3.

Jo tættere jeg kom på vampyrbaren, jo mere steg min puls. Det var ulempen ved det blodsbånd jeg havde med Eric Northman. Jeg vidste at jeg skulle møde ham, og så var jeg bare glad. Jeg burde have været bekymret, jeg burde have været nervøs over hvad han mon ville, jeg burde have stillet en million spørgsmål om den fløjlsindpakkede bylt, men jeg kørte bare af sted med et smil om læberne.

Selv om jeg ikke kunne gøre noget ved mine følelser, havde jeg dog kontrol over mine handlinger. Ud fra en pludselig indskydelse gik jeg ind gennem hoveddøren, eftersom ingen havde bedt mig om at gå om til personaleindgangen. Det var en travl aften på Fangtasia, og der sad en flok mennesker på bænke og ventede inden for døren. Pam stod og viste gæsterne ind. Hun smilede bredt til mig og blottede lidt af sine hugtænder (til stor begejstring for gæsterne).

Jeg havde kendt Pam et stykke tid nu, og hun var det tætteste jeg havde, på en ven blandt vampyrerne. I aften var den blonde vampyr iført den obligatoriske tynde, sorte kjole, og hun havde gjort den ekstra campet med et langt, let, sort slør. Hendes negle var lakeret purpurrøde.

»Min veninde,« sagde Pam og trådte frem fra skranken for at give mig et kram. Jeg blev overrasket, men glad og gengældte med fornøjelse omfavnelsen. Hun havde stænket sig med lidt parfume for at dække over den svage, ret tørre lugt af vampyr. »Har du den med?« hviskede hun i øret på mig.

»Åh, bylten? Den er i min taske.« Jeg løftede min store brune skuldertaske op i remmene.

Pam sendte mig et blik jeg ikke kunne tolke gennem sløret. Det syntes at være et udtryk for lige dele stærk irritation og ømhed. »Du har ikke engang kigget?«

»Jeg har ikke haft tid,« sagde jeg. Det var ikke fordi jeg ikke havde været nysgerrig. Jeg havde simpelt hen ikke haft tid til at tænke på det. »Sam var nødt til at tage væk fordi hans mor blev skudt af hans stedfar, så jeg har haft ansvar for baren.«

Pam så længe og vurderende på mig. »Gå ind på Erics kontor og giv ham bylten,« sagde hun. »Lad være med at pakke den ud. Uanset hvem der er derinde. Og lad også være med at håndtere den som om det var et haveredskab han har glemt udenfor.«

Jeg udsatte hende for det samme blik. »Hvad har jeg gang i her, Pam?« spurgte jeg som et udtryk for alt for forsinket varsomhed.

»I at redde skindet,« sagde Pam. »Det må du aldrig være i tvivl om. Gå så derind.« Hun gav mig et »af sted med dig«-klap på skulderen og vendte sig for at besvare en turists spørgsmål om hvor ofte vampyrer havde brug for at få renset tænder.

»Har du lyst til at komme helt tæt på og se mine?« spurgte Pam med sensuel stemme, og kvinden hvinede af lige dele fryd og frygt. Det var årsagen til at mennesker gik på vampyrbarer og til vampyrshows og på vampyrrenserier og vampyrkasinoer … for at flirte med faren.

Nu og da gik flirten over i den ægte vare.

Jeg banede mig vej mellem bordene og hen over dansegulvet ned bag i baren. Felicia, bartenderen, så utilfreds ud da hun fik øje på mig. Hun fandt noget at lave der krævede at hun bukkede sig ned så hun ikke kunne se mig. Jeg havde ikke haft så gode erfaringer med bartendere i Fangtasia gennem tiden.

Der sad nogle få vampyrer rundt omkring i baren mellem de gloende turister, de udklædte vampyrwannabes og de mennesker der gjorde forretninger med vampyrerne. Henne i den lille souvenirbutik var en af vampyrflygtningene fra Katrinas hærgen i New Orleans ved at sælge en Fangtasia-T-shirt til et par fnisende piger.

