9.

Da jeg kørte hjem, var jeg mere forvirret end nogen sinde. Selv om jeg elskede min oldefar så meget som jeg nu kunne i betragtning af hvor kort vi havde kendt hinanden … og jeg var fuldstændig indstillet på at elske ham endnu mere og villig til at bakke ham fuldt op fordi vi var i slægt … vidste jeg stadig ikke hvordan jeg skulle udkæmpe denne krig, eller undvige den for den sags skyld. Feerne ønskede ikke at menneskeverdenen skulle få kendskab til dem, og det ville heller aldrig ske. De var ikke som varskabningerne eller vampyrerne, der ønskede at dele kloden med os. Feerne havde heller ikke samme interesse i at følge med i menneskenes politik og regler. De kunne gøre lige hvad de ville, og forsvinde tilbage til deres hemmelige sted.

For omkring den millionte gang ønskede jeg at jeg havde en normal oldefar i stedet for sådan en utrolig, prægtig og ubelejlig fefyrsteoldefar.

Så blev jeg flov over mig selv. Jeg burde være glad for hvad jeg havde fået. Jeg håbede ikke Gud havde lagt mærke til min utaknemmelighed.

Jeg havde allerede haft en travl dag, og klokken var kun to. Det så ikke ud til at blive en normal fridag. Normalt ordnede jeg vasketøj, gjorde rent, købte ind, læste, betalte regninger … Men det var sådan en smuk dag at jeg gerne ville blive udenfor. Jeg ville lave noget, hvor jeg kunne tænke samtidig. Der var rigeligt at spekulere over.

Jeg kiggede på blomsterbedene rundt om huset og besluttede mig for at luge. Det var den pligt jeg brød mig mindst om, måske fordi det var den jeg oftest var blevet sat til som barn. Min bedstemor havde ment at vi skulle opdrages til at arbejde. Det var til ære for hende at jeg prøvede at holde blomsterbedene så pæne, og nu sukkede jeg og besluttede mig for at få det gjort. Jeg ville starte med bedet ved indkørslen på sydsiden af huset.

Jeg gik over til vores metalredskabsskur, det seneste i en række redskabsskure der havde tjent Stackhousefamilien gennem de generationer hvor vi havde boet på dette sted. Jeg åbnede døren med de velkendte blandede følelser af glæde og gru, for en dag ville jeg blive nødt til at gøre en seriøs indsats og gøre rent derinde. Jeg havde stadig min bedstemors gamle planteske, og guderne måtte vide hvem der havde brugt den før hende. Den var gammel, men så velholdt at den var bedre end nogen moderne erstatning. Jeg trådte ind i det dunkle skur og fandt mine havehandsker og planteskeen.

Jeg vidste fra at have set Antikrunden, at der var folk der samlede på gamle landbrugsredskaber. Dette redskabsskur ville være en Aladdins hule for sådan en samler. Min familie gik ikke ind for at skille sig af med ting hvis de stadig kunne bruges. Selv om skuret var propfyldt, var det velordnet, for sådan havde min bedstefar været. Da vi var kommet til at bo hos ham og bedstemor, havde han tegnet omridset af hvert eneste redskab der blev brugt tit. Det var dér han ville have at redskabet skulle anbringes igen hver gang det var blevet brugt, og det var dér det stadig befandt sig nu. Jeg kunne gå direkte hen og tage planteskeen der måske var det ældste redskab i skuret. Den var tung og mere skarp og smal end sine moderne modstykker, men den føltes velkendt i min hånd.

Hvis det havde været sådan rigtigt forår, ville jeg have taget min bikini på igen for at kombinere pligter og fornøjelse. Men selv om solen stadig skinnede, var jeg ikke længere i sorgløs stemning. Jeg tog mine havehandsker på, for jeg ville ikke ødelægge mine fingernegle. Noget af ukrudtet forsvarede sig kraftigt. Der var noget der havde en tyk, kødfuld stængel, og det havde skarpe spidser ude på bladene. Hvis man lod det vokse længe nok, blomstrede det. Det var virkelig grimt, og det stak, og det skulle rives op med rode. Der var en hel masse af det inde mellem de nye kannaer.

Bedstemor ville have fået et hjerteslag.

