10.

Koldt vand piblede ned over mit ansigt og hals. Jeg spruttede og var ved at kløjes da noget af det løb ind i munden på mig.

»For meget?« spurgte en hård stemme, og jeg lettede på øjenlågene og så Eric. Vi var inde i mit soveværelse, og kun badeværelseslyset var tændt.

»Nok,« sagde jeg. Madrassen bevægede sig idet Eric rejste sig for at gå ud på badeværelset med vaskekluden. Et øjeblik efter kom han tilbage med et håndklæde og duppede mit ansigt og hals. Min pude var fugtig, men jeg besluttede ikke at bekymre mig om det. Det var ved at blive køligt i huset nu hvor solen var væk, og jeg lå der i mit undertøj. »Jeg fryser,« sagde jeg. »Hvor er mit tøj?«

»Beskidt,« sagde Eric. Der lå et tæppe i fodenden, og han trak det op over mig. Han vendte ryggen til mig et øjeblik, og jeg hørte hans sko falde på gulvet. Så krøb han ned under tæppet til mig og støttede sig på en albue. Han kiggede ned på mig. Han havde ryggen mod lyset fra badeværelset, så jeg kunne ikke se hans udtryk ordentligt. »Elsker du ham?« sagde han.

»Er de i live?« Der var ingen grund til at afgøre med mig selv om jeg elskede Quinn, hvis han var død, vel? Eller måske mente Eric Bill. Jeg kunne ikke afgøre det. Det gik op for mig at jeg havde det lidt underligt.

»Quinn kørte sin vej med et par brækkede ribben og en brækket kæbe,« fortalte Eric mig med helt neutral stemmeføring. »Bill heler i nattens løb hvis han ikke allerede har gjort det.«

Jeg tænkte over det. »Jeg gætter på du havde en finger med i spillet når Bill var her?«

»Jeg vidste at Quinn ikke overholdt vores afgørelse. Han blev set inden for en halv time efter at han havde bevæget sig ind på mit område. Og Bill var den nærmeste vampyr jeg kunne sende hen til dig. Hans opgave bestod i at sikre at du ikke blev chikaneret, mens jeg var på vej herhen. Han tog sin rolle lidt for alvorligt. Jeg beklager at du blev såret,« sagde Eric temmelig stift. Han var ikke vant til at komme med undskyldninger, og jeg smilede i mørket. Det var næsten umuligt for mig at føle mig urolig, bemærkede jeg på en distanceret måde. Ikke desto mindre burde jeg vel være både vred og ked af det?

»De holdt vel op med at slås da jeg ramte jorden, håber jeg.«

»Ja, det gjorde en ende på … stridighederne.«

»Og Quinn kørte så af egen fri vilje?« Jeg kørte min tunge rundt i munden, og der var en mærkelig smag: ligesom skarp og metallisk.

»Ja, det gjorde han. Jeg sagde til ham at jeg nok skulle tage mig af dig. Han vidste at han var gået grundigt over stregen ved at tage hjem til dig når jeg havde givet ham besked på ikke at trænge ind på mit område. Bill var noget mere modvillig, men jeg fik ham til at tage hjem til sig selv.«

Typisk sherifadfærd. »Har du givet mig noget af dit blod?« spurgte jeg.

Eric nikkede fuldstændig henkastet. »Du var blevet slået bevidstløs,« sagde han. »Og det ved jeg er alvorligt. Jeg ville gerne have dig til at få det godt igen. Det hele var min skyld.«

Jeg sukkede. »Høj i hatten som altid,« mumlede jeg.

»Det må du forklare. Jeg kender ikke det udtryk.«

»Det betyder én der tror han ved hvad der er det bedste for alle andre. Som træffer beslutninger på deres vegne uden at spørge dem.« Det var måske en lidt personlig fortolkning af udtrykket, men hvad så?

»Så er jeg høj i hatten,« sagde Eric uden skam overhovedet. »Jeg er også meget …« Han sænkede hovedet og kyssede mig langsomt og roligt.

