7.

Næste morgen ringede Andy Bellefleur for at give mig grønt lys til at åbne igen.

Da afspærringen var blevet taget ned, var Sam kommet tilbage til Bon Temps. Jeg var så glad for at se min chef at jeg fik tårer i øjnene. At lede Merlotte’s var meget sværere end det nogen sinde var gået op for mig. Der var beslutninger at træffe hver eneste dag og en stor flok mennesker som skulle holdes glade og tilfredse: kunderne, personalet, distributørerne, fragtfolkene. Sams revisor havde ringet med spørgsmål jeg ikke kunne svare på. Elregningen skulle betales om tre dage, og jeg havde ikke fuldmagt til at skrive en check. Der var en masse penge der skulle deponeres i banken. Det var ved at være lønningsdag.

Jeg havde lyst til at buse ud med alle disse problemer i samme øjeblik Sam trådte ind ad bagdøren, men jeg tog en dyb indånding og spurgte til hans mor.

Efter at have givet mig et halvt knus havde Sam kastet sig ned i sin knirkende stol bag skrivebordet. Han drejede rundt for at se mig lige i ansigtet. Han satte fødderne op mod kanten af bordet og så lettet ud. »Hun taler og går og er i bedring,« sagde han. »For første gang behøver vi ikke finde på en historie for at dække over hvor hurtigt hun heler. Vi kørte hende hjem her til morgen, og hun prøver allerede at gøre rent i huset. Min bror og søster stiller hende en million spørgsmål, nu hvor de har vænnet sig til tanken. De virkede endda nærmest misundelige over at jeg har arvet evnen.«

Jeg var fristet til at spørge om hans stedfars rettergang, men Sam virkede meget opsat på at vende tilbage til sin normale rutine. Jeg ventede et øjeblik for at se om han ville bringe det på bane. Det gjorde han ikke. I stedet spurgte han om elregningen, og med et lettelsens suk kunne jeg henvise ham til hele listen med ting der behøvede hans opmærksomhed. Jeg havde lagt den på hans skrivebord, skrevet med min nydeligste håndskrift.

Øverst på listen stod at jeg havde hyret Tanya og Amelia til at komme ind nogle aftener for at erstatte den frafaldne Arlene.

Sam så trist ud. »Arlene har arbejdet for mig siden jeg overtog baren,« sagde han. »Det bliver mærkeligt at hun ikke er her. Hun har været en pestilens de sidste par måneder, men jeg regnede med hun ville svinge rundt igen og blive sit gamle jeg før eller senere. Tror du hun fortryder?«

»Måske, nu hvor du er tilbage,« sagde jeg, selv om jeg havde min alvorlige tvivl. »Men hun er blevet så intolerant. Jeg tror ikke hun kan arbejde for en hamskifter. Undskyld, Sam.«

Han rystede på hovedet. Hans dystre humør var ikke så overraskende i betragtning af hans mors situation og den amerikanske befolknings ikke ligefrem ekstatiske reaktion på den overnaturlige verden.

Det var utroligt at der havde været engang hvor jeg heller ikke havde vidst det. Jeg havde ikke indset at nogle af de mennesker jeg kendte, var varulve, for jeg forstod ikke at der fandtes sådan nogle. Man kan misfortolke alle mentale signaler man får, hvis man ikke forstår hvad de skyldes. Jeg havde altid undret mig over at nogle mennesker var så svære at aflæse, at deres hjerner gav mig et andet billede end andres. Det var simpelt hen ikke faldet mig ind at det var fordi disse hjerner tilhørte mennesker der bogstaveligt talt forvandlede sig til dyr.

»Tror du at forretningen vil gå dårligere fordi jeg er hamskifter eller på grund af mordet?« spurgte Sam. Så tog han sig i det og sagde: »Undskyld, Sook. Jeg tænkte ikke på at Crystal var din svigerinde.«

»Jeg har aldrig været vild med hende, som du ved,« sagde jeg så nøgternt jeg kunne. »Men jeg synes det er forfærdeligt hvad der er sket med hende, uanset hvordan hun var.«

Sam nikkede. Jeg havde aldrig set hans ansigt så dystert og alvorligt. Sam var ellers lutter sol.

»Okay,« sagde jeg og rejste mig for at gå, men standsede så og blev stående og flyttede vægten fra fod til fod. Jeg tog en dyb indånding. »I øvrigt er Eric og jeg gift nu.« Hvis jeg havde håbet at afslutte samtalen i et let tonefald, tog jeg meget, meget fejl. Sam sprang op og greb mig om skuldrene.

»Hvad har du gjort?« spurgte han. Han var dødsensalvorlig.

»Jeg har ikke gjort noget,« sagde jeg, overvældet af hans voldsomme reaktion. »Det var Eric.« Jeg fortalte Sam om kniven.