Jeg satte mig ned på hug og gik i sving. Med min højre hånd stak jeg planteskeen ned i blomsterbedets bløde jord, løsnede rødderne på det ækle ukrudt og trak det op med venstre hånd. Jeg rystede stængelen for at få jorden af rødderne, og derefter smed jeg den til side. Før jeg gik i gang, havde jeg stillet en radio ud på verandaen. I løbet af nul komma fem sang jeg sammen med LeAnn Rimes. Jeg følte mig lettere til mode. Inden for få minutter havde jeg skaffet mig en anseelig bunke bortluget ukrudt og en glorie at pudse.

Hvis han ikke havde sagt noget, ville det være endt anderledes. Men han var så selvoptaget at han bare var nødt til at åbne munden. Hans hovmod reddede mit liv.

Desuden valgte han nogle ukloge ord. At sige »Jeg ser frem til at dræbe dig for min herre« er en dårlig måde at indlede et bekendtskab på.

Jeg har gode reflekser, og jeg sprang op fra hugsiddende stilling med planteskeen i hånden og jog den op i hans mave. Den gled lige ind som om den var designet til at være et fedræbende våben.

Og det var præcis hvad den viste sig at være, for planteskeen var af jern, og han var en fe.

Jeg sprang tilbage og halvvejs ned på hug mens jeg stadig knugede den blodige planteske og ventede for at se hvad han ville gøre. Han så ned på blodet der piblede ud mellem hans fingre, med et udtryk af absolut forundring, som om han ikke kunne fatte at jeg havde ødelagt hans tøj. Så så han på mig, og hans øjne var lyseblå og kæmpestore, og hans ansigt var ét stort spørgsmålstegn, som om han spurgte mig om jeg virkelig havde gjort det mod ham, om der ikke var tale om en fejl.

Jeg bakkede tilbage mod trappen op til verandaen uden på noget tidspunkt at fjerne blikket fra ham, men han var ikke en trussel længere. Da jeg rakte om bag mig for at åbne skærmdøren, faldt min potentielle morder sammenkrøllet om på jorden, stadig med et overrasket udtryk i ansigtet.

Jeg trak mig tilbage til huset og låste døren. Så gik jeg på skælvende ben hen til vinduet over køkkenvasken og kiggede ud, idet jeg lænede mig så langt ind over vasken som jeg kunne. Fra denne vinkel kunne jeg kun se lidt af det sammenkrøllede lig. »Okay,« sagde jeg højt. »Okay.« Han var død, så det ud til. Det var gået så hurtigt.

Jeg skulle til at tage telefonen på væggen, men mærkede så hvordan mine hænder rystede, og fik øje på min mobiltelefon på køkkenbordet, hvor jeg havde ladet den op. Eftersom der var tale om en krisesituation som helt klart var berettiget til den øverste boss’ opmærksomhed, trykkede jeg på genvejstasten til min oldefars hemmelige alarmnummer. Jeg mente at der var tale om en tilstrækkeligt alvorlig situation. En mandsstemme, ikke Nialls, svarede. »Ja?« sagde stemmen i et forsigtigt tonefald.

»Øh, er Niall der?«

»Jeg kan få fat på ham. Kan jeg hjælpe?«

Rolig, sagde jeg til mig selv. Rolig. »Vil du være venlig at fortælle ham at jeg har dræbt en fe, og at han ligger i min have, og at jeg ikke ved hvad jeg skal gøre med liget?«

Der fulgte et øjebliks stilhed.

»Ja, det skal jeg nok fortælle ham.«

»Hurtigt, ikke? For jeg er alene, og jeg er ret meget oppe at køre over det.«

»Ja. Hurtigt.«

»Og kommer der så nogen?« For syv søren da, hvor lød jeg pibet. Jeg rettede ryggen. »Jeg mener jeg kan godt lægge ham i bagagerummet på min bil, tror jeg, eller jeg kan ringe til politiet.« Jeg ville gerne vise den fremmede at jeg ikke var fuldstændig nødstedt og hjælpeløs. »Men der er alt det med at I er så hemmelige, og han lader ikke til at have noget våben, og jeg kan jo ikke bevise at fyren sagde han så frem til at dræbe mig.«

»Du … har dræbt en fe.«

»Det har jeg jo sagt. For længe siden.« Langsom i optrækket. Jeg kiggede ud ad vinduet igen. »Han bevæger sig stadig ikke. Død og borte.«

Denne gang varede stilheden så længe at jeg troede at jeg måtte være gået i sort et øjeblik og være gået glip af noget. Jeg sagde: »Undskyld?«

»Du behøver ikke undskylde. Vi er der inden ret længe.« Så lagde han på.

