6.

Idet naglerne blev taget ud af Crystals hænder og fødder, vendte liget tilbage til fuld menneskeskikkelse. Jeg så til omme fra den anden side af afspærringen. Denne proces tiltrak alle tilstedeværendes forfærdede opmærksomhed. Selv Alcee Beck krympede sig. Jeg havde ventet i flere timer på det tidspunkt, jeg havde læst samtlige aviser to gange, fundet en paperback i handskerummet, var kommet omkring en tredjedel igennem den og havde ført en tam samtale med Tanya om Sams mor. Efter at vi havde snakket frem og tilbage om nyhederne, havde hun mest talt om Calvin. Jeg kunne forstå at hun var flyttet ind hos ham. Hun havde fået et deltidsjob i Norcross på hovedkontoret, en eller anden form for sekretærarbejde. Hun elskede de regelmæssige arbejdstider. »Og så behøver jeg ikke stå op hele dagen,« sagde hun.

»Det lyder dejligt,« sagde jeg høfligt, selv om jeg selv ville hade sådan et job. At arbejde sammen med de samme mennesker hver dag? Jeg ville lære dem alt for godt at kende. Jeg ville ikke være i stand til at holde mig ude af deres tanker, og jeg ville nå det punkt hvor jeg bare ville væk fra dem fordi jeg vidste for meget om dem. I baren kom der hele tiden forskellige mennesker ind og sørgede for at holde mig beskæftiget.

»Hvordan gik Den Store Afsløring så for dig?« spurgte jeg.

»Jeg fortalte dem det på Norcross dagen efter,« sagde hun. »Da de fandt ud af jeg var varræv, syntes de det var morsomt.« Hun så meget utilfreds ud. »Hvorfor får de store dyr al omtalen? Calvin blev mødt med stor respekt af sine folk ude på pladsen. Jeg skal høre på vittigheder om buskede haler.«

»Det er ikke fair,« istemte jeg og prøvede at lade være med at smile.

»Calvin er helt knust over Crystal,« sagde Tanya brat. »Hun var hans yndlingsniece. Han havde frygtelig ondt af hende da det viste sig at hun var sådan en dårlig hamskifter. Og da hun havde svært ved at få børn.« Crystal, der var produkt af en masse indavl, havde været en evighed om at forvandle sig til panterskikkelse og havde haft svært ved at vende processen om når hun ville være menneske igen. Hun havde også aborteret flere gange. Den eneste grund til at hun havde fået lov til at gifte sig med Jason, var at det havde stået klart at hun sandsynligvis aldrig ville kunne føde et fuldblodsbarn.

»Måske mistede hun det her barn før mordet, eller også aborterede hun da hun blev myrdet,« sagde jeg. »Måske vidste de – hvem der end gjorde det – det ikke.«

»Man kunne godt se det på hende, men ikke ret meget,« sagde Tanya og nikkede. »Hun passede virkelig på med hvad hun spiste, for hun var fast besluttet på at bevare sin skikkelse.« Hun rystede på hovedet, og hendes ansigtsudtryk blev bittert. »Men helt ærlig, Sookie, gør det egentlig nogen forskel om morderen vidste det eller ej? Det er det samme i sidste ende. Barnet er dødt, og det er Crystal også, og hun døde bange og alene.«

Tanya havde helt ret.

»Tror du at Calvin kan spore hvem der gjorde det, ud fra lugten?« spurgte jeg.

Tanya så betænkelig ud. »Der var masser af lugte,« sagde hun. »Jeg ved ikke hvordan han kan afgøre hvilken en der er den lugt. Og se, de rører alle sammen ved hende. Nogle af dem har gummihandsker på, men de bærer jo også en lugt. Se, det er Mitch Norris der hjælper til med at tage hende ned, og han er en af os. Så hvordan skal Calvin kunne afgøre det?«

»Desuden kunne det jo være en af dem,« sagde jeg og nikkede mod den gruppe der var forsamlet rundt om den døde kvinde. Tanya så skarpt på mig.

»Du mener at politiet kan være indblandet?« sagde hun. »Ved du noget?«

»Nej,« sagde jeg og fortrød at jeg ikke kunne holde min store mund lukket. »Det er bare fordi … vi ved ikke noget med sikkerhed. Jeg tænkte vel på Dove Beck.«

»Ham hun var i seng med den dag?«

Jeg nikkede. »Den store fyr der – den sorte fyr i jakkesæt? Det er hans fætter, Alcee.«

»Tror du at han kan have haft noget at gøre med det?«

»Ikke rigtig,« sagde jeg. »Jeg … spekulerede bare.«

»Jeg tør vædde på at Calvin også har tænkt den tanke,« sagde hun. »Calvin er kvik i pæren.«

Jeg nikkede. Man bemærkede måske ikke Calvin for hans vid, og han havde aldrig taget en boglig uddannelse (det havde jeg heller ikke), men der var ikke noget galt med hans hjerne.

Så vinkede Bud Calvin hen, og han steg ud af sin vogn og gik hen til liget, der var blevet lagt på en båre i en åben ligpose. Calvin nærmede sig forsigtigt liget med hænderne omme på ryggen, så han ikke kom til at røre ved Crystal.