»Var du ikke klar over at den kniv havde en vis betydning?«

»Jeg vidste ikke at det var en kniv,« sagde jeg og var ved at blive temmelig vred, men min stemme var stadig rolig. »Bobby fortalte mig det ikke. Jeg tror ikke at han selv vidste det, så jeg kunne ikke så godt opfatte det i hans hjerne.«

»Hvad tænkte du dog på? Sookie, det var en idiotisk ting at gøre.«

Det var ikke ligefrem den reaktion jeg havde ventet fra en mand jeg havde været bekymret for, en mand jeg havde puklet røven ud af bukserne for i flere dage. Jeg bar min sårbarhed og stolthed som en kappe. »Ved du hvad, så tror jeg at jeg tager hjem til mig selv, så du ikke mere skal stå mere model til min idioti,« sagde jeg iskoldt. »Jeg tror jeg kører hjem nu hvor du er tilbage, og jeg ikke behøver være her hvert eneste minut af dagen for at sørge for at alt går som det skal.«

»Undskyld,« sagde han, men det var for sent. Jeg havde sat mig op på den høje hest og red ud fra Merlotte’s på den.

Jeg var ude ad bagdøren før nogen af fyldebøtterne kunne tælle til fem, og så sad jeg i bilen og var på vej hjem. Jeg var vred, og jeg var ked af det, og jeg havde en mistanke om at Sam havde ret. Det er i den situation man bliver allermest vred, ikke? Når man ved man har gjort noget dumt? Erics forklaring havde ikke just fået mine bekymringer til at forsvinde.

Det var meningen at jeg skulle på arbejde om aftenen, så jeg havde indtil da til at tage mig sammen. Det var utænkeligt at jeg ikke mødte op. Uanset om Sam og jeg var på kant med hinanden, var jeg nødt til at gå på arbejde.

Jeg havde ikke lyst til at være hjemme hvor jeg ikke kunne undgå at tænke over mine egne forvirrede følelser.

I stedet for at tage hjem vendte jeg om og kørte til Tara’s Togs. Jeg havde ikke set meget til min veninde Tara siden hun var stukket af og havde giftet sig med JB du Rone. Men mit indre kompas pegede i hendes retning. Til min lettelse var Tara alene i butikken. McKenna, hendes »hjælper«, var ikke ansat på fuldtid. Tara kom ud fra baglokalet da dørklokken ringede. Hun virkede først lidt overrasket over at se mig, men så smilede hun. Vores venskab har haft sine op- og nedture, men det lod til at vi var på god fod nu. Fint.

»Hvad er der galt?« spurgte Tara. Hun så godt og veltilpas ud i en grønblå sweater. Tara er højere end mig og rigtig smuk og en virkelig dygtig forretningskvinde.

»Jeg har gjort noget dumt, og jeg ved ikke hvad jeg selv skal mene om det,« sagde jeg.

»Fortæl mig om det,« sagde hun bydende, og vi gik hen og satte os ved bordet hvor bryllupskatalogerne lå. Hun skubbede æsken med Kleenex hen til mig. Tara ved hvornår jeg giver mig til at græde.

Så fortalte jeg hende hele den lange historie der begyndte med episoden i Rhodes hvor jeg havde byttet blod med Eric igen, hvilket skulle vise sig at være én gang for mange. Jeg fortalte hende om det underlige bånd vi havde som følge af det.

»Jeg skal lige være sikker på at jeg har forstået det,« sagde hun. »Han tilbød at tage blod fra dig for at en endnu værre vamp ikke skulle bide dig?«

Jeg nikkede og duppede øjnene.

»Wauw, sikke en selvopofrelse.« Tara havde selv nogle dårlige erfaringer med vampyrer. Jeg var ikke overrasket over hendes sarkastiske sammenfatning af situationen.

»Tro mig, Erics løsning var langt den mindste af to onder,« forsikrede jeg hende.

Noget gik pludselig op for mig: Jeg ville være fri nu hvis Andre havde taget mit blod den nat. Andre var død efter eksplosionen. Jeg tænkte over det et øjeblik og kom så videre. Sådan var det ikke gået, og jeg var ikke fri, men de lænker jeg bar nu, var meget smukkere.

»Så hvordan har du det med Eric?« spurgte Tara.

»Det ved jeg ikke,« sagde jeg. »Der er ting jeg nærmest elsker ved ham, og ting ved ham der skræmmer mig fra vid og sans. Og jeg har virkelig … du ved … lyst til ham. Men han finder på alle mulige fiduser som han siger, er til mit eget bedste. Jeg tror faktisk at han holder af mig. Men han tænker først og fremmest på sig selv.« Jeg tog en dyb indånding. »Undskyld. Jeg ævler bare løs.«

»Det var derfor jeg giftede mig med JB,« sagde hun. »Så jeg ikke behøvede bekymre sig om den slags pis.« Hun nikkede for at bekræfte sin egen gode beslutning.

»Nå, men nu har du snuppet ham, så jeg kan ikke gøre det samme,« sagde jeg og prøvede på at smile. At være gift med én så ukompliceret som JB lød meget afslappende. Men skulle et ægteskab være som at læne sig tilbage i en rigtig blød lænestol? I det mindste keder man sig aldrig et sekund sammen med Eric, tænkte jeg. Hvor sød JB end var, havde han et meget begrænset talent for interessante samtaler.

