Vejen til himlen
Åh ja, jeg ved, at vejen til himlen var let.
Vi fandt vort lille elskovsrige,
det, alle der vandrer ad kærlighedsstien, kender.
Vi tumlede af sted i vild og stjålen lykke;
og guder og dæmoner skrålede i vore sanser.
–SIEGFRIED SASSOON,
„DEN UFULDKOMNE ELSKER“
Siden den aften, Clary var kommet hjem, og hendes mor var borte, havde hun fantaseret om at se hende igen sund og rask, havde forestillet sig det så ofte, at hendes fantasier nærmest havde antaget karakter af fotografier, som var famlet, fordi de alt for ofte var blevet taget frem og kigget på. Det var de billeder, der nu steg op for hendes blik, mens hun sad og måbede – billeder af hendes mor, der sund og rask omfavnede hende og fortalte, hvor meget hun havde savnet hende, men nu var alting godt igen.
Moren i hendes fantasier mindede ikke særlig meget om den kvinde, der nu stod foran hende. Hun huskede Jocelyn som blid, kunstnerisk og lidt bohemeagtig med de malingplettede overalls, og det røde hår sat op i rottehaler eller i en uordentlig knold med en blyant igennem. Den Jocelyn, der nu stod foran hende, var glat og skarp som en kniv og med håret trukket stramt tilbage fra ansigtet, som virkede blegt og hårdt over det barske sorte udstyr. Hendes blik lignede heller ikke det, Clary havde forestillet sig: I stedet for glæde stod hun nu og betragtede Clary med noget, der mindede om rædsel, og de grønne øjne var spærret vidt op. „Clary,“ hviskede hun. „Din påklædning.“
Clary kiggede ned ad sig. Hun var iført Amatis’ sorte Skyggejægerudstyr, det antræk, hendes mor havde forsøgt at sikre sig, at hun aldrig ville være nødt til at tage på. Clary sank en klump og rejste sig op, stod og knugede om bordkanten med begge hænder. Hun kunne selv se, hvor hvide knoerne blev, men på en eller anden måde føltes hænderne løsrevet fra kroppen, nærmest som om de tilhørte en anden.
Jocelyn trådte hen mod hende og rakte armene frem. „Clary –“
Og Clary trådte så hurtigt baglæns, at hun ramlede lænden ind i køkkenbordet. Smerterne jog op igennem hende, men det ænsede hun knap nok; hun stod og stirrede på sin mor. Det samme gjorde Simon, stod med let åben mund og gloede. Amatis virkede også rystet.
Isabelle rejste sig op og stillede sig ind imellem Clary og hendes mor. Hun lod hånden glide ind under forklædet, og Clary havde på fornemmelsen, at hun var ved at trække sin elektrumpisk. „Hvad foregår der her?“ spurgte Isabelle. „Hvem er du?“
Hendes stærke stemme skælvede en smule, da hun pludselig blev opmærksom på udtrykket i Jocelyns ansigt; Jocelyn stod med hånden på hjertet og stirrede på hende.
„Maryse,“ hviskede Jocelyn.
„Hvor kender du min mors navn fra?“ spurgte Isabelle forskrækket
Jocelyns kinder blussede. „Selvfølgelig. Du er jo Maryses datter. Det er bare – du ligner hende på en prik.“ Hun sænkede langsomt hånden. „Jeg hedder Jocelyn Fr – Fairchild. Jeg er Clarys mor.“
Isabelle trak hånden fri af forklædet og sendte Clary et forvirret blik. „Jamen du lå jo på hospitalet … i New York …“
„Ja, det gjorde jeg,“ sagde Jocelyn med lidt fastere stemme. „Men takket være min datter har jeg det fint igen. Og nu vil jeg gerne bede om et øjeblik alene med hende.“
„Det er jeg ikke sikker på, at hun vil,“ sagde Amatis og lagde hånden på hendes skulder. „Det må være et kæmpe chok for hende –“
Endelig langt om længe fik Clary stemmen tilbage. En stemme, der var så kold og vred, at det også kom bag på hende selv. „Hvordan er du kommet hertil, Jocelyn?“
Moren standsede brat og fik et usikkert udtryk i ansigtet. „Det var Magnus Bane, som skabte en portal til os, vi landede lige uden for byen. I går kom han ind til mig på hospitalet – og havde modgiften med. Han fortalte alt om, hvad du har gjort for mig. Det eneste, jeg har haft i tankerne, siden jeg vågnede, var, at jeg måtte se dig …“ Hun tøvede. „Er der noget galt, Clary?“
„Hvorfor har du aldrig fortalt, at jeg havde en bror?“ sagde Clary. Det var ikke det, hun havde regnet med at sige, ikke det, hun havde planlagt skulle komme ud af munden på hende. Men nu var det sagt.
Jocelyn lod hænderne falde. „Jeg troede, at han var død. Jeg troede, at du ville blive ked af at få det at vide.“
„Nu skal jeg sige dig en ting, mor,“ sagde Clary. „Det er altid bedre at kende sandheden end slet ikke at vide noget. Altid.“
„Det er jeg ked af –“ begyndte Jocelyn.
„Ked af?“ Det var, som om noget inden i Clary var bristet, og nu vældede det hele ud, al hendes bitterhed, al hendes indestængte vrede. „Så vil du måske også forklare, hvorfor du aldrig har fortalt mig, at jeg var Skyggejæger? Og at min far stadig var i live? Nå ja, og hvad med det der med, at du betalte Magnus for at stjæle mine minder?“
„Jeg ville jo bare beskytte dig –“
„Nå, jamen det lykkedes ikke særlig godt!“ sagde Clary skingert. „Hvad havde du regnet med, at der skulle blive af mig, efter at du forsvandt? Havde det ikke været for Jace og de andre, ville jeg have været død. Du har aldrig lært mig at beskytte mig selv. Du har aldrig fortalt mig, hvor farligt alting kan være. Hvad havde du tænkt dig? At alt det dårlige ikke eksisterede, så længe jeg ikke kunne se det?“ Det sved i øjnene. „Du vidste udmærket godt, at Valentine ikke var død. Du har selv sagt til Luke, at du mente, han stadig var i live.“
„Det var jo derfor, jeg var nødt til at skjule dig,“ sagde Jocelyn. „Jeg kunne ikke risikere, at Valentine fandt ud af, hvor du opholdt dig henne. Jeg kunne ikke lade ham røre dig –“
„Fordi han havde forvandlet din førstefødte til et uhyre,“ sagde Clary, „og du ville ikke have, at han skulle gøre det samme med mig.“
Jocelyn stod fuldstændig lamslået og stirrede på hende. „Præcis,“ sagde hun til sidst. „Men det var ikke kun det, Clary –“
„Du stjal mine minder,“ sagde Clary. „Du tog dem fra mig. Du tog min identitet.“
„Det er ikke din identitet!“ skreg Jocelyn. „Jeg har aldrig ønsket, at det skulle være din –“
„Det er lige meget, hvad du har ønsket!“ råbte Clary. „Det er min identitet! Du tog det fra mig alt sammen, og så var det ikke engang dit!“
Jocelyn var blevet askegrå i ansigtet. Clary fik tårer i øjnene – hun kunne ikke bære at se sin mor i den forfatning, se hende så såret, og samtidig vide, at det var hende, der havde såret hende – og hvis hun åbnede munden igen, ville det vælte ud med flere frygtelige ord, flere hadefulde, vrede ting. Hun slog hånden for munden og satte kurs mod entreen, maste sig forbi sin mor, forbi Simons udstrakte hånd. Hun havde ikke andet i hovedet end at komme væk. Hun skubbede blindt hoveddøren op og tumlede ud på gaden. Bag sig hørte hun nogen kalde, men hun vendte sig ikke om. Hun var allerede sat i løb.
Jace blev noget forundret over at opdage, at Sebastian havde ladet Verlacs hest stå i stalden og ikke var galoperet væk på den den aften, han stak af. Måske var han bange for, at Wayfarer på en eller anden måde ville kunne spores.
Det gav Jace en vis tilfredsstillelse at sadle hingsten, svinge sig op på den og ride ud af byen. Havde Wayfarer betydet noget for Sebastian, ville han ikke have efterladt den her – og i øvrigt havde hesten aldrig rigtig tilhørt ham. Men kendsgerningen var, at Jace elskede heste. Sidste gang han havde redet, var han ti år gammel, men det var noget, man aldrig glemte.
Det havde taget ham og Clary seks timer at vandre fra Wayland-herresædet til Alicante. Nu var han omkring to timer om at nå derud i noget, der nærmede sig strakt galop. Da han standsede på bakkekammen oven over hovedbygningen, var både han og hesten dækket af en let film af sved.
De vildledningsskjolde, der havde skjult herresædet, var blevet ødelagt sammen med hovedbygningens fundament. Alt, hvad der var tilbage af den engang så elegante bygning, var en bunke ulmende sten. Haveanlægget, der nu var svedet i kanterne, fremkaldte stadig minder om den tid, han havde boet her som barn. Dérnede stod rosenbuskene, nu blottet for blomster og indhyllet i ukrudt, dér stenbænkene ved de udtørrede damme og dér hulningen, hvor han havde ligget sammen med Clary den aften, herresædet styrtede sammen. Bag træerne i det fjerne kunne han se den blå sø glimte.
Pludselig blev han grebet af bitterhed. Han stak hånden i lommen og trak først en stele op – en, han havde „lånt“ på Alecs værelse som erstatning for den, Clary havde mistet, for Alec ville altid kunne skaffe en ny – og så den tråd, han havde revet af Clarys ærme. Han kiggede ned på den. Den var den rødbrun i den ene ende. Han lukkede fingrene så hårdt om den, at knoerne bulede under huden, og gav sig til at tegne en rune på håndryggen med stelen. Den let brændende fornemmelse var mere velkendt end egentlig smertefuld. Han så runen synke ned i huden som en sten, der synker ned igennem vandet, og lukkede øjnene.
I stedet for indersiden af øjenlågene kunne han nu se en dal. Han stod på en bakkekam og skuede ud over den og vidste præcis, hvor han befandt sig, nærmest som om han stod og kiggede på et kort, hvor hans placering var markeret med en pil. Han kom til at tænke på undersøgelsesdommeren, der havde vidst præcis, hvor i East River Valentines skib lå, og tænkte: Det var sådan her, hun gjorde det. Alle detaljer stod skarpt for ham – hvert et græsstrå, de brune blade, der lå ved hans fødder – men der var ikke en lyd. Sceneriet var uhyggeligt stille.
Dalen var hesteskoformet og smallere i den ene ende end i den anden. Midt igennem den strømmede en sølvblank flod, som forsvandt imellem klipperne i den smalle ende. På bredden af vandløbet stod der et gråt stenhus med hvid røg dampende op af den firkantede skorsten. Det var et sært romantisk landskab, der lå så tyst dernede under den blå himmel. Mens han stod og kiggede, kom der en slank skikkelse til syne. Sebastian. Nu, da han ikke længere behøvede at give sig ud for at være en anden, kom hans arrogance tydeligt til udtryk i den måde, han gik på, i de ranke skuldrene, det selvtilfredse smil om hans læber. Sebastian satte sig på hug ved vandløbet og plaskede vand i ansigt og hår.
Jace slog øjnene op. Under ham stod Wayfarer tilfreds og græssede. Han stoppede stelen og tråden tilbage i lommen og kastede et sidste blik på ruinerne af det hus, han var vokset op i, samlede tøjlerne og satte hælene i siden på hesten.
Clary lå i græsset oppe på Tingbakken og stirrede dystert ned på Alicante. Udsigten var ret flot, måtte hun indrømme. Hun kunne se ud over byens tage med deres elegante træhuggerarbejder og runemærkede vejrhaner, forbi spirerne på Englens Sal og ud på noget, der lå i det fjerne og glimtede som kanten på en sølvmønt – Lyn Sø? De sorte ruiner af Tinget rejste sig som en kolos bag hende, og dæmontårnene skinnede som krystal. Clary syntes næsten, at hun kunne se skjoldene funkle som et usynligt net vævet rundt om byens ydergrænse.
Hun kiggede ned på sine hænder. I de sidste krampetrækninger af vrede havde hun ligget og flået indtil flere totter græs op, og fingrene var klæbrige af skidt og blod der, hvor en negl var knækket af helt nede i kødet. Raseriet var drevet over og blevet afløst af en følelse af total tomhed. Hun havde ikke været klar over, hvor vred hun var på sin mor, før hun var trådt ind ad døren. For først da havde hun kunnet glemme angsten for, om moren ville overleve, og i stedet lade alt det andet få frit løb. Nu, da hun var blevet roligere, spekulerede hun på, om hun ville straffe moren for det, der var sket Jace. Hvis ikke han – hvis ikke de begge to – havde levet på en løgn, ville chokket over det, Valentine havde gjort mod ham som spæd, måske ikke have drevet ham ud i noget, hun ikke kunne lade være med at betragte som en selvmordsaktion.
„Må jeg sætte mig?“
Det gav et sæt i hende, og hun rullede om på siden, kiggede op og så Simon stå med hænderne i lommen. En eller anden – højst sandsynlig Isabelle – havde givet ham en jakke i det hårde, mørke materiale, Skyggejægerne brugte til deres udstyr. En vampyr i kampudstyr, tænkte Clary og spekulerede på, om det mon var første gang, det var sket. „Du sneg dig ind på mig,“ sagde hun. „Jeg er vist ikke nogen god Skyggejæger, hva’?“
Simon trak på skuldrene. „Tja, man kan sige til dit forsvar, at jeg bevæger mig med lydløs panteragtig ynde.“
Clary kunne ikke lade være med at smile. Hun satte sig op og børstede jord af hænderne. „Kom og sæt dig. Surmulefesten er åben for alle.“
Simon satte sig ved siden af hende, kiggede ud over byen og fløjtede. „Flot udsigt.“
„Ja.“ Clary sad lidt og betragtede ham ud af øjenkrogen. „Hvordan fandt du mig?“
„Tja, det tog mig jo et par timer.“ Han sendte hende et lille skævt smil. „Så kom jeg til at tænke på dengang i første klasse, da vi kom op at skændes, og du gik op på taget af vores hus for at surmule, og min mor måtte gå op og hente dig.“
„Hvad mener du med det?“
„At jeg kender dig,“ sagde han. „Når du bliver ked af det, søger du op i højden.“
Han rakte en bylt frem imod hende – hendes grønne frakke, pænt lagt sammen. Hun tog den og foldede den ud – stakkels frakke, den var allerede godt slidt. Der var oven i købet gået hul på albuen, et hul, der var stort nok til at få en finger igennem.
„Tak skal du have, Simon.“ Hun foldede hænderne om knæene og sad og stirrede ud over byen. Solen stod lavt på himlen, og tårnene var begyndt at gløde let rosa. „Er det min mor, der har sendt dig ud efter mig?“
Simon rystede på hovedet. „Næ, det var Luke. Og han bad mig bare sige, at det nok er en god idé, hvis du sørger for at være hjemme, inden solen går ned. Der er noget ret stort under opsejling.“
„Hvad?“
„Luke har givet Klanen frist indtil solnedgang til at beslutte, om de vil gå med til at give de underjordiske plads i Rådet. De underjordiske vil samles ved den nordlige port, når mørket sænker sig. Siger Klanen ja, kan de komme ind i Alicante. Hvis ikke …“
„Så bliver de sendt væk,“ sluttede Clary. „Og så overgiver Klanen sig til Valentine.“
„Ja.“
„De skal nok sige ja,“ sagde Clary. „Det er de nødt til.“ Hun knugede fastere om knæene. „De kunne aldrig drømme om at vælge Valentine. Det er der ingen, der kan.“
„Jeg er glad for at høre, at din idealisme er intakt,“ sagde Simon, og skønt han lød ubekymret, kunne Clary høre en anden stemme igennem den. Jace, der sagde, at han ikke var idealist, og hun gøs, selv om hun havde taget frakke på.
„Simon?“ sagde hun. „Jeg har et dumt spørgsmål.“
„Hvad er det?“
„Har du været i seng med Isabelle?“
Simon lød, som om han var ved at kløjs i et eller andet. Clary vendte sig langsomt om og kiggede hen på ham.
„Er du okay?“ spurgte hun.
„Det tror jeg nok,“ sagde han og genvandt med en kraftanstrengelse fatningen. „Mener du det alvorligt?“
„Tja, du var jo væk hele natten.“
Der gik et langt øjeblik, før han svarede. „Jeg er ikke sikker på, at det kommer dig ved, men nej.“
„Nå,“ sagde Clary efter en lille tænkepause. „Du kunne vel heller aldrig finde på at udnytte hende, når hun var så ulykkelig.“
Simon fnøs. „Hvis du skulle støde på en mand, der er i stand til at udnytte Isabelle, vil jeg godt have det at vide. For ham vil jeg gerne trykke i hånden. Eller også vil jeg flygte alt, hvad remmer og tøj kan holde. Jeg ved ikke rigtig hvad.“
„Så er du altså ikke kæreste med Isabelle?“
„Hvorfor er du så interesseret i hende, Clary?“ sagde han. „Har du ikke mere lyst til at tale om din mor? Eller Jace? Izzy fortalte, at han var taget af sted. Så jeg ved godt, hvordan du må have det.“
„Det tror jeg ikke,“ sagde hun.
„Du er ikke den eneste, der har følt sig forladt,“ sagde Simon utålmodigt. „Jeg troede ellers – jeg mener, jeg har aldrig set dig så vred før. Og så på din mor. Jeg troede ellers, at du havde savnet hende.“
„Selvfølgelig har jeg savnet hende!“ udbrød Clary og blev pludselig klar over, hvor underligt optrinet i køkkenet måtte have virket. Især på hendes mor. Hun skubbede tanken fra sig. „Det er bare, fordi jeg har været så optaget af at redde hende – beskytte hende mod Valentine og finde ud af, hvordan hun kunne kureres – at jeg ikke har haft tid til at tænke på, hvor vred jeg var. Vred over, at hun har løjet for mig i alle disse år. At hun har holdt alt det her skjult for mig, holdt sandheden skjult. Aldrig fortalt mig, hvem jeg i virkeligheden er.“
„Men det var ikke det, du sagde, da hun trådte ud i køkkenet,“ sagde Simon stille. „’Hvorfor har du aldrig fortalt mig, at jeg havde en bror?’ sagde du.“
„Det ved jeg godt.“ Clary flåede en tot græs op af jorden og sad og nulrede den imellem fingrene. „Jeg kan ikke lade være med at tænke, at jeg ikke ville have mødt Jace på den måde, jeg gjorde, hvis jeg havde kendt sandheden. At jeg ikke var blevet forelsket i ham.“
Simon var tavs et øjeblik. „Det tror jeg aldrig, jeg har hørt dig sige før.“
„At jeg elsker ham?“ Hun lo en lille glædesløs latter. „Det er vist efterhånden ørkesløst at foregive noget andet. Men det er sikkert også lige meget. Jeg får ham nok aldrig mere at se.“
„Han skal nok komme tilbage.“
„Måske.“
„Han skal nok komme tilbage,“ gentog Simon. „For din skyld.“
„Det er ikke sikkert.“ Clary rystede på hovedet. Solen var på vej ned mod horisonten, og det var blevet køligere. Hun kneb øjnene sammen, lænede sig frem og sad lidt og stirrede. „Se engang, Simon.“
Han fulgte hendes blik. På den anden side af skjoldene ved byens nordlige port var hundredvis af mørke skikkelser ved at samles, nogle i klynger, andre stod lidt for sig selv: Det var de underjordiske, som Luke havde bedt om at komme byen til undsætning, og nu stod de tålmodigt og ventede, at Klanen skulle give dem lov til at komme ind. Det løb Clary koldt ned ad ryggen. Hun befandt sig ikke blot på en bakkekam højt hævet over byen, men på randen af en krise, der ville vende op og ned på Skyggejægernes verden.
„Så er de her,“ sagde Simon delvis til sig selv. „Gad vide, om det betyder, at Klanen har truffet en beslutning?“
„Det håber jeg.“ De græsstrå, Clary havde siddet og nulret, var blevet til en filtret grøn masse; hun kastede dem fra sig og flåede en ny tot op. „Jeg ved ikke, hvad jeg gør, hvis de beslutter sig for at give efter for Valentine. Måske kan jeg skabe en Portal, der kan sende os alle sammen et sted hen, hvor Valentine aldrig finder os. En øde ø eller sådan noget.“
„Okay, nu er det mig, der har et dumt spørgsmål,“ sagde Simon. „Du kan skabe nye runer, ikke? Hvorfor kan du så ikke bare skabe en, der udsletter samtlige dæmoner i hele verden? Eller dræber Valentine?“
„Det er ikke sådan, det fungerer,“ sagde Clary. „Jeg kan kun skabe runer, jeg selv kan visualisere. Jeg skal kunne se det hele for mig som et billede, jeg har i hovedet. Når jeg forsøger at visualisere ’dræb Valentine’ eller ’verdensherredømme’ eller sådan noget, ser jeg slet ingen billeder. Bare en masse hvid støj.“
„Men hvor tror du billederne af runerne kommer fra?“
„Aner det ikke,“ sagde Clary. „Alle de runer, Skyggejægerne kender, kommer fra den Grå Bog. Det er derfor, de kun kan bruges på Nephilimer; det er det, de er beregnet til. Men der findes andre og ældre runer. Det har Magnus fortalt. Ligesom Kainsmærket. Det var et beskyttelsesmærke, bare ikke fra den Grå Bog. Så når jeg tænker på disse runer, for eksempel Frygtløshedsrunen, ved jeg ikke, om det er noget, jeg opfinder, eller noget, jeg husker – runer, der er ældre end Skyggejægerne. Runer så gamle som englene selv.“ Hun kom til at tænke på den rune, Ithuriel havde vist hende, den, der var lige så enkel som en knude. Var den kommet fra hendes eget eller englens hoved? Eller havde den altid eksisteret, ligesom havet og himlen? Tanken fik hende til at gyse.
„Fryser du?“ spurgte Simon.
„Ja – gør du ikke det?“
„Jeg er holdt op med at fryse.“ Han lagde armen om hende og gned hende over ryggen i langsomme, roterende bevægelser. Han klukkede dystert. „I betragtning af at jeg ikke har nogen kropsvarme eller noget, hjælper det her vel i virkeligheden ikke særlig meget.“
„Næ,“ sagde Clary. „Jeg mener – jo, det hjælper faktisk. Gider du blive ved?“ Hun skævede til ham. Han sad og stirrede ned mod den nordlige port, hvor de underjordiske stadig var forsamlet stort set uden at bevæge sig. Det røde lys fra dæmontårnene spejlede sig i hans øjne; han lignede en, der var fotograferet med blitz. Hun kunne se de blå blodårer, der bredte sig som edderkoppespind lige under huden der, hvor den var tyndest: ved tindingerne og kravebenet. Hun kendte nok til vampyrer til at vide, at det betød, at det var et stykke tid siden, han havde spist. „Er du sulten?“
Han kiggede ned på hende. „Er du bange for, at jeg skal bide dig?“
„Du ved godt, at du bare kan tage for dig af mit blod.“
Han gøs, men ikke af kulde, og trak hende ind til sig. „Det kunne jeg aldrig drømme om,“ sagde han. „I øvrigt har jeg allerede drukket af Jaces blod – så nu må det være nok med at stille sulten hos mine venner,“ fortsatte han knap så dystert.
Clary kom til at tænke på det sølvfarvede ar på siden af Jaces hals. Stadig med hovedet fuldt af dette billede af Jace sagde hun langsomt: „Tror du, det er derfor …?“
„Derfor hvad?“
„Derfor du kan tåle sol? Jeg mener, før kunne du ikke tåle dagslys, vel? Før den nat på skibet?“
Han rystede modstræbende på hovedet.
„Hvad er ellers forandret? Eller skyldes det bare, at du drak af hans blod?“
„Fordi han er Nephilim, mener du? Ja, men ikke kun derfor. Du og Jace – i er ikke helt almindelige, vel? Ikke almindelige Skyggejægere altså. Og det, der gør jer anderledes, er det samme, som gør mig speciel. Der er noget særligt ved jer to. Præcis som Seelie-dronningen sagde. I var eksperimenter.“ Han kunne ikke lade være med at smile, da han så hendes forbløffede blik. „Jeg er ikke dum. Jeg kan godt lægge to og to sammen. Du med dine runeevner og Jace, tja … ingen kan være så irriterende uden at have fået hjælp fra overnaturlige magter.“
„Bryder du dig virkelig så lidt om ham?“
„Jeg kan godt lide Jace,“ indvendte Simon. „Jeg mener, i begyndelsen hadede jeg ham helt klart. Han virkede så arrogant og selvsikker, og du opførte dig, som om han var en gave til –“
„Vel gjorde jeg ej.“
„Lad mig nu tale færdig, Clary.“ Han lød stakåndet – hvis man da kan sige det om en, der aldrig trak vejret. Han lød, som om han var i fuld fart var på vej mod noget. „Jeg kunne jo godt se, at du kunne lide ham, og jeg troede bare, at han udnyttede dig, at du bare var en eller dum mundan, han kunne gøre indtryk på med alle sine Skyggejægertricks. Først sagde jeg til mig selv, at den slags faldt du ikke for, og så nåede jeg frem til, at hvis du gjorde, ville han snart blive træt af dig, og så ville du komme tilbage til mig. Det er ikke, fordi jeg er stolt af det, men når man er desperat, tror man på hvad som helst. Og da han så viste sig at være din bror, føltes det nærmest som at blive benådet i sidste øjeblik – og jeg var henrykt. Ja, det glædede mig ligefrem at se, hvor meget han led, lige indtil den nat i Seelie Hoffet, da du kyssede ham. For da kunne jeg jo godt se …“
„Se hvad?“ sagde Clary.
„Den måde, han kiggede på dig på. Og da forstod jeg pludselig det hele. Han havde aldrig udnyttet dig. Han elskede dig, og det var ved at tage livet af ham.“
„Var det derfor, du tog hen til Dumort?“ hviskede Clary. Det var noget, hun altid gerne havde villet vide, men aldrig kunnet få sig selv til at spørge om.
„På grund af dig og Jace? Ikke i den forstand, nej. Lige siden den første nat på hotellet havde jeg haft lyst til at tage tilbage. Jeg drømte om det om natten. Og vågnede altid uden for sengen i færd med at klæde mig på, eller også stod jeg allerede nede på gaden, og så vidste jeg, at jeg bare var nødt til at opsøge hotellet igen. Det var altid værre om natten, værre, jo tættere jeg kom på hotellet. Det faldt mig aldrig ind, at det kunne være et eller andet overnaturligt – jeg troede bare, at det skyldtes posttraumatisk stress eller sådan noget. Men den aften var jeg totalt udmattet og meget vred, og vi var så tæt på hotellet, og det var nat – jeg husker knap nok, hvad der skete. Jeg husker bare, at jeg gik væk fra parken og så – ingenting.“
„Men hvis du ikke havde været vred på mig – hvis vi ikke havde gjort dig ked af det –“
„I havde jo ikke ligefrem noget valg,“ sagde Simon. „Og det var jo heller ikke, som om jeg ikke vidste det. Man kan ikke blive ved at fortrænge sandheden i al evighed, pludselig begynder den at boble op til overfladen. Jeg begik den fejl ikke at fortælle dig, hvad der foregik med mig, ikke at fortælle dig om mine drømme. Men jeg fortryder ikke, at vi var kærester. Jeg er glad for, at vi gjorde forsøget. Og jeg elsker dig for, at du var parat til at prøve, også selv om det aldrig havde fungeret.“
„Jeg ønskede af hele mit hjerte, at det skulle fungere,“ sagde Clary stille. „Det har aldrig været min mening at såre dig.“
„Det ville jeg aldrig have været foruden,“ sagde Simon. „Og jeg ville heller aldrig opgive at elske dig. Ikke for noget i verden. Ved du, hvad Raphael sagde? At jeg ikke anede, hvordan jeg skulle blive en god vampyr, at vampyrer accepterer, at de er døde. Men så længe jeg husker, hvordan det er at elske dig, vil jeg altid føle mig levende.“
„Simon –“
„Se dér.“ Han pegede og spærrede de mørke øjne op. „Dernede.“
Solen var et smalt rødt segl i horisonten; da hun kiggede på den, flimrede den og forsvandt, gled ned under verdens mørke rand. Alicantes dæmontårne flammede pludselig op i et hvidglødende lys, og Clary kunne se de mørke skikkelser, der rastløst myldrede rundt uden for den nordlige port. „Hvad sker der?“ hviskede hun. „Solen er gået ned. Hvorfor åbner de ikke portene?“
Simon rørte sig ikke ud af stedet. „Klanen,“ sagde han. „De må have sagt nej til Luke.“
„Umuligt!“ sagde Clary skingert. „Det ville betyde –“
„De agter at overgive sig til Valentine.“
„Det kan de ikke!“ råbte Clary, men pludselig kunne hun se de mørke grupper af skikkelser rundt om skjoldene vende om og begive sig væk fra byen, myldre som myrer ud af en ødelagt myretue.
Simon var kommet til at se voksagtig ud i det svindende lys. „Tænk, at de hader os så meget, at de hellere vil vælge Valentine,“ sagde han.
„Det er ikke had,“ sagde Clary. „Det er, fordi de er bange. Det var Valentine også.“ Det var bare noget, hun sagde, men pludselig gik det op for hende, at det var sandt. „Bange og misundelige.“
Simon sendte hende et overrasket blik. „Misundelige?“
Men Clary var tilbage i den drøm, Ithuriel havde vist hende, og Valentines stemme rungede for hendes ører. Jeg drømte, at du ville fortælle mig hvorfor. Hvorfor Raziel skabte os, sin egen race af Skyggejægere, men undlod at give os de evner, de underjordiske har – ulvenes hurtighed, det Smukke Folks udødelighed, warlocksenes magi, ja, selv vampyrernes udholdenhed. Bortset fra de malede streger på vores hud efterlod han os nøgne foran helvedes hærskarer. Hvorfor skal de underjordiske have større evner end os? Hvorfor kan vi ikke få del i det, de har?
Hun sad med åben mund og stirrede tomt ned på byen. Hun registrerede svagt, at Simon sagde hendes navn, men hendes hjerne arbejdede på højtryk. Englen kunne have vist hende hvad som helst, tænkte hun, men havde valgt at vise hende disse scener, disse minder, af én bestemt grund. Hun tænkte på Valentine, der skreg: At vi skal være bundet til de underjordiske, hænge på de der skabninger!
Og runen. Den, hun havde drømt om. Den rune, der var så enkel som en knude.
Hvorfor kan vi ikke få del i det, de har?
„Binding,“ sagde hun højt. „Det er en bindingsrune. Den knytter umage par sammen.“
„Hvad?“ Simon kiggede forvirret på hende.
Hun kom hurtigt på benene og børstede jord af tøjet. „Jeg må se at komme derned. Hvor er de henne?“
„Hvem? Clary –“
„Klanen. Hvor er de forsamlet henne? Hvor er Luke?“
Simon rejste sig. „I Englens Sal. Clary –“
Men hun var allerede på vej ned ad den snoede sti til byen. Simon bandede ved sig selv og fulgte efter.
Man siger, at alle veje fører til Englens Sal. Sebastians ord blev ved at runge for Clarys ører, da hun stormede igennem Alicantes smalle gader. Hun håbede, at det var sandt, for ellers ville hun helt sikkert fare vild. I modsætning til de dejligt lige gader på Manhattan bugtede gaderne her sig i sære vinkler. På Manhattan vidste man altid, hvor man befandt sig. Der var alting nummereret og overskueligt. Det her var en labyrint.
Hun styrtede igennem en lille gård og ned ad en af de smalle kanalstier, for hun vidste, at hun på et eller andet tidspunkt ville komme ud på Engletorvet, hvis bare hun fulgte vandet. Til hendes overraskelse gik stien lige forbi Amatis’ hus. Derfra stormede hun forpustet videre hen ad den brede, snoede og velkendte gade, der mundede ud i torvet, hvor Englens Sal rejste sig bred og hvid bag englestatuen. Ved siden af statuen stod Simon med korslagte arme og kiggede dystert på hende.
„Du kunne godt have ventet,“ sagde han.
Hun bøjede sig fremover, satte hænderne på knæene og stod og hev efter vejret. „Det … kan du faktisk ikke sige … for du er jo kommet før mig.“
„Vampyrfart,“ sagde Simon lidt stolt. „Når vi kommer hjem, vil jeg begynde at stille op til 100-meter-løb.“
„Det ville være … snyd.“ Med en sidste dyb indånding rettede Clary sig op og strøg det svedige hår væk fra øjnene. „Kom. Lad os gå ind.“
Salen var fyldt med Skyggejægere, flere Skyggejægere, end Clary nogen sinde før havde set forsamlet på ét sted, inklusive den nat, Valentine gik til angreb. Deres stemmer steg til et brøl, der lød som en gletsjer, der styrter ned; de fleste havde samlet sig i stridbare, råbende grupper – forhøjningen var øde, og bagved hang kortet over Idris ene og forladt.
Hun kiggede sig om efter Luke og var et øjeblik om at få øje på ham. Han stod med halvlukkede øjne og lænede sig op ad en søjle. Han så forfærdelig ud – mere død end levende. Bag ham stod Amatis og klappede ham bekymret på skulderen. Clary kiggede rundt, men Jocelyn var ingen steder at se.
Et ganske kort øjeblik tøvede hun. Så tænkte hun på Jace, der på egen hånd var sat efter Valentine, vel vidende at han risikerede at blive dræbt. Han vidste, at han var en del af det her, en del af det hele, og det var hun også – det havde hun altid været, også selv om hun ikke selv havde været klar over det. Adrenalinen pumpede stadig igennem hende og skærpede hendes sanser, så alting trådte tydeligere frem. Næsten for tydeligt. Hun gav Simons hånd et klem. „Ønsk mig held og lykke,“ sagde hun, og så var det, som om benene helt af sig selv bar hende op ad trappen og op på forhøjningen, hvor hun vendte sig om imod forsamlingen.
Hun var ikke sikker på, hvad hun havde ventet. Forundrede gisp? Et hav af andægtige, forventningsfulde ansigter? De ænsede hende knap nok – kun Luke kiggede op, som om han fornemmede, at hun stod der. Han sendte hende et forbløffet blik og stivnede. Og så var der en, der banede sig vej igennem mængden for at komme hen til hende – en høj mand med lige så fremtrædende knogler som forstavnen på et sejlskib. Konsul Malachi. Han gjorde tegn til hende, at hun skulle gå ned fra forhøjningen, rystede på hovedet og råbte noget, hun ikke kunne høre. Nu vendte flere Skyggejægere sig om imod hende.