Jeg kunne ikke lade være at kigge, og jeg kunne ikke holde ud at kigge. Jeg havde set døde før, både mennesker og andre væsener. Og siden den aften jeg havde mødt Bill Compton på Merlotte’s, havde jeg set flere lig end jeg havde lyst til. Ikke at det var Bills skyld, selvfølgelig.

Jeg fik gåsehud over det hele.

Omkring fem minutter efter kom Niall og en anden fe ud fra skoven. Der måtte være en slags portal derude.

De to feer standsede op da de så liget, og vekslede så et par ord. De virkede overraskede. Men de var ikke bange, og de opførte sig ikke som om de forventede at fyren ville springe op og slå fra sig, så jeg sneg mig hen over verandaen og ud ad skærmdøren.

De vidste at jeg var der, men de fortsatte med at inspicere liget.

Min oldefar løftede armen, og jeg krøb ind under den. Han trykkede mig ind til sig, og jeg kiggede op og så at han smilede.

Okay, det var uventet.

»Du gør vores familie ære. Du har dræbt min fjende,« sagde han. »Jeg havde bare ret med hensyn til mennesker.« Han var stolt som en pave.

»Er det her noget godt?«

Den anden fe lo og kiggede på mig for første gang. Hans hår havde farve som en flødekaramel, og hans øjne matchede håret, hvilket virkede så underligt på mig at det var meget distraherende – men ligesom alle andre feer jeg havde mødt, var han fantastisk smuk. Jeg måtte undertrykke et suk. Blandt vampyrer og feer ville jeg aldrig være noget særligt at se på.

»Jeg hedder Dillon,« sagde han.

»Åh, Claudines far. Glæder mig at møde dig. Jeg vil gætte på at dit navn også betyder noget?« sagde jeg.

»Lyn,« sagde han og så på mig med et særdeles indtagende smil.

»Hvem er det?« sagde jeg og nikkede mod liget.

»Han hed Murry,« sagde Niall. »Han var en nær ven af min nevø Breandan.«

Murry så meget ung ud. Set med menneskeøjne havde han måske været atten. »Han sagde at han så frem til at dræbe mig,« sagde jeg til dem.

»Men i stedet dræbte du ham. Hvordan gjorde du?« spurgte Dillon som om han spurgte hvordan jeg lavede tærtedej.

»Med min bedstemors planteske,« sagde jeg. »Faktisk har vi haft den i familien i lang tid. Det er ikke fordi vi samler på gamle haveredskaber eller sådan noget. Den er bare stadig god nok, og den er der, og så er der jo ingen grund til at købe en ny.« Jeg ævlede.

De så begge to på mig. Jeg kunne ikke afgøre om de troede at jeg var skudt i hovedet eller hvad.

»Kan du vise os dette haveredskab?« sagde Niall.

»Selvfølgelig. Vil I have te eller noget? Jeg tror også vi har nogle Pepsi og noget limonade.« Nej, nej, ikke limonade! Det slår dem ihjel! »Undskyld, glem limonade. Te?«

»Nej tak,« sagde Niall stille og roligt. »Ikke lige nu.«

Jeg havde smidt den blodige planteske mellem kannaerne. Da jeg tog den op og gik hen mod dem, veg Dillon tilbage. »Jern!« sagde han.

»Du har ikke handsker på,« sagde Niall bebrejdende til sin søn og tog planteskeen fra mig. Hans hænder var dækket af det klare, fleksible stof de havde udviklet på de feejede kemiske fabrikker. Dækket af dette stof var feer i stand til at gå ud i menneskeverdenen og til en vis grad være beskyttede mod at blive forgiftede.

Dillon så brødebetynget ud. »Nej, undskyld, far.«

Niall rystede på hovedet som om han var skuffet over Dillon, men han havde opmærksomheden rettet mod planteskeen. Det kunne godt være at han var klædt på til at røre ved noget der var giftigt for ham, men jeg bemærkede at han stadig håndterede den med stor forsigtighed.