Desuden var Tara altid nødt til at have bukserne på. Tara var ikke dum, og hun ville aldrig blive forblændet af kærlighed. Af andre ting måske, men ikke kærlighed. Jeg vidste at Tara klart havde forstået spillereglerne for sit ægteskab med JB, og hun lod ikke til at have noget imod det. For hende var det en kilde til trøst og selvtillid at indtage rollen som navigatør og kaptajn. Jeg kunne helt sikkert godt lide at styre mit eget liv – jeg ville ikke ejes af nogen – men mit ægteskabsbegreb gik mere i retning af et demokratisk partnerskab.

»Så for nu at opsummere,« sagde Tara med en god efterligning af en af vores gamle high school-lærere. »Du og Eric har gjort det frække sammen før i tiden.«

Jeg nikkede. Det havde vi. Også i den grad.

»Og nu står hele vampyrorganisationen i gæld til dig for en eller anden ydelse du har udført for dem. Jeg ønsker ikke at vide hvad det var, og jeg ønsker ikke at vide hvorfor du gjorde det.«

Jeg nikkede igen.

»Desuden ejer Eric mere eller mindre en del af dig på grund af det her med blodsbåndet. Hvilket, skal det siges til hans forsvar, han ikke nødvendigvis havde planlagt på forhånd.«

»Jep.«

»Og nu har han manipuleret dig til at blive hans forlovede? Eller hans kone? Men du vidste ikke hvad du gjorde.«

»Korrekt.«

»Og Sam kaldte dig en idiot fordi du adlød Eric.«

Jeg trak på skuldrene. »Ja, det gjorde han.«

Så var Tara lige nødt til at hjælpe en kunde, men det tog kun et par minutter. (Riki Cunningham ville gerne betale for en balkjole hun havde fået lagt til side til sin datter). Da Tara satte sig igen, var hun klar til at komme med sine kommentarer. »Sookie, Eric holder i det mindste af dig i en eller anden grad, og han har aldrig gjort dig fortræd. Du kunne have tænkt dig lidt bedre om. Når du ikke gjorde det, ved jeg ikke om det var på grund af det der blodsbånd du har med ham, eller fordi du er så forgabt i ham at du ikke stiller nok spørgsmål. Det kan kun du selv afgøre. Men det kunne være værre. Ingen mennesker behøver at få noget at vide om det med kniven. Og Eric kan ikke være der i dagtimerne, så du har Eric-fri tid til at tænke i. Desuden har han en forretning at passe, så han kommer ikke til at følge rundt i hælene på dig. Og de nye vampyrbosser er nødt til at lade dig være i fred, for de vil gerne holde sig på god fod med Eric. Ikke så slemt, vel?« Hun smilede til mig, og et øjeblik efter smilede jeg tilbage.

Jeg kvikkede lidt op igen. »Tak, Tara,« sagde jeg. »Tror du Sam vil blive ved med at være vred på mig?«

»Du skal nok ikke ligefrem forvente at han siger undskyld for at have kaldt din opførsel idiotisk,« advarede Tara mig. »For det første har han ret, og for det andet er han en mand. Han har det kromosom. Men I to er altid kommet godt ud af det sammen, og han står i gæld til dig fordi du har taget dig af baren. Han skal nok blive god igen.«

Jeg smed min brugte Kleenex i den lille skraldespand ved siden af bordet. Jeg smilede selv om det næppe var det bedste jeg havde præsteret.

»I mellemtiden,« sagde Tara, »har jeg også nyheder at fortælle dig.« Hun tog en dyb indånding.

»Hvad da?« spurgte jeg og glædede mig over at vi tilsyneladende var bedsteveninder igen.

»Jeg skal have et barn,« sagde Tara, og hendes ansigt stivnede i en grimasse.

Åh-åh. Så skulle der trædes varsomt. »Du ser ikke superglad ud,« sagde jeg forsigtigt.

»Jeg havde ikke tænkt mig at få børn overhovedet,« sagde hun. »Hvilket var okay med JB.«

»Så …?«

»Ja, selv flere forskellige former for prævention på en gang er ikke altid nok,« sagde Tara og så ned på sine hænder, som hun havde foldet oven på et brudemagasin. »Og jeg kan bare ikke lade det fjerne. Det er vores barn. Så altså.«

»Tror … tror du at du kan gå hen og blive glad for det?«

Hun forsøgte at smile. »JB er rigtig glad. Han har svært ved at holde det hemmeligt. Men jeg vil gerne vente til efter de første tre måneder. Du er den første jeg har fortalt det til.«

»Jeg kan love dig,« sagde jeg og rakte hånden frem og klappede hende på skulderen, »at du bliver en god mor.«

»Tror du virkelig?« Hun virkede rædselsslagen. Taras forældre havde været den type forældre der af og til bliver dræbt ved skud af deres børn. Taras afsky for vold havde forhindret hende i at tage den slags skridt, men jeg tror ikke nogen ville være blevet overraskede hvis mr. og mrs. Thornton var forsvundet en nat. Flere ville have glædet sig over det.

»Ja, det tror jeg virkelig.« Jeg mente det. Jeg kunne høre, direkte ud af Taras hoved, at hun var fast besluttet på at udviske alt hvad hendes egen mor havde gjort mod hende, ved at være den bedste mor hun kunne være, for sit eget barn. For Taras vedkommende betød det at hun ville være ædru, blid, tale pænt og rose.

