø, der havde gjort det her, og hvad måtte de ikke være for mennesker, når han stod Valentine så nær. Og Alec, der forsøgte at berolige sin mor og bad Jace om hjælp, men Jace stod bare der, mens solen steg op over Alicante og begyndte at skinne ned igennem taget på Englens Sal. „Det er ved at gry,“ havde Luke sagt og virket mere træt, end Clary nogen sinde før havde set ham. „Det er på tide, at vi henter ligene ind.“ Og så havde han sendt patruljer ud for at samle de døde Skyggejægere og lykantroper, der lå rundt om i gaderne, og lægge dem på torvet uden for Englens Sal, det torv, Clary og Sebastian var skrået over, da Clary bemærkede, at Englens Sal lignede en kirke. Dengang syntes hun, at det var et yndigt sted med blomsterkummer og kulørte butiksfacader. Og nu var det fyldt med lig.
Deriblandt Max. Hendes mave snørede sig sammen, da hun kom til at tænke på den lille dreng og dengang, de havde diskuteret manga. Hun havde lovet at tage ham med til den Forbudte Planet, men det skulle aldrig blive til noget. Jeg ville have skaffet ham bøger, tænkte hun. Alle de bøger, han ville have. Ikke at det betød noget nu.
Lad være med at tænke på det. Clary sparkede lagnerne af og stod op. Efter et hurtigt brusebad trak hun i de jeans og den sweater, hun havde haft på den dag, hun ankom fra New York. Inden hun tog sweateren på, stak hun næsen ned i den og håbede at fange et strejf af Brooklyn eller duften af skyllemiddel – et eller andet, der mindede hende om det derhjemme – men den var blevet vasket og lugtede bare af citronsæbe. Hun sukkede endnu en gang og begav sig nedenunder.
Der var ikke andre i huset end Simon, og han sad i sofaen nede i stuen. Lyset strømmede ind ad de åbne vinduer bag ham. Han var begyndt at opføre sig som en kat, syntes Clary, en kat, der altid fandt en solskinsplet at lægge sig i. Men uanset hvor meget sol han fik, blev hans hud ved at være lige elfenbenshvid.
Hun snuppede et æble fra skålen på bordet, lod sig synke ned ved siden af ham og trak benene op under sig. „Har du fået sovet?“
„Lidt.“ Han kiggede hen på hende. „Og hvad med dig? Du har mørke rande under øjnene. Flere mareridt?“
Hun trak på skuldrene. „Det samme som altid. Død, ødelæggelse og hævnende engle.“
„Det vil sige stort set som i den virkelige verden.“
Clary nikkede og tog en bid af æblet. „Lad mig prøve at gætte. Luke og Amatis er til endnu et møde i Englens Sal.“
„Ja. Det er vist nok det møde, hvor de skal samles for at beslutte, hvilke andre møder de er nødt til at holde.“ Simon sad og pillede i sømmen på en pude, der var begyndt at frynse. „Har du hørt fra Magnus?“
„Nej.“ Clary ville helst ikke tænke på, at der var gået tre dage, siden hun sidst havde set Magnus, og at han overhovedet ikke havde givet lyd fra sig. Ville helst ikke tænke på, at der i virkeligheden ikke var noget, der forhindrede ham i at stikke af med den Hvide Bog og aldrig mere lade høre fra sig. Gad vide, hvordan det overhovedet kunne være faldet hende ind at stole på en, der brugte så meget eyeliner.
Hun strøg Simon over håndleddet. „Og dig? Hvad med dig? Er du stadig okay her?“ Hun ville gerne have haft, at Simon var taget hjem, straks efter slaget var overstået – hjem i sikkerhed. Men han havde været så sært vrangvillig og ville af en eller anden grund helst blive. Hun håbede ikke, at det var, fordi han syntes, at han skulle passe på hende – ja, hun havde faktisk været tæt på at fortælle ham, at hun ikke havde brug for beskyttelse, men når hun ikke havde gjort det, var det, fordi hun ikke kunne bære at se ham rejse. Og nu var han altså blevet, og det var hun inderst inde lidt brødebetynget glad for. „Og du får det – du ved – det, du har brug for?“
„Du mener blod? Ja, Maia kommer med friske forsyninger hver dag. Men lad være med at spørge, hvor hun får det fra.“ Den første morgen, Simon var vågnet i Amatis’ hus, havde der stået en bredt smilende lykantrop med en levende kat i favnen ude på trappen. „Blod,“ sagde han med tung accent. „Til dig. Frisk!“ Simon takkede varulven, ventede, til han var gået, og slap katten fri, lettere grønlig i ansigtet.
„Et eller andet sted skal du jo have blod fra,“ sagde Luke og smilede.
„Ja, men jeg har selv kat derhjemme,“ svarede Simon. „Så det kan jeg bare ikke.“
„Det skal jeg nok sige til Maia,“ lovede Luke, og fra da af var blodet kommet i diskrete mælkeflasker. Clary anede ikke, hvor Maia fik det fra, og brød sig ligesom Simon ikke om at spørge. Hun havde ikke set varulvepigen siden den nat, slaget fandt sted – lykantroperne havde slået lejr et eller andet sted i nærheden af skoven, og kun Luke var blevet i byen.
„Hvad så?“ Simon lænede sig tilbage og sad og betragtede hende igennem halvt lukkede øjne. „Du ser ud, som om der er noget, du godt vil spørge mig om.“
Der var faktisk flere ting, hun gerne ville spørge om, men bestemte sig for at satse på en af de mere sikre. „Hodge,“ sagde hun og tøvede. „Da du sad dernede i fangekælderen – vidste du virkelig ikke, at det var ham?“
„Jeg kunne jo ikke se ham. Jeg kunne bare høre ham igennem væggen. Og vi talte sammen – ret meget endda.“
„Og du kunne godt lide ham? Jeg mener, var han sød?“
„Sød? Det ved jeg ikke. Plaget, bedrøvet, intelligent, i korte glimt medfølende – ja, jeg kunne godt lide ham. Jeg tror på sin vis, at jeg mindede ham lidt om ham selv –“
„Det må du ikke sige!“ Clary rettede sig op og var lige ved at tabe æblet. „Du har overhovedet intet tilfælles med Hodge.“
„Du synes altså ikke, at jeg er plaget og intelligent?“
„Hodge var ond. Det er du ikke,“ sagde Clary bestemt. „Mere er der ikke i det.“
Simon sukkede. „Folk er ikke født gode eller onde. Måske er man født med tendenser til det ene eller det andet, men det, der betyder noget, er den måde, man lever sit liv på. Og de mennesker, man omgås. Valentine var Hodges ven, og jeg tror faktisk ikke, at Hodge kendte nogen, der kunne have udfordret ham eller gjort ham til et bedre menneske. Havde jeg levet det liv, han gjorde, ved jeg ikke, hvordan jeg var blevet. Men det gør jeg heldigvis heller ikke. Jeg har min familie. Og dig.“
Clary smilede, men det gjorde lidt ondt at høre. Folk er ikke født gode eller onde. Det havde hun også altid selv ment, men på de billeder, englen havde vist hende, havde hun set sin mor kalde sit eget barn ondt, kalde ham et uhyre. Hun ville ønske, at hun kunne fortælle Simon om det, fortælle om alt det, englen havde vist hende, men det kunne hun ikke. For så ville hun også være nødt til at fortælle ham om det, de havde fundet ud af om Jace, og det kunne hun ikke gøre. Det var Jaces hemmelighed og ham, der bestemte, hvem han ville betro sig til. Simon havde tidligere spurgt hende, hvad han mente med det, han sagde til Hodge, hvorfor han havde omtalt sig selv som et uhyre, men hun havde bare svaret, at det aldrig var let at vide, hvad Jace mente med det, han sagde. Hun var ikke sikker på, om Simon havde troet på hende, men han havde ikke spurgt siden.
Hun slap for at svare, da der i det samme blev banket på døren. Hun rynkede panden og lagde æbleskroget fra sig på bordet. „Nu skal jeg.“
Hun gik ud for at åbne og lukkede et koldt, frisk vindpust ind. Det var Aline Penhallow, der stod derude i en rosa silkejakke, der matchede de rødrandede øjne. „Jeg må tale med dig,“ sagde hun uden nogen indledning.
Clary blev så forbløffet, at hun bare nikkede og åbnede døren helt. „Okay. Kom indenfor.“
„Tak.“ Aline maste sig brysk forbi hende og gik ind i stuen. Hun standsede brat, da hun fik øje på Simon henne i sofaen, og stod lidt og måbede. „Er det ikke …“
„Vampyren?“ sagde Simon med et skævt smil. De umenneskeligt skarpe hjørnetænder lod sig lige akkurat ane, når han smilede på den måde. Bare han ville lade være med det, tænkte Clary.
Aline kiggede hen på hende. „Kan vi tale alene sammen?“
„Nej,“ sagde Clary og satte sig hen i sofaen ved siden af Simon. „Hvis du har noget på hjerte, kan du sige det til os begge to.“
Aline stod lidt og bed sig i læben. „Okay. Der er noget, jeg godt vil sige til Alec, Jace og Isabelle, men jeg har ingen anelse om, hvor jeg skal finde dem henne.“
Clary sukkede. „De har trukket i nogle snore og fået lov at bo i et tomt hus. Familien, der ejer det, er taget ud på landet.“
Aline nikkede. Der var mange, der havde forladt Idris, efter at angrebene var begyndt. De fleste var blevet – flere end Clary havde regnet med – men der var også en del, der havde pakket det mest nødvendige og var rejst fra deres huse.
„De har det fint, hvis det er det, du godt vil vide. Men jeg har heller ikke set dem. Ikke siden slaget. Hvis du vil have det, kan jeg godt sende dem en besked igennem Luke –“
„Jeg ved ikke rigtig.“ Aline bed sig i underlæben. „Mine forældre var nødt til at fortælle Sebastians faster i Paris om det, han har gjort. Hun blev helt ude af den.“
„Og det er vel ikke så mærkeligt, hvis ens nevø viser sig at være den onde selv,“ sagde Simon.
Aline sendte ham et mørkt blik. „Hun sagde, at han ikke kunne finde på den slags, at der måtte være sket en misforståelse. Og så sendte hun mig nogle billeder af ham.“ Aline stak hånden i lommen og rakte Clary nogle lettere krøllede fotografier. „Se her.“
Clary kiggede på dem. De forestillede en leende, mørkhåret dreng, pæn på sådan en lidt sjusket måde med et skævt smil og en lidt for stor næse. Han lignede en af den slags drenge, det kunne være sjovt at hænge ud med. Og desuden lignede han overhovedet ikke Sebastian. „Er det din fætter?“
„Det er Sebastian Verlac. Hvilket betyder –“
„At ham, der var her, ham, der kaldte sig Sebastian, er en helt anden?“ Clary bladrede med voksende uro billederne igennem.
„Jeg tænkte –“ Aline begyndte atter at bide sig i læben. „Jeg tænkte, at hvis familien Lightwood fik at vide, at Sebastian – eller hvad ham fyren nu hed – i virkeligheden ikke er vores fætter, at de så måske vil tilgive mig. Tilgive os.“
„Det er jeg sikker på, de vil,“ sagde Clary så beroligende som overhovedet muligt. „Men det her rækker endnu videre. Klanen skal have at vide, at Sebastian ikke bare var en eller anden vildledt Skyggejægerknægt, at han var sendt ud som spion for Valentine.“
„Han var bare så overbevisende,“ sagde Aline. „Han vidste ting, som kun folk i familien ved. Ting fra vores barndom –“
„Gad vide, hvad der er blevet af den rigtige Sebastian,“ sagde Simon. „Din fætter. Det lyder, som om han har forladt Paris med kurs mod Idris, men aldrig er nået frem. Hvad kan der være sket undervejs?“
„Det kan kun være Valentine,“ sagde Clary. „Det må være ham, der har planlagt det hele, ham, der har kendt Sebastians rute og vidst, hvornår han skulle pågribe ham. Og han har gjort det med ham –“
„Kan han også have gjort det med andre,“ sagde Aline. „Det må du hellere orientere Klanen om. Og Lucian Graymark.“ Hun bemærkede Clarys forbløffede blik. „Ham lytter folk til. Det siger mine forældre selv.“
„Mon ikke du skulle tage med os ind til Englens Sal,“ foreslog Simon. „Og selv fortælle ham det.“
Aline rystede på hovedet. „Jeg kan ikke bære at skulle møde familien Lightwood. Især ikke Isabelle. Hun reddede mit liv, og jeg – jeg stak bare af. Jeg kunne ikke gøre for det. Jeg løb bare.“
„Du var i chok. Det er der ikke noget at sige til.“
Aline virkede ikke specielt overbevist. „Og nu hendes bror –“ Hun tav og gnavede igen i læben. „Nå, men der var også noget andet, jeg ville sige til dig, Clary.“
„Til mig?“ spurgte Clary forundret.
„Ja.“ Aline tog en dyb indånding. „Altså dengang du greb mig og Jace på fersk gerning, du ved. Det betød ingenting. Det var mig, der kyssede ham. Det var – bare et eksperiment. Og det lykkedes ikke rigtig.“
Clary mærkede, hvordan hun begyndte at blusse, blev højrød i hovedet. Hvorfor fortæller hun mig det? „Det er helt i orden. Det er Jaces egen sag og ikke min.“
„Du virkede ellers, som om du blev helt fra den.“ Et lille smil spillede om Alines mund. „Og jeg tror godt, jeg ved hvorfor.“
Clary sank en klump. „Tror du det?“
„Pigerne er jo helt vilde med din bror. Det er noget, alle ved; han har haft masser af kærester. Og du var bange for, at han skulle få ballade, hvis han bagte på mig. Vores familier er – var – trods alt venner. Men du skal ikke være bekymret. Han er ikke min type.“
„Det tror jeg aldrig, jeg har hørt en pige sige før,“ sagde Simon. „Jeg troede, at Jace var alles type.“
„Det troede jeg også,“ sagde Aline langsomt. „Og det var også derfor, jeg kyssede ham. For at finde ud af, om alle fyre er min type.“
Det var hende, der kyssede Jace, tænkte Clary. Og ikke ham, der kyssede hende. Det var hende, der kyssede ham. Hun kiggede forbi Aline og hen på Simon. Han så ud til at more sig kongeligt. „Nå, men hvad fandt du så ud af?“
Aline trak på skuldrene. „Det ved jeg ikke endnu. Men nu behøver du i hvert fald at være urolig for Jace.“
Gid det var så vel. „Jeg vil altid være urolig for Jace.“
Englens Sal havde undergået en forvandling efter slaget. Nu da Tinget var borte, fungerede salen både som rådskammer, samlingssted for folk, der ledte efter savnede familiemedlemmer, og som nyhedscentral. Der var ikke længere vand i springvandet, og på hver side af det var der stillet bænkerækker op med front mod forhøjningen i den anden ende af salen. Mens nogle af Nephilimerne sad på bænkene og så ud til at sidde i rådsmøde, var der andre, der myldrede rundt i de mellemgange og buegange, der omgav den store sal. Englens Sal lignede ikke længere et sted, man kunne have lyst til at danse. Der herskede en besynderlig stemning, en blanding af ængstelse og forventning.