Vi fulgte alle sammen med, nogle med afsky og væmmelse, andre med ligegyldighed eller interesse, indtil han var færdig.

Han rettede sig op, vendte sig og gik tilbage mod sin vogn. Tanya steg ud af min bil for at gå ham i møde. Hun lagde armene om ham og så op på ham. Han rystede på hovedet. Jeg havde rullet ruden ned så jeg kunne høre. »Jeg fik ikke meget ud af resterne af hende,« sagde han. »Alt for mange andre dufte. Hun lugtede bare som en død panter.«

»Lad os tage hjem, Calvin,« sagde Tanya.

»Okay.« De hævede begge to hånden i retning af mig for at fortælle mig at de var ved at køre, og så sad jeg alene ude foran på parkeringspladsen og ventede. Bud bad mig om at låse personaleindgangen til baren op. Jeg rakte ham nøglerne. Han vendte tilbage efter nogle minutter for at fortælle mig at døren havde været forsvarligt låst, og at der ikke var tegn på at nogen havde været inde i baren efter at den var lukket. Han rakte nøglerne til mig.

»Kan vi så åbne?« spurgte jeg. Et par af politibilerne var kørt, liget var væk, og det virkede som om hele processen var under afvikling. Jeg havde ikke noget imod at sidde og vente hvis jeg snart kunne komme ind i bygningen.

Men da Bud sagde til mig at der kunne gå to eller tre timer, besluttede jeg mig for at tage hjem. Jeg havde talt med alle de ansatte jeg kunne få fat på, og alle kunder kunne tydeligt se på afspærringen hen over parkeringspladsen at baren var lukket. Jeg spildte min tid. Mine FBI-agenter, der nu havde tilbragt timer med deres mobiltelefoner mod ørerne, virkede nu mere optagede af denne forbrydelse end af mig, hvilket var glimrende. Måske ville de glemme alt om mig.

Eftersom ingen syntes at lægge mærke til mig eller interessere sig for hvad jeg foretog mig, startede jeg bilen. Jeg orkede ikke at køre nogen ærinder. Jeg kørte lige hjem til huset.

Amelia var for længe siden taget på arbejde i forsikringsagenturet, men Octavia var hjemme. Hun havde stillet strygebrættet op inde på sit værelse. Hun skulle til at glatte linningen på et par bukser hun lige havde lagt op, og hun stod med en stak bluser der skulle stryges. Der var vel ikke nogen trylleformular der kunne fjerne krøller fra tøjet. Jeg tilbød at køre hende ind til byen, men hun sagde at hun havde klaret det hele da hun var med Amelia dagen før. Hun opfordrede mig til at sætte mig på træstolen ved sengen mens hun arbejdede. »Det går hurtigere med at stryge når man har nogen at snakke med,« sagde hun og lød så ensom at jeg fik dårlig samvittighed.

Jeg fortalte hende om morgenens begivenheder, om omstændighederne omkring Crystals død. Octavia havde set nogle grimme ting i sin tid, så hun flippede ikke ud. Hun kom med de rigtige svar og gav udtryk for det chok som næsten enhver ville føle, men hun havde ikke rigtig kendt Crystal. Jeg kunne se der var noget der gik hende på.

Octavia satte strygejernet fra sig og rykkede hen og så direkte på mig. »Sookie,« sagde hun, »jeg er nødt til at få et job. Jeg ved godt at jeg ligger dig og Amelia til last. Jeg plejede at låne min nieces bil om dagen når hun arbejdede på natholdet, men efter at jeg er flyttet herud, har jeg været nødt til at bede jer om at køre for mig. Jeg ved godt at det er trættende i længden. Jeg gjorde rent i min nieces hus og lavede mad og hjalp til med at passe børnene for at give hende noget for kost og logi, men du og Amelia gør selv så effektivt rent at mine småtterier ikke ville være til megen hjælp.«

»Jeg er glad for at du er her, Octavia,« sagde jeg ikke helt sandfærdigt. »Du har hjulpet mig på mange måder. Du husker nok at du befriede mig fra Tanya? Og nu er hun tilsyneladende forelsket i Calvin. Så hun kommer ikke til at plage mig yderligere. Jeg ved godt du ville have det bedre hvis du kunne finde et arbejde, og måske dukker der også noget op. I mellemtiden kan du bare være her. Vi skal nok finde på noget.«

»Jeg ringede til min bror i New Orleans,« sagde hun til min forbløffelse. Jeg vidste ikke engang at hun havde en nulevende bror. »Han siger at forsikringsselskabet har besluttet at udbetale en sum til mig. Det er ikke meget i betragtning af at jeg har mistet næsten alt, men det vil være nok til at købe en god brugt bil. Men der vil ikke være noget for mig at vende tilbage til. Jeg har ikke tænkt mig at genopbygge huset, og der er ikke mange steder jeg har råd til på egen hånd.«

»Det gør mig ondt,« sagde jeg. »Jeg ville ønske der var noget jeg kunne gøre ved det, Octavia. Gøre det lettere for dig.«

»Du har allerede gjort det lettere for mig,« sagde hun. »Det er jeg taknemmelig for.«