Den lillebitte Thalia, der var mere bleg end bomuldsvat og havde en profil der lignede noget fra en gammel mønt, sad for sig selv ved et lille bord. Thalia blev faktisk fulgt af fans der havde viet en hjemmeside til hende, selv om de for hendes skyld godt kunne gå ad helvede til hele bundtet. En beruset soldat fra Barksdale Air Force Base faldt på knæ foran hende mens jeg så på, og idet Thalia vendte sine mørke øjne mod ham, stivnede hans forberedte tale i halsen på ham. Den store, stærke unge mand blev selv temmelig bleg og bakkede væk fra vampyren der kun var halvt så stor som ham, og selv om hans venner gjorde nar ad ham da han vendte tilbage til bordet, vidste jeg at han ikke ville nærme sig hende igen.

Efter dette lille udsnit af livet på baren var jeg glad for at banke på Erics dør. Jeg hørte hans stemme inde fra den anden side af døren bede mig komme ind. Jeg trådte ind og lukkede døren bag mig. »Hej, Eric,« sagde jeg og blev næsten stum af den bølge af lykke der skyllede gennem mig hver gang jeg så ham. Hans lange, blonde hår var bundet op her til aften, og han var iført sin yndlingskombination, jeans og T-shirt. Aftenens T-shirt var i en klar grøn farve som fik ham til at se mere hvid ud end nogen sinde.

Denne bølge af nydelse var imidlertid ikke nødvendigvis forbundet med Erics fantastiske udseende eller det at vi tidligere havde stødt underlivet mod hinanden. Det var blodsbåndet der var ansvarligt for det. Måske. Jeg var nødt til at bekæmpe følelsen. Helt sikkert.

Victor Madden, repræsentant for den nye konge, Felipe de Castro, rejste sig og bukkede med sit krøllede, mørke hoved. Victor var lille og tætbygget, og han var altid høflig og altid velklædt. Her til aften var han særligt blændende i et olivengrønt jakkesæt og brunt stribet slips. Jeg smilede til ham og skulle lige til at sige at det glædede mig at se ham igen, da jeg bemærkede at Eric så forventningsfuldt på mig. Åh ja.

Jeg afførte mig min frakke og tog fløjlsbylten op af tasken. Jeg smed tasken og frakken på en tom stol og gik hen til Erics skrivebord med bylten rakt frem med begge hænder. Det var så meget som jeg kunne gøre ud af situationen uden at lægge mig ned på knæ og kravle hen til ham, og det sidste kunne han godt tage og glemme.

Jeg lagde bylten foran ham, bøjede mit eget hoved på noget jeg håbede var en højtidelig måde, og satte mig i den anden gæstestol.

»Hvad har vores lyse veninde med til dig, Eric?« spurgte Victor med den muntre stemme han gjorde brug af det meste af tiden. Måske var han rent faktisk så munter, eller også havde hans mor lært ham (for nogle århundreder siden) at man fanger flere fluer med honning end med eddike.

Ikke uden sans for drama løsnede Eric den gyldne snor og foldede tavst fløjlet ud. Den ceremonielle kniv jeg sidst havde set i byen Rhodes, lå og funklede som en juvel på det mørke stof. Eric havde brugt den da han forrettede vielsen mellem to vampyrkonger, og han havde brugt den til at snitte sig selv senere da han havde taget blod fra mig og givet mig blod til gengæld: den sidste blodbytning, den der (set fra mit synspunkt) havde forårsaget alle problemerne. Nu løftede Eric den skinnende klinge op til munden og kyssede den.

Da Victor genkendte kniven, forsvandt smilet fra hans ansigt. Han og Eric betragtede roligt hinanden.

»Meget interessant,« sagde Victor til sidst.

Igen fik jeg følelsen af at drukne uden overhovedet at have anet at jeg var i vandet. Jeg skulle til at sige noget, men jeg kunne mærke Erics vilje som et pres der opfordrede mig til at tie stille. I vampyranliggender var det klogt at tage imod Erics gode råd.