Selv om Klanen var forsamlet ved springvandet, lød der mumlen rundt om. Clary opsnappede brudstykker af samtale, da hun og Simon gik igennem salen: Dæmontårnene virkede igen. Skjoldene var atter oppe, om end noget svagere end før. Der var observeret dæmoner i bjergene syd for byen. Bondehuse var blevet forladt, flere familier var rejst fra byen, og nogle havde endda meldt sig ud af Klanen.
Oppe på forhøjningen, der var omkranset af kort over byen, stod konsulen og skulede som en livvagt, mens en gråklædt tyk, lille mand ved siden af arrigt stod og gestikulerede, uden at nogen dog tog notits af det.
„Pis, der har vi undersøgelsesdommeren,“ mumlede Simon i Clarys øre og pegede. „Aldertree.“
„Og dér er Luke,“ sagde Clary, der havde fået øje på ham i mængden. Han stod henne ved det tørlagte springvand og talte med en mand, der var klædt i slidt, tungt kampudstyr og havde en bandage om venstre halvdel af ansigtet. Clary kiggede sig om efter Amatis og fik til sidst øje på hende. Hun sad tavs for enden af en bænk, så langt fra de andre Skyggejægere, som hun kunne komme. Da hun opdagede Clary, spærrede hun øjnene op og gjorde mine til at ville rejse sig.
Nu fik Luke også øje på Clary og rynkede panden, sagde et eller andet lavmælt til manden med bandagen og undskyldte sig. Han gik igennem salen med kurs mod den søjle, Clary og Simon stod ved, og jo nærmere han kom, desto dybere blev panderynken. „Hvad laver du her? Du ved godt, at børn er forment adgang til Klanens møder, og hvad dig angår –“ Han sendte Simon et vredt blik. „Så gør du nok klogt i ikke at vise dig for undersøgelsesdommeren, heller ikke selv om han ikke kan stille så meget op.“ Han trak lidt på smilebåndet. „I hvert fald ikke uden at bringe den alliance, Klanen kunne tænkes at ville indgå med de underjordiske, i fare.“
„Nemlig,“ sagde Simon og vinkede til undersøgelsesdommer Aldertree, som dog ignorerede ham.
„Hold op med det, Simon. Der er en grund til, at vi er her.“ Clary rakte Luke billederne af Sebastian. „Det er Sebastian Verlac. Den rigtige Sebastian Verlac.“
Der gled en skygge over Lukes ansigt. Han bladrede tavst billederne igennem, mens Clary gentog den historie, Aline havde fortalt. Imens stod Simon utilpas og skulede op til Aldertree, der demonstrativt blev ved at ignorere ham.
„Ligner den rigtige Sebastian den fyr, der gav sig ud for at være ham?“ spurgte Luke til sidst.
„Ikke rigtigt,“ sagde Clary. „Den falske Sebastian var højere. Og jeg tror også, at han var lyshåret, for han farvede helt sikkert hår. Der er ingen, der er så sorthårede.“ Og jeg fik farve på fingrene, da jeg rørte ved det, tænkte hun, men det holdt hun for sig selv. „Nå, men det var Aline, der bad os vise dig og familien Lightwood billederne. Hun mente nemlig, at hvis de fik at vide, at han ikke var i familie med Penhallow, så –“
„Hun har ikke fortalt sine forældre om dem, vel?“ Luke pegede på billederne.
„Ikke endnu, tror jeg,“ sagde Clary. „Hun kom vist direkte til mig med dem. For at jeg skulle vise dem til dig. Hun sagde, at dig lyttede folk til.“
„Det er der måske nogle, der gør.“ Luke skævede til manden med bandagen. „Det var faktisk Patrick Penhallow, jeg lige stod og talte med. I gamle dage var han gode venner med Valentine, og Valentine kan godt have holdt øje med familien Penhallow i årene, der er gået. Du sagde, at Hodge fortalte, at han havde spioner her.“ Han rakte Clary billederne. „Desværre er familien Lightwood ikke med til rådsmødet i dag. Max blev begravet her til morgen. De er nok ude på kirkegården.“ Da han så Clarys reaktion, tilføjede han: „Det er kun for de allernærmeste, Clary. Bare familien.“
Jamen jeg er jo Jaces familie, var der en lille stemme, der indvendte. Og en anden, mere højrøstet og bitter stemme, der tilføjede: Og han har jo selv sagt, at det at være sammen med dig er som langsomt at forbløde. Du tror da vel ikke, at det er det, han har brug for, når han i forvejen er til Max’ begravelse?
„Så kan du måske fortælle dem det i aften,“ sagde Clary. „Jeg mener – det må jo være gode nyheder. Uanset hvem Sebastian er, så er han i hvert fald ikke i familie med deres gode venner.“
„Det ville være endnu bedre nyheder, hvis vi vidste, hvor han var henne,“ mumlede Luke. „Eller hvor mange andre spioner Valentine har. De må i hvert fald have været flere om at sætte skjoldene ud af drift. Og det kan kun være gjort inde fra byen.“
„Hodge fortalte, at Valentine havde regnet ud, hvordan det skulle gribes an,“ sagde Simon. „Han sagde, at der skulle dæmonblod til at sætte skjoldene ud af drift, men at det var umuligt at smugle dæmonblod ind i byen. Bortset fra at Valentine havde fundet en løsning.“
„Der var malet en rune med dæmonblod på et af tårnspirene,“ sagde Luke og sukkede. „Så Hodge havde nok ret. Desværre har Klanen altid haft ubetinget tillid til deres skjolde. Men der er en løsning på selv de største gåder.“
„Det lyder som noget fra et computerspil,“ sagde Simon. „I samme øjeblik man beskytter sin fæstning med Total Usynlighed, er der nogen, der finder ud af, hvordan de skal omgå den.“
„Hold nu mund, Simon,“ sagde Clary.
„Han har fat i noget af det rigtige,“ sagde Luke. „Vi ved bare ikke, hvordan de fik dæmonblod ind i byen uden at aktivere skjoldene.“ Han trak på skuldrene. „Men lige nu er det det mindste af vores problemer. Skjoldene er oppe igen, og nu ved vi, at de ikke er idiotsikre. Valentine kan når som helst komme tilbage med endnu større kampkraft, og så tvivler jeg på, at vi er i stand til at bekæmpe ham. Der er ikke Nephilimer nok, og dem, der er, er totalt demoraliserede.“
„Men hvad med de underjordiske?“ sagde Clary. „Det var dig, der sagde til konsulen, at Klanen var nødt til at alliere sig med de underjordiske.“
„Det kan jeg blive ved at sige fra nu og til juleaften, men det betyder ikke, at Malachi og Aldertree hører efter,“ sagde Luke træt. „Når jeg får lov at blive, er det kun, fordi Klanen har vedtaget at beholde mig som rådgiver. Og det er der kun én grund til: En stor del af dem kan takke mit kobbel for, at de stadig er i live. Men det betyder ikke, at de er interesserede i få flere underjordiske til Idris –“
Der var nogen, der skreg.
Amatis havde rejst sig op og stod med hånden for munden og stirrede ned mod indgangen. I døren stod der en mand oplyst bagfra af solen. Han var blot en mørk silhuet, indtil han trådte et skridt frem og ind i salen. Først da kunne Clary se hans ansigt.
Valentine.
Af en eller anden grund var det første, hun lagde mærke til, at han var nybarberet. Det fik ham til at se yngre ud, fik ham til at lignede den vrede dreng i de erindringer, Ithuriel havde vist hende. I stedet for kampudstyr var han klædt i slips og elegant nålestribet habit. Han var ubevæbnet. Han lignede en helt almindelig mand, der spadserede ned ad en af Manhattans gader. En helt almindelig far.
Han kiggede ikke på Clary, lod overhovedet ikke til at ænse hende. Hans blik hvilede på Luke, da han gik op ad den smalle gang imellem bænkene.
Hvordan er han kommet ind uden brug af våben? funderede Clary, og et øjeblik efter fik hun svar på sit spørgsmål: Undersøgelsesdommer Aldertree brølede som en såret bjørn og rev sig løs fra Malachi, der forsøgte at holde ham tilbage, vaklede ned ad trappen fra forhøjningen og kastede sig over Valentine.
Men han strøg direkte igennem ham som en kniv igennem vand. Valentine vendte sig om og kiggede undrende efter undersøgelsesdommeren, der tumlede af sted, ramlede ind i en søjle og faldt til jorden. Konsulen, der var fulgt efter, bøjede sig for at hjælpe ham på benene – og kunne næppe skjule sin foragt. Clary spekulerede på, om denne foragt var rettet mod Valentine eller mod Aldertree, der havde opført sig så tåbeligt.
Der gik endnu en dæmpet mumlen igennem salen. Undersøgelsesdommeren vred og vendte sig som en rotte i en fælde, men Malachi havde et fast greb i armene på ham, da Valentine gik videre uden at værdige dem flere blikke. De Skyggejægere, der havde stået i grupper rundt om bænkene, trak sig tilbage, som bølgerne i det Røde Hav delte sig for Moses, så der opstod en sti ned igennem salen. Clary gøs, da han nærmede sig det sted, hvor hun stod sammen med Luke og Simon. Han er kun en projektion, sagde hun til sig selv. Han er her ikke i virkeligheden. Han kan ikke gøre dig noget.
Der gik en skælven igennem Simon. Clary greb hans hånd, samtidig med at Valentine standsede ved trappen til forhøjningen, vendte sig om og kiggede direkte på hende. Hans blik strejfede hende let, som om han tog mål af hende, gled derefter forbi Simon og faldt til ro på Luke.
„Lucian,“ sagde han.
Luke gengældte roligt hans blik, men sagde ingenting. Det måtte være første gang, de var i stue sammen siden dengang på Renwich’s, tænkte Clary, og dengang havde Luke været døden nær og indsmurt i blod efter kampen. Nu var det lettere at se både forskelle og lighedspunkter imellem de to mænd – Luke i slidt flannelsskjorte og jeans, Valentine i smuk, dyr habit; Luke med skægstubbe og gråsprængt hår, Valentine, der stort set lignede sig selv som femogtyveårig – bare mere kold og hård, som om tiden var ved at forvandle ham til sten.
„Jeg hører, at Klanen har hentet dig ind i Rådet,“ sagde Valentine. „Det kan jo heller ikke undre, at en Klan, der er blevet udvandet af korruption og leflerier, må se sig infiltreret af degenererede halvblodsindivider,“ sluttede han så fredsommeligt, ja, næsten muntert, at man havde svært ved at tage de giftige ord alvorligt eller bare tro, at han rent faktisk mente det. Han rettede atter blikket mod Clary. „Clarissa,“ sagde han. „Jeg kan se, at du har vampyren med. Når der er faldet lidt mere ro over tingene, er vi to nødt til at tage en alvorlig snak om dit valg af kæledyr.“
Simon knurrede dæmpet helt nede fra struben. Clary greb ham så hårdt om hånden, at han engang ville have ømmet sig og flået den til sig. Nu lod han knap nok til at ænse det. „Lad være,“ hviskede hun. „Lad nu bare være.“
Valentine havde allerede vendt ryggen til dem og var på vej op ad trappen til forhøjningen, hvor han stillede sig og kiggede ud over forsamlingen. „Så mange kendte ansigter,“ bemærkede han. „Patrick. Malachi. Amatis.“
Amatis stod som stivnet med øjne, der lyste af had.
Undersøgelsesdommeren forsøgte stadig at vriste sig ud af Malachis jerngreb. Valentine strejfede ham med blikket og trak lidt på smilebåndet. „Ja, selv dig, Aldertree. Jeg hører, at du indirekte var skyld i min gamle ven Hodge Starkweathers død. Det var godt nok en skam.“
Luke genvandt mælet. „Så indrømmer du det altså,“ sagde han. „At det var dig, der sænkede skjoldene. Dig, der sendte dæmonerne.“
„Ja, det var mig, der sendte dem,“ sagde Valentine. „Og jeg kan sende flere. Det må selv Klanen – dumme, som de er – have været forberedt på. Det var du i hvert fald, ikke sandt, Lucian?“
Luke betragtede ham med alvorlige blå øjne. „Jo, det var jeg. Men jeg kender dig jo også, Valentine. Er du kommet for at forhandle eller for at triumfere?“
„Ingen af delene.“ Valentine kiggede tavst ud over forsamlingen. „Jeg har ikke behov for at forhandle,“ sagde han, og selv om hans tonefald var afdæmpet, rungede hans stemme, som blev den forstærket. „Og intet ønske om at triumfere. Det er ikke, fordi jeg nyder at sprede død blandt Skyggejægere; vi er allerede alt for få tilbage i en verden, der har desperat brug for os. Men det er jo sådan, Klanen vil have det, ikke sandt? Det er blot endnu en af deres fjollede regler, regler, de bruger til at træde almindelige Skyggejægere under fode med. Jeg gjorde det, jeg gjorde, fordi jeg ikke havde andet valg. Jeg gjorde det, jeg gjorde, fordi det var den eneste måde at få Klanen i tale på. Det er ikke på grund af mig, at Skyggejægere har mistet livet; det har de, fordi Klanen har ignoreret mig.“ Han kiggede på Aldertree nede i salen; undersøgelsesdommerens ansigt var fortrukket og ligblegt. „Mange af jer her var engang med i min Kreds,“ fortsatte Valentine langsomt. „Det er jer, jeg henvender mig til nu, jer og dem, der havde kendskab til Kredsen, men ikke var medlem af den. Kan I huske, hvad jeg forudsagde for femten år siden? At medmindre vi handlede i modstrid med Fredsaftalen, ville Alicante, vores dyrebare hovedstad, blive invaderet af savlende, frådende halvblodsindivider, af degenererede racer, der ville træde alt, hvad vi havde kært, under fode? Og det gik præcis, som jeg forudså. Tinget er brændt ned til grunden, Portalen tilintetgjort, vores gader myldrer med uhyrer. Halvmenneskelige udskud, der formodes at skulle lede os. Altså spørger jeg jer, venner, fjender og brødre under Englen – tror I mig nu?“ Han hævede stemmen og brølede: „TROR I MIG NU?“
Han lod blikket feje hen over salen, som om han ventede et svar. Men det fik han ikke – ikke andet end et hav af måbende ansigter.