»Jeg vil møde frem til hver eneste skolefest og forældremøde,« sagde hun, nu med et tonefald der var næsten skræmmende i sin intensitet. »Jeg vil bage brownies. Mit barn vil få nyt tøj. Hun skal have sko der passer hende. Hun skal have sine vaccinationer og få rettet sine tænder. Vi opretter en børneopsparing i næste uge. Jeg vil fortælle hende at jeg elsker hende hver eneste forbandede dag.«

Hvis det ikke var en storartet plan om at være en god mor, så vidste jeg ikke hvad den så skulle bestå i.

Vi omfavnede hinanden da jeg rejste mig for at gå. Det er sådan her det skal være, tænkte jeg.

Jeg tog hjem, spiste en forsinket frokost og skiftede til mit arbejdstøj.

Da telefonen ringede, håbede jeg det var Sam der ringede for at glatte lidt ud, men stemmen i den anden ende tilhørte en ældre mand jeg ikke kendte.

»Hallo? Må jeg tale med Octavia Fant?«

»Hun er desværre ikke hjemme. Kan jeg tage imod en besked?«

»Hvis du vil være så venlig.«

»Selvfølgelig.« Jeg havde taget telefonen ude i køkkenet, så jeg havde blok og blyant ved hånden.

»Vær venlig at sige til hende at Louis Chambers har ringet. Her er mit nummer.« Han gav mig nummeret langsomt og omhyggeligt, og jeg gentog det for at være sikker på at jeg havde skrevet rigtigt. »Bed hende om at ringe til mig, tak. Hun må gerne ringe ‘modtageren betaler’.«

»Jeg skal sørge for at hun får beskeden.«

»Tak.«

Hmmm. Jeg kunne ikke læse tanker over telefonen, hvilket jeg normalt betragtede som en stor fordel. Men jeg ville gerne have lidt mere at vide om mr. Chambers.

Da Amelia kom hjem lidt over fem, havde hun Octavia med i bilen. Jeg antog at Octavia havde været rundt inde i Bon Temps for at søge arbejde mens Amelia havde været på arbejde i forsikringsagenturet om eftermiddagen. Det var Amelias tur til at lave mad, og selv om jeg var nødt til at tage til Merlotte’s om få minutter, nød jeg at se hende gå i gang med at lave spaghettisovs. Jeg gav Octavia beskeden mens Amelia hakkede løg og peberfrugt.

Octavia kom med en halvkvalt lyd og blev så stille at Amelia holdt op med at hakke og ligesom jeg ventede på at den ældre kvinde skulle se op fra papiret og fortælle os lidt af baggrundshistorien. Det skete ikke.

Et øjeblik efter gik det op for mig at Octavia græd, og jeg skyndte mig ind i soveværelset efter et papirlommetørklæde. Jeg forsøgte at række Octavia det diskret, som om jeg ikke havde bemærket at der var noget galt, men bare lige tilfældigvis havde en ekstra Kleenex ved hånden.

Amelia så omhyggeligt ned på skærebrættet og gav sig til at hakke videre, mens jeg kiggede på uret og begyndte at fiske rundt i min taske efter bilnøglerne og gav mig unødvendigt god tid til det.

»Lød han som om han havde det godt?« spurgte Octavia med halvkvalt stemme.

»Ja,« sagde jeg. Det var begrænset hvor meget jeg kunne aflæse af en stemme i den anden ende af en telefonforbindelse. »Han lød ivrig efter at tale med dig.«

»Åh, jeg er nødt til at ringe tilbage til ham,« sagde hun, og hendes stemme var helt vild.

»Selvfølgelig,« sagde jeg. »Ring bare. Du skal ikke tænke på modtageren betaler og sådan noget; vi kan bare se på telefonregningen hvor meget det bliver.« Jeg så hen på Amelia og hævede det ene øjenbryn. Hun rystede på hovedet. Hun vidste heller ikke hvad fanden der foregik.

Octavia tastede nummeret med rystende fingre. Hun pressede telefonen ind til øret efter første ring. Jeg kunne se hvornår Louis Chambers tog telefonen. Hun klemte øjnene i, og hendes hånd knugede telefonen så kraftigt at musklerne stod frem.

»Åh, Louis,« sagde hun, og hendes stemme var fuld af utilsløret lettelse og forundring. »Åh, gudskelov. Er du okay?«

På det tidspunkt sjokkede Amelia og jeg ud fra køkkenet. Amelia fulgte mig ud til bilen. »Har du nogen sinde hørt om ham Louis før?« spurgte jeg.

»Hun talte aldrig om sit privatliv da vi arbejdede sammen. Men andre hekse fortalte mig at Octavia havde en fast kæreste. Hun har ikke nævnt ham siden hun er kommet hertil. Det lader til at hun ikke har hørt fra ham siden Katrina.«

»Hun har måske troet at han ikke havde overlevet,« sagde jeg, og vi så på hinanden med opspærrede øjne.

»Det er en stor ting,« sagde Amelia. »Nå. Så flytter Octavia måske fra os.« Hun forsøgte at undertrykke sin lettelse, men jeg kunne selvfølgelig mærke den. Uanset hvor glad Amelia var for sin læremester i magi, forstod jeg at det at have Octavia boende for Amelia var ligesom at have sin skolelærer boende.

»Jeg er nødt til at tage af sted,« sagde jeg. »Hold mig underrettet. Send mig en sms hvis der er nogen vigtige nyheder.« Sms’er var en af de nye ting jeg havde lært af Amelia.

På trods af den kølige luft satte Amelia sig i en af havestolene som vi for nylig havde hevet ud fra skuret i et bevidst forsøg på at foregribe foråret. »I samme øjeblik jeg ved noget,« lovede hun. »Jeg venter herude et par minutter, så går jeg ind og ser hvordan det går med hende.«

Jeg satte mig ind i bilen og håbede at den ville blive hurtigt opvarmet. Mørket faldt så småt på mens jeg kørte til Merlotte’s. Jeg så en prærieulv på vejen. Normalt var de for snedige til at lade sig se, men denne her traskede langs vejkanten som om den havde en aftale i byen. Måske var det vitterlig en prærieulv, eller måske var det et menneske i en anden skikkelse. Jeg kom til at tænke på de pungrotter og vaskebjørne og – af og til – bæltedyr jeg så ligge mast på vejen hver morgen, og spekulerede på hvor mange varskabninger der var blevet dræbt i dyreskikkelse på den måde. Måske var nogle af de lig politiet registrerede som mordofre, faktisk mennesker der var blevet dræbt ved et uheld i deres anden skikkelse. Jeg huskede hvordan alle dyretræk var forsvundet fra liget af Crystal da hun var blevet taget ned fra korset, efter at naglerne var blevet taget ud. Jeg turde vædde på at de nagler havde været af sølv. Der var så meget jeg ikke vidste.

Da jeg trådte ind ad Merlotte’s bagdør, stærkt opsat på en forsoning med Sam, fandt jeg min chef i færd med at skændes med Bobby Burnham. Det var næsten mørkt nu, og Bobby burde have fået fri. I stedet stod han på gangen uden for Sams kontor. Han var rød i ansigtet og flintrende gal.

»Hvad foregår her?« sagde jeg. »Bobby, skal du tale med mig?«

»Jep. Fyren dér ville ikke fortælle mig hvornår du kom,« sagde Bobby.

»Fyren dér er min chef, og han har ikke pligt til at fortælle dig noget som helst,« sagde jeg. »Her er jeg. Hvad er det så du skal fortælle mig?«

»Eric sendte dig det her kort, og han gav mig besked på at fortælle dig at jeg står til rådighed når du har brug for mig. Jeg kan sågar vaske din bil hvis du vil have mig til det.« Bobby blev endnu mere rød i ansigtet da han sagde det.

Hvis Eric havde troet Bobby ville blive ydmyg og medgørlig efter en offentlig ydmygelse, var han ikke rigtig klog. Nu ville Bobby hade mig i hundrede år hvis han levede så længe. Jeg tog det kort Bobby rakte mig, og sagde: »Tak, Bobby. Tag tilbage til Shreveport.«

Før den sidste stavelse var ude af munden på mig, var Bobby ude ad bagdøren. Jeg undersøgte den almindelige hvide konvolut og stak den så i tasken. Jeg så op og mødte Sams blik.

»Som om du havde brug for endnu en fjende,« sagde han og trampede ind på sit kontor.

Som om jeg havde brug for endnu en ven der opførte sig som et røvhul, tænkte jeg. Der røg så mine planer om at vi kunne få os et godt grin over vores kontroverser. Jeg fulgte efter Sam for at lægge min taske i den skuffe han reserverede til servitricerne. Vi sagde ikke et ord til hinanden. Jeg gik ind i lagerlokalet for at hente et forklæde. Antoine var ved at skifte sit plettede forklæde ud med et rent.

»D’Eriq stødte ind i mig med et glas fuld af jalapeños, og lagen skvulpede hen på mig,« sagde han. »Jeg kan ikke fordrage den lugt.«

»Pyha,« sagde jeg idet jeg mærkede lugten. »Det kan jeg ikke bebrejde dig.«

»Går det godt nok med Sams mor?«

»Ja, hun er blevet udskrevet,« sagde jeg. »Det er godt nyt.«

Mens jeg bandt snorene om taljen, troede jeg at Antoine skulle til at sige noget mere, men så skiftede han åbenbart mening. Han gik hen ad gangen og bankede på køkkendøren, og D’Eriq åbnede indefra og lukkede ham ind. Folk var alt for tit vandret ud i køkkenet ved en fejltagelse, så døren blev holdt låst hele tiden. Der var en anden dør fra køkkenet der førte direkte ud bag huset, og containeren stod lige udenfor.

Jeg gik forbi Sams kontor uden at kigge ind. Han havde ikke lyst til at tale med mig – okay, så ville jeg heller ikke tale med ham. Jeg var godt klar over at det var ret barnligt.

