8.

Jeg var vred på næsten alle og enhver da jeg kørte hjem den aften. Sådan havde jeg det en gang imellem – det har alle måske. Det er hormonelt eller cyklisk på en eller anden måde. Eller måske er det bare som stjernerne tilfældigvis står.

Jeg var vred på Jason fordi jeg havde været vred på ham i flere måneder. Jeg var vred på Sam på sådan en såret måde. Jeg var rasende på FBI-agenterne fordi de var her for at lægge pres på mig – selv om de ganske vist ikke havde gjort det endnu. Jeg var oprørt over Erics nummer med kniven og hans egenrådige forvisning af Quinn, selv om jeg måtte indrømme at Eric havde talt sandt da han sagde at jeg selv havde sat Quinn på porten først. Men det betød ikke at jeg aldrig ville se ham igen. (Eller gjorde det?) Det betød i hvert fald ikke at Eric kunne diktere hvem jeg skulle omgås eller ikke omgås.

Og måske var jeg vred på mig selv, for da jeg havde haft chancen for at konfrontere Eric på alle mulige punkter, var jeg i stedet blevet blød i knæene og havde lyttet til hans erindringer. Ligesom de der flashbacks i Lost havde Erics vikingeerindringer afbrudt den fremadskridende handling.

For at gøre mig endnu mere vred holdt der en bil jeg ikke kendte, parkeret ved hoveddøren hvor kun gæster parkerer. Jeg gik hen til bagdøren og op ad trinene til verandaen. Jeg rynkede panden og var ved at gå ud af mit gode skind. Jeg havde ikke lyst til selskab. Det eneste jeg havde lyst til, var at tage min pyjamas på, vaske ansigtet og gå i seng med en bog.

Octavia sad ved køkkenbordet med en mand jeg aldrig havde mødt før. Han var en af de mest sorte mænd jeg nogen sinde havde set, og hans ansigt var tatoveret med cirkler omkring øjnene. På trods af de frygtindgydende ornamenteringer så han rolig og imødekommende ud. Han rejste sig da jeg kom ind

»Sookie,« sagde Octavia med bævende stemme, »det er min ven Louis.«

»Glæder mig at møde dig,« sagde jeg og rakte ham hånden. Han gav mig et omhyggeligt blidt håndtryk, og jeg satte mig ned for at han også skulle gøre det. Så lagde jeg mærke til kufferterne ude i gangen. »Octavia?« sagde jeg og pegede på dem.

»Tja, Sookie, selv en gammel dame som mig har brug for lidt romantik i sit liv,« sagde Octavia og smilede. »Louis og jeg stod hinanden nær før Katrina. Han boede omkring ti minutters kørsel fra mig i New Orleans. Efter orkanen ledte jeg efter ham. Jeg opgav til sidst.«

»Jeg brugte en masse tid på at prøve at finde Octavia,« sagde Louis med blikket rettet mod hendes ansigt. »Til sidst opsporede jeg hendes niece for to dage siden, og hendes niece havde telefonnummeret hertil. Jeg kunne slet ikke fatte at jeg endelig havde fundet hende.«

»Har dit hus overlevet …?« Episoden, ulykken, katastrofen, apokalypsen – hvad man nu ville kalde det; det var alt sammen passende.

»Ja, gud være lovet. Og jeg har strøm. Der er meget at gøre, men jeg har lys og varme. Jeg kan lave mad igen. Mit køleskab summer, og min gade er næsten ren. Jeg har selv lagt tag på igen. Nu kan Octavia rejse med mig hjem til et sted der passer perfekt til hende.«

»Sookie,« sagde hun meget blidt, »du har været så venlig at lade mig bo hos dig. Men jeg vil gerne være sammen med Louis, og jeg er nødt til at vende tilbage til New Orleans. Der vil være noget jeg kan gøre for at hjælpe til med at genopbygge byen. Det er mit hjem.«

Octavia mente tydeligvis at det ville være et hårdt slag for mig. Jeg prøvede at se ud som om det pinte mig. »Du er nødt til at gøre det der er bedst for dig selv, Octavia. Jeg har været virkelig glad for at have dig her i huset.« Jeg var meget taknemmelig over at Octavia ikke også kunne læse tanker. »Er Amelia her?«

»Ja, hun er ovenpå for at hente noget til mig. Det er på en eller anden måde lykkedes det kære væsen at skaffe en afskedsgave til mig.«

»Næææ!« sagde jeg og prøvede at lade være med at overdrive. Jeg fik et skarpt blik fra Louis, men Octavia så på mig med et strålende smil. Jeg havde aldrig set Octavia smile så strålende før, og det klædte hende.

»Jeg er bare glad for jeg kunne være dig til lidt hjælp,« sagde hun og nikkede forstandigt.

Det blev lidt svært at opretholde mit lidt-triste-men-tapre smil, men det lykkedes. Gudskelov kom Amelia skramlende ned ad trappen i det samme med en indpakket gave i hænderne. Den var omviklet med et let, tyndt, rødt silkebånd der var bundet med en stor sløjfe. Uden at se på mig sagde Amelia: »Her er en lille ting fra Sookie og mig. Jeg håber du kan lide den.«

»Åh, hvor er du sød. Undskyld jeg nogen sinde har betvivlet dine evner, Amelia. Du er en pokkers god heks.«

»Octavia, det betyder så meget for mig at høre dig sige det!« Amelia blev virkelig rørt og fik tårer i øjnene.