„Valentine.“ Det var Luke, der brød tavsheden. „Kan du ikke se, hvad det er, du har gjort? Den fredsaftale, du frygtede, sikrede ikke underjordiske samme rettigheder som Nephilimer. Den sikrede ikke engang halvmennesker en plads i Rådet. Det gamle had fulgte med. Og det var det had, du skulle have sat din lid til, men det gjorde – det ville – du ikke, og nu har du givet os det eneste, der kan forene os alle sammen.“ Han søgte Valentines blik. „En fælles fjende.“
Valentines blege ansigt blussede. „Jeg er ikke en fjende. I hvert fald ikke af Nephilimerne. Det er du til gengæld. Det er dig, der prøver at lokke dem ud i en håbløs kamp. Tror du ikke, jeg har flere dæmoner end dem, I så? Det var bare en brøkdel af dem, jeg kan kalde sammen.“
„Vi er også flere,“ sagde Luke. „Flere Nephilimer og flere underjordiske.“
„Underjordiske,“ vrængede Valentine. „De stikker halen imellem benene ved første tegn på rigtig fare. Nephilimer er født som krigere, født til at beskytte denne verden, en verden, der hader din slags. Der er en grund til, at du brænder dig på rent sølv, og at dagslys svider nattens børn .“
„Det svider ikke mig,“ sagde Simon hårdt og klart, selv om Clary klemte endnu fastere til. „Her står jeg midt i solen –“
Valentine lo. „Jeg har set dig være ved at kvæles i Guds navn, vampyr,“ sagde han. „Og hvorfor du kan tåle solen –“ Han tav og smilede. „Du er en uregelmæssighed. En vanskabning. Men stadig et uhyre.“
Et uhyre. Clary tænkte på det, Valentine havde sagt, dengang på skibet: Din mor sagde, at jeg havde forvandlet hendes førstefødte til et uhyre. Hun forlod mig, før jeg kunne nå at gøre det samme ved nummer to.
Jace. Det gjorde ondt at tænke på hans navn. Efter alt, hvad Valentine har gjort, står han nu der og taler om uhyrer –
„Det eneste uhyre her er dig,“ røg det ud af hende, selv om hun havde lovet sig selv at holde mund. „Jeg har mødt Ithuriel,“ fortsatte hun, da han forbløffet vendte sig om mod hende. „Jeg ved det hele –“
„Det tvivler jeg på,“ sagde Valentine. „For gjorde du det, ville du have holdt din mund. Om ikke for din egen så for din brors skyld.“
Hvor vover du at tale til mig om Jace! havde Clary lyst til at råbe, men en anden kom hende i forkøbet, en kølig, frygtløs og bitter kvindestemme.
„Og hvad med min bror?“ Amatis havde nærmet sig og stod nu foran forhøjningen og kiggede op på Valentine. Luke måbede og rystede på hovedet, men hun ignorerede ham.
Valentine rynkede panden. „Hvad er det med Lucian?“ Clary fornemmede, at Amatis havde gjort ham utilpas med sit spørgsmål, eller måske var det bare det, at hun stod der, stillede spørgsmål, udfordrede ham. Han havde for længst afskrevet hende som svag og ufarlig. Og Valentine var ikke en, der brød sig om overraskelser.
„Du sagde, at han ikke længere var min bror,“ sagde Amatis. „Og du tog også Stephen fra mig. Ødelagde min familie. Nu står du der og siger, at du ikke er Nephilimernes fjende, men du har sat os alle sammen op imod hinanden, familie imod familie, og uden spor af anger ødelagt folks liv. Du siger, at du hader Klanen, men det er dig selv, der har gjort dem til det, de er nu – smålige og paranoide. Der var engang, vi stolede på hinanden, vi Nephilimer. Det fik du lavet om på. Og det vil jeg aldrig tilgive dig.“ Hendes stemme skælvede. „Jeg vil heller aldrig kunne tilgive dig, at du fik mig til at true Lucian, som om han ikke længere var min bror. Eller mig selv, fordi jeg lyttede til dig.“
„Amatis –“ Luke trådte et skridt frem, men hans søster løftede hånden for at standse ham. Hendes øjne var blanke af tårer, men ryggen var rank, og stemmen fast.
„Der var engang, vi alle sammen lyttede til dig, Valentine,“ sagde hun. „Og det har vi alle på samvittigheden. Men aldrig mere. Aldrig mere. Den tid er slut. Er der nogen her, der er uenige med mig?“
Clary løftede hovedet og kiggede ud over Skyggejægerne: Hun syntes, at de lignede en skitse af mennesker med hvide klatter som ansigter. Hun kunne se Patrick Penhallow, der stod og bed tænderne sammen, undersøgelsesdommeren, der skælvede som et træ i vinden. Og Malachi, hvis mørke, glatte ansigt var sært uudgrundeligt.
Ingen sagde et ord.
Havde Clary ventet, at Valentine ville blive vred over den manglende reaktion fra de Nephilimer, han havde håbet at blive leder for, blev hun skuffet. Bortset fra en trækning i kæbemusklerne var hans ansigt helt udtryksløst. Som om det var denne reaktion, han havde ventet. Som om han havde forudset den.
„Udmærket,“ sagde han. „Vil I ikke høre, skal I komme til at føle. Jeg har allerede vist, at jeg er i stand til at sætte skjoldene rundt om jeres by ud af drift. Jeg ser, at I har fået dem op at køre igen, men det betyder ingenting; jeg kan sagtens gentage bedriften. I får valget imellem at opfylde mine krav eller blive angrebet af samtlige de dæmoner, Dødens Sværd kan fremmane. Jeg vil give dem ordrer til ikke at skåne en eneste af jer, hverken mænd, kvinder eller børn. Det er jeres valg.“
Der gik en mumlen igennem salen; Luke stod og stirrede op på ham. „Er du med fuldt overlæg parat til at udslette din egen slags, Valentine?“
„Somme tider er man nødt til at fjerne de syge planter for at bevare resten af haven sund,“ sagde Valentine. „Og er de alle sammen syge …“ Han vendte sig om mod den forfærdede forsamling. „Det er jeres valg,“ fortsatte han. „Jeg er i besiddelse af Dødens Bæger. Er jeg tvunget til det, vil jeg begynde forfra med en ny verden af Skyggejægere, der er skabt og oplært af mig. Men jeg er villig til at give jer denne ene chance. Hvis Klanen overlader samtlige Rådets beføjelser til mig og accepterer mig som ubetinget regent og enehersker, vil jeg vente og se tiden an. Alle Skyggejægere skal aflægge troskabsed og lade sig udstyre med en permanent loyalitetsrune, der binder dem til mig. Det er mine betingelser.“
Stilhed. Amatis havde slået hånden for munden; resten af salen snurrede rundt for Clarys blik. Det kan de ikke gå med til, tænkte hun. Det kan de ikke. Men havde de noget andet valg? Havde de nogen sinde haft det? De er fanget af Valentine, ligesom Jace og jeg er fanget af det, han har gjort os til, tænkte Clary mat. Vi er alle lænket til ham med blodets bånd.
Der gik kun et øjeblik, selv om Clary syntes, at det føltes som timer, inden en høj, skinger stemme brød stilheden – undersøgelsesdommeren. „Dig som regent og enehersker?“ hvinede han.
„Aldertree –“ Konsulen gjorde anstalter til at ville holde ham tilbage, men undersøgelsesdommeren var for hurtig. Han vred sig løs og stormede op mod forhøjningen, mens han hylede et eller andet, de samme ord igen og igen, som om han fuldstændig havde mistet forstanden, og vendte det hvide ud af øjnene. Han skubbede Amatis til side, vaklede op ad trappen til forhøjningen og stillede sig foran Valentine. „Jeg er undersøgelsesdommeren, er du med, undersøgelsesdommeren!“ råbte han. „Jeg er en del af Klanen! Rådet! Det er mig, der fastsætter reglerne, og ikke dig! Det er mig, der regerer, og ikke dig! Det her skal du ikke få lov at slippe af sted med, din slimede dæmonelskende opkomling –“
Med et blik, der nærmede sig kedsomhed, løftede Valentine hånden og så ud, som om han skulle til at klappe undersøgelsesdommeren på skulderen. Men han kunne jo ikke røre ved noget – han var bare en projektion – og så snappede Clary efter vejret: Valentine stak hånden ind igennem undersøgelsesdommerens hud, knogler og muskler og videre ind i brystkassen. Der gik et øjeblik – kun et øjeblik – hvor hele salen stod og gloede på Valentines venstre hånd, der på en eller anden måde var begravet til håndleddet i Aldertrees bryst. Så lavede han pludselig et ryk med håndleddet – vred det en halv omgang med uret, som om han stod og drejede på et rustent dørgreb.
Undersøgelsesdommeren udstødte et enkelt skrig og faldt om.
Valentine trak hånden til sig. Den var indsmurt i blod. Det lignede en rød handske, der nåede halvvejs op til albuen og plettede den dyre habit. Han sænkede den blodige hånd, kiggede ud over den forfærdede forsamling og rettede til sidst blikket mod Luke. „I har indtil midnat i morgen til at tænke over mine betingelser,“ sagde han langsomt. „På det tidspunkt vil jeg have samlet hele min hær i al dens magt på Brocelind-sletten. Har jeg ikke modtaget besked om overgivelse fra Klanen, vil jeg sammen med min hær marchere mod Alicante, og denne gang efterlader vi intet levende. Det er den tid, I har til at overveje mine betingelser. Brug den nu klogt.“
Og med disse ord forsvandt han.
„Der kan man bare se,“ sagde Jace stadig uden at se på Clary – han havde ikke rigtig kigget på hende, siden hun og Simon var troppet op på trappestenen til det hus, familien Lightwood nu var flyttet ind i. I stedet sad han lænet op ad et af de høje vinduer i stuen og kiggede op på himlen, der hurtigt var ved at blive mørkere. „Her er man til sin niårige brors begravelse, og så går man glip af alt det sjove.“
„Lad nu være, Jace,“ sagde Alec træt.
Han sad og hang i en af de slidte, polstrede lænestole, der var de eneste siddemøbler i stuen. Der var en underlig fremmedartet stemning i huset, en stemning af den slags, der altid er i fremmede folks huse: Det var indrettet med pastelfarvede stoffer med masser af flæser, og alting virkede lidt slidt eller decideret udtjent. På det lille hjørnebord ved siden af Alec stod der en glasskål med chokolader. Clary, der var ved at dø af sult, havde spist nogle stykker og syntes, at de virkede gamle og tørre. Gad vide, hvad det var for nogle mennesker, der boede her. Sådan nogle, der stak af, når det begyndte at brænde på, tænkte hun bittert. Så var de også selv ude om, at deres hus blev overtaget af andre.
„Med hvad?“ spurgte Jace. Det var blevet så mørkt, at Clary nu kunne se hans ansigt spejlet i ruden. Hans øjne virkede helt sorte. Han var iført Skyggejægernes sørgedragt – de brugte ikke sort til begravelser, idet sort var farven for kamp og kampudstyr. Det var hvidt, der var dødens farve, og på Jaces hvide jakke sad der røde runer rundt om krave og håndled. I modsætning til kampruner, som var proppet med aggression og beskyttelse, talte disse runer et blidere sprog om heling og sorg. Om håndleddene bar han ringe af fladbanket metal prydet af lignende runer. Alec var tilsvarende klædt, helt i hvidt med rødgyldne runer spredt ud over stoffet. Det fik hans hår til at virke endnu mere sort.
Jace kom i det hvide tøj til at ligne en engel i endnu højere grad end ellers, syntes Clary. Om end en engel af den hævnende slags.
„Du er ikke vred på Clary. Eller på Simon for den slags skyld,“ sagde Alec og tilføjede lidt usikkert: „Det tror jeg i hvert fald ikke. Altså at du er vred på Simon.“
Clary havde halvvejs ventet et irriteret svar fra Jace, men det eneste, han sagde, var: „Clary er godt klar over, at jeg ikke er vred på hende.“
Simon, der stod med albuerne plantet på sofaryggen, rullede med øjnene, men sagde bare: „Om jeg fatter, hvordan Valentine havde held til at dræbe undersøgelsesdommeren. Jeg troede ikke, at projektioner var i stand til at foretage fysiske handlinger.“
„Det burde de heller ikke være,“ sagde Alec. „De er bare illusioner. Farvet luft så at sige.“
„Ja, i hvert fald ikke i det her tilfælde. Han stak jo hånden lige ind i undersøgelsesdommeren og rykkede til …“ Clary gøs. „Der var meget blod.“
„Som en slags ekstra bonus for dig,“ sagde Jace henvendt til Simon.
Hvilket Simon valgte at ignorere. „Har der nogen sinde været en undersøgelsesdommer, der ikke led en grusom død?“ funderede han højt. „Det er ligesom at være trommeslager i Spin̈al Tap.
Alec gned sig i ansigtet. „Tænk, at mine forældre ikke har fået det her at vide endnu,“ sagde han. „Jeg vil ikke ligefrem påstå, at jeg glæder mig til at fortælle dem det.“
„Hvor er dine forældre henne?“ spurgte Clary. „Jeg troede, at de var ovenpå.“
Alec rystede på hovedet. „De er stadig ude på nekropolissen. Ved Max’ grav. Os sendte de hjem. De ville gerne være lidt alene.“
„Hvad med Isabelle?“ spurgte Simon. „Hvor er hun?“
Jace fik et bekymret udtryk i ansigtet. „Hun nægter at komme ud af værelset,“ sagde han. „Hun mener, at det, der skete med Max, er hendes skyld. Hun ville ikke engang med til begravelsen.“
„Har I forsøgt at tale med hende?“
„Nej,“ sagde Jace, „vi har bare stukket hende nogen på tuden. Hvad tror du selv?“
„Jeg syntes bare, jeg ville spørge,“ sagde Simon mildt.