»Hold nu op,« sagde jeg ilde til mode. »Lad være. Det er Amelia du skal takke.«

»Det eneste jeg har forstand på, er magi,« sagde Octavia. »Jeg var så glad for at hjælpe dig af med Tanya. Virker det som om hun kan huske det?«

»Nej,« sagde jeg. »Jeg tror ikke hun kan huske noget om at Calvin kørte hende herhen, eller om besværgelserne. Jeg kommer aldrig til at være hendes yndling, men i det mindste prøver hun ikke længere på at gøre livet surt for mig.«

Tanya var blevet udsendt for at chikanere mig af en kvinde ved navn Sandra Pelt der bar nag til mig. Eftersom Calvin tydeligvis havde kastet sin kærlighed på Tanya, havde Amelia og Octavia udøvet lidt trolddom på hende for at frigøre hende fra Sandras indflydelse. Tanya var stadig noget skrap i det, men det var vel bare hendes natur.

»Synes du vi skal foretage en rekonstruktion for at finde ud af hvem Crystals mordere er?« tilbød Octavia.

Jeg tænkte over det. Jeg prøvede at forestille mig at udføre en ektoplasmisk rekonstruktion på Merlotte’s parkeringsplads. Vi ville være nødt til at finde mindst én heks mere, tænkte jeg, for det var et stort område, og jeg var ikke sikker på at Octavia og Amelia kunne klare det alene. Selv om de nok selv ville mene, de kunne.

»Jeg er bange for, vi ville blive set,« sagde jeg til sidst. »Og det ville ikke være godt for dig og Amelia. Desuden ved vi ikke præcis hvor hun døde. Og det skal man, ikke? Kende stedet?«

»Jo. Hvis hun ikke døde dér på parkeringspladsen, ville det ikke nytte det mindste,« sagde Octavia. Hun lød en anelse lettet.

»Vi får jo nok ikke at vide før obduktionen om hun døde dér, eller før de satte korset op.« Jeg troede heller ikke jeg kunne klare at være vidne til endnu en ektoplasmisk rekonstruktion. Jeg havde overværet to. At se de afdøde – i en tåget, men genkendelig form – genopføre de sidste øjeblikke af deres liv var en ubeskriveligt uhyggelig og deprimerende oplevelse.

Octavia vendte tilbage til sit strygetøj, og jeg gik ud i køkkenet og varmede noget suppe. Jeg var nødt til at spise noget, og at åbne en dåse var alt hvad jeg orkede.

Timerne slæbte sig af sted, og der skete absolut intet. Jeg hørte ikke fra Sam. Jeg hørte ikke fra politiet om tilladelse til at genåbne Merlotte’s. FBI-agenterne vendte ikke tilbage for at stille mig flere spørgsmål. Til sidst besluttede jeg mig for at køre til Shreveport. Amelia var kommet hjem fra arbejde, og hun og Octavia var ved at lave aftensmad sammen da jeg kørte. Jeg var simpelt hen for rastløs til at tage del i deres hjemmehygge.

For anden gang inden for få dage var jeg på vej til Fangtasia. Jeg gav ikke mig selv lov at tænke. Jeg lyttede til en sort gospelstation hele vejen derhen, og det hjalp mig til at få det bedre oven på dagens forfærdelige begivenheder.

Da jeg nåede frem, var mørket faldet helt på, men det var endnu for tidligt til at der var rigtig fyldt i baren. Eric sad ved et af bordene i hovedlokalet med ryggen til mig. Han sad og drak TrueBlood og talte med Clancy, som jeg mente rangerede lavere end Pam. Clancy sad med ansigtet mod mig, og han lavede en grimasse da han så mig komme hen mod bordet. Clancy var ikke den store Sookie Stackhouse-fan. Eftersom han var vampyr, kunne jeg ikke afgøre hvorfor, men jeg tænkte at han bare ikke kunne lide mig.

Eric vendte sig, så mig komme og hævede øjenbrynene. Han sagde noget til Clancy, der rejste sig og skridtede ind på kontoret. Eric ventede på at jeg satte mig ned ved bordet. »Hej, Sookie,« sagde han. »Er du kommet for at fortælle mig hvor vred du er på mig over vores løfte til hinanden? Eller er du klar til at tage den lange snak vi er nødt til at have før eller siden?«

»Nej,« sagde jeg. Vi sad et stykke tid i tavshed. Jeg følte mig udmattet, men underligt fredfyldt. Jeg burde gøre helvede hedt for Eric på grund af hans arrogante håndtering af Quinns anmodning og det med kniven. Jeg burde stille ham alle mulige spørgsmål … men jeg kunne ikke mønstre den nødvendige glød.

Jeg ville bare sidde ved siden af ham.

Der var musik i baggrunden. Nogen havde tændt for vampyrradiostationen KDED. The Animals sang »The Night«. Da Eric havde drukket ud, og der kun var røde rester tilbage på indersiden af flasken, lagde han sin kolde hvide hånd oven på min. »Hvad er der sket i dag?« spurgte han med rolig stemme.