Gudskelov rejste Louis og Octavia sig så. Selv om jeg godt kunne lide og respekterede den ældre heks, havde hun forårsaget en række bump på vejen i den husstand Amelia og jeg havde etableret.

Jeg sukkede faktisk dybt af lettelse da hoveddøren lukkedes efter hende og hendes partner. Vi havde alle sagt farvel til hinanden adskillige gange, og Octavia havde takket os begge to for alt muligt igen og igen, og hun havde også formået at minde os om alle mulige mystiske ting hun havde gjort for os, som vi havde svært ved at erindre.

»Himlen være lovet,« sagde Amelia og faldt om på trappen. Amelia var ikke religiøs, eller i hvert fald ikke kristen i konventionel forstand, så det var lidt af et udbrud fra den kant.

Jeg satte mig yderst på sofaen. »Jeg håber at de bliver lykkelige,« sagde jeg.

»Du tror ikke vi skulle have tjekket op på ham på en eller anden måde?«

»Så dygtig en heks som Octavia kan vel tage vare på sig selv?«

»God pointe. Men så du de tatoveringer?«

»Ja, hold da op, hva’? Jeg går ud fra han er troldmand af en slags.«

Amelia nikkede. »Ja, jeg er sikker på han udøver en form for afrikansk magi,« sagde hun. »Jeg tror ikke vi behøver at være bekymrede for om den høje kriminalitet i New Orleans vil gå ud over Octavia og Louis. Jeg tror ikke nogen vil overfalde dem.«

»Hvad var det for en gave vi gav hende?«

»Jeg ringede til min far, og han faxede mig et gavekort til det byggemarked han ejer.«

»God idé. Hvad skylder jeg dig?«

»Ikke det mindste. Han insisterede på at give.«

Denne positive hændelse tog i det mindste brodden af min vrede mod alt og alle. Jeg følte mig også bedre tilpas i Amelias selskab nu hvor jeg ikke længere bar nag over at hun havde bragt Octavia ind i huset. Vi satte os i køkkenet og snakkede i en times tid før jeg trak mig tilbage, selv om jeg var for udmattet til at forsøge at genfortælle sagaen om hvad der var sket på det seneste. Vi gik til ro som bedre venner end vi havde været i flere uger.

Mens jeg gjorde mig klar til at gå i seng, tænkte jeg på vores praktiske gave til Octavia, og det mindede mig om det kort Bobby Burnham havde givet mig. Jeg tog det op af tasken og åbnede konvolutten med min neglefil. Jeg trak kortet ud. Inde i det lå et billede jeg aldrig havde set, tydeligvis taget da Eric blev fotograferet til den kalender man kunne købe i gavebutikken på Fangtasia. På kalenderbilledet stod Eric (Mr. Januar) ved en kæmpe seng redt med helt hvidt sengetøj. Baggrunden var grå med glitrende snefnug der hang ned til alle sider. Eric stod med den ene fod på gulvet, det andet knæ bøjet og hvilende på sengen. Han holdt en hvid pelsfrakke i en strategisk position. På det billede Eric havde givet mig i dag, indtog han nogenlunde samme positur, men han holdt en hånd frem mod kameraet som om han opfordrede beskueren til at slutte sig til ham på sengen. Og den hvide pels dækkede ikke alt fuldstændigt. »Jeg venter på den nat hvor du slutter dig til mig,« havde han skrevet på det ellers blanke kort med sin gnidrede håndskrift.

Lidt svulstigt? Ja. Noget der fik mig til at gispe? Det skal jeg lige love for. Jeg kunne næsten mærke mit blod blive opvarmet. Jeg var ked af at jeg havde åbnet kortet lige før jeg lagde mig i seng. Det tog mig meget lang tid at falde i søvn.

Det var helt mærkeligt ikke at høre Octavia vimse rundt i huset da jeg vågnede næste morgen. Hun var forsvundet ud af mit liv lige så hurtigt som hun var kommet ind i det. Jeg håbede at Octavia og Amelia i den tid de havde tilbragt sammen, havde drøftet hvordan Amelia stod i forhold til resterne af hendes coven i New Orleans. Det var svært at forestille sig at Amelia kunne forvandle en ung mand til en kat (under meget eksperimenterende sex), tænkte jeg, da jeg så min bofælle skynde sig ud ad bagdøren for at komme af sted til forsikringskontoret. Amelia var klædt i marineblå bukser og en gyldenbrun og marineblå sweater og så ud som om hun kunne stå og sælge småkager hos pigespejderne. Da døren smækkede efter hende, trak jeg vejret dybt. Det var den første morgen i en evighed jeg havde været alene i huset.

Jeg fik ikke lov at være alene længe. Jeg var ved at drikke endnu en kop kaffe og spise en skorpe da Andy Bellefleur og specialagent Lattesta ringede på hoveddøren. Jeg skyndte mig at trække i et par jeans og en T-shirt og gik ud for at åbne døren.

»Andy, specialagent Lattesta,« sagde jeg. »Kom indenfor.« Jeg førte an tilbage til køkkenet. Jeg havde ikke tænkt mig at forlade min kaffekande. »Vil I have en kop?« spurgte jeg dem, men de rystede begge to på hovedet.