„Hun skal have alt det her med Sebastian, der ikke var den rigtige Sebastian, at vide,“ sagde Alec. „Så får hun det nok bedre. Hun mener, at hun burde have set, at der var noget forkert ved Sebastian, men hvis han var spion …“ Alec trak på skuldrene. „Der var ingen af os, der syntes, at der var noget forkert ved ham. Ikke engang familien Penhallow.“
„Jeg syntes, at han var en knold,“ påpegede Jace.
„Jamen det er jo kun, fordi –“ Alec lod sig synke længere ned i stolen. Han så træt ud, og huden virkede grålig mod det kridhvide tøj. „Lige meget. Når hun får at vide, hvad Valentine truer med at gøre, er der alligevel ikke noget, der kan muntre hende op.“
„Men tror I virkelig, at han kan finde på det?“ spurgte Clary. „At sætte en dæmonhær ind imod Nephilimerne – jeg mener, han er jo selv Skyggejæger, ikke? Han ville ikke kunne få sig selv til at tilintetgøre sit eget folk.“
„Han knuste sine egne børn,“ sagde Jace og mødte hendes blik tværs igennem stuen, borede sine øjne ind i hendes. „Hvad får dig til at tro, at han skulle skåne sit folk?“
Alec kiggede fra den ene til den anden, og Clary kunne se på hans ansigtsudtryk, at Jace ikke havde fortalt ham om Ithuriel. Han virkede forvirret og uendelig bedrøvet. „Jace …“
„Det forklarer i hvert fald én ting,“ fortsatte Jace uden at se på ham. „Magnus brugte en sporingsrune på nogle af de ting, Sebastian havde efterladt på værelset, for at prøve, om vi kunne finde ham på den måde. Men han fik ikke rigtig nogen udslag på noget af det, vi gav ham. Bare … ingenting.“
„Hvad betyder det?“
„At det var Sebastian Verlacs ting. Dem har den falske Sebastian sikkert taget, dengang han pågreb ham. Og når Magnus ikke får noget ud af dem, er det, fordi den rigtige Sebastian –“
„Højst sandsynligt er død,“ sluttede Alec. „Og den Sebastian, vi kender, er for snedig til at efterlade sig noget, der kan bruges til at spore ham med. Jeg mener, man kan ikke bruge hvad som helst. Det skal være en genstand, der på en eller anden måde er stærkt knyttet til personen. Noget, der er gået i arv i familien, en stele eller en børste med hår på, noget i den retning.“
„Ærgerligt,“ sagde Jace, „for havde vi kunnet følge ham, ville han sikkert have ført os direkte til Valentine. Han er garanteret styrtet hjem til sin herre og mester for at aflægge fuld rapport. Sikkert også om Hodges tossede spejlsø-teori.“
„Den er måske ikke så tosset endda,“ sagde Alec. „De har posteret vagter ved stierne ned til søen og opsat skjolde, som skal slå alarm, hvis der er nogen, der nærmer sig.“
„Fantastisk. Nu føler vi os alle sammen meget mere trygge.“ Jace lænede sig op ad væggen.
„Det, jeg ikke fatter,“ sagde Simon, „er, at Sebastian blev hængende. Efter det, han gjorde mod Isabelle og Max, var han sikker på at blive fanget, og så var det slut med at udgive sig for at være en anden. Jeg mener, hvordan havde han tænkt sig at forklare, at både Izzy og Max var døde – han vidste jo ikke, at han bare havde slået hende bevidstløs – og ham selv var der ikke sket noget med? Nej, han var blevet snuppet. Så hvorfor blive hængende under kampene? Hvorfor gå op til Tinget for at få fat i mig? Jeg er ret sikker på, at han var totalt ligeglad med, om jeg var død eller levende.“
„Nu er du for hård ved ham,“ sagde Jace. „Jeg er sikker på, at han helst så dig død.“
„Når han blev, tror jeg faktisk, at det var på grund af mig,“ sagde Clary.
Jace rettede lynhurtigt sine gyldne øjne imod hende. „På grund af dig? I håbet om at få endnu en fræk date?“
Clary rødmede. „Nej. Og det var ikke nogen fræk date. Ja, det var faktisk ikke engang en date. Men det er ikke det, det drejer sig om. Dengang vi mødte ham i Englens Sal, prøvede han at lokke mig med udenfor for at snakke. Han ville have et eller andet. Men hvad ved jeg ikke.“
„Måske var det dig, han ville have,“ sagde Jace. Da han så hendes reaktion, tilføjede han: „Ikke på den måde. Jeg mener, måske ville han aflevere dig til Valentine.“
„Valentine er ligeglad med mig,“ sagde Clary. „Han har aldrig brudt sig om andre end dig.“
Dybt inde i Jaces øjne var der noget, der rørte på sig. „Er det det, du kalder det?“ Hans ansigt var skræmmende dystert. „Efter det, der skete på båden, er det dig, han er interesseret i. Hvilket betyder, at du skal til at være forsigtig. Meget forsigtig. Ja, faktisk ville det ikke være nogen skade til, hvis du holdt dig inden døre de næste dage. Du kan låse dig inde på dit værelse ligesom Isabelle.“
„Det vil jeg ikke.“
„Selvfølgelig vil du ikke det,“ sagde Jace. „For du lever og ånder kun for at pine mig, ikke?“
„Nu er det altså ikke alt, der handler om dig, Jace,“ sagde Clary rasende.
„Nej, men indrøm det bare,“ sagde Jace, „det meste gør.“
Clary modstod trangen til at skrige.
Simon rømmede sig. „Apropos Isabelle – eller hvad vi nu snakkede om, så er der noget, jeg godt lige vil nævne, inden skænderiet tager fuldstændig overhånd – jeg tænkte, at jeg måske skulle gå op og tale med hende.“
„Dig?“ udbrød Alec og blev så forlegen over sit forbløffede tonefald, at han tilføjede: „Det er bare det, at – ikke engang vi, hendes egen familie, kan lokke hende ud. Hvordan skulle det så kunne lykkes for dig?“
„Måske fordi jeg ikke er familie,“ sagde Simon, der stod med hænderne i lommen og skuldrene skudt frem. Da Clary tidligere på dagen sad ved siden af ham i sofaen, havde hun lagt mærke til, at han stadig havde et tyndt, hvidt ar som en ring om halsen fra dengang, Valentine havde skåret den over på ham, og ar fra snitsår på begge håndled. Mødet med Skyggerjægernes verden havde forandret ham og ikke blot på overfladen eller i blodet; forandringerne stak endnu dybere. Nu stod han rank og med højt løftet hoved og afparerede alt, hvad Jace og Alec kylede i fjæset på ham. Den gamle Simon, der engang havde været bange, usikker over for dem, var forsvundet.
Hun mærkede et stik i hjertet og blev klar over, hvad det skyldtes. Hun savnede ham – savnede Simon. Den Simon, han engang havde været.
„Jeg er nødt til at prøve at få Isabelle til at tale med mig,“ sagde han. „Det kan jo ikke skade.“
„Jamen det er næsten mørkt,“ sagde Clary. „Og vi lovede Luke og Amatis at være tilbage, inden solen gik ned.“
„Jeg skal nok følge dig hjem,“ sagde Jace. „Og hvad Simon angår, så kan han godt finde vej i mørke – ikke også, Simon?“
„Selvfølgelig kan han det,“ sagde Alec fortørnet som for at råde bod på, at han selv havde nedgjort Simon. „Han er vampyr,“ sagde han og tilføjede: „Og først nu går det op for mig, at det nok var en vits. Beklager.“
Simon smilede. Clary åbnede munden for at protestere – og lukkede den igen. Til dels fordi hun godt selv vidste, at hun var urimelig. Men også fordi Jace havde et mærkeligt udtryk i ansigtet, da han kiggede hen på Simon, et udtryk, der fik hende til at tie stille: For munterheden var iblandet taknemmelighed og måske endda – og det var det mest forbløffende af det hele – en lille smule respekt.
Det var en kort spadseretur fra familien Lightwoods nye hus og hen til Amatis; Clary ville ønske, at den havde været lidt længere. Hun kunne ikke gøre sig fri af den følelse, at hvert øjeblik, hun tilbragte sammen med Jace, på en eller anden måde var dyrebart og afmålt, at de var ved at nærme sig en eller anden usynlig grænse, der for evigt ville skille dem ad.
Hun skævede til ham. Han gik og kiggede stift frem for sig, nærmest som om hun slet ikke havde været med. Hans profil stod skarpt tegnet i det hekselys, der oplyste gaderne. Håret krusede om kinden og skjulte ikke helt det hvide ar på den ene tinding der, hvor der havde siddet et Mærke. Hun kunne se en sølvkæde glimte om hans hals, den med Morgenstern-ringen i. Bandageringen af hans venstre hånd var blevet fjernet, og knoerne så ud til at være hudløse. Så var han altså gået med til at hele som en mundan, sådan som Alec havde bedt ham gøre.
Hun gøs. Jace kiggede hen på hende. „Fryser du?“
„Jeg gik bare og tænkte,“ sagde hun. „Det kommer bag på mig, at det var undersøgelsesdommeren, Valentine gik efter, og ikke Luke. Undersøgelsesdommeren var Skyggejæger, og Luke – Luke er en af de underjordiske. Og desuden hader Valentine ham.“
„Ja, men han respekterer ham på sin vis også – selv om han er en af de underjordiske,“ sagde Jace, og Clary kom til at tænke på det blik, han selv havde sendt Simon lidt tidligere, og forsøgte at fortrænge det. Hun hadede at tænke på lighedspunkter imellem Jace og Valentine, også selv om det var noget så banalt som et blik. „Luke forsøger at få Klanen til at rykke sig, forsøger at få dem til at tænke på en ny måde. Det var akkurat det samme, Valentine gjorde, selv om han havde – ja, altså andre mål. Luke er nytænkende. Han ønsker forandring. For Valentine repræsenterer undersøgelsesdommeren den gamle forstokkede Klan, han hader så meget.“
„Og de var venner engang,“ sagde Clary. „Luke og Valentine.“
„’Sporene efter det, der var’,“ sagde Jace, og ud fra det hånlige tonefald at dømme regnede Clary med, at det var et citat af en slags. „Desværre er der ingen, man kommer til at hade så meget som nogen, man engang har holdt af. Jeg forestiller mig, at Valentine har en lille overraskelse til Luke, når han engang har overtaget magten.“
„Jamen det gør han ikke,“ sagde Clary, og da Jace ikke svarede, hævede hun stemmen. „Han vinder aldrig – det kan han ikke. I virkeligheden er han ikke interesseret i krig, ikke imod både Skyggejægere og underjordiske –“
„Hvad får dig til at tro, at Skyggejægerne vil alliere sig med de underjordiske?“ sagde Jace, stadig uden at kigge på hende. De var på vej hen ad den lille kanalgade, og han gik sammenbidt og kiggede ud over vandet. „Er det bare, fordi Luke siger det? Luke er idealist.“
„Og hvorfor er det så slemt?“
„Det er det heller ikke. Jeg er det bare ikke,“ sagde Jace, og det stak Clary i hjertet at høre tomheden i hans stemme. Fortvivlelse, vrede, had. Det er dæmoniske egenskaber. Han reagerer, som han mener, han bør reagere.
De var nået frem til Amatis’ hus. Clary standsede ved foden af trappen og vendte sig om imod ham. „Det kan godt være,“ sagde hun. „Men du er heller ikke ligesom ham.“
Det fik ham til at krympe sig lidt, eller også var det bare hendes bestemte tonefald. Han drejede hovedet og kiggede på hende, vist nok for første gang siden de havde forladt Lightwoods hus. „Clary –“ begyndte han, tav og tog en dyb indånding. „Du har blod på ærmet. Er du kommet noget til?“
Han trådte nærmere og tog hende om håndleddet. Clary kiggede ned og opdagede til sin forbløffelse, at han havde ret – hun havde en uregelmæssig rød plamage på højre frakkeærme. Det mærkelige var, at den stadig var højrød. Burde indtørret blod ikke blive mørkere? Hun rynkede panden. „Det er ikke mit blod.“
Han slappede lidt af og løsnede grebet om hendes håndled. „Er det fra undersøgelsesdommeren?“
Hun rystede på hovedet. „Jeg tror faktisk, at det er Sebastians.“
„Sebastians blod?“
„Ja – kan du ikke huske, at han blødte i ansigtet, da han trådte ind i salen forleden aften? Det er sikkert Isabelle, der har kradset ham, men under alle omstændigheder – så rørte jeg ham i ansigtet og fik blod på mig.“ Hun kiggede nærmere på det. „Jeg troede ellers, at Amatis havde vasket frakken, men det har hun nok ikke.“
Hun regnede med, at han ville slippe hende, men han stod i stedet et langt øjeblik og studerede blodet. „Tak,“ sagde han til sidst og slap hende.
Hun stod lidt og stirrede på ham, inden hun rystede på hovedet. „Du har ikke i sinde at fortælle mig, hvad det der lige gik ud på, vel?“
„Glem det.“
Hun slog fortvivlet ud med armene. „Nu går jeg ind. Vi ses.“
Hun gjorde omkring og begav sig op ad trappen til Amatis’ hoveddør. Hvad hun ikke vidste, var, at smilet forsvandt fra hans ansigt, i samme øjeblik hun vendte ryggen til, og at han blev stående i mørket et godt stykke tid, efter at hun havde lukket døren, blev stående og kiggede efter hende, mens han vred og vendte en stump tråd imellem fingrene.
„Isabelle,“ sagde Simon. Det havde krævet flere forsøg at finde frem til hendes dør, men da der lød et skingert „Forsvind!“ inde bag denne her, var han sikker på, at han havde valgt den rigtige. „Isabelle, luk mig ind.“
Der lød et dunk, og døren stod lidt og vibrerede, som om hun havde kylet noget imod den. Højst sandsynligt en sko. „Jeg vil hverken tale med dig eller Clary. Jeg vil slet ikke tale med nogen. Lad mig nu være, Simon.“
„Clary er her ikke,“ sagde Simon. „Og jeg går ingen steder, før jeg har talt med dig.“
„Alec!“ brølede Isabelle. „Jace! Kom og fjern ham!“
Simon stod lidt og lyttede. Der kom ikke en lyd nedefra. Enten var Alec gået, eller også holdt han lav profil. „Der er ikke andre i huset end mig, Isabelle.“
Stilhed. Og så lød Isabelles stemme på ny. Denne gang meget tættere på, som om hun stod lige inde på den anden side af døren. „Er du alene?“
„Ja,“ sagde Simon.