»Den gik virkelig let ind i ham,« sagde jeg og var nødt til at undertrykke en pludselig bølge af kvalme. »Jeg ved ikke hvorfor. Den er skarp, men så skarp er den heller ikke.«

»Jern går gennem vores kød som en varm kniv gennem smør,« sagde Niall.

»Åh.« Nå, men så vidste jeg i det mindste at jeg ikke pludselig havde fået superkræfter.

»Overraskede han dig?« spurgte Dillon. Selv om han ikke havde de fine, fine rynker, som gjorde min oldefar endnu smukkere, så Dillon kun lidt yngre ud end Niall, hvilket gjorde forholdet mellem dem endnu mere forvirrende. Men da jeg så ned på liget igen, blev jeg bragt helt tilbage til den aktuelle virkelighed.

»Ja, han kom helt bag på mig. Jeg var bare i gang med at luge i blomsterbedet, og så stod han lige pludselig dér og fortalte mig hvor meget han så frem til at dræbe mig. Jeg havde ikke gjort ham noget. Og han skræmte mig, så jeg sprang bare op med planteskeen i hånden og jog den i maven på ham.« Igen måtte jeg kæmpe for ikke at kaste op.

»Sagde han ikke mere?« spurgte min oldefar. Han prøvede at lyde henkastet, men han virkede temmelig interesseret i svaret.

»Nej,« sagde jeg. »Han så meget overrasket ud, og så … døde han.« Jeg gik temmelig brat hen til trappen og satte mig tungt ned.

»Jeg vil ikke sige at jeg har dårlig samvittighed,« sagde jeg. Ordene væltede ud af mig. »Det er bare at han prøvede at slå mig ihjel, og han fandt fornøjelse i det, og jeg har aldrig gjort ham noget. Jeg anede ikke noget om ham, og nu er han død.«

Dillon knælede ned foran mig. Han så mig i øjnene. Han så ikke ligefrem rar ud, men han virkede mindre distanceret. »Han var din fjende, og nu er han død,« sagde han. »Det er noget man bør glæde sig over.«

»Ikke rigtig,« sagde jeg. Jeg vidste ikke hvordan jeg skulle forklare det.

»Du er kristen,« sagde han som om han havde opdaget jeg var hermafrodit eller udelukkende spiste frugt.

»Jeg er et dårligt menneske,« sagde jeg hurtigt. Han pressede læberne sammen, og jeg kunne se at han ihærdigt prøvede at lade være med at grine. Jeg havde aldrig følt mig mindre lattermild end nu hvor den mand jeg havde dræbt, lå få meter fra mig. Jeg spekulerede på hvor mange år Murry havde gået rundt på jorden, og nu lå han krøllet sammen som en livløs dynge mens hans blod farvede mit grus. Vent lige! Han var der ikke længere. Han var ved at blive til … støv. Det mindede ikke om den måde en vampyr gradvis gik i opløsning på. Det var mere som om Murry blev visket ud.

»Fryser du?« spurgte Niall. Han lod ikke til at mene at der var noget usædvanligt ved at dele af liget forsvandt.

»Nej. Jeg er bare meget opbragt. Jeg mener, jeg lå og tog solbad, og så tog jeg hen for at snakke med Claude og Claudine, og nu det her.« Jeg kunne ikke fjerne blikket fra liget der gradvist var ved at forsvinde.

»Du har ligget i solen og arbejdet i haven. Vi kan godt lide solen og himlen,« sagde han som om det var et endegyldigt bevis for at jeg havde et særligt forhold til fegrenen af min familie. Han smilede til mig. Han var så smuk. Jeg følte mig som en teenager når han var i nærheden, en teenager med bumser og hvalpefedt. Nu følte jeg mig som en morderisk teenager.

»Er I kommet for at samle hans … aske?« spurgte jeg. Jeg rejste mig op og prøvede at se frisk og beslutsom ud. Jeg ville føle mig mindre elendig til mode hvis jeg kunne gøre et eller andet.

To par fremmedartede øjne stirrede tomt på mig.

»Hvorfor?« spurgte Dillon.

»For at begrave den.«

De så forfærdede ud.