Clary havde opnået det, hun ville; alles øjne var rettet mod hende. Hun kunne høre hvisken løbe igennem forsamlingen. Det er hende. Valentines datter.
„Ja, det er rigtigt,“ sagde hun og hævede stemmen så meget, at den nåede ud i alle kroge, „jeg er Valentines datter. Og indtil for nogle uger siden havde jeg ingen anelse om, at han var min far. Ja, indtil for nogle uger siden kendte jeg ikke engang noget til hans eksistens. Jeg ved godt, at mange af jer ikke vil tro på det, og det er også helt i orden. I kan tro, hvad I vil. Så længe I bare tror på, at jeg ved noget om Valentine, I ikke ved, noget, I kan udnytte til at vinde dette slag mod ham – hvis blot I vil lade mig fortælle, hvad det er.“
„Latterligt.“ Det var Malachi, der stod for foden af trappen op til forhøjningen. „Det er jo det glade vanvid. Du er jo ikke andet end et lille pigebarn –“
„Hun er datter af Jocelyn Fairchild.“ Det var Patrick Penhallow. Han var kommet op foran flokken og løftede nu hånden. „Lad os høre, hvad pigen har på hjerte, Malachi.“
Forsamlingen summede. „Du,“ sagde Clary til konsulen. „Du og undersøgelsesdommeren kastede min ven Simon i fængsel –“
„Din ven vampyren?“ vrængede Malachi.
„Han har fortalt, at I afhørte ham om, hvad det var, der skete med Valentines skib den nat ude på East River. I mente, at det måtte være Valentine, der havde gjort et eller andet, brugt en eller anden form for sort magi. Men det var ikke ham. Hvis I vil vide, hvad det var, der ødelagde skibet, så er svaret: mig. Det var mig, der gjorde det.“
Malachis vantro latter blev fulgt op af flere andre i forsamlingen. Luke stod hovedrystende og kiggede op på hende, men Clary gik på med krum hals.
„Og det gjorde jeg med en rune,“ sagde hun. „En rune så kraftig, at den fik skibet til at gå i småstykker. Jeg er i stand til at skabe nye runer. Og ikke bare dem i den Grå Bog. Runer, ingen nogen sinde har set før – stærke runer –“
„Så er det nok,“ brølede Malachi. „Det er jo det glade vanvid. Der er ingen, der kan skabe nye runer. Det er totalt umuligt.“ Han vendte sig om mod mængden. „Dette pigebarn er lige så stor en løgnhals som sin far.“
„Hun lyver ikke,“ lød det nede bagfra i salen. En klar, rolig og beslutsom stemme. Alle vendte sig om, og så kunne Clary se, hvem det var, der havde talt: Det var Alec. Han stod imellem Isabelle og Magnus. Simon og Maryse Lightwood stod der også. Stod som en lille beslutsom knude foran indgangen. „Jeg har selv set hende skabe runer. Hun har endda brugt en på mig. Og den virkede.“
„Du lyver,“ sagde konsulen, men nu var der tvivl i hans øjne. „For at beskytte din veninde –“
„Helt ærligt, Malachi,“ sagde Maryse koldt. „Hvorfor skulle min søn lyve om noget, der uden videre lader sig efterprøve? Giv pigen en stele og lad hende skabe en rune.“
En bifaldende mumlen gik igennem forsamlingen. Patrick Penhallow trådte frem og rakte Clary en stele. Hun tog taknemmeligt imod den og vendte sig atter mod forsamlingen.
Hun var tør i munden. Adrenalinen pumpede stadig, men ikke nok til helt at drukne hendes sceneskræk. Hvad skulle hun nu gøre? Hvilken rune skulle hun skabe, hvilken ville overbevise forsamlingen om, at hun talte sandt? Hvordan skulle hun vise dem sandheden?
Hun kiggede ud over mængden og ned på Simon, der stod sammen med familien Lightwood og kiggede på hende hen over menneskehavet. Det var det samme blik, Jace havde betragtet hende med ude på herresædet. Den ene tråd, der knyttede de to fyre, hun elskede så højt, sammen, det eneste lighedspunkt: At de begge troede på hende, også når hun havde mistet troen på sig selv.
Mens hun nu stod og kiggede på Simon og tænkte på Jace, placerede hun stelens svidende spids på indersiden af håndleddet der, hvor pulsen var tydeligst. Hun behøvede ikke at kigge ned, da hun gav sig til at tegne, men troede på, at hun og stelen tilsammen ville kunne skabe den rune, hun skulle bruge. Hun trykkede ikke til – ville kun skulle bruge runen et kort øjeblik – men tøvede ikke så meget som et sekund.
Den første, hun så, da hun var færdig, var Malachi. Han var blevet ligbleg og begyndte med rædselen malet i alle træk at bakke væk fra hende. Han sagde noget – et ord på et sprog, hun ikke kendte – og bag ham fik hun øje på Luke, der måbede. „Jocelyn?“ sagde han.
Hun rystede ganske let på hovedet og kiggede ud over forsamlingen. En tåget masse af ansigter, der gled ind og ud af fokus. Nogle smilede, andre kiggede sig overrasket omkring, og atter andre vendte sig om mod den, de stod sammen med. Enkelte så forskrækkede eller forbløffede ud og havde slået hånden for munden. Hun så Alec kigge vantro fra Magnus til hende, Simon, der forundret så til, og Amatis, der trådte frem, maste sig forbi Patrick Penhallow og løb op til kanten af forhøjningen. „Stephen?“ sagde hun og betragtede Clary med et forundret, omtåget blik. „Stephen!“
„Åh nej, Amatis,“ sagde Clary. „Åh nej,“ og så mærkede hun runemagien fortage sig, nærmest som om hun havde taget en tynd, usynlig jakke af. Amatis blev lang i ansigtet og bakkede væk fra forhøjningen, halvt modfalden, halvt forbløffet.
Clary kiggede ud over forsamlingen. De var blevet helt stumme og havde alle ansigtet vendt mod hende. „Jeg ved, hvad I lige har oplevet,“ sagde hun. „Ved, at I nu også er klar over, at magi af denne slags er hævet over blændværk og illusionsnumre. Og jeg gjorde det med en enkelt rune, en rune, jeg selv har skabt. Der er visse grunde til, at jeg er i besiddelse af denne evne, og dem vil I måske ikke bryde jer om, I vil måske ikke engang tro på dem, men det er også ligegyldigt. Det, der betyder noget, er, at jeg kan hjælp jer med at vinde kampen mod Valentine, hvis I vil give mig lov.“
„Der bliver ingen kamp mod Valentine,“ sagde Malachi uden at møde hendes blik. „Klanen har truffet sin beslutning. Vi har vedtaget, at vi går ind på Valentines krav og lægger våbnene i morgen tidlig.“
„Det må I ikke,“ sagde hun desperat. „Tror I virkelig, at alt nok skal ordne sig, hvis bare I giver op? Tror I, at Valentine vil give jer lov til at leve, som I har gjort hidtil? Tror I, at han vil begrænse sig til at dræbe dæmoner og underjordiske?“ Hun lod blikket feje hen over salen. „De fleste af jer har ikke set Valentine de sidste femten år. Måske har I glemt, hvordan han virkelig er. Men det ved jeg. Jeg har hørt ham tale om sine planer. I tror, at I kan fortsætte jeres hidtidige liv under Valentines styre, men det kan I ikke. Han vil have fuldstændig kontrol over jer, for han vil altid kunne true med at udslette jer med Dødens Instrumenter. Han vil selvfølgelig begynde med de underjordiske. Men derefter går han videre til Klanen. Dem vil han dræbe først, fordi han mener, at de er svage og korrupte. Og fortsætte med alle, der har en underjordisk i familien. Måske en bror, der er varulv“ – hendes blik strejfede Amatis – „eller en oprørsk teenagedatter, der indimellem er kæreste med en fe“ – hendes øjne vandrede hen til familien Lightwood – „og alle dem, der på et eller andet tidspunkt i deres liv har været venner med en underjordisk. Når det er overstået, vil han kaste sig over alle, der nogen sinde har henvendt sig til en warlock. Hvor mange tror I, det drejer sig om?“
„Sludder og vrøvl,“ sagde Malachi koldt. „Valentine er ikke interesseret i at dræbe Nephilimer.“
„Jamen han mener jo ikke, at folk, der omgås de underjordiske, er værdige til at blive kaldt Nephilimer,“ fastholdt Clary. „Hør engang, jeres krig er ikke imod Valentine. Den er imod dæmoner. Det er jeres pligt at holde dæmoner ude fra denne verden, en hellig pligt, I har fået fra himlen. Og en hellig pligt er ikke bare noget, man kan ignorere. De underjordiske hader også dæmoner. De slår dem også ihjel. Får Valentine sin vilje, vil han bruge så meget tid på at myrde alle de underjordiske og alle de Skyggejægere, der nogen sinde har haft noget med dem at gøre, at han kommer til at glemme alt om dæmoner, og det vil I også, for I vil være optaget af at være bange for Valentine. Og så vil de løbe jer over ende, og det vil resultere i denne verdens undergang.“
„Jeg kan godt se, hvor det her bærer hen,“ sagde Malachi sammenbidt. „Vi vil ikke kæmpe side om side med underjordiske i et slag, vi umuligt kan vinde –“
„Selvfølgelig kan I vinde,“ sagde Clary. „Selvfølgelig kan I det.“ Hun var knastør i halsen, hovedet værkede, og ansigterne i forsamlingen foran hende smeltede sammen til en ensartet masse, der hist og her lyste op i en hvid eksplosion. Du kan ikke standse nu. Du er nødt til at fortsætte. Du er nødt til at prøve. „Når min far hader de underjordiske, er det, fordi han er misundelig på dem,“ fortsatte hun så hurtigt, at ordene snublede over hinanden. „Misundelig og bange for alt det, de kan, alt det, han ikke selv er i stand til. Han hader tanken om, at de i visse henseender er mere magtfulde end Nephilimer, og det er han garanteret ikke ene om. Det er let at være bange for noget, man ikke selv har del i.“ Hun tog en dyb indånding. „Men hvad nu, hvis I rent faktisk kunne få del i det? Hvad nu, hvis jeg kunne frembringe en rune, der knyttede hver af jer Skyggejægere sammen med en underjordisk, som kæmpede ved jeres side, så I kunne dele hinandens kræfter – for eksempel at I helede lige så hurtigt som en vampyr, var lige så barsk som en varulv eller lige så hurtig som en fe. Og de på deres side ville få del i jeres træning, jeres evner i kamp. I ville blive en uovervindelig hær, hvis I gav mig lov til at mærke jer og kæmpede sammen med de underjordiske. For kæmper I ikke sammen med dem, virker runerne ikke.“ Hun holdt en lille kunstpause. „Jeg beder jer,“ sagde hun, men var så tør i halsen, at det næsten ikke var til at høre. „Jeg beder jer, giv mig lov til at mærke jer.“
Hendes ord blev modtaget med larmende tavshed. Den tågede verden ændrede karakter omkring hende, og hun blev klar over, at hun under den sidste del af talen havde stået og kigget op i salens loft, og at de små hvide eksplosioner, hun havde set, var stjernerne, der en for en var trådt frem på himlen. Stilheden trak ud, mens hun stod med knyttede hænder og armene ned langs siden. Til sidst sænkede hun ganske, ganske langsomt blikket og mødte de mange øjne, der var rettet imod hende.
Clary sad på øverste trappetrin uden foran Englens Sal og kiggede ud over Engletorvet. Månen var stået tidligere op og var lige knap synlig over hustagene. Dæmontårnene reflekterede dens sølvhvide lys. Mørket skjulte ødelæggelserne i byen godt; den virkede så fredelig under aftenhimlen – så længe man lod være med at kigge op på bakken og ruinerne af Tinget. Torvet blev afpatruljeret af vagter, der dukkede op og forsvandt igen, når de trådte ind og ud af hekselampernes lyskegler. De gjorde et stort nummer ud af ikke at værdige Clary et blik.
Nogle trin under hende travede Simon frem og tilbage med totalt lydløse skridt. Han havde hænderne i lommerne, og når han nåede ned for enden af trinet og kom tilbage imod hende, oplyste månen hans blege hud og fik den til at stråle.
„Hold op med at gå frem og tilbage,“ sagde hun til ham. „Du gør mig bare endnu mere nervøs.“
„Undskyld.“
„Det føles, som om vi har siddet herude i en evighed.“ Clary spidsede ører, men kunne ikke høre andet end den dæmpede mumlen fra et utal af stemmer, der trængte ud igennem den lukkede fløjdør til salen. „Kan du høre, hvad de siger derinde?“
Simon lukkede øjnene og så ud til at koncentrere sig af alle kræfter. „Noget af det,“ sagde han lidt efter.
„Jeg ville ønske, at jeg var derinde,“ sagde Clary og sad irriteret og dunkede hælene imod trinet. Det var Luke, der havde bedt hende vente udenfor, mens Klanen drøftede sagen. Han havde ment, at Amatis skulle gå med for at holde hende med selskab. Men Simon insisterede på, at det skulle være ham, da det ville være bedst, at Amatis blev derinde til at støtte Clary. „Jeg ville ønske, at jeg kunne være med til mødet.“
„Vel ville du ej,“ sagde Simon.
Hun var godt klar over, hvorfor Luke havde bedt hende vente udenfor. Hun kunne levende forestille sig, hvad de sagde om hende derinde. Løgnhals. Vanskabning. Idiot. Sindssyg. Dum. Uhyre. Valentines datter. Det kunne godt være, at hun var bedre stedt uden for salen, men hun var så spændt på Klanens beslutning, at det næsten gjorde ondt.
„Måske kan jeg klatre op ad en af de der,“ sagde Simon og kiggede op på de kraftige, hvide søjler, der understøttede det skrånende tagudhæng på Englens Sal. De var udsmykket med runer i overlappende mønstre, men ellers så der ikke ud til at være noget at holde fast i. „Bare for at få lukket lidt af dampen ud.“
„Hold nu op,“ sagde Clary. „Du er vampyr, ikke Spider-Man.“
Simon svarede ikke, men løb hurtigt op ad trappen og op til en af søjlerne. Han stod et øjeblik og kiggede tankefuldt på den, inden han lagde armene om den og gav sig til at klatre. Clary måbede, mens han med fingre og fødder fandt usynlige holdepunkter i den rillede sten. „Du er jo Spider-Man,“ udbrød hun.
Halvvejs oppe ad søjlen kiggede Simon ned. „Så må du jo være Mary Jane. Hun er også rødhåret,“ sagde han, kastede et blik ud over byen og rynkede panden. „Jeg havde håbet at kunne se den nordlige port herfra, men jeg er ikke højt nok oppe.“
Clary var godt klar over, hvorfor han gerne ville se porten. Der var sendt budbringere ud for at bede de underjordiske vente, mens Klanen drøftede sagen, og det kunne Clary bare krydse fingre for, at de gik med til. Gad vide, hvordan stemningen ville være derude, hvis de blev? Hun forestillede sig, hvordan de fordrev ventetiden med at myldre rundt imellem hinanden og spekulere …
Fløjdørene ind til salen blev åbnet på klem. En slank skikkelse smuttede ud, lukkede døren efter sig og vendte sig om mod Clary. Hun blev stående lidt inde i skyggen, og det var først, da hun trådte frem og tættere på hekselyset ved trappen, at Clary så det flammende røde hår og genkendte sin mor.
Jocelyn kiggede op og trak lidt på smilebåndet. „Nå, hej med dig, Simon. Det glæder mig at se, at du er … ved at vænne dig til de nye omstændigheder.“
Simon slap søjlen, lod sig falde og landede lydløst for foden af den. Han virkede lidt pinlig berørt. „Hej, mrs. Fray.“
„Det er der næppe nogen mening i at kalde mig nu,“ sagde Clarys mor. „Måske skulle du bare kalde mig Jocelyn.“ Hun tøvede. „Selv om det er under noget fremmedartede omstændigheder, er det rart at se dig her sammen med Clary. Jeg kan ikke mindes et tidspunkt, hvor I to ikke har været sammen.“
Nu blev Simon decideret forlegen. „Det er også godt at se dig.“
„Tak, Simon.“ Jocelyn kiggede hen på sin datter. „Sig mig, Clary, er det i orden, at vi to lige veksler et par ord? Under fire øjne?“
Clary sad ubevægelig et langt øjeblik og stirrede op på sin mor. Det var svært at slippe følelsen af, at det var en fremmed, hun kiggede på. Hendes hals snørede sig sammen, så hun næsten ikke kunne få et ord frem. Hun kiggede hen på Simon, der tydeligvis stod og ventede på tegn fra hende, om han skulle gå eller ej. Hun sukkede. „Okay.“
Simon stak opmuntrende tommelfingeren i vejret, inden han atter forsvandt ind i salen. Clary vendte sig om og stirrede stift ud over torvet, hvor vagterne gik deres runder, mens Jocelyn kom hen og satte sig ved siden af hende. Clary havde mest af alt lyst til at læne sig op ad hende og lægge hovedet på hendes skulder. Hun kunne oven i købet lukke øjnene og lade, som om alt var i skønneste orden, men vidste godt, at det ikke nyttede noget, at hun ikke kunne have lukkede øjne i al evighed.
„Clary,“ sagde Jocelyn stille. „Jeg er frygtelig ked af det.“
Clary kiggede ned på sine hænder og blev klar over, at hun stadig sad med Patrick Penhallows stele. Bare han ikke troede, at hun havde stjålet den.
„Jeg havde ikke forestillet mig, at jeg nogen sinde skulle se det her sted igen,“ fortsatte Jocelyn. Clary betragtede sin mor ud af øjenkrogen og så, at hun sad og kiggede ud over byen og ud på dæmontårnene, der kastede et hvidligt skær over horisonten. „Nogle gange drømte jeg om det om natten. Jeg havde også lyst til at male det, du ved, efter hukommelsen, men det kunne jeg jo ikke så godt. For hvis du så den slags malerier, ville du nok begynde at stille spørgsmål, begynde at spekulere på, hvordan jeg havde fået sådan nogle billeder ind i hovedet. Jeg var virkelig bange for, at du skulle finde ud af, hvor jeg i virkeligheden kom fra. Hvem jeg i virkeligheden var.“
„Og det har jeg så gjort nu.“
„Ja, det har du,“ sagde Jocelyn vemodigt. „Og du har al mulig grund til at hade mig.“
„Jeg hader dig ikke, mor,“ sagde hun. „Jeg …“
„Stoler ikke på mig,“ sagde Jocelyn. „Det kan man dårligt bebrejde dig. Jeg skulle have fortalt dig sandheden.“ Hun strøg Clary over skulderen og lod til at føle sig opmuntret af, at hun ikke flyttede sig. „Jeg kunne godt gentage, at jeg kun gjorde det for at beskytte dig, men jeg ved jo godt, hvordan det lyder. Jeg stod derinde i salen for lidt siden og så dig –“
„Stod du derinde?“ sagde Clary forbløffet. „Jeg så dig slet ikke.“
„Jeg stod allerbagest. Luke havde givet mig besked på ikke at komme til mødet, for han mente, at min tilstedeværelse ville ødelægge det hele, slå alting ud af kurs, og det havde han sikkert ret i, men jeg ville så gerne være med, så jeg smuttede ind, da mødet var begyndt, og skjulte mig i skyggerne. Men jeg var der. Og jeg vil bare sige –“
„At jeg gjorde mig selv til grin?“ sagde Clary bittert. „Det ved jeg godt.“
„Nej. Jeg vil bare sige, at jeg er meget stolt af dig.“
Clary vendte sig om og så på sin mor. „Er du det?“
Jocelyn nikkede. „Selvfølgelig er jeg det. Den måde, du stillede dig op foran Klanen på. Og demonstrerede, hvad du er i stand til. Du fik dem til at se det menneske, de elskede højest i hele verden, ikke sandt?“
„Jo,“ sagde Clary. „Hvordan kunne du vide det?“
„Fordi jeg hørte dem råbe forskellige navne,“ sagde Jocelyn blidt. „Men jeg så stadig kun dig.“
„Nå.“ Clary kiggede ned på sine fødder. „Men jeg er stadig ikke sikker på, at de tror på det med runerne. Jeg mener, jeg håber det, men –“
„Må jeg se den?“ spurgte Jocelyn.
„Hvad?“
„Runen. Den, du skabte for at knytte Skyggejægere og underjordiske sammen.“ Hun tøvede. „Hvis du ikke kan, så …“
„Jo, det er helt fint.“ Clary greb stelen og gav sig til at tegne stregerne i den rune, englen havde vist hende, på marmortrappen til Englens Sal, og de flammede op som hede, gyldne streger. Det var en stærk rune, et mønster af buede linjer, der overlappede en række lige. På samme tid enkel og kompleks. Nu blev Clary pludselig klar over, hvorfor den havde virket ufærdig, når hun før havde forsøgt at visualisere den: Den havde brug for en matchende rune, før den fungerede. En tvilling. En partner. „Alliance,“ sagde hun og trak stelen til sig. „Det er det, jeg kalder den.“
Jocelyn sad tavst og kiggede, mens runen flammede op og blegnede og ikke efterlod sig andet end nogle svage sorte streger på trinet. „Da jeg var ung,“ sagde hun til sidst, „kæmpede jeg af alle kræfter for at knytte underjordiske og Skyggejægere sammen og beskytte Fredsaftalen. Jeg troede, at jeg jagtede en drøm – noget, de færreste Skyggejægere kunne gøre sig begreb om. Og nu har du gjort det konkret, bogstaveligt og virkeligt.“ Hun blinkede med øjnene. „Da jeg så dig derinde i salen, var der noget, der gik op for mig. Du ved, i alle disse år har jeg forsøgt at beskytte dig ved at gemme dig væk. Det var derfor, jeg hadede, at du tog til Pandemonium. Jeg vidste, at det var et sted, underjordiske og mundane mødtes – og at det betød, der også ville være Skyggejægere. Jeg forestillede mig, at det var noget i dit blod, der drog dig mod det sted, noget i dig, der ubevidst genkendte skyggeverdenen. Jeg mente, at du kun ville være i sikkerhed, hvis jeg kunne holde den verden skjult for dig. Det er aldrig faldet mig ind at prøve at beskytte dig ved at hjælpe dig til at blive stærk og lære at kæmpe,“ sagde hun bedrøvet. „Men på en eller anden måde er du alligevel blevet stærk. Stærk nok til, at jeg kan fortælle dig sandheden, hvis du altså stadig vil høre den.“
„Det ved jeg ikke.“ Clary kom til at tænke på de billeder, englen havde vist hende, på, hvor frygtelige de var. „Jeg ved godt, at jeg var vred over, at du havde løjet. Men jeg er ikke sikker på, at jeg har lyst til at høre flere grufulde ting.“
„Jeg har talt med Luke. Han mente, at du skulle høre det, jeg har at fortælle. Hele historien. Det alt sammen. Ting, jeg aldrig har fortalt andre, ikke engang ham. Jeg kan ikke love dig, at hele sandheden er behagelig. Men sådan er sandheden.“
Loven er hård, men sådan er Loven. Hun skyldte både Jace og sig selv at finde ind til sandheden. Clary knugede fastere om stelen i sin hånd, knugede så hårdt om den, at knoerne blev hvide. „Jeg vil gerne høre det hele.“
„Det hele …“ Jocelyn tog en dyb indånding. „Jeg ved ikke engang, hvor jeg skal begynde.“
„Hvad med at begynde med, hvordan du kunne få dig selv til at gifte dig med Valentine? Hvordan du kunne få dig selv til at gifte dig med en mand som ham og gøre ham til min far – han er et uhyre.“
„Nej. Han er en mand. Ikke nogen god mand, men hvis du vil vide, hvorfor jeg giftede mig med ham, så var det, fordi jeg elskede ham.“
„Det kan du ikke have gjort,“ sagde Clary. „Det er der ingen, der kan.“
„Jeg var på alder med dig, da jeg blev forelsket i ham,“ sagde Jocelyn. „Jeg syntes, at han var perfekt – enestående, klog, vidunderlig, sjov, charmerende. Ja, nu sidder du der og kigger på mig, som om jeg ikke er rigtig klog. Men du kender kun Valentine, som han er nu. Du kan ikke gøre dig begreb om, hvordan han var dengang. Vi gik i skole sammen, og alle elskede ham. Det var, som om han strålede, som om der var en helt speciel stærkt lysende del af universet, kun han havde adgang til, og var vi heldige, ville han måske dele lidt af det med os. Alle pigerne var forelskede i ham, og jeg troede ikke, at jeg havde en chance. Der var ikke noget særligt ved mig. Jeg var ikke engang blandt de populære; Luke var en af mine bedste venner, og det var ham, jeg var mest sammen med. Og alligevel var det mig, Valentine valgte.“
Ækelt, havde Clary lyst til at sige, men bed det i sig. Måske var det morens bedrøvede tonefald iblandet en vis fortrydelse. Måske var det det, hun havde sagt, med at Valentine strålede. Clary havde engang tænkt det samme om Jace, og bagefter følt sig dum, fordi hun havde tænkt det. Men sådan havde man det måske bare, når man var forelsket.
„Okay,“ sagde hun. „Jeg er med. Men du var seksten på det tidspunkt. Det betød jo ikke, at du absolut behøvede at gifte dig med ham senere.“
„Jeg var atten, da vi giftede os. Han var nitten,“ sagde Jocelyn.
„Du gode gud,“ udbrød Clary forfærdet. „Du ville slå mig ihjel, hvis jeg ville giftes som attenårig.“
„Ja, det ville jeg,“ erkendte Jocelyn. „Men Skyggejægere er tilbøjelige til at gifte sig tidligere end mundane. Deres – vores – liv er kortere; mange af os lider en brutal død. Og derfor har vi en tendens til at gøre alting tidligere. Men det er rigtigt, at jeg var ung, da jeg giftede mig, og alligevel var min familie glade på mine vegne – ja, det var Luke også. Alle syntes, at Valentine var en pragtfuld dreng. Og på det tidspunkt var han også kun en dreng. Den eneste, der sagde, at jeg ikke skulle gifte mig med ham, var Madeleine. Vi havde været veninder i skolen, og da jeg fortalte hende, at jeg var forlovet, sagde hun, at Valentine var egoistisk og modbydelig, at hans charmerende væsen dækkede over en frygtelig mangel på moral. Jeg sagde til mig selv, at hun bare var misundelig.“
„Var hun det?“
„Nej,“ sagde Jocelyn, „hun sagde sandheden. Jeg brød mig bare ikke om at høre den.“ Hun kiggede ned på sine hænder.
„Men du fortrød det,“ sagde Clary. „Da du havde giftet dig med ham, fortrød du det, ikke også?“
„Clary,“ sagde Jocelyn træt. „Vi var lykkelige. I hvert fald de første år. Vi flyttede ind hos mine forældre på det herresæde, hvor jeg var vokset op; Valentine brød sig ikke om at bo i byen og syntes også, at resten af Kredsen skulle undgå Alicante og Klanens nysgerrige blikke. På naboherresædet to-tre kilometer fra os boede familien Wayland, og der var også andre i nærheden – Lightwood, Penhallow. Det var som at være i verdens centrum med al den aktivitet rundt om, al den lidenskab, og jeg stod last og brast med Valentine. Han fik mig aldrig til at føle mig udenfor eller malplaceret. Nej, jeg var et af Kredsens nøglemedlemmer. Jeg var en af de få, hvis mening han lyttede til. Han sagde igen og igen, at uden mig ville han intet kunne udrette. Uden mig ville han være et nul.“
„Sagde han virkelig det?“ Clary kunne ikke forestille sig Valentine sige noget i den retning, noget, der fik ham til at lyde så … så sårbar.
„Det gjorde han, men det passede ikke. Valentine ville aldrig have været et nul. Han var den fødte leder, født til at være omdrejningspunktet for en revolution. Der var flere og flere konvertitter, der opsøgte ham. De var tiltrukket af hans lidenskab og fremragende ideer. I den første tid talte han stort set aldrig om de underjordiske. Det handlede kun om at reformere Klanen og få ændret de forældede, stive og forkerte love. Valentine mente, at der burde være flere Skyggejægere, flere til at bekæmpe dæmoner, flere Institutter, så vi ikke behøvede at bekymre os om skjulesteder, men kunne koncentrere os om at beskytte verden mod dæmoner. At vi skulle gå ranke og stolte ud i verden. De var forførende, hans visioner: en verden fuld af Skyggejægere og stort set uden dæmoner og med mundane, der takkede os for det, vi gjorde for dem, i stedet for at lade, som om vi ikke fandtes. Vi var unge og syntes, at det var vigtigt at blive takket. Vi vidste ikke bedre.“ Jocelyn tog så dyb en indånding, som skulle hun til at dykke ned på dybt vand. „Og så blev jeg gravid.“
Det rislede Clary koldt ned ad ryggen, og pludselig – hvorfor vidste hun ikke – var hun ikke længere så sikker på, at hun ville høre sandheden, ville høre, hvordan Valentine havde gjort Jace til et uhyre. „Mor …“
Jocelyn rystede på hovedet. „Du spurgte, hvorfor jeg aldrig havde fortalt, at du havde en bror. Nu skal du høre hvorfor.“ Hun tog endnu en dyb, skælvende indånding. „Jeg var så lykkelig, da jeg fandt ud af det. Og Valentine – han havde altid drømt om at blive far, sagde han. Drømt om at skulle træne sin søn til at blive kriger, ligesom hans far havde trænet ham. ’Eller din datter,’ sagde jeg, og han smilede og sagde, at en datter kunne blive lige så god en kriger som en søn, og at han ville være lykkelig, uanset hvad det blev. Jeg syntes, at alt var perfekt.
Og så var det, at Luke blev bidt af en varulv. Man siger, at risikoen for at blive smittet af lykantropi er halvtreds procent. Jeg tror nu snarere, at det er femoghalvfjerds. Jeg har sjældent set nogen undslippe sygdommen, og Luke var ingen undtagelse. Ved næste fuldmåne gennemgik han forvandlingen. Morgenen efter stod han på vores trappesten indsmurt i blod, og tøjet var laset. Jeg ville trøste ham, men Valentine skubbede mig væk. ’Jocelyn, barnet,’ sagde han. Som om Luke ville kaste sig over mig og flå barnet ud af maven på mig. Det var jo Luke, men Valentine skubbede mig væk, slæbte Luke ned ad trappen og ind i skoven. Da han kom tilbage meget senere, var han alene. Jeg løb ud til ham, men han sagde, at Luke havde taget sit eget liv i fortvivlelse over at være blevet lykantrop. At han var … død.“
Sorgen i Jocelyns stemme lød hudløs og fortvivlet, syntes Clary, selv nu hvor hun vidste, at Luke ikke var død. Men Clary huskede stadig, hvor ulykkelig hun selv havde været, da hun sad med Simon, der døde på trappen til Instituttet. Der er visse følelser, man aldrig glemmer.
„Det var jo ham, der gav Luke en kniv,“ hviskede Clary. „Ham, der gav ham besked på at tage livet af sig. Det var også ham, der fik Amatis’ mand til at kræve skilsmisse, bare fordi hendes bror var blevet varulv.“
„Det vidste jeg ikke på det tidspunkt,“ sagde Jocelyn. „Da Luke døde, var det, som om jeg faldt i et sort hul. Jeg tilbragte flere måneder oppe i soveværelset, bestilte ikke andet end at sove og spiste kun af hensyn til barnet. De mundane ville kalde det en depression, men den slags betegnelser kender Skyggejægere ikke. Valentine troede, at jeg havde en vanskelig graviditet. Han fortalte alle, at jeg var syg. Og det var jeg også – jeg kunne ikke sove. Jeg syntes hele tiden, jeg hørte mærkelige lyde og skrig i natten. Valentine gav mig noget at sove på, men det fik jeg bare mareridt af. De frygteligste drømme om, at Valentine holdt mig fast og stødte en kniv i mig, eller at jeg var ved at kvæles i gift. Om morgenen var jeg fuldstændig udmattet, og så sov jeg hele dagen. Jeg havde ingen anelse om, hvad der foregik uden for huset, ingen anelse om, at han tvang Stephen til at lade sig skille fra Amatis og gifte sig med Céline. Jeg var fuldstændig omtåget. Og så …“ Jocelyn knyttede hænderne i skødet. De rystede. „Og så fødte jeg.“
Hun sad tavs så længe, at Clary spekulerede på, om hun nogen sinde ville begynde at tale igen. Jocelyn stirrede tomt ud mod dæmontårnene, mens hun sad og trommede med fingrene på knæet. Til sidst sagde hun: „Min mor var hos mig, da den lille kom til verden. Hende har du aldrig kendt. Din mormor. Hun var en dejlig kvinde. Jeg tror, at du ville have syntes om hende. Hun rakte mig min søn, og lige straks ænsede jeg ikke andet, end at han passede perfekt ind i mine arme, at tæppet, han var svøbt i, var meget blødt, og at han var meget lille og fin og havde en tot lyst hår midt på hovedet. Og så slog han øjnene op.“
Jocelyns stemme var tom, nærmest tonløs, men der gik alligevel en skælven igennem Clary, som gruede for at høre det næste, moren ville fortælle. Lad være, havde hun lyst til at sige. Lad være med at fortælle mig det. Men Jocelyn fortsatte ufortrødent, og ordene vældede ud af hende som kold gift.
„Rædselen skyllede ind over mig. Det var som at blive badet i syre – det virkede, som om min hud brændte, og jeg havde nær sluppet barnet og var begyndt at skrige. Man siger, at alle mødre instinktivt kender deres eget barn. Og så kan det modsatte vel også gøre sig gældende. Alle nerver i min krop skreg, at det her ikke var mit barn, at han måtte være resultatet af noget frygteligt og unaturligt, og lige så umenneskelig som en parasit. Hvordan kunne min mor undgå at se det? Hun smilede bare til mig, som om intet var hændt.
„Han hedder Jonathan,“ lød en stemme henne fra døråbningen. Jeg kiggede op og så Valentine fornøjet stå og betragte hele optrinet. Barnet slog atter øjnene op, nærmest som om han kendte sit navn. Hans øjne var sorte, sorte som natten, uudgrundelige som tunneler gravet ind i kraniet på ham. Der var intet menneskeligt i dem.“
Stilhed. Clary sad som stivet og stirrede forfærdet på sin mor. Det er Jace, hun taler om, tænkte hun. Jace, da han var spæd. Hvordan kan man have den slags følelser for et spædbarn?