Døren blev åbnet på klem. Og der stod Isabelle i sort underkjole med det lange, filtrede hår hængende løst om skuldrene. Sådan havde Simon aldrig set hende før: med bare fødder, uplejet hår og uden makeup på. „Bare kom ind.“
Han trådte forbi hende og ind i værelset. I lyset ude fra gangen kunne han se, at det lignede „Jerusalems ødelæggelse“, som hans mor ville have sagt. Der lå tøj i bunker rundt om på gulvet, og køjesækken så ud, som om den var sprængt åben. På den ene sengestolpe hang Isabelles blanke sølv- og guldpisk, på den anden en hvid blonde-bh. Simon kiggede væk. Gardinerne var trukket for, og der var ikke tændt lys.
Isabelle satte sig på sengekanten og kiggede sørgmuntert op på ham. „En vampyr, der rødmer. Hvem skulle have troet det?“ Hun løftede hagen. „Nå, men nu har jeg lukket dig ind. Hvad er det så, du vil?“
Simon syntes, at hun trods den arrige skulen så yngre ud, end hun plejede. Øjnene var store og mørke i det dystre, blege ansigt. Han kunne se de hvide ar på den nøgne lyse hud på arme, ryg og kraveben, ja, selv på benene. Bliver Clary ved at være Skyggejæger, vil hun også komme til at se sådan ud med ar over det hele, tænkte han, men det gjorde ham ikke ked af det, sådan som det engang ville have gjort. Der var et eller andet ved den måde, Isabelle bar sine ar på, nærmest som om hun var stolt af dem.
Hun havde noget imellem hænderne, noget, hun blev ved at sidde og vende og dreje. Noget småt, der glimtede mat i det sparsomme lys. Et øjeblik tænkte han, at det nok var et smykke.
„Det, der skete med Max,“ sagde han. „Det var ikke din skyld.“
Hun kiggede ikke op på ham, men stirrede ned på det, hun sad med i hænderne. „Ved du, hvad det her er?“ sagde hun og holdt det i vejret. Det så ud til at være en lille legetøjssoldat skåret i træ. Eller det ville sige en Skyggejæger i sortmalet kampudstyr, kunne han nu se. Det, der glimtede, var malingen på det lille sværd, han havde i hånden; farven var næsten slidt af. „Det har været Jaces,“ sagde hun uden at vente på svar. „Det var det eneste stykke legetøj, han havde med sig fra Idris. Jeg ved ikke, måske har det været en del af et sæt. Jeg tror, at han selv har lavet den, men han har aldrig rigtig talt om det. Da han var lille, havde han den altid med i lommen. En dag så jeg Max gå rundt med den. Jace må have været omkring tretten på det tidspunkt. Han havde vel bare givet den til Max, da han selv var blevet for gammel til den. Men Max havde den i hånden, da de fandt ham. Det var, som om han havde klynget sig til den, da Sebastian – da han –“ Hun tav. Det kostede hende tydeligvis store anstrengelser ikke at begynde at græde; læberne bævede, og hun bed tænderne hårdt sammen. „Jeg burde have været der til at beskytte han. Det skulle have været mig, han klyngede sig til, og ikke et eller andet åndssvagt stykke trælegetøj.“ Hun kylede den fra sig på sengen, og hendes øjne var blevet blanke.
„Du var ikke ved bevidsthed,“ indvendte Simon. „Du var døden nær, Isabelle. Der var intet, du kunne stille op.“
Isabelle rystede på hovedet, så det filtrede hår dansede om skuldrene på hende. Hun virkede rasende og vild. „Hvad ved du om det?“ spurgte hun. „Var du klar over, at Max kom ind til os den aften, han døde, og fortalte, at han havde set nogen klatre op i dæmontårnene? Og jeg sendte ham bare væk og sagde, at det var noget, han havde drømt? Men han havde ret. Det var garanteret Sebastian, det svin, der var klatret derop for at deaktivere skjoldene. Og bagefter slog han Max ihjel, for at han ikke skulle fortælle, hvad han havde set. Havde jeg bare lyttet til ham – bare givet mig tid til at lytte et sekund – ville det aldrig være sket.“
„Du kunne jo ikke vide, hvordan det hang sammen,“ sagde Simon. „Og hvad Sebastian angår – så var han slet ikke familien Penhallows fætter. Han snød os alle sammen.“
Isabelle virkede ikke spor overrasket. „Det ved jeg godt,“ sagde hun. „Jeg stod derude på afsatsen og hørte dig tale med Alec og Jace.“
„Stod du og lyttede?“
Hun trak på skuldrene. „Bare indtil det der med, at du ville gå op og tale med mig. Så gik jeg ind igen. Jeg havde ikke lyst til at tale med dig.“ Hun skævede op til ham. „Men det må man i hvert fald lade dig: Du er godt nok stædig.“
„Ved du hvad, Isabelle,“ sagde han og trådte et skridt frem. Han var underlig bevidst om, at hun ikke var helt påklædt, og afholdt sig fra at lægge hånden på hendes skulder eller foretage sig andet overdrevent trøstende. „Da min far døde, var jeg godt klar over, at det ikke var min skyld, men jeg kunne alligevel ikke lade være med at tænke på alt det, jeg skulle have gjort, alt det, jeg skulle have sagt, inden han døde.“
„Det kan godt være, men det her er altså min skyld,“ sagde hun. „Og det, jeg skulle have gjort, var at lytte. Og det, jeg stadig kan nå at gøre, er at finde frem til det svin, der gjorde det, og slå ham ihjel.“
„Jeg er ikke sikker på, at det vil hjælpe –“
„Hvordan kan du vide det?“ spurgte hun. „Har du måske fundet den, der var skyld i din fars død, og slået vedkommende ihjel?“
„Min far døde af et hjerteslag,“ sagde Simon. „Så nej, det har jeg ikke.“
„Så aner du jo heller ikke, hvad du snakker om, vel?“ Isabelle løftede ansigtet og kiggede ham direkte i øjnene. „Kom her.“
„Hvad?“
Hun løftede bydende pegefingeren. „Kom her, Simon.“
Han gik modstræbende hen til hende. Han var knap en halv meter fra hende, da hun greb ham i skjortebrystet og trak ham ned til sig. Der var ikke mere end et par centimeter imellem deres ansigter, og han kunne se, at huden under hendes øjne var blank af tårer. „Ved du, hvad jeg har brug for lige nu?“ sagde hun med tryk på hvert ord.
„Øh,“ sagde Simon. „Næ?“
„Adspredelse,“ sagde hun, vendte sig om og trak ham med ned på sengen.
Han landede på ryggen i en bunke sammenfiltret tøj. „Isabelle,“ indvendte han mat, „tror du virkelig, at du vil få det bedre af det?“
„Tro mig,“ sagde hun og lagde hånden på hans bryst, lige over det uvirksomme hjerte. „Jeg har det allerede meget bedre.“
Clary lå vågen i sengen og fulgte en månestråles vandring hen over loftet. Hendes nerver var stadig så flossede efter dagens begivenheder, at hun havde svært ved at falde i søvn, og det gjorde det ikke bedre, at Simon ikke var kommet hjem inden middagen – og heller ikke bagefter. Til sidst havde hun indviet Luke i sine bekymringer, og han havde taget frakke på og var gået over til familien Lightwood. Da han kom tilbage, spillede der et lille smil om hans mund. „Simon har det fint, Clary,“ sagde han. „Gå nu bare i seng.“ Og så var han gået igen, denne gang sammen med Amatis, for at deltage i et af de utallige møder i Englens Sal. Gad vide, om der var nogen, der havde fjernet undersøgelsesdommerens blod.
Da der ikke var andet at tage sig til, var hun gået op i seng, men søvnen nægtede stædigt at indfinde sig. Hun blev ved at se Valentine for sig, blev ved at se ham stikke hånden ind i undersøgelsesdommeren og uden videre flå hjertet ud. Blev ved at se ham for sig, da han kiggede på hende og sagde: Så ville du have holdt din mund. Om ikke for din egen, så for din brors skyld. Men mest af alt var det de hemmeligheder, Ithuriel havde vist hende, der tyngede hende. Og under alle disse bekymringer lå hele tiden frygten for, at hendes mor skulle dø. Hvor var Magnus henne?
Pludselig bevægede gardinerne sig, og måneskinnet vældede ind i værelset. Clary satte sig brat op og gav sig til at famle efter den seraph-dolk, hun altid havde liggende på sengebordet.
„Bare rolig.“ Hun mærkede en hånd over sin egen – en slank, arret, velkendt hånd. „Det er mig.“
Clary snappede efter vejret, og han tog hånden til sig. „Jace,“ udbrød hun. „Hvad laver du her? Hvad er der galt?“
Der gik et øjeblik, før han svarede, og hun vendte sig om for at se på ham, samtidig med at hun trak sengetøjet op om sig. Hun kunne ikke lade være med at rødme, blev pludselig meget bevidst om, at hun ikke havde andet end pyjamasbukser og en tynd undertrøje på – men da hun så hans ansigtsudtryk, forsvandt hendes forlegenhed som dug for solen.
„Jace?“ hviskede hun. Han stod ved sengens hovedgærde, stadig iført den hvide sørgedragt, og der var intet ubekymret, sarkastisk eller fjernt i det blik, han betragtede hende med. Han var meget bleg, og øjnene forpinte, nærmest sorte af fortvivlelse. „Er du okay?“
„Det ved jeg ikke,“ sagde han og lød så fortumlet, som var han netop blevet vækket af en drøm. „Det var ikke min mening at komme. Jeg har strejfet rundt hele aftenen – kunne ikke sove – og hele tiden vendte jeg tilbage hertil. Tilbage til dig.“
Hun rettede sig op og lod sengetøjet falde ned om hofterne. „Hvorfor kan du ikke sove? Er der sket noget?“ spurgte hun og følte sig straks dum. Hvad var der ikke sket?
Jace lod knap nok til at ænse spørgsmålet. „Jeg var nødt til at se dig,“ sagde han nærmest henvendt til sig selv. „Jeg ved godt, at jeg burde lade være. Men jeg var nødt til det.“
„Jamen så sæt dig dog ned,“ sagde hun og trak benene til sig, så han kunne sætte sig på sengekanten. „For lige nu gør du mig altså rigtig bange. Er du sikker på, at der ikke er sket noget?“
„Jeg sagde ikke, at der ikke var sket noget.“ Han satte sig på sengen med ansigtet vendt mod hende. Han var så tæt på, at hun kunne have lænet sig frem og kysset ham –
Hendes bryst snørede sig sammen. „Er det dårlig nyt? Er alt – er alle –“
„Det er ikke dårligt, og det er heller ikke nyt,“ sagde Jace. „Det er faktisk det stik modsatte. Det er noget, jeg altid har vidst, og du – du ved det sikkert også godt. Jeg har i hvert fald ikke været særlig god til at skjule det.“ Han lod langsomt øjnene vandre hen over hendes ansigt, så langsomt som ville han indprente sig hvert et træk. „Det, der er sket,“ sagde han og tøvede – „er, at jeg er blevet klar over noget.“
„Jace,“ hviskede hun pludselig og var af en eller anden grund hunderæd for at høre det, han skulle til at sige. „Jace, du behøver ikke –“
„Der var et sted … jeg havde tænkt mig at gå hen,“ sagde han. „Men jeg blev hele tiden draget mod huset her. Jeg kunne ikke holde op med at gå, kunne ikke holde op med at tænke. Tænke på den allerførste gang, jeg så dig, og på hvordan jeg aldrig kunne glemme dig igen. Jeg ville gerne, men kunne ikke. Jeg overtalte Hodge til at lade mig være den, der gik ud og fandt dig og bragte dig tilbage til Instituttet. Og allerede dengang jeg kom ind i den der åndssvage kaffebar og så dig sidde i sofaen sammen med Simon, allerede dengang forekom det mig helt forkert – det var jo mig, der skulle have siddet dér ved siden af dig. Mig, der skulle have fået dig til at le højt. Det var en følelse, jeg ikke kunne gøre mig fri af. At det skulle have været mig. Og jo bedre jeg lærte dig at kende, jo stærkere blev den – sådan har jeg aldrig haft det før. Jeg har altid forelsket mig i en pige, lært hende at kende, og så har jeg mistet interessen. Men med dig blev den der følelse bare stærkere og stærkere indtil den aften, du dukkede op på Renwick’s, og jeg vidste, hvordan det var fat.
Og da jeg så blev klar over, at når jeg havde det på den måde – når jeg følte, at du var en del af mig, som jeg havde mistet, og først vidste, jeg savnede, da jeg mødte dig igen – var det, fordi du var min søster. Det føltes som en kosmisk vittighed, som om Gud spyttede på mig. Hvorfor han gjorde det, ved jeg ikke – måske fordi jeg formastede mig til at tro, at jeg rent faktisk ville kunne få dig, måske fordi jeg mente, at jeg havde gjort mig fortjent til det, til den form for lykke. Jeg kunne bare ikke regne ud, hvad det var, jeg nu skulle straffes for –“
„Bliver du straffet,“ sagde Clary, „så bliver jeg det også. For jeg har akkurat de samme følelser som dig, men vi kan ikke – vi er nødt til at holde op med at have det på den måde, for det er vores eneste chance.“
Jace knyttede hænderne. „Vores eneste chance for hvad?“
„For overhovedet at kunne være sammen. For ellers vil vi aldrig kunne ses igen, ikke engang være i stue sammen, og det vil jeg ikke kunne bære. Jeg har brug for at have dig i mit liv, og hellere bare som en bror end slet ikke –“
„Og så skal jeg bare stå ude på sidelinjen og se til, mens du går på dates, bliver forelsket og gifter dig …“ sagde han med brudt stemme. „Og mens jeg står der, dør jeg lidt mere, for hver dag der går.“
„Nej. For til den tid vil du være ligeglad,“ sagde hun og spekulerede samtidig på, om hun selv ville kunne bære tanken om Jace, der var ligeglad. Hun havde ikke tænkt så langt frem, som han havde, og da hun prøvede at forestille sig, hvordan det ville være at se til, mens han forelskede sig i en anden og giftede sig, kunne hun ikke se andet end en tom, sort tunnel, der strakte sig foran hende. „Hvis vi ikke siger noget – hvis vi bare lader, som om –“
„Det kan jeg ikke,“ sagde Jace med overbevisning. „Jeg elsker dig, og det vil jeg blive ved med til den dag, jeg dør, og er der et liv efter døden, vil jeg også elske dig der.“
Hun snappede • efter vejret. Nu havde han sagt det – de ord, som man aldrig kunne tage tilbage. Hun kæmpede forgæves for at finde på et svar.