»Nej, ikke i jorden,« sagde Niall og forsøgte at skjule væmmelsen i sin stemme. »Sådan gør vi ikke.«

»Hvad gør I så med den?« Der lå en temmelig stor bunke glitrende pulver i min indkørsel og i mit blomsterbed, og hans overkrop var stadig tilbage. »Nu vil jeg ikke presse på, men Amelia kan komme hjem når som helst. Jeg får ikke så mange andre gæster, men der kommer en pakkepost og en måleraflæser en gang imellem.«

Dillon så på min oldefar som om jeg pludselig var slået over i japansk. Niall sagde: »Sookie deler hus med en anden kvinde, og denne kvinde kan vende tilbage når som helst.«

»Vil der komme nogen andre for at slå mig ihjel?« spurgte jeg og skiftede emne.

»Muligvis,« sagde Niall. »Fintan gjorde et bedre stykke arbejde med at beskytte dig end jeg gør, Sookie. Han beskyttede dig endda fra mig, og jeg ønskede bare at elske dig. Men han ville ikke fortælle mig hvor du var.« Niall så bedrøvet og hærget og træt ud for første gang i den tid jeg havde kendt ham. »Jeg har prøvet at holde dig ude af det her. Jeg forestillede mig at jeg bare gerne ville møde dig før det lykkedes dem at dræbe mig, og jeg arrangerede det gennem vampyren at skjule min færden lidt bedre, men ved at arrangere det møde har jeg bragt dig i fare. Du kan stole på min søn Dillon.« Han lagde hånden på den yngre fes skulder. »Hvis han giver dig en besked, er den i virkeligheden fra mig.« Dillon smilede charmerende og blottede et sæt overnaturligt hvide og skarpe tænder. Okay, han var skræmmende, selv om han var Claude og Claudines far.

»Jeg vender snart tilbage igen,« sagde Niall og bøjede sig ned for at give mig et kys. Det fine, skinnende lyse hår faldt mod min kind. Han duftede så dejligt; det gør feer. »Jeg er ked af det, Sookie,« sagde han. »Jeg troede at jeg kunne tvinge dem alle sammen til at acceptere … Men det kunne jeg ikke.« Hans grønne øjne lyste af intensitet og beklagelse. »Har du – ja, en haveslange! Vi kunne godt samle det meste af støvet sammen, men jeg tror det er meget nemmere hvis du bare … fordeler det.«

Han lagde armene om mig og omfavnede mig, og Dillon gjorde skælmsk honnør for mig. De trådte nogle skridt nærmere træerne, og så forsvandt de begge to i underskoven ligesom hjorte gør når man støder på dem i skoven.

Så det var så det. Jeg stod tilbage i min solrige have, helt alene, med en stor bunke glitrende, pudderagtigt støv i en ligformet dynge på gruset.

Jeg føjede det til min mentale liste over de mærkelige ting jeg havde foretaget mig den dag. Jeg havde talt med politiet, solbadet, mødtes med nogle feer i et indkøbscenter, luget og slået en ihjel. Nu var det så tid til at fjerne det smuldrende lig. Og dagen var ikke slut endnu.

Jeg tændte for vandhanen, viklede slangen tilstrækkeligt ud til at strålen kunne nå det rette sted hen, stillede dysen til en samlet stråle og sigtede på festøvet med vandet.

Jeg havde en underlig ud-af-kroppen-fornemmelse. »Man skulle tro at jeg ville være ved at vænne mig til det,« sagde jeg højt, hvilket kom endnu mere bag på mig selv. Jeg havde ikke lyst til at tælle hvor mange jeg havde dræbt, selv om de fleste af dem teknisk set ikke var mennesker. Indtil for to år siden (måske endda mindre end to år hvis jeg talte måneder) havde jeg aldrig lagt hånd på nogen i vrede, bortset fra at jeg havde slået Jason i maven med mit plastikbaseballbat dengang han rev håret af min Barbiedukke.

Jeg tog mig kraftigt sammen. Sket var sket. Ingen vej tilbage.

Jeg slap sprayhovedet på vandslangen og lukkede for hanen.

I det svindende sollys var det lidt svært at sige, men jeg mente at jeg havde spredt støvet temmelig grundigt.