»Sookie,« sagde Andy med et alvorligt ansigtsudtryk, »vi er her angående Crystal.«

»Ja.« Jeg tog en bid af skorpen, tyggede og sank. Jeg spekulerede på om Lattesta var på kur eller sådan noget. Han fulgte hver eneste af mine bevægelser. Jeg tog et kig i hans hjerne. Han var ikke så glad for at jeg ikke havde bh på, for mine bryster distraherede ham. Han tænkte at jeg måske havde lidt for runde former efter hans smag. Han tænkte at han skulle holde op med at tænke på mig på den måde. Han savnede sin kone. »Jeg regnede også med at det ville få højere prioritet end det andet,« sagde jeg og tvang min opmærksomhed tilbage til Andy.

Jeg kunne ikke afgøre hvor meget Andy vidste – hvor meget Lattesta havde indviet ham i – om hvad der var sket i Rhodes, men Andy nikkede. »Vi mener,« sagde han efter at have set fra mig til Lattesta, »at Crystal døde for tre nætter siden engang mellem klokken et og klokken tre eller fire om morgenen.«

»Ja,« sagde jeg bare igen.

»Vidste du det?« Lattesta lignede en jagthund der havde fået færten af vildtet.

»Det er ret indlysende. Der er altid nogen ved baren indtil et-totiden, og Terry kommer så normalt og vasker gulv engang mellem seks og otte om morgenen. Terry kom ikke så tidligt den dag fordi han havde passet baren og havde brug for at sove længe, men det ville de fleste mennesker ikke tænke på, vel?«

»Nej,« sagde Andy efter en mærkbar pause.

»Okay,« sagde jeg, nu hvor jeg havde fremført min pointe. Jeg skænkede mig noget mere kaffe.

»Hvor godt kender du Tray Dawson?« spurgte Andy.

Det var et ledende spørgsmål. Det præcise svar var: »Ikke så godt som du tror.« Jeg var engang blevet pågrebet i en gyde sammen med Tray Dawson, og han havde været nøgen, men det var ikke sådan som folk havde troet. (Jeg var klar over at de havde tænkt og troet en hel del). »Han går ud med Amelia,« sagde jeg. Det var en temmelig ufarlig ting at sige. »Det er min bofælle,« sagde jeg til Lattesta som så lidt blank ud. »Du mødte hende for to dage siden. Hun er på arbejde lige nu. Og Tray er selvfølgelig varulv.«

Lattesta blinkede. Der ville gå et stykke tid før han vænnede sig til at folk sagde det uden at fortrække en mine. Andys udtryk ændrede sig ikke.

»Okay,« sagde Andy. »Var Amelia ude med Tray den nat Crystal døde?«

»Det kan jeg ikke huske. Spørg hende.«

»Det har vi også tænkt os. Har Tray nogen sinde sagt noget til dig om din svigerinde?«

»Ikke så vidt jeg husker. De kendte selvfølgelig hinanden, i det mindste en lille smule, eftersom de begge var varskabninger.«

»Hvor længe har du kendt til … varulve? Og de andre varskabninger?« spurgte Andy som om han bare ikke kunne lade være.

»Åh, et stykke tid,« sagde jeg. »Sam først, og derefter andre.«

»Og du har ikke fortalt det til nogen?« spurgte Andy vantro.

»Selvfølgelig ikke,« sagde jeg. »Folk tror jeg er underlig nok i forvejen. Desuden var det jo ikke min egen hemmelighed.« Nu var det min tur til at sende ham et blik. »Andy, du vidste det også.« Efter den nat i gyden hvor vi var blevet angrebet af en var-hader, havde Andy i det mindste hørt Tray i dyreskikkelse og derefter set ham i nøgen menneskeskikkelse. Enhver der kunne lægge brikkerne sammen, ville få et billede frem af en varulv.

Andy kiggede ned på den notesblok han havde taget op af lommen. Han skrev ikke noget ned. Han tog en dyb indånding. »Så dengang jeg så Tray i gyden, havde han lige forvandlet sig tilbage? På en måde er jeg glad. Jeg har aldrig betragtet dig som sådan en kvinde der ville dyrke sex på offentlige steder med én hun knap nok kendte.« (Det overraskede mig. Jeg havde altid troet at Andy ville tro på nærmest hvad som helst om mig). »Hvad med den blodhund der var sammen med dig?«

»Det var Sam,« sagde jeg og rejste migfor at skylle min kaffekop af.

»Men i baren forvandlede han sig til en collie.«

»Collier er søde,« sagde jeg. »Han regnede med at folk bedre kunne forholde sig til sådan en. Det er den skikkelse han plejer at bruge.«

Lattestas øjne stod nærmest på stilke. Han var godt nok anspændt. »Lad os vende tilbage til emnet,« sagde han.

»Din brors alibi ser ud til at holde,« sagde Andy. »Vi har talt med Jason to-tre gange, og vi har talt med Michele to gange, og hun fastholder at hun var sammen med ham hele tiden. Hun fortalte os alt hvad der foregik den nat, i detaljer.« Andy smilede skævt. »Alt for mange detaljer.«

Sådan var Michele. Ligefrem og bramfri. Hendes mor var på samme måde. Jeg havde gået i bibelskole i en sommerferie hvor mrs. Schubert underviste min aldersgruppe. »Sig sandheden, og gør Djævelen til skamme,« lød hendes råd til os. Michele havde taget den talemåde til sig, men måske ikke på den måde hendes mor havde ment det.

»Jeg er glad for at I tror på hende,« sagde jeg.