»Liderlig,« sagde jeg.

»Præcis,« sagde han og kyssede mig igen. »Jeg er kommet overens med mine nye overordnede. Jeg har stadfæstet min autoritet. Jeg kan leve mit eget liv nu. Det er på tide at jeg gør krav på hvad der er mit.«

Jeg havde sagt til mig selv at jeg kunne træffe mine egne beslutninger på trods af at Eric og jeg var forbundet gennem vores blodbytning. Jeg havde jo trods alt stadig min fri vilje. Men uanset om det var en tilbøjelighed der skyldtes Erics bloddonation eller ej, måtte jeg konstatere at min krop gik stærkt ind for at gengælde Erics kys og føre min håndflade ned over Erics brede ryg. Gennem T-shirtens stof kunne jeg mærke hans muskler og sener og ryghvirvler bevæge sig. Mine hænder syntes at huske kortet over Erics legemes landskab ligesom mine læber huskede den måde han kyssede på. Vi gik meget langsomt frem på denne måde nogle minutter mens han gjorde sig bekendt med mig igen.

»Kan du virkelig huske det?« spurgte jeg ham. »Kan du virkelig huske dengang du boede hos mig? Kan du huske hvordan det føltes?«

»Åh ja,« sagde han, »det kan du tro.« Han havde løsnet min bh før det overhovedet var gået op for mig at hans hånd var deromme. »Hvordan kunne jeg glemme dem?« sagde han, og håret faldt ned om hans ansigt, da hans mund lukkede sig om mine bryster. Jeg mærkede den skarpe fornemmelse af hans hugtænder og den intense nydelse ved hans mund. Jeg rørte ved gylpen i hans jeans, førte hånden hen over bulen indeni, og så var det pludselig slut med at gå prøvende frem.

Hans jeans kom af, og hans T-shirt med, og væk var mine trusser. Hans lange kølige legeme trykkede sig i fuld længde mod min egen varme krop. Han kyssede mig igen og igen, nærmest febrilsk. Han kom med en sulten lyd, og jeg gengældte den. Hans fingre udforskede mig og masserede den lille hårde knold så jeg vred mig.

»Eric,« sagde jeg og prøvede bringe mig i stilling under ham. »Nu.«

»Åh ja,« sagde han og gled ind som om han aldrig havde været borte, som om vi havde elsket hver eneste nat det seneste år. »Det her er det bedste,« hviskede han, og hans stemme havde den accent jeg kunne høre en gang imellem, den antydning af en tid og et sted der var så langt borte at jeg ikke kunne forestille mig dem. »Det her er det bedste,« sagde han igen. »Det er rigtigt.« Han trak sig lidt ud igen, og jeg kom med en halvkvalt lyd.

»Gør det ikke ondt?« spurgte han.

»Ikke voldsomt,« sagde jeg.

»Jeg er for stor for nogle.«

»Kom bare,« sagde jeg.

Han stødte til.

»Åh gud,« sagde jeg med sammenbidte tænder. Mine fingre gravede sig langt ind i hans armmuskler. »Ja, igen!« Han var så dybt inde i mig som det var muligt uden en operation, og han lyste over mig, hans hvide hud skinnede i lokalets mørke. Han sagde noget på et sprog jeg ikke genkendte, og efter et langt øjeblik gentog han det. Og så begyndte han at bevæge sig hurtigere og hurtigere, indtil jeg troede jeg ville blive hamret i stykker, men jeg holdt ud. Jeg holdt ud indtil jeg så hans hugtænder glimte da han bøjede sig ned over mig. Da han bed mig i skulderen, forlod jeg et øjeblik min krop. Jeg havde aldrig oplevet noget så vidunderligt. Jeg kunne ikke få vejret tilstrækkeligt til at skrige eller bare tale. Jeg havde armene omkring Erics ryg, og jeg mærkede ham skælve over det hele da han selv oplevede sit højdepunkt.