»Så vil jeg tage tigerens anmodning af bordet,« sagde Victor. »Min herre var under alle omstændigheder utilfreds med tigerens ønske om at forlade os. Og jeg vil naturligvis informere min herre om at du har førsteretten. Vi anerkender dit formelle bånd til denne.«

Eftersom Victor nikkede med hovedet i retning af mig, var jeg ikke i tvivl om at han med »denne« mente mig. Og jeg kendte kun én mandlig vartiger. »Hvad snakker du om?« spurgte jeg ligeud.

»Quinn anmodede om et privat møde med dig,« sagde Victor. »Men han kan ikke vende tilbage til Erics område uden Erics tilladelse nu. Det er en af de betingelser vi forhandlede os frem til da vi … da Eric blev vores nye samarbejdspartner.«

Hvilket var en pæn måde at sige: Da vi dræbte alle de andre vampyrer i Louisiana, undtagen Eric og hans følge. Da du reddede vores konge fra døden.

Jeg ville ønske jeg havde et øjeblik til at tænke mig om, langt væk fra dette lokale hvor to vampyrer stirrede på mig.

»Gælder denne nye regel kun for Quinn eller for alle varskabninger der gerne vil til Louisiana? Hvordan kan du bestemme over varulvene? Og hvornår er den regel trådt i kraft?« sagde jeg til Eric i et forsøg på at vinde lidt tid mens jeg fik hold på mig selv. Jeg ville også gerne have Victor til at forklare den sidste af sine bemærkninger, den om det formelle bånd, men jeg besluttede at tage et spørgsmål ad gangen.

»For tre uger siden,« sagde Eric og besvarede det sidste spørgsmål først. Hans ansigt var roligt, og hans stemme var upåvirket. »Og den ‘nye regel’ gælder kun for varskabninger der har en forretningsmæssig forbindelse til os.« Quinn arbejdede for E(E)E, som jeg formodede var i hvert fald delvist ejet af vampyrer, eftersom Quinns job ikke handlede om de bryllups- og bar mitzvah-arrangementer som virksomhedens menneskelige gren tog sig af. Quinns job bestod i at arrangere overnaturlige begivenheder. »Tigeren blev afvist af dig. Det har jeg hørt af hans egen mund. Hvorfor skulle han vende tilbage?« sagde Eric med en skuldertrækning.

Han prøvede i det mindste ikke på at pakke det ind og sige »Jeg troede han måske ville genere dig« eller »Jeg gjorde det for din egen skyld«. Uanset hvor forbundne vi var – og jeg stod faktisk og kæmpede mod fristelsen til at smile til ham – mærkede jeg mine nakkehår rejse sig over at Eric styrede mit liv på den måde.

»Nu hvor du og Eric har afgivet officielt løfte til hinanden,« sagde Victor med silkeblød stemme, »ønsker du vel næppe at se Quinn, og det vil jeg fortælle ham.«

»Nu hvor vi har hvad?« Jeg stirrede på Eric der gengældte mit blik med et udtryk jeg kun kan beskrive som venligt nedladende.

»Kniven,« sagde Victor og lød endnu mere munter. »Det er det den betyder. Det er en rituel kniv der er blevet videregivet gennem århundreder og bliver brugt ved vigtige ceremonier og ofringer. Den er naturligvis ikke den eneste af sin slags, men den er sjælden. Nu bliver den kun brugt i vielsesritualer. Jeg ved ikke hvordan Eric kom i besiddelse af den, men når du overrækker den til Eric, og han tager imod den, kan det kun betyde at du og Eric har aflagt løfte til hinanden.«

»Lad os lige alle sammen træde et skridt tilbage og tage en dyb indånding,« sagde jeg selv om jeg var den eneste i lokalet der trak vejret. Jeg hævede hånden som om de var rykket faretruende frem mod mig, og min »stands«-bevægelse ville kunne stoppe dem. »Eric?« Jeg prøvede at lægge det hele i tonefaldet, men et enkelt ord kan ikke bære så stor en vægt.

»Det er for at beskytte dig, min hjertenskær,« sagde han. Han forsøgte at være rolig så noget af den sindsro ville blive overført gennem vores bånd og dæmpe min ophidselse.