»Men ikke slettet det fra min hukommelse,« sagde jeg alvorligt. Så kunne jeg ikke lade være at grine, og min latter lød lidt vanvittig. Jeg stod ude i min baghave og spulede festøv væk og kom med melodramatiske udtalelser helt alene for mig selv. Så manglede jeg bare at fremføre Hamlets monolog som jeg havde skullet lære udenad i high school.

Denne eftermiddag havde bragt mig helt ned på jorden, og jeg var landet meget hårdt.

Jeg bed mig i underlæben. Nu hvor jeg helt klart var kommet mig over glædesrusen over at have en levende slægtning, måtte jeg se i øjnene at Nialls adfærd var charmerende (for det meste), men uforudsigelig. Efter eget udsagn havde han uforvarende bragt mig i stor fare. Måske burde jeg allerede tidligere have spekuleret over hvordan min bedstefar Fintan havde været. Niall havde fortalt mig at han havde våget over mig uden nogen sinde at give sig til kende, noget der virkede på en gang uhyggeligt og rørende. Niall var også både uhyggelig og rørende. Grandonkel Dillon virkede bare uhyggelig.

Temperaturen faldt ved mørkets frembrud, og jeg skælvede da jeg gik ind i huset igen. Vandslangen kunne få frost om natten, men det kunne jeg ikke rigtig hidse mig op over. Der var tøj i tørretumbleren, og jeg blev nødt til at spise eftersom jeg havde glemt at spise frokost i storcenteret. Det var ved at blive tid til aftensmad. Jeg måtte koncentrere mig om de små ting.

Amelia ringede mens jeg stod og lagde vasketøj sammen. Hun sagde at hun var ved at gå fra arbejde og skulle mødes med Tray. De skulle ud at spise og i biografen, og hun spurgte mig om jeg ville med, men jeg sagde at jeg havde en masse at lave. Amelia og Tray havde ikke brug for et tredje hjul, og jeg havde ikke brug for at føle mig som ét.

Det ville have været rart at have lidt selskab. Men hvordan ville min smalltalk lige være? Wauw, den planteske gled bare lige ind i maven på ham som om det var gelé.

Jeg gøs og prøvede at tænke på hvad jeg nu skulle gøre. En ukritisk ledsager, det var hvad jeg havde brug for. Jeg savnede den kat vi havde kaldt Bob (selv om han ikke var blevet født som kat og ikke var kat længere). Måske kunne jeg få en ny kat, en rigtig én. Det var ikke første gang jeg havde overvejet at tage hen på kattehjemmet. Jeg måtte hellere vente til den her fekrise var overstået, før jeg gjorde det. Der var ikke nogen mening i at få et kæledyr hvis jeg kunne blive bortført eller dræbt når som helst, vel? Det ville ikke være rimeligt over for dyret. Jeg tog mig selv i at fnise, og jeg vidste at det ikke var et godt tegn.

Nu måtte jeg holde op med at gå og ruge og udrette noget i stedet for. Først ville jeg gøre planteskeen ren og lægge den væk. Jeg tog den med ud til køkkenvasken og skrubbede den og skyllede den. Det matte jern så ud som om det havde fået en ny glans, som en busk der var blevet vandet efter en tørke. Jeg holdt det gamle redskab op i lyset og stirrede på det. Jeg skuttede mig.

Okay, det var faktisk en ubehagelig sammenligning. Jeg skød tanken fra mig og skrubbede skeen igen. Da jeg syntes den så pletfri ud, tørrede jeg den. Så gik jeg hurtigt ud ad bagdøren og gennem mørket for at hænge den forbandede tingest tilbage på rette plads i redskabsskuret.

Jeg spekulerede på om jeg ikke skulle købe en billig ny planteske i Wal-Mart alligevel. Jeg var ikke sikker på at jeg kunne få mig selv til at bruge jernskeen næste gang jeg skulle flytte nogle påskeliljer. Det ville føles som at bruge en pistol til at trække søm ud med. Jeg tøvede og stod med planteskeen for at hænge den på dens faste krog. Så ombestemte jeg mig og tog den med ind i huset igen. Jeg standsede på bagtrappen og nød de sidste lysstrejf et øjeblik indtil min mave knurrede.