»Vi har også snakket med Calvin.« Andy lænede sig frem på albuerne. »Han fortalte os baggrunden – om Dove og Crystal. Ifølge ham vidste Jason alt om deres affære.«

»Det gjorde han.« Jeg lukkede munden i. Jeg ville ikke snakke om det hvis jeg kunne undgå det.

»Og vi har talt med Dove.«

»Selvfølgelig.«

»Dove Beck,« sagde Lattesta, der læste op af sine egne notater. »Han er seksogtyve år, gift, to børn.«

Eftersom jeg vidste alt dette, havde jeg ikke noget at sige.

»Hans fætter Alcee insisterede på at være til stede da vi talte med ham,« sagde Lattesta. »Dove siger at han var hjemme hele den nat, og hans kone bekræfter det.«

»Jeg tror ikke Dove gjorde det,« sagde jeg, og de så begge overraskede ud.

»Men det var dig der gav os det tip at hun og Dove havde haft en affære,« sagde Andy.

Jeg blev rød i hovedet af skam. »Det er jeg ked af at jeg gjorde. Jeg hadede at alle så på Jason som om de var sikre på at han havde gjort det, når jeg vidste at han ikke havde. Jeg tror ikke Dove myrdede Crystal. Jeg tror ikke hun betød så meget for ham at han ville gøre det.«

»Men hun har måske ødelagt hans ægteskab.«

»Han ville alligevel ikke gøre det. Dove ville være vred på sig selv, ikke på hende. Og hun var gravid. Dove ville ikke dræbe en gravid kvinde.«

»Hvordan kan du være så sikker?«

Fordi jeg kan læse hans tanker og se at han er uskyldig, tænkte jeg. Men det var vampyrerne og varulvene der var trådt offentligt frem, ikke mig. Jeg var vel dårlig nok et overnaturligt væsen. Jeg var bare en særlig afart af menneske. »Jeg tror ikke Dove har det i sig,« sagde jeg. »Det kan jeg ikke forestille mig.«

»Og det skal vi så godtage som bevis?« sagde Lattesta.

»Jeg er ligeglad med hvad I bruger det til,« sagde jeg og undlod at komme med et bud på præcis hvad han kunne gøre med det. »I spurgte mig, og jeg svarede.«

»Så du tror det var en hadforbrydelse?«

Nu var det min tur til at se ned i bordet. Jeg havde ikke en notesblok til at skrible på, men jeg ville gerne gennemtænke hvad jeg ville sige. »Ja,« sagde jeg til dem til sidst. »Jeg tror det var en hadforbrydelse. Men jeg ved ikke om det var personligt had fordi Crystal var en tøjte … eller racistisk had fordi hun var varpanter.« Jeg trak på skuldrene. »Hvis jeg hører noget, vil jeg fortælle jer det. Jeg vil gerne have det her opklaret.«

»Hører noget? På baren?« Lattestas udtryk var ivrigt. Endelig en menneskelig mand der opfattede mig som særdeles værdifuld. Typisk at han var lykkeligt gift og mente jeg var et misfoster.

»Ja,« sagde jeg. »Jeg kunne høre noget henne på baren.«

Derefter gik de, og jeg var glad for at tage afsked med dem. Det var min fridag. Jeg følte jeg burde gøre noget særligt i dag for at fejre at jeg havde klaret mig igennem sådan en svær tid, men jeg kunne ikke finde på noget at lave. Jeg tjekkede vejrudsigten og så at temperaturen i dag ville komme op på 15-20 grader. Jeg besluttede mig for at vinteren var officielt forbi, selv om det stadig var januar. Det ville blive koldt igen, men jeg ville nyde dagen.

Jeg fik min gamle drømmeseng ud af skuret og stillede den om i baghaven. Jeg samlede håret i en hestehale og bukkede den, så den ikke ville hænge ned. Jeg tog min mindste bikini på, som var orange og turkis. Jeg smurte mig ind i solcreme. Jeg tog en radio og den bog jeg var ved at læse, og et håndklæde og gik ud i haven. Jep, det var køligt. Jep, jeg fik gåsehud når der kom en brise. Men det var altid en festdag i min kalender, den første dag jeg var ude at solbade. Jeg havde tænkt mig at nyde det. Det havde jeg brug for.

Hvert år tænkte jeg på alle grundene til at jeg ikke burde ligge ude i solen. Hvert år opregnede jeg mine dyder: Jeg drak ikke, jeg røg ikke, og jeg dyrkede meget sjældent sex, selv om jeg var villig til at lave om på det sidste. Men jeg elskede min sol, og himlen var klar i dag. Før eller siden ville jeg komme til at betale prisen for det, men det var nu engang min svaghed. Jeg spekulerede på om mit feblod måske ville beskytte mig mod hudkræft. Niks: Min tante Linda var død af kræft, og hun havde haft mere feblod i årerne end jeg havde. Tja … hvad fanden.

Jeg lagde mig på ryggen, lukkede øjnene, og de mørke briller mindskede det skarpe skær. Jeg sukkede saligt og ignorerede at jeg faktisk havde det lidt koldt. Jeg undgik omhyggeligt at tænke på mange ting: Crystal, mystiske ondsindede feer, FBI. Efter et kvarter vendte jeg mig om på maven, lyttede til Shreveports country and western-kanal og sang med fra tid til anden eftersom der ikke var nogen der kunne høre mig. Jeg har en forfærdelig stemme.

»Hvadlaverdu?« spurgte en stemme lige ved mit øre.

Jeg havde aldrig prøvet at svæve frit i luften før, men jeg tror at jeg hævede mig omkring femten centimeter op over den lave drømmeseng. Jeg udstødte også et hvin.