„Og jeg ved godt, at du tror, at jeg bare er sammen med dig – for at vise mig selv, hvilket uhyre jeg er,“ sagde han. „Og det er jeg måske også. Hvad ved jeg. Men ét ved jeg, og det er, at jeg givetvis har dæmonblod i årerne, men jeg har også menneskeblod. Og jeg ville ikke kunne elske dig, som jeg gør, hvis ikke jeg var bare en lille smule menneskelig. For dæmoner kræver. De er ikke i stand til at elske. Og jeg –“
Han rejste sig brat og gik hen til vinduet. Han virkede fortabt, lige så fortabt som den dag i Englens Sal, da han stod bøjet over Max’ lig.
„Jace?“ sagde Clary ængsteligt, og da han ikke svarede, kom hun hurtigt på benene og skyndte sig hen og lagde hånden på hans arm. Han blev bare ved at stirre ud ad vinduet; deres spejlbilleder i ruden var næsten gennemsigtige – spøgelsesagtige omrids af en høj dreng og en mindre pige med hånden knuget om hans ærme. „Hvad er der galt?“
„Jeg skulle aldrig have fortalt dig det,“ sagde han uden at kigge på hende. „Det må du undskylde. Det er nok også for meget at skulle rumme. Du virkede så … chokeret.“ Hans stemme sitrede som et højspændingskabel.
„Det var jeg også,“ sagde hun. „De sidste dage har jeg gået og spekuleret på, om du hadede mig. Og da jeg så så dig her til aften, var jeg ret sikker på, at det gjorde du.“
„Hadede dig?“ gentog han forvirret, løftede hånden og strøg hende ganske let over kinden, strejfede bare huden med fingerspidserne. „Jeg sagde jo, at jeg ikke kunne sove. Ved midnat i morgen er vi enten i krig eller under Valentines styre. Dette kan meget vel være den sidste aften i vores liv, i hvert fald den sidste almindelige aften. Den sidste aften vi går i seng og står op igen, præcis som vi altid har gjort. Og det eneste, jeg havde i hovedet, var, at denne nat ville jeg gerne tilbringe sammen med dig.“
Hendes hjerte sprang et slag over. „Jace –“
„Det er ikke på den måde, jeg mener,“ sagde han. „Jeg skal nok lade være med at røre dig, hvis du ikke vil have det. Jeg ved godt, at det er forkert – forkert på alle mulige måder – men bare en enkelt gang, en enkelt gang i mit liv vil jeg gerne kunne lægge mig sammen med dig og vågne sammen med dig igen i morgen,“ sagde han fortvivlet. „Det er bare denne ene nat. Og set i det store perspektiv, hvor meget betyder så en enkelt nat?“
Tænk på, hvordan vi vil have det i morgen tidlig. Tænk på, hvor meget værre det vil blive at skulle lade, som om vi ikke betyder noget for hinanden, når vi har tilbragt natten sammen, også selv om vi ikke foretager os andet end at sove. Det er ligesom at have fået en lille smagsprøve på et narkotisk stof – det giver bare smag for mere.
Men det var jo netop derfor, han havde fortalt hende det, forstod hun nu. For sådan forholdt det sig ikke, ikke for ham; der var ikke noget, der kunne gøre det værre, ligesom der heller ikke var noget, der kunne gøre det bedre. Det, han følte, var lige så endegyldigt som en livstidsdom, og kunne hun virkelig påstå, at det var så meget anderledes for hende? Det hjalp jo ingenting, at hun ville ønske, at det var anderledes, hjalp ingenting, at hun håbede på, at tiden, fornuften eller gradvis udmattelse en skønne dag ville få hende til at føle noget andet. Der var intet, hun nogen sinde havde ønsket sig så meget i hele sit liv som denne nat sammen med Jace.
„Træk lige gardinerne for, inden du går i seng,“ sagde hun. „Jeg kan ikke sove, når der er så lyst i værelset.“
Han stod lidt og stirrede på hende med vantroen malet i alle træk. Det gik op for hende, at han egentlig ikke havde regnet med, at hun ville sige ja, og et øjeblik efter greb han hende, knugede hende ind til sig og begravede ansigtet i hendes uglede hår. „Clary …“
„Kom med i seng,“ sagde hun blidt. „Klokken er mange.“ Hun gjorde sig fri, gik tilbage til sengen og trak tæpperne op til livet. Når hun så ham i denne situation, var det let at forestille sig et andet scenarie mange år ude i fremtiden, hvor de havde været sammen så længe, at de havde prøvet det her hundredvis af gange, hvor hver eneste nat tilhørte dem og ikke blot denne ene. Hun støttede hagen i hånden og lå og betragtede ham, da han trak gardinerne for, lynede den hvide jakke ned og hængte den over en stoleryg. Under jakken havde han en lysegrå T-shirt på, og Mærkerne på de bare arme lyste i mørket, da han løsnede våbenbæltet og lagde det på gulvet. Han snørede støvlerne op og trådte ud af dem, gik hen til sengen og lagde sig ganske forsigtigt på ryggen ved siden af hende. Han drejede hovedet og lå lidt og betragtede hende. Der sivede lige netop så meget lys ind under gardinerne, at hun kunne se omridset af hans ansigt og de blanke øjne.
„Godnat, Clary,“ sagde han.
Han havde lagt hænderne fladt oven på tæppet og lod knap nok til at trække vejret. Det var hun ikke engang sikker på, hun selv gjorde. Hun lod hånden glide hen over tæppet og standsede, da hun strejfede hans fingre – strejfede dem så let, at hun ikke engang ville have fornemmet det, hvis det havde været en anden end Jace, hun havde rørt ved; men nu var det, som om nerverne i hendes fingerspidser begyndte at sitre ganske let. Hun mærkede ham ligge og spænde ved siden af sig, og så slappede han atter af. Han havde lukket øjnene, og vipperne kastede fine skygger på kindbenene, og så smilede han, som om han fornemmede hendes blik. Hun kunne ikke lade være med at spekulere på, hvordan han ville se ud næste morgen med morgenhår og forsovede øjne. En tanke, der trods alt fik det til at gibbe i hende af lykke.
Hun flettede sine fingre ind i hans. „Godnat,“ hviskede hun. Og endelig faldt hun i søvn ved siden af ham i mørket, hvor de som to børn i et eventyr lå med hinanden i hånden.
Luke havde tilbragt det meste af natten med at følge månens gang hen over det gennemsigtige tag i Englens Sal, månen som en sølvmønt, der trillede hen over et glasbord. Når den var så tæt på fuldmåne som nu, blev hans syn og lugtesans skærpet, også selv om han var i menneskeskikkelse. Nu kunne han for eksempel lugte tvivl og et skarpt strejf af frygt i salen. Han kunne fornemme sit kobbels rastløse uro ude i Brocelind-skoven, fornemme, hvordan de travede rundt i mørket under træerne og ventede på at høre nyt fra ham.
„Lucian,“ sagde Amatis dæmpet, men gennemtrængende i hans øre. „Lucian!“
Luke samlede tankerne og forsøgte at fokusere de trætte øjne på den scene, der udspillede sig foran ham. Det var en sølle lille flok, der var gået med til i det mindste at høre hans plan, og færre, end han havde håbet på. Mange af dem kendte han fra sit gamle liv i Idris – familien Penhallow, Lightwood, Ravenscar – men der var lige så mange, han først lige havde mødt, for eksempel familien Monteverde, som drev Instituttet i Lissabon og talte en blanding af portugisisk og engelsk, og Nasreen Chaudhury, lederen af Instituttet i Mumbai med det strenge ansigtsudtryk. Hendes mørkegrønne sari var prydet af kunstfærdige runer syet med så blank en sølvtråd, at det instinktivt gibbede i Luke, når hun kom for tæt på.
„Helt ærligt, Lucian,“ sagde Maryse Lightwood, hvis lille blege ansigt var furet af udmattelse og sorg. Luke havde ikke regnet med at se hverken hende eller hendes mand, men de havde sagt ja, i stort set samme øjeblik han havde nævnt det over for dem. Han burde vel være taknemmelig for, at de overhovedet var mødt op, også selv om sorg havde en tendens til at gøre Maryses lunte endnu kortere, end den plejede at være. „Det er dig, der har bedt os komme. Det mindste, du kan gøre, er at være opmærksom.“
„Det er han også.“ Amatis havde trukket benene op under sig som en ung pige, men hendes ansigt var bestemt. „Det er ikke Lucians skyld, at vi har talt om det samme den sidste time.“
„Og det bliver vi ved med, indtil vi har fundet en løsning,“ sagde Patrick Penhallow irriteret.
„Med al respekt, Patrick,“ sagde Nasreen med sin afsnubbede accent, „så findes der måske ikke nogen løsning på dette problem. Det bedste, vi kan gøre os håb om, er en plan.“
„En plan, der hverken involverer masseslaveri eller –“ begyndte Jia, Patricks kone, men tav og bed sig i læben. Hun var en smuk, slank kvinde meget lig datteren, Aline. Luke kom til at tænke på dengang, Patrick var stukket af til Instituttet i Beijing for at gifte sig med hende. Det havde været lidt af en skandale, for han skulle have været gift med en pige, hans forældre havde valgt til ham i Idris. Men Patrick havde aldrig brudt sig om at tage imod ordrer, en egenskab, Luke nu var taknemmelig for.
„Eller en alliance med de underjordiske?“ sagde Luke. „Det er jeg bange for, at der ikke er nogen vej udenom.“
„Det er ikke det, der er problemet, og det ved du også godt,“ sagde Maryse. „Det er alt det der med pladser i Rådet. Det går Klanen aldrig med til. Og det ved du også godt. Hele fire pladser –“
„Ikke fire,“ sagde Luke. „En til hver af det Smukke Folk, månens børn og Liliths børn.“
„Warlocksene, feerne og lykantroperne,“ sagde Senhor Monteverde med sin blide stemme og hævede øjenbrynene. „Og hvad med vampyrerne?“
„De har ikke lovet mig noget,“ indrømmede Luke. „Og jeg har heller ikke afgivet nogen løfter over for dem. De er nok ikke særlig ivrige efter at komme med i Rådet; de ynder ikke så meget min slags, ej heller møder og regler. Men skulle de skifte mening, står døren altid åben.“
„Det går Malachi og hans slæng aldrig med til, og uden dem risikerer vi, at vi ikke har stemmer nok i Rådet,“ mumlede Patrick. „Og har vi overhovedet en chance uden vampyrerne?“
„Ja, og en god chance,“ hvislede Amatis, der tilsyneladende troede mere på Lukes plan, end han selv gjorde. „Der er mange af de underjordiske, der har sagt ja til at kæmpe sammen med os, og de er meget stærke. Alene warlocksene –“
Senhora Monteverde rystede på hovedet og vendte sig om mod sin mand. „Det er en vanvittig plan. Det kommer aldrig til at lykkes. De underjordiske er ikke til at stole på.“
„Det lykkedes under Opstanden,“ sagde Luke.
Den portugisiske kvindes læber krusedes. „Det var da kun, fordi Valentines hær bestod af fjolser,“ sagde hun. „Ikke af dæmoner. Og hvordan kan vi være sikre på, at de gamle medlemmer af Kredsen ikke kommer ham til undsætning, i samme øjeblik han kalder?“
„Pas på, hvad du siger, senhora,“ brummede Robert Lightwood. Det var første gang i over en time, at han sagde noget; det meste af aftenen havde han siddet ubevægelig, stivnet i sorg. Hans ansigt var furet af rynker, Luke kunne have svoret ikke havde været der tre dage tidligere, og de anspændte skuldre og knyttede næver vidnede om de kvaler, han led. Luke havde aldrig rigtig brudt sig om Robert, men det gjorde ondt at se denne store mand være fuldstændig hjælpeløs i sin sorg. „Hvis du tror, at jeg agter at slutte mig til Valentine efter Max’ død – det var ham, der fik min dreng myrdet –“
„Robert,“ mumlede Maryse og lagde hånden på hans arm.
„Slutter vi os ikke til ham, risikerer vi, at alle vores børn dør,“ sagde senhor Monteverde.
„Hvorfor er du mødt op, hvis du mener det?“ Amatis rejste sig. „Jeg troede, at vi var enige om –“
Det troede jeg også. Lukes hoved værkede. Sådan var det altid med dem, tænkte han, to skridt frem og et skridt tilbage. De var ikke spor bedre end underjordiske på krigsstien, men det kunne de ikke selv se. Måske ville alle være bedre tjent med, at de løste deres problemer med en regulær dyst, sådan som koblet gjorde –
Et glimt af bevægelse nede ved indgangen til salen fangede hans blik. Det var ikke andet end et glimt, og havde det ikke været så tæt på fuldmåne, ville han nok ikke have opfanget det eller genkendt den skikkelse, der hurtigt passerede forbi dørene. Et øjeblik kunne han ikke lade være med at spekulere på, om det var noget, han bildte sig ind. Nogle gange når han var meget træt, syntes han pludselig, at han kunne se Jocelyn – i skyggerne, der flimrede, i lyset, der spillede på en væg.
Men det her var ikke Jocelyn. Luke rejste sig op. „Jeg holder lige fem minutters pause og går ud og trækker lidt frisk luft.“ Han fornemmede, at de kiggede efter ham, da han gik ned til indgangen – dem alle sammen, selv Amatis. Senhor Monteverde hviskede noget til sin kone på portugisisk; ud af talestrømmen opsnappede Luke ordet „lobo“, der betyder „ulv“. De tror sikkert, at jeg skal ud for at løbe rundt efter min hale og tude op mod månen.
Natteluften var frisk og kølig, himlen skifergrå. Mod øst farvede solopgangen himlen rød og kastede et lyserødt skær over den hvide marmortrappe op til indgangen til Englens Sal. Jace stod halvvejs oppe ad trappen og ventede på ham. Den hvide sørgedragt ramte Luke som et slag i ansigtet, en påmindelse om alle de tab, de havde lidt og nu stod for at skulle lide igen.
Luke standsede flere trin over Jace. „Hvad laver du her, Jonathan?“
Jace svarede ikke, og Luke ærgrede sig over sin forglemmelse – Jace brød sig ikke om at blive kaldt Jonathan, og navnet fremkaldte som regel skarpe protester. Denne gang reagerede han imidlertid ikke. Det ansigt, han vendte mod Luke, var lige så dystert som de voksnes inde i salen. Ifølge Klanens Lov ville Jace først blive myndig og dermed betragtet som voksen året efter, men han havde allerede oplevet langt værre ting i sit korte liv, end de fleste voksne kunne gøre sig begreb om.