„Mor,“ hviskede hun. „Måske – måske var du i chok eller noget. Eller måske var du syg –“
„Det påstod Valentine også,“ sagde Jocelyn følelsesløst. „At jeg var syg. Valentine forgudede Jonathan. Han fattede ikke, hvad der var galt med mig. Og jeg vidste, at han havde ret. Jeg var et uhyre, et uhyre, der ikke kunne holde sit eget barn ud. Jeg tænkte på at tage livet af mig. Og det havde jeg måske også gjort – men så fik jeg besked med ildbrev fra Ragnor Fell. Han var warlock og havde altid stået min familie nær; det var ham, vi tilkaldte, når vi skulle bruge helbredende magi og den slags. Han havde fundet ud af, at Luke var blevet anfører for et kobbel varulve i Brocelind-skoven ude ved den østlige grænse. Jeg brændte sedlen, efter at jeg havde læst den. For jeg vidste, at Valentine umuligt kunne være klar over det. Men det var først, da jeg tog ud til varulvelejren og så Luke, at jeg fik vished for, at Valentine havde løjet for mig, løjet om Lukes selvmord. Det var da, jeg først rigtig begyndte at hade ham.“
„Men Luke sagde, at du godt vidste, at der var noget galt med Valentine – at du vidste, han havde gang i noget frygteligt. Han påstod, at du vidste det, før han undergik forvandlingen.“
Der gik et øjeblik, før Jocelyn svarede. „Luke skulle aldrig, aldrig være blevet bidt. Det skulle aldrig være sket. Det skete, da han og Valentine var ude og afpatruljere skoven, sådan som de plejede – det skulle aldrig være sket.“
„Mor …“
„Luke siger, at jeg fortalte ham, at jeg var bange for Valentine endnu før forvandlingen. Han siger, at jeg fortalte, jeg kunne høre skrig igennem væggene på herresædet, at jeg havde mistanke om noget, var bange for et eller andet. Og Luke – tillidsfulde Luke – udspurgte Valentine om det allerede næste dag. Og om aftenen tog Valentine Luke med på patrulje, og det var der, han blev bidt. Jeg tror – jeg tror, at Valentine fik mig til at glemme, hvad jeg havde oplevet, det, der gjorde mig bange. Fik mig til at tro, at det bare var et mareridt. Jeg tror, at han ville have Luke af vejen, for at der ikke skulle være nogen til at minde mig om, at jeg var bange for min mand. Men det var jeg ikke klar over, ikke lige med det samme. Denne første dag talte Luke og jeg kun kort sammen, og jeg ville så gerne fortælle ham om Jonathan, men det kunne jeg ikke, det kunne jeg bare ikke. Jonathan var min søn. Men bare det at se Luke gjorde mig stærkere. Jeg tog hjem og lovede mig selv at gøre et nyt forsøg med Jonathan, at lære at elske ham. Jeg ville tvinge mig selv til det.
Om natten blev jeg vækket af barnegråd. Jeg satte mig op i sengen, straks lysvågen. Jeg var alene i soveværelset. Valentine var til møde i Kredsen, så jeg havde ingen at dele min forbløffelse med. Forstår du, Jonathan græd aldrig – havde aldrig sagt en lyd. Det var noget af det, der gjorde mig mest urolig ved ham, at han var så stille. Jeg skyndte mig ned ad gangen til hans værelse, men han lå og sov uden at sige en lyd. Men jeg kunne stadig høre et barn græde. Det var jeg sikker på. Jeg stormede ned ad trappen og fulgte lyden af barnegråd. Den lod til at komme nede fra den tomme vinkælder, men døren var låst, for kælderen blev aldrig brugt. Men det var jo det herresæde, jeg var vokset op på. Jeg vidste, hvor min far gemte nøglen …“
Jocelyn kiggede ikke på Clary, mens hun fortalte; hun virkede totalt opslugt af historien, af minderne.
„Jeg fortalte dig aldrig historien om Blåskægs kone, dengang du var lille, vel? Det var en mand, der gav sin kone besked på aldrig at kigge ind i det aflåste rum, og da hun gjorde det alligevel, fandt hun de jordiske rester af alle de koner, han havde myrdet før hende. De var udstillet som sommerfugle i en glasmontre. Jeg havde ingen anelse om, hvad jeg ville finde, da jeg låste døren op. Mon jeg ville kunne få mig selv til at åbne døren, hvis jeg skulle gøre det igen, få mig selv til at løfte hekselyset og gå ind i mørket? Jeg ved det ikke, Clary. Jeg ved det ikke.
Lugten – åh, lugten dernede, der stank af blod og død og råddenskab. Valentine havde gravet en underjordisk tunnel i det, der engang havde været vinkælderen. Det var alligevel ikke et barn, jeg havde hørt græde. Der var fyldt med celler dernede, og forskellige væsner var spærret inde i dem. Dæmoner lænket med elektrumkæder lå og vred og vendte sig, baskede og gurglede inde i cellerne, men der var også mange, mange andre – underjordiske i forskellige stadier af død og forrådnelse. Der var varulve, hvis krop var delvis opløst af sølvpulver. Vampyrer, der hang med hovedet nedad i vievand, til huden var begyndt at løsne sig fra knoglerne. Feer med huden gennemboret af koldt jern.
Selv nu tænker jeg ikke på ham som en torturbøddel. Ikke rigtigt. Det virkede nærmest som et videnskabeligt eksperiment. Ud for hver celledør hang der en bog med udførlige notater om hans forsøg, hvor længe hvert af væsnerne havde været om at dø. Der var en vampyr, som han igen og igen havde brændt huden af for at se, om det stakkels væsen nåede et punkt, hvor det ikke længere kunne gendanne sig. Det var svært at læse disse beskrivelser uden at besvime eller kaste op. Af en eller anden grund gjorde jeg ingen af delene.
Der var også en side om de forsøg, han havde udført på sig selv. Han havde læst et eller andet sted, at dæmonblod kunne forstærke de evner, Skyggejægere naturligt er født med. Han havde forsøgt at give sig selv indsprøjtninger med dæmonblod, men forgæves. Der var ikke sket andet, end at han var blevet syg af det. Til sidst nåede han til den konklusion, at han var for gammel til, at blodet havde nogen effekt på ham, at det skulle gives til et barn for at opnå fuld virkning – og helst et ufødt barn.
På siden over for den med disse konklusioner havde han skrevet en række notater under en overskrift, jeg genkendte. Mit navn. Jocelyn Morgenstern.
Jeg husker, hvordan jeg rystede på hænderne, da jeg vendte siden, husker, hvordan ordene brændte sig ind i hjernen på mig. ’Jocelyn drak miksturen igen i aften. Ingen synlige forandringer hos hende, men det er jo også barnet, der har min interesse … Med de tilskud af dæmonblod, jeg jævnligt har givet hende, må barnet kunne udføre selv den største heltedåd … I aftes hørte jeg barnets hjerteslag, det slog meget kraftigere end et menneskehjerte og lød som en kæmpeklokke, der indvarsler begyndelsen på en ny generation af Skyggejægere, Skyggejægere, der rummer en blanding af engle- og dæmonblod, som vil frembringe evner, der indtil nu har ligget langt uden for fantasiens grænser … Snart er det ikke længere de underjordiske, der er i besiddelse af de mægtigste kræfter her på jorden …’
Der stod meget, meget mere. Jeg bladrede videre med rystende fingrene og forsøgte at tænke tilbage på de miksturer, Valentine hver aften havde givet mig at drikke, alle mareridtene om at blive dolket, kvalt, forgiftet. Men det var ikke mig, han havde forgiftet. Det var Jonathan. Jonathan, som han havde forvandlet til et eller andet halvdæmonisk væsen. Og da, Clary – da gik det op for mig, hvordan Valentine i virkeligheden var.“
Clary pustede ud, anede ikke, at hun havde holdt vejret. Det var grusomt – så grusomt – men det passede med de billeder, Ithuriel havde vist hende. Hun var ikke sikker på, hvem hun havde mest ondt af, sin mor eller Jonathan. Jonathan – hun kunne ikke tænke på ham som Jace, ikke når hendes mor sad ved siden af, ikke når historien var så frisk i hukommelsen – der var dømt til ikke at være et rigtigt menneske af en far, der gik mere op i at slagte underjordiske end i sin familie.
„Men – det var ikke på det tidspunkt, du rejste, vel?“ spurgte Clary og kunne selv høre, hvor tynd hendes stemme lød. „Du blev …“
„Af to grunde,“ sagde Jocelyn. „For det første var der Opstanden. Det, jeg fandt i kælderen den aften, var som et slag i ansigtet. Det fik mig til at vågne op, glemme min egen elendighed og se, hvad det var, der foregik omkring mig. Da det gik op for mig, hvad det var, Valentine pønsede på – at massakrere de underjordiske – vidste jeg, at jeg ikke bare kunne se til. Jeg begyndte i al hemmelighed at mødes med Luke. Jeg kunne ikke fortælle ham om det, Valentine havde gjort imod mig og vores barn. Jeg vidste, at det ville drive ham til vanvid, at han ikke ville kunne lade være med at opsøge Valentine og slå ham ihjel, og gjorde han det, ville han selv ende med at dø. Og jeg kunne heller ikke få mig selv til at fortælle andre, hvad Jonathan havde været udsat for. Han var trods alt stadig mit barn. Men jeg fortalte Luke om rædslerne nede i kælderen, om min mistanke om, at Valentine var ved at gå fra forstanden og blev mere og mere sindssyg. Sammen lagde vi planer om at forpurre Opstanden. Jeg følte jeg mig tvunget til det, Clary. Det var en soning af en slags, den eneste måde, jeg følte, at jeg kunne betale for den synd, det var, nogen sinde at være blevet medlem af Kredsen, at have stolet på Valentine. At have elsket ham.“
„Og han vidste ingenting? Valentine, mener jeg. Han fandt ikke ud af, hvad det var, du havde gang i?“
Jocelyn rystede på hovedet. „Når folk elsker nogen, stoler de også på dem. Og derhjemme forsøgte jeg desuden at lade, som om alt var ved det gamle. Jeg opførte mig, som om min umiddelbare væmmelse ved synet af Jonathan var gået over. Jeg gik hen til naboen Maryse Lightwood, for at han kunne lege med hendes lille søn, Alec. Nogle gange kom Céline Herondale også – på det tidspunkt var hun gravid. ’Din mand er så sød,’ sagde hun til mig. ’Han bekymrer sig så meget for Stephen og mig. Han giver mig styrkende drikke og miksturer, for at barnet skal blive sundt; de er fantastiske.’“
„Åh nej,“ sagde Clary.
„Det tænkte jeg også,“ sagde Jocelyn dystert. „Jeg havde lyst til at fortælle hende, at hun ikke skulle stole på Valentine eller tage imod noget, hun fik af ham, men det kunne jeg ikke. Hendes mand og Valentine var bedste venner, og hun ville straks have afsløret mig over for ham. Jeg holdt min mund. Og så –“
„Tog hun sit eget liv,“ sagde Clary, der stadig kunne huske hele historien. „Men – var det på grund det, Valentine gjorde mod hende?“
Jocelyn rystede på hovedet. „Det tror jeg helt ærligt ikke. Stephen blev dræbt under et angreb, og da hun hørte det, skar hun håndleddene over. Hun var otte måneder henne. Hun blødte ihjel …“ Hun tøvede. „Det var Hodge, der fandt hende. Og efter de døde, virkede Valentine nærmest forrykt. Han var væk næsten et helt døgn bagefter og kom klatøjet og vaklende hjem. Og på sin vis var jeg nærmest taknemmelig for, at han var optaget af noget andet. Det betød i hvert fald, at han ikke gik op i, hvad jeg foretog mig. For hver dag der gik, blev jeg mere og mere bange for, at Valentine skulle afsløre komplottet og forsøge at pine sandheden ud af mig: Hvem var med i vores hemmelige alliance? Hvor stor en del af hans planer havde jeg afsløret? Jeg spekulerede på, hvordan jeg ville reagere på tortur, om jeg ville kunne stå imod. Det var jeg frygtelig bange for, at jeg ikke kunne. Til sidst besluttede jeg mig for at tage skridt til, at det aldrig ville komme til at ske. Jeg opsøgte Fell, fortalte ham om min frygt, og han bryggede en drik til mig –“
„Drikken fra den Hvide Bog,“ sagde Clary. „Det var derfor, du ville have den. Og opskriften på modgiften. Hvordan gik det til, at den havnede i Waylands bibliotek?“
„Jeg gemte den der en aften, der var fest,“ sagde Jocelyn og trak lidt på smilebåndet. „Jeg ville ikke fortælle Luke om det – jeg vidste, at han ville hade tanken om en magisk drik, men alle andre, jeg kendte, var medlemmer af Kredsen. Jeg sendte besked til Ragnor, men han var ved at forlade Idris og ville ikke fortælle, hvornår han kom tilbage. Han sagde, at jeg altid ville kunne få fat i ham med en besked – men hvem skulle sende den, hvis jeg ikke selv var i stand til det? Til sidst gik det op for mig, at der var én, jeg kunne fortælle det til, én, der hadede Valentine så meget, at hun aldrig ville forråde mig. Jeg sendte Madeleine et brev, hvori jeg forklarede hende, hvad jeg agtede at gøre, og at kun Ragnor Fell kunne vække mig til live. Jeg hørte aldrig fra hende, men var nødt til at tro, at hun havde læst og forstået mit brev. Det var det eneste, jeg havde at klamre mig til.“
„To grunde,“ sagde Clary. „Du sagde, at der var to grunde til, at du blev hos Valentine. Den ene var Opstanden. Hvad var den anden?“
Jocelyn spærrede de trætte, men grønne øjne op. „Kan du ikke gætte det, Clary?“ sagde hun. „Den anden grund var, at jeg var gravid igen. Jeg ventede dig.“
„Nå,“ hviskede Clary. Hun kom til at tænke på det, Luke havde sagt: Hun var gravid igen og havde vidst det i flere uger. „Men gav det dig ikke endnu større lyst til at stikke af?“
„Jo,“ sagde Jocelyn. „Men jeg vidste, at det aldrig ville lykkes. Var jeg stukket af fra Valentine, ville han have sat himmel og jord i bevægelse for at få mig tilbage. Han ville have fulgt mig til verdens ende, for jeg tilhørte ham, og han ville aldrig give afkald på mig. Og måske ville jeg have ladet ham forfølge mig og satset på, at jeg kunne klare ham, men dig ville jeg aldrig have ladet ham forfølge.“ Hun strøg håret væk fra det trætte ansigt. „Der var kun én måde at undgå det på. Og det var ved, at han døde.“
Clary sendte sin mor et overrasket blik. Jocelyn så stadig træt ud, men var optændt af et indre barsk lys.
„Jeg troede, at han ville blive dræbt under Opstanden,“ sagde hun. „Jeg kunne ikke selv slå ham ihjel. Det ville jeg af en eller anden grund aldrig kunne have fået mig selv til. Men jeg havde ikke troet, at han ville overleve slaget. Og da huset så senere brændte ned, ønskede jeg at tro, at han var død. Jeg sagde igen og igen til mig selv, at han og Jonathan var omkommet i flammerne. Men inderst inde …“ Hun tøvede. „Det var derfor, jeg gjorde det, jeg gjorde. Jeg troede, at det var den eneste måde at beskytte dig på – at fjerne dine minder og gør dig så meget til mundan, som det var mig muligt. At holde dig skjult i den mundane verden. Det var dumt, det kan jeg godt se nu, dumt og forkert. Og det er jeg ked af, Clary. Jeg håber, at du kan tilgive mig – om ikke nu så engang i fremtiden.“
„Mor,“ sagde Clary og måtte rømme sig. De sidste ti minutter havde hun været på nippet til at græde. „Det er helt i orden. Der er bare – der er bare en ting, jeg ikke forstår.“ Hun lukkede hænderne om frakkestoffet. „Jeg mener, jeg har allerede hørt om lidt af det, Valentine gjorde mod Jace – Jonathan, mener jeg. Men sådan som du beskriver Jonathan, lyder det jo, som om han var et uhyre. Og, mor, sådan er Jace slet ikke. Overhovedet ikke. Hvis du kendte ham – hvis bare du kunne møde ham –“
„Clary,“ sagde Jocelyn og tog hendes hånd i sin. „Jeg er ikke færdig endnu. Der er ikke mere, jeg har holdt skjult for dig eller løjet om. Men noget, jeg aldrig selv har haft kendskab til, noget, jeg først lige har fundet ud af. Og det er nok lidt hårdt at skulle høre.“
Værre end det, du allerede har fortalt? tænkte Clary. Hun bed sig i læben og nikkede. „Værsgo og fortæl. Jeg vil gerne vide det.“
„Da Dorothea fortalte, at Valentine var blevet set i byen, vidste jeg, at det var mig, han var kommet efter – efter Bægeret. Jeg havde mest af alt lyst til at flygte, men kunne ikke få mig selv til at fortælle dig hvorfor. Man kan ikke bebrejde dig, at du stak af fra mig den der forfærdelige nat, Clary. Jeg var bare glad for, at du ikke var til stede, da din far – da Valentine og hans dæmoner brød ind i lejligheden. Jeg nåede lige akkurat at hælde drikken i mig – jeg kunne høre dem slå døren ind …“ Hun lød anstrengt og tøvede lidt. „Jeg håbede, at Valentine ville lade mig ligge, fordi han troede, jeg var død, men det gjorde han ikke. Han tog mig med tilbage til Renwick’s. Han gjorde forskellige forsøg på at vække mig, men der var intet, der virkede. Jeg befandt mig i en slags drømmetilstand, var halvt bevidst om, at han var der, men jeg kunne hverken bevæge mig eller reagere på ham. Han troede givetvis ikke, at jeg hverken kunne høre eller forstå ham. Og alligevel sad han ved sengen, mens jeg sov, og talte til mig.“
„Talte til dig? Hvad talte han om?“
„Om vores fortid. Vores ægteskab. Om at han havde elsket mig, og jeg havde svigtet ham. Han havde ikke elsket andre siden. Jeg tror faktisk, at han mente det, så meget, som han nu kan mene den slags. Jeg havde altid været den, han diskuterede sine tvivl, sin skyldfølelse med, og jeg tror ikke, at der har været andre i årene, efter at jeg forlod ham. Han kunne ikke holde op med at tale til mig, selv om han vidste, at han burde lade være. Han havde sikkert bare brug for at tale med nogen. Og man skulle tro, at det, der lå ham mest på sinde, var det, han havde gjort mod disse stakkels mennesker, gjort dem til fortabte, og det, han havde planer om at gøre mod Klanen. Men det var det ikke. Det, han ville tale om, var Jonathan.“
„Hvad var der med ham?“
Jocelyn kneb munden sammen til en smal streg. „Han ville sige, at han var ked af det, han havde gjort mod Jonathan, inden han blev født, for han vidste godt, at det næsten havde taget livet af mig. Han havde godt vidst, at jeg var på randen af selvmord på grund af det med Jonathan – men han var ikke klar over, hvor fortvivlet jeg var blevet over det, jeg havde opdaget om ham. Han havde på en eller anden måde fået fat i noget engleblod. For Skyggejægere er det et nærmest sagnomspundet stof. Det siges, at man får utrolige kræfter, hvis man drikker det. Valentine havde selv prøvet det og fundet ud af, at det ikke blot styrkede hans kræfter, men også gjorde ham euforisk og lykkelig, hver gang han sprøjtede det ind i sit blod. Derfor tog han noget af det, tørrede det til pulver og blandede det i min mad, i håbet om at det ville hjælpe mig ud af min fortvivlelse.“
Jeg ved godt, hvor han fik engleblod fra, tænkte Clary og følte et stik af bedrøvelse, da hun mindedes Ithuriel. „Tror du, at det virkede?“
„Nu kan jeg ikke lade være med at spekulere på, om det var det, der gjorde, at jeg fandt vilje og mod til at fortsætte og til at hjælpe Luke med at forpurre Opstanden. Det ville være ret paradoksalt, hvis det var tilfældet, især når man tænker på, hvorfor Valentine gjorde det. Men hvad han ikke vidste, var, at jeg var gravid med dig, da han gav mig det. Så hvor det kan have virket i mild grad på mig, må det har påvirket dig meget mere. Jeg tror, at det er derfor, du er i stand til det med runerne.“
„Og måske også derfor, du er i stand til at fange billedet af Dødens Bæger i et tarotkort,“ sagde Clary. „Og derfor Valentine kan gøre sådan noget som at hæve Hodges forbandelse –“
„Valentine har i årevis eksperimenteret med sig selv på et utal af måder,“ sagde Jocelyn. „Nu er han så tæt på at være en warlock, som noget menneske, nogen Skyggejæger, kan blive. Men uanset hvad han udsætter sig selv for, vil det aldrig få bare tilnærmelsesvis så stor effekt, som det havde på dig og Jonathan, fordi I var så små. Jeg er ikke sikker på, at der er andre, der har gjort det, Valentine gjorde, altså på et ufødt barn.“
„Det vil sige, at Jace – Jonathan – og jeg i virkeligheden begge to er eksperimenter.“
„Du var et utilsigtet eksperiment. Med Jonathan ville Valentine skabe en slags superkriger, der var stærkere, hurtigere og bedre end nogen anden Skyggejæger. Dengang på Renwick’s fortalte han mig, at Jonathan virkelig var blevet alt det. Men at han også var grusom, amoralsk og underligt hul. Jonathan var loyal nok over for Valentine, men jeg tror, at det på et eller andet tidspunkt undervejs var gået op for Valentine, at han i forsøget på at skabe et superbarn, havde fremstillet en søn, der aldrig rigtig kunne elske ham.“
Clary tænkte på Jace, på hvordan han havde set ud dengang på Renwick’s, på hvordan han havde stået og knuget så hårdt om stumpen af den ødelagte Portal, at blodet var løbet ned over hans fingre. „Nej,“ sagde hun. „Nej, nej og atter nej. Sådan er Jace ikke. Han elsker faktisk Valentine. Det burde han ikke, men det gør han. Og han er ikke hul. Han er det stik modsatte af alt, hvad du nævner.“
Jocelyn sad lidt og vred hænder. De var fyldt med fine hvide ar – samme ar, som alle andre Skyggejægere bar, minder om forsvundne Mærker. Men Clary havde aldrig rigtig lagt mærke til morens ar før. Magnus’ magi havde fået hende til at glemme dem. På indersiden af morens håndled sad der et, der lignede en stjerne …
Moren begyndte atter tale, og Clary glemte enhver tanke om alt muligt andet.
„Det er ikke Jace, jeg taler om,“ sagde Jocelyn.
„Jamen …“ sagde Clary. Det føltes, som om alting foregik meget langsomt, som om det var noget, hun drømte. Måske er det noget, jeg drømmer, tænkte hun. Måske er min mor aldrig vågnet, og alt det her er en drøm. „Jace er Valentines søn. Jeg mener, hvem skulle han ellers være?“
Jocelyns blik borede sig ind i Clarys. „Den nat, Céline Herondale døde, var hun gravid i ottende måned. Valentine havde givet hende drikke, miksturer – havde prøvet det samme på hende, som han havde gjort med sig selv, nemlig eksperimenteret med Ithuriels blod, i håbet om at Stephens barn ville blive lige så stærk og magtfuld, som han regnede med, at Jonathan ville blive, men uden Jonathans dårlige egenskaber. Han kunne ikke bære, at hans lille eksperiment skulle gå til spilde, og derfor skar han med Hodges hjælp barnet ud af maven på Céline. Hun havde kun været død i ganske kort tid –“
Clary udstødte en halvkvalt lyd. „Det kan ikke være rigtigt.“
Jocelyn talte videre uden at ænse Clarys udbrud. „Valentine tog barnet og fik Hodge til at bringe det til sit eget barndomshjem, der ligger i en dal ikke så langt fra Lyn Sø. Det var derfor, han var borte hele natten. Indtil Opstanden var det Hodge, der passede barnet. Bagefter foregav Valentin at være Michael Wayland og fik barnet flyttet over til Wayland-herresædet, hvor han opfostrede ham som Michael Waylands søn.“
„Vil det sige, at Jace ikke er min bror?“
Moren gav hendes hånd et lille klem – et medfølende lille klem. „Ja, Clary.“
Alt blev tåget for Clarys øjne. Hun mærkede hjertet begynde at dunke uregelmæssigt i brystet på hende. Min mor har ondt af mig, tænkte hun fjernt. Hun tror, at det er dårligt nyt. Hun rystede på hænderne. „Jamen hvis knogler var det så, man fandt i flammerne? Luke sagde, at de stammede fra et barn –“
Jocelyn rystede på hovedet. „Det var Michael Waylands og hans søns knogler. Valentine dræbte dem begge og brændte ligene. Han ville have Klanen til at tro, at både han og hans søn var døde.“
„Så er Jonathan –“
„I live,“ sagde Jocelyn, og der gled en skygge over hendes ansigt. „Det fortalte Valentine dengang på Renwick’s. Valentine opfostrede Jace på Wayland-herresædet og Jonathan i huset ved søen. Det lykkedes ham at dele sin tid imellem de to, flyttede fra hus til hus og måtte indimellem lade den ene eller dem begge to være alene i længere perioder ad gangen. Jace fik vist aldrig noget at vide om Jonathan, mens Jonathan kan have kendt til Jaces eksistens. De mødtes aldrig, selv om de boede få kilometer fra hinanden.“
„Og Jace har ikke dæmonblod i årerne? Han er ikke – forbandet?“
„Forbandet?“ sagde Jocelyn og sendte hende et forbløffet blik. „Nej, han har ikke dæmonblod i årerne, Clary. Valentine eksperimenterede med Jace, da han var lille, brugte det samme blod på ham som på dig og mig. Engleblod. Jace er ikke forbandet. Tværtimod. Alle Skyggejægere har lidt af Englens blod i sig – I to har bare lidt mere.“
Tankerne kørte rundt i hovedet på Clary. Hun forsøgte at forestille sig Valentine opfostre to børn samtidig, den ene delvis dæmon, den anden delvis engel. Den ene søn af skyggerne, den anden af lyset. Og måske elskede ham dem begge to så meget, som Valentine var i stand til at elske nogen. Jace havde aldrig kendt til Jonathan, men hvad havde den anden dreng kendt til ham? Hans komplementære del, hans modsætning? Havde han hadet tanken om ham? Længtes efter at møde ham? Været totalt ligeglad? De måtte begge to have følt sig noget så alene. Og den ene af dem var hendes bror – hendes helbror. „Tror du stadig, at han er den samme? Jonathan, mener jeg? Tror du, at han kan være blevet … et bedre menneske?“
„Næppe,“ sagde Jocelyn blidt.
„Men hvad er det, der gør dig så sikker på det?“ Clary vendte sig hurtigt om og kiggede ivrigt på sin mor. „Jeg mener, måske har han forandret sig. Det er jo mange år siden. Måske –“
„Valentine fortalte, at han havde brugt mange år på at lære Jonathan at opføre sig elskværdigt, ja ligefrem charmerende. Han ville gerne have ham til at blive spion, og det kan man ikke blive, hvis man skræmmer alle fra vid og sans. Jonathan lærte oven i købet en vis evne til at kaste trylleglans, overbevise folk om, at de syntes om ham og stolede på ham.“ Jocelyn sukkede. „Når jeg fortæller dig det her, er det for, at du ikke skal have det skidt med, at du lod dig narre. For Clary, du har nemlig mødt Jonathan. Han fortalte dig bare aldrig sit rigtige navn, han udgav sig for at være en anden. Sebastian Verlac.“
Clary kiggede måbende på sin mor. Jamen han er jo Penhallow-børnenes fætter, blev en del af hendes hjerne ved at hævde, men selvfølgelig havde Sebastian aldrig været den, han gav sig ud for at være; alt, hvad der var kommet ud af munden på ham, havde været løgn. Hun tænkte på den følelse, hun havde fået, den første gang hun mødte ham, som om han var en, hun havde kendt hele sit liv, en, hun var lige så fortrolig med som sig selv. Sådan havde hun aldrig haft det med Jace. „Er Sebastian min bror?“
Jocelyns fine ansigt var fortrukket, hænderne foldet i skødet. Fingerspidserne var så hvide, som sad hun og pressede dem hårdt sammen. „Tidligere i dag fik jeg en lang snak med Luke. Vi talte om alt, hvad der var sket i Alicante, efter at du var kommet hertil. Han fortalte om dæmontårnene og hans mistanke om, at det var Sebastian, der havde ødelagt skjoldene, hvordan anede han dog ikke. Det var i det øjeblik, det gik op for mig, hvem Sebastian i virkeligheden var.“
„Fordi han løj om at være Sebastian Verlac, mener du? Og fordi han var spion for Valentine?“
„Ja,“ sagde Jocelyn, „men det var faktisk først, da Luke nævnte, at du havde fortalt, at Sebastian farvede hår, at jeg gættede mig til den rette sammenhæng. Og jeg kan godt tage fejl, men en lyshåret, mørkøjet dreng, der er en smule ældre end dig, tilsyneladende forældreløs og fuldstændig loyal over for Valentine – man kan dårlig tro andet, end at det må være Jonathan. Og der er mere endnu. Valentine har altid været besat af at ville ødelægge skjoldene, har altid været overbevist om, at det kunne lade sig gøre. Dengang han eksperimenterede med Jonathan og dæmonblod – da sagde han, at det var for at gøre ham stærkere, en bedre kriger, men der var mere i det end som så –“
Clary måbede. „Hvad mener du med det?“
„Det var hans måde at ødelægge skjoldene på,“ sagde Jocelyn. „Man kan ikke tage dæmoner med ind i Alicante, og samtidig skal man bruge dæmonblod for at ødelægge skjoldene. Jonathan har dæmonblod i årerne. Og som Skyggejæger har han automatisk adgang til byen, når han vil, og hvor han vil. Han brugte sit eget blod til at ødelægge skjoldene med. Det er jeg sikker på.“
Clary kom til at tænke på dengang, Sebastian havde stået over for hende i græsset ved ruinerne af Fairchild-herresædet. Tænkte på det mørke hår, der var blæst ind i ansigtet. Tænkte på, hvordan han havde grebet hende om håndleddet og boret neglene ind i huden. På hvordan han havde sagt, at Valentine aldrig havde elsket Jace. Hun havde troet, at det var, fordi han hadede Valentine. Men det var det ikke, blev hun nu klar over. Han havde været … jaloux.
Hun tænkte på den mørke prins på sine tegninger, ham, der havde lignet Sebastian så meget. Hun havde afskrevet ligheden som en tilfældighed, tænkt, at det var hendes fantasi, der spillede hende et puds, men nu spekulerede hun på, om det måske ikke var blodets bånd, der havde fået hende til at udstyre sin ulykkelige helt med sin brors ansigt. Hun forsøgte igen at fremmane et billede af prinsen, men det opløstes for hendes blik og blæste væk som aske i vinden. Nu var hun kun i stand til at se Sebastian med det røde skær fra den brændende by spejlet i øjnene.
„Jace,“ sagde hun. „Han må have det at vide. Sandheden.“ Tankerne snublede over hinanden, væltede rundt, hulter til bulter; havde Jace vidst, at han ikke havde dæmonblod i årerne, ville han måske aldrig have indledt forfølgelsen af Valentine. Havde han vidst, at han slet ikke var Clarys bror …
„Jamen,“ sagde Jocelyn med en blanding af medfølelse og forvirring, „jeg troede ikke, at der var nogen, der vidste, hvor han var …“
Inden Clary kunne nå at svare, gik fløjdørene til salen op, og lyset vældede ud over søjlegangen og trappen. Da Luke trådte ud, steg lyden af stemmerne i styrke. Han virkede udmattet, men der var en vægtløshed over hans bevægelser, der ikke havde været der før. Han virkede nærmest lettet.
Jocelyn rejste sig op. „Hvad er der, Luke?“
Han tog et par skridt hen imod dem og standsede midtvejs imellem døren og trappen. „Jeg er ked af at forstyrre jer, Jocelyn,“ sagde han.
„Det er helt i orden, Luke.“ Selv i sit fortumlede hoved kunne Clary ikke lade være med at tænke: Hvorfor siger de hele tiden hinandens navne på den der måde? De virkede forlegne, noget, de aldrig havde gjort før. „Er der noget galt?“
Han rystede på hovedet. „Nej. Til en forandring er alting, som det skal være.“ Han smilede til Clary, og det var der intet forlegent over: Han virkede tilfreds, ja ligefrem stolt over hende. „Du klarede det, Clary,“ sagde han. „Klanen er gået med til at lade dig mærke dem. Vi overgiver os ikke.“
Dalen var smukkere i virkeligheden end i Jaces syner. Måske var det månen, der kastede sit stærke sølvagtige skær ned over den flod, som skar sig igennem den grønne dal. Spredt rundt om på skråningerne voksede der hvide birke- og aspetræer med blade, der skælvede i den kølige brise – der var koldt oppe på bakkekammen, hvor der ikke var læ mod vinden.
Det var helt sikkert i denne dal, han sidst havde set Sebastian. Nu var han endelig ved at indhente ham. Jace bandt Wayfarer til et træ, fiskede den blodige tråd op af lommen og gentog for en sikkerheds skyld sporingsritualet.
Han lukkede øjnene og ventede at se Sebastian tone frem et sted forhåbentlig meget tæt på – måske endda stadig her i dalen –
Men han så ikke andet end mørke.
Hjertet begyndte at hamre i brystet på ham.
Han prøvede en gang til, flyttede tråden over i venstre hånd og tegnede lidt ubehjælpsomt sporingsrunen på håndryggen med den knap så sikre højre hånd. Denne gang tog han en dyb indånding, inden han lukkede øjnene.
Og endnu en gang så han ingenting. Ikke andet end flimrede skyggeagtigt mørke. Han blev stående et helt minut og bed tænderne sammen, mens vinden skar igennem jakken og gav ham gåsehud over hele kroppen. Til sidst slog han øjnene op, bandede ved sig selv – og slap i et anfald af afmagt tråden, der straks blev båret af sted med vinden og forsvandt så hurtigt, at han ikke ville have kunnet nå at fange den, hvis han havde fortrudt.
Hans hjerne arbejdede på højtryk. Sporingsrunen virkede åbenbart ikke længere. Måske var det gået op for Sebastian, at han blev forfulgt, og nu havde han gjort et eller andet for at hæve magien – men hvad kunne man rent faktisk gøre for at standse en sporing? Måske havde han fundet et stort vandområde. Vand skabte kaos i magi.