Jeg gav mig til at fortælle ham om det, fra og med FBI’s besøg. Han afbrød ikke med kommentarer eller spørgsmål. Selv da jeg afsluttede min beretning med at fortælle om Crystals lig der blev taget ned fra korset, gik der et stykke tid før han sagde noget. »Det lyder som en travl dag selv for dig, Sookie,« sagde han endelig. »Jeg tror aldrig nogen sinde jeg har mødt Crystal, men hun lyder værdiløs.«

Eric gjorde sig aldrig den store umage for at være høflig. Selv om det var noget jeg faktisk satte pris på, var jeg også glad for at det ikke var et mere udbredt træk. »Jeg ved ikke om noget menneske er værdiløst,« sagde jeg. »Selv om jeg må indrømme at hvis jeg skulle vælge én der skulle med i en redningsbåd sammen med mig, ville hun ikke stå øverst på listen.«

Erics læber krummede sig i et smil.

»Men,« tilføjede jeg, »hun var gravid, det er problemet, og det var min brors barn.«

»Gravide kvinder var dobbelt så meget værd hvis de blev dræbt i min tid,« sagde Eric.

Han rykkede aldrig frivilligt ud med ret meget om sit liv før han var blevet vampyr. »Hvad mener du med værd?« spurgte jeg.

»I krig eller ude blandt udlændinge kunne vi dræbe hvem som helst vi havde lyst til,« sagde han. »Men i konflikter med vores eget folk, var vi nødt til at betale med sølv hvis vi dræbte en af vore egne.« Han så ud som om det krævede en indsats at grave det frem af hukommelsen. »Hvis den dræbte var en kvinde med barn, var beløbet dobbelt.«

»Hvor gammel var du da du blev gift? Havde du børn?« Jeg vidste at Eric havde været gift, men jeg vidste ikke noget andet om hans liv.

»Jeg blev betragtet som en mand da jeg var tolv,« sagde han. »Jeg giftede mig da jeg var seksten. Min kone hed Aude. Aude fik … Vi fik … seks børn.«

Jeg holdt vejret. Jeg kunne se at han kiggede ned gennem det afgrundsdybe svælg af tid der lå mellem hans nutid – en bar i Shreveport i Louisiana – og hans fortid – en kvinde der havde været død i tusind år.

»Overlevede de?« spurgte jeg meget stille.

»Tre af dem overlevede,« sagde han og smilede. »To drenge og en pige. To døde ved fødslen. Og det sjette barn døde sammen med Aude.«

»Af hvad?«

Han trak på skuldrene. »Hun og barnet blev syge. Jeg går ud fra at det var en eller anden form for infektion. Dengang døde folk for det meste hvis de blev syge. Aude og barnet døde få timer efter hinanden. Jeg sørgede for en smuk grav til dem,« sagde han stolt. »Min kone havde sin fineste broche på kjolen, og jeg lagde barnet ved hendes bryst.«

Han lød meget lidt som en moderne mand. »Hvor gammel var du?«

Han tænkte sig om. »Jeg var i begyndelsen af tyverne,« sagde han. »Måske treogtyve. Aude var ældre. Hun havde været min storebrors kone, og da han blev dræbt i kamp, tilfaldt det mig at gifte mig med hende så båndet mellem vores familier forblev intakt. Men jeg havde altid godt kunnet lide hende, og hun var villig. Hun var ikke en fjollet tøs. Hun havde mistet to af min brors børn, og hun var glad for at få flere der overlevede.«

»Hvad skete der med dine børn?«

»Da jeg blev en vampyr?«

Jeg nikkede. »De kan ikke have været ret gamle.«

»Nej, de var små. Det skete ikke så lang tid efter at Aude var død,« sagde han. »Jeg savnede hende, forstår du, og jeg havde brug for nogen til at tage sig af børnene. Der fandtes ikke hjemmegående husfædre dengang.« Han lo. »Jeg skulle ud at plyndre. Jeg var nødt til at sikre at trællene gjorde hvad de skulle, ude på markerne. Så jeg havde brug for en ny hustru. En aften tog jeg hen og besøgte en familie med en ung kvinde som jeg håbede ville gifte sig med mig. Hun boede nogle kilometer væk. Jeg havde noget jordisk gods, og min far var høvding, og jeg blev betragtet som en smuk mand og en fremtrædende kriger, så jeg var et godt parti. Hendes brødre og far hilste mig begejstret velkommen, og hun virkede … velvillig. Jeg prøvede på at lære hende lidt bedre at kende. Det var en god aften. Jeg havde høje forventninger. Men jeg fik en masse at drikke, og på vej hjem den aften …« Eric tøvede, og jeg så hans bryst bevæge sig. Idet han tænkte tilbage på sine sidste øjeblikke som menneske, havde han rent faktisk taget en dyb indånding. »Det var fuldmåne. Jeg så en mand ligge såret ved siden af vejen. Normalt ville jeg have set mig rundt efter dem der havde angrebet ham, men jeg var fuld. Jeg gik hen for at hjælpe ham. Du kan sikkert gætte hvad der skete derefter.«

»Han var ikke rigtigt såret.«

»Nej, men det var jeg kort efter. Han var meget sulten. Hans navn var Appius Livius Ocella.« Eric smilede faktisk, men det var ikke noget humørfyldt smil. »Han lærte mig mange ting, og den første var ikke at kalde ham Appius. Han sagde jeg ikke kendte ham godt nok.«

»Og den næste ting?«

»Hvordan jeg kunne lære ham at kende.«

»Åh.« Jeg troede godt jeg forstod hvad det betød.