FBI-agenterne var stadig i Bon Temps, hvilket ikke burde have overrasket mig. De kom ind på baren om aftenen. Weiss og Lattesta sad over for hinanden i en bås med en kande øl og en skål friturestegte pickles mellem sig, fordybet i samtale. Og ved et bord tæt på dem, prægtig og smuk og hævet over det alt sammen, sad min oldefar Niall Brigant.

Denne dag ville tage prisen som den mest ejendommelige. Jeg trak vejret dybt og gik så først hen til min oldefars bord. Han rejste sig da jeg nærmede mig. Hans lyse, glatte hår var bundet sammen i nakken. Han var iført sort jakkesæt og hvid skjorte som altid. I aften bar han, i stedet for det brede sorte slips han som regel gik med, et slips jeg havde givet ham i julegave. Det havde røde, gyldne og sorte striber, og han var et flot syn. Alt ved ham glitrede og skinnede. Skjorten var ikke bare hvid – den var snehvid og stivet, og hans jakke var ikke bare sort – den var skinnende knaldsort. Der var ikke et støvfnug at finde på hans sko, og de utallige fine, fine rynker fremhævede blot det flotte ansigts fuldkommenhed og hans strålende grønne øjne. Hans høje alder forfinede snarere end forringede hans udseende. Det gjorde næsten ondt at se på ham. Niall lagde armene om mig og kyssede mig på kinden.

»Blod af mit blod,« sagde han, og jeg smilede mod hans bryst. Han var så dramatisk. Og det var sådan et stort besvær for ham at se menneskelig ud. Jeg havde set et glimt af ham i hans sande skikkelse og var nærmest blevet blændet. Eftersom ingen andre i baren gispede ved synet af ham, vidste jeg at de ikke så ham på samme måde som jeg gjorde.

»Niall,« sagde jeg. »Hvor er jeg glad for at se dig.« Jeg følte mig altid glad og smigret når han kom på besøg. At være Nialls oldebarn var som at være i familie med en rockstjerne: Han levede et liv jeg ikke kunne forestille mig, kom steder jeg aldrig ville komme, og havde en magt jeg ikke kunne fatte. Men nu og da tilbragte han tid sammen med mig, og den tid var altid ligesom juleaften.

Han sagde meget roligt: »De der mennesker derovre, de bestiller ikke andet end at snakke om dig.«

»Ved du hvad FBI er?« Niall besad en utrolig mængde viden eftersom han var så gammel at han var holdt op med at tælle efter tusinde og til tider tog fejl af præcise datoer med mere end et århundrede, men jeg vidste ikke hvor detaljerede oplysninger om nutiden han lå inde med.

»Ja,« sagde han. »Forbundspolitiet. En statslig institution der indsamler data om forbrydere og terrorister inden for USA’s grænser.«

Jeg nikkede.

»Men du er sådan et godt menneske. Du er ikke morder eller terrorist,« sagde Niall, selv om han ikke lød som om han troede min uskyld ville beskytte mig.

»Tak,« sagde jeg. »Men jeg tror ikke de vil arrestere mig. Jeg tror de ønsker at finde ud af hvordan jeg opnår resultater med min lille mentale særhed, og hvis de når frem til at jeg ikke er skør, vil de sandsynligvis have mig til at arbejde for dem. Det er derfor de er kommet til Bon Temps … men deres opmærksomhed blev afledt.« Hvilket ledte mig hen til det smertefulde emne. »Ved du hvad der er sket med Crystal?«

Men så kaldte nogle andre kunder på mig, og der gik et stykke tid før jeg kom tilbage til Niall der ventede tålmodigt. Han kunne på en eller anden måde få den slidte stol til at ligne en trone. Han fortsatte samtalen præcis hvor vi slap.

»Ja, jeg ved hvad der er sket med hende.« Hans ansigtsudtryk forandrede sig ikke synligt, men der stod ligesom bølger af kulde ud fra ham. Hvis jeg havde haft noget at gøre med Crystals død, ville jeg være blevet meget bange.

»Hvorfor optager det dig?« spurgte jeg. Han havde aldrig viet Jason nogen opmærksomhed, faktisk virkede det som om Niall ikke kunne lide min bror.

»Jeg er altid interesseret i at finde ud af hvorfor nogen der har forbindelse til mig, er død,« sagde Niall. Han havde lydt helt upersonlig da han talte om Crystals død, men hvis han var interesseret, ville han måske hjælpe til. Man skulle tro at han gerne ville rense Jason, eftersom Jason var lige så meget hans oldebarn som jeg var, men Niall havde aldrig vist nogen tegn på at ville møde Jason, endsige lære ham at kende.

Antoine ringede med klokken i køkkenet for at fortælle mig at en af mine ordrer var klar, og jeg pilede af sted for at servere Sid Matt Lancaster og Bud Dearborn deres oste-chilibacon-pomfritter. Sid Matt, der for nylig var blevet enkemand, var så gammel at han nok ikke regnede med at hans årer ikke kunne blive meget mere forkalkede end de allerede var, og Bud havde aldrig været helsekosttypen.

Da jeg blev i stand til at vende tilbage til Niall, sagde jeg: »Har du nogen idé om hvem der har gjort det? Varpanterne leder også.« Jeg lagde en ekstra serviet på bordet foran ham for at se beskæftiget ud.

Niall ringeagtede ikke panterne. Selv om feer betragtede sig selv som i særklasse hævet over alle andre former for overnaturlige væsener, havde Niall (i det mindste) respekt for alle hamskiftere, i modsætning til vampyrer, der betragtede dem som andenrangsborgere. »Jeg vil se lidt nærmere på det. Jeg har været travlt optaget, og det er derfor jeg ikke har besøgt dig. Der er problemer.« Jeg bemærkede at Nialls udtryk var endnu mere alvorligt end normalt.

Årh, for helvede. Flere problemer.

»Men det behøver du ikke bekymre dig om,« tilføjede han ophøjet. »Jeg skal nok tage mig af det.«

Har jeg nævnt at Niall er lidt hovmodig? Men jeg kunne ikke lade være med at bekymre mig om det. Og om et øjeblik ville jeg blive nødt til at gå hen for at hente noget at drikke til en anden, og jeg ville være sikker på at jeg forstod ham rigtigt. Niall kom ikke forbi så tit, og når han gjorde, var der ikke noget pjank. Jeg ville måske ikke få en ny chance for at tale med ham. »Hvad foregår der, Niall?« spurgte jeg direkte.

»Jeg vil have dig til at passe ekstra godt på dig selv. Hvis du ser nogen andre feer end mig selv eller Claude og Claudine, så ring omgående til mig.«

»Hvorfor skulle jeg bekymre mig om andre feer?« Så faldt tiøren. »Hvorfor skulle andre feer ønske at gøre mig fortræd?«

»Fordi du er mit oldebarn.« Han rejste sig, og jeg vidste jeg ikke ville få mere forklaring end det.

Niall omfavnede mig igen, kyssede mig igen (feer er meget fysiske) og forlod baren med sin stok i hånden. Jeg havde aldrig set ham bruge den som støtte når han gik, men han havde den altid med sig. Da jeg stirrede efter ham, spekulerede jeg på om der var en kniv skjult inden i den. Eller måske var den en ekstra lang tryllestav. Eller begge dele. Jeg ville ønske han kunne være blevet lidt, eller i det mindste have været lidt mere præcis med sin advarsel.

»Miss Stackhouse,« sagde en høflig mandsstemme, »må vi bede om en ny kande øl og en omgang pickles til?«

Jeg vendte mig mod specialagent Lattesta. »Selvfølgelig, gerne,« sagde jeg og smilede automatisk.

»Det var en meget smuk mand,« sagde Sara Weiss. Sara kunne godt mærke de to glas øl hun allerede havde fået. »Han så meget fremmedartet ud. Er han fra Europa?«

»Ja, han ligner en udlænding,« sagde jeg og tog den tomme kande og hentede en fuld til dem uden at smilet på noget tidspunkt veg fra mit ansigt. Så kom Havkatten, min brors chef, til at vælte en rom og cola med albuen, og jeg blev nødt til at kalde på D’Eriq så han kunne komme med en klud til bordet og en moppe til gulvet.

Derefter kom to idioter jeg havde gået i klasse med i high school, op at slås om hvis jagthund der var den bedste. Sam var nødt til at skille dem ad. De kom faktisk hurtigere til fornuft nu da de vidste hvad Sam var, hvilket var en uventet gevinst.

En stor del af diskussionen i baren den aften drejede sig naturligvis om Crystals død. Det faktum at hun havde været varpanter, var sivet ind i byens bevidsthed. Omkring halvdelen af bargæsterne mente hun var blevet dræbt af én der hadede den nyligt afslørede underverden. Den anden halvdel var ikke så sikker på at hun var blevet dræbt fordi hun var varpanter. Den halvdel mente at hendes promiskuitet var motiv nok. De fleste af dem regnede med at Jason var den skyldige. Nogle af dem havde medfølelse med ham. Nogle af dem havde kendt Crystal eller var bekendt med hendes omdømme, og de mente at Jasons handlinger kunne forsvares. Næsten alle disse mennesker tænkte ikke ret meget på Crystal, kun på om Jason var skyldig eller uskyldig. Jeg fandt det virkelig trist at de fleste kun ville huske hende for den måde hun var død på.

Jeg burde besøge Jason eller ringe til ham, men jeg kunne ikke få mig selv til det. Jasons opførsel inden for de seneste måneder havde slået noget ihjel inde i mig. Selv om Jason var min bror, og jeg elskede ham, og han viste tegn på endelig at være ved at blive voksen, følte jeg ikke længere at jeg var nødt til at støtte ham gennem alle de prøvelser hans liv gav ham. Det gjorde mig til en dårlig kristen, indså jeg. Selv om jeg godt vidste at mine tanker om trosspørgsmål ikke var så dybsindige, spekulerede jeg nogle gange på om de kritiske øjeblikke i mit liv ikke kunne karakteriseres ved to valgmuligheder: at være en dårlig kristen eller dø.

Jeg havde valgt livet hver gang.