Sikke en lang dag det havde været. Jeg havde lyst til at sætte mig foran fjernsynet med en tallerken med noget rigtig usundt og se en eller anden udsendelse jeg absolut ikke ville lære noget af.

Jeg hørte den knasende lyd af en bil der kom ned ad indkørslen idet jeg åbnede skærmdøren. Jeg ventede udenfor for at se hvem gæsten kunne være. Det var åbenbart en der kendte mig en lille smule, for bilen kørte om til bagsiden af huset.

På en dag præget af chok kom nu endnu et: Den besøgende var Quinn, der ikke måtte så meget som nærme sig Område Fem. Han kørte i en Ford Taurus, en udlejningsbil.

»Lige hvad der manglede,« sagde jeg. Jeg havde ønsket mig selskab tidligere, men ikke det her selskab. Hvor meget jeg end havde kunnet lide og beundret Quinn, tegnede denne samtale til at blive lige så anstrengende som resten af dagen havde været.

Han steg ud af bilen og gik med lange skridt hen til mig. Hans gang var som altid elegant. Quinn er en meget stor, kronraget mand med stedmoderblomst-lilla øjne. Han er en af de få vartigere der er tilbage i verden, og formodentlig den eneste mandlige vartiger på det nordamerikanske kontinent. Jeg havde slået op med ham sidst jeg havde set ham. Jeg var ikke stolt af måden jeg havde sagt det på, eller grunden til at jeg havde gjort det, men jeg mente at jeg havde gjort det ret tydeligt at vi ikke længere var et par.

Men her stod han så, og hans store varme hænder hvilede på mine skuldre. Enhver glæde jeg kunne have følt ved at se ham igen, blev druknet af den bølge af ængstelse der skyllede ind over mig. Der var problemer i luften.

»Du burde ikke være her,« sagde jeg. »Eric afviste din anmodning. Det har han selv fortalt mig.«

»Spurgte han dig først? Vidste du at jeg gerne ville tale med dig?« Det var nu blevet så mørkt at sikkerhedslyset udenfor var tændt. Quinns ansigt fik strenge linjer i det gule skær. Han så mig stift ind i øjnene.

»Nej, men det er ikke pointen,« sagde jeg. Jeg kunne mærke en vrede trække op. Men det var ikke min egen vrede.

»Det mener jeg det er.«

Solen var gået ned. Der var simpelt hen ikke tid til en ny lang diskussion. »Fik vi ikke sagt alt hvad der var at sige, sidst?« Jeg havde ikke lyst til at gå gennem endnu en scene, uanset hvor meget jeg holdt af manden.

»Alt hvad du troede, der var at sige, skat. Jeg er ikke enig.«

Fedt. Lige hvad der manglede! Men eftersom jeg vitterlig godt er klar over at alting ikke drejer sig om mig, talte jeg til ti og sagde: »Jeg ved godt at jeg var meget kontant da jeg sagde at jeg ikke ville se dig mere, Quinn, men jeg mente hvad jeg sagde. Hvad har ændret sig i din personlige situation? Er din mor i stand til at tage vare på sig selv nu? Eller er Frannie blevet voksen nok til at kunne klare din mor hvis hun flygter?« Quinns mor havde været igennem en forfærdelig tid, og hun var blevet mere eller mindre vanvittig af det. Mere, faktisk. Hans søster, Frannie, var stadig teenager.

Han bøjede hovedet et øjeblik, som om han skulle tage sig sammen. Så så han mig direkte i øjnene igen. »Hvorfor er du mere hård ved mig end ved nogen anden?« spurgte han.

»Det er jeg heller ikke,« sagde jeg straks. Men så tænkte jeg: Er jeg?

»Har du bedt Eric om at give afkald på Fangtasia? Har du bedt Bill om at give afkald på sin computervirksomhed? Har du bedt Sam om at vende sin familie ryggen?«

»Hvad …?« begyndte jeg at sige i et forsøg på at se forbindelsen.

»Du beder mig om at give afkald på andre mennesker som jeg elsker – min mor og min søster – hvis jeg vil have dig,« sagde han.

