2.

Jeg tog ind på Merlotte’s tidligt om morgenen – for mig vil det sige halv ni – for at få styr på barsituationen, og så blev jeg der og tog Arlenes vagt. Jeg ville blive nødt til at tage en dobbeltvagt. Heldigvis var der sparsomt med frokostgæster. Jeg vidste ikke om det var en følge af Sams bekendtgørelse eller bare normaltilstanden. I det mindste kunne jeg få klaret et par opringninger mens Terry Bellefleur (der fik det til at løbe rundt ved hjælp af flere deltidsjob) passede baren. Terry var i godt humør, eller det der gjorde det ud for godt humør i hans tilfælde. Han var Vietnam-veteran og havde haft meget dårlige oplevelser under krigen. Han var god nok på bunden, og vi var altid kommet godt ud af det sammen. Han var meget fascineret af varulvenes afsløring; siden krigen havde Terry haft det bedre sammen med dyr end med mennesker.

»Jeg tør vædde på at det er derfor jeg altid har kunnet lide at arbejde for Sam,« sagde Terry, og jeg smilede til ham.

»Jeg kan også godt lide at arbejde for ham,« sagde jeg.

Mens Terry langede øl over disken og holdt øje med Jane Bodehouse, en af vores alkoholikere, begyndte jeg at ringe rundt for at finde en afløser. Amelia havde sagt til mig at hun godt ville hjælpe lidt til, men kun om aftenen for hun havde for tiden et job i dagtimerne som barselsvikar for en sekretær i forsikringsagenturet.

Først ringede jeg til Charlsie Tooten. Charlsie var velvilligt indstillet, men sagde at hun passede sit barnebarn på fuld tid mens hendes datter arbejdede, så hun var for træt til at komme ind. Jeg ringede til en anden tidligere Merlotte’s-ansat, men hun var begyndt at arbejde på en anden bar. Holly havde sagt hun kunne tage en dobbeltvagt en enkelt gang, men heller ikke mere på grund af sin lille dreng. Danielle, den anden fuldtidsservitrice, havde sagt det samme. (Danielle var dobbelt undskyldt, for hun havde to børn).

Til sidst udstødte jeg så et enormt suk for at fortælle Sams tomme kontor hvilken lidelse det var for mig, og ringede til et af de mennesker jeg satte allermindst pris på – Tanya Grissom, varræv og tidligere sabotør. Det tog mig et stykke tid at opspore hende, men ved at ringe til et par folk ude i Hotshot fik jeg endelig fat på hende hjemme hos Calvin. Tanya var kommet sammen med ham et stykke tid. Jeg kunne selv godt lide ham, men når jeg tænkte på klyngen af små huse ved den gamle korsvej, kom jeg til at gyse.

»Hej, Tanya, hvordan går det? Det er Sookie Stackhouse.«

»Virkelig. Hmmm. Hej.«

Jeg kunne ikke bebrejde hende at hun var lidt forsigtig.

»En af Sams servitricer har sagt op – du kan godt huske Arlene, ikke? Hun flippede ud over varulvehalløjet og tog sit tøj og gik. Jeg tænkte på om du mon kunne overtage et par af hendes vagter, bare i en periode?«

»Er du Sams partner nu?«

Hun var ikke indstillet på at gøre det nemt. »Nej, jeg passer bare butikken for ham. Han blev nødt til at tage væk på grund af en krise i familien.«

»Jeg stod sikkert nederst på din liste.«

Min korte tavshed talte for sig selv.

»Jeg tror godt vi kan finde ud af at arbejde sammen,« sagde jeg, for jeg var jo nødt til at sige noget.

»Jeg har arbejde i dagtimerne nu, men jeg kan godt hjælpe til et par aftener indtil du finder en permanent afløser,« sagde Tanya. Det var svært at læse noget ud af hendes stemme.

»Tak.« Så havde jeg to midlertidige afløsere, Amelia og Tanya, og jeg kunne selv tage de timer de ikke havde mulighed for at tage. Ingen ville blive overbebyrdede. »Kan du komme og tage aftenvagten i morgen? Hvis du kunne være her omkring fem-halv seks, kan en af os lige sætte dig i gang igen, og hvis du så kunne være her til baren lukker.«

Der fulgte en kort tavshed. »Jeg skal nok komme,« sagde Tanya. »Jeg har et par sorte bukser. Har I en T-shirt jeg kan tage på?«

»Jep. Medium?«

»Det kan jeg godt bruge.«

Hun lagde på.