„Er det dine forældre, du leder efter?“
„Mener du Maryse og Robert?“ Jace rystede på hovedet. „Nej. Det var ikke dem, men dig, jeg ville tale med.“
„Drejer det sig om Clary?“ Luke trådte nogle trin ned, til han stod lige oven over Jace. „Er der noget galt?“
„Hun har det fint.“ Clarys navn fik Jace til at stivne, hvilket atter vakte Lukes nervøsitet – men Jace ville aldrig sige, at Clary var i god behold, hvis det ikke var tilfældet.
„Hvad er det så?“
Jace kiggede forbi ham og op mod indgangen til salen. „Hvordan går det derinde? Nogen fremskridt?“
„Ikke rigtig,“ erkendte Luke. „De bryder sig lige så lidt om tanken om at overgive sig til Valentine som at se de underjordiske i Rådet. Og uden løfter om pladser i Rådet vil mit folk ikke gå i kamp.“
Jaces øjne skinnede. „Klanen vil hade den tanke.“
„De behøver ikke at elske den. De skal bare synes bedre om den end om tanken om selvmord.“
„De vil forsøge at holde dig hen med snak,“ sagde Jace. „Hvis jeg var dig, ville jeg give dem en tidsfrist. Klanen arbejder bedst med tidsfrister.“
Luke kunne ikke lade være med at smile. „De underjordiske vil stå ved den nordlige port ved skumring. Er Klanen gået med til en alliance, vil de komme ind i byen. Hvis ikke, vender de om. Det er snert på – vi har lige knap tid til at nå ud til Brocelind inden midnat.“
Jace fløjtede. „Det er lidt af en satsning. Hvad er det, du håber på? At synet af så mange underjordiske vil inspirere eller skræmme Klanen?“
„Sikkert lidt af begge dele. Mange af Klanens medlemmer er tilknyttet Institutterne ligesom dig; de er mere vant til at se underjordiske. Det er de indfødte idrisianere, jeg er bekymret for. Måske vil synet af underjordiske ved deres porte få dem til at gå i panik. På den anden side kan det aldrig skade at minde dem om, hvor sårbare de er.“
Jace kiggede op på ruinerne af Tinget, der lå som et sort ar på bakkeskråningen over byen. „Det er jeg ikke sikker på, at folk behøver blive mindet om.“ Han rettede atter blikket mod Luke, og de klare øjne var meget alvorlige. „Jeg har noget fortroligt, jeg godt vil fortælle dig.“
Luke kunne ikke skjule sin overraskelse. „Hvorfor mig? Hvorfor ikke familien Lightwood?“
„Fordi det er dig, der er lederen her. Det ved du også godt.“
Luke tøvede. Der var noget ved Jaces blege, trætte ansigt, der midt i udmattelsen vakte hans medfølelse – hans medfølelse og et ønske om at vise denne knægt, der var blevet svigtet og udnyttet af de voksne i sit liv, at det ikke var alle voksne, der var sådan, at der også var nogle, han kunne stole på. „Okay.“
„Og fordi jeg har tillid til, at du kan forklare Clary det,“ sagde Jace.
„Forklare Clary hvad?“
„Hvorfor jeg var nødt til at gøre det.“ Jaces øjne blev store og runde i skæret fra solopgangen; det fik ham til at se mange år yngre ud. „Jeg har tænkt mig at opspore Sebastian, Luke. Jeg ved, hvordan jeg skal finde ham, og har tænkt mig at skygge ham, til han fører mig til Valentine.“
Luke snappede efter vejret. „Du ved, hvordan du skal finde ham?“
„Magnus lærte mig at bruge sporingsmagi, dengang jeg boede hos ham i Brooklyn. Vi prøvede at bruge min fars ring til at finde ham med. Det lykkedes ikke, men –“
„Du er ikke warlock. Du burde ikke kunne bruge sporingsbesværgelser.“
„Det her er med runer. Ligesom dengang undersøgelsesdommeren så mig tage ud til Valentine på skibet. Det eneste, jeg skal bruge, er noget, der har tilhørt Sebastian.“
„Jamen det har vi jo været igennem med familien Penhallow. Han efterlod sig ingenting, siger de. Hans værelse var fuldstændig ryddet, givetvis af samme grund.“
„Jeg har fundet noget,“ sagde Jace. „En tråd, der er gennemvædet af hans blod. Det er ikke så meget, men det er nok. Jeg har prøvet, og det virker.“
„Du kan ikke storme efter Valentine på egen hånd, Jace. Det får du ikke lov til.“
„Det kan du ikke forhindre mig i. Ikke rigtigt. Ikke medmindre du vil slås lige her på trappen. Og så vinder du alligevel ikke. Det ved du lige så godt som jeg.“ Der var en sær undertone i Jaces stemme, en blanding af overbevisning og selvhad.
„Selv om du er fast besluttet på at spille den ensomme helt –“
„Jeg er ikke nogen helt,“ sagde Jace klart og tonløst, som om det var en almindelig anerkendt kendsgerning.
„Tænk dog på, hvad det vil betyde for familien Lightwood, også selv om du ikke kommer noget til. Tænk på Clary –“
„Tror du ikke, at jeg har tænkt på Clary? Tror du ikke, at jeg har tænkt på min familie? Hvorfor tror du, at jeg gør det?“
„Tror du ikke, at jeg kan huske, hvordan det er at være sytten?“ svarede Luke. „At tro, at man har magt til at redde verden – og ikke blot magt, men også ansvar –“
„Se på mig,“ sagde Jace. „Se på mig og sig mig, at jeg er en helt almindelig syttenårig.“
Luke sukkede. „Der er ikke noget almindeligt ved dig.“
„Så sig mig, at det er umuligt. Sig mig, at det, jeg foreslår, ikke kan lade sig gøre.“ Da Luke ikke svarede, fortsatte Jace: „Ved du hvad, din plan er for så vidt helt fin. Hent de underjordiske ind og fortræng Valentine fra Alicante. Det er bedre end bare at lægge sig ned og lade ham vade hen over sig. Men det er det, han venter. Det er ikke nogen overrumplingsstrategi. Jeg – jeg derimod vil kunne overrumple ham. Måske er han ikke klar over, at Sebastian bliver skygget. Det er der i hvert fald en chance for, og vi er nødt til at tage alle de chancer, vi kan.“
„Det er rigtigt nok,“ sagde Luke. „Men det her er for meget at forvente af et enkelt menneske. Selv af dig.“
„Jamen kan du ikke se – at det kun kan være mig?“ sagde Jace med desperation i stemmen. „Selv om Valentine skulle få nys om, at jeg er i hælene på ham, så vil han måske lade mig komme tæt nok på –“
„Tæt nok på til hvad?“
„Til at slå ham ihjel,“ sagde Jace. „Hvad ellers?“
Luke kiggede indgående på knægten, der stod et trin under ham. Han ville ønske, at han kunne trænge om bagved og se Jocelyn i hendes søn, sådan som han kunne se hende i Clary, men Jace var helt sig selv – selvbehersket og alene. „Ville du kunne gøre det?“ sagde Luke. „Ville du kunne slå din egen far ihjel?“
„Ja,“ sagde Jace med en stemme, der lød lige så fjern som et ekko. „Er det så nu, du fortæller mig, at jeg ikke må slå ham ihjel, fordi han trods alt er min far, og fadermord er en utilgivelig forbrydelse?“
„Nej. Det er nu, jeg fortæller dig, at du skal være sikker på, at du er i stand til det,“ sagde Luke og blev til sin forundring klar over, at han på sin vis allerede havde accepteret det, Jace sagde, han ville gøre, og ikke ville stille sig i vejen for ham. „Du kan ikke gå så vidt, kappe alle bånd og selv jagte Valentine og så risikere, at modet svigter dig i sidste ende.“
„Du kan tro, at jeg er i stand til det,“ sagde Jace, fjernede blikket fra Luke og kiggede ned på torvet, der indtil i går morges havde været fyldt med lig. „Det er min far, der har gjort mig til den, jeg er. Og det hader jeg ham for. Jeg kan godt slå ham ihjel. Det har han selv lagt grunden til.“
Luke rystede på hovedet. „Uanset din opvækst, Jace, så har du kæmpet dig fri af den. Han har ikke ødelagt dig –“
„Nej,“ sagde Jace. „Det behøvede han ikke.“ Han kiggede op på den blå og gråstribede himmel; rundt om i træerne på torvet havde fuglene taget fat på deres morgensang. „Jeg må hellere se at komme af sted.“
„Er der noget, du vil have mig til at sige til familien Lightwood?“
„Nej. Nej, du skal ikke sige noget. Så er det bare dig, der får skylden, hvis de finder ud af, at du kendte til mine planer og lod mig gå. Jeg har lagt sedler til dem,“ tilføjede han. „De skal nok regne det ud.“
„Jamen hvorfor –“
„Hvorfor jeg fortalte dig alt det her? Fordi jeg syntes, at du skulle vide det. At du skulle have det i baghovedet, når du lægger dine slagplaner. At jeg er derude for at finde Valentine. Finder jeg ham, skal jeg nok sende dig besked.“ Han smilede kort. „Tænk på mig som din backup-plan.“
Luke greb hans hånd. „Var din far ikke den, han er, ville han have været stolt af dig,“ sagde han.
Jace sendte ham et forbløffet blik, rødmede og trak hånden til sig. „Hvis bare du vidste –“ begyndte han og bed sig i læben. „Nå, glem det. Held og lykke, Lucian Graymark. Ave atque vale.“
„Lad os håbe, at det ikke er farvel for altid,“ sagde Luke. Solen var nu hurtigt på vej op, og da Jace løftede hovedet og kneb øjnene sammen i det nu nærmest blændende lys, var der noget i hans ansigt, der slog Luke – en blanding af sårbarhed og stædig stolthed. „Du minder mig om en, jeg kendte for mange år siden,“ røg det ud af ham.
„Ja,“ sagde Jace og fik et bittert drag om munden. „Jeg minder dig om Valentine.“
„Nej,“ sagde Luke eftertænksomt, men da Jace vendte sig væk, blegnede ligheden, og erindringens spøgelser forsvandt. „Nej – det var overhovedet ikke Valentine, jeg tænkte på.“
Clary vidste, at Jace var forsvundet, i samme sekund hun vågnede, ja, endnu før hun havde slået øjnene op. Hendes hånd lå stadig udstrakt på sengen, men den var ikke længere flettet sammen med hans. Det trykkede for hendes bryst, og hun satte sig langsomt op.
Han måtte have trukket gardinerne fra, inden han gik, for vinduet stod åbent, og solen tegnede klare striber over sengen. Gad vide, hvorfor lyset ikke havde vækket hende. Efter solens placering på himlen at dømme måtte det være eftermiddag. Hovedet føltes tungt og fyldt med vat, øjnene ophovnede og trætte. Måske var det bare, fordi hun for første gang i umindelige tider ikke havde haft nogen mareridt, og kroppen nu var ved at indhente den manglende søvn.
Det var først, da hun stod op, hun fik øje på det sammenfoldede stykke papir på natbordet. Hun kunne ikke lade være med at smile, da hun tog det – Jace havde lagt en seddel – men blev så forskrækket, at hun sprang tilbage, da et eller andet tungt gled ud af papiret og skramlede hen ad gulvet. Lige straks troede hun, at det var noget levende.
Det lå nede ved hendes fødder, en spiral af blankt metal. Hun vidste, hvad det var, endnu før hun havde bøjet sig for at samle det op. Det var den kæde med sølvringen, Jace havde haft om halsen. Familieringen. Hun havde sjældent set ham uden og fik pludselig bange anelser.
Hun foldede sedlen ud og skimmede de første linjer: Jeg kan trods alt ikke bære tanken om, at denne ring skal gå tabt for evigt, kan lige så lidt bære det som tanken om at skulle miste dig. Og selv om det ene er uden for min kontrol, så bestemmer jeg selv det andet.
Resten af brevet forsvandt i en tåge af meningsløse bogstaver; hun måtte læse det igen og igen for at finde hoved og hale på det. Da hun endelig havde forstået budskabet, stod hun og stirrede ned på papiret, der sitrede i hånden på hende. Nu forstod hun, hvorfor Jace havde fortalt hende det hele, og hvorfor han havde sagt, at en enkelt nat ikke betød noget. Man kunne sige hvad som helst til en, man ikke regnede med at se igen.
Senere havde hun ingen erindring om at have besluttet sig for, hvad hun nu skulle gøre, ingen erindring om at have klædt sig på, men pludselig var hun på vej ned ad trappen i Skyggejægerudstyr, på vej nedenunder med brevet i hånden og kæden med ringen om halsen.
Der var ingen i stuen, ilden i ovnen var brændt ned, men ude i køkkenet var der lys og støj: lyden af stemmer og duften af mad. Pandekager? tænkte Clary forundret. Det ville hun ikke have troet, Amatis kunne lave.
Og hun havde ret. Da hun trådte ud i køkkenet, spærrede hun øjnene op – henne ved komfuret stod Isabelle med det blanke, mørke hår samlet i en knold i nakken, et forklæde om livet og en metalske i hånden. På bordet bag hende sad Simon med fødderne oppe på en stol, og Amatis, der ikke kunne drømme om at bede ham om at tage dem ned fra møblerne, så ud til at more sig kongeligt.
Isabelle vinkede med skeen. „Godmorgen,“ sagde hun. „Vil du have morgenmad? Selv om det er langt over frokosttid.“
Clary kiggede lamslået hen på Amatis, der trak på skuldrene. „De dukkede bare op og ville lave morgenmad,“ sagde hun. „Og jeg må indrømme, at jeg ikke er særlig god til at lave mad.“
Clary kom til at tænke på den rædselsfulde suppe, Isabelle havde serveret på Instituttet, og undertrykte en gysen. „Hvor er Luke henne?“
„Ude i Brocelind sammen med koblet,“ sagde Amatis. „Hvordan har du det, Clary? Du ser lidt …“
„Vild ud i øjnene,“ sagde Simon for hende. „Er der noget galt?“
Et øjeblik kunne Clary ikke komme på et svar. De dukkede bare op, havde Amatis sagt. Hvilket betød, at Simon måtte have tilbragt hele natten hos Isabelle. Hun stod lidt og stirrede på ham. Han så ikke spor forandret ud.
„Nej, jeg har det fint,“ sagde hun. Det var næppe nu, hun skulle spekulere på Simons kærlighedsliv. „Jeg skal tale med Isabelle.“
„Tal løs,“ sagde Isabelle og prikkede til en vanskabt tingest, Clary frygtede var en pandekage, i bunden af stegepanden. „Jeg lytter.“
„Alene,“ sagde Clary.