»Jeg beder dig ikke om at gøre noget som helst,« sagde jeg og mærkede spændingen inden i mig stige til et næsten uudholdeligt niveau. »Jeg sagde at jeg gerne ville være nummer et for manden i mit liv. Og det var mit indtryk – det er stadig mit indtryk – at din familie vil stå i første række for dig eftersom din mor og din søster ikke ligefrem er kvinder der kan stå på egne ben. Jeg har ikke bedt Eric om at give afkald på Fangtasia! Hvorfor skulle jeg også gøre det? Og hvordan kommer Sam ind i billedet?« Jeg kunne slet ikke se nogen grund til at nævne Bill. Han var i den grad fortid for mig.

»Bill elsker sin status i både menneskenes og vampyrernes verden, og Eric elsker sit lille stykke af Louisiana mere end han nogen sinde vil komme til at elske dig,« sagde Quinn, og han lød næsten som om han havde ondt af mig. Det var latterligt.

»Hvor kommer alt det had fra?« spurgte jeg og bredte hænderne ud foran mig. »Jeg holdt ikke op med at komme sammen med dig fordi jeg følte noget for en anden. Jeg holdt op med komme sammen med dig fordi jeg mente at du allerede havde rigeligt at se til.«

»Han prøver på at afskærme dig fra alle andre der holder af dig,« sagde Quinn og så på mig med en foruroligende intensitet. »Og se på alle dem han skal tage sig af.«

»Er det Eric du snakker om?« Alle som Eric skulle »tage sig af«, var vampyrer der udmærket kunne klare sig på egen hånd.

»Han vil aldrig give afkald på sit lille område for din skyld. Han vil aldrig lade sin lille flok vampyrkumpaner tjene nogen anden. Han vil aldrig –«

Jeg kunne ikke holde det ud længere. Jeg udstødte et skrig af ren og skær frustration. Jeg stampede faktisk med foden som en treårig. »Jeg har ikke bedt ham om det!« råbte jeg. »Hvad snakker du om? Er du mødt op for at fortælle mig at ingen anden nogen sinde vil elske mig? Hvad er der i vejen med dig?«

»Ja, Quinn,« sagde en bekendt, kold stemme. »Hvad er der i vejen med dig?«

Jeg sværger at jeg hoppede mindst en halv meter i vejret. Jeg havde ladet skænderiet med Quinn tage al min opmærksomhed, og jeg havde ikke bemærket at Bill var kommet.

»Du skræmmer Sookie,« sagde Bill en meter omme bag mig, og truslen i hans stemme fik det til at løbe koldt ned ad ryggen på mig. »Sådan går det ikke, tiger.«

Quinn snerrede. Hans tænder begyndte at blive længere og skarpere for øjnene af mig. Bill stod straks ved min side. Hans øjne glødede med et uhyggeligt sølvbrunt skær.

Ikke alene var jeg bange for at de ville slå hinanden ihjel, det gik også op for mig at jeg var virkelig træt af folk der pludselig dukkede op og så forsvandt igen på min private grund som om det var en togstation på den overnaturlige jernbane.

Quinns hænder blev til kløer. En knurren rumlede dybt nede i hans bryst.

»Nej!« sagde jeg og prøvede at få dem til at lytte til mig. Den her dag var da noget af et helvede.

»Du er ikke engang på listen, vampyr,« sagde Quinn med en stemme der ikke rigtig længere var hans egen. »Du er fortid.«

»Jeg vil bruge dig som tæppe hjemme på gulvet,« sagde Bill, og hans stemme var kold som is på en rude.

De to idioter kastede sig over hinanden.

Jeg skulle til at lægge mig imellem for at standse dem, men den fungerende del af min hjerne fortalte mig at det ville være det rene selvmord. Jeg tænkte: Min plæne bliver vandet med lidt mere blod her til aften. Det jeg burde have tænkt, var: Jeg er nødt til at komme væk i en allerhelvedes fart. Faktisk burde jeg være løbet indenfor og have låst døren og ladet dem være i fred.

Men det var set i bagklogskabens klare lys. Det jeg i stedet gjorde, var at blive stående et øjeblik og vifte nyttesløst med hænderne i et forsøg på at finde en måde at skille dem ad på … og så slingrede og vaklede de to slagsbrødre. Quinn kastede Bill væk fra sig med al sin styrke. Bill ramte lige ind i mig med en sådan kraft at jeg rent faktisk røg højt op i luften – og landede meget hårdt på jorden igen.