Opfattede jeg det rigtigt? Kunne man se på det på en anden og mere oplysende måde? Jeg kunne ikke komme på nogen at spørge. Jeg prøvede at forestille mig metodistpræstens ansigt hvis jeg spurgte ham: »Hvad er bedst, at dolke nogen for at redde livet, eller bare at lade dem fortsætte og slå én ihjel? Hvad er bedst, at bryde et løfte jeg har afgivet over for Gud, eller at nægte at knuse min vens hånd?« Disse valg havde jeg stået over for. Måske skyldte jeg Gud en hel masse. Eller måske passede jeg bare på mig selv sådan som han ønskede af mig. Jeg vidste det simpelt hen ikke, og jeg var ikke dybsindig nok til at nå frem til det sande svar.

Ville de mennesker som jeg serverede for, grine hvis de vidste hvad jeg tænkte? Ville min bekymring for min sjæls frelse more dem? Mange af dem ville sikkert fortælle mig at alle situationer er beskrevet i Bibelen, og hvis jeg læste noget mere i Bøgernes Bog, ville jeg finde svaret dér.

Det havde ikke fungeret for mig indtil videre, men jeg ville ikke give op. Mine tanker kørte i ring, så jeg opgav dem og lyttede til folk omkring mig for at give min hjerne et pusterum.

Sara Weiss syntes at jeg virkede som en enfoldig ung kvinde, og hun mente jeg var utrolig heldig at besidde noget hun anså for at være en gave. Hun troede på alt hvad Lattesta havde fortalt hende om hvad der var sket ved Pyramiden, for neden under hendes praktiske indstilling til livet gemte der sig en hang til mystik. Lattesta opfattede det også som sandsynligt at jeg var synsk. Han havde lyttet til førstehåndsberetninger fra Rhodes med stor interesse, og nu da han havde mødt mig, var han nået frem til at de måtte være sande. Han ville gerne vide hvad jeg kunne gøre for mit land og hans egen karriere. Han spekulerede på om han ville få en forfremmelse hvis han kunne få mig til at stole tilstrækkeligt på ham til at lade ham være min faste kontakt når jeg skulle hjælpe FBI. Hvis han også kunne få fat på min mandlige medsammensvorne, ville hans vej opad være sikret. Han ville blive flyttet til FBI’s hovedkvarter i Washington. Han vil rykke op ad stigen.

Jeg overvejede at bede Amelia om at bruge en besværgelse på FBI-agenterne, men det føltes på en eller anden måde som at snyde. De var ikke overnaturlige væsener. De gjorde bare som de havde fået besked på. De nærede ikke ond vilje imod mig, faktisk mente Lattesta at han gjorde mig en tjeneste fordi han kunne få mig væk fra det her hul og ud i det nationale rampelys, eller i det mindste give mig en høj stjerne hos FBI.

Som om det betød noget for mig.

Mens jeg udførte mine pligter og smilede og småsnakkede med stamgæsterne, prøvede jeg at forestille mig at tage væk fra Bon Temps med Lattesta. De ville udtænke nogle test for at måle min træfsikkerhed. De ville til sidst nå frem til at jeg ikke var synsk, men telepatisk. Når de havde fundet ud af hvor grænserne for mit talent gik, ville de tage mig med til steder hvor der var sket forfærdelige ting, så jeg kunne finde overlevende. De ville placere mig i samme lokale som efterretningsagenter fra andre lande eller amerikanere der var mistænkt for frygtelige ting. Jeg ville blive nødt til at fortælle FBI om disse mennesker var skyldige eller ej i de forbrydelser FBI forestillede sig de måtte have begået. Jeg ville måske blive nødt til at være tæt på massemordere. Jeg forestillede mig hvad jeg kunne få at se i hovedet på sådan et menneske og blev dårlig ved tanken.

Men ville de oplysninger jeg fremskaffede, ikke være til stor hjælp for de levende? Måske ville jeg kunne afsløre planer så længe i forvejen at jeg kunne forhindre dødsfald.

Jeg rystede på hovedet. Mine tanker bragte mig på vildspor. Alt det kunne godt ske. En seriemorder kunne godt tænke på hvor hans ofre blev begravet, i netop det øjeblik hvor jeg lyttede til hans tanker. Men det var min erfaring at folk meget sjældent tænkte »Ja, jeg begravede liget i Clover Drive nr. 1218 under rosenbusken« eller »De penge jeg stjal, er helt klart i sikkerhed på min bankkonto med kontonummer 12345 i den schweiziske nationalbank«. Og de tænkte slet ikke: »Jeg har planer om at sprænge bygning XYZ i luften 4. maj, og mine seks forbundsfæller er …«

Jo, noget gavn kunne jeg gøre. Men intet af det jeg kunne udrette, ville nogen sinde leve op til FBI’s forventninger. Og jeg ville aldrig nogen sinde blive fri igen. Ikke at jeg troede de ville spærre mig inde i en celle eller sådan noget – så paranoid er jeg ikke. Men jeg regnede heller ikke med at jeg nogen sinde selv ville kunne vælge hvordan jeg skulle leve mit liv.

Så igen nåede jeg frem til at jeg måske var en dårlig kristen eller i det mindste en dårlig amerikaner. Men jeg vidste at medmindre jeg blev tvunget til det, ville jeg ikke rejse væk fra Bon Temps med agent Weiss eller specialagent Lattesta. Så var det meget bedre at være gift med en vampyr.