Ikke at det var til nogen hjælp for Jace. Han kunne jo ikke så godt tage rundt til alle landets søer for at tjekke, om Sebastian skulle drive rundt i en af dem. Og han havde ellers været så tæt på – så tæt. Det var i den her dal, han havde set Sebastian. Og dér var huset, lige netop synligt ved en gruppe træer. Det var under alle omstændigheder værd at smutte en tur derned og snuse lidt rundt for at se, om der skulle være nogen spor, der afslørede, hvor Sebastian eller Valentine var.
Jace gik en smule resigneret i gang med at mærke sig selv med stelen og tegnede flere hurtigtvirkende, hurtigt forsvindende kampmærker: et, der gjorde ham lydløs, et andet, der gjorde ham hurtig, og et tredje, der gjorde ham sikker på fødderne. Da han var færdig – og mærkede den velkendte, svidende fornemmelse på huden – stak han stelen i lommen, klappede hurtigt Wayfarer på halsen og begav sig ned i dalen.
Dalens sider var stejle og lumske med masser af løse sten. Jace skiftevis trådte forsigtigt og gled på stenene, hvilket var hurtigt, men farligt. Da han nåede ned i bunden, var hans hænder revet til blods efter adskillige fald. Han vaskede dem i den klare flod; strømmen var stærk, og vandet lammende koldt.
Da han rettede sig op og kiggede sig omkring, blev han klar over, at han nu så dalen fra en anden vinkel end i sporingssynerne. Derhenne stod de krogede træer med de sammenflettede grene, og dalens sider rejste sig hele vejen rundt, og dér lå det lille hus. Nu var vinduerne mørke, og der kom ikke røg op af skorstenen. Jace følte en blanding af lettelse og skuffelse. Det var lettere at gennemsøge huset, når der ikke var nogen hjemme. Til gengæld var der så heller ikke nogen hjemme.
Da han kom nærmere, spekulerede han på, hvad det var ved huset, der havde gjort det så uhyggeligt i synerne. Tæt på var det bare et helt almindeligt bondehus bygget af hvide og grå sten. Skodderne havde engang været blå, men så ikke ud til at have været malet i mange år. De var falmede, og malingen begyndt at flage.
Jace gik hen til et af vinduerne, hævede sig op på sålbænken og kiggede ind ad den snavsede rude. Han kunne se et stort, lettere rodet rum med en arbejdsbænk af en slags hele vejen ned langs den ene af væggene. De redskaber, der lå på det, var ikke nogen, man brugte til almindeligt håndværk – det var warlock-redskaber: bunker af oversmurt pergament, sorte vokslys, tykke kobberskåle med indtørret sort væske på kanterne, forskellige knive, nogle tynde som syle, andre med brede, firkantede skær. Nede på gulvet var der tegnet et pentagram, som nu var lidt udtværet i kanterne, og i hver af de fem spidser var der tegnet en rune. Det trak sig sammen i maven på ham – runerne lignede dem, han havde set på gulvet omkring Ithuriels fødder. Kunne det være Valentine, der havde lavet dem – kunne alt det her være hans? Var det her hans skjulested – et skjulested, Jace aldrig havde besøgt eller haft kendskab til?
Jace lod sig glide ned fra sålbænken og landede på et tørt stykke græs – netop som der gled en skygge for månen. Underligt, for der var jo ingen fugle her, tænkte han og kiggede op i tide til at se en ravn, der kredsede ovenover. Han stivnede og trådte hurtigt ind i skyggen af et træ og stod og kiggede op imellem grenene. Da ravnen dykkede, kunne han se, at hans første indskydelse havde været korrekt. Det var ikke en hvilken som helst ravn – det var Hugo, den, der engang havde tilhørt Hodge; Hodge havde lejlighedsvis brugt den til at aflevere beskeder uden for Instituttet med. Siden da havde Jace fundet ud af, at Hugo oprindelig havde været hans fars.
Jace trykkede sig ind til træstammen. Hans hjerte var atter begyndt at hamre, denne gang af spænding. Når Hugo var her, kunne det kun betyde, at den skulle aflevere en besked, og denne gang var beskeden ikke til Hodge. Men til Valentine. Det måtte den være. Hvis bare han kunne følge efter ravnen –
Hugo landede på en sålbænk og sad lidt og kiggede ind ad vinduet. Fuglen blev åbenbart klar over, at der ikke var nogen hjemme, lettede med en irriteret skræppen og baskede af sted i retning af floden.
Jace trådte ud fra skyggen og optog forfølgelsen.
„Så teknisk set har du altså kysset din bror, selv om du alligevel ikke er i familie med Jace,“ sagde Simon.
„Hold mund, Simon!“ sagde Clary forskrækket og vendte sig om i stolen for at tjekke, om nogen skulle have hørt det, men det lod heldigvis ikke til at være tilfældet. Hun sad i en højrygget stol oppe på forhøjningen i Englens Sal med Simon ved siden af sig. Hendes mor stod henne ved kanten og bøjede sig ned for at tale med Amatis.
Hele salen var et stort kaos; overalt vrimlede det med de underjordiske, der var kommet nede fra den nordlige port. De væltede ind ad døren og tog opstilling langs væggene. Clary genkendte flere medlemmer af Lukes kobbel, blandt andre Maia, som smilede op til hende nede fra den anden ende af salen. Der var feer, blege, kolde og yndige som istapper, og warlocks med flagermusvinger og gedebukkeben, ja, selv en med gevir. Blå gnister sprang fra deres fingerspidser, når de bevægede sig rundt i salen. Skyggejægerne travede nervøst rundt imellem dem.
Clary knugede hårdt om stelen med begge hænder og kiggede sig ængsteligt omkring. Hvor var Luke henne? Han var forsvundet i mængden. Et øjeblik senere fik hun øje på ham. Han stod og talte med Malachi, der rystede ihærdigt på hovedet. Ikke så langt derfra stod Amatis og sendte konsulen dræbende blikke.
„Pas på, at jeg ikke kommer til at fortryde, at jeg har fortalt dig alt det her, Simon,“ sagde Clary og skulede til ham. Hun havde, så godt hun kunne, givet ham en kort version af Jocelyns beretning, hovedsagelig hvislet ud af mundvigen, da han hjalp hende igennem forsamlingen og ned til forhøjningen. Det var ret underligt at sidde heroppe og skue ud over salen, som var hun dronning af alt, hvad der mødte hendes blik. Men en dronning ville næppe være lige så panikslagen, som hun var. „I øvrigt kyssede han dårligt.“
„Eller måske var det bare, fordi han er din bror, at det virkede ulækkert.“ Hele affæren lod til at more Simon mere, end Clary fandt rimeligt.
„Den slags siger du bare ikke, når min mor hører dig. Det ender med, at jeg slår dig ihjel,“ sagde hun og sendte ham endnu et dødbringende blik. „Jeg har det i forvejen, som om jeg skal kaste op eller besvime. Lad nu være med at gøre det værre.“
Jocelyn vendte sig fra kanten af forhøjningen, hørte Clarys sidste ord – men var heldigvis ikke klar over, hvad det var, hun og Simon havde talt om – og klappede hende beroligende på skulderen. „Du skal ikke være nervøs, skat. Du klarede det strålende før. Er der noget, du mangler? Et tæppe, noget varmt vand …“
„Jeg fryser ikke,“ sagde Clary tålmodigt, „og trænger heller ikke til et bad. Jeg har det helt fint. Jeg ville bare ønske, at Luke kom op og fortalte, hvad det er, der sker.“
Jocelyn gav sig til at vinke for at fange Lukes opmærksomhed og hviskede et eller andet, Clary ikke kunne høre. „Lad nu være, mor,“ hvislede hun, men for sent. Luke kiggede op – og det var der også nogle af de andre Skyggejægere, der gjorde. De fleste kiggede lige så hurtigt væk igen, men Clary fornemmede straks fascinationen i deres blikke. Sært at forestille sig, at hendes mor var noget af en legende heromkring. Stort set alle i salen kendte hendes navn og havde dannet sig en mening om hende, positiv eller negativ. Gad vide, hvad hendes mor gjorde for ikke at lade sig genere af det. Hun virkede ikke generet – bare sej, fattet og farlig.
Et øjeblik efter kom Luke op på forhøjningen sammen med Amatis. Han så stadig træt ud, men virkede også årvågen og en smule opstemt. „Bare rolig,“ sagde han. „Alle tager med.“
„Malachi,“ sagde Jocelyn uden at se direkte på Luke. „Skabte han problemer?“
Luke slog affærdigende ud med hånden. „Han synes, at vi skal give Valentine besked om, at vi nægter at acceptere hans krav. Det mener jeg, at vi skal lade være med. Lad bare ham og hans hær møde op på Brocelind-sletten og regne med, at vi overgiver os. Det synes Malachi er usportsligt, og da jeg svarede, at det her ikke var nogen cricketkamp imellem to engelske skolehold, sagde han, at hvis nogen af de underjordiske ikke makkede ret, ville han træde til og aflyse det hele. Gad vide, hvad det er, han tror, der vil ske – at de underjordiske slet ikke kan holde op med at slås igen eller hvad?“
„Det er givetvis det, han tænker,“ sagde Amatis. „Sådan er han. Han er sikkert bange for, at I skal begynde at æde hinanden.“
„Shhh, Amatis, de kan høre dig,“ sagde Luke og vendte sig om, idet to mænd kom op ad trappen bag ham. Den ene var en høj, slank fe med langt mørkt hår, der lå som fuglevinger på hver side af det smalle ansigt. Han var iført en hvid brynje af mat, hårdt metal, der bestod af bittesmå runde plader, som overlappede hinanden som fiskeskæl. Hans øjne var løvgrønne.
Den anden var Magnus Bane. Han undlod at smile til Clary, da han kom op og stillede sig ved siden af Luke. Han var iført en lang, mørk frakke, der var knappet helt op i halsen, og det sorte hår var strøget væk fra ansigtet.
„Hold da op, hvor ser du kedelig ud,“ sagde Clary og måbede.
Magnus trak lidt på smilebåndet. „Jeg hører, at du har en rune, du gerne vil vise os,“ var alt, hvad han sagde.
Clary kiggede hen på Luke, der nikkede. „Ja,“ sagde hun. „Jeg skal bare bruge noget at skrive på – noget papir.“
„Jeg spurgte jo, om der var noget, du manglede,“ hvislede Jocelyn og lød i høj grad som den mor, Clary huskede.
„Jeg har noget papir her,“ sagde Simon, fiskede noget op af bukselommen og rakte det til hende. Det var en krøllet løbeseddel fra bandets optræden i Knitting Factory i juli. Hun trak på skuldrene, vendte den om og hævede den lånte stele. Den slog nogle få gnister, da spidsen ramte papiret, og et øjeblik var hun bange for, at der skulle gå ild i det, men den lille flamme gik hurtigt ud. Så gav hun sig til at tegne og gjorde sit bedste for at lukke alt andet ude, larmen fra forsamlingen, følelsen af, at alle kiggede på hende.
Runen var magen til den fra før – et mønster af linjer, der først buede stærkt indad og derefter skråede tværs over siden, som om de ventede en fuldbyrdelse, der ikke fandtes. Hun børstede lidt støv af papiret, holdt det frem og følte det skørt nok, som om hun stod hjemme i skolen og skulle holde foredrag for klassen. „Det her er runen,“ sagde hun. „Den kræver en anden rune for at blive komplet og fungere korrekt. En – partnerrune.“
„En underjordisk, en Skyggejæger. Begge halvdele af partnerskabet skal mærkes,“ sagde Luke. Han tegnede en kopi af runen på den nederste halvdel af papiret, rev det midt over og rakte tegningen til Amatis. „Send runen rundt,“ sagde han. „Vis Nephilimerne, hvordan det fungerer.“
Amatis nikkede, forsvandt ned ad trappen og ind i mængden. Feen kiggede efter hende og rystede på hovedet. „Jeg har altid fået at vide, at det kun er Nephilimer, der kan bære Englens Mærker,“ sagde han en smule mistroisk. „At alle vi andre vil blive sindssyge eller dø, hvis vi får dem.“
„Det her er ikke et af Englens Mærker,“ sagde Clary. „Runen stammer ikke fra den Grå Bog. Den er helt ufarlig, det lover jeg dig.“
Feen virkede ikke helt overbevist.
Magnus sukkede, trak op i ærmet og rakte Clary hånden. „Værsgo.“
„Den går ikke,“ sagde hun. „Den Skyggejæger, der mærker dig, skal være din partner, og jeg skal ikke deltage i slaget.“
„Det håber jeg sandelig heller ikke,“ sagde Magnus og kiggede hen på Luke og Jocelyn, der stod tæt sammen. „I to,“ sagde han. „Kom i gang. Vis feen, hvordan det fungerer.“
Jocelyn glippede forbløffet med øjnene. „Hvad?“
„Jeg går ud fra, at I to skal være partnere. I er jo stort set gift i forvejen,“ sagde Magnus.
Jocelyns kinder blussede, og hun undgik omhyggeligt at kigge på Luke. „Jeg har ikke nogen stele –“
„Tag min,“ sagde Clary og rakte hende den. „Kom nu, vis dem det.“
Jocelyn vendte sig om mod Luke, der virkede totalt fra den. Han rakte hende hånden, inden hun kunne nå at bede ham om det, og hun gav sig hurtigt, men omhyggeligt til at mærke hans håndflade. Han rystede på hånden, og hun greb ham om håndleddet for at holde den stille, mens hun tegnede; Luke betragtede hende, mens hun arbejdede, og Clary kom til at tænke på den samtale, de havde haft om hendes mor og hans følelser for hende, og pludselig følte hun sig meget trist. Gad vide, om hendes mor overhovedet var klar over, at Luke elskede hende, og hvis hun var, hvad hun så ville sige til det?
„Sådan,“ sagde Jocelyn og trak stelen til sig. „Færdig.“
Luke løftede hånden og viste feen sin håndflade med det snoede sorte mærke midt på. „Er du tilfreds, Meliorn?“
„Meliorn?“ udbrød Clary. „Dig har jeg da mødt før, ikke? Var det ikke dig, der kom sammen med Isabelle Lightwood?“
Meliorn kiggede udtryksløst på hende, men hun kunne have svoret, at han virkede en lille smule utilpas. Luke rystede på hovedet. „Clary, Meliorn er ridder ved Seelie Hoffet. Det er næppe sandsynligt, at han –“
„Det var helt sikkert ham, der kom sammen med Isabelle,“ sagde Simon. „Og så var det endda hende, der skrottede ham. Eller det sagde hun i hvert fald, hun ville. Surt show, mand.“
Meliorn kiggede tomt på ham. „Er du den repræsentant, nattens børn har valgt?“ spurgte han med afsky.
Simon rystede på hovedet. „Overhovedet ikke. Jeg er her kun for at støtte hende,“ sagde han og pegede på Clary.
„Nattens børn,“ sagde Luke efter et øjebliks tøven, „deltager ikke i dette slag, Meliorn. En oplysning, jeg også har overbragt din dronning. De har valgt at – at gå deres egne veje.“
Meliorn rynkede den fine pande. „Det ville jeg ønske, jeg havde vidst,“ sagde han. „nattens børn er et klogt og forsigtigt folkefærd. Enhver plan, der vækker deres harme, kalder på min mistænksomhed.“
„Jeg sagde ikke noget om harme,“ begyndte Luke med en blanding af påtaget ro og let irritation – folk, der ikke kendte ham, ville næppe lægge mærke til, at han var irriteret. Clary fornemmede, at hans opmærksomhed var rettet mod noget andet: Han stod og kiggede ud over forsamlingen. Clary fulgte hans blik og fik øje på en velkendt skikkelse, der var ved at bane sig vej igennem salen – Isabelle med det sorte hår dansende om ansigtet og pisken viklet rundt om håndleddet som en række gyldne armringe.
Clary greb Simon om håndleddet. „Familien Lightwood. Jeg har lige set Isabelle.“
Han kiggede ud over forsamlingen og rynkede panden. „Jeg var ikke klar over, at du holdt udkig efter dem.“
„Gider du ikke godt gå ned og tale med hende for mig,“ hviskede hun og kiggede sig hurtigt omkring for at sikre sig, at ingen lyttede. Det var der ikke. Luke stod og pegede ned mod nogen i mængden, Jocelyn var ved at sige noget til Meliorn, som betragtede hende med noget, der lignede ængstelse. „Jeg er nødt til at blive her, men – vil du ikke nok? Hun og Alec skal have det at vide, min mor fortalte. Det om Jace og Sebastian, og hvem de i virkeligheden er. Det er de nødt til at vide. Bed dem komme op til mig, så snart de kan. Så er du sød, Simon.“
„Okay.“ Hendes intense tonefald havde tydeligvis gjort ham urolig. Han tog håndleddet til sig og strøg hende beroligende over kinden. „Jeg er tilbage om lidt.“
Så gik han ned ad trappen og forsvandt i mylderet. Da hun vendte sig om, opdagede hun, at Magnus betragtede hende med et skævt smil. „Det er helt fint,“ sagde han som svar på noget, Luke havde spurgt ham om. „Jeg kender Brocelind-sletten ud og ind. Og jeg har rejst Portalen lige ude på torvet. Men så stor en Portal holder ikke særlig længe, så du må hellere skynde dig at få alle igennem, så snart de er mærket.“
Da Luke nikkede og vendte sig om for at sige noget til Jocelyn, lænede Clary sig frem og sagde dæmpet: „Tak for alt, hvad du har gjort for min mor.“
Magnus’ skæve smil blev større. „Det havde du vist ikke regnet med, jeg ville, vel?“
„Næ,“ indrømmede Clary. „Især ikke efter dengang vi mødtes ude ved Fells hus, og du ikke engang gad fortælle mig, at Jace havde taget Simon med igennem Portalen til Alicante. Det er først nu, jeg har lejlighed til at brokke mig over det, men hvad havde du forestillet dig? At det ikke ville interessere mig?“
„At det ville interessere dig for meget,“ sagde Magnus. „At du ville smide alt, hvad du havde i hænderne, og storme op til Tinget. Og jeg havde brug for, at du ledte efter den Hvide Bog.
„Det er jo kynisk,“ sagde Clary vredt. „Og du tager fejl. Jeg ville have –“
„Gjort, hvad alle andre ville have gjort. Det samme, som jeg ville have gjort, hvis det var en, jeg holdt af. Det bebrejder jeg dig ikke, Clary, og når jeg undlod at fortælle dig det, er det ikke, fordi jeg betragter dig som svag. Men fordi du er menneskelig, og jeg kender menneskelighedens væsen. Jeg har levet et langt liv.“
„Som om du aldrig gør noget dumt, når du har følelser i klemme,“ sagde Clary. „Hvor er Alec i øvrigt henne? Hvorfor er du ikke allerede smuttet ned og har valgt ham som partner?“
Det så ud til at gibbe lidt i ham. „Jeg kunne ikke drømme om at opsøge ham, når hans forældre er til stede. Det ved du også godt.“
Clary støttede hagen i hånden. „Nogle gange er det pisseirriterende at skulle gøre det rigtige, bare fordi der er en, man elsker.“
„Ja,“ sagde Magnus. „Og så i den grad.“
Ravnen fløj i langsomme, dovne cirkler hen over trætoppene med kurs mod dalens vestlige ende. Månen stod højt på himlen, og Jace havde ikke brug for hekselyset, da han fulgte efter den, ikke engang selv om han holdt sig inde under træerne.
Skråningen rejste sig over ham som en høj mur af grå klippesten. Det så ud til, at ravnen fulgte floden, der bugtede sig vestover og til sidst forsvandt ind i en smal sprække i klippevæggen. Jace var flere gange ved at forvride anklen på de våde sten og ville ønske, at han kunne have bandet højt, men gjorde han det, ville Hugo helt sikkert høre ham. I stedet krabbede han sig nærmest frem og koncentrerede sig om at undgå at brække benet.
Skjorten var gennemblødt af sved, da han nåede frem til udkanten af dalen. Et øjeblik troede han, at han havde mistet Hugo af syne, og hjertet sank i livet på ham – så fik han øje på den sorte, svævende silhuet, der pludselig dykkede ned og forsvandt ind i den mørke sprække i klippevæggen. Jace satte i løb – sikken lettelse at kunne løbe i stedet for at kravle. Da han nærmede sig sprækken, fik han øje på en meget større og mørkere åbning lige bag den – en grotte. Han fiskede hekselyset op af lommen og smuttede efter ravnen ind i sprækken.
Der trængte kun ganske lidt lys ind ad grottens åbning, og allerede efter et par skridt blev selv det opslugt af det kvælende mørke. Jace løftede hekselyset og lod det stråle ud imellem sine fingre.
Først troede han, at han på en eller anden måde var havnet udenfor igen, og at det var stjernerne, der i al deres pragt lyste oven over ham. Stjernerne i Idris strålede som ingen andre steder – men de var bare ikke fremme nu. Det, hekselyset ramte, var snesevis af glimmerholdige aflejringer i klipperne rundt om ham, og væggene så ud, som om de var blevet optændt af bittesmå funklende prikker.
Han blev klar over, at han stod i en smal grotte hugget ud i klippen; bag ham lå indgangen, og foran ham var der en tunnel, der delte sig i to. Jace kom til at tænke på de historier, hans far havde fortalt, historier om helte, der for vild i labyrinter, men brugte snor eller sejlgarn til at finde vej tilbage med. Desværre havde han ingen af delene på sig. Han listede sig hen mod tunnelerne og stod et langt øjeblik og lyttede. Han kunne ganske svagt høre vand, der dryppede, et eller andet sted langt borte, kunne høre vandløbet bruse, høre vingeslag og – stemmer.
Han veg et skridt baglæns. Stemmerne kom fra den venstre tunnel, det var han sikker på. Han strøg med tommelfingeren hen over hekselyset og dæmpede det, til det lyste så svagt, at han lige netop kunne orientere sig. Og så skyndte han sig ind i mørket.
„Er det dit alvor, Simon? Er det virkelig sandt? Det er jo fantastisk! Vidunderligt!“ Isabelle greb sin brors hånd. „Hørte du det, Alec? Jace er ikke Valentines søn. Det har han aldrig været.“
„Jamen hvem er han så søn af?“ spurgte Alec, selv om Simon havde en fornemmelse af, at han kun delvis hørte efter. Han så ud til at stå og kigge sig om efter et eller andet. Lidt fra dem stod hans forældre og betragtede dem med rynket pande; Simon havde været bange for, at han også skulle til at forklare dem det hele, men de havde høfligt givet ham nogle minutter alene sammen med Isabelle og Alec.
„Er det ikke lige meget?“ Isabelle slog henrykt ud med hænderne, men kiggede så spørgende på Simon. „Egentlig er det et meget godt spørgsmål. Hvem er han søn af? Er det alligevel Michael Wayland?“
Simon rystede på hovedet. „Stephen Herondale.“
„Det vil sige, at han var undersøgelsesdommerens barnebarn,“ sagde Alec. „Så var det derfor, hun –“ Han tav og stirrede frem for sig.
„Derfor hun hvad?“ spurgte Isabelle. „Koncentrer dig, Alec. Eller også må du i det mindste fortælle os, hvad det er, du står og kigger efter?“
„Ikke hvad,“ sagde Alec. „Hvem. Magnus. Jeg tænkte at spørge ham, om han vil være min partner i slaget. Men jeg aner ikke, hvor han er. Har du set ham?“ sagde han henvendt til Simon.
Simon rystede på hovedet. „Han var oppe på forhøjningen sammen med Clary, men“ – han strakte hals for at kigge sig omkring – „ikke længere. Han står sikkert nede i mængden et sted.“
„Er det rigtigt? Har du virkelig tænkt dig at spørge, om han vil være din partner?“ spurgte Isabelle. „Det er ligesom en dans, alt det her med at finde partnere, ja, lige bortset fra det der med at skulle slå ihjel.“
„Det er jo netop det, der gør det så spændende,“ sagde Simon.
„Hvem ved, måske beder jeg dig blive min partner, Simon,“ sagde Isabelle og løftede øjenbrynene.
Alec rynkede panden. Han var ligesom de andre Skyggejægere i salen klædt i kampudstyr – helt i sort med tilhørende bælte, hvori der hang adskillige våben. Over ryggen havde han en flitsbue; det glædede Simon at se, at han havde fundet en afløser for den, Sebastian knækkede. „Du behøver ingen partner, for du skal ikke med ud at slås, Isabelle. Det er du alt for ung til. Og hvis du bare så meget som tænker tanken, skal jeg egenhændigt slå dig ihjel.“ Han løftede hovedet med et ryk. „Hov – er det der ikke Magnus?“
Isabelle fulgte hans blik og fnøs. „Det er en varulv, Alec. En pige. Ja, det er jo hende der, hvad hedder hun nu. May.“
„Maia,“ korrigerede Simon. Hun stod lidt fra dem iført brune læderbukser og en stramtsiddende sort T-shirt med ordlyden: DET DER IKKE SLÅR MIG IHJEL … GØR KLOGT I AT FLYGTE. Det flettede hår var samlet med en snor. Hun vendte sig om, som om hun fornemmede deres blikke, og smilede. Simon smilede tilbage. Isabelle skulede. Simon fik hurtigt tørret smilet af – hvornår var hans liv begyndt at blive så kompliceret?
Alec lyste op. „Dér er Magnus,“ sagde han og forsvandt uden så meget som at se sig tilbage, banede sig vej igennem mængden og hen til den høje warlock. Selv på afstand var det let at se, hvor overrasket Magnus blev, da Alec kom hen til ham.
„Hvor er det kært,“ sagde Isabelle, der stod og betragtede dem, „på den lidt kiksede måde, du ved.“
„Hvorfor kikset?“
„Fordi Alec gerne vil have, at Magnus tager ham alvorligt, men han har aldrig fortalt vores forældre om ham,“ forklarede Isabelle. „Ja, han har ikke engang fortalt, at han godt kan lide –“
„Warlocks?“ sagde Simon.
„Meget morsomt,“ sagde Isabelle og sendte ham et surt blik. „Du ved godt, hvad jeg mener. Det, der foregår her, er –“
„Hvad er det helt præcis, der foregår?“ spurgte Maia, der var kommet hen til dem. „Jeg mener, jeg forstår ikke helt det der partnerhalløj. Hvordan er det lige, det fungerer?“
„Sådan der.“ Simon pegede hen på Alec og Magnus, der var gået lidt væk fra resten af forsamlingen. Alec tegnede dybt koncentreret Magnus på hånden. Hans sorte hår faldt ned og skjulte øjnene.
„Så det er altså det der, vi alle sammen skal?“ sagde Maia. „Blive tegnet på, mener jeg.“
„Kun hvis du skal i kamp,“ sagde Isabelle og sendte pigen et køligt blik. „Du ser ikke ud til at være atten endnu.“
Maia sendte hende et stramt lille smil. „Jeg er ikke Skyggejæger. Lykantroper anses for voksne, når de er fyldt seksten.“
„Ja, så skal du tegnes på,“ sagde Isabelle. „Af en Skyggejæger. Du må hellere begynde at se dig om efter en.“
„Jamen –“ Maia, der stadig stod og kiggede hen på Alec og Magnus, tav og hævede øjenbrynene. Simon vendte sig om for at se, hvad det var, hun kiggede på – og måbede.
Alec stod med armene om Magnus og kyssede ham lige midt på munden. Magnus, der så ud til at befinde sig i en tilstand af chok, stod som stivnet. Flere grupper rundt om – Skyggejægere såvel som underjordiske – pegede fingre og hviskede. Ud af øjenkrogen kunne Simon se mr. og mrs. Lightwood stå med opspærrede øjne og måbende se til. Maryse havde slået hånden for munden.
Maia virkede lidt betuttet. „Hallo,“ sagde hun. „Er det også meningen, at vi andre skal gør det der?“
Clary lod for sjette gang blikket vandre hen over forsamlingen i sin søgen efter Simon. Hun kunne ikke se ham nogen steder. Der var stor tumult nede i salen, hvor skyggejægere og underjordiske havde travlt med at komme ud ad døren og ud på trappen. Overalt kunne man se stelerne lyne, når underjordiske og Skyggejægere fandt sammen to og to og gav sig til at mærke hinanden. Clary fik øje på Maryse Lightwood, der stod og holdt hånden frem mod en høj grønhudet fe-kvinde, der var lige så bleg og majestætisk som hende selv. Patrick Penhallow stod højtideligt og udvekslede Mærker med en warlock, hvis hår slog blå gnister. Når Clary kiggede ud ad døren, kunne hun se den strålende Portal flimre ude på torvet. De stjerner, der lyste ned igennem glastaget, kastede et surrealistisk skær over det hele.
„Utroligt, ikke?“ sagde Luke. Han stod ude på kanten af forhøjningen og kiggede ud over salen. „Skyggejægere og underjordiske i skøn forening og parate til at samarbejde,“ tilføjede han fuld af ærefrygt. Clary kunne ikke tænke på andet end, at bare Jace havde været der, så han havde kunnet opleve det hele. Uanset hvor meget hun forsøgte, var hun ikke i stand til at glemme sin bekymring for ham. Tanken om, at han kunne finde på at konfrontere Valentine, sætte livet på spil, fordi han troede, at han var evigt forbandet – at han risikerede at dø uden nogen at sinde at få at vide, at det ikke passede –
„Clary,“ sagde Jocelyn med smil i stemmen, „hørte du, hvad jeg sagde?“
„Ja,“ sagde Clary. „Og du har ret, det er helt utroligt.“
Jocelyn lagde sin hånd oven på hendes. „Det var ikke det, jeg sagde. Både Luke og jeg skal i kamp. Det ved jeg godt, at du er klar over. Du bliver her sammen med Isabelle og de andre børn.“
„Jeg er ikke noget barn.“
„Nej, men du er stadig for ung til at kæmpe. Og selv om du var gammel nok, er du aldrig blevet trænet i kamp.“
„Jeg gider ikke bare sidde her og lave ingenting.“
„Ingenting?“ sagde Jocelyn forbløffet. „Havde det ikke været for dig, ville intet af det her være sket, Clary. Havde det ikke været for dig, ville vi ikke engang have fået mulighed for at kæmpe. Jeg er så stolt af dig. Og jeg vil bare lige sige, at selv om Luke og jeg nu drager af sted, så skal vi nok komme tilbage igen. Alting skal nok ordne sig.“
Clary kiggede op i morens grønne øjne, der var så lig hendes egne. „Lad være med at lyve for mig, mor.“
Jocelyn snappede efter vejret, rettede sig op og tog hånden til sig. Inden hun kunne nå at sige mere, var der noget, der fangede Clarys blik – et velkendt ansigt i mængden. Det var en slank, mørk skikkelse, der havde kurs imod dem og forbløffende ubesværet smuttede igennem den tætpakkede sal – nærmest drev igennem forsamlingen som røg igennem sprækkerne i et hegn.
Hvad han rent faktisk også gjorde, indså Clary, da han nærmede sig forhøjningen. Det var Raphael, og han var iført hvid skjorte og sorte bukser, ligesom første gang hun så ham. Hun havde helt glemt, hvor spinkel han var. Med sit smalle engleansigt så han knap nok ud til at være fyldt fjorten, da han kom op ad trappen. Han lignede snarere en kordreng på vej op til koret.
„Raphael,“ sagde Luke på en gang forbløffet og lettet. „Jeg troede ellers ikke, at du ville komme. Har nattens børn gjort sig flere overvejelser om at deltage i kampen mod Valentine? Der er stadig en plads i Rådet til jer, hvis I skulle være interesseret.“ Han rakte Raphael hånden.
Raphael betragtede ham udtryksløst med sine klare, smukke øjne. „Jeg kan ikke trykke dig i hånden, varulv.“ Da Luke sendte ham et fortørnet blik, smilede han akkurat så meget, at han blottede den hvide spids på hugtænderne. „Jeg er kun en projektion,“ sagde han og løftede hånden for at demonstrere, at lyset gik lige igennem. „Jeg kan ikke røre ved noget.“
„Jamen –“ Luke kiggede op på det måneskin, der vældede ned igennem taget. „Hvorfor –“ Han sænkede hånden. „Nå, men jeg er glad for, at du er kommet. Uanset form.“
Raphael rystede på hovedet. Et øjeblik lod han blikket hvile på Clary – et blik, hun slet ikke brød sig om – inden han kiggede hen på Jocelyn, og smilet blev endnu større. „Du,“ sagde han. „Valentines kone. De af min slags, der kæmpede ved din side under Opstanden, har talt meget om dig. Jeg indrømmer, at jeg aldrig selv havde regnet med at skulle møde dig.“
Jocelyn bøjede kort hovedet. „Mange af nattens børn kæmpede tappert. Skal vi opfatte din tilstedeværelse som tegn på, at vi atter skal kæmpe side om side?“
Clary syntes, at det var mærkeligt at høre sin mor tale på den der kølige, formelle måde, og samtidig virkede det, som om det faldt Jocelyn ganske naturligt. På sin vis lige så naturligt som at sidde på jorden i et par gamle overalls med en malerpensel i hånden.
„Det håber jeg,“ sagde Raphael og lod atter sit blik strejfe Clary – det føltes som at blive berørt af en kold hånd. „Vi stiller blot en betingelse, et enkelt – lille – krav. Får vi det opfyldt, vil nattens børn fra mange lande gladelig kæmpe ved jeres side.“
„Pladsen i Rådet,“ sagde Luke. „Naturligvis – det er blot en formalitet, dokumenterne kan ligge klar inden for en time –“
„Nej, det er ikke en plads i Rådet. Det er noget andet,“ sagde Raphael.
„Noget – andet?“ gentog Luke udtryksløst. „Hvad er det? Jeg forsikrer dig, at står det i vores magt –“
„Det gør det,“ sagde Raphael og smilede nærmest blændende. „Ja, det befinder sig faktisk allerede inden for denne sals vægge.“ Han vendte sig om og pegede elegant ud over forsamlingen. „Det er drengen Simon, vi vil have,“ sagde han. „Det er Dagslyseren.“
Tunnelen var lang og bugtet og snoede sig igen og igen rundt om sig selv, så Jace følte det, som om han kravlede rundt i tarmene på et kæmpeuhyre. Der lugtede af våd klippe, aske og noget andet, noget klamt og mærkeligt, der mindede en smule om lugten i Knoglernes By.