Nå, jeg kunne jo næppe forvente at hun skulle blive glad for at høre fra mig eller være vild efter at gøre mig en tjeneste, for vi havde aldrig just været perleveninder. Faktisk havde jeg fået hende forhekset af Amelia og Amelias læremester, Octavia, selv om hun næppe kunne huske det. Jeg vred mig stadig ved tanken om hvordan jeg havde ændret Tanyas liv, men jeg mente ikke jeg havde haft noget reelt valg. Nogle gange må man bare sige »ærgerligt« og komme videre.

Sam ringede da Terry og jeg var ved at lukke baren. Jeg var meget træt. Jeg var tung i hovedet, og mine fødder var ømme.

»Hvordan går det hos jer?« spurgte Sam. Hans stemme var hæs af udmattelse.

»Vi klarer den,« sagde jeg og prøvede at lyde munter og ubekymret. »Hvordan går det med din mor?«

»Hun er stadig i live,« sagde han. »Hun taler og kan selv trække vejret. Lægen siger at han tror hun nok skal komme sig. Min stedfar er blevet anholdt.«

»Sikke noget rod,« sagde jeg, og det gjorde mig virkelig ondt på Sams vegne.

»Mor siger at hun burde have fortalt ham det på forhånd,« sagde han. »Hun turde bare ikke.«

»Hmm … åbenbart med rette, hva’? Efter alt at dømme.«

Han fnøs. »Hun mener at hvis hun havde taget en lang snak med ham og så ladet ham se hende forvandle sig efter at han havde set forvandlingen på tv, ville han have taget det på en anden måde.«

Jeg havde haft så travlt med baren at jeg ikke havde haft en chance for at følge med i fjernsynets reportager om reaktionerne rundt omkring i verden på denne anden store åbenbaring. Jeg spekulerede på hvordan det gik i Montana, Indiana eller Florida. Jeg spekulerede på om nogen af de kendte skuespillere i Hollywood havde indrømmet at være varulve. Hvad nu hvis Ryan Seacrest fik lodden pels hver fuldmåne? Eller Jennifer Love Hewitt eller Russell Crowe? (Hvilket jeg anså for yderst sandsynligt). Det kunne gøre en enorm forskel med hensyn til offentlighedens accept af varulvene.

»Har du set din stedfar eller talt med ham?«

»Nej, ikke endnu. Det kan jeg ikke få mig selv til. Min bror tog forbi. Han sagde at Don gav sig til at græde. Det var slemt.«

»Er din søster der?«

»Hun er vist på vej. Hun havde svært ved at få arrangeret børnepasning.« Han lød lidt tøvende.

»Hun vidste godt besked om din mor, ikke?« Jeg forsøgte at skjule vantroen i min stemme.

»Nej,« sagde han. »Meget ofte fortæller forældrene det ikke til børn der ikke har arvet det. Mine søskende vidste det heller ikke om mig eftersom de ikke vidste det om mor.«

»Undskyld,« sagde jeg, og det stod for alle mulige ting.

»Jeg ville ønske du var her,« sagde Sam til min overraskelse.

»Jeg ville ønske jeg kunne hjælpe noget mere,« sagde jeg. »Hvis du kan komme på andet jeg kan gøre, må du endelig ringe til mig.«

»Du holder forretningen kørende. Det betyder rigtig meget,« sagde han. »Jeg må hellere se at få noget søvn.«

»Okay, Sam. Vi snakkes ved i morgen, ikke?«

»Selvfølgelig,« sagde han. Han lød så udmattet og ulykkelig at jeg var lige ved at græde.

Efter den samtale var jeg lettet over at jeg havde lagt mine personlige følelser til side og ringet til Tanya. Det havde været det rigtige at gøre. At Sams mor var blevet skudt på grund af hvad hun var – tja, det satte jo ligesom min modvilje mod Tanya Grissom i perspektiv.

Jeg faldt om på sengen den aften, og jeg tror dårligt nok jeg bevægede mig i løbet af natten.

Jeg havde været sikker på at den varme følelse som samtalen med Sam havde givet mig, ville hjælpe mig gennem den næste dag, men morgenen begyndte dårligt.

Det var naturligvis altid Sam der bestilte forsyningerne og holdt øje med lageret. Det var også meget forståeligt at han havde glemt at minde mig om at der skulle komme nogle kasser øl. Jeg fik en opringning fra lastbilchaufføren, Duff, og måtte springe ud af sengen og skynde mig hen på Merlotte’s. På vej ud ad døren fik jeg lige set det blinkende lys på telefonsvareren, som jeg havde været for træt til at tjekke aftenen før. Men jeg havde ikke tid til at bekymre mig om ubesvarede opkald nu. Jeg var bare lettet over at Duff havde tænkt på at ringe til mig når der ikke blev svaret på Sams nummer.

Jeg åbnede bagdøren til Merlotte’s, og Duff trillede kasserne ind og stillede dem på plads. Lidt nervøst skrev jeg under for Sam. Da det var blevet gjort, og lastbilen var kørt ud fra parkeringspladsen, kom Sarah Jen, postbuddet, forbi med barens post og Sams personlige breve. Jeg tog imod det alt sammen. Sarah Jen var i snakkehjørnet. Hun havde (allerede!) hørt at Sams mor var kommet på hospitalet, men jeg følte mig ikke forpligtet til at oplyse hende om omstændighederne. Det var Sams egen sag. Sarah Jen havde også lyst til at betro mig at det overhovedet ikke kom bag på hende at Sam var en varskabning, for hun havde altid syntes der var noget mærkeligt ved ham.

»Han er en flink fyr,« indrømmede Sarah Jen. »Det vil jeg ikke benægte. Der er bare … noget mærkeligt ved ham. Jeg blev ikke spor overrasket.«

»Virkelig? Han har i hvert fald altid talt meget pænt om dig,« sagde jeg sødt og kiggede ned for at underspille replikken. Jeg kunne se glæden der strømmede gennem Sarah Jens hoved, lige så klart som hvis hun havde tegnet et billede af den.

»Han har altid været meget høflig,« sagde hun og opfattede pludselig Sam som en meget indsigtsfuld mand. »Nå, jeg må se at komme videre. Jeg skal jo være færdig med ruten. Hvis du snakker med Sam, så hils og sig at det gør mig ondt med hans mor.«

Efter at jeg havde lagt posten ind på Sams skrivebord, ringede Amelia fra forsikringsagenturet for at sige at Octavia havde ringet og spurgt om en af os kunne køre hende til Wal-Mart. Octavia, der havde mistet de fleste af sine ting under orkanen Katrina, sad derhjemme uden bil.

»Du bliver nødt til at køre hende i din frokostpause,« sagde jeg til Amelia og undgik kun lige at snerre ad hende. »Jeg har hænderne fulde i dag. Og nu kommer der mere bøvl,« sagde jeg idet en bil kørte ind ved siden af min på personaleparkeringspladsen. »Det er Erics dagmedhjælper, Bobby Burnham.«

»Åh ja, det havde jeg nær glemt. Octavia sagde at Eric har forsøgt at ringe til dig derhjemme to gange. Så til sidst sagde hun til Bobby hvor du var her til morgen,« sagde Amelia. »Hun tænkte at det måske var noget vigtigt. Hvor heldig kan man være? Nå, jeg skal nok tage mig af Octavia. På en eller anden måde.«

»Godt,« sagde jeg og prøvede at lade være med at lyde så brysk som jeg havde lyst til. »Vi snakkes ved senere.«

Bobby Burnham steg ud af sin Impala og kom hen mod mig. Hans chef, Eric, var bundet til mig i et kompliceret forhold der ikke alene byggede på vores fælles forhistorie, men også på at vi havde byttet blod ved flere lejligheder.

Der havde for min del ikke været tale om en beslutning på et velinformeret grundlag.

Bobby Burnham var et røvhul. Måske havde Eric fået ham på udsalg?

»Miss Stackhouse,« sagde han og smurte tykt på med galanteriet. »Min herre beder dig om at komme til Fangtasia i aften til et møde med den nye konges adjudant.«

Det var ikke den form for invitation jeg havde ventet, eller den form for samtale jeg havde forudset med vampyrsheriffen for Område Fem. I betragtning af at vi havde nogle private emner vi burde drøfte, havde jeg forestillet mig at Eric ville ringe til mig når tingene var faldet lidt på plads med det nye styre, så vi kunne aftale et møde – eller en dato – hvor vi kunne tale om de mange forskellige problemer vi bar på vores fælles kappe. Jeg var alt andet end tilfreds med denne upersonlige indkaldelse gennem en lakaj.

»Har I nogen sinde hørt om telefonen?« sagde jeg.

»Han efterlod flere beskeder til dig i går aftes. Han bad mig udtrykkeligt om at få fat på dig i dag. Jeg følger bare ordrer.«

»Eric gav dig altså besked på at bruge din tid på at køre hertil og bede mig om at komme hen på hans bar i aften?« Selv i mine egne ører lød jeg stærkt skeptisk.

»Ja. Han sagde: ‘Find hende, overbring beskeden personligt, og vær høflig.’ Her står jeg så. Og er høflig.«

Han fortalte mig sandheden, og det var ved at tage livet af ham. Det var næsten nok til at få mig til at smile. Bobby kunne virkelig ikke lide mig. Det tætteste jeg kunne komme på en begrundelse, var at Bobby ikke mente jeg var værdig til Erics opmærksomhed. Han kunne ikke lide min temmelig uærbødige holdning til Eric, og han kunne ikke forstå hvorfor vampyren Pam, Erics højre hånd, godt kunne lide mig, når hun ikke ænsede Bobby selv.

Der var ikke noget jeg kunne gøre for at lave om på det, selv hvis Bobbys modvilje havde bekymret mig … hvilket den ikke gjorde. Men Eric bekymrede mig voldsomt. Jeg var nødt til at tale med ham, og jeg kunne lige så godt få det overstået. Jeg havde ikke set ham siden sidst i oktober, og nu var det midten af januar. »Det kan først blive når jeg er færdig her. Jeg leder stedet midlertidigt,« sagde jeg og lød hverken tilfreds eller imødekommende.

»Hvad tid? Han vil have at du er der klokken syv. Så er Victor der også.«

Victor Madden var repræsentant for den nye konge, Felipe de Castro. Magtovertagelsen havde været blodig, og Eric var den eneste sherif fra det gamle regime der havde klaret skærene. At holde sig på god fod med det nye styre var tydeligvis vigtigt for Eric. Jeg var endnu ikke sikker på hvor meget af det der var mit problem. Men på grund af et held i uheld havde jeg en høj stjerne hos Felipe de Castro, og sådan ville jeg gerne have at det blev ved med at være.

»Jeg kan nok godt være der klokken syv,« sagde jeg efter at have regnet lidt på det i hovedet. Jeg prøvede at lade være med at tænke på hvor meget jeg ville nyde at se Eric igen. Mindst ti gange inden for de seneste par uger havde jeg bremset mig selv i at sætte mig ud i bilen og køre hen for at besøge ham. Men jeg havde formået at modstå impulserne, for jeg havde kunnet mærke at han kæmpede for at bevare sin position under den nye konge. »Jeg skal lige sætte den nye pige ind i sagerne … Ja, syv kan nok lige lade sig gøre.«

»Det bliver han meget lettet over,« sagde Bobby og formåede at få det til at lyde hånligt.

Bliv endelig bare ved, dit røvhul, tænkte jeg. Og Bobby kunne måske læse mit ansigtsudtryk, for han sagde: »Det bliver han virkelig,« i så oprigtigt et tonefald som det var muligt for ham.

»Okay, beskeden er overbragt,« sagde jeg. »Jeg er nødt til at komme tilbage til arbejdet.«

»Hvor er din chef?«

»Han er nødt til at tage sig af et familieanliggende i Texas.«

»Åh, jeg troede at hundefangeren måske havde snuppet ham.«

Sikke en spøgefugl. »Farvel, Bobby,« sagde jeg og vendte ryggen til ham for at gå ind ad bagdøren.

»Her,« sagde han, og jeg vendte mig irriteret om. »Eric sagde du ville få brug for den her.« Han rakte mig en bylt indsvøbt i sort fløjl. Vampyrer kan ikke give én noget i en indkøbspose eller pakket ind i gavepapir, næ nej. Sort fløjl. Bylten var bundet sammen med en gylden snor med kvaster, sådan en man kunne bruge til at binde et gardin op med.

Bare at stå med den i hænderne fyldte mig med bange anelser. »Og hvad er det så?«

»Det ved jeg ikke. Jeg fik ikke til opgave at åbne den.«

Jeg hader udtrykket »få til opgave«. »Hvad skal jeg gøre med den?« sagde jeg.

»Eric sagde: ‘Bed hende om at give mig den i aften for øjnene af Victor.’«

Eric gjorde aldrig noget uden bagtanker. »All right,« sagde jeg modvilligt. »Betragt beskeden som overbragt til mig.«

Jeg klarede mig okay gennem den næste vagt. Alle tog fat for at hjælpe til, og det var dejligt. Kokken havde arbejdet hårdt hele dagen, det var måske den femtende fastfood-kok vi havde haft siden jeg begyndte at arbejde på Merlotte’s. Vi havde haft hver eneste afart af menneskelig skabning man kunne forestille sig: sorte, hvide, mænd, kvinder, gamle, unge, døde (ja, en vampyrkok), en med lykantropiske tilbøjeligheder (en varulv), og formentlig et par stykker jeg helt havde glemt. Den nuværende kok, Antoine Lebrun, var rigtig flink. Han var kommet til os på grund af orkanen Katrina. Han var blevet længere end de fleste andre flygtninge, der var flyttet ud til kysten igen eller videre til et nyt sted.