Eric trak på skuldrene. »Det var ikke så slemt … da vi først kom væk fra den egn jeg kendte. Med tiden holdt jeg op med at længes efter mine børn og mit hjem. Jeg havde aldrig været væk fra mit folk. Min far og mor var stadig i live. Jeg vidste at mine brødre og søstre ville sørge for at børnene fik en ordentlig opvækst, og jeg havde efterladt nok til at de ikke ville være en byrde. Jeg var selvfølgelig bekymret, men der var ikke noget at gøre ved det. Jeg var nødt til at holde mig væk. På den tid blev enhver fremmed straks bemærket i små landsbyer, og hvis jeg vovede mig for tæt på hvor jeg havde levet, ville jeg blive genkendt og jagtet. De ville være klar over hvad jeg var, eller i det mindste at jeg var … forkert.«

»Hvor tog du og Appius så hen?«

»Vi rejste til de største byer vi kunne finde, selv om der ikke var så mange dengang. Vi rejste hele tiden ved siden af vejene, så vi kunne angribe de rejsende.«

Jeg gøs. Det var ubehageligt at forestille sig Eric, der var så flamboyant og snarrådig, snige sig gennem skoven på jagt efter nemt blod. Det var forfærdeligt at tænke på de stakler han havde overfaldet.

»Der var ikke så mange mennesker,« sagde han. »Landsbyboere ville straks savne deres naboer. Vi var nødt til hele tiden at være på farten. Unge vampyrer er så sultne. I begyndelsen kom jeg endda til at dræbe selv når det ikke var min mening.«

Jeg tog en dyb indånding. Det var sådan vampyrer gjorde. Når de var unge, dræbte de. Der havde ikke været nogen erstatning for frisk blod dengang. De måtte dræbe eller dø. »Var han god ved dig? Appius Livius Ocella?« Kunne man forestille sig noget værre end at skulle være trofast følgesvend for en mand der havde myrdet én?

»Han lærte mig alt hvad han vidste. Han havde gjort tjeneste i legionerne, så han var kriger ligesom mig, så det var én ting vi havde til fælles. Han kunne selvfølgelig godt lide mænd, og det skulle jeg lige vænne mig til. Det havde jeg aldrig prøvet før. Men når man lige er blevet vampyr, virker alt seksuelt spændende, så selv det fandt jeg fornøjelse i … i sidste ende.«

»Du var nødt til at makke ret,« sagde jeg.

»Åh ja, han var meget stærkere … selv om jeg var en større mand end ham – højere, med længere arme. Han havde været vampyr i så mange århundreder at han ikke længere havde tal på dem. Og så var han selvfølgelig mit ophav. Jeg var nødt til at adlyde.« Eric trak på skuldrene.

»Er det noget mystisk, eller en regel man har fundet på?« spurgte jeg idet nysgerrigheden løb af med mig.

»Det er begge dele,« sagde Eric. »Det er en tvangshandling. Det er umuligt at stå imod selv når man gerne vil … selv når man er desperat efter at komme væk.« Hans hvide ansigt fik et lukket, rugende udtryk.

Jeg kunne ikke forestille mig Eric gøre noget han ikke ville, at være i en underdanig position. Selvfølgelig havde han en chef nu, han var ikke fuldstændig uafhængig. Men han behøvede ikke at bukke og skrabe, og han traf de fleste beslutninger selv.

»Det kan jeg slet ikke forestille mig,« sagde jeg.

»Det synes jeg heller ikke du skal.« Det trak nedad i hans ene mundvig, et skævt udtryk. Netop som jeg begyndte at overveje det ironiske i det eftersom Eric måske havde giftet sig med mig på vampyrvis uden at spørge mig, skiftede han emne og smækkede døren til fortiden i. »Verden har ændret sig meget siden dengang jeg var menneske. De seneste hundrede år har været særligt spændende. Og nu er varulvene blevet afsløret og alle de andre dobbeltvæsener. Hvem ved? Måske vil heksene eller fefolket træde frem næste gang.« Han smilede til mig om end en anelse stift.

Idéen inspirerede mig til en lykkelig fantasi om at se min oldefar Niall hver dag. Jeg havde først fundet ud af at han fandtes et par måneder forinden, og vi havde ikke tilbragt meget tid sammen, men at erfare at jeg havde en levende ane, havde været meget betydningsfuldt for mig. Jeg havde så få slægtninge. »Det ville være vidunderligt,« sagde jeg længselsfuldt.

»Det sker aldrig, elskede,« sagde Eric. »De væsener der udgør fefolket, er de mest hemmelighedsfulde af alle de overnaturlige væsener. Der er ikke mange tilbage i dette land. Faktisk er der ikke så mange tilbage i verden. Antallet af kvinder blandt dem, og disse kvinders frugtbarhed, falder år for år. Din oldefar er en af de få overlevende med kongeligt blod i årerne. Han ville aldrig nedlade sig til at pleje omgang med mennesker.«

»Han snakker da med mig,« sagde jeg, for jeg var ikke sikker på hvad »pleje omgang« betød.

»Du er blodsbeslægtet med ham.« Eric slog ud med sin frie hånd. »Hvis du ikke var det, ville du aldrig have set ham.«

Nej, Niall ville næppe kigge forbi Merlotte’s for at snuppe en fadøl og en omgang nuggets og give hånd hele vejen rundt. Jeg så trist til mode på Eric. »Jeg ville ønske han ville hjælpe Jason,« sagde jeg, »og det troede jeg aldrig jeg skulle komme til at sige. Niall lader ikke til at bryde sig om Jason overhovedet, men Jason kommer til at få en masse besvær på grund af Crystals død.«

»Sookie, hvis du gerne vil høre min mening, så har jeg ingen anelse om hvorfor Crystal blev dræbt.« Og han var tydeligvis også temmelig ligeglad. Man kunne sige meget om Eric, men han stak i det mindste ikke noget ind under stolen.

I baggrunden sagde studieværten på KDED: »Nu kommer så Thom Yorkes ‘And It Rained All Night’.« Mens Eric og jeg havde ført vores private samtale, havde barens lyde været dæmpede og langt borte. Nu vendte de tilbage med et brus.

»Politiet og varpanterne, de skal nok opspore hvem der gjorde det,« sagde han. »Jeg er mere bekymret over de der FBI-agenter. Hvad er de ude på? Vil de føre dig bort? Kan de gøre det her i landet?«

»De ville have Barry identificeret. Så ville de gerne finde ud af hvad Barry og jeg kunne, og hvordan vi gjorde. Måske ville de spørge om vi ville arbejde for dem, og så afbrød Crystals død vores samtale før de nåede at sige noget.«

»Og du ønsker ikke at arbejde for dem.« Erics klare blå øjne var opmærksomt rettet mod mit ansigt. »Du vil ikke væk herfra.«

Jeg trak min hånd væk fra hans. Jeg så mine hænder gribe fat i hinanden og vride sig. »Jeg ville ikke have at folk døde, bare fordi jeg ikke ville hjælpe dem,« sagde jeg. Jeg mærkede tårerne presse på. »Men jeg er egoistisk nok til at jeg ikke ønsker at tage hvor som helst hen de vil sende mig for at finde døende mennesker. Jeg ville ikke kunne klare at se katastrofer hver dag; det ville slide for meget på mig. Jeg vil ikke væk hjemmefra. Jeg har prøvet at forestille mig hvordan det ville være, hvad de måske ville have mig til. Og det skræmmer livet af mig.«

»Du vil gerne være herre over dit eget liv,« sagde Eric.

»Så meget som det nu kan lade sig gøre.«

»Hver gang jeg synes du er meget banal, siger du noget komplekst,« sagde Eric.

»Er det noget du er ked af?« Jeg forsøgte at smile, men det lykkedes ikke.

»Nej.«

En kraftig pige med et bastant kæbeparti kom hen og stak en autografbog op foran Eric. »Må jeg bede dig om at skrive i den her?« sagde hun. Eric sendte hende et blændende smil og kradsede sin underskrift ned på den tomme side. »Tak,« sagde hun åndeløst og gik tilbage til sit bord. Hendes venner, alle kvinder der kun lige var gamle nok til at blive lukket ind på baren, kom med henrykte udbrud over hendes mod, og hun lænede sig frem og fortalte dem alt om sit møde med vampyren. Da hun var færdig, smuttede en af menneskeservitricerne hen til deres bord og tog imod en ny runde bestillinger. Personalet her kunne deres kram.

»Hvad tænkte hun?« spurgte Eric mig.

»Åh, hun var meget nervøs, og hun syntes du var flot, men …« Jeg kæmpede for at sætte ord på det. »Ikke smuk på en måde hun opfattede som virkelig, for hun kunne ikke forestille sig at hun faktisk ville kunne få dig. Hun er meget … hun har ikke særligt høje tanker om sig selv.«

Så fik jeg et fantasiglimt. Eric gik hen til hende, bukkede for hende, gav hende et respektfuldt kys på kinden og ignorerede hendes mere kønne veninder. Denne gestus ville få enhver mand i baren til at spekulere på hvad vampyren så i hende som de ikke selv kunne få øje på. Pludselig ville den smågrimme pige få overstrømmende opmærksomhed fra de mænd der havde været vidne til optrinet. Hendes veninder ville behandle hende med respekt fordi Eric havde gjort det. Hendes liv ville ændre sig.

Men intet af dette skete selvfølgelig. Eric havde glemt alt om pigen så snart jeg havde talt færdig. Og selv hvis han gik hen til hende, troede jeg ikke det ville gå som i min fantasi. Jeg følte et jag af skuffelse over at eventyr aldrig går i opfyldelse. Jeg spekulerede på om min feoldefar nogen sinde havde hørt nogle af de eventyr om trolde og feer mennesker fortalte deres børn. Fortalte feforældre deres børn eventyr om mennesker? Det turde jeg vædde på at de ikke gjorde.