Men flere tønder sindsro ville ikke være nok til at få mig til at falde ned. »Det her er utrolig arrogant,« sagde jeg med halvkvalt stemme. »Det er helt utilgiveligt. Hvordan kunne du gøre det uden at tale med mig om det? Hvordan kunne du tro jeg ville lade dig forpligte mig til noget, uden at vi havde snakket om det først? Vi har ikke set hinanden i flere måneder.«

»Jeg har haft lidt travlt her. Jeg havde håbet at din selvopholdelsesdrift ville tage over,« sagde Eric, hvilket var ærligt, om end ikke just taktfuldt. »Du er vel ikke i tvivl om at jeg ønsker det bedste for dig?«

»Jeg er ikke i tvivl om at du ønsker det du mener, er bedst for mig,« sagde jeg. »Og jeg er ikke i tvivl om at det går rigtig godt i spænd med det du mener er godt for dig.«

Victor lo. »Hun kender dig godt, Eric,« sagde han, og vi stirrede begge på ham. »Ups,« sagde han og lavede en bevægelse som om han lukkede munden med en lynlås.

»Eric, jeg kører hjem. Vi skal tale om dette snart, men jeg ved ikke hvornår. Jeg styrer baren mens Sam er væk. Han har problemer i familien.«

»Men Clancy sagde at bekendtgørelsen gik godt i Bon Temps.«

»Ja, det gjorde den, men hjemme hos Sams egen familie i Texas gik det ikke helt så godt.«

Eric satte et ærgerligt udtryk op. »Jeg gjorde mit bedste for at hjælpe. Jeg tog selv hen for at se Alcide forvandle sig på Shamrock Casino.«

»Og gik det okay?« spurgte jeg og lod mig midlertidigt aflede.

»Ja, der var kun et par drukkenbolte der lavede ballade. Dem fik vi hurtigt lagt en dæmper på. Der var endda en kvinde der bød sig til for Alcide i hans ulveskikkelse.«

»Bvadr,« sagde jeg og rejste mig og tog min taske. Han havde distraheret mig længe nok.

Eric rejste sig og sprang hen over bordet i én bevægelse der var lige så overraskende som den var imponerende. Pludselig stod han lige foran mig og lagde armene om mig og trykkede mig ind til sig. Det krævede min fulde viljestyrke at holde ryggen rank og ikke give efter og læne mig ind mod ham. Det er svært at forklare hvordan båndet fik mig til at føle mig. Uanset hvor rasende jeg blev på Eric, var jeg mere glad når jeg var sammen med ham. Det var ikke fordi jeg længtes ustyrligt efter ham når vi var adskilt – jeg var bare opmærksom på ham. Hele tiden. Jeg spekulerede på om han havde det på samme måde.

»I morgen aften?« sagde han og slap mig.

»Hvis jeg kan slippe væk. Vi har en masse at tale om.« Jeg nikkede stift til Victor og gik min vej. Jeg så mig tilbage en enkelt gang og så kniven ligge lysende mod det sorte fløjl på Erics bord.

Jeg vidste godt hvordan Eric havde fået fat på kniven. Han havde bare beholdt den i stedet for at give den tilbage til Quinn, der havde stået for bryllupsritualet mellem to vampyrer, en ceremoni jeg havde overværet i Rhodes. Eric, der fungerede som en slags postordre-præst, havde forestået vielsen, og bagefter havde han åbenbart beholdt kniven for det tilfældes skyld at den skulle vise sig nyttig. Hvordan han havde fået den ud fra ruinerne af hotellet, vidste jeg ikke. Måske var han gået tilbage om natten efter eksplosionen var sket om dagen. Måske havde han sendt Pam derhen. Men han havde fået fat på den, og nu havde han brugt den til at få mig til at afgive et løfte til ham.

Og takket være min omtågede tilstand af kærlighed … eller varme … eller forelskelse … i vikingevampyren havde jeg gjort præcis hvad han havde bedt om uden at rådføre mig med min sunde fornuft.

Jeg vidste ikke hvem jeg var mest vred på – mig selv eller Eric.