»Jesus Kristus, hyrde fra Judæa,« stønnede jeg da det endelig gik op for mig at stemmen tilhørte Diantha, halvdæmonniece af størstedel-dæmon-advokaten mr. Cataliades. »Diantha, du var ved at skræmme livet af mig.«

Diantha lo lydløst, så hendes magre, flade krop hoppede op og ned. Hun sad i skrædderstilling på jorden, og hun var iført røde lycra-løbeshorts og en sort- og grønmønstret T-shirt. Røde Converse-sko med gule sokker fuldendte påklædningen. Hun havde et frisk ar, et langt, rødt, rynket et, der løb ned over hendes venstre læg.

»Eksplosion,« sagde hun da hun så at jeg kiggede på det. Diantha havde også fået ny hårfarve, skinnende platinblond. Men arret var slemt nok til at fange min opmærksomhed igen.

»Er du okay?« spurgte jeg. Man faldt let ind i en kortfattet stil når man talte med Diantha, hvis konversation var som at læse et telegram.

»Bedre,« sagde hun og kiggede selv ned på arret. Så mødte hendes underlige grønne øjne mine. »Min onkel har sendt mig.« Dette var optakten til det budskab hun var kommet for at levere, forstod jeg, for hun sagde det meget langsomt og tydeligt.

»Hvad vil din onkel fortælle mig?« Jeg lå stadig på maven og støttede på mine albuer. Min vejrtrækning var blevet normal igen.

»Han siger at der bevæger sig feer rundt i denne verden. Han siger at du skal være forsigtig. Han siger at de vil tage dig hvis de kan komme til det, og at de vil gøre dig fortræd.« Diantha blinkede til mig.

»Hvorfor?« spurgte jeg, og al min glæde forsvandt som dug for solen. Jeg gøs. Jeg kastede et nervøst blik rundt i haven.

»Din oldefar har mange fjender,« sagde Diantha langsomt og omhyggeligt.

»Diantha, ved du hvorfor han har så mange fjender?« Det var et spørgsmål jeg ikke kunne stille min oldefar selv, eller jeg havde i det mindste ikke fået samlet mod til det.

Diantha så forundret på mig. »De er på den ene side, han er på den anden,« sagde hun som om jeg var langsom i optrækket. »Denakkededinbedstefar.«

»De … de andre feer dræbte min bedstefar Fintan?«

Hun nikkede energisk. »Detharhanikkefortaltdig,« sagde hun.

»Niall? Nej, han sagde bare at hans søn var død.«

Diantha brød ud i et skingrende latterbrøl. »Dettørsiges,« sagde hun og knækkede sammen af grin. »Hakketismåstykker!« Hun slog mig på armen af bar munterhed. Jeg krympede mig.

»Undskyld,« sagde hun. »Undskyldundskyldundskyld.«

»Okay,« sagde jeg. »Giv mig lige et øjeblik.« Jeg gnubbede armen kraftigt for at få følelsen tilbage i den. Hvordan beskytter man sig selv hvis man har vilde, hærgende feer efter sig?

»Hvem præcis er det jeg skal være bange for?« spurgte jeg.

»Breandan,« sagde hun. »Detbetydernoget, detharjegglemt.«

»Jaså. Hvad betyder ‘Niall’ så?« Jeg var nem at få ud på et sidespor.

»Sky,« sagde Diantha. »Alle Nialls folk fik himmelnavne.«

»Okay. Så Breandan er efter mig. Hvem er han?«

Diantha blinkede. Det her var en meget lang samtale efter hendes standard. »Din oldefars fjende,« forklarede hun omhyggeligt som om jeg virkelig var tykpandet. »Den eneste anden fefyrste.«

»Hvorfor sendte mr. Cataliades dig herhen?«

»Dugjordeditbedste,« sagde hun i ét åndedrag. Hun så direkte på mig med sine klare øjne uden at blinke, og så nikkede hun og klappede min hånd meget forsigtigt.

Jeg havde gjort mit bedste for at få alle ud fra Pyramiden i live. Men det var ikke lykkedes. Det var ganske opmuntrende at vide at advokaten satte pris på min indsats. Jeg havde tilbragt en uge med at være vred på mig selv fordi jeg ikke havde afsløret plottet om bombesprængningen noget før. Hvis jeg havde været mere opmærksom og ikke havde ladet mig distrahere så meget af de andre ting der skete omkring mig …

»Ogdufårogsådinepenge.«

»Åh, glimrende!« Jeg kunne mærke mig selv lyse op på trods af bekymringen over resten af Dianthas besked. »Har du et brev med til mig eller sådan noget?« spurgte jeg i håb om lidt mere information.

Diantha rystede på hovedet. Det platinblonde hår var sat op med gel i spikes der dirrede over hele hovedskallen så hun lignede et ophidset pindsvin. »Onkel er nødt til at holde sig neutral,« sagde hun tydeligt. »Intetpapiringentelefonsamtaleringenemails. Det var derfor han sendte mig.«

Cataliades havde virkelig vovet pelsen for min skyld. Nej, han havde vovet Dianthas pels. »Hvad hvis de fanger dig, Diantha?« sagde jeg.