Endelig langt om længe mundede tunnelen ud i et rundt kammer. Fra det ujævne, høje stenloft hang der kæmpestore stalagtitter så glansfulde som ædelsten. Gulvet var så glat og blankt, som var det poleret, hist og her med mystiske mønstre af indlagte sten. Hele vejen rundt langs kammerets vægge rejste der sig en cirkel af ujævne stalagmitter, og midt i rummet knejsede en enkelt kæmpestor stalagmit af kvarts som en gigantisk hugtand, hist og her dekoreret med et rødligt mønster. Da han kiggede nærmere efter, kunne han se, at drypstenen var gennemsigtig, og det rødlige mønster et resultat af noget, der hvirvlede rundt inden i den som et reagensglas fyldt med farvet røg.
Der trængte lys ned igennem et rundt hul højt oppe i klippen, som et naturligt tagvindue. Kammeret var givetvis menneskeskabt og ikke bare opstået ved et tilfælde – noget, de kunstfærdige mønstre rundt om i gulvet vidnede om – men hvem kunne have udhulet så stort et underjordisk kammer og hvorfor?
En skinger skræppen rungede igennem rummet og sendte skarpe stød ud i alle Jaces nervebaner. Han kastede sig om bag en stor drypsten og slukkede hekselyset, netop som to skikkelser trådte ud af skyggerne nede i den anden ende af kammeret. De kom gående imod ham med hovederne tæt sammen, dybt optaget af deres samtale. Det var først, da de trådte ind i lyset midt i kammeret, at han kunne se, hvem det var.
Sebastian.
Og Valentine.
I et forsøg på at undgå vrimmelen valgte Simon den lange vej tilbage til forhøjningen og siksakkede ind og ud imellem de søjler, der stod hele vejen ned langs begge sider af salen. Han var opslugt af sine egne tanker og gik med bøjet hoved. Det virkede mærkeligt, at Alec, der kun var et år eller to ældre end Isabelle, nu drog i krig, mens resten af dem blev tilbage. Og Isabelle virkede helt afklaret omkring det. Ikke noget med at græde, ingen hysteriske udbrud. Det virkede nærmest, som om hun var forberedt på det. Og det var hun måske også. Det var de måske alle sammen.
Han var ikke så langt fra forhøjningen, da han kiggede op og forundret fik øje på Raphael, der udtryksløs som altid stod og talte med Luke. Luke derimod virkede ophidset – han rystede på hovedet og løftede protesterende hænderne, mens Jocelyn ved siden af så decideret rasende ud. Simon kunne ikke se Clarys ansigt – hun stod med ryggen til – men han kendte hende godt nok til at se, at hun spændte i skuldrene.
Han ville gerne undgå, at Raphael så ham, og smuttede om bag en søjle, hvor han kunne stå og lytte. Luke havde hævet stemmen så meget, at han trods støjniveauet fra salen sagtens kunne høre ham.
„Det er fuldstændig udelukket,“ sagde Luke. „Om jeg fatter, hvordan du kan få dig selv til det.“
„Og jeg fatter ikke, hvordan du kan afslå det.“ Raphaels stemme var kølig og klar, skarp og lidt skinger som en ung drengs. „Det er så lille en ting at bede om.“
„Det er ikke en ting,“ sagde Clary vredt. „Det er Simon, vi taler om. Han er et menneske.“
„Han er vampyr,“ sagde Raphael. „Hvilket I konstant lader til at glemme.“
„Er du måske ikke også vampyr?“ spurgte Jocelyn i det iskolde tonefald, hun havde brugt, hver gang hun gav Clary og Simon en ordentlig skideballe, fordi de havde gjort et eller andet dumt. „Står du der og siger, at dit eget liv ikke er noget værd?“
Simon trykkede sig op ad søjlen. Hvad var det, der foregik?
„Mit liv er endda meget værd,“ sagde Raphael, „idet det i modsætning til jeres varer evigt. Der er ingen ende på, hvad jeg vil være i stand til at opnå, mens der for jeres vedkommende er en klar grænse. Men det er ikke det, det handler om. Han er vampyr, en af vores, og nu beder jeg om at få ham tilbage.“
„Men det får du ikke,“ hvislede Clary. „I øvrigt har du aldrig haft ham. Du var ikke engang interesseret i ham, før du fandt ud af, at han kunne færdes i dagslys –“
„Meget muligt,“ sagde Raphael, „men ikke af den grund, du tror.“ Han lagde hovedet på skrå, og de klare, blide øjne var mørke og livlige som fugleøjne. „Ingen vampyr bør være i besiddelse af den egenskab, han har,“ sagde han. „Ligesom der heller ikke er nogen Skyggejæger, der bør eje de kræfter, du og din bror besidder. Vi har altid fået at vide, at vi er forkerte og unaturlige. Men det her – det er unaturligt.“
„Raphael,“ sagde Luke advarende. „Jeg aner ikke, hvad det er, du forestiller dig. Men det er fuldstændig udelukket, at vi giver dig lov til at gøre Simon fortræd.“
„Men du har ikke noget imod at lade Valentine og hans dæmonhær gøre folk dernede, alle jeres allierede, fortræd.“ Raphael slog ud med armen i en fejende bevægelse, der omfattede hele salen. „De må gerne sætte livet på spil, hvis det er det, de vil, men Simon må ikke engang få valget? Hvem ved, måske ville han træffe et andet valg end dig.“ Han sænkede armen. „Og gør han ikke det, ved du, at vi ikke vil kæmpe sammen med jer. nattens børn nægter at tage del i denne dag.“
„Så lad være,“ sagde Luke. „Jeg vil ikke købe mig til jeres samarbejde med et uskyldigt liv. Jeg er ikke Valentine.“
Raphael kiggede hen på Jocelyn. „Hvad med dig, Skyggejæger? Agter du at lade denne varulv bestemme, hvad der er bedst for dit folk?“
Jocelyn stod lidt og betragtede ham, som om han var en kakerlak, der kravlede hen over hendes nyvaskede køkkengulv. „Hvis du lægger så meget som en hånd på Simon, vampyr,“ sagde hun langsomt og velovervejet, „så slår jeg dig til plukfisk og giver dig til min kat. Forstået?“
Raphael kneb læberne sammen. „Udmærket,“ sagde han. „Når I ligger døende derude på Brocelind-sletten, kan I med rette spørge jer selv, om et enkelt liv virkelig var så mange andre værd.“
Og så forsvandt han. Luke vendte sig om mod Clary, men Simon havde taget blikket til sig: Han stod og kiggede ned på sine hænder. Han troede, at de ville have rystet, men de var lige så ubevægelige som hænderne på et lig. Nu knyttede han dem meget langsomt.
Valentine lignede sig selv, en stor mand i modificeret Skyggejægerudstyr med brede kraftige skuldre, der virkede uforenelige med det spinkle ansigt og de skarpe, fine træk. På ryggen bar han Dødens Sværd og en uformelig skuldertaske og om livet et bredt bælte med utallige våben i: kraftige jagtdolke, smalle daggerter og knive til flåning. Som Jace lå der bag stenen og betragtede Valentine, følte han som altid, når han tænkte på sin far, stærk ømhed gennemsyret af glædesløshed, skuffelse og mistillid.
Det var mærkeligt at se sin far sammen med Sebastian, der slet ikke lignede sig selv. Han var også iført Skyggejægerudstyr og havde et langt sølvbeslået sværd hængende ved siden, men det var ikke hans påklædning, Jace fandt besynderlig. Det var hans hår, der ikke længere var en vilter manke af sorte krøller, men lyst og blankt, nærmest hvidgyldent. Det klædte ham faktisk, i hvert fald bedre end det mørke hår; huden virkede ikke længere nær så bleg. Han måtte have farvet hår for at komme til at ligne den rigtige Sebastian Verlac, og sådan her så han altså ud i virkeligheden. Pludselig begyndte hadet at boble i Jace, og han måtte lægge bånd på sig selv for at blive i sit skjul og ikke kaste sig frem for at lægge hænderne om halsen på Sebastian.
Hugo skræppede igen», dykkede og satte sig på Valentines skulder. Det gav et stik i hjertet på Jace, da han så ravnen sidde på den måde, han altid ville forbinde med Hodge. Hugo havde praktisk talt boet på huslærerens skulder, og på trods af alt, hvad Hodge havde gjort, føltes det underligt, ja, næsten forkert, at se den sidde på Valentines.
Valentine løftede hånden, strøg fuglen over de blanke fjer og nikkede, som om han førte en samtale med den. Sebastian stod lidt og kiggede og løftede så de lyse øjenbryn. „Noget nyt fra Alicante?“ spurgte han, idet Hugo lettede fra Valentines skulder, fløj til vejrs og strejfede drypstenenes ædelstensagtige spidser med vingerne.
„Ikke noget så konkret, som jeg kunne have ønsket mig,“ sagde Valentine. Farens stemme, der var kølig og uanfægtet som altid, borede sig igennem Jace som en pil. Det spjættede ufrivilligt i hænderne, og han pressede dem hårdt ind mod kroppen, taknemmelig for, at drypstenen var så stor, at den fuldstændig skjulte ham. „Ét er dog sikkert. Klanen er ved at alliere sig med Lucians hær af underjordiske.“
Sebastian rynkede panden. „Jamen Malachi sagde –“
„Malachi har lidt nederlag,“ sagde Valentine sammenbidt.
Til Jaces forbløffelse gik Sebastian hen og lagde hånden på Valentines arm. Der var noget ved berøringen – noget intimt og fortroligt – som fik det til at vende sig i Jaces mave. Der var ingen, der rørte Valentine på den måde. End ikke han ville have rørt sådan ved sin far. „Er du vred?“ spurgte Sebastian i et tonefald, der var lige så grotesk og ejendommeligt fortroligt.
„Klanen er længere ude, end jeg havde troet. Jeg var godt klar over, at familien Lightwood var bundrådden, og at den form for råddenskab smitter. Det var derfor, jeg forsøgte at hindre dem i at komme ind i Idris. Men at de andre så let lader deres sind forgifte af Lucian, som ikke engang er Nephilim …“ Valentines foragt var let at høre, men han trak sig ikke væk fra Sebastian, gjorde ikke engang mine til at ville fjerne drengens hånd fra sin skulder, bemærkede Jace mere og mere vantro. „Jeg er skuffet. Jeg troede, at de var til at tale til fornuft, og ville have foretrukket, at det ikke skulle ende på denne måde.“
Sebastian trak lidt på smilebåndet. „Det er jeg ikke enig med dig i,“ sagde han. „Prøv at forestille dig, hvordan de gør sig klar til kamp, til at modtage folkets hyldest, og så bliver de klar over, at det hele kan være lige meget. At det alt sammen er forgæves. Prøv at forestille dig udtrykket i deres ansigter,“ sluttede han og smilede fra øre til øre.
„Jonathan,“ sukkede Valentine. „Det her er et nødvendigt onde og ikke noget, man finder nydelse i.“
Jonathan? Jace knugede fastere om stenen og var pludselig begyndt at svede om hænderne. Hvorfor kaldte Valentine Sebastian ved hans navn? Var det en fortalelse? Sebastian så ikke ud til at undre sig.
„Er det ikke bedre, at jeg er glad for det, jeg laver?“ sagde Sebastian. „Jeg havde det i hvert fald sjovt i Alicante. Familien Lightwood var godt nok noget sjovere, end du havde forberedt mig på, især hende der Isabelle. Vi skiltes i hvert fald med et brag af en fest. Og hvad angår Clary –“
Alene det at høre Sebastian nævne Clary fik Jaces hjerte til at springe et slag over.
„Hun var overhovedet ikke, som jeg havde forestillet mig, hun ville være,“ fortsatte Sebastian irritabelt. „Hun og jeg lignede jo slet ikke hinanden.“
„Du er også noget for dig selv, Jonathan. Og Clary har altid været sin mor op ad dage.“
„Hun vil ikke ud med, hvad det er, hun virkelig ønsker,“ sagde Sebastian. „Ikke endnu. Men bare vent, snart ligger hun på sine grædende knæ.“
Valentine hævede det ene øjenbryn. „Hvad mener du med det?“
Sebastian smilede skævt, et smil, der fyldte Jace med nærmest ubehersket vrede. Han bed sig så hårdt i læben, at det begyndte at bløde. „Åh, du ved,“ sagde Sebastian. „Kommer og trygler om lov til at være med på vores side. Jeg kan næsten ikke vente. Det at tage røven på hende var det sjoveste, jeg har været ude for i årevis.“
„Det var ikke meningen, at det skulle være sjovt. Det var meningen, at du skulle have fundet ud af, hvad det var, hun ledte efter. Og da hun endelig fandt det – uden dig, vil jeg gerne understrege – lod du hende give det til en warlock. Og du havde heller ikke held til at tage hende med, da du rejste, og det på trods af den trussel, hun udgør imod os. Det er ikke ligefrem en dundrende succes, Jonathan.“
„Jamen jeg prøvede at få hende med. Men de andre lod hende ikke ude af syne så meget som et sekund, og jeg kunne jo ikke så godt kidnappe hende midt i Englens Sal,“ sagde Sebastian gnavent. „Og desuden har jeg jo sagt, at hun ikke har nogen anelse om, hvordan hun skal bruge den der runemagi, hun kan. Hun er alt for naiv til at udgøre nogen fare –“
„Uanset hvad det er for planer, Klanen er ved at klække lige nu, er det hende, der er omdrejningspunkt for dem,“ sagde Valentine. „Det siger Hugin selv. Han så hende oppe på forhøjningen i Englens Sal. Hvis hun er i stand til at overbevise Klanen om, at de evner, hun …“
Jace blev nervøs for Clary, samtidig med at han følte sig underlig stolt af hende – selvfølgelig var hun omdrejningspunkt for tingene. Det var hans Clary.
„Så går de i kamp,“ sagde Sebastian. „Og det er jo det, vi gerne vil have, ikke? Clary kan det være lige meget med. Det er slaget, der betyder noget.“
„Jeg tror, at du undervurderer hende,“ sagde Valentine dæmpet.
„Jeg holdt øje med hende,“ sagde Sebastian. „Hvis hendes evner var så ubegrænsede, som du lader til at tro, kunne hun have brugt dem til at få sin lille vampyrven ud af fangekælderen med – eller til at redde det fjols til Hodge, da han var ved at dø –“
„Evner behøver ikke at være ubegrænsede for at være dødbringende,“ sagde Valentine. „Og hvad Hodges død angår, skulle du måske være lidt mere tilbageholdende, siden det var dig, der slog ham ihjel.“
„Det var jeg nødt til. Han var ved at fortælle dem om Englen.“
„Du havde lyst til det. Det har du altid.“ Valentine hev et par kraftige læderhandsker op af lommen og trak dem langsomt på. „Måske ville han have fortalt dem det. Måske ikke. I alle de år, han passede Jace på Instituttet, må han have spekuleret på, hvad det var for et barn, han var ved at opfostre. Hodge var en af de få, der vidste, at der var mere end én dreng. Jeg følte mig sikker på, at han ikke ville forråde mig – det var han for fej til at gøre.“ Med rynket pande bøjede og strakte han fingrene inde i handskerne.
Mere end én dreng? Hvad var det, Valentine snakkede om?
Sebastian affærdigede spørgsmålet om Hodge med en hurtig håndbevægelse. „Hvad betyder det, hvad han tænkte? Han er død, og det er godt.“ Hans øjne lyste sort. „Tager du hen til søen nu?“
„Ja. Og du er klar over, hvad der skal gøres?“ Valentine nikkede i retning af det sværd, Sebastian havde hængende ved siden. „Brug det. Det er ikke Dødens Sværd, men alliancen gør det tilstrækkelig dæmonisk til formålet.“
„Må jeg ikke tage med dig hen til søen?“ klynkede Sebastian. „Kan vi ikke slippe hæren løs nu?“
„Det er ikke midnat. Jeg har sagt, at de fik indtil midnat. Og hvem ved, måske skifter de mening.“
„Det gør de ikke –“
„Jeg har givet dem mit ord. Og det står jeg ved,“ sagde Valentine bestemt. „Hvis du ikke hører fra Malachi inden midnat, åbner du porten.“ Da Sebastian tøvede, blev Valentine utålmodig. „Det er nødvendigt, at du gør det for mig, Jonathan. Jeg kan ikke blive her til midnat, det tager mig knap en time at komme igennem tunnelerne hen til søen, og jeg agter ikke at lade slaget trække i langdrag. Kommende generationer skal vide, hvor hurtigt Klanen bukkede under, og hvor sikker vores sejr var.“
„Det er bare, fordi jeg vil være så ked af at gå glip af påkaldelsen. Jeg vil gerne være til stede, når du gør det,“ sagde Sebastian med en længselsfuld, men samtidig beregnende, spottende, grådig og sært … kold klang i stemmen. Ikke at det lod til at genere Valentine.
Til Jaces forundring strøg han Sebastian over kinden, en hurtig utilsløret øm bevægelse, inden han gjorde omkring og satte kurs mod den anden ende af hulen, hvor skyggerne var tætte, næsten håndgribelige. Dernede tøvede han et øjeblik, en bleg skikkelse midt i mørket. „Jonathan,“ råbte han over skulderen,“ og Jace kiggede uvilkårligt op. „En skønne dag skal du nok få Englens ansigt at skue. Når jeg er borte, er det trods alt dig, der skal arve Dødens Instrumenter. Måske vil du også skulle påkalde Raziel en dag.“
„Det kunne jeg godt tænke mig,“ sagde Sebastian og stod meget stille, da Valentine med et sidste nik forsvandt ind i mørket. Sebastian sænkede stemmen og nærmest hviskede. „Det kunne jeg rigtig godt tænke mig,“ snerrede han. „Jeg ville gerne spytte ham i hans elendige fjæs.“ Han gjorde omkring, og hans ansigt lignede en hvid maske i det svage lys. „Du kan godt komme frem nu, Jace,“ sagde han. „Jeg ved godt, at du er her.“
Jace stivnede – men kun et kort øjeblik. Hans krop bevægede sig, inden hjernen kunne nå at følge med, og snart stod han på benene. Han satte i løb hen mod indgangen til tunnelen og havde ikke andet i hovedet end at nå ud og på en eller anden måde få sendt besked til Luke.
Men indgangen var spærret. Sebastian stod med strakte arme, så fingrene næsten rørte begge vægge, og kiggede køligt triumferende på ham. „Helt ærligt,“ sagde han, „du troede vel ikke, at du var hurtigere end mig?“
Jace satte hælene i jorden. Hjertet bankede uregelmæssigt i brystet på ham, opførte sig som en metronom, der var gået i stykker, men stemmen var rolig, da han sagde: „Da jeg er bedre end dig til alt muligt andet, var det jo nærliggende at tro.“
Sebastian smilede bare. „Jeg kunne høre dit hjerte banke,“ sagde han stille. „Da du så mig sammen med Valentine. Gik det dig på?“
„At du lader til at være kæreste med min far?“ Jace trak på skuldrene. „For at sige det ligeud synes jeg, at du er lidt for ung til ham.“
„Hvad?“ For første gang i den tid, Jace havde kendt Sebastian, virkede han forfjamsket. Noget, Jace dog kun nåede at nyde et øjeblik, før Sebastian atter havde genvundet selvkontrollen. Men han havde fået et mørkt glimt i øjnene, der antydede, at han aldrig ville tilgive, at Jace havde fået ham til at tabe fatningen. „Det er hændt, at jeg har tænkt på dig,“ fortsatte Sebastian lige så lavmælt som før. „Indimellem er der et eller andet ved dig, noget inde bag de der gule øjne. Et glimt af intelligens i modsætning til resten af din torskedumme adoptivfamilie. Men det er sikkert bare påtaget, en attitude. Trods den gode opdragelse, du fik de første ti år af dit liv, er du lige så idiotisk som resten af flokken.“
„Hvad ved du om min opdragelse?“
„Mere end du tror.“ Sebastian sænkede armene. „Vi er opfostret af den samme mand. Men mig blev han ikke træt af efter de første ti år.“
„Hvad mener du med det?“ nærmest hviskede Jace, og så stod han lidt og stirrede på Sebastians ubevægelige, alvorlige ansigt, som var det første gang, han så ham – det hvide hår, de sorte antrasitøjne, de hårde træk, der var som mejslet i sten – og så sin fars ansigt for sig, det unge, skarpe, årvågne og sultne ansigt, englen havde vist ham, og så forstod han det hele. „Du,“ sagde han. „Valentine er din far. Du er min bror.“
Men nu stod Sebastian ikke længere foran ham; pludselig var han bag ham og havde lagt armene om hans skuldre, som ville han omfavne ham, men hænderne var knyttede. „Hil og farvel, min bror,“ snerrede han, løftede armene med et ryk og strammede til, så Jace ikke kunne få vejret.
Clary var totalt udmattet. En dundrende hovedpine, eftervirkningen af at have tegnet Alliancerunen, havde taget bolig inde bag panden. Det føltes, som om nogen forsøgte at sparke en dør ind fra den forkerte side.
„Klarer du den?“ Jocelyn lagde hånden på hendes skulder. „Du ser ikke ud til at have det så godt.“
Clary kiggede ned – og fik øje på den spindelvævsagtige sorte rune, der prydede morens håndryg, tvillingen til den, Luke havde i håndfladen. Hendes mave snørede sig sammen. Hun kunne godt håndtere den kendsgerning, at hendes mor om nogle timer rent faktisk skulle i kamp mod en hær af dæmoner – men kun ved ihærdigt at skubbe tanken fra sig, hver gang den dukkede op.
„Jeg spekulerer bare på, hvor Simon kan være henne.“ Clary rejste sig op. „Jeg går ned og kigger efter ham.“
„Dernede?“ Jocelyn kastede et bekymret blik ud over forsamlingen. Det var ved at tynde lidt ud i den, bemærkede Clary, for de, der var blevet mærket, strømmede ud ad døren og ud på torvet. Ved døren stod Malachi med sit udtryksløse bronzefarvede ansigt og fortalte underjordiske og Skyggejægere, hvor de skulle gå hen.
„Det skal nok gå.“ Clary kantede sig forbi sin mor og Luke og hen til trappen. „Jeg er tilbage med det samme.“
Folk vendte sig om og gloede, da hun gik ned ad trappen og ind i mængden. Hun kunne mærke deres blikke, fornemme vægten. Hun kiggede ud over forsamlingen, forsøgte at finde familien Lightwood eller Simon, men kunne ikke se nogen, hun kendte – det var svært nok at se noget som helst i denne vrimmel, når man var så lille, som hun var. Hun sukkede og satte kurs imod den vestlige ende af salen, hvor der var knap så mange.
Da hun var ud for de første af de høje søjler, skød en hånd frem og trak hende nærmere. Clary nåede lige at snappe efter vejret, og så stod hun inde i mørket mellem de største af søjlerne, stod med ryggen op ad den kolde marmorvæg med Simons hånd om sin arm. „Lad være med at skrige, okay? Det er bare mig,“ sagde han.
„Hvorfor skulle jeg skrige? Tag dig lige sammen, ikke?“ Clary kiggede sig fra side til side og spekulerede på, hvad der foregik – hun kunne kun se udsnit af salen imellem søjlerne. „Men hvad har du gang i med det der James Bond-spion-halløj? Jeg var jo ude for at lede efter dig.“
„Det ved jeg godt. Jeg har stået og ventet på, at du skulle komme ned fra forhøjningen. Jeg ville gerne tale med dig under fire øjne.“ Han fugtede nervøst læberne. „Jeg hørte godt, hvad Raphael sagde. Hans krav.“
„Åh, Simon.“ Clary sank sammen i ryggen. „Der skete jo ingenting. Luke sendte ham væk –“
„Det skulle han måske ikke have gjort,“ sagde Simon. „Måske skulle han bare have givet Raphael det, han krævede.“
Hun glippede med øjnene. „Dig mener du? Nu er du dum. Det er totalt udelukket –“
„Nej,“ sagde han og strammede grebet om hendes arm. „Det er mit eget valg. Jeg vil gerne have, at Luke giver Raphael besked om, at det er en aftale. Ellers gør jeg det selv.“
„Jeg er godt klar over, hvorfor du gør det,“ indvendte Clary. „Og det respekterer og beundrer jeg dig for, men det behøver du ikke, Simon, det behøver du ikke. Det, Raphael krævede, var forkert, og der er ingen, der vil dømme dig, fordi du ikke ofrer dig for en krig, der ikke engang er din –“
„Jamen det er jo netop det,“ sagde Simon. „Raphael havde ret i det, han sagde. Jeg er vampyr, men det glemmer du hele tiden. Eller også er det bare, fordi du vil glemme det. Men jeg er underjordisk, og du er Skyggejæger, og det her er vores begges krig.“
„Jamen du er ikke som dem –“
„Jeg er en af dem,“ sagde han så langsomt og velovervejet, som ville han sikre sig, at hun forstod hvert et ord, han sagde. „Og det vil jeg altid være. Går de underjordiske ind i denne krig sammen med Skyggejægerne, men uden deltagelse af Raphaels folk, så bliver der ingen plads i Rådet til nattens børn. Og dermed vil de heller ikke blive en del af den verden, Luke prøver at skabe, en verden, hvor Skyggejægere og underjordiske arbejder sammen. Lever sammen. Den vil vampyrerne være udelukket fra. Og så bliver de Skyggejægernes fjende. Jeg bliver din fjende.“
„Jeg kunne aldrig blive din fjende.“
„Det ville tage livet af mig,“ sagde Simon. „Men det nytter ikke noget, hvis jeg bare træder tilbage og lader, som om jeg ikke er en del af det her. Og det er ikke, fordi jeg beder dig om lov. Det er din hjælp, jeg gerne vil have. Og vil du ikke hjælpe, beder jeg under alle omstændigheder Maia følge mig ud til vampyrernes lejr, og så overgiver jeg mig til Raphael. Forstår du det?“
Hun stod lidt og stirrede på ham. Han holdt hende så fast, at hun kunne mærke blodet dunke i huden under hans hænder. Hun fugtede de tørre læber og fik en bitter smag i munden. „Hvordan kan jeg hjælpe dig?“ hviskede hun.
Da han fortalte hende det, kiggede hun vantro op på ham. Allerede inden han var færdig, stod hun og rystede så ihærdigt på hovedet, at håret piskede frem og tilbage og næsten skjulte hendes øjne. „Nej,“ sagde hun. „Det er jo en vanvittig idé, Simon. Det er ikke en gave; det er en straf –“
„Måske ikke for mig,“ sagde Simon og kiggede ud over forsamlingen. Clary fulgte hans blik og så Maia stå og betragtede dem uden at forsøge at skjule sin nysgerrighed. Hun stod tydeligvis og ventede på Simon. For hurtigt, tænkte Clary. Det her går alt for hurtigt.
„Det er bedre end alternativet, Clary.“
„Nej …“
„Måske sker der mig ikke noget. Jeg mener, jeg er jo allerede blevet straffet, ikke? I forvejen kan jeg ikke gå i kirke, i synagoge, jeg kan ikke sige – jeg kan ikke tage hellige navne i min mund, jeg kan ikke blive ældre, jeg er allerede udelukket fra et normalt liv. Måske vil det her slet ikke ændre ved noget.“
„Men måske vil det.“
Han slap hendes arme, lod hånden glide ned langs siden på hende og trak Patricks stele op af hendes lomme. Han holdt den op foran hende. „Gør det nu bare for mig, Clary. Jeg beder dig.“
Hun tog stelen ud af hånden på ham, løftede den med følelsesløse fingre og placerede spidsen på hans hud lige over øjnene. Det første Mærke, havde Magnus sagt. Det allerførste. Det var det, hun tænkte på, og stelen satte sig i bevægelse som en danser, når musikken sætter i gang. De sorte streger i hans pande voksede og bredte sig som en blomsterknop, der folder sig ud på en hurtigt afspillet optagelse. Da hun var færdig, sved og brændte det i højre hånd, men da hun trådte et skridt tilbage og kiggede, vidste hun, at hun havde tegnet noget perfekt og ejendommeligt og ældgammelt, noget helt tilbage fra historiens begyndelse. Det flammede som en stjerne over Simons øjne, da han fortumlet og forvirret strøg sig over panden med fingerspidserne.
„Jeg kan godt mærke det,“ sagde han. „Det brænder.“
„Jeg ved ikke, hvad der vil ske,“ hviskede hun. „Jeg kender ikke langtidsvirkningerne af det.“
Han smilede et skævt lille smil, løftede hånden og strøg hende over kinden. „Lad os håbe, at vi får lejlighed til at finde ud af det.“
Maia var tavs det meste af turen ud til skoven. Hun gik med bøjet hoved, kiggede sig kun lejlighedsvist om og rynkede koncentreret næsen. Simon spekulerede på, om hun lugtede sig vej, og blev enig med sig selv om, at det var en anvendelig evne at have, om end det virkede lidt underligt. Det gik op for ham, at uanset hvor hurtigt hun bevægede sig, havde han ikke svært ved at holde trit med hende. Heller ikke da de nåede til den nedtrampede skovsti, og hun satte i løb – hurtigt og lydløst og tæt ved jorden – havde han problemer. Det var en af de ting ved at være vampyr, han oprigtigt kunne sige, han nød.
Men det var alt for hurtigt overstået; skoven blev tættere, og de løb slalom imellem træerne, løb hen over den hårde jord dækket med kraftige rødder og et tæt lag visne blade. Grenene ovenover dannede kniplingsagtige mønstre mod den stjernebesatte himmel. Omsider nåede de ud i en lysning fyldt med store kampesten, der funklede som firkantede hvide tænder. Hist og her lå der bunker af blade, så man skulle tro, at nogen havde revet jorden med en kæmperive.
„Raphael!“ Maia havde sat hænderne om munden og råbte så højt, at fuglene forskrækket baskede op fra trætoppene højt over dem. „Raphael, kom frit frem!“
Stilhed. Så raslede det inde fra skyggerne; der lød en let trippen blot et par meter fra Simon. Bunkerne af blade hvirvlede op i luften som små cykloner. Simon hørte Maia hoste; hun havde løftet hænderne som for at feje bladene væk fra ansigt og øjne.
Vinden lagde sig lige så pludseligt, som det var blæst op. Godt en meter fra Simon stod Raphael. Han var omringet af en gruppe vampyrer, der stod blege og ubevægelige som træer i måneskinnet. Deres ansigtsudtryk var kolde, rippet for alt andet end decideret fjendtlighed. Han genkendte flere af dem fra Hotel Dumort; den lille Lily og den lyshårede Jacob. Men der var lige så mange, han aldrig havde set før.
Raphael trådte frem. Hans hud var gusten, og øjnene omgivet af sorte skygger, men han smilede, da han fik øje på Simon.
„Dagslyser,“ hviskede han. „Så kom du alligevel.“
„Ja,“ sagde Simon. „Her er jeg, så – nu skulle alt være i orden.“
„Det er det så langtfra, Dagslyser.“ Raphael kiggede hen på Maia. „Lykantrop,“ sagde han. „Vend tilbage til anføreren for dit kobbel og tak ham for at have skiftet mening. Sig ham, at nattens børn vil kæmpe side om side med hans folk på Brocelind-sletten.“
Maia sendte ham et bistert blik. „Luke har ikke skiftet –“
Simon skyndte sig at afbryde. „Det er helt i orden, Maia. Af sted med dig.“
Hendes øjne var blanke og bedrøvede. „Tænk dig om, Simon,“ sagde hun. „Du behøver ikke at gøre det her.“
„Jo, jeg gør,“ sagde han bestemt. „Mange tak, fordi du fulgte mig herud, Maia. Gå nu.“
„Simon –“
Han sænkede stemmen. „Hvis du ikke går, slår de os begge to ihjel, og så har det hele været til ingen verdens nytte. Gå nu. Så er du sød.“
Hun nikkede og vendte sig om, samtidig med at hun forvandlede sig, således at hun det ene øjeblik var en spinkel menneskepige med perlefletningerne dansende om skuldrene, det næste ramte hun jorden med alle fire og satte af sted som en lynhurtig og lydløs ulv. Hun stormede væk fra lysningen og forsvandt ind i skoven.
Simon vendte sig atter om mod vampyrerne – og var ved at skrige højt: Lige foran ham, bare nogle centimeter borte, stod Raphael. Så tæt på kunne man se det mørke mønster på hans hud, der afslørede hans sult. Simon kom til at tænke på sin nat på Hotel Dumort – ansigter, der kom ud af skyggerne, flygtig latter, lugten af blod – og gøs.
Raphael løftede hænderne og tog Simon om skuldrene. De spinkle hænder holdt ham som i et jerngreb. „Drej hovedet og kig op på stjernerne,“ sagde han. „Så bliver det lettere.“
„Så har du altså tænkt dig at slå mig ihjel,“ sagde Simon. Til sin egen forbløffelse var han ikke spor bange, ikke engang specielt ophidset; det virkede bare, som om alting foregik meget langsomt omkring ham. Han var sig på en og samme tid bevidst om hvert et blad på grenene over ham, hver lille sten på jorden, alle de øjne, der hvilede på ham.
„Hvad havde du regnet med?“ sagde Raphael – en smule sørgmodigt, syntes Simon. „Jeg kan forsikre dig for, at det ikke er personligt. Det er som sagt, fordi du er for farlig at have gående frit omkring. Havde jeg vidst, hvad du ville udvikle dig til –“
„Ville du aldrig have ladet mig kravle op af graven. Det ved jeg,“ sagde Simon.
Raphael mødte hans blik. „Vi gør alle, hvad vi er nødt til, for at overleve. På den måde minder vi om menneskene.“ De nålespidse tænder gled ud af hylstrene som fine syle. „Stå stille,“ sagde han. „Jeg skal nok gøre det hurtigt.“ Han lænede sig frem.
„Vent,“ sagde Simon, og da Raphael skulende trak hovedet til sig, sagde han det igen, denne gang med større vægt: „Vent. Der er noget, jeg må vise dig.“
Raphael hvæsede dæmpet. „Jeg håber ikke, at du bare er ude på at forhale tingene, Dagslyser.“
„Det er jeg ikke. Der er noget, jeg synes, du skal se.“ Simon løftede hånden og strøg håret væk fra panden. Det føltes som en lidt tåbelig, nærmest teatralsk handling, men idet han gjorde det, kunne han se Clarys fortvivlede blege ansigt for sig, kunne se hende stå og stirre op på sig med stelen i hånden. For hendes skyld har jeg i det mindste forsøgt, tænkte han.
Den virkning, det havde på Raphael, var både forbløffende og omgående. Han veg baglæns med vidt opspærrede øjne, som var det et krucifiks, Simon havde fægtet med. „Hvem har gjort det, Dagslyser?“ hvæsede han.
Simon stod bare og stirrede. Han var ikke sikker på, hvilken reaktion han havde regnet med, men det var i hvert fald ikke denne her.
„Clary, selvfølgelig,“ sagde Raphael som svar på sit eget spørgsmål. „Kun en evne som hendes vil kunne gøre det umulige – at mærke en vampyr, endog med et Mærke som det der –“
„Et Mærke som hvad?“ sagde Jacob, den slanke, lyshårede knægt, der stod lige bag Raphael. Resten af vampyrerne stod bare og gloede med en blanding af forvirring og voksende frygt. Var der noget, der skræmte Raphael, måtte det givetvis også skræmme dem, tænkte Simon.
„Dette Mærke stammer ikke fra den Grå Bog,“ sagde Raphael uden at tage blikket fra Simon. „Det er endnu ældre end som så. Et af de helt gamle tegnet af Skaberens egen hånd.“ Han gjorde anstalter til at ville røre Simon på panden, men så ud, som om modet svigtede ham; hans hånd blev hængende et øjeblik, inden han lod den falde ned langs siden. „Disse Mærker blev nævnt, men jeg har aldrig selv set et. Og det her …“
Simon sagde: „’Hvis Kain bliver slået ihjel, skal han hævnes syvfold!’ Og Herren satte et tegn på Kain, for at ingen, der mødte ham, skulle slå ham ihjel. Du kan godt prøve at slå mig ihjel, Raphael. Men jeg vil ikke tilråde det.“
„Kainsmærket?“ sagde Jacob vantro. „Er det Mærke, du har i panden, Kainsmærket?“
„Dræb ham,“ sagde en rødhåret kvindelig vampyr, der stod tæt ved Jacob. Hun talte med kraftig accent – russisk, mente Simon, men var ikke sikker. „Dræb ham alligevel.“
Raphael betragtede ham med en blanding af raseri og vantro. „Vel vil jeg ej,“ sagde han. „Gør man ham fortræd, vil det falde syvfold tilbage på en selv. Det er dette Mærkes væsen. Men hvis nogen af jer andre er parate til at løbe denne risiko, så skal I være mere end velkomne.“
Der var ingen, der sagde noget, ingen, der rørte sig.
„Det tænkte jeg nok,“ sagde Raphael og lod blikket glide hen over Simon. „Som den onde dronning i eventyret har Lucian Graymark sendt mig et forgiftet æble. Han håbede vel, at jeg rent faktisk slog dig ihjel og måtte tage straffen.“
„Nej,“ skyndte Simon sig at sige. „Nej – Luke er ikke klar over, hvad jeg har gjort. Han handlede i god tro. Og du er nødt til at opfylde din del af aftalen.“
„Var det dig selv, der valgte Mærket?“ For første gang var der andet end foragt i Raphaels blik, syntes Simon. „Det er ikke nogen almindelig beskyttelsesrune, Dagslyser. Ved du, hvad Kains straf var?“ sagde han så dæmpet, som var det en hemmelighed, han ville betro Simon. „Derfor skal du nu være bandlyst fra agerjorden. Du skal flakke hjemløs om på jorden.“
„Hvis det er det, der skal til, så må jeg vel hellere begynde at flakke,“ sagde Simon. „Jeg gør, hvad der er nødvendigt.“
„Alt dette,“ sagde Raphael, „alt dette for Nephilimernes skyld.“
„Ikke kun for deres skyld,“ sagde Simon. „Jeg gør det også for jeres skyld. Også selv om I ikke vil have det.“ Han hævede stemmen, så de tavse vampyrer rundt om dem kunne høre ham. „Hvis de andre vampyrer fik at vide, hvad der var sket med mig, frygtede du, at de ville tro, at de med skyggejægerblod også ville kunne færdes i dagslys. Men det er ikke derfra, jeg har fået denne egenskab. Det var noget, Valentine gjorde. Et eksperiment. Det er ham, jeg kan takke for det her, og ikke Jace. Og det er ikke noget, der kan gentages. Det vil aldrig ske igen.“
„Jeg tror, at han siger sandheden,“ sagde Jacob til Simons forbløffelse. „Jeg har i al fald kendt flere af nattens børn, der før i tiden drak Skyggejæger-blod. Ingen af dem udviklede en forkærlighed for sollys.“
„Én ting var at nægte at hjælpe Skyggejægerne før,“ sagde Simon og rettede atter blikket mod Raphael, „men eftersom de har sendt mig til jer –“ Han lod resten af sætningen svæve usagt i luften.
„Lad være med at afpresse mig, Dagslyser,“ sagde Raphael. „Når nattens børn har indgået en aftale, holder de deres del af den, uanset hvor skidt de er blevet behandlet.“ Han smilede, så de sylespidse tænder lyste i mørket. „Der er bare én ting,“ sagde han. „En sidste handling, jeg kræver af dig, for at bevise, at du også har handlet i god tro.“ De sidste to ord var isnende.
„Hvad er det?“ spurgte Simon.
„Vi er ikke de eneste vampyrer, der skal udkæmpe Lucian Graymarks kamp,“ sagde Raphael. „Det skal du også.“
Da Jace slog øjnene op, kiggede han lige ind i en sølvfarvet malstrøm. Han havde munden fyldt med bitter væske. Han hostede og spekulerede et øjeblik på, om han var ved at drukne – men var det tilfældet, foregik det oppe på landjorden. Han sad oprejst med ryggen op ad en af drypstenene og hænderne bundet på ryggen. Han hostede en gang til, og hans mund fyldtes med en smag af salt. Det gik op for ham, at han ikke var ved at drukne, bare ved at kløjs i blod.
„Er du vågen, lillebror?“ Sebastian satte sig på hug foran ham med et stykke tovværk i hænderne og et ubehageligt smil om læberne. „Godt. Et øjeblik var jeg helt bange for, at jeg havde slået dig ihjel før tid.“
Jace drejede hovedet og spyttede en mundfuld blod ud på jorden. Han følte det, som om en ballon var ved at blive pustet op inden i hans hoved og trykkede mod indersiden af kraniet. Den sølvfarvede hvirvel oven over hans hoved sænkede farten og blev til et mønster af glitrende stjerner, der lige lod sig ane igennem hullet i hulens tag. „Venter du på en særlig anledning til at slå mig ihjel? Det er snart jul.“
Sebastian sendte ham et tankefuldt blik. „Du er rap i kæften. Det har du ikke lært af Valentine. Hvad har du egentlig lært af ham? Så vidt jeg kan bedømme, har han i hvert fald ikke lært dig at slås.“ Han lænede sig frem. „Ved du, hvad han gav mig i fødselsdagsgave, da jeg fyldte ni? En time i kampteknik. Han lærte mig, at der findes et punkt på ryggen, hvor man kan stikke kniven ind og på én gang gennembore hjertet og kappe rygraden. Hvad fik du, da du fyldte ni, lille engledreng? En småkage?“
Da jeg fyldte ni? Jace sank en klump. „Fortæl mig lige, hvad det var for et hul, han gemte dig i, mens jeg voksede op? For jeg kan ikke huske nogen sinde at have set dig på herresædet.“
„Jeg er vokset op her i dalen,“ sagde Sebastian og nikkede i retning af hulens udgang. „Jeg kan heller ikke mindes at have set dig heromkring. Men jeg kendte til din eksistens. Du vidste garanteret ikke noget om mig.“
Jace rystede på hovedet. „Valentine havde åbenbart ikke lyst til at gå rundt og prale med dig. Hvorfor fatter jeg ikke.“
Sebastians øjne lynede. Nu var det let at se ligheden med Valentine: den samme usædvanlige kombination af sølvhvidt hår og sorte øjne, de samme fine knogler, der i et andet ansigt med knap så skarpe træk ville have virket elegante. „Jeg vidste alt om dig,“ sagde han. „Men du ved ikke en skid, vel?“ Han rejste sig op. „Jeg ville have dig levende, så du kunne se det her, lillebror,“ sagde han. „Så kig nu godt efter.“ Med en bevægelse, der var så hurtig, at den nærmest var usynlig, trak han sværdet op af den skede, han havde ved hoften. Det var sølvbeslået og lyste ligesom Dødens Sværd med et mat mørkt skær. Der var indgraveret et stjernemønster på den mørke klinge; den fangede lyset fra de rigtige stjerner og brændte som ild, da Sebastian vendte sværdet.
Jace holdt vejret. Gad vide, om Sebastian bare var ude på at slå ham ihjel? Nej, for så ville han have gjort det, da Jace var bevidstløs. Jace fulgte ham med blikket. Han var på vej ud midt i kammeret med et let greb om det tunge sværd. Tankerne kørte rundt i hovedet på Jace. Hvordan kunne Valentine have endnu en søn? Hvem var hans mor? En anden i Kredsen? Var han ældre eller yngre end Jace?
Sebastian var nået hen til den store, rødlige drypsten midt i hulen. Den så ud til at pulsere, da han nærmede sig, og røgen inden i hvirvlede hurtigere rundt. Sebastian lukkede øjnene halvt i og hævede sværdet. Han sagde et eller andet – et ord på et råt dæmonsprog – og lod med et hurtigt og bestemt hug klingen beskrive en tværgående bue.
Toppen af drypstenen blev kappet af. Indeni var den lige så hul som et reagensglas og fyldt med tæt sort og rød røg, der nu snoede sig opad som gas, der siver ud af en punkteret ballon. Der lød et brøl – knap så meget en lyd som et eksplosivt tryk af en slags. Jace kunne mærke det i trommehinderne. Pludselig var det svært at få vejret. Han følte trang til at trække ud i halsudskæringen på blusen, men kunne ikke bevæge hænderne: Han var bagbundet.
Sebastian stod delvis skjult bag den røde og sorte søjle, der bugtede sig og hvirvlede opad – „Se nu!“ råbte han. Hans ansigt glødede, øjnene lyste, det hvide hår flagrede i den tiltagende vind, og Jace spekulerede på, om hans far også havde set sådan ud, da han var ung, uhyggelig, men på en eller anden måde også fascinerende. „Se dette skue: Valentines hær!“
Hans stemme druknede i et brag. Et brag, der lød som en tidevandsbølge, der smadrer mod kysten, en kæmpebølge fyldt med ruinerne af hele byer; en fremadstormende stor og ond kraft. Pludselig steg en kæmpemæssig vridende, baskende mørk søjle op af den smadrede drypsten, op igennem luften og op mod – og ud igennem – åbningen i hulens loft. Dæmoner. De steg skrigende, hylende og snerrende i en kogende strøm af kløer, tænder og brændende øjne. Jace kom til at tænke på dengang, han lå på dækket af Valentines skib, og himmel, jord og hav omkring ham forvandledes til et mareridt; det her var værre. Det var, som om jorden var flået op, og helvedet væltede ud. Dæmonerne var omgivet af en stank af tusind lig i forrådnelse. Jace sad og vred sine hænder og blev ved, til rebene skar sig ind i håndleddene, og de begyndte at bløde. Han fik en sur smag i munden og var ved at kløjs i blod og galde, da de sidste af dæmonerne steg op og forsvandt ud ad hullet, en mørk rædselsstrøm, der udviskede alle stjernerne.
Jace mente, at han måtte have mistet bevidstheden et minut eller to. I hvert fald opstod der en periode med mørke, hvor alle skrigene og hvinene oppefra forsvandt, og det var, som om han hang i luften midt imellem jord og himmel med en følelse af ikke at høre til nogen af stederne, og det var på en eller anden måde … fredfyldt.
Det var alt for hurtigt overstået. Pludselig blev han revet tilbage i kroppen, håndleddene smertede, skuldrene blev trukket bagud, og stanken af dæmoner var så tung, at han vendte hovedet og måtte kaste op. Han hørte en tør kluklatter, kiggede op og sank et par gange for at komme af med syren i halsen. Sebastian sad på hug foran ham, sad med et ben på hver side af Jaces, og betragtede ham med funklende øjne. „Bare rolig, lillebror,“ sagde han. „Nu er de væk.“
Jaces øjne løb i vand, og han var øm i halsen. „Han sagde midnat,“ mumlede han hæst. „Valentine sagde, at porten først skulle åbnes ved midnat. Det kan ikke være midnat endnu.“
„I situationer som denne har jeg altid tænkt, at det er bedre at bede om tilgivelse end om tilladelse.“ Sebastian kastede et blik op på den nu øde himmel. „De bør være omkring fem minutter om at nå frem til Brocelind-sletten herfra, noget mindre, end det vil tage far at nå hen til søen. Jeg vil se Nephilimernes blod flyde. Vil se dem ligge på jorden og vride sig i dødskrampe. De fortjener at dø med skam, inden de får udfrielse.“
„Tror du virkelig, at Nephilimerne har så ringe en chance over for dæmonerne? Det er jo ikke, fordi de er uforberedte –“
Sebastian slog det hen med en hurtig håndbevægelse. „Jeg troede ellers, at du lyttede med. Forstod du ikke, hvad planen går ud på? Er du ikke klar over, hvad det er, min far agter at gøre?“
Jace svarede ikke.
„Det var pænt af dig at føre mig til Hodge den aften,“ sagde Sebastian. „Havde han ikke afsløret, at Spejlet, som vi manglede, var Lyn Sø, er jeg ikke sikker på, at vi havde siddet her nu. For er man i besiddelse af to af Dødens Instrumenter, kan man stille sig foran Dødens Spejl og påkalde Englen Raziel, præcis som Jonathan Skyggejæger gjorde for tusind år siden. Og har man først påkaldt Englen, kan man bede ham om en ting. En opgave. En … tjeneste.“
„En tjeneste?“ Blodet frøs til is i Jaces årer. „Og det, Valentine vil bede om, er, at Skyggejægerne lider nederlag på Brocelind?“
Sebastian rejste sig op. „Det ville være spild af kræfter,“ sagde han. „Nej. Det, han vil bede om, er, at alle Skyggejægere, der ikke har drukket af Dødens Bæger – alle dem, der ikke følger ham – skal fratages deres evner. De skal ikke længere være Nephilimer. Og ej heller bære de Mærker, de gør nu …“ Han smilede. „De vil blive fortabte, et let bytte for dæmoner, og de underjordiske, der endnu ikke har stukket halen imellem benene, vil hurtigt blive udslettet.“
Det summede for Jaces ører, en skinger lille summen. Alting snurrede rundt for hans blik. „End ikke Valentine,“ sagde han, „end ikke Valentine kunne finde på det –“
„Nej, nu må du holde op,“ sagde Sebastian. „Tror du virkelig ikke, at min far vil gennemføre sin plan?“
„Vores far,“ sagde Jace.
Sebastian kastede et blik på ham. Hans hår lignede en hvid glorie, og han selv en ond engel, der kunne have fulgt Lucifer ud af himlen. „Undskyld mig,“ sagde han muntert. „Sidder du og beder?“
„Nej. Vores far sagde jeg. Og mente Valentine. Ikke din far. Vores.“
Et øjeblik stod Sebastian fuldstændig udtryksløst og betragtede ham. Så trak det lidt i mundvigene, og han sendte ham et skævt smil. „Lille engledreng,“ sagde han. „Du er godt nok et fjols, hva’ – præcis som min far altid har sagt.“
„Hvorfor bliver du ved at kalde mig det?“ spurgte Jace. „Hvorfor plaprer du hele tiden løs om engle –“
„Gud fader,“ sagde Sebastian. „Ved du da ingenting? Har min far aldrig fyldt dig med andet end løgn?“
Jace rystede på hovedet. Han havde siddet og trukket i det reb, han havde om håndleddene, men de lod bare til at blive strammere, hver gang han hev i dem. Det dunkede i alle fingerspidser. „Hvordan kan du vide, at det ikke er dig, han har fyldt med løgn?“
„Fordi jeg er hans kød og blod. Jeg er gjort af samme stof som ham. Når han engang er væk, er det mig, der skal regere Klanen efter ham.“
„Hvis jeg var dig, ville jeg ikke prale af at ligne ham.“
„Nu gør du det igen,“ sagde Sebastian tonløst. „Jeg giver mig ikke ud for at være andet og mere end det, jeg er. Jeg opfører mig ikke, som om jeg er rystet over, at min far gør det, han er nødt til at gøre, for at redde sit folk, også selv om de ikke vil – eller, hvis du spørger mig, fortjener – at blive reddet. Hvem ville du helst have som søn, en dreng, der er stolt af at have dig som far, eller én, der kryber væk fra dig i skam og bæven?“
„Jeg er ikke bange for Valentine,“ sagde Jace.
„Det har du heller ikke grund til at være,“ sagde Sebastian. „Men du har grund til at være bange for mig.“
Der var et eller andet i hans stemme, der fik Jace til at opgive kampen med rebet og kigge op. Sebastian stod stadig med det sortglinsende sværd i hånden. Det var en mørk, smuk sag, tænkte Jace, samtidig med at Sebastian sænkede klingen, så spidsen kom til at hvile lige over Jaces kraveben og akkurat strejfede adamsæblet.
Jace kæmpede for at holde sin stemme under kontrol. „Hvad så nu? Har du tænkt dig at dræbe mig, mens jeg er bundet? Er du virkelig så skræmt ved tanken om at skulle slås med mig?“
Sebastians blege ansigt var fuldstændig udtryksløst og viste ingen tegn på følelser overhovedet. „Du udgør ingen trussel for mig,“ sagde han. „Du er bare et skadedyr. Et mindre irritationsmoment.“
„Hvorfor løser du så ikke bare mine hænder?“
Sebastian stod fuldkommen ubevægelig og kiggede på ham. Han lignede en statue, tænkte Jace, en statue af en fyrste, der var død for mange år siden – en, der døde ung og forkælet. Og det var forskellen på Sebastian og Valentine; for selv om de lignede hinanden af udseende, havde samme marmoragtige træk, var der en aura af fordærv omkring Sebastian – som om han var blevet ædt op indefra. „Jeg er ikke dum,“ sagde Sebastian, „og du får mig ikke til at bide på krogen. Når jeg har ladet dig leve så længe, var det, fordi du skulle se dæmonerne. Når du dør nu og vender tilbage til dine engleforfædre, kan du fortælle dem, at der ikke længere er plads til dem i denne verden. De har svigtet Klanen, og nu har Klanen ikke længere brug for dem. Nu har vi Valentine.“
„Vil du slå mig ihjel, for at jeg kan overbringe en besked til Gud fra dig?“ Jace rystede på hovedet, og klingen strejfede hans strube. „Du er mere skør, end jeg troede.“
Sebastian smilede og pressede klingen lidt længere ind; da Jace sank spyttet, kunne han mærket spidsen trykke på luftrøret. „Hvis du kender nogen rigtige bønner, lillebror, må du hellere begynde at bede.“
„Jeg vil ikke bede,“ sagde Jace. „Derimod vil jeg gerne have dig til at overbringe en besked. Til vores far. Vil du det?“
„Selvfølgelig,“ sagde Sebastian roligt, men der var noget ved den måde, han sagde det på, en let tøven, inden han svarede, der bekræftede Jaces mistanke.
„Du lyver,“ sagde Jace. „Du giver ham ikke beskeden, for du har ikke tænkt dig at fortælle ham, hvad du har gjort. Han har aldrig bedt dig slå mig ihjel, og når han finder ud af det, bliver han ikke ligefrem henrykt.“
„Sludder. Du betyder intet for ham.“
„Tror du virkelig ikke, at han finder ud af, hvad der er sket med mig, hvis du slår mig ihjel her? Tror du virkelig, at du kan stikke ham en plade om, at jeg døde i kamp, eller at han bare vil gå ud fra, at det var det, der skete? Jamen der tager du fejl. Valentine ved alt.“
„Du aner ikke, hvad du snakker om,“ sagde Sebastian, men han havde fået et stramt drag om munden.
Jace talte videre, ville drage mest mulig nytte af sin fordel. „Jamen du kan ikke skjule, hvad det er, du har gjort. Der er jo et vidne.“
„Et vidne?“ udbrød Sebastian nærmest forbløffet, hvilket Jace anså for lidt af en sejr. „Hvad taler du om?“
„Ravnen,“ sagde Jace. „Han har siddet inde i skyggen og set det hele. Han fortæller Valentine alt.“
„Hugin?“ sagde Sebastian og løftede hovedet med et ryk, og selv om ravnen ikke var at se, stod tvivlen malet i hans træk, da han atter kiggede ned på Jace.
„Finder Valentine ud af, at du har myrdet mig, mens jeg var bagbundet og hjælpeløs, bliver han dybt forarget,“ sagde Jace og kunne selv høre, at han automatisk slog over i det dæmpede, indtrængende tonefald, faren benyttede, når han ville opnå et eller andet. „Han vil kalde dig kujon og vil aldrig kunne tilgive dig.“
Sebastian svarede ikke. Han stod og stirrede ned på Jace. Det trak i hans læber, og hadet kogte som gift inde bag øjnene.
„Løs rebet,“ sagde Jace dæmpet. „Løs rebet og kæmp med mig. Det er den eneste udvej.“
Det trak atter i Sebastians læber, og denne gang tænkte Jace, at han var gået for vidt. Sebastian hævede sværdet, og måneskinnet gnistrede fra det i tusindvis af sølvfarvede splinter, der lyste som stjerner, lyste som hans hår. Han blottede tænderne – og klingen susede hvinende igennem natteluften, da han huggede det ned i en skarp bue.
Clary sad på trappen op til forhøjningen i Englens Sal med stelen imellem hænderne. Aldrig havde hun følt sig så alene. Der var ikke en sjæl tilbage i salen. Da alle krigerne var gået igennem portalen, havde hun ledt overalt efter Isabelle, men havde ikke fundet hende. Aline mente, at hun var taget hjem til Penhallows hus, hvor Aline og nogle andre teenagere havde fået til opgave at se efter mindst en halv snes mindreårige børn. Hun havde også forsøgt at få Clary til at gå med, men det afslog hun. Kunne hun ikke finde Isabelle, ville hun hellere være alene end sammen med nogle, hun knap nok kendte. Men som hun sad der på trappen, føltes stilheden og tomheden mere og mere trykkende. Og alligevel rørte hun sig ikke ud af flækken. Hun forsøgte af alle kræfter at lade være med at tænke på Jace, på Simon, på sin mor, på Luke og Alec – og hun havde fundet ud af, at det var nemmest, hvis hun sad helt ubevægelig og stirrede på en enkelt marmorflise i gulvet og talte sprækkerne om og om igen. Der var seks. En, to, tre. Fire, fem, seks. Hun blev færdig med at tælle og begyndte forfra. En –
Pludselig var det, som om himlen eksploderede.
Eller sådan lød det i hvert fald. Clary kastede hovedet tilbage og kiggede op, op igennem det gennemsigtige tag. For et øjeblik siden havde himlen været helt mørk, nu var den en hvirvlende masse af flammer og noget sort, der var gennemboret af et grimt orangefarvet lys. Og inde i lyset var der noget, der bevægede sig – rædselsfulde væsner, hun ikke brød sig om at se på, væsner så stygge, at hun var taknemmelig for mørket, der delvis skjulte dem. Det var slemt nok, at hun nu og da så et glimt af en af dem.
Det gennemsigtige loft bølgede og gav sig, som om det blev udsat for meget kraftig varme, da dæmonernes hærskare passerede forbi. Til sidst lød der et smæld, og en stor sprække i glasset bredte sig med et hav af små revner. Clary dukkede sig og beskyttede hovedet med hænderne, da glasskårene begyndte at regne ned over hende som tårer.
De var næsten ude på slagmarken, da de hørte braget flænse natten. I næste øjeblik var himlen oplyst af et orangefarvet helvedesskær. Simon vaklede og var lige ved at falde; han støttede sig til en træstamme og genvandt balancen, inden han kiggede op og knap nok kunne tro sine egne øjne. Overalt omkring ham stod de andre vampyrer og stirrede op på himlen med ansigter, der lignede hvide natblomster vendt mod månen, mens det ene mareridt efter det andet strøg hen over himlen.
„Du besvimer jo hele tiden fra mig,“ sagde Sebastian. „Det er utrolig trættende.“
Jace slog øjnene op. Der gik et jag igennem hovedet på ham. Han løftede den ene hånd og tog sig til kinden – og blev klar over, at han ikke længere var bagbundet. Han havde stadig en stump reb hængende løst fra håndleddet. Da han tog hånden fra ansigtet, var den sort – af blod, der virkede sort i måneskinnet.
Han kiggede sig omkring. De befandt sig ikke længere i hulen: Han lå i noget blødt græs i bunden af dalen ikke så langt fra stenhuset. Han kunne høre floden risle lige i nærheden. Månen var skjult af nogle knudrede grene ovenover, men det var stadig forholdsvis lyst.
„Rejs dig,“ sagde Sebastian. „Du får fem sekunder, ellers slår jeg dig ihjel dér, hvor du ligger.“
Jace rejste sig så langsomt, som han mente, han ville kunne slippe af sted med. Han var stadig lidt svimmel. Han måtte kæmpe for at holde balancen og borede støvlehælene ned i den bløde jord for at stive sig selv lidt af. „Hvorfor har du slæbt mig herud?“
„Det er der to grunde til,“ sagde Sebastian. „For det første kunne jeg godt lide at slå dig ud. For det andet ville det ikke være godt for nogen af os, hvis der kom blod på gulvet i hulen. Og tro mig. Jeg har tænkt mig at få dit blod til at flyde.“
Jace tog sig til bæltet, og hjertet sank i livet på ham. Enten havde han tabt de fleste af sine våben, da Sebastian slæbte ham ud igennem tunnelerne, eller også havde Sebastian smidt dem væk, hvad der var mere sandsynligt. Det eneste, han havde tilbage, var en dolk med kort blad – alt for kort til at kunne hamle op med sværdet.
„Det er godt nok ikke meget af et våben.“ Sebastian smilede skævt og hvidt i det måneoplyste mørke.
„Det kan jeg ikke slås med,“ sagde Jace og forsøgte at lyde så skælvende og nervøs som muligt.
„Sikken skam.“ Sebastian kom grinende nærmere. Han holdt ganske let om sværdet, nærmest teatralsk ubekymret, og gik og trommede på skæftet med fingrene. Skulle der nogen sinde komme en åbning, måtte det være nu, tænkte Jace, løftede armen og smadrede af alle kræfter næven ind i ansigtet på Sebastian.
Der var nogle knogler, der splintredes under hans knoer. Sebastian røg bagover, landede på ryggen og gled baglæns hen over jorden, mens sværdet fløj ud af hånden på ham. Jace stormede efter og greb det, og så stod han bøjet over Sebastian med sværdet i hånden.
Sebastian blødte fra næsen, og blodet tegnede en rød stribe hen over ansigtet på ham. Han løftede hænderne, trak ud i flippen og blottede sin blege strube. „Værsgo,“ sagde han. „Bare slå mig ihjel.“
Jace tøvede. Ikke fordi han ville, men han kunne ikke lade være: Det bød ham bare så stærkt imod at dræbe nogen, der lå hjælpeløs på jorden foran ham. Han kom til at tænke på Valentine og på, hvordan han havde hånet ham dengang på Renwick’s, havde udfordret sin egen søn til at dræbe sig, hvilket han ikke havde kunnet få sig selv til. Men Sebastian var jo en morder. Han havde dræbt Max og Hodge.
Han hævede sværdet.
I det samme strøg Sebastian op fra jorden, hurtigere, end øjet kunne nå at registrere. Det så nærmest ud, som om han fløj op i luften og slog en elegant baglæns saltomortale, inden han yndefuldt landede i græsset knap en halv meter fra Jace. Idet han ramte jorden, løftede han benet og sparkede ud efter Jaces hånd, så sværdet fløj i en bue igennem luften. Sebastian greb det leende i flugten og huggede ud, sigtede efter Jaces hjerte. Jace sprang baglæns, og klingen susede tæt forbi og flænsede hans skjorte. Det sved, og Jace mærkede blodet pible fra en overfladisk flænge tværs over brystet.
Sebastian kluklo og gik frem mod Jace, der bakkede, mens han fumlede for at få den utilstrækkelige dolk fri af bæltet. Han kiggede sig omkring, forsøgte desperat at finde noget andet, han kunne bruge som våben – en lang pind, hvad som helst. Men der var ikke andet end græs, den strømmende flod og træerne, der bredte deres kraftige grene ud over dem som et tæt grønt net. Pludselig kom han til at tænke på den Malachi-konfiguration, undersøgelsesdommeren havde fanget ham i. Sebastian var ikke den eneste, der kunne springe.
Sebastian huggede atter ud efter ham med sværdet, men Jace havde allerede sat af – og var sprunget lige op i luften. Den laveste gren var omkring seks meter over jorden; den fik han nu fat i, svingede sig rundt om og op på den. Han satte sig på knæ og kiggede ned på Sebastian, der snurrede rundt om sig selv. Jace sendte dolken af sted og hørte Sebastian råbe. Han rettede sig åndeløst op –
Og pludselig var Sebastian oppe på grenen ved siden af ham. Det blege ansigt blussede rødt af vrede, og der strømmede blod ned ad højre arm. Sværdet måtte han have tabt i græsset, men så var de i hvert fald jævnbyrdige, tænkte Jace, for han havde jo heller ikke dolken længere. Han bemærkede med en vis tilfredsstillelse, at Sebastian nu for første gang så rigtig vred ud – vred og så forbløffet, som var han blevet bidt af et kæledyr, han troede var helt tamt.
„Det var sjovt,“ sagde Sebastian. „Men nu er det også slut.“
Han kastede sig over Jace, fik fat om livet på ham og væltede ham ned fra grenen. De rev og flåede i hinanden, da de tumlede de seks meter ned – og landede så hårdt på jorden, at Jace så sol, måne og stjerner. Han greb fat i Sebastians sårede arm og borede fingrene ind i den; Sebastian skreg og slog Jace tværs over ansigtet. Jaces mund fyldtes med blod, og han var ved at kvæles i det, da de rullede hen over jorden og hamrede løs på hinanden. Pludselig blev der isnende koldt omkring dem; de var trillet ned ad en lille skråning og halvvejs ud i floden. Sebastian gispede, og Jace benyttede lejligheden til at gribe ham om struben, lukke hænderne omkring den og klemme til. Sebastian udstødte en halvkvalt lyd og fik fat i Jaces højre håndled og pressede det bagud, blev ved at presse, til knoglerne brækkede. Jace hørte sig selv skrige som på afstand, og Sebastian udnyttede sin fordel og blev ubarmhjertigt ved at dreje det brækkede håndled, til Jace slap ham og lod sig falde ned i det kolde mudder, gispende af smerte.
Sebastian satte det ene knæ mod hans brystkasse, borede det ind i ribbenene på ham og sendte ham et skævt smil. Hans øjne lyste hvidt og sort fra en maske af mudder og blod. Der var noget, der glimtede i hans højre hånd. Jaces dolk. Den måtte han have samlet op fra jorden. Spidsen af bladet hvilede lige over Jaces hjerte.
„Og så er vi tilbage, hvor vi begyndte,“ sagde han. „Nu har du fået din chance, Wayland. Er der noget, du vil sige til afsked?“
Jace stirrede op på ham med blodet strømmede ud af munden og sveden piblende ned i øjnene. Han følte ikke andet end total og tom udmattelse. Var det virkelig sådan, han skulle dø? „Wayland?“ sagde han. „Det ved du godt, jeg ikke hedder.“
„Det navn har du lige så lidt krav på som på navnet Morgenstern,“ sagde Sebastian, lænede sig frem og lagde hele sin vægt bag dolken. Spidsen borede sig ind i kødet på Jace og sendte et jag af hvidglødende smerte igennem kroppen på ham. Sebastians ansigt var nogle centimeter fra hans, og stemmen en dæmpet hvisken. „Troede du virkelig, at du var søn af Valentine? Mente du virkelig, at en klynkende, ynkelig lille dengse som dig var værdig til at bære navnet Morgenstern, værdig til at kalde sig min bror?“ Han rystede det hvide hår væk fra ansigtet; det var fedtet af sved og flodvand. „Du er et hittebarn,“ sagde han. „Min far skar dig ud af et kadaver for at gøre dig til et af sine eksperimenter. Han forsøgte at opfostre dig som sin egen søn, men du var en svækling, der ikke var til nogen gavn for ham. Du kunne ikke engang blive kriger. Ingenting. Uduelig. Og derfor gav han dig videre til familien Lightwood og håbede senere at kunne få lidt gavn af dig som lokkedue. Eller madding. Han har aldrig elsket dig.“
Jace glippede med de svidende øjne. „Så er du …“
„Jeg er Valentines søn. Jonathan Christopher Morgenstern. Du har aldrig haft nogen ret til det navn. Du er et genfærd. En hykler.“ Hans øjne var sorte og blanke som skjoldet på to døde insekter, og pludselig hørte Jace sin mors stemme som i en drøm – hende, der alligevel ikke var hans mor: Jonathan er ikke et barn mere. Han er ikke engang et menneske; han er et uhyre.
„Så er det dig,“ sagde Jace halvkvalt. „Dig med dæmonblod i årerne. Ikke mig.“
„Nemlig.“ Dolken gled endnu en millimeter ind i brystet på Jace. Sebastian smilede stadig, men det var et stivnet grin som på et kranium. „Det er dig, der er engledrengen. Jeg måtte lægge øre til en masse pladder om dig. Du med dit kønne englefjæs og gode manerer og åh så sarte følelser. Du kunne ikke engang se en fugl dø uden at begynde at tude. Ikke så mærkeligt, at Valentine skammede sig over dig.“
„Nej.“ Jace glemte blodet i sin mund, glemte alle smerterne. „Det var dig, han skammede sig over. Når han ikke ville tage dig med hen til søen, tror du så virkelig, at det var, fordi han havde brug for, at du blev her for at åbne porten ved midnat? Som om han ikke vidste, at du ville have svært ved at vente. Når han ikke tog dig med, var det, fordi han skammede sig over at skulle stå foran Englen og vise ham, hvad det er, han har skabt. Vise ham udyret. Vise ham dig.“ Jace kiggede op på Sebastian – og kunne selv fornemme den frygtelige, triumferende medlidenhed, der flammede i hans øjne. „Han er godt klar over, at der ikke er noget menneskeligt i dig. Det kan godt være, at han elsker dig, men han hader dig lige så meget –“
„Hold kæft!“ Sebastian pressede dolken længere ind og vred den rundt. Jace krummede ryg og skreg, og smerterne eksploderede som lyn for hans øjne. Jeg skal dø, tænkte han. Jeg er ved at dø. Nu er det slut. Gad vide, om hans hjerte allerede var gennemboret. Han var ikke i stand til at bevæge sig, ikke i stand til at trække vejret. Nu vidste han, hvordan det måtte være for en sommerfugl at blive fæstnet til pladen. Han ville sige noget, forsøgte at få et navn frem, men der kom ikke andet ud af hans mund end mere blod.