Jeg var så rystet at jeg ikke kunne have sagt et ord, om mit liv så afhang af det. Vi lå tavse, udmattede. Jeg havde ikke noget imod hans vægt på mig. Jeg følte mig tryg.

Han slikkede bidemærket på en doven måde, og jeg smilede i mørket. Jeg strøg hans ryg som om jeg beroligede et dyr. Jeg følte mig bedre tilpas end jeg havde gjort i måneder. Det var et stykke tid siden jeg havde dyrket sex, og det her var ligesom … gourmet-sex. Selv nu mærkede jeg små chokbølger af nydelse brede sig ud fra orgasmens epicenter.

»Vil det her ændre på blodsbåndet?« spurgte jeg. Jeg var omhyggelig med ikke at lyde som om jeg beskyldte ham for noget. Men det gjorde jeg selvfølgelig.

»Felipe ville have dig. Jo stærkere vores bånd er, jo mindre chance er der for at han kan manøvrere dig væk fra mig.«

Jeg krympede mig. »Det vil jeg ikke.«

»Det behøver du heller ikke,« sagde Eric, og hans stemme svævede let hen over mig som et duntæppe. »Vi har aflagt hinanden løfte med kniven. Vi er bundet sammen. Han kan ikke tage dig fra mig.«

Jeg burde bare være taknemmelig over at jeg ikke blev nødt til at tage til Las Vegas. Jeg havde ikke lyst til at rejse væk fra mit hjem. Jeg kunne ikke forestille mig hvordan det ville føles at være omgivet af så megen grådighed – jo, det kunne jeg nu godt. Det ville være rædselsfuldt. Eric lagde sin store, kølige hånd om mit bryst og kærtegnede det med sin lange tommelfinger.

»Bid mig,« sagde Eric, og han mente det bogstaveligt.

»Hvorfor? Du sagde du allerede havde givet mig blod.«

»Fordi det føles dejligt,« sagde han og lagde sig oven på mig igen. »Bare … derfor.«

»Du kan da ikke være …« Men han var klar igen.

»Vil du gerne være øverst?« spurgte Eric.

»Det kunne vi begynde med,« sagde jeg og prøvede på ikke at lyde alt for femme fatale-agtig. Faktisk var det svært ikke at knurre. Før jeg havde set mig om, havde vi byttet stilling. Hans øjne så begærligt ind i mine. Han førte hænderne op til mine bryster og kærtegnede og klemte dem blidt, og hans mund fulgte efter hænderne.

Jeg var bange for jeg var ved at miste kontrollen over mine benmuskler, så afslappet var jeg. Jeg bevægede mig langsomt og ikke særlig regelmæssigt. Jeg mærkede spændingen vokse gradvist igen. Jeg begyndte at fokusere og bevæge mig støt.

»Langsomt,« sagde han, og jeg satte tempoet ned. Hans hænder fandt mine hofter og tog over.

»Åh,« sagde jeg idet en mere intens nydelse begyndte at sive gennem mig. Han havde fundet mit nydelsescentrum med tommelfingeren. Jeg satte tempoet lidt i vejret, og hvis han på ny prøvede at bremse mig, ignorerede jeg det. Jeg hævede og sænkede mig hurtigere og hurtigere, og så tog jeg hans håndled, bed til af alle kræfter og sugede på såret. Han skreg, en uartikuleret lyd, af udløsning og lettelse. Det bragte også mig til afslutningen, og jeg kollapsede oven på ham. Jeg slikkede dovent hans håndled selv om jeg ikke havde koaguleringsmiddel i mit spyt ligesom han havde.

»Perfekt,« sagde han. »Perfekt.«

Jeg skulle til at sige at han umuligt kunne mene det, med så mange kvinder som han havde været sammen med i århundredernes løb, men så tænkte jeg: Hvorfor ødelægge øjeblikket? Lad være. For en gangs skyld var jeg klog og lyttede til mit eget råd.

»Må jeg fortælle dig hvad der er sket i dag?« spurgte jeg efter at vi havde døset i nogle minutter.

»Selvfølgelig, min elskede.« Han havde øjnene halvt åbne. Han blev liggende på ryggen ved siden af mig, og værelset lugtede af sex og vampyr. »Jeg er lutter ører – lige nu i hvert fald.« Han lo.

Dette var den største glæde, eller i hvert fald en af de rigtig store glæder – at have nogen at dele dagens begivenheder med. Eric var god til at lytte, i hvert fald i afslappet tilstand efter samleje. Jeg fortalte ham om Andy og Lattestas besøg, om hvordan Diantha var dukket op mens jeg tog solbad.

»Jeg syntes nok jeg kunne smage solen på din hud,« sagde han og strøg mig ned ad ryggen. »Fortæl videre.«

Så jeg plaprede løs og fortalte ham om mit møde med Claude og Claudine og alt hvad de havde fortalt mig om Breandan og Dermot.

Eric spidsede ører da jeg talte om feer. »Jeg kunne godt lugte feer i huset,« sagde han. »Men i min overvældende vrede over at se din tigerstribede bejler tænkte jeg ikke videre over det. Hvem var det der kom her?«

»Tja, en ond fe der hed Murry, men bare rolig, jeg slog ham ihjel,« sagde jeg. Hvis jeg nogen sinde havde tvivlet på at jeg havde Erics fulde opmærksomhed, var jeg ikke i tvivl om det længere.

»Hvordan gjorde du det, min elskede?« spurgte han meget forsigtigt.

Jeg forklarede det, og da jeg nåede til den del hvor min oldefar og Dillon dukkede op, satte Eric sig op og trak tæppet til side. Han var dybt alvorlig og koncentreret.

»Er liget væk?« spurgte han for tredje gang, og jeg sagde: »Ja, Eric, det er det.«

»Det ville måske være en god idé at du opholdt dig i Shreveport,« sagde han. »Du kunne jo bo hos mig.«

Det var noget nyt. Jeg var aldrig før blevet inviteret hjem til Eric. Jeg havde ingen anelse om hvor han boede. Jeg blev forbavset og på en måde rørt.

»Det er virkelig pænt af dig,« sagde jeg, »men det ville være forfærdeligt svært for mig at pendle fra Shreveport og tilbage hertil for at arbejde.«

»Du ville være i langt større sikkerhed hvis du lod være med at gå på arbejde igen indtil det her problem med feerne er blevet løst.« Eric lagde hovedet på skrå og kiggede på mig, og hans ansigt var temmelig udtryksløst.

»Nej tak,« sagde jeg. »Tak for tilbuddet. Men det ville være til temmelig meget besvær for dig, tør jeg godt vædde på, og jeg ved det ville være det for mig.«

»Pam er den eneste anden jeg har inviteret hjem hos mig.«

»Kun adgang for blondiner, hva’?« sagde jeg muntert.

»Jeg viser dig en ære ved at invitere dig.« Hans ansigt gav mig stadig ikke nogen ledetråd. Hvis jeg ikke havde været så vant til at læse folks tanker, ville jeg måske have været bedre til at aflæse hans kropssprog. Jeg var jo vant til at vide hvad folk i virkeligheden mente, uanset hvad de sagde.

»Eric, jeg er slet ikke med,« sagde jeg. »Kortene på bordet, okay? Jeg kan se at du venter en bestemt reaktion af mig, men jeg har ingen anelse om hvad det er.«

Han så forvirret ud.

»Hvad er det du vil?« spurgte han mig og rystede på hovedet. Det smukke gyldne hår dansede om hans ansigt i filtrede tråde. Det var fuldstændig rodet efter at vi havde elsket. Han så bedre ud end nogen sinde. Vildt uretfærdigt.

»Hvad jeg vil?« Han lagde sig ned igen, og jeg vendte mig om på siden med ansigtet mod ham. »Jeg tror ikke der er noget bestemt jeg vil,« sagde jeg forsigtigt. »Jeg ville gerne have orgasme, og det fik jeg til overmål.« Jeg smilede til ham og håbede at det var det rigtige svar.

»Du vil ikke sige dit job op?«

»Hvorfor skulle jeg sige mit job op? Hvad skulle jeg så leve af?« spurgte jeg naivt. Så faldt tiøren endelig. »Troede du at fordi vi havde lidt sjov sammen, og du sagde at jeg var din, ville jeg have lyst til at sige mit job op og holde hus for dig? Tilbringe hele dagen med at spise slik og så lade dig spise mig hele natten?«

Jep, sådan var det. Hans ansigt bekræftede det. Jeg vidste ikke hvad jeg skulle sige til det. Skulle jeg være såret? Vred? Nej, alt det havde jeg fået rigeligt af i dag. Jeg kunne ikke trække endnu en stærk følelsesreaktion op til overfladen om jeg så havde hele natten. »Eric, jeg kan godt lide at arbejde,« sagde jeg mildt. »Jeg har brug for at komme ud af huset hver dag og være sammen med andre mennesker. Ellers er det ligesom en øredøvende larm når jeg kommer tilbage. Det er meget bedre for mig at have med mennesker at gøre, at holde mig i træning, så jeg kan holde alle stemmerne i baggrunden.« Jeg forklarede det ikke særlig godt. »Desuden kan jeg lide at være i baren. Jeg kan lide at være sammen med mine kolleger. Det er måske ikke ligefrem noget ædelt kald eller i offentlighedens interesse at udskænke alkohol til folk, måske snarere tværtimod. Men jeg er god til det jeg laver, og det passer til mig. Siger du … Hvad er det du vil sige?«

Eric så rådvild ud, et mærkeligt udtryk at finde i hans normalt så selvsikre ansigt. »Det er hvad andre kvinder har ønsket af mig,« sagde han. »Jeg prøvede at tilbyde det før du selv bad om det.«

»Jeg er ikke andre kvinder,« sagde jeg. Det var svært at trække på skuldrene når jeg lå på sengen, men jeg prøvede.

»Du er min,« sagde han. Så bemærkede han min rynkede pande og ændrede hastigt sin formulering. »Du er min elskede og ikke nogen andens. Ikke Quinns, ikke Sams, ikke Bills.« Der fulgte en lang pause. »Er det ikke rigtigt?« sagde han.

En fyr der tog initiativ til en diskussion om forholdet. Det var anderledes, at dømme ud fra de historier jeg havde hørt fra de andre servitricer.

»Jeg ved ikke om den – tryghed – jeg føler sammen med dig, skyldes blodsbåndet, eller om det er noget jeg ville have følt naturligt,« sagde jeg og valgte hvert ord med omhu. »Jeg tror ikke jeg ville have været så parat til at have sex med dig i aften hvis vi ikke havde et blodsbånd, for dagen i dag har været et helvede. Jeg kan ikke sige ‘Åh Eric, jeg elsker dig, tag mig med væk herfra’, for jeg ved ikke hvad der er ægte, og hvad der ikke er. Indtil jeg er sikker på det, har jeg ingen intention om at lave drastisk om på mit liv.«

Eric begyndte at trække brynene sammen, et sikkert tegn på mishag.

»Er jeg glad når jeg er sammen med dig?« Jeg lagde min hånd mod hans kind. »Ja, det er jeg. Synes jeg at sex med dig er det bedste nogen sinde? Ja, det gør jeg. Vil jeg gøre det igen? Det kan du bande på, men ikke lige nu hvor jeg er søvnig. Men snart. Og tit. Går jeg i seng med nogen anden? Nej. Og det har jeg heller ikke tænkt mig, medmindre jeg beslutter at blodsbåndet er alt hvad vi har sammen.«

Han så ud som om han tænkte på flere forskellige svar. Til sidst sagde han: »Savner du Quinn?«

»Ja,« sagde jeg, for jeg var nødt til at være ærlig. »For vi var ved at komme i gang med noget rigtig godt, og måske har jeg begået en stor fejl at støde ham fra mig. Men jeg har aldrig for alvor haft et forhold til to mænd på samme tid, og jeg har ikke tænkt mig at begynde nu. Lige nu er manden i mit liv dig.«

»Du elsker mig,« sagde han. Han nikkede.

»Jeg sætter stor pris på dig,« sagde jeg forsigtigt. »Jeg har meget lyst til dig. Jeg nyder dit selskab.«

»Det er ikke det samme,« sagde Eric.

»Nej, det er det ikke. Men du vil bemærke at jeg ikke udfritter dig for at få dig til at beskrive i detaljer hvad du føler for mig, vel? For jeg er allerhelvedes sikker på at jeg ikke ville kunne lide svaret. Så måske skulle du lægge lidt bånd på dig selv.«

»Vil du ikke vide hvad jeg føler for dig?« Eric så vantro på mig. »Jeg kan næsten ikke fatte at du er en menneskekvinde. Kvinder vil altid gerne vide hvad man føler for dem.«

»Og jeg tør vædde på at de fortryder det hvis du fortæller dem det, ikke?«

Han løftede det ene øjenbryn. »Hvis jeg fortæller dem sandheden.«

»Og det skulle så give mig lyst til at betro mig til dig?«

»Jeg har altid fortalt dig sandheden,« sagde han. Og der var intet spor af smilet tilbage på hans ansigt. »Jeg fortæller dig måske ikke alt hvad jeg ved, men det jeg fortæller dig … det er sandt.«

»Hvorfor?«

»Udveksling af blod virker begge veje,« sagde han. »Jeg har drukket mange kvinders blod. Jeg har haft næsten total magt over dem. Men de drak aldrig mit. Det er årtier, måske århundreder, siden jeg gav nogen kvinde mit blod. Måske ikke siden jeg gjorde Pam til vampyr.«

»Er det den generelle politik blandt de vampyrer du kender?« Jeg var ikke helt sikker på hvordan jeg skulle spørge om det jeg gerne ville vide.

Han tøvede, nikkede. »For det meste. Der er nogle vampyrer, der kan lide at skaffe sig total magt over et menneske … gøre mennesket til deres Renfield.« Han brugte udtrykket med væmmelse.

»Det er fra Dracula, ikke?«

»Jo, Draculas menneskelige tjener. Et fornedret væsen … Hvorfor nogen med Draculas værdighed skulle ønske så ringe og fornedret en mand som …« Eric rystede på hovedet med afsky. »Men det sker. De bedste af os ser skævt til en vampyr der skaber den ene tjener efter den anden. Mennesket går tabt når vampyren overtager alt for meget kontrol. Når mennesket går helt under, er han ikke værd at gøre til vampyr. Han er ikke noget værd overhovedet. Før eller siden er man nødt til at slå ham ihjel.«

»Slå ham ihjel! Hvorfor?«

»Hvis den vampyr der har overtaget så meget kontrol, forlader sin Renfield, eller hvis vampyren selv bliver dræbt … så er en Renfields liv ikke længere værd at leve.«

»Man er nødt til at slå dem ned,« sagde jeg. Som gale hunde.

»Ja.« Eric så væk.

»Men det kommer ikke til at ske for mig. Og du vil aldrig gøre mig til vampyr.« Det var mit dybeste alvor.

»Nej, jeg vil aldrig tvinge dig til underkastelse. Og jeg vil aldrig gøre dig til vampyr eftersom du ikke ønsker det.«

»Nej, lad være at gøre mig til vampyr, uanset om alternativet er at jeg dør. Jeg ville hade det mere end noget andet.«

»Det accepterer jeg. Uanset hvor meget jeg måtte ønske at beholde dig.«

Lige efter vi havde mødt hinanden, havde Bill afstået fra at gøre mig til vampyr da jeg havde været døden nær. Det var aldrig gået op for mig at han kunne have været fristet til at gøre det. Han havde reddet mit menneskeliv i stedet. Det var en ting jeg måtte tænke nærmere over senere. Det var lurvet at tænke på én mand når man var i seng med en anden.

»Du reddede mig fra at komme i Andres tjeneste,« sagde jeg. »Men jeg betalte en pris.«

»Hvis han havde overlevet, ville jeg også have betalt en pris. Uanset hvor mild Andres reaktion måtte have været, ville han have hævnet sig på mig for at have blandet mig.«

»Han lod til at tage det så roligt den aften,« sagde jeg. Eric havde overtalt Andre til at lade ham være hans stedfortræder. Jeg havde været meget taknemmelig på det tidspunkt eftersom Andre gav mig myrekryb og var fuldstændig ligeglad med mig. Jeg kom i tanke om min samtale med Tara. Jeg ville være fri nu hvis Andre havde taget mit blod den nat, eftersom han er død. Jeg kunne stadig ikke beslutte mig for hvordan jeg havde det med det – jeg havde det vel på tre forskellige måder.

Det var åbenbart en stor aften for erkendelser. Nu behøvede der ikke komme flere foreløbig.

»Andre glemte det aldrig hvis nogen trodsede hans vilje,« sagde Eric. »Ved du hvordan han døde, Sookie?«

Øh-ja-jo.

»Han blev stukket i brystet med en stor træsplint,« sagde jeg og sank lidt. Ligesom Eric fortalte jeg ikke altid hele sandheden. Den splint var ikke endt i Andres bryst ved et uheld. Quinn havde gjort det.

Eric kiggede på mig i noget der føltes som meget lang tid. Han kunne naturligvis mærke min nervøsitet. Jeg ventede for at se om han ville gå videre med emnet. »Jeg savner ikke Andre,« sagde han endelig. »Men jeg er ked af at have mistet Sophie-Anne. Hun var modig.«

»Det er jeg enig i,« sagde jeg lettet. »Hvordan kommer du i øvrigt ud af det med dine nye chefer?«

»Udmærket indtil videre. De tænker meget fremad. Det kan jeg godt lide.«

Siden slutningen af oktober havde Eric måttet lære en ny og større organisations struktur at kende, samt de vampyrpersonligheder der fik den til at fungere, og kontaktvejene til de nye sheriffer. Selv for ham var det en ordentlig mundfuld.

»Jeg tør vædde på at de vampyrer du havde hos dig før den aften, er ekstra glade for at de svor loyalitet over for dig, eftersom de overlevede mens så mange af de andre vampyrer i Louisiana døde den nat.«

Eric smilede bredt. Det ville have været virkelig skræmmende hvis jeg ikke havde set hugtænderne blottet før. »Ja,« sagde han med utilsløret tilfredshed. »De skylder mig deres liv, og de ved det.«

Han lagde armene omkring mig og trykkede mig ind til sin kølige krop. Jeg følte mig veltilpas og tilfredsstillet, og mine fingre fulgte det vidunderlige spor af gyldne hår der ledte nedad. Jeg tænkte på det provokerende billede af Eric som Mr. Januar i kalenderen med »Louisianas Vampyrer«. Jeg kunne endnu bedre lide det han havde givet mig. Jeg spekulerede på om jeg kunne få det blæst op til plakatstørrelse.

Han lo da jeg spurgte ham. »Vi burde overveje at lave en ny kalender,« sagde han. »Vi tjente gode penge på den. Hvis jeg må få et billede af dig i samme positur, vil jeg give dig en plakat af mig.«

Jeg tænkte over det i tyve sekunder. »Jeg tror ikke jeg ville turde få taget et nøgenbillede,« sagde jeg med en vis beklagelse. »Man ender altid med at få røven på komedie.«

Eric lo igen, lavt og hæst. »Du taler meget om den,« sagde han. »Skal vi se om jeg kan finde på noget sjovt med din røv?« Det blev så indledningen til en masse nye vidunderlige påfund og lege. Efter at alt dette var blevet bragt til en lykkelig afslutning, så Eric på uret ved siden af min seng.

»Jeg er nødt til at gå,« hviskede han.

»Jeg ved det godt,« sagde jeg. Mine øjne var tunge af søvn.

Han begyndte at klæde sig på for at vende tilbage til Shreveport, og jeg puttede mig ordentlig ned under dynen. Jeg havde svært ved at holde øjnene åbne selv om det var et pragtfuldt syn at se ham bevæge sig rundt i mit soveværelse.

Han bøjede sig for at kysse mig, og jeg lagde mine arme om hans hals. Jeg vidste at han et øjeblik tænkte på at kravle tilbage i sengen til mig, og jeg håbede at det var hans kropssprog og frydefulde mumlen der gav mig en idé om hans tanker. Af og til fik jeg et glimt ind i en vampyrhjerne, og det skræmte mig fra vid og sans. Jeg troede ikke jeg ville holde ret længe hvis det gik op for vampyrerne at jeg kunne læse deres tanker, uanset hvor sjældent det skete.

»Jeg vil have dig igen,« sagde han og lød lidt overrasket. »Men jeg er nødt til at gå.«

»Vi ses snart igen, ikke?« Jeg var vågen nok til at føle mig usikker.

»Jo,« sagde han. Hans øjne var klare, og hans hud lyste. Mærket på hans håndled var væk. Jeg rørte ved det sted hvor det havde været. Han bøjede sig ned for at kysse det sted på min hals hvor han havde bidt mig, og jeg skælvede over det hele. »Snart.«

Så var han væk, og jeg hørte bagdøren glide i efter ham. Med den sidste rest af energi i mine muskler rejste jeg mig og gik gennem det mørke køkken for at låse døren. Jeg så Amelias bil holde ved siden af min, så hun var åbenbart kommet hjem på et tidspunkt.

Jeg gik hen til vasken for at tage et glas vand. Jeg kendte det mørke køkken som min egen bukselomme, så jeg havde ikke brug for lys. Jeg drak og indså hvor tørstig jeg var. Da jeg vendte mig for at gå tilbage i seng, så jeg noget bevæge sig i udkanten af skoven. Jeg stivnede, og mit hjerte hamrede på en meget ubehagelig måde.

Bill trådte ud fra træerne. Jeg vidste at det var ham, selv om jeg ikke kunne se hans ansigt tydeligt. Han stod og kiggede op, og jeg vidste at han måtte have set Eric tage af sted. Bill var åbenbart kommet sig oven på kampen med Quinn.

Jeg forventede at blive vred over at Bill holdt øje med mig, men vreden kom aldrig. Ligegyldigt hvad der var sket mellem os, kunne jeg ikke frigøre mig for den følelse at Bill ikke bare havde udspioneret mig – han havde våget over mig.

Desuden var der – hvis man skulle se mere praktisk på det – ikke noget at gøre ved det. Jeg kunne jo ikke rigtig smække døren op og undskylde for at have mandligt selskab. Lige nu fortrød jeg heller ikke det mindste at jeg var gået i seng med Eric. Faktisk følte jeg mig lige så opfyldt af seksuel tilfredsstillelse som man føler sig mæt oven på en Thanksgiving-middag. Eric lignede ikke på nogen måde en kalkun, men jeg så ham for mit indre blik ligge på mit køkkenbord sammen med søde kartofler og skumfiduser, og efter dette pragtfulde billede kunne jeg kun tænke på min seng. Jeg gled ned under dynen med et smil om læberne og faldt i søvn næsten i samme sekund mit hoved rørte puden.