Hun trak på sine knoklede skuldre. »Kangodtforsvaremig,« sagde hun. Hendes ansigt blev trist. Selv om jeg ikke kan læse dæmoners tanker på samme måde som jeg kan læse menneskers, kunne enhver idiot se at Diantha tænkte på sin søster, Gladiola, der var død for en vampyrs sværd. Men efter et øjeblik så Diantha blot dødbringende farlig ud. »Brænderdem,« sagde Diantha. Jeg satte mig op og hævede øjenbrynene for at vise at jeg ikke helt var med.

Diantha vendte hånden opad og så på håndfladen. En lille flakkende flamme svævede lige over den.

»Det vidste jeg ikke at du kunne,« sagde jeg. Jeg var ganske imponeret. Jeg mindede mig selv om altid at holde mig på god fod med Diantha.

»Lille,« sagde hun med et skuldertræk. Jeg gik ud fra at det betød at Diantha kun kunne frembringe en lille flamme, ikke en stor. Gladiola måtte være blevet taget fuldstændig på sengen af den vampyr der havde dræbt hende, for vampyrer var meget mere letantændelige end mennesker.

»Brænder feer ligesom vampyrer?«

Hun rystede på hovedet. »Menaltingkanbrænde,« sagde hun, og hendes stemme var sikker og alvorlig. »Før eller siden.«

Jeg undertrykte en gysen. »Vil du have noget at drikke eller spise?« spurgte jeg.

»Næh.« Hun rejste sig fra jorden og børstede sit farvestrålende antræk af. »Skalvidere.« Hun klappede mig på hovedet og vendte sig, og så forsvandt hun i løb, hurtigere end nogen hjort.

Jeg lagde mig ned på drømmesengen for at tænke over det alt sammen. Nu havde Niall advaret mig, og mr. Cataliades havde advaret mig, og jeg var godt og grundigt bange.

Det var meget godt at advarslerne kom i rette tid, men de gav mig ikke nogen praktiske oplysninger om hvordan jeg skulle beskytte mig mod denne trussel. Den kunne materialisere sig på et hvilket som helst tidspunkt eller hvilket som helst sted, så vidt jeg kunne afgøre. Jeg måtte antage at de fjendtlige feer ikke ville storme Merlotte’s og slæbe mig væk derfra, eftersom feer var så hemmelighedsfulde, men ud over det havde jeg ingen anelse om hvilken form angrebet ville antage, eller hvordan jeg skulle forsvare mig. Ville det holde feerne ude hvis jeg låste døren? Skulle de have tilladelse til at træde ind ligesom vampyrer? Nej, jeg kunne ikke huske at jeg skulle bede Niall om at komme ind, og han havde været hjemme hos mig.

Jeg vidste at feers færden ikke var begrænset til natten som i vampyrernes tilfælde. Jeg vidste at de var meget stærke, lige så stærke som vampyrer. Jeg vidste at de af fefolket der var feer i snæver forstand (i modsætning til væsener som alfer eller trolde eller elvere) var smukke og hensynsløse, at selv vampyrer havde respekt for feernes vildskab. De ældste feer opholdt sig ikke altid i denne verden sådan som Claudine og Claude gjorde, og der var et andet sted de kunne tage hen, en stadigt mindre, hemmelig verden de syntes var langt at foretrække frem for denne: en verden uden jern. Hvis de kunne undgå at blive udsat for meget for jern, levede feer så længe at de ikke kunne holde rede på årene. Niall smed for eksempel om sig med århundrederne når han snakkede, uden at kronologien hang rigtig sammen. Han kunne finde på at sige at noget var sket for fem hundrede år siden, og så at en anden begivenhed som gik forud, fandt sted for to hundrede år siden. Han kunne simpelt hen ikke holde rede på tiden, måske til dels fordi han ikke tilbragte så meget af den i vores verden.

Jeg brød hovedet for at komme i tanke om andre oplysninger. Jeg vidste én ting til, og jeg kunne slet ikke forstå hvordan jeg kunne have glemt den. Hvis jern er slemt for feer, er citronsaft endnu værre. Claude og Claudines søster var blevet myrdet med citronsaft.

Nu hvor jeg kom til at tænkte på Claude og Claudine, tænkte jeg det kunne være nyttigt for mig at snakke med dem. Ikke alene var de i slægt med mig, men Claudine var min gode fe, og det var meningen at hun skulle hjælpe mig. På det her tidspunkt ville hun være på arbejde i stormagasinet hvor hun behandlede klager og pakkede varer ind og tog imod betaling for ting der blev lagt til side. Claude ville være henne på den mandestripklub som han nu ejede og ledede. Han ville være nemmere at få fat på. Jeg gik ind for at slå nummeret op. Det var Claude selv der tog telefonen.

»Ja,« sagde han og formåede at udtrykke ligegyldighed, foragt og kedsomhed ved hjælp af det ene lille ord.

»Hej snuskebasse« sagde jeg muntert. »Jeg har brug for at tale med dig ansigt til ansigt. Må jeg komme forbi, eller har du travlt?«

»Nej, lad være at komme her!« Claude lød næsten forskrækket ved tanken. »Jeg møder dig i indkøbscenteret.«

Tvillingerne boede i Monroe, der kunne bryste sig af et dejligt indkøbscenter.

»Okay,« sagde jeg. »Hvor og hvornår?«

Der var et øjebliks tavshed. »Claudine kan holde sen frokostpause. Vi kan møde dig om halvanden time og henne ved spisestederne, uden for Chick-fil-A.«

»Så ses vi,« sagde jeg, og Claude lagde på. Charmetrold. Jeg trak i mine yndlingsjeans og en grøn og hvid T-shirt. Jeg børstede håret kraftigt igennem. Det var blevet så langt at jeg syntes det var blevet besværligt at have med at gøre, men jeg kunne ikke få mig selv til at klippe det.

Siden jeg havde byttet blod med Eric, havde jeg ikke været så meget som forkølet en eneste gang, og mit hår fik ikke engang spaltede spidser. Desuden skinnende det og så ligefrem tykkere ud.

Det var ikke så underligt at folk købte vampyrblod på det sorte marked. Det overraskede mig mere at folk var dumme nok til at stole på sælgerne når de påstod at den røde væske faktisk var ægte vampyrblod. Ofte indeholdt medicinflaskerne TrueBlood eller svineblod eller sågar tappernes eget blod. Hvis køberen fik ægte vampyrblod, var det gammelt, og man kunne risikere at blive sindssyg. Jeg ville aldrig være gået til en tapper for at købe vampyrblod. Men nu hvor jeg havde fået det flere gange (og meget frisk), havde jeg ikke engang behøvet at bruge makeupbase. Min hud var fejlfri. Tak, Eric!

Jeg ved ikke hvorfor jeg overhovedet gad være stolt af mig selv, for ingen ville værdige mig et blik når jeg var sammen med Claude. Han var over 1,80, med bølgende sort hår og brune øjne, en strippers fysik (med markerede mavemuskler og det hele) og kæbe og kindben som en renæssancestatue. Desværre havde han også personlighed som en statue.

I dag var Claude iført kakibukser og en stram tanktop under en åbenstående grøn silkeskjorte. Han sad og legede med et par mørke briller. Selv om Claudes ansigtsudtryk når han ikke var »på«, spændte fra tomt til tvært, virkede han faktisk nervøs i dag. Han så sig omkring i restaurantområdet som om han troede at nogen var fulgt efter mig, og han slappede ikke af da jeg smed mig i en stol ved hans bord. Han havde en Chick-fil-A-kop foran sig, men han havde ikke bestilt noget at spise, så det gjorde jeg heller ikke.

»Slægtning,« sagde han, »har du det godt?« Han forsøgte ikke engang at lyde oprigtig, men i det mindste sagde han de rigtige ord. Claude var blevet marginalt mere høflig efter at jeg havde fundet ud af at min oldefar var hans bedstefar, men han glemte aldrig at jeg (for størstepartens vedkommende) var et menneske. Claude nærede lige så megen foragt for mennesker som de fleste andre feer, men han var meget glad for at gå i seng med mennesker – så længe de havde skægstubbe.

»Ja, tak, Claude. Det er et stykke tid siden.«

»At vi har set hinanden sidst? Ja.« Og det passede ham udmærket. »Hvad kan jeg hjælpe dig med? Nå, der kommer Claudine.« Han så lettet ud.

Claudine var iført en brun dragt med store guldknapper og en bluse med brune, cremefarvede og gyldenbrune striber. Hun klædte sig meget konservativt på arbejde, og selv om sættet klædte hende, var der noget ved snittet der fik hende til at se lidt mindre slank ud, bemærkede jeg. Hun var Claudes tvillingesøster, og der havde været en søster til, deres trilling Claudette, men Claudette var blevet myrdet. Hvis der er to tilbage ud af tre, kalder man vel de to overlevende »tvillinger«? Claudine var lige så høj som Claude, og da hun bøjede sig ned for at kysse ham på kinden, blandede deres hår (i nøjagtig samme nuance) sig i en kaskade af mørke bølger. Hun kyssede også mig. Jeg spekulerede på om andre typer fefolk er lige så meget til fysisk kontakt som de egentlige feer. Claudine havde en stor bakke mad med: pommes frites, kyllingenuggets, dessert af en slags, en stor sukkerholdig drik.

»Hvad er det for en slags problemer Niall har?« spurgte jeg og gik lige til sagen. »Hvad er det for nogle fjender han har? Er de alle sammen feer som jer? Eller andre former for fefolk?«

Der var et øjebliks tavshed mens Claudine og Claude tog min direkte facon til sig. De blev slet ikke overraskede over mine spørgsmål, hvilket jeg fandt sigende.

»Vores fjender er feer som os,« sagde Claudine. »De andre fefolk blander sig som regel ikke i vores interne politik selv om vi alle sammen er variationer over samme tema – ligesom pygmæer, europæere og asiater er varianter af mennesker.« Hun så trist ud. »Vi er alle sammen færre end vi har været.« Hun åbnede et brev ketchup og kom det ud over pommes fritene. Hun stak tre pommes frites i munden på én gang. Wauw, sulten.

»Det ville tage flere timer at fortælle vores slægtshistorie,« sagde Claude, men han affærdigede mig ikke. Han fremførte simpelt hen en kendsgerning. »Vi tilhører de feer der fører deres slægt tilbage til himlen. Vores bedstefar, din oldefar, er et af de få overlevende medlemmer af kongefamilien.«

»Han er fyrste,« sagde jeg, fordi det var et af de få forhold jeg var bekendt med. En lysets fyrste. Det var en prægtig titel.

»Ja. Der er også en anden fyrste, Breandan.« Claude udtalte det »Bren-DAWN«. Diantha havde nævnt Breandan. »Han er søn af Nialls ældre bror, Rogan. Rogan førte sit slægtskab tilbage til havet og gjorde derfor sin indflydelse gældende i alle vandområder. Rogan er for nylig draget til Sommerlandet.«

»Død,« forklarede Claudine og tog en mundfuld af sine nuggets.

Claude trak på skuldrene. »Ja, Rogan er død. Han var den eneste, der kunne lægge bånd på Breandan. Og du bør vide at Breandan er den der –« Men Claude standsede midt i sætningen, for hans søster havde grebet hårdt fat om hans arm. En kvinde der var ved at made en lille dreng med pommes frites, kiggede nysgerrigt hen på os, da Claudines pludselige bevægelse vakte hendes opmærksomhed. Claudine sende Claude et ætsende blik. Han nikkede, trak armen ud af hendes greb og gav sig til at tale videre. »Breandan er voldsomt uenig med Niall om politik. Han …«

Tvillingerne så på hinanden. Til sidst nikkede Claudine.

»Breandan mener at alle mennesker med feblod skal udryddes. Han mener at hver gang en af os har kønslig omgang med et menneske, mister vi noget af vores magi.«

Jeg rømmede mig og forsøgte at slippe af med den klump af frygt der havde sat sig i halsen. »Så Breandan er en fjende. Er der andre kongelige på Nialls side?« spurgte jeg med halvkvalt stemme.

»En underordnet fyrste, kan man sige. Der findes ikke nogen oversættelse for hans titel,« sagde Claude. »Vores far, Dillon, Nialls søn, og hans første kone, Branna. Vores mor er Binne. Hvis Niall drager til Sommerlandet, vil Dillon erstatte ham som fyrste. Men han må naturligvis vente.«

Navnene lød fremmede. Det første lød næsten som Dylan, det sidste lød som BEE-nah. »Er I venlige at stave dem,« sagde jeg, og Claudine sagde: »B-I-N-N-E. D-I-L-L-O-N. Niall levede ikke lykkeligt sammen med Branna, og det tog ham lang tid at komme til at elske vores far, Dillon. Niall foretrak de sønner der var halvt menneske.« Hun smilede til mig, velsagtens for at forsikre mig om at hun havde det helt fint med mennesker.

Niall havde fortalt mig at jeg var hans eneste levende slægtning. Men det var ikke sandt. Niall lod sig helt sikkert styre af følelser, ikke fakta. Det var jeg nødt til at huske på. Claude og Claudine lod til min store lettelse ikke til at bære nag til Niall over hans forkærlighed for mig.

»Hvem er så på Breandans side?« spurgte jeg.

»Dermot,« sagde Claudine. Hun så forventningsfuldt på mig.

Jeg kendte det navn. Jeg kæmpede for at komme i tanke om hvor jeg havde hørt det.

»Det er min bedstefar Fintans bror,« sagde jeg langsomt. »Nialls anden søn med Einin. Men han er halvt menneske.« Einin havde været en menneskekvinde som Niall havde forført for flere hundrede år siden. (Hun havde troet han var en engel, hvilket giver et indtryk af hvor godt feer kan se ud når de ikke er nødt til at ligne mennesker). Min halvt menneskelige grandonkel forsøgte at slå sin far ihjel?

»Har Niall fortalt dig at Fintan og Dermot var tvillinger?« spurgte Claude.

»Nej,« sagde jeg forbavset.

»Dermot var den yngste med nogle få minutter. De var ikke enæggede tvillinger, forstår du,« sagde han. Han nød min uvidenhed. »De var …« Han tænkte sig forvirret om. »Toæggede?« foreslog han.

»Tveæggede. Okay, meget interessant, men hvad så?«

»Faktisk,« sagde Claudine og så ned på sine kyllingenuggets, »er din bror, Jason, Dermots udtrykte billede.«

»Antyder du at … Hvad er det du prøver at sige?« Jeg var parat til at blive harm så snart jeg vidste hvorfor.

»Vi siger bare at det er grunden til at Niall umiddelbart er tilbøjelig til at favorisere dig frem for din bror,« sagde Claude. »Niall elskede Fintan, men Dermot trodsede Niall ved enhver lejlighed. Han gjorde åbent oprør mod vores bedstefar og svor troskab til Breandan, selv om Breandan foragter ham. Ud over Dermots lighed med Jason, som bare er et genetisk tilfælde, er Dermot et røvhul ligesom Jason. Så du forstår nok hvorfor Niall ikke hævder sit slægtskab med din bror.«

Jeg fik et øjeblik ondt af Jason indtil min sunde fornuft vækkede mig. »Så Niall har andre fjender end Breandan og Dermot?«

»De har deres egne tilhængere og forbundsfæller, herunder et par lejemordere.«

»Men jeres far og jeres mor er på Nialls side?«

»Ja. Det er der selvfølgelig også andre der er. Himmelfolk alle sammen.«

»Så jeg er nødt til at holde øje med alle feer der kommer i nærheden af mig, og de kan finde på at angribe mig når som helst fordi jeg er Nialls efterkommer.«

»Ja. Feverdenen er et meget farligt sted. Især nu. Det er en af grundene til at vi bor i menneskeverdenen.« Claude kiggede på Claudine der huggede nuggets i sig som om hun havde sultet i længere tid.

Claudine sank, duppede munden med papirservietten og sagde: »Her kommer det allervigtigste.« Hun puttede endnu en nugget i munden og så hen på Claude for at gøre tegn til at han skulle overtage.

»Hvis du ser nogen der ligner din bror, men ikke er det …« sagde Claude.

Claudine sank maden. »Så løb som død og helvede,« sagde hun.