Og alligevel var det, som om Sebastian kunne læse hans blik. „Clary. Hende havde jeg næsten glemt. Og du er forelsket i hende, er du ikke? Skammen over at kunne have sådan nogle væmmelige incestuøse tilbøjeligheder må have været lige ved at tage livet af dig. Sikken skam, at du ikke var klar over, at hun rent faktisk ikke er din søster. Hvis ikke du havde været så dum, kunne du have tilbragt resten af livet sammen med hende.“ Han lænede sig frem og trykkede skæret så langt ind, at Jace kunne mærke det skrabe hen over en knogle. „Hun elskede også dig,“ hviskede han ham ganske, ganske dæmpet i øret. „Husk det, når du dør.“
Mørket strømmede ind i Jaces synsfelt som farve, der drypper ned på et fotografi og langsomt breder sig. Pludselig var der ikke længere nogen smerte. Han kunne ikke mærke noget, ikke engang vægten af Sebastian, det føltes nærmest, som om han svævede. Sebastians hvide ansigt flød rundt i mørket over ham, og han havde dolken i hånden. Pludselig var der noget gyldent, der funklede om hans håndled, som om han havde armring på. Men det var ikke nogen armring, for den bevægede sig. Sebastian kiggede forbløffet ned på sin hånd og måtte have løsnet grebet, for dolken trillede ud og landede med et plask i mudderet.
Et øjeblik efter landede selve hånden, der var blevet skilt fra armen, ved siden af den.
Jace kiggede undrende til, da Sebastians hånd trillede et par omgange og lagde sig til rette op ad et par langskaftede sorte støvler. Støvlerne sad på et par spinkle ben, der endte i en slank krop og et kendt ansigt indrammet af et vandfald af sorte lokker. Jace hævede blikket og så Isabelle stå med pisken våd af blod og øjnene rettet mod Sebastian, der måbende sad og stirrede på armstumpen.
Isabelle smilede dystert. „Det var for Max, dit dumme svin.“
„Møgkælling,“ hvislede Sebastian og rejse sig hurtigt op, da Isabelles pisk atter kom lynende ned over ham med utrolig fart. Han veg ud til siden, og så var han væk. Der lød raslen af blade – han måtte være forsvundet ind imellem træerne, tænkte Jace, men det gjorde for ondt til, at han kunne dreje hovedet og se efter.
„Jace!“ Isabelle lagde sig på knæ ved siden af ham, og stelen lyste i venstre hånd. Hendes øjne var blanke af tårer; når Isabelle så sådan ud, måtte det være ret slemt fat med ham, tænkte Jace.
„Isabelle,“ ville han sige og bede hende forsvinde, løbe sin vej, for uanset hvor spektakulær, tapper og dygtig hun var – og det var hun – kunne hun ikke måle sig med Sebastian. Og han ville under ingen omstændigheder lade sig standse af noget så ligegyldigt som at få hånden hugget af. Men det eneste, der kom ud af munden på Jace, var en gurglen.
„Ti stille.“ Han mærkede spidsen af stelen brænde mod huden på brystet. „Nu bliver du så god som ny,“ sagde hun og sendte ham et skælvende smil. „Du undrer dig sikkert over, hvad fanden jeg laver her,“ sagde hun. „Jeg ved ikke, hvor meget du har fået at vide – hvor meget Sebastian har fortalt dig – men du er ikke søn af Valentine.“ Iratzen var næsten færdig; Jace kunne allerede mærke smerterne aftage. Han nikkede og ville lade hende forstå, at det vidste han godt. „Nå, men da du stak af, havde jeg ellers ikke tænkt mig at tage ud og lede efter dig, for det skrev du jo, at vi skulle lade være med, og det forstod jeg godt. Men jeg kunne ikke bære tanken om, at du skulle dø uden at vide, at du ikke har dæmonblod i årerne, eller at der ikke er noget galt med dig, selv om jeg godt nok ikke fatter, at du overhovedet kunne få den dumme tanke –“ Det rykkede i Isabelles hånd, og hun sad helt stille for ikke at komme til at ødelægge runen. „Og desuden skulle du også have at vide, at Clary ikke er din søster,“ sagde hun lidt blidere. „Og – og det er hermed sagt. Derfor fik jeg Magnus til at hjælpe med at spore dig. Jeg brugte den der lille træsoldat, du gav Max. Under normale omstændigheder tror jeg ikke, at Magnus ville være gået med til det, men lad os bare sige, at han var i usædvanligt godt humør, og at jeg måske kom til at sige, at det var Alec, der havde bedt om det – selv om det ikke var helt sandt, men der går et stykke tid, før han bliver klar over det. Og da jeg først havde fundet ud af, hvor det var, du var henne, så havde han allerede rejst Portalen, og jeg er utrolig god til at liste –“
Isabelle skreg. Jace forsøgte at gribe ud efter hende, men hun var allerede løftet op og kylet til side. Pisken røg ud af hånden på hende. Hun kom hurtigt op på knæ, men Sebastian stod lige foran hende. Hans øjne flammede af had, og han havde en blodig klud bundet om armstumpen. Isabelle rakte ud efter pisken, men Sebastian var hurtigere. Han gjorde omkring og gav hende et hårdt los. Støvlen ramte hende i brystkassen. Jace kunne nærmest høre ribbenene brække, da hun fløj bagud og landede på siden. Han hørte hende skrige – Isabelle, der ellers aldrig skreg af smerte – da Sebastian gav hende endnu et spark, hvorefter han samlede pisken op og stod og fægtede med den.
Jace lod sig rulle om på siden. Den næsten færdige iratze havde hjulpet, men det gjorde stadig frygtelig ondt i brystet, og han konstaterede ligesom lidt åndsfraværende, at lungen formentlig var punkteret, eftersom han hostede blod. Han var ikke sikker på, hvor langt han havde igen. Sikkert kun nogle minutter. Han famlede efter dolken, som Sebastian havde tabt ved siden af de uhyggelige rester af sin hånd. Så kom han usikkert på benene. Der lugtede af blod overalt. Han kom til at tænke på det syn, Magnus havde haft, verden forvandlet til blod, og strammede grebet om skæftet på dolken.
Han tog ét skridt frem. Derefter endnu ét. Hver gang han tog et nyt, føltes det, som om han slæbte fødderne igennem beton. Isabelle lå og råbte en masse eder og forbandelser til Sebastian, der lo, mens han gang på gang lod pisken lyne ned over hendes krop. Hendes skrig trak Jace frem som en fisk, der bliver trukket op på land, men de blev svagere og svagere. Verden snurrede som en karrusel omkring ham.
Ét skridt til, sagde Jace til sig selv. Ét til. Sebastian stod med ryggen til ham; han var optaget af Isabelle. Han troede sikkert, at Jace var død. Og det var han næsten også. Ét skridt til, sagde han til sig selv, men kunne ikke mere, kunne ikke bevæge sig, kunne ikke slæbe fødderne det sidste stykke. Mørket strømmede ind over ham. Et mørke, der ville udslette alt, hvad han nogen sinde havde set, og bringe ham den endelige hvile. Den endelige fredfyldte hvile. Han kom til at tænke på Clary – Clary, som han sidst havde set hende: sovende med håret bredt ud over puden og hånden under kinden. Han havde tænkt, at han aldrig havde set noget så fredfyldt i hele sit liv, men hun havde jo bare sovet ligesom alle andre. Og det var ikke hendes fredfyldthed, der kom bag på ham, men hans egen. Han havde aldrig kendt en fred som den, han følte, når han var sammen hende.
Smerterne skød op igennem rygsøjlen, og det gik op for ham, at hans ben som ved egen vilje havde tilbagelagt det sidste afgørende skridt. Sebastian havde løftet armen, og pisken funklede i hånden på ham; Isabelle lå i græsset som en sammensunken masse. Hun skreg ikke længere – rørte sig slet ikke. „Din lede lille Lightwoodtøs,“ snerrede Sebastian. „Jeg skulle have smadret hovedet på dig med hammeren, dengang jeg havde chancen –“
Og så løftede Jace hånden og begravede dolkens blad i ryggen på Sebastian.
Sebastian vaklede, og pisken gled ud af hånden på ham. Så vendte han sig langsomt om og kiggede på Jace, og Jace tænkte med en vis åndsfraværende rædsel, at måske var Sebastian ikke menneskelig overhovedet, måske var han slet ikke til at slå ihjel. Sebastians ansigt var fuldstændig udtryksløst, væk var ethvert spor af vrede, og øjnene havde mistet den mørke flamme, der havde brændt derinde. Men nu lignede han ikke længere Valentine. Han så bare – bange ud.
Han åbnede munden, som om han ville sige noget til Jace, men knæene var ved at give efter under ham. Han styrtede til jorden, og kraften i faldet sendte ham ned ad skråningen og ned i floden. Han landede på ryggen og lå og stirrede tomt op på himlen; vandet skvulpede omkring ham, og strømmen bar mørke tråde af blod med sig ned ad floden.
Han lærte mig, at der findes et punkt på ryggen, hvor man kan stikke kniven ind og på én gang gennembore hjertet og kappe rygraden, havde Sebastian sagt. Det år fik vi nok det samme i fødselsdagsgave, hva’ storebror? tænkte Jace.
„Jace!“ Det var Isabelle. Hendes ansigt var blodigt, da hun kæmpede sig op at sidde. „Jace!“
Han forsøgte at vende sig om imod hende, forsøgte at sige noget, men havde ikke flere ord tilbage. Han lod sig glide ned på knæ. Der hvilede en tung byrde på hans skuldre, og jorden kaldte på ham: kom, kom, kom. Han hørte knap nok Isabelle skrige sit navn, da mørket tog ham med.
Simon var krigsveteran. Det vil sige, hvis man medregnede alle de slag, han havde udkæmpet i Dungeons and Dragons. Hans kammerat Eric vidste alt om militærhistorie, og det var ham, der som regel organiserede den del af spillet, hvor snesevis af bittesmå figurer i lige rækker marcherede hen over et fladt landskab, der var tegnet på en rulle papir.
Det var den måde, han altid havde opfattet krig på – eller som på film, hvor to grupper marcherede hen over et åbent stykke land og frem mod hinanden. Lige rækker og orden i geledderne.
Sådan var det overhovedet ikke her.
Det var totalt kaos, råben og skrigen, og landskabet var ikke spor fladt, men et stort søle bestående af mudder og blod, der var æltet sammen. Simon havde forestillet sig, at nattens børn ville træde ind på slagmarken og blive modtaget af den, der havde kommandoen; havde forestillet sig, at han først ville have set slaget på afstand og kunnet stå lidt og iagttage, hvordan de to sider tørnede sammen. Men der var ingen velkomst, og der var ingen sider. Slagmarken var pludselig dukket op midt i mørket, som om han ved et uheld var gået ned ad en øde sidegade og trådt lige ud i en opstand midt på Times Square – pludselig myldrede folk rundt om ham, hænder greb fat i ham og skubbede ham af vejen, og vampyrerne spredtes for alle vinde, kastede sig ind i kampen uden så meget som at se sig tilbage.
Og så var der dæmoner – dæmoner alle vegne, og han ville aldrig have kunnet forestille sig de lyde, de frembragte, de skreg, tudede og gryntede, men det værste af det hele var at høre dem rive og flå, slubre og smaske. Simon ville ønske, at han kunne skrue ned for sin vampyrhørelse, men det kunne han ikke, og lydene føltes som knive, der gennemborede trommehinderne.
Han snublede over en, der lå halvvejs nede i mudderet, og vendte personen om for at se, om han kunne hjælpe, men opdagede, at Skyggejægeren manglede hoved og hals. De hvide knogler lå og lyste mod den mørke jord, og stik imod sin vampyrnatur fik han kvalme. Jeg må være den eneste vampyr i verden, der får kvalme ved synet af blod, tænkte han, og så blev han ramt af et eller andet hårdt bagfra og fik overbalance og tumlede ned ad en mudret skråning og ned i en fordybning.
Han var ikke den eneste, der var landet dernede. Han rullede om på ryggen, netop som en dæmon tårnede sig op over ham. Den lignede døden, sådan som den var afbildet på et træsnit fra middelalderen – et levende skelet med en blodig le i den ene knoglehånd. Han kastede sig til siden, idet leen kom susende og ramte jorden nogle centimeter fra hans ansigt. Skelettet udstødte en skuffet hvislen og hævede atter leen –
Og blev ramt i siden af en kølle, der var fremstillet af et knudret stykke træ. Skelettet faldt fra hinanden som en fastelavnstønde fyldt med knogler. Knoglerne raslede og lød som kastagnetter, inden de blev opslugt af mørket.
Det var en Skyggejæger, der kom hen og bøjede sig over Simon – men ikke én, han havde set før. Ham her var en høj mand med fuldskæg og blod over det hele. Han strøg sig over panden med en beskidt hånd og efterlod sig en mørk stribe. „Klarer du den?“
Simon var lamslået, nikkede og forsøgte at komme på benene. „Ja tak.“
Den fremmede bøjede sig ned og rakte Simon en hånd. Simon tog den – og fløj op og ud af fordybningen. Han landede på fødderne oppe på kanten og gled i mudderet. Den fremmede sendte ham et fåret smil. „Undskyld, kammerat. Det er de underjordiskes kræfter – min partner er varulv. Det er jeg ikke vant til.“ Han studerede Simons ansigt. „Du er vampyr, ikke?“
„Hvordan kan du vide det?“
Manden smilede smørret. Et træt smil, men det var ikke spor uvenligt. „Hugtænderne. De kommer frem, når du slås. Når jeg ved det, er det, fordi –“ Han tav brat. Simon kunne godt have gjort sætningen færdig for ham. Fordi jeg har nedlagt min andel af vampyrer. „Nå, men tak. Fordi du deltager i kampen.“
„Jeg –“ Simon skulle til at sige, at han ikke ligefrem havde været i kamp endnu. Eller bidraget med noget overhovedet. Men nåede ikke mere end lige at få begyndt, inden noget helt usandsynligt stort med kløer og takkede vinger kom fejende ned fra himlen og huggede kløerne i ryggen på Skyggejægeren.
Manden skreg ikke engang. Han kastede hovedet tilbage, som om han forbløffet kiggede op og spekulerede på, hvad det var, der havde fat i ham – og så var han forsvundet op i den tomme sorte himmel i et virvar af tænder og vinger. Hans kølle landede på jorden lige for fødderne af Simon.
Simon rørte sig ikke ud af stedet. Fra han var faldet ned i fordybningen og til nu, var der kun gået et minut. Han vendte sig om og stod som lammet og betragtede klingerne, der susede igennem mørket, dæmonerne, der flænsede deres modstandere med kløerne, de lysende prikker, der svirrede rundt i natten som ildfluer i et buskads – og så gik det op for ham, hvad det var. Det var seraphdolke.
Han kunne hverken se familien Lightwood eller Penhallow, Luke eller nogen af de andre, han kendte. Han var ikke Skyggejæger. Og alligevel havde ham manden takket ham, takket ham for at kæmpe. Det, han havde sagt til Clary, var sandt – det her var også hans kamp, og der var brug for ham. Ikke mennesket Simon, der var blid og nørdet og ikke kunne tåle at se blod, men vampyren Simon, et væsen, han knap nok selv kendte.
En rigtig vampyr ved, at han er død, havde Raphael sagt. Men Simon følte sig ikke død. Han havde aldrig følt sig mere levende. Han gjorde omkring, da han hørte endnu en dæmon lande foran sig; denne her lignede en øgle med skæl og gnavertænder. Den kastede sig over Simon med de sorte kløer forrest.
Simon satte af og sprang. Han ramte det massive væsen i siden, klyngede sig til det og borede neglene så hårdt ind i kødet på det, at skællene gav efter under hans fingre. Mærket i hans pande begyndte at dunke, da han satte hugtænderne i dæmonens hals.
Den smagte forfærdeligt.
Da bygen af glasskår stilnede af, var der opstået et flere meter stort hul i loftet, nærmest som om der var braget en meteor igennem. Det blæste koldt ind ad åbningen. Clary gøs, kom på benene og børstede glasskår af tøjet.
De hekselys, der havde oplyst salen, var slukket: Nu var der dunkelt og fyldt med skygger og støv. Portalen var ikke helt forsvundet ude på torvet og sendte en smule lys ind ad den åbne dør.
Det var nok ikke så sikkert at blive her, tænkte Clary. Hun burde begive sig hjem til familien Penhallow og være sammen med Aline. Hun var halvvejs igennem salen, da hun hørte skridt på marmorgulvet. Hjertet hamrede i brystet på hende, da hun vendte sig om og fik øje på Malachi, en lang, edderkoppeagtig skygge i halvmørket, der var på vej op mod forhøjningen. Hvad lavede han her? Burde han ikke være med de andre Skyggejægere ude på slagmarken?
Da han kom tættere på forhøjningen, opdagede hun noget, der fik hende til at slå hånden for munden. Malachi havde en sammenkrøbet, mørk silhuet siddende på skulderen. En fugl. En ravn for at være helt præcis.
Hugo.
Clary satte sig på hug bag en søjle, og Malachi gik op ad trappen til forhøjningen. Der var noget umiskendeligt fordækt i den måde, han kiggede sig omkring på. Da han åbenbart mente at have sikret sig, at der ikke var nogen til stede, trak han noget småt og funklende op af lommen og satte det på fingeren. En ring? Han stod lidt og drejede på den, og Clary kom til at tænke på dengang på Instituttets bibliotek, da Hodge tog ringen fra Jace …
Luften foran Malachi begyndte at flimre en smule, lidt ligesom varmedis. Pludselig lød der en stemme, en kendt stemme, kølig og kultiveret, men nu også en smule irriteret.
„Hvad er der, Malachi? Jeg er ikke i humør til småsnak lige nu.“
„Herre Valentine,“ sagde Malachi. Hans sædvanlige fjendtlighed var afløst af indsmigrende servilitet. „Hugin har netop bragt mig nyt. Jeg går ud fra, at du allerede er nået ud til Spejlet, og at det er derfor, han opsøgte mig i stedet. Men jeg tænkte, at du gerne ville holdes underrettet.“
„Udmærket,“ sagde Valentine skarpt. „Hvad for nyt?“
„Det er din søn, herre. Din anden søn. Hugin sporede ham til dalen med hulen. Han har måske endda fulgt efter dig igennem tunnelerne ud til søen.“
Clary knugede så hårdt om søjlen, at fingrene blev helt hvide. Det var Jace, de talte om.
Valentine fnøs. „Mødte han sin bror derude?“
„Hugin siger, at da han forlod dem, var de oppe at slås.“
Det vendte sig i maven på Clary. Var Jace oppe at slås med Sebastian? Hun kom til at tænke på dengang oppe ved Tinget, da Sebastian havde løftet Jace og kylet ham af sted, som om han ikke vejede noget. Hun blev grebet af så voldsom panik, at det et kort øjeblik susede for ørerne af hende. Da hun atter blev opmærksom på det, der foregik i salen, var hun gået glip af Valentines svar.
„Det er dem, der er gamle nok til at blive Mærket, men ikke gamle nok til at kæmpe, der går mig på,“ sagde Malachi nu. „De var ikke med til at stemme i Rådet. Det virker urimeligt at give dem samme straf som dem, der deltager i kampen.“
„Det har jeg tænkt på,“ sagde Valentine med sin dybe, buldrende stemme. „Idet teenagere er mere overfladisk Mærket, er de længere tid om at blive fortabte. Flere dage mindst. Og det kan udmærket vise sig at være til at ophæve.“
„Mens de af os, der har drukket af Dødens Bæger, slet ikke vil blive påvirket?“
„Jeg har travlt, Malachi,“ sagde Valentine. „Jeg har jo sagt, at der ikke vil ske dig noget. Jeg sætter mit eget liv på spil i denne proces. Vis mig nu lidt tillid.“
Malachi bukkede hovedet. „Jeg har stor tiltro til dig, min herre. Det har jeg haft i mange år, og jeg har altid tjent dig loyalt.“
„Og det vil du blive belønnet for,“ sagde Valentine.
Malachi kiggede op. „Min herre –“
Men luften var holdt op med at flimre. Valentine var forsvundet. Malachi rynkede panden, marcherede ned ad trappen og hen mod udgangen. Clary trykkede sig op ad søjlen og krydsede desperat fingre for, at han ikke ville få øje på hende. Hendes hjerte hamrede. Hvad havde alt det der handlet om? Hvad var alt det med de fortabte? Svaret dukkede op i udkanten af hendes hjerne, men var så frygteligt, at hun ikke turde tænke tanken til ende. End ikke Valentine ville –
I det samme kom noget mørkt baskende ind i hovedet på hende. Hun havde dårlig nok nået at løfte armene for at beskytte øjnene, da hun mærkede sine håndrygge blive flænset, mærkede vinger, der slog mod hendes arme, og hørte en hidsig skræppen.
„Hugin! Så er det nok!“ lød Malachis skarpe stemme. „Hugin!“ Endnu en skræppen, fulgt af et dunk, og så blev alt stille. Clary sænkede armene og så ravnen ligge ubevægelig på gulvet ved konsulens fødder – bevidstløs eller død, det var ikke til at afgøre. Konsulen sparkede brutalt ravnen af vejen og spankulerede skulende hen til Clary. Han greb hende om det blødende håndled og trak hende op at stå. „Tåbelige pigebarn,“ sagde han. „Hvor længe har du stået og lyttet?“
„Længe nok til at vide, at du er med i Kredsen,“ snerrede hun og forsøgte forgæves at vriste sit håndled løs, men han holdt godt fast. „Du står på Valentines side.“
„Der er kun én side,“ svarede han hæst. „Klanen er tåbelig, vildledt og lefler for mennesker og uhyrer. Jeg er kun interesseret i at rense ud i den, at få den ført tilbage til fordums storhed. Et mål, man skulle tro, alle Skyggejægere kunne gå ind for, men nej – de lytter til tåber og dæmonelskere som dig og Lucian Greymark. Og nu har I sendt blomsten af Nephilimernes ungdom ud for at dø i dette absurde slag – en tom gestus, som I ikke vil opnå noget som helst med. Valentine er allerede gået i gang med ritualet; snart vil Englen stige op, og så bliver Nephilimerne forvandlet til fortabte. Alle undtagen de få, der står under Valentines beskyttelse –“
„Det er jo mord! Han myrder Skyggejægere!“
„Ikke mord,“ sagde konsulen med nærmest fanatisk overbevisning. „Udrensning. Valentine vil skabe en ny verden af Skyggejægere, en verden renset for svaghed og korruption.“
„Svaghed og korruption er ikke noget, der findes i verden,“ hvislede Clary. „Det findes i menneskene. Og det vil det altid gøre. Det eneste, verden har brug for, er gode mennesker til at opveje det. Og dem har I planer om at slå ihjel.“
Et øjeblik betragtede han hende oprigtigt forbløffet, nærmest som om han var overrasket over kraften bag hendes ord. „Det er smukke ord fra en pige, der er parat til at forråde sin egen far.“ Malachi trak hende hen imod sig, flåede brutalt i det blødende håndled. „Lad os se, om Valentine vil have noget imod, at jeg giver dig en –“
Men Clary fandt aldrig ud af, hvad det var, han ville give hende. For pludselig kom en mørk skikkelse susende ind imellem dem – med udbredte vinger og fremstrakte kløer.
Ravnen ramte Malachi med spidsen af en klo og efterlod sig en blodig fure tværs over hans ansigt. Konsulen slap Clary med et skrig og forsøgte at beskytte sig med armene, men Hugo var vendt om og gik arrigt i gang med at flå i ham med næb og kløer. Malachi fægtede med armene og vaklede baglæns, til han ramlede hårdt ind i kanten på en bænk. Den væltede med et brag, og han mistede balancen, tumlede efter og udstødte et halvkvalt skrig – der hurtigt forstummede.
Clary styrtede hen til Malachi, der lå sammenkrøbet på marmorgulvet. Der var allerede ved at samle sig en blodpøl rundt om ham. Han var landet oven i en bunke glasskår fra det smadrede loft og havde fået halsen gennemboret af et af de spidse, skarpe stykker. Hugo kredsede stadig over liget. Da Clary kiggede op på den, udstødte den en triumferende skræppen – den var åbenbart ikke tilfreds med at være blevet slået og sparket af konsulen. Malachi burde have været klog nok til at holde fingrene fra en af Valentines skabninger, tænkte Clary bittert. Fuglen var lige så lidt overbærende som sin herre.
Men der var ikke tid til at tænke på Malachi nu. Alec havde sagt, at der var skjolde omkring søen, og at alarmen ville blive udløst, hvis der var nogen, der nærmede sig. Valentine stod sikkert allerede ved Spejlet – der var ingen tid at spilde. Clary bakkede langsomt væk fra ravnen og gjorde omkring, pilede ud ad døren og ud til den flimrende Portal.
Vandet ramte Clary som et slag i ansigtet, og hun blev halvkvalt trukket ned i et iskoldt mørke. Hendes første tanke var, at Portalen måtte være svundet så meget ind, at den ikke længere fungerede, og at hun nu hang fast herude i dette hvirvlende mørke ingenmandsland.
Hendes anden tanke var, at hun allerede var død.
Hun var nok kun bevidstløs i et par sekunder, men det føltes, som om verden var ophørt med at eksistere. Da hun kom til sig selv igen, var det med et chok som det, man får, når man falder igennem et lag is. Hun havde været bevidstløs, og nu var hun det pludselig ikke mere; hun lå på ryggen på den kolde, klamme jord og stirrede op i himlen, der var så fyldt med stjerner, at det så ud, som om nogen havde kastet en håndfuld sølvstykker op på den. Hun havde munden fuld af en slags brakvand; hun drejede hovedet og hostede, spyttede og gispede, til hun atter kunne få vejret.
Da kramperne i maven havde fortaget sig, vendte hun sig om på siden. Hendes håndled var bundet sammen med et let bånd af glødende lys, og benene føltes tunge og mærkelige, det prikkede i dem, som om de sov. Måske var det en af bivirkningerne ved at være ved at drukne. Det sved i nakken og føltes, som var hun blevet stukket af en hveps. Hun hævede sig gispende op i siddende stilling, strakte akavet benene ud foran sig og kiggede sig omkring.
Hun sad i det fine sand på bredden af Lyn Sø. Foran hende rejste der sig en sort klippevæg, de klipper, hun huskede fra dengang, hun var her med Luke. Selve sandet var mørkt og fyldt med glimmer. Hist og her var der stukket hekselysfakler ned i sandet: De gav luften et sølvfarvet skær og kastede lysende striber hen over vandoverfladen.
Længere inde på bredden, et par meter fra, hvor hun sad, stod der et lavt bord fremstillet af flade sten, der var stablet oven på hinanden. Det var tydeligvis lavet i al hast; selv om sprækkerne imellem stenene var stoppet ud med fugtigt sand, var nogle af stenene begyndt at skride. Oppe på stenene stod der noget, der fik Clary til at snappe efter vejret – Dødens Bæger, og oven på det lå Dødens Sværd, der lignede en mørk flammetunge i skæret fra hekselysene. Rundt om alteret var der tegnet sorte runer i sandet. Hun sad og stirrede lidt på dem, men de var rodede og gav ingen mening –
Pludselig dukkede der en skygge op, som flyttede sig hurtigt hen over sandet – en lang, mørk mandeskygge, som flimrede og flød ud i det flakkende skær fra faklerne. Da Clary løftede hovedet, stod han allerede foran hende.
Valentine.
Chokket over at se ham var så stort, at det knap nok var et chok. Hun følte intet, da hun kiggede op på sin far, hvis ansigt lignede månen mod den mørke himmel: hvidt og strengt med sorte øjne som meteorkratere. Han havde adskillige læderremme hængende uden på skjorten, alle med våben i. De strittede fra hans ryg som et hulepindsvins pigge. Han virkede kæmpestor og overnaturlig bred, en frygtindgydende statue af en krigsgud, der var opsat på at udslette alt omkring sig.
„Clarissa,“ sagde han. „Du løb noget af en risiko ved at lade portalen føre dig hertil. Du var heldig, at jeg så dig dukke op i vandet. Du havde mistet bevidstheden; havde det ikke været for mig, ville du være druknet.“ Det trak en smule i en muskel ved munden. „Og hvis jeg var dig, ville jeg ikke spekulere voldsomt meget på de skjolde, Klanen har sat op rundt om søen. Dem destruerede jeg, i samme øjeblik jeg kom hertil. Der er ingen, der ved, at du er her.“
Det er løgn! åbnede Clary munden for at sige, men der kom ikke en lyd. Det var som et af den slags mareridt, hvor man forsøgte at skrige og skrige, men der skete bare ingenting. Det eneste, der kom ud af munden på hende, var et tørt pust.
Valentine rystede på hovedet. „Du kan godt opgive at sige noget. Jeg har lagt en tavshedsrune, en af dem, de Tavse Brødre bruger, i nakken på dig. Om håndleddene har du en bindingsrune og på benene én, der gør dem ubrugelige. Hvis jeg var dig, ville jeg ikke prøve at rejse mig – dine ben vil aldrig kunne bære dig, og det vil bare gøre ondt.“
Clary kiggede op på ham, forsøgte at bore sine øjne ind i hans og svide ham med sit had. Men han ænsede ingenting. „Det kunne sagtens have været meget værre, du ved. Da jeg omsider havde fået slæbt dig op på bredden, var giften i søen allerede begyndt at virke. Det kurerede jeg dig i øvrigt for. Ja, ikke at jeg forventer et ord til tak.“ Han smilede stramt. „Du og jeg, vi har vist aldrig rigtig talt sammen, har vi vel? Ikke ført en rigtig samtale. Du må have spekuleret på, hvorfor jeg aldrig har vist dig faderlig interesse. Hvis det har såret dig, er jeg ked af det.“
Nu blev hadet i hendes blik afløst af vantro. Hvordan skulle de kunne tale sammen, når hun ikke var i stand til at få et ord frem? Hun forsøgte af al magt at tvinge ordene over sine læber, men der lød ikke andet end et lille gisp.
Valentine vendte sig om mod alteret og lagde hånden på Dødens Sværd. Det lyste med et sort skær, en slags omvendt glød, der sugede alt lys fra omgivelserne til sig. „Jeg var ikke klar over, at din mor var gravid med dig, da hun forlod mig,“ sagde han, og Clary syntes, at han talte til hende på en ny måde. Tonefaldet var roligt, nærmest konverserende, men det var ikke det. „Jeg vidste godt, at der var noget galt. Hun troede, at hun kunne skjule, hvor ulykkelig hun var. Men jeg tog noget blod fra Ithuriel, tørrede det til pulver og kom det i hendes mad, idet jeg tænkte, at det ville kurere hende. Havde jeg vidst, at hun var gravid, ville jeg aldrig have gjort det. Jeg havde allerede besluttet aldrig mere at eksperimentere med et barn af mit eget kød og blod.“
Du lyver, havde Clary lyst til at skrige, men det var hun ikke sikker på, at han gjorde. Hun syntes stadig, at han lød mærkelig. Anderledes. Måske var det, fordi det var sandheden, han fortalte.
„Jeg ledte efter hende, i mange år efter at hun var stukket af fra Idris,“ sagde han. „Og ikke kun fordi hun var i besiddelse af Dødens Bæger. Men fordi jeg elskede hende. Jeg tænkte, at jeg ville kunne tale hende til fornuft, hvis blot jeg fik lejlighed til det. Det, jeg gjorde den aften i Alicante, var udløst af raseri, et behov for at tilintetgøre hende, tilintetgøre alt fra vores liv sammen. Men bagefter –“ Han rystede på hovedet, vendte sig om og skuede ud over søen. „Da det endelig lykkedes mig at finde hende, hørte jeg rygter om, at hun havde sat endnu et barn i verden, en datter. Og jeg gik ud fra, at du var Lucians. Han havde altid elsket hende, altid drømt om at tage hende fra mig. Jeg tænkte, at hun endelig måtte have givet efter. Indvilget i at få et barn med en beskidt underjordisk.“ Stemmen blev fastere. „Da jeg fandt hende hjemme i jeres lejlighed i New York, var hun stadig lige knap ved bevidsthed. Hun hvæsede, at jeg havde gjort hendes førstefødte til et uhyre, og at hun havde forladt mig, inden jeg kunne nå at gøre det samme med hendes andet barn. Så blev hun slap i mine arme. Tænk engang, i alle de år havde jeg søgt efter hende, og så var det alt, hvad jeg fik sammen med hende. Få sekunder, hvor hun betragtede mig med et helt livs indestængt had. Og pludselig forstod jeg sammenhængen.“
Han hævede Maellartach. Clary kom til at tænke på, hvor tungt sværdet havde været, og kunne se musklerne i Valentines arm bule som knudret tovværk under huden.
„Jeg forstod, at hun forlod mig, fordi hun ville beskytte dig,“ sagde han. „Jonathan hadede hun, men dig – dig ville hun gøre alt for at beskytte. Beskytte dig mod mig. Hun slog sig endda ned blandt mundane, hvilket jeg ved må have smertet hende dybt. Det må have gjort hende ondt aldrig at kunne opdrage dig med nogen af vores traditioner. Du er blevet halvdelen af det, du kunne være blevet til. Du har dine evner med runer, men det har din mundane opvækst sat over styr.“
Han sænkede Sværdet, så spidsen svævede lige ud for Clarys ansigt; hun kunne se det ud af øjenkrogen, kunne se det i udkanten af synsfeltet som et sølvblankt insekt.
„Da blev jeg klar over, at det var på grund af dig, at Jocelyn aldrig ville komme tilbage til mig. Du er det eneste i denne verden, hun nogen sinde har elsket højere end mig. Det er din skyld, at hun hader mig. Og det er derfor, at jeg hader synet af dig.“
Clary kiggede væk. Havde han til hensigt at dræbe hende, ville hun ikke se døden nærme sig.
„Clarissa,“ sagde Valentine. „Se på mig.“
Nej. Hun stirrede ud over søen. Langt ude over vandet kunne hun se et svagt rødt skær, der lignede gløderne fra et bål. Hun vidste, at det måtte være skæret fra kampene. Derude var hendes mor og Luke. Måske var det meget passende, at de var sammen, også selv om hun ikke var hos dem.