Isabelle rynkede panden. „Kan det ikke vente? Jeg er lige ved at være færdig –“
„Nej,“ sagde Clary så bestemt, at i hvert fald Simon rettede sig op. „Det kan det ikke.“
Simon lod sig glide ned fra bordet. „Okay. Så skal I to få lidt fred,“ sagde han og vendte sig om mod Amatis. „Du gider måske vise mig de billeder, du talte om, af Luke som barn.“
Amatis sendte Clary et bekymret blik, men fulgte efter Simon ud af køkkenet. „Det gider jeg vel godt …“
Isabelle stod og rystede på hovedet, da døren lukkede sig efter dem. Noget glimtede i nakken på hende: en blank, smalbladet kniv, som hun havde stukket igennem knolden for at holde håret på plads. Den hjemlige hygge til trods var hun stadig Skyggejæger. „Hør engang,“ sagde hun. „Hvis det her handler om Simon –“
„Det gør det ikke. Det handler om Jace.“ Hun rakte Isabelle sedlen. „Læs den her.“
Isabelle sukkede og vendte sig væk fra komfuret, greb sedlen og satte sig for at læse den. Clary snuppede et æble fra kurven på bordet og satte sig over for hende. Clary sad og bed lidt i skrællen – hun kunne ikke forestille sig, at hun nogen sinde ville få lyst til at spise æblet eller noget som helst andet for den sags skyld.
Isabelle kiggede op fra sedlen og løftede øjenbrynene. „Det virker ret – personligt. Er du sikker på, at jeg skal læse det?“
Sikkert ikke. Clary kunne knap nok huske, hvad der stod; under andre omstændigheder ville hun aldrig have vist det til Isabelle, men hendes frygt angående Jace overskyggede alt andet. „Bare læs slutningen.“
Isabelle rettede atter blikket mod sedlen. Da hun var færdig, lagde hun den fra sig på bordet. „Jeg tænkte nok, at han ville gøre noget i den retning.“
„Det kan ikke være særlig længe siden, han er taget af sted. Han kan ikke være nået så langt. Vi er nødt til at sætte efter ham –“ sagde Clary så hurtigt, at ordene snublede over hinanden. Så afbrød hun sig selv; endelig havde hjernen registreret Isabelles bemærkning og forsøgte nu at indhente munden. „Hvad mener du med, at det tænkte du nok, han ville?“
„Ikke andet end det, jeg sagde.“ Isabelle strøg en hårtot om bag øret. „Alle har talt om at finde Sebastian, lige siden han forsvandt. Jeg endevendte hans værelse hos familien Penhallow for at finde et eller andet, vi kunne bruge til at spore ham med – men der var ingenting. Jeg havde på fornemmelsen, at Jace ville flintre af sted, i samme øjeblik han fandt noget, der kunne bruges.“ Hun bed sig i læben. „Jeg ville bare ønske, at han havde taget Alec med. Han bliver ikke glad for det her.“
„Så du tror altså, at Alec kan finde på at sætte efter ham?“ spurgte Clary med fornyet håb.
„Altså, Clary,“ sagde Isabelle lettere irriteret. „Hvordan havde du lige tænkt, at vi skulle gøre det? Vi har jo ingen som helst anelse om, hvor han er taget hen.“
„Der må være en eller anden måde –“
„Vi kan prøve at spore ham. Men Jace er smart. Han har garanteret fundet ud af at blokere enhver form for sporing.“
Isnende vrede brusede i Clarys bryst. „Er du overhovedet interesseret i at finde ham? Betyder det overhovedet noget for dig, at det praktisk talt er en selvmordsmission, han er taget ud på? Han kan ikke klare Valentine helt alene.“
„Sikkert ikke,“ sagde Isabelle. „Men Jace har nok sine grunde til –“
„Til hvad? Til at ønske at dø?“
„Clary.“ Isabelles øjne flammede af vrede. „Du tror da vel ikke, at vi andre er uden for fare? Vi venter bare på at dø eller blive gjort til slaver. Kan du forestille dig Jace gøre det, bare sidde og vente på, at der skal ske noget frygteligt? Kan du virkelig se –“
„Det eneste, jeg kan se, er, at Jace er din bror, præcis ligesom Max var,“ sagde Clary. „Og det, der skete med ham, betød noget for dig.“
Hun fortrød ordene, i samme øjeblik hun havde sagt dem; Isabelle blev ligbleg, nærmest som om Clarys ord havde suget al farve ud af hendes hud. „Max,“ sagde Isabelle vred, men fattet, „var en lille dreng og ikke en kriger – han var ni år gammel. Jace er Skyggejæger, han er kriger. Tror du ikke, at Alec deltager i slaget, hvis vi ender med at gå i kamp mod Valentine? Tror du ikke, at vi alle sammen til hver en tid vil være parate til at lade livet, hvis det er i en god sags tjeneste? Valentine er Jaces far; Jace er sikkert den af os, der har den bedste chance for at komme ind på livet af ham og gøre det, han er nødt til –“
„Valentine vil ikke tøve med at slå Jace ihjel,“ sagde Clary. „Han vil ikke skåne ham.“
„Nej.“
„Men det eneste, der betyder noget, er, at han får en ærefuld død? Vil du ikke engang komme til at savne ham?“
„Jeg vil savne ham hver eneste dag resten af mit liv,“ sagde Isabelle. „Et liv, som i øvrigt næppe vil komme til at vare meget mere end en uge, hvis Jaces mission mislykkes.“ Hun rystede på hovedet. „Du fatter ikke en brik, Clary. Du forstår ikke, hvordan det er at leve i permanent krigstilstand, hvordan det er at vokse op med kamp og ofre. Men det er vel ikke din skyld. Det er vel bare din opvækst –“
Clary løftede hænderne. „Det forstår jeg udmærket, og jeg ved også godt, at du ikke kan lide mig, Isabelle. For i dine øjne er jeg bare en mundan.“
„Tror du, at det er derfor –“ Isabelle tav, og hendes øjne blev helt blanke. Det skyldtes ikke vrede, lagde Clary forundret mærke til, men tårer. „Du gode gud, du fatter bare ingenting, vel? Du har kendt Jace hvor længe – en måned? Jeg har kendt ham i syv år. Og i al den tid, jeg har kendt ham, har jeg aldrig oplevet ham forelsket, har aldrig oplevet, at han bare kunne lide nogen. Ja, selvfølgelig kom han sammen med forskellige piger. De var helt vilde med ham, men han var ligeglad. Det var sikkert også derfor, Alec troede –“ Isabelle tav et øjeblik og sad fuldstændig ubevægelig. Hun prøver at lade være med at græde, tænkte Clary forundret – Isabelle, der virkede, som om hun aldrig græd. „Det har altid bekymret både mig og min mor – jeg mener, hvilken teenagedreng bliver aldrig forelsket? Det virkede, som om han ikke var rigtig til stede sammen med andre mennesker. Jeg tænkte, at det måske var, fordi han havde taget skade af sin opvækst, at han måske aldrig ville være i stand til at elske nogen. Hvis blot jeg havde vidst, hvad hans far rent faktisk havde gjort mod ham – men havde jeg det, ville jeg sikkert have tænkt det samme, ikke? Jeg mener, hvem ville ikke have taget skade af det?
Og så mødte vi dig, og pludselig var det, som om han vågnede. Det kunne du ikke se, for du havde jo ikke kendt ham før. Men jeg lagde mærke til det. Det gjorde Hodge og Alec også – hvorfor tror du, at Alec hadede dig så meget? Og sådan var det, lige fra det øjeblik vi mødte dig. Du syntes, at det var fantastisk, at du kunne se os, og det var det også, men for mig var det endnu mere fantastisk, at Jace havde fået øjnene op for dig. Han talte om dig hele vejen hjem til Instituttet; han overtalte Hodge til, at det var ham, der skulle hente dig, og da han var kommet tilbage med dig, ville han ikke have, at du skulle gå igen. Når du var i stue med os, tog han ikke øjnene fra dig … Han var oven i købet jaloux på Simon. Jeg er ikke sikker på, at han selv var klar over det, men det var han. Det kunne man tydeligt se. Jaloux på en mundan. Og efter alt det, der hændte Simon ved festen, var han parat til at tage med dig hen til Dumort, til at bryde Klanens Lov bare for at redde en mundan, han ikke engang brød sig om. Men han gjorde det for din skyld. For var der sket Simon noget, ville det have ramt dig. Du er den første uden for familien, hvis velbefindende han nogen sinde er gået op i. Fordi han elskede dig.“
Clary udstødte en lyd dybt nede fra struben. „Men det var jo før –“
„Før han fandt ud af, at du var hans søster. Det ved jeg godt. Og det kan man næppe bebrejde dig. Det kunne du ikke have vidst. Og du kunne vel heller ikke gøre for, at du lige bagefter begyndte at komme sammen med Simon, som om det hele ragede dig en høstblomst. Jeg havde troet, at Jace ville give op og komme over det, når han fandt ud af, at du var hans søster, men det kunne han ikke. Jeg ved ikke, hvad det var, Valentine gjorde ved ham, da han var barn. Jeg ved ikke, om det er derfor, han er, som han er, eller om det bare er hans natur, men dig kommer han aldrig over, Clary. Det kan han ikke. Jeg begyndte at hade synet af dig. Hadede synet af dig på Jaces vegne. Det er ligesom de sår, man får af dæmongift – man er nødt til at lade dem være, hvis de skal læges. Hver gang man linder på bandagen, åbner man sårene på ny. Hver gang han ser dig, er det som at flå bandagen af.“
„Ja,“ hviskede Clary. „Og hvordan tror du, det er for mig?“
„Det ved jeg ikke. Jeg kan ikke se, hvad du føler. Du er ikke min søster. Jeg hader dig ikke, Clary. Jeg kan faktisk godt lide dig. Kunne det lade sig gøre, var der ingen, jeg hellere så Jace sammen med end dig. Men jeg håber, at du forstår mig, når jeg siger, at hvis vi ved et eller andet mirakel skulle slippe levende fra det her, så vil jeg ønske, at min familie flytter så langt væk, at vi aldrig ser dig igen.“
Det sved i Clarys øjne. Det var mærkeligt, at hun og Isabelle sad her ved bordet og græd over Jace af grunde, der var vidt forskellige, men sært nok også ens. „Hvorfor siger du alt det her nu?“
„Fordi du beskylder mig for ikke at ville beskytte Jace. Men det vil jeg faktisk. Hvorfor tror du, at jeg blev helt ude af den, da du pludselig dukkede op hos familien Penhallow? Du opfører dig, som om du ikke er en del af alt det her, af vores verden; du stiller dig ude på sidelinjen, men i virkeligheden er du en del af det. Du er faktisk omdrejningspunktet for det. Du kan ikke blive ved at lurpasse i al evighed, Clary, ikke når du er Valentines datter. Ikke når Jace til dels gør det, han gør, for din skyld.“
„For min skyld?“
„Hvorfor tror du, at han er så villig til at sætte livet på spil? Hvorfor tror du, at han er ligeglad med at dø?“ Isabelles ord borede sig ind i Clarys ører som skarpe nåle. Det ved jeg udmærket godt, tænkte hun. Det er, fordi han tror, at han er dæmon, ikke er noget rigtigt menneske, derfor – men det kan jeg ikke fortælle dig, kan ikke fortælle dig det eneste, der vil kunne få dig til at forstå, hvordan det hænger sammen. „Han har altid ment, at der var noget galt med ham, og nu tror han på grund af dig, at han er evigt fordømt. Det hørte jeg ham selv sige til Alec. Hvorfor ikke sætte livet på spil, hvis man alligevel ikke har lyst til at leve? Hvorfor ikke sætte livet på spil, hvis man ved, at man, uanset hvad man gør, alligevel aldrig vil blive lykkelig?“
„Så er det nok, Isabelle.“ Døren gik næsten lydløst op, og dér stod Simon. Clary havde helt glemt, hvor god hans hørelse var blevet. „Det er ikke Clarys skyld.“
Isabelle fik farve i kinderne. „Lad være med at blande dig, Simon. Du aner ikke, hvad det her går ud på.“
Simon trådte ud i køkkenet og lukkede døren efter sig. „Jeg har hørt det meste af det, I har siddet og snakket om,“ sagde han uden omsvøb. „Igennem væggen. Du sagde, at du ikke kender Clarys følelser, for det har du ikke kendt hende længe nok til. Men det har jeg. Hvis du tror, at Jace er den eneste, der lider, så tager du fejl.“
Tavshed. Isabelle så ud, som om hun faldt lidt ned. I det fjerne syntes Clary, hun hørte nogen banke på hoveddøren, sikkert Luke eller Maia, der kom med blod til Simon.
„Det er ikke på grund af mig, han er taget af sted,“ sagde Clary, og hendes hjerte begyndte at banke hurtigere. Skal jeg betro dem Jaces hemmelighed, nu da han er borte? Skal jeg betro dem den egentlige grund til, at han er taget af sted, den egentlig grund til, at han er ligeglad med at dø? Ordene begyndte at vælte ud af munden på hende, nærmest imod hendes vilje. „Dengang Jace og jeg tog ud til Wayland-herresædet for at finde den Hvide Bog –“
Hun tav, da køkkendøren blev smækket op. Og der stod Amatis med det mærkeligste udtryk i ansigtet. Et øjeblik troede Clary, at hun var skræmt fra vid og sans, og hendes hjerte sprang et slag over. Men det var ikke angst, der prægede Amatis’ ansigt, ikke rigtig. Hun så ud som dengang, Clary og Luke pludselig var dukket op ved hendes hoveddør. Ja, man skulle næsten tro, at hun havde set et spøgelse. „Clary,“ sagde hun langsomt. „Der er besøg til –“
Inden hun kunne nå at tale færdig, var der en, der maste sig forbi hende og ud i køkkenet. Amatis trådte baglæns, og Clary fik lejlighed til at kigge nærmere på den ubudne gæst – en slank sortklædt kvinde. Det første, Clary lagde mærke til, var Skyggejægerudstyret, og der gik et stykke tid, før hun genkendte hende. Det gjorde hun først, da hendes blik nåede op til kvindens ansigt, og så var det, som om bunden faldt ud af hendes mave, ligesom dengang Jace havde kørt motorcyklen ud over tagkanten på Dumort-bygningen, et fald på ti etager.
Det var hendes mor.