Jeg følte mig koblet af et øjeblik, som om jeg trådte væk fra mit eget liv og betragtede det på lang afstand. Vampyrer skyldte mig penge og tjenester til gengæld for mine ydelser til dem. Varulvene havde erklæret mig for ven af flokken som tak for min hjælp under den netop overståede krig. Jeg havde afgivet løfte til Eric, hvilket tilsyneladende betød at jeg var forlovet eller sågar gift. Min bror var varpanter. Min oldefar var fe. Det tog mig et øjeblik at vende tilbage til min egen krop. Mit liv var bare for mærkeligt. Jeg fik igen en følelse af svigtende kontrol, som om jeg snurrede hurtigt rundt og ikke kunne standse.

»Lad være at snakke med FBI-folkene alene,« sagde Eric. »Ring til mig hvis det er om aftenen. Ring til Bobby Burnham hvis de kommer om dagen.«

»Men han hader mig!« sagde jeg. Jeg blev halet tilbage til virkeligheden og var dermed ikke alt for forsigtig. »Hvorfor skulle jeg ringe til ham?«

»Hvad?«

»Bobby hader mig,« sagde jeg. »Han ville elske hvis forbundspolitiet førte mig væk og anbragte mig i en underjordisk bunker i Nevada resten af livet.«

Erics ansigt stivnede. »Har han sagt det?«

»Det behøver han ikke. Jeg kan mærke når nogen afskyer mig.«

»Jeg tager en snak med Bobby.«

»Eric, det er ikke forbudt ved lov ikke at kunne lide mig,« sagde jeg og kom i tanke om hvor farligt det kunne være at beklage sig over nogen til en vampyr.

Han lo. »Måske vil jeg gøre det ulovligt,« sagde han drillende, og hans accent var mere tydelig end ellers. »Hvis du ikke kan få fat på Bobby – og jeg er fuldstændig sikker på han vil hjælpe dig – skal du ringe til mr. Cataliades selv om han er nede i New Orleans.«

»Han har det godt?« Jeg havde ikke set eller hørt fra den dæmoniske advokat siden vampyrhotellet var styrtet sammen i Rhodes.

Eric nikkede. »Han har aldrig haft det bedre. Han repræsenterer nu Felipe de Castros interesser i Louisiana. Han vil gerne hjælpe dig hvis du beder ham om det. Han er ganske glad for dig.«

Jeg arkiverede de oplysninger for at tænke nærmere over dem. »Overlevede hans niece?« spurgte jeg. »Diantha?«

»Ja,« sagde Eric. »Hun lå begravet i tolv timer, og redningsfolkene vidste hun var der. Men der lå bjælker klemt fast hen over det sted hvor hun var spærret inde, og det tog tid at få fjernet dem. Til sidst fik de hende gravet ud.«

Jeg var glad for at høre at Diantha var i live. »Og advokaten, Johan Glassport?« spurgte jeg. »Han brækkede nogle knogler, sagde mr. Cataliades.«

»Han kom sig fuldstændigt. Han tog imod sit honorar, og så forsvandt han, sandsynligvis til Mexico.«

»Det er jo både en gevinst og det modsatte for Mexico,« sagde jeg. Jeg trak på skuldrene. »Jeg tror man skal være advokat for at få sine penge når klienten er død. Jeg fik aldrig mine. Måske mente Sophie-Anne at Glassport gjorde mere for hende, eller også var han så kløgtig at bede om sine penge selv om hun havde mistet sine ben.«

»Jeg vidste ikke at du stadig ikke var blevet betalt.« Eric så utilfreds ud igen. »Jeg vil tale med Victor. Hvis Glassport fik honorar for sine ydelser til Sophie, bør du helt sikkert også have det. Sophie efterlod en stor ejendom og havde ingen børn. Victors konge står i gæld til dig. Han vil lytte.«

»Det ville være fantastisk,« sagde jeg. Jeg har muligvis lydt lidt for lettet.

Eric så skarpt på mig. »Du ved godt,« sagde han, »at hvis du har brug for penge, skal du bare sige til. Jeg vil ikke have at du undværer noget du har brug for, og jeg kender dig godt nok til at vide at du ikke ville bede om penge til et eller andet fjantet.«

Han lød nærmest som om det ikke var nogen specielt beundringsværdig egenskab. »Det er jeg glad for at høre,« sagde jeg, og jeg kunne selv høre at min stemme blev stram. »Jeg vil bare have hvad der tilkommer mig.«

Herefter blev der helt stille imellem os, selv om baren var oppe på sit sædvanlige støjniveau rundt om Erics bord.

»Fortæl mig sandheden,« sagde Eric så. »Er det muligt at du bare kom her for at tilbringe tid sammen med mig? Du har endnu ikke fortalt mig hvor vred du er på mig fordi jeg narrede dig med kniven. Det har du tilsyneladende heller ikke tænkt dig, i hvert fald ikke i aften. Jeg har stadig heller ikke talt med dig om alle mine erindringer fra den tid vi tilbragte sammen da du skjulte mig i dit hus. Ved du hvorfor jeg endte så tæt på dit hjem og kom løbende ned ad den vej i den isnende kulde?«

Hans spørgsmål var så uventet at jeg blev helt tavs. Jeg var ikke sikker på at jeg ønskede at kende svaret. Men til sidst sagde jeg: »Nej, det gør jeg ikke.«

»Den forbandelse som heksen havde i sig, den forbandelse der blev udløst da Clancy slog hende ihjel … Den bestod i at jeg ville være tæt på hvad mit hjerte begærede, uden at det nogen sinde ville gå op for mig. En frygtelig forbandelse, som Hallow må have konstrueret med stor finesse. Vi fandt et æseløre på den pågældende side i hendes bog med besværgelser.«

Jeg havde ikke noget at sige. Men jeg ville tænke over det.

Det var første gang jeg var kommet til Fangtasia blot for at snakke uden at være blevet kaldt dertil af en eller anden vampyrgrund. Var det blodsbåndet eller noget langt mere naturligt? »Jeg tror … Jeg ville bare gerne have lidt selskab,« sagde jeg. »Ingen chokerende afsløringer.«

Han smilede. »Det er godt.«

Det vidste jeg ikke om det var eller ej.

»Du ved godt at vi ikke er rigtigt gift, ikke?« sagde jeg. Jeg var nødt til at sige noget, selv om jeg havde mest lyst til at glemme at noget af alt det nogen sinde var sket. »Jeg ved godt at vampyrer og mennesker kan blive gift nu, men det der var ikke en ceremoni jeg kender til, og heller ikke én som staten Louisiana anerkender.«

»Jeg ved at hvis jeg ikke havde gjort det, ville du sidde i et meget lille lokale i Nevada lige nu og lytte til Felipe de Castro i færd med at lave forretninger med mennesker.«

Jeg hader når mine mistanker holder stik. »Men jeg reddede ham,« sagde jeg og prøvede at lade være med at klynke. »Jeg reddede hans liv, og han lovede mig sit venskab. Hvilket jeg troede betød hans beskyttelse.«

»Han vil gerne beskytte dig – nu hvor han ved hvad du kan. Han vil have den magt det ville give ham over mig at besidde dig.«

»Sikke en taknemmelighed. Jeg skulle have ladet Sigebert dræbe ham.« Jeg lukkede øjnene. »For fanden, jeg kan bare ikke vinde.«

»Han kan ikke få dig nu,« sagde Eric. »Vi er gift.«

»Men Eric …« Jeg tænkte på så mange indvendinger mod dette arrangement at jeg ikke anede hvor jeg skulle ende eller begynde. Jeg havde lovet mig selv at jeg ikke ville kaste mig ud i et skænderi om det i aften, men emnet var ligesom en gorilla på fire hundrede kilo. Man kunne bare ikke ignorere det. »Hvad nu hvis jeg møder en anden? Hvad nu hvis du … Hør, hvad er grundreglerne for at være officielt gift? Fortæl mig det.«

»Du er alt for vred og træt i aften til en rationel samtale,« sagde Eric.

Han kastede håret tilbage over skuldrene, hvilket fremkaldte et »Uuuuuh« fra en kvinde ved nabobordet.

»Du må forstå at han ikke kan røre dig nu, at ingen kan uden at bede mig om tilladelse først. Overtrædelser straffes med den endegyldige død. Og her er det at min hensynsløshed vil være os begge to til nytte.«

Jeg tog en dyb indånding. »Okay. Du har ret. Men diskussionen er ikke slut her. Jeg vil vide alt om vores nye situation, og jeg vil være sikker på at jeg kan komme ud af det her hvis jeg ikke kan holde det ud.«

Hans øjne var lige så blå som en klar efterårshimmel og lige så troskyldige. »Du får alt at vide når du ønsker det,« sagde han.

»Hør, har den nye konge kendskab til min oldefar?«

Erics ansigt stivnede i linjer af sten. »Jeg kan ikke forudsige Felipes reaktion hvis han finder ud af det, min elskede. Bill og jeg er de eneste der ligger inde med denne viden nu. Sådan er det nødt til at blive ved med at være.«

Han rakte ud for at tage min hånd igen. Jeg kunne mærke hver en muskel, hver en knogle, under den kølige hud. Det var som at holde en statue i hånden, en meget smuk statue. Igen følte jeg mig sært fredfyldt nogle minutter.

»Jeg er nødt til at gå nu, Eric,« sagde jeg og var ked af det, men ikke ked af at skulle gå. Han lænede sig hen mod mig og kyssede mig let på munden. Da jeg skubbede min stol ud, rejste han sig for at følge mig ud. Jeg kunne mærke alle vampyrfansenes misundelige blikke gennembore mig hele vejen ud af Fangtasia. Pam stod på sin plads, og hun så på os med et køligt smil.

For at det ikke skulle blive en alt for romantisk afsked, sagde jeg: »Eric, når jeg er blevet mig selv igen, kan jeg love dig at du får røven på komedie over at have narret mig til at afgive løfte til dig.«

»Min røv står altid til rådighed for dig, skat,« sagde han charmerende og vendte sig for at gå tilbage til sit bord.

Pam rullede med øjnene. »I to altså,« sagde hun.

»Hør, jeg er ikke skyld i noget af det her,« sagde jeg, hvilket måske ikke var helt sandt. Men det var en god afskedsreplik, så det benyttede jeg mig af og forlod baren.