Jeg vil holde øjnene rettet mod det lys, tænkte hun. Uanset hvad vil jeg blive ved at kigge på det. Det bliver det sidste, jeg får at se i denne verden.
„Clarissa,“ gentog Valentine. „Du er hendes udtrykte billede, er du klar over det? Jocelyns udtrykte billede.“
Hun mærkede en stærk smerte i kinden. Det var klingen på Sværdet. Han stod og trykkede den ind i huden på hende, ville tvinge hende til at vende hovedet mod sig.
„Nu påkalder jeg Englen,“ sagde han. „Og det vil jeg gerne have, at du overværer.“
Clary havde fået en bitter smag i munden. Jeg ved godt, hvorfor du er som besat af min mor. Det er, fordi hun er den eneste her i verden, som du troede, du havde fuld kontrol over, men som vendte rundt og bed dig. Du troede, at du ejede hende, og det gjorde du ikke. Det er derfor, du ville ønske, at hun var her lige nu til at overvære din sejr. Derfor du stiller dig tilfreds med mig.
Sværdet pressede sig længere ind i kinden på hende. „Se på mig, Clary,“ sagde Valentine.
Hun kiggede hen på ham. Det var ikke, fordi hun ville, men det gjorde så ondt, at hun nærmest imod sin vilje drejede hovedet, og blodet trillede i store dråber ned ad kinden på hende og ned i sandet. Da hun løftede hovedet for at se på sin far, gjorde det nærmest kvalmende ondt.
Han stod og kiggede ned på Maellartachs klinge. Den var også plettet af hendes blod. Da han atter så hen på hende, havde han fået et mærkeligt skær i øjnene. „Der skal blod til for at fuldbyrde ceremonien,“ sagde han. „Jeg agtede egentlig at anvende mit eget, men da jeg så dig ude i søen, vidste jeg, at det var Raziel, der gav mig besked på at bruge min datters i stedet. Det var derfor, jeg fjernede søens besmittelse fra dit blod. Nu er du renset – renset og klar. Så mange tak, Clarissa, fordi jeg måtte have lov at bruge dit blod.“
Og på en eller anden måde var denne taknemmelighed oprigtig ment, tænkte Clary. Han havde for længst mistet evnen til at skelne imellem tvang og samarbejdsvilje, imellem angst og villighed, imellem kærlighed og tortur. Og med denne erkendelse fulgte en bølge af følelsesløshed – hvad var formålet med at hade Valentine, fordi han var et uhyre, når han ikke engang selv vidste, at han var det?
„Og nu skal jeg bare bruge en smule mere,“ sagde Valentine, og Clary tænkte: En smule mere hvad? – idet han svang Sværdet, og stjerneskæret eksploderede i det. Selvfølgelig, tænkte hun. Det er ikke kun blod, han vil have, men død. Sværdet havde gjort sig til gode med så meget blod, at det ligesom Valentine nu havde fået smag for mere. Hun fulgte Maellartachs sorte lys, da det kom susende imod hende –
Og fløj igennem luften. Slået ud af hånden på Valentine hvirvlede det ud i mørket. Valentine spærrede øjnene op og kastede et hurtigt blik på den blødende hånd, der havde holdt sværdet, inden han kiggede op og – i akkurat samme sekund som Clary – blev klar over, hvad det var, der havde slået Dødens Sværd ud af hans greb.
Det var Jace, der med et lignende sværd i venstre hånd stod for foden af en klit mindre end en meter fra Valentine. Clary kunne se på farens ansigtsudtryk, at han lige så lidt som hun havde hørt Jace komme.
Clarys hjerte sprang et slag over, da hun så ham. Han havde kager af indtørret blod på siden af ansigtet og et blodunderløbet rødt mærke på halsen. Øjnene var blanke som spejle og virkede helt sorte i skæret fra hekselysene – lige så sorte som Sebastians. „Clary,“ sagde han uden at tage blikket fra sin far. „Klarer du den, Clary?“
Jace! Hun sad og kæmpede med hans navn, men blokeringen i hendes hals dræbte enhver lyd. Det føltes, som om hun var ved at kvæles.
„Hun kan ikke svare dig,“ sagde Valentine. „Hun er ikke i stand til at tale.“
Jaces øjne lynede. „Hvad har du gjort ved hende?“ Han stødte ud efter Valentine med sværdet, men faren trådte hurtigt et skridt baglæns. Udtrykket i Valentines ansigt var årvågent, men ikke skræmt. Der var noget beregnende ved ham, som Clary ikke brød sig om. Hun var godt klar over, at hun burde føle sig sejrsstolt, men det gjorde hun ikke – om noget følte hun sig mere panikslagen end før. Hun var blevet klar over, at Valentine ville slå hende ihjel – og havde accepteret det – men nu stod Jace her, og hendes angst omfattede nu også ham. Og han virkede så … hærget. Ærmet var revet op, og huden inden under var et virvar af hvide streger. Blusen var flænget foran, og over hjertet sad der en falmet iratze, som ikke helt havde formået at fjerne det hidsigt røde ar nedenunder. Hans tøj var møgbeskidt og så ud, som om han havde rullet rundt på jorden. Men det var udtrykket i hans øjne, der skræmte hende mest. Det var så – dystert.
„En tavshedsrune. Hun får ingen mén af den.“ Valentine fæstnede blikket på Jace – sultent, syntes Clary, nærmest som om han sugede synet af ham til sig. „Du er vel ikke kommet for at slutte dig til mig?“ spurgte han. „For at lade dig velsigne af Englen ved min side?“
Jaces ansigt var stadig lige udtryksløst. Han tog ikke øjnene fra sin adoptivfar, og der var intet i dem – ingen rest af ømhed, kærlighed eller erindring. Ikke engang had. Blot … foragt, syntes Clary. Kold foragt. „Jeg kender godt dine planer,“ sagde Jace. „Ved godt, hvorfor du vil påkalde Englen. Men det får du ikke lov til. Jeg har allerede sendt Isabelle ud for at advare hæren –“
„Advarsler hjælper ikke stort. Det er ikke en fare af den slags, man kan flygte fra.“ Valentine skævede hurtigt ned til Jaces sværd. „Læg det,“ begyndte han, „så kan vi tale sammen –“ Han tav. „Det er ikke dit sværd. Det er et Morgenstern-sværd.“
Jace smilede, et mørkt, sødt smil. „Det var Jonathans. Men han er død.“
Valentine kiggede lamslået på ham. „Du mener –“
„Jeg samlede det op, da han tabte det,“ sagde Jace følelsesløst. „Efter at jeg havde dræbt ham.“
Valentine virkede totalt paf. „Dræbte du Jonathan? Hvordan kunne du det?“
„Ellers havde han slået mig ihjel,“ sagde Jace. „Jeg havde ikke andet valg.“
„Det er ikke det, jeg mener.“ Valentine rystede på hovedet; han virkede stadig totalt fra den, nærmest som en bokser, der var blevet ramt for hårdt, et øjeblik før han faldt om på kanvassen. „Jeg har opfostret Jonathan – det var mig, der trænede ham. Der fandtes ikke nogen bedre kriger.“
„Det gjorde der åbenbart,“ sagde Jace.
„Jamen –“ Valentines stemme knækkede, og det var første gang, Clary nogen sinde havde hørt denne glatte, uanfægtede stemme svigte. „Jamen han var jo din bror.“
„Nej. Det var han ikke.“ Jace trådte et skridt frem og rykkede klingen en centimeter tættere på Valentines hjerte. „Hvad skete der med min rigtige far? Isabelle fortalte, at han døde under et angreb, men gjorde han nu også det? Dræbte du ham, ligesom du dræbte min mor?“
Valentine virkede stadig lamslået. Clary fornemmede, at han forsøgte at genvinde fatningen – og måske overvinde sorgen? Eller var han bare bange for at dø? „Det var ikke mig, der dræbte din mor. Hun tog sit eget liv. Jeg skar dig ud af liget. Havde jeg ikke gjort det, ville du være død sammen med hende.“
„Jamen hvorfor? Hvorfor gjorde du det? Du havde ikke brug for en søn, du havde jo én i forvejen!“ Jace virkede dødbringende i måneskinnet, syntes Clary, dødbringende og fremmed, en, hun ikke kendte. Den hånd, der holdt sværdet op foran struben på Valentine, var rolig. „Lad mig høre sandheden,“ sagde han. „Ikke flere løgne om, at vi er gjort af samme kød og blod. Forældre lyver for deres børn, men du – du er ikke min far. Og nu vil jeg have sandheden.“
„Det var ikke en søn, jeg havde brug for,“ sagde Valentine. „Det var en soldat. Jeg havde regnet med, at Jonathan skulle være den soldat, men han havde for meget dæmonvæsen i sig. Han var for vild, for uregerlig, for uberegnelig. Allerede dengang han var spæd, var jeg bange for, at han ikke ville være tålmodig nok, indfølende nok til at kunne følge mig, til at kunne overtage ledelsen af Klanen efter min død. Derfor prøvede jeg igen med dig. Men med dig havde jeg det modsatte problem. Du var for blid. For indfølende. Du gjorde andre menneskers sorger til dine; du kunne ikke bære at se dine kæledyr dø. Du må forstå det her, min søn – alt det elskede jeg dig for. Men det var netop det, jeg elskede dig for, der gjorde dig ubrugelig for mig.“
„Du anså mig altså for at være blød og uduelig,“ sagde Jace. „Så får du dig nok en overraskelse, når din bløde og uduelige søn skærer halsen over på dig.“
„Det har vi været igennem,“ sagde Valentine roligt, men Clary syntes, at hun kunne se svedperlerne glinse ved tindinger og kraveben. „Det ville du aldrig kunne gøre. Du gjorde det ikke dengang på Renwick’s, og du gør det heller ikke nu.“
„Der tager du fejl,“ sagde Jace afmålt. „Jeg har fortrudt, at jeg ikke slog dig ihjel, hver eneste dag siden. Min bror Max døde, fordi jeg ikke slog dig ihjel den dag. Snesevis, måske endda hundredvis har mistet livet, fordi modet svigtede mig. Jeg kender din plan. Ved godt, at du gør dig håb om at slagte stort set alle Skyggejægere i Idris. Og jeg spørger mig selv, hvor mange flere der skal dø, inden jeg gør det, jeg skulle have gjort på Blackwell-øen? Nej,“ sagde han. „Jeg har ikke lyst til at slå dig ihjel. Men jeg gør det alligevel.“
„Lad være,“ sagde Valentine. „Jeg beder dig. Jeg vil ikke –“
„Dø? Det er der ingen, der vil, far.“ Spidsen på Jaces sværd gled længere og længere ned, indtil den hvilede lige over Valentines hjerte. Jace virkede helt rolig og lignede en engel med en guddommelig mission. „Er der noget, du vil sige til afsked?“
„Jonathan –“
Blodet begyndte at dryppe fra det sted, hvor spidsen af klingen hvilede, og Clary så for sit indre blik Jace dengang på Renwick’s, så hånden, der rystede, fordi han ikke ville skade sin far. Og Valentine, der hånede ham. Stik dolken i mig. Syv … måske otte centimer ind. Sådan var det ikke nu. Jace var helt rolig på hånden. Og Valentine så bange ud.
„Dine sidste ord,“ hvislede Jace. „Hvad skal de være?“
Valentine løftede hovedet. De sorte øjne var alvorlige, da han kiggede på drengen foran sig. „Det gør mig ondt,“ sagde han. „Det gør mig frygtelig ondt.“ Han rakte hånden frem, som ville han røre ved Jace – drejede den, vendte håndfladen opad og strakte fingrene – og så susede noget blankt forbi Clary i mørket, nærmest som en kugle fra et gevær. Hun mærkede lufttrykket, da det fløj forbi hendes kind, og så havde Valentine grebet det, en lang sølvfarvet ildtunge, der lynede i hans hånd.
Det var Dødens Sværd. Det tegnede en sort lysstribe i luften, da Valentine stødte klingen ind i hjertet på Jace.
Jace spærrede øjnene vidt op. En skygge af forvirring gled hen over hans ansigt; han kiggede ned på sit bryst og på Maellartach, der stak grotesk ud fra det – det virkede mere bizart end skrækindjagende, nærmest som en rekvisit i et mareridt, der ikke gav nogen mening. Valentine tog hånden til sig og trak Sværdet ud af brystet på Jace, som var det en dolk, han trak fri af skeden. Jace sank i knæ, som havde det været det eneste, der holdt ham oppe. Sværdet gled ud af hånden på ham og landede på den klamme jord. Han kiggede desorienteret ned på det, som om han ikke anede, hvorfor han havde haft det i hånden, eller hvorfor han havde sluppet det. Han åbnede munden som for at spørge, og så vældede blodet ned over hagen og ned over det, der var tilbage af den lasede bluse.
Derefter var det, som om alting foregik i slowmotion, som om tiden strakte sig i det uendelige. Clary så Valentine synke ned på jorden og trække Jace op på sit skød, som om Jace stadig var en lille dreng. Han trak ham ind til sig, sad lidt og vuggede ham og trykkede ansigtet mod Jaces skulder. Et øjeblik troede Clary, at han græd, men da han atter løftede hovedet, var øjnene tørre. „Min søn,“ hviskede han. „Min dreng.“
Tiden, der gik alt for langsomt, frygtelig langsomt, lagde sig om Clary som et kvælende reb, mens Valentine blev siddende med Jace og strøg det blodige hår væk fra hans pande. Han sad med ham, til han var død og lyset slukkedes i hans øjne. Så lagde han forsigtigt liget af sin adoptivsøn fra sig i sandet og lagde hans arme over kors på brystkassen som for at skjule det gabende sår. „Ave –“ begyndte han, som ville han sige Skyggerjægernes farvel, men stemmen knækkede over, og han vendte sig brat om og gik hen til alteret.
Clary kunne ikke røre sig. Kunne knap nok få vejret. Hun kunne høre sit eget hjerte hamre, høre sit eget åndedræt raspe i den ru hals. Ud af øjenkrogen så hun Valentine, der havde stillet sig hen ved bredden af søen. Blodet strømmede fra Maellartachs klinge og dryppede ned i Dødens Bæger. Han stod og messede noget, hun ikke forstod, gad ikke engang prøve at forstå det. Nu var det alt sammen snart overstået, og det var hun nærmest glad for. Gad vide, om hun havde kræfter nok til at slæbe sig hen ved siden af Jace, om hun kunne lægge sig ved siden af ham og vente på, at det sluttede. Hun stirrede hen på ham. Han lå ubevægelig i det optrampede blodige sand, lå med lukkede øjne og fredfyldt ansigt; havde det ikke været for såret i brystet, ville hun kunne have overbevist sig selv om, at han bare lå og sov.
Men det gjorde han ikke. Han var Skyggejæger; han var død i kamp; han fortjente den sidste velsignelse. Ave atque vale. Hun formede ordene, men de forlod hendes mund i tavse luftpust. Halvvejs igennem standsede hun og snappede efter vejret. Hvad skulle hun sige? Hil og farvel, Jace Wayland? Men navnet var faktisk ikke hans. Han var aldrig rigtig blevet navngivet, tænkte hun forpint, havde bare overtaget et dødt barns navn, fordi det havde passet ind i Valentines kram. Og der var så meget kraft i et navn …
Hun drejede hurtigt hovedet og stirrede hen på alteret. Runerne omkring det var begyndt at gløde. Det var påkaldelsesruner, navngivelsesruner og bindingsruner, og de kunne minde lidt om de runer, der havde holdt Ithuriel fanget i kælderen under Waylandherresædet. Meget mod sin vilje kunne hun ikke lade være med at tænke på det blik, Jace havde sendt hende dengang, den tillid, der flammede i hans øjne, hans store tiltro til hende. Han havde altid ment, at hun var stærk. Havde vist det i alt, hvad han foretog sig, i ethvert blik, enhver berøring. Simon troede også på hende, men når han holdt om hende, gjorde han det så varsomt, som var hun gjort af noget meget skrøbeligt, af tyndt glas. Jace derimod havde omfavnet hende af alle kræfter og aldrig spekuleret på, om hun kunne tåle det – han vidste, at hun var lige så stærk som han.
Valentine lod blodet fra sværdet dyppe ned i søens vand, lod det dryppe i en stadig strøm, mens han messede hurtigt og dæmpet. Vandet i søen bølgede, som om en kæmpehånd lod fingrene glide hen over overfladen.
Clary lukkede øjnene. Efter at hun var kommet i tanke om det blik, Jace havde sendt hende den aften, hun havde befriet Ithuriel, kunne hun ikke lade være med at forestille sig, hvordan han ville have betragtet hende, hvis hun lagde sig til at dø i sandet ved siden af ham. Han ville ikke blive rørt, ville ikke opfatte det som en smuk gestus. Han ville blive vred på hende, fordi hun gav op. Han ville blive skuffet.
Clary vendte sig om og lagde sig på maven på jorden med de lammede ben slæbende efter sig. Hun gav sig langsomt til at kravle hen over sandet, skubbede sig frem med knæ og sammenbundne hænder. Det glødende bånd, hun havde om håndleddene, sved og brændte. Blusen blev revet op, da hun slæbte sig hen over jorden, og sandet skrabede huden af den bare mave, men det ænsede hun knap nok. Det var hårdt arbejde at trække sig af sted på denne måde – sveden haglede ned ad ryggen på hende, ned imellem skulderbladene. Da hun endelig nåede hen til kredsen af runer, var hun så stakåndet, at hun blev bange for, Valentine kunne høre det.
Men han vendte sig ikke engang om. Han stod med Dødens Bæger i den ene hånd, Sværdet i den anden. Pludselig løftede han højre hånd, sagde adskillige ord, der lød som græsk, og kastede Bægeret af alle kræfter. Det lyste som et stjerneskud, da det fløj ud over søens vand og forsvandt med et lille plask.
Kredsen af runer udstrålede en smule varme, nærmest som de sidste gløder af et bål. Clary måtte vride og vende sig for at få hånden ned til den stele, hun havde siddende i bæltet. Smerterne i håndleddene strålede ud i fingrene, da hun lukkede dem om skaftet og med et dæmpet gisp fik den trukket fri.
Hun kunne ikke få håndleddene fra hinanden og måtte noget ubehjælpsomt holde om stelen med begge hænder. Hun skubbede sig op på albuerne og stirrede ned på runerne. Hun kunne mærke varmen fra dem i ansigtet; de var begyndt at flimre som hekselys. Valentine havde hævet Dødens Sværd og var klar til at kaste det; han stod og messede de sidste ord i påkaldelsesbesværgelsen. Med en sidste kraftanstrengelse lykkedes det Clary at presse spidsen af stelen ned i sandet, og uden at ødelægge de runer, Valentine havde tegnet, lavede hun en ny rune oven i det, der symboliserede hans navn. Det var sådan en lille rune, tænkte hun, sådan en lille ændring – ikke noget, der bare mindede om hendes utrolig kraftfulde Alliancerune eller Kainsmærket.
Men det var alt, hvad hun formåede lige nu. Hun lod sig udmattet rulle om på siden, netop som Valentine løftede armen og sendte Dødens Sværd af sted.
Maellartach hvirvlede, roterede af sted, en sort og sølvfarvet skygge, der uden en lyd blev opslugt af den sorte og sølvfarvede sø. Der, hvor den landede, rejste der sig en kæmpe søjle: Platinfarvet vand, der sprang ud som en blomst. Søjlen steg højere og højere op som en smeltet sølvfarvet gejser, som regn, der falder opad. Så lød der et kæmpe brag, som når et isbjerg eller en gletsjer river sig løs – og så så det ud, som om søen skiltes og det sølvfarvede vand eksploderede i et omvendt haglvejr.
Og ud af dette haglvejr rejste Englen sig. Clary var ikke sikker på, hvad hun havde ventet – noget i retning af Ithuriel, men Ithuriel var skrumpet ind efter mange års fangenskab og pinsler. Dette var en engel i al sin magt og vælde. Da han steg op af vandet, begyndte det at svide i øjnene, som var det solen, hun kiggede ind i.
Valentines hænder hang slapt ned langs siderne. Han stod henført og kiggede op, en mand, der så sin største drøm blive til virkelighed. „Raziel,“ hviskede han.
Englen fortsatte med at stige til vejrs, som om søen trak sig tilbage for at afsløre sin hemmelighed. Det første, der kom op af vandet, var hans hoved med gennemblødte lokker, der lignede guld- og sølvkæder. Derefter fulgte skuldrene, der var hvide som sten, og en nøgen overkrop – og nu opdagede Clary, at Englen ligesom Nephilimerne var Mærket over det hele, men Raziels runer var gyldne og levende og bevægede sig hen over den hvide hud som flammer. Af en eller anden grund virkede Englen på én gang kæmpestor og ikke meget større end et menneske: Det sved i Clarys øjne, da hun forsøgte at suge indtrykket af ham til sig, og samtidig var han alt, hvad hun kunne se. Da han steg højere op, rejste vingerne sig fra hans ryg og bredte sig tværs over søen, og de var også gyldne og fjerbesatte, og hver fjer var udstyret med et gyldent stirrende øje.
Det var et både smukt og skræmmende syn. Clary havde lyst til at kigge væk, men ville ikke. Hun ville have det hele med. Ville også se det på Jaces vegne.
Det er ligesom på alle billederne, tænkte hun. Englen, der steg op fra søen med Sværdet i den ene hånd, Bægeret i den anden. Vandet drev af begge dele, men Raziel selv var ikke spor våd, heller ikke vingerne. Han stod med de bare, hvide fødder på søens overflade og sendte små bølger igennem vandet. Ansigtet, der var smukt og overmenneskeligt, var vendt mod Valentine.
Og så talte han.
Stemmen lød som et skrig og et råb og som musik, alt sammen på en og samme tid. Han talte ikke med ord, og alligevel var han i stand til at gøre sig fuldt forståelig. Styrken i hans ånde var nær ved at vælte Valentine bagover; han måtte hugge støvlehælene i sandet og læne sig frem, som var han ude i strid storm. Clary mærkede Englens ånde passere hen over sig: Den var hed som luften fra en smelteovn og lugtede af fremmedartede krydderier.
Det er tusind år siden, jeg sidst blev kaldt til dette sted, sagde Raziel. Dengang var det Jonathan Skyggejæger, der påkaldte mig og bønfaldt mig om at blande mit blod med dødelige mænds i et Bæger for at skabe en race af krigere, der ville kunne befri jorden for dæmoner. Jeg gjorde alt, hvad han bad mig om, og sagde, at jeg ikke ville gøre mere. Hvorfor har du nu påkaldt mig, Nephilim?
„Der er gået tusind år, Vor Herlighed, men dæmonerne er her stadig,“ sagde Valentine ivrigt.
Hvad betyder det for mig? For en engel er tusind år at sammenligne med et blink med øjet.
„De Nephilimer, du skabte, var en prægtig race af mænd. I mange år kæmpede de tappert for at befri denne dimension for dæmonsmitten. Men på grund af svaghed og fordærv blandt de menige er det ikke lykkedes dem. Nu agter jeg at føre dem tilbage til fordums storhed –“
Storhed? sagde Englen ligesom nysgerrigt, som om han ikke kendte ordet. Storhed tilhører ene og alene Gud.
Det bragte ikke Valentine ud af fatning. „Klanen, som de første Nephilimer skabte den, findes ikke længere. De har allieret sig med de underjordiske, dæmonbesudlede ikkemennesker, der hjemsøger denne verden som fluer på kadaveret af en død rotte. Det er min agt at rense denne verden, at udslette alle underjordiske sammen med enhver dæmon –“
Dæmoner har ingen sjæl. Men de skabninger, du taler om, Månens, Nattens, Liliths og Feernes børn, er alle besjælede. Det forekommer mig, at dine regler for, hvad der skal til for at være og ikke være et menneske, er strengere end vore. Clary kunne have svoret, at Englen lød sarkastisk. Agter du at udfordre himlen som den anden Morgenstjerne, hvis navn du bærer, Skyggejæger?
„Nej, Herre Raziel, ikke udfordre himlen, men alliere mig med himlen –“
I en krig, du står bag? Vi er himlen, Skyggejæger. Vi tager ikke del i jeres verdslige slag.
„Herre Raziel,“ sagde Valentine og lød nu nærmest krænket. „Du kan da ikke mene, at du lod et ritual, hvorved du kan påkaldes, eksistere, hvis ikke du agtede at lade dig påkalde. Vi Nephilimer er dine børn. Vi har brug for din vejledning.“
Vejledning? sagde Englen og lød, som om den morede sig. Det er næppe årsagen til, at du har påkaldt mig. Du søger snarere at sikre dig selv berømmelse.
„Berømmelse?“ gentog Valentine hæst. „Jeg har givet alt for denne sag. Min kone. Mine børn. Jeg har end ikke skånet mine sønner. Jeg har givet alt, hvad jeg har, for dette – alt.“
Englen svævede bare og betragtede Valentine med sine ejendommelige, umenneskelige øjne. Vingerne bevægede sig så langsomt som skyer, der driver hen over himlen. Endelig sagde han: Gud bad Abraham ofre sin søn på et alter, der mindede meget om det der, for at se, hvem Abraham elskede højst, Isak eller Gud. Men der er ingen, der har bedt dig ofre din søn, Valentine.
Valentine kiggede ned på alteret ved sin fødder. Det var sølet til i Jaces blod. Derefter så han op på Englen. „Om nødvendigt vil jeg tvinge dig,“ sagde han. „Men jeg vil foretrække, at du samarbejder.“
Da Jonathan Skyggejæger påkaldte mig, sagde Englen, gav jeg ham min hjælp, fordi jeg kunne se, at hans drøm om en verden befriet for dæmoner var oprigtig og ægte. Han forestillede sig et himmerige på Jord. Men du drømmer kun om din egen hæder, og du elsker ikke himlen. Det kan min bror Ithuriel bevidne.
Valentine blegnede. „Jamen –“
Troede du ikke, at jeg ville få det at vide? Englen smilede. Det frygteligste smil, Clary nogen sinde havde set. Det er sandt, at herren over den runering, du har tegnet, kan afkræve mig en enkelt tjeneste. Men det er ikke dig, der er dens herre.
Valentine blegnede. „Min herre Raziel – der findes ingen anden –“
Jo, det gør der, sagde Englen. Din datter.
Valentine gjorde omkring. Clary lå halvt bevidstløs i sandet. Hendes hænder og arme skreg af smerte, men hun gengældte trodsigt hans blik. Et kort øjeblik mødtes deres øjne – og han så på hende, så hende rigtigt, og det gik op for hende, at det var første gang, hendes far nogen sinde havde kigget på hende og rigtigt set hende. Første og sidste gang.
„Clarissa,“ sagde han. „Hvad har du gjort?“
Clary strakte hænderne frem og skrev noget i sandet for hans fødder. Det var ikke en rune, men ord: de ord, han havde sagt til hende, første gang han så, hvad hun var i stand til, dengang hun tegnede den rune, der tilintetgjorde hans skib.
MENÉ MENÉ TEQÉL UFARSIN.
Han spærrede øjnene op, præcis som Jace havde gjort, inden han døde. Valentine var blevet ligbleg. Han vendte sig langsomt om mod Englen og løftede bønfaldende hænderne. „Min Herre Raziel –“
Englen åbnede munden og spyttede. Eller sådan så det i hvert fald ud for Clary – som om Englen spyttede, og det, der kom ud af munden på ham, var en susende gnist af hvid ild, der kunne minde om en brændende pil. Pilen fløj direkte hen over vandet og begravede sig i brystet på Valentine. Eller måske var begravede ikke det rigtige ord – for den strøg lige igennem ham som en sten igennem et stykke tyndt papir og efterlod sig et rygende hul på størrelse med en knytnæve. Clary kiggede op og kunne et kort øjeblik se lige igennem brystet på sin far, se søen og Englen, der lyste længere ude.
Øjeblikket passerede, og Valentine faldt til jorden som et træ og lå helt stille – med munden åbnet i et tavst skrig og et vantro blik i de blinde øjne.
Det var himmelsk retfærdighed. Det er du næppe fortvivlet over.
Clary kiggede op. Englen hang som et flammende tårn over hende og skjulte himlen. Han havde ikke noget i hænderne; Dødens Bæger og Sværd lå på bredden af søen.
Du må afkræve mig en tjeneste, Clarissa Morgenstern. Hvad ønsker du?
Clary åbnede munden. Der kom ikke en lyd ud.
Åh ja, sagde Englen blidt. Runen. De mange øjne på hans vinger blinkede. Hun mærkede noget feje hen over sig. Det føltes blødt, blødere end silke, blødere end hvisken eller en fjer. Det var sådan, hun forestillede sig, skyer måtte føles. Der fulgte en let duft med berøringen – en behagelig duft, svimlende og sød.
Hendes håndled holdt op med at gøre ondt. Og da hænderne ikke længere var bundet sammen, faldt de ned langs siden på hende. Den svidende fornemmelse i nakken og lammelsen i benene var også forsvundet. Hun kæmpede sig op på knæ. Mere end noget andet følte hun trang til at kravle hen over det blodige sand til Jace, putte sig ind til ham og lægge armene om ham, selv om han var borte. Men Englens stemme var bydende, så hun blev, hvor hun var, og stirrede op i det stærke, gyldne lys.
Kampen på Brocelind-sletten er slut. Morgensterns greb om dæmonerne forsvandt med hans død. Der er allerede mange, der er flygtet; resten vil snart være udslettet. I dette øjeblik er Nehphilimer på vej til bredden af denne sø. Har du en bøn, Skyggejæger, så kom frem med den nu, sagde Englen og tøvede. Og husk, at jeg ikke er nogen ånd i en lampe. Vælg dit ønske med omtanke.
Clary tøvede – kun et øjeblik, men øjeblikket strakte sig i det uendelige. Hun kunne bede om hvad som helst, tænkte hun tummelumsk, hvad som helst – at få sat en stopper for nød, sult og sygdom i verden eller om fred på jorden. Men den slags ønsker stod det måske ikke i engles magt at opfylde, for ellers var det nok sket for længst. Og måske var det meningen, at folk selv skulle kæmpe for at opnå det.
Det var også lige meget. I sidste ende var der kun ét at bede om, kun en enkelt reel mulighed.
Hun løftede øjnene og mødte Englens blik.
„Jace,“ sagde hun.
Raziel ændrede ikke ansigtsudtryk. Hun anede ikke, om han fandt ønsket godt eller dårligt, eller om han – tænkte hun og blev grebet af panik – overhovedet havde tænkt sig at opfylde det.
Luk øjnene, Clarissa Morgenstern, sagde Englen.
Clary lukkede øjnene. Uanset hvad han havde i tankerne, sagde man ikke nej til en engel. Hjertet hamrede i brystet på hende, da hun var omgivet af mørket bag de lukkede øjenlåg og resolut forsøgte at lade være med at tænke på Jace. Men hans ansigt blev alligevel ved at dukke op for hendes indre blik – han smilede ikke til hende, men kiggede til siden, og hun kunne se arret på tindingen, den uregelmæssige krusning i mundvigen og den sølvfarvede streg på halsen der, hvor Simon havde bidt ham – alle de ar, småfejl og uregelmæssigheder, der udgjorde det menneske, hun elskede højest i denne verden. Jace. Pludselig var der et stærkt lysglimt, der fik hende til at se rødt og tumle omkuld i sandet. Gad vide, om hun var ved at besvime – eller måske døde hun – men det ville hun ikke, ikke nu da hun kunne se Jaces ansigt så tydeligt for sig. Hun kunne næsten høre hans stemme, høre ham sige sit navn, sådan som han havde gjort på Renwick’s, hvisket det igen og igen. Clary. Clary. Clary.
„Clary,“ sagde Jace. „Åbn øjnene.“
Og det gjorde hun.
Hun lå i sandet i sit lasede, våde og blodige tøj. Det var i hvert fald det samme. Det, der var forandret, var, at Englen var forsvundet og med ham det blændende hvide lys, der havde gjort nat til dag. Hun kiggede op på nattehimlen og dens mylder af hvide stjerne, der lignede blanke spejle i mørket, og bøjet ind over hende med øjne, der lyste klarere end nogen af stjernerne, sad Jace.
Hun slugte ham med øjnene, hver en lille del af ham, fra det filtrede hår over det blodige, beskidte ansigt med de strålende øjne; fra alle de sår, der lod sig se igennem de forrevne ærmer, til den blodige flænge i blusen, og inde bag den huden – og der var ingen spor, intet stiksår, der viste, hvor sværdet var gået ind. Hun kunne se en blodåre dunke på hans hals, og alene synet fik hende næsten til at slå armene om ham, for det betød, at hjertet slog, og det betød –
„Du lever,“ hviskede hun. „Du lever virkelig.“
Han løftede langsomt hånden og strøg hende undrende over kinden. „Jeg var i mørket,“ sagde han dæmpet. „Der var ikke andet end skygger, og jeg var selv en skygge, og jeg vidste godt, at jeg var død, at det hele var overstået. Og så hørte jeg din stemme. Hørte dig sige mit navn, og det var det, der bragte mig tilbage.“
„Det var ikke mig.“ Clarys hals snørede sig sammen. „Det var Englen, der bragte dig tilbage.“
„Fordi du bad ham om det.“ Han lod tavst fingrene følge omridset af hendes ansigt, som om han ville sikre sig, at hun var virkelig. „Du kunne have fået alt i verden, og så bad du om mig.“
Hun smilede op til ham. Beskidt, som han var, indsmurt i blod og jord, var han alligevel det smukkeste, hun nogen sinde havde set. „Jamen der er jo ikke andet i verden, jeg vil have.“
Og det fik hans allerede strålende øjne til at flamme så meget op, at hun knap nok kunne få sig selv til at se på ham. Hun tænkte på Englen, på, hvordan han havde brændt som tusindvis af fakler, og på Jace, der havde noget af det samme strålende blod i årerne, blod, der nu brændte igennem ham og hans øjne som lys, der trænger ud igennem sprækker i en dør.
Jeg elsker dig, havde Clary lyst til at sige. Og: Jeg ville gøre det igen. Ville til hver en tid bede om dig. Men det var ikke det, hun sagde.
„Du er ikke min bror,“ sagde hun i stedet, og det kom til at lyde forpustet, som om det pludselig var gået op for hende, at hun ikke havde sagt det endnu, og ikke kunne få ordene hurtigt nok over sine læber. „Det ved du godt, ikke?“
Jace smilede igennem alt skidtet og blodet. „Jo,“ sagde han. „Det ved jeg godt.“