Antoine var i halvtredserne med en grå stribe eller to i det krøllede hår. Han havde arbejdet i boderne i Louisiana Superdome, havde han fortalt mig den dag han blev ansat, og vi havde begge gyst. Antoine kom fint ud af det med D’Eriq, afrydderen, der også fungerede som hans medhjælper.

Da jeg gik ud i køkkenet for at sikre mig at Antoine havde alt hvad han skulle bruge, sagde han til mig at han var virkelig stolt over at arbejde for en hamskifter, og D’Eriq blev ved med at fortælle om sin reaktion på Sams og Trays forvandlinger. Efter at D’Eriq havde fået fri, var han blevet ringet op af sin fætter i Monroe, og nu ville D’Eriq fortælle os alle sammen at hans fætters kone var varulv.

Jeg håbede at D’Eriqs reaktion var typisk. For to aftener siden havde en masse mennesker opdaget at nogen de kendte personligt, var en varskabning af en eller anden slags. Hvis varskabningen aldrig havde vist tegn på sindssyge eller voldelige tendenser, ville disse mennesker forhåbentlig være villige til at acceptere at hamskifte var et nyt aspekt af verden der ikke udgjorde nogen trussel. Det var ligefrem spændende.

Jeg havde ikke haft tid til at tjekke reaktionerne rundt omkring i verden, men hvad lokalområdet angik, syntes afsløringen i det mindste at være forløbet gnidningsløst. Jeg fik ikke den følelse at nogen kunne finde på at smide brandbomber ind på Merlotte’s på grund af Sams dobbeltnatur, og jeg mente også at Trays motorcykelværksted var et sikkert sted.

Tanya kom tyve minutter før tid, hvilket fik hende til at stige i min agtelse, og jeg smilede oprigtigt til hende. Efter at vi havde gennemgået nogle grundlæggende ting som tider, løn og Sams husregler, sagde jeg: »Kan du lide at være derude i Hotshot?«

»Ja, det kan jeg,« sagde hun og lød en smule overrasket. »Familierne ude i Hotshot, de kommer virkelig godt ud af det med hinanden. Hvis noget går galt, holder de et møde og diskuterer det. De der ikke kan lide det liv, rejser bare væk ligesom Mel Hart.« Næsten alle i Hotshot hed enten Hart eller Norris.

»Han er virkelig blevet kammesjuk med min bror på det senere,« sagde jeg, for jeg var lidt nysgerrig med hensyn til Jasons nye ven.

»Ja, det hører jeg. Alle er glade for at han har fundet nogen at være sammen med efter at have været så meget alene.«

»Hvorfor passede han ikke ind derude?« spurgte jeg ligeud.

»Så vidt jeg kan forstå, er Mel ikke så glad for at dele, sådan som man er nødt til når man bor i et sådant lille samfund. Han er meget sådan … ‘Det der er mit, er mit’,« svarede Tanya. Hun trak på skuldrene. »Det er i hvert fald hvad man siger.«

»Sådan er Jason også,« sagde jeg. Jeg kunne ikke læse Tanyas tanker særligt tydeligt på grund af hendes dobbeltnatur, men jeg kunne fornemme hendes stemning og hensigt, og jeg forstod at de andre pantere var bekymrede for Mel Hart.

De var bekymrede over om Mel klarede sig i Bon Temps’ store verden, gættede jeg på. Hotshot var sit eget lille univers.

Jeg følte mig lidt mere let om hjertet da jeg var færdig med at sætte Tanya ind i tingene (hun havde afgjort erfaring) og havde hængt mit forklæde på plads. Jeg tog min taske og Bobby Burnhams bylt og skyndte mig ud ad personaleindgangen for at køre til Shreveport.

Jeg tændte for nyhederne mens jeg kørte, men jeg var træt af de barske realiteter. I stedet lyttede jeg til en Mariah Carey-cd og fik det bedre af det. Jeg kan ikke synge en skid, men jeg elsker at skråle med på teksten til en sang når jeg kører. Dagens spændinger begyndte at fortage sig og blive erstattet af en optimistisk stemning.

Sam ville vende tilbage når hans mor var kommet sig, og hendes mand havde gjort bod og lovet at han ville elske hende for evigt. Verden ville sige uuh og aah om varulve og andre hamskiftere et stykke tid, og så ville alt blive normalt igen.

Er det ikke altid en dårlig idé at tænke sådan?