11.

Jeg burde have vidst at min bror ville komme. Jeg burde bare have været overrasket over at han ikke var dukket op tidligere. Da jeg stod op næste dag ved middagstid og følte mig så afslappet som en kat i en plet solskin, lå Jason ude i baghaven på den drømmeseng jeg havde brugt dagen før. Jeg mente det var klogt af ham ikke at komme ind i betragtning af at vi var på kant med hinanden.

Dagen ville ikke blive nær så varm som den foregående. Den var kold og rå. Jason havde pakket sig ind i en kraftig kamuflagejakke og en strikhue. Han stirrede op på den skyfri himmel.

Jeg huskede tvillingernes advarsel, og jeg så omhyggeligt på ham, men nej, det var Jason. Fornemmelsen af hans sind var velkendt, men måske kunne en fe efterligne selv det. Jeg lyttede efter et øjeblik. Nej, det var helt sikkert min bror.

Det var underligt at se ham sidde uden at foretage sig noget og endnu mærkeligere at se ham alene. Jason var altid i gang med at tale, drikke, flirte med kvinder, arbejde eller reparere på sit hus, og hvis han ikke var sammen med en kvinde, havde han næsten altid en mandlig skygge – Hoyt (indtil Holly havde slået kløerne i ham) eller Mel. Fordybelse og ensomhed var ikke tilstande jeg forbandt med min bror. Jeg nippede til mit krus kaffe og så ham stirre på himlen, og jeg tænkte: Jason er enkemand nu.

Det var en mærkelig ny rolle for Jason, en svær en som han måske ville have svært ved at forlige sig med. Han havde holdt mere af Crystal end hun havde holdt af ham. Også det havde været en ny erfaring for Jason. Crystal – smuk, dum og troløs – havde været hans kvindelige modstykke. Måske havde hendes utroskab været et forsøg på at genvinde uafhængigheden, at kæmpe mod den graviditet der havde bundet hende endnu tættere til Jason. Måske havde hun bare været et dårligt menneske. Jeg havde aldrig forstået hende, og nu ville jeg aldrig komme til det.

Jeg vidste jeg ville blive nødt til at gå hen og tale med min bror. Selv om jeg havde bedt Jason om at holde sig væk fra mig, havde han ikke lyttet. Men havde han nogen sinde det? Måske havde han opfattet den midlertidige våbenhvile forårsaget af Crystals død som et tegn på en ny tingenes tilstand.

Jeg sukkede og gik ud ad bagdøren. Eftersom jeg havde sovet så længe, havde jeg badet før jeg overhovedet havde sat kaffe på. Jeg snuppede min gamle, lyserøde quiltede jakke på knagerækken ved bagdøren og trak den over mine jeans og min sweater.

Jeg satte et krus kaffe på jorden ved siden af Jason og satte mig på den opretstående klapstol tæt på ham. Han vendte ikke hovedet, selv om han vidste jeg var der. Hans øjne var skjult bag mørke briller.

»Har du tilgivet mig?« spurgte han efter at han havde taget en slurk kaffe. Hans stemme lød hæs og tyk. Jeg troede han havde grædt.

»Jeg regner med at jeg nok kommer til det før eller siden,« sagde jeg. »Men jeg vil aldrig føle det samme for dig igen.«

»Hvor er du dog blevet hård. Du er det eneste familie jeg har tilbage.« De mørke briller blev vendt mod mig. Du er nødt til at tilgive mig, for jeg har ingen andre der kan tilgive.

Jeg så på ham og følte mig lidt irriteret og lidt trist. Hvis jeg var ved at blive hårdere, var det som reaktion på verden omkring mig. »Hvis du har så meget brug for mig, tror jeg du skulle have tænkt dig om en gang til før du narrede mig på den måde.« Jeg gnubbede mit ansigt med min frie hånd. Han havde noget familie han ikke kendte, men jeg havde ikke tænkt mig at fortælle ham om det. Han ville blot prøve også at udnytte Niall.

»Hvornår udleverer de liget af Crystal?« spurgte jeg.

»Måske om en uge,« sagde han. »Så kan vi holde begravelsen. Kommer du?«

»Ja. Hvor skal det være?«

»Der er en lille kirke ude i nærheden af Hotshot,« sagde han. »Den ser ikke ud af meget.«

»Tabernacle Holiness Church?« Det var en afskallet, hvid, faldefærdig bygning langt ude på landet.

Han nikkede. »Calvin sagde at de klarer Hotshots begravelser derude. Det er en af fyrene fra Hotshot der er præst der.«

»Hvem?«

»Marvin Norris.«

Marvin var Calvins onkel selv om han var fire år yngre.

»Jeg tror jeg kan huske at have set en kirkegård omme bag ved kirken.«

»Ja. En fra byen graver hullet, en af dem flikker kisten sammen, og en af dem holder prædiken. Det er meget lokalt og personligt.«

»Har du været til en begravelse derude før?«

»Ja, i oktober. Et af spædbørnene døde.«

Der havde ikke stået noget om et spædbarn i dødsannoncerne i den lokale Bon Temps-avis i månedsvis. Jeg spekulerede uundgåeligt på om barnet var blevet født på et hospital eller i et af husene i Hotshot, om nogen spor af dets eksistens havde været registreret nogen steder.

»Jason, har politiet været forbi igen?«

»Adskillige gange. Men jeg gjorde det ikke, og det kan intet de siger eller spørger om, lave om på. Desuden har jeg et alibi.«

Det kunne jeg ikke sige noget til.

»Hvordan går det så med hensyn til arbejde?« Jeg spekulerede på om de ville fyre Jason. Det var ikke første gang han havde været i vanskeligheder. Og selv om Jason aldrig var skyldig i de værste af de forbrydelser han blev tillagt, måtte hans ry som en generelt okay fyr før eller siden tage varig skade.

»Havkatten har sagt at jeg skal holde fri frem til begravelsen. De vil sende en krans til begravelsesetablissementet når vi får hendes lig tilbage.«

»Hvad med Hoyt?«

»Jeg har ikke set noget til ham,« sagde Jason og lød forvirret og såret.

Holly, hans forlovede, ville ikke have at han omgikkes Jason. Det kunne jeg godt forstå.

»Mel?« spurgte jeg.

»Ja,« sagde Jason og lyste op. »Mel kommer forbi. Vi arbejdede på hans bil i går, og i den her weekend skal vi male mit køkken.« Jason sendte mig et smil, men det falmede hurtigt. »Jeg kan godt lide Mel,« sagde han, »men jeg savner Hoyt.«

Det var noget af det mest ærlige jeg nogen sinde havde hørt Jason sige.

»Har du ikke hørt noget om det her, Sookie?« spurgte Jason mig. »Du ved – på den måde du hører ting på? Hvis du kunne lede politiet i den rigtige retning, kunne de finde ud af hvem der slog min kone og mit barn ihjel, og jeg kunne få mit liv tilbage.«

Jeg troede ikke at Jason nogen sinde ville få sit gamle liv tilbage. Jeg var sikker på han ikke ville kunne forstå det uanset hvor meget jeg skar det ud i pap. Men så så jeg hvad hans hoved rummede i et øjeblik af ægte klarhed. Selv om Jason ikke kunne sætte ord på disse tanker, forstod han faktisk, og han lod som om – anstrengte sig kraftigt for at lade som om – at alting ville blive som hidtil … hvis bare han kunne gøre sig fri af Crystals død.

»Eller hvis du fortæller os det,« sagde han, »så skal vi nok tage os af det, Calvin og mig.«

»Jeg skal nok gøre mit bedste,« sagde jeg. Hvad andet kunne jeg sige? Jeg kravlede ud af Jasons hoved og lovede mig selv at jeg aldrig skulle derind igen.

Efter lang tids tavshed rejste han sig op. Måske havde han ventet for at se om jeg ville tilbyde at lave frokost til ham. »Så tror jeg jeg tager hjem,« sagde han.

»Farvel.«

Jeg hørte hans vogn starte et øjeblik senere. Jeg gik ind igen og hængte jakken tilbage hvor jeg havde taget den.

Amelia havde efterladt mig en notesseddel på mælkekartonen i køleskabet. »Hej, bofælle!« stod der. »Lød som om du havde selskab i går aftes. Kunne jeg lugte en vampyr? Hørte nogen lukke bagdøren omkring halv fire. Du må vist hellere tjekke telefonsvareren. Der er beskeder til dig.«

Som Amelia allerede havde lyttet til, for lyset blinkede ikke mere. Jeg trykkede på play-knappen.

»Sookie, det er Arlene. Jeg er ked af det hele. Jeg ville ønske du ville komme forbi og snakke. Ring lige.«

Jeg stirrede på maskinen og vidste ikke hvordan jeg havde det med den besked. Der var gået nogle dage, og Arlene havde haft tid til at tænke over hvordan hun var trampet ud af baren. Kunne det måske betyde at hun ville afsværge sin Broderskabsoverbevisning?

Der var også en anden besked, fra Sam. »Sookie, kan du komme ind på arbejde lidt tidligt i dag eller lige ringe til mig? Jeg har brug for at tale med dig.«

Jeg kiggede på uret. Klokken var kun et, og jeg skulle ikke møde før fem. Jeg ringede til baren. Sam tog telefonen.

»Hej, det er Sookie,« sagde jeg. »Hvad er der? Jeg har lige fået din besked.«

»Arlene vil gerne vende tilbage til arbejdet,« sagde han. »Jeg ved ikke hvad jeg skal sige til hende. Hvad mener du om den sag?«

»Hun har efterladt en besked på min telefonsvarer. Hun vil gerne tale med mig,« sagde jeg. »Jeg ved ikke hvad jeg skal mene. Hun hopper jo altid på et eller andet nyt, ikke? Tror du hun kan have dumpet Broderskabet?«

»Hvis Whit har dumpet hende,« sagde han, og jeg lo.

Jeg var ikke så sikker på at jeg ønskede at genetablere vores venskab, og jo længere jeg tænkte over det, jo mere i tvivl blev jeg. Arlene havde sagt nogle sårende og frygtelige ting til mig. Hvis hun havde ment dem, hvorfor skulle hun så have lyst til at gøre det godt igen med et forfærdeligt menneske som mig? Og hvis hun ikke havde ment dem, hvorfor i alverden var de så kommet over hendes læber? Men det gav et stik da jeg kom til at tænke på hendes børn, Coby og Lisa. Jeg havde passet dem så mange aftener, og jeg havde været så glad for dem. Jeg havde ikke set dem i mange uger. Jeg måtte indrømme at jeg ikke var særlig ked af mit forliste forhold til deres mor – Arlene havde været ved at tage livet af det venskab i et stykke tid nu. Men børnene, dem savnede jeg. Det var så også hvad jeg sagde til Sam.

»Du er alt for god af dig, chérie,« sagde han. »Jeg tror ikke jeg vil have hende tilbage hertil.« Han havde besluttet sig. »Jeg håber at hun kan finde et andet job, og jeg vil give hende en anbefaling for børnenes skyld. Men hun lavede allerede ballade før den sidste episode her, og der er ingen mening i at vi alle sammen skal gennem møllen igen.«

Da jeg havde lagt på, indså jeg at Sams beslutning havde bevirket at jeg gerne ville se min eksveninde igen. Eftersom Arlene og jeg ikke ville få mulighed for gradvist at slutte fred i baren, ville jeg prøve at lappe så meget på det at vi i det mindste kunne nikke til hinanden hvis vi mødtes i supermarkedet.

Telefonen nåede kun at ringe en gang før hun tog den. »Arlene, det er Sookie,« sagde jeg.

»Hej skat, jeg er glad for at du ringede tilbage,« sagde hun. Der var et øjebliks stilhed.

»Jeg tænkte jeg ville kigge forbi hos dig, bare et øjeblik,« sagde jeg forlegent. »Jeg vil gerne se børnene og tale med dig. Hvis det er okay.«

»Selvfølgelig, kom forbi. Giv mig et par minutter, så jeg kan få lidt styr på rodet.«

»Det behøver du ikke for min skyld.« Jeg havde gjort rent i Arlenes trailer mange gange til gengæld for en eller anden tjeneste hun havde gjort mig, eller fordi jeg ikke havde noget andet at lave når hun var ude, og jeg var der for at passe børnene.

»Jeg vil ikke falde tilbage til mine gamle vaner,« sagde hun muntert og lød så kærlig at mit humør steg … et kort øjeblik.

Men jeg ventede ikke et par minutter.

Jeg tog af sted med det samme.

Jeg kunne ikke forklare mig selv hvorfor jeg ikke gjorde som hun havde bedt mig om. Måske havde jeg opfattet noget i Arlenes stemme, selv over telefonen. Måske var jeg blevet mindet om alle de gange Arlene havde svigtet mig, alle de gange hun havde fået mig til at få det skidt.

Jeg tror at grunden til at jeg ikke havde tilladt mig selv at dvæle ved de episoder før, var at de afslørede en så kolossal ynkelighed fra min side. Jeg havde haft sådan brug for en ven at jeg havde klamret mig til de usle rester fra Arlenes bord, selv om hun havde udnyttet mig gang på gang. Når hendes kærlighedslivs vinde var blæst i en ny retning, havde hun ikke betænkt sig et sekund på at kassere mig for at kunne indynde sig hos sin seneste flamme.

Jo mere jeg tænkte over, jo mere fik jeg egentlig lyst til at vende om og tage hjem igen. Men skyldte jeg ikke Coby og Lisa endnu et forsøg på at udbedre mit forhold til deres mor? Jeg huskede alle de brætspil vi havde spillet, alle de gange jeg havde lagt dem i seng og tilbragt natten i traileren fordi Arlene havde ringet og spurgt om hun kunne tilbringe natten et andet sted.

Hvad fanden lavede jeg? Hvorfor skulle jeg stole på Arlene nu?

Det gjorde jeg heller ikke, ikke helt. Det var derfor jeg ville tage nærmere bestik af situationen.

Arlene boede ikke i en trailerpark, men på en hektar jord lidt vest for byen som hendes far havde foræret hende før han gik bort. Kun en fjerdedel af grunden var blevet ryddet, lige nok til traileren og en lille have. Der stod et gammelt gyngestativ omme bagved som en af Arlenes tidligere beundrere havde sat op til børnene, og der stod to cykler op ad traileren.

Jeg kiggede på traileren fra bagsiden fordi jeg var drejet af fra vejen og kørt ind i den tilgroede have til et lille hus der havde ligget dér indtil de dårlige elektriske installationer havde forårsaget en brand et par måneder forinden. Siden da havde husets træskelet stået halvt forkullet og forladt, og de tidligere lejere havde fundet et andet sted at bo. Jeg kunne komme ind omme bag huset fordi det kolde vejr havde forhindret ukrudtet i at overtage det hele.

Jeg banede mig vej gennem den bræmme af højt ukrudt og de træer der adskilte huset fra Arlenes grund. Jeg trængte gennem den tætteste bevoksning hen til et godt udsigtspunkt hvor jeg kunne se en del af parkeringsområdet foran traileren og hele baghaven. Det var kun Arlenes bil der kunne ses fra vejen da den var blevet efterladt i forhaven.

Fra mit udsigtspunkt kunne jeg se at der holdt en sort Ford Ranger pickup, måske ti år gammel, parkeret bag traileren, og en rød Buick Skylark af omtrent samme årgang. Pickuppen var belæsset med træbjælker, heraf én der var lang nok til at rage ud over ladet. De var 4x4, ville jeg mene.

Så så jeg en kvinde jeg svagt genkendte, komme ud fra bagsiden af traileren og ud på den lille terrasse. Hendes navn var Helen Ellis, og hun havde arbejdet på Merlotte’s for omkring fire år siden. Selv om Helen var kompetent og så smuk at hun havde tiltrukket mændene som fluer, var Sam blevet nødt til at fyre hende fordi hun gentagne gange kom for sent. Helen var røget i luften som en vulkan. Lisa og Coby fulgte efter Helen ud på terrassen. Arlene stod i døråbningen. Hun var iført en leopardprikket overdel og brune stretchbukser.

Børnene så meget ældre ud end sidst jeg havde set dem! De så modstræbende og lidt ulykkelige ud, især Coby. Helen smilede opmuntrende til dem og vendte sig om mod Arlene for at sige: »Bare giv mig besked når det er overstået!« Der fulgte en pause mens Helen syntes at kæmpe med hvordan hun skulle formulere noget hun ikke ville have børnene til at forstå. »Hun får kun hvad hun fortjener.« Jeg kunne kun se Helen i profil, men hendes glade smil gav mig en knude i maven. Jeg sank en klump.

»Okay, Helen. Jeg ringer til dig når du kan komme tilbage med dem,« sagde Arlene. Der stod en mand omme bag hende. Han stod for langt inde til at jeg kunne sige det med sikkerhed, men jeg mente at det var ham jeg havde slået i hovedet med en bakke et par måneder forinden, ham der havde været så modbydelig over for Pam og Amelia. Han var en af Arlenes nye venner.

Helen og børnene kørte af sted i Skylarken.

Arlene lukkede bagdøren for at holde kulden ude. Jeg lukkede øjnene og lokaliserede hende inde i traileren. Jeg kunne mærke at der var to mænd derinde sammen med hende. Hvad tænkte de på? Jeg var lidt langt væk, men jeg rakte ud med min ekstra sans.

De tænkte på at gøre forfærdelige ting ved mig.

Jeg krøb sammen under et nøgent mimosetræ og følte mig mere trist og elendig til mode end nogen sinde. Ganske vist havde jeg vidst i et stykke tid at Arlene ikke var et rigtig godt menneske eller nogen trofast person. Ganske vist havde jeg hørt hende rase og fable om udryddelsen af alle overnaturlige i verden. Ganske vist var det gået op for mig at hun var kommet til at betragte mig som en af dem. Men jeg havde aldrig troet at det mål af varme følelser hun trods alt måtte have næret for mig engang, var fuldstændig borte og forvandlet til had af Broderskabets politik.

Jeg tog min mobiltelefon op af lommen. Jeg ringede til Andy Bellefleur.

»Bellefleur,« sagde han frisk.

Man kunne ikke ligefrem kalde os venner, men gud hvor var jeg glad for at høre hans stemme.

»Andy, det er Sookie,« sagde jeg og sørgede omhyggeligt for at min stemme lød rolig. »Hør her, der er to gutter hjemme hos Arlene i hendes trailer, og de har nogle lange stykker træ på ladet af deres pickup. De er ikke klar over at jeg ved at de befinder sig i traileren hos Arlene. De har planer om at gøre det samme ved mig som der blev gjort ved Crystal.«

»Har du noget der vil kunne bruges i retten?« spurgte han forsigtigt. Andy havde altid i smug været overbevist om mine tankelæserevner, selv om det ikke nødvendigvis gjorde ham særlig begejstret for mig.

»Nej,« sagde jeg, »de venter på at jeg skal dukke op.« Jeg sneg mig tættere på og håbede for min død at de ikke kiggede ud ad vinduerne bagtil. Der stod også en kasse med ekstra lange søm på ladet af pickuppen. Jeg blev nødt til at lukke øjnene et øjeblik for ikke at blive overvældet af rædsel.

»Jeg har Weiss og Lattesta med mig,« sagde Andy. »Ville du være villig til at gå derind hvis du havde os i ryggen?«

»Ja da,« sagde jeg selv om det var det sidste jeg havde lyst til. Jeg vidste bare at jeg var nødt til det. Det kunne gøre en ende på eventuelle tilbageværende mistanker mod Jason. Det kunne være kompensation eller i det mindste hævn for Crystals og barnets død. Det kunne få mindst et par af broderskabsfanatikerne sat bag lås og slå og måske give resten en lærestreg. »Hvor er I?« spurgte jeg og rystede af skræk.

»Vi sad allerede i bilen for at køre hen til motellet. Vi kan være der om syv minutter,« sagde Andy.

»Jeg har parkeret omme bag Freer-huset,« sagde jeg. »Jeg er nødt til at lægge på. Der kommer nogen ud af traileren.«

Whit Spradlin og hans kammerat, hvis navn jeg ikke kunne huske, kom ned ad trappen og gav sig til at losse træbjælkerne af vognen. De var allerede skåret i de korrekte længder. Whit vendte sig mod traileren og råbte et eller andet, og Arlene åbnede døren og kom ned ad bagtrappen med sin taske over den ene skulder. Hun gik hen mod førerhuset i pickuppen.

Fandeme om ikke hun havde tænkt sig at sætte sig ind og køre sin vej og så lade sin egen bil holde foran så det så ud som om hun var der! Enhver rest af varme følelser jeg måtte have næret i mit hjerte, forsvandt i samme sekund. Jeg kiggede på uret. Måske tre minutter til Andy ville være der.

Hun kyssede Whit og vinkede til den anden mand, og de gik ind i traileren for at gemme sig så jeg ikke ville se dem. Planen var at jeg skulle komme og banke på fordøren, og en af dem ville så smække den op og hive mig indenfor.

Game over.

Arlene åbnede bildøren og stod med nøglerne i hånden.

Jeg måtte sørge for at hun blev. Hun var det svage led. Det vidste jeg på alle de måder jeg kunne vide det – intellektuelt, følelsesmæssigt og med min ekstra sans.

Det her ville blive forfærdeligt. Jeg strammede mig an.

»Hej, Arlene,« sagde jeg og trådte frem af mit skjul.

Hun gav et hvin fra sig og hoppede i vejret. »Åh gud, Sookie, hvad laver du omme i baghaven?« Hun tog sig sammen med stor anstrengelse. Hendes hoved var et summende kaos af vrede og frygt og skyldfølelse. Og fortrydelse. Det var der også, vil jeg sværge på.

»Jeg stod bare og ventede,« sagde jeg. Jeg havde ingen anelse om hvad jeg skulle gøre nu, men jeg havde lige bremset hende lidt. Jeg kunne blive nødt til at give mig fysisk i lag med hende. Mændene derinde havde ikke lagt mærke til min pludselige opdukken, men det ville ikke vare ret længe medmindre jeg var ekstremt heldig. Og jeg havde ikke været særligt heldig, endsige ekstremt heldig, på det seneste.

Arlene blev stående med nøglerne i hånden. Det var nemt at komme ind i hendes hoved og rode rundt og finde den forfærdelige historie derinde.

»Hvad laver du? Du ser ud som om du er ved at køre, Arlene?« sagde jeg og holdt stemmen meget dæmpet. »Du skulle jo være derinde og vente på at jeg kom.«

Hun så det hele for sig og lukkede øjnene. Skyldig, skyldig, skyldig. Hun havde forsøgt at konstruere en boble for at holde mændenes hensigt skjult for sig selv, at afholde den fra at røre hendes hjerte. Det havde ikke fungeret – men det havde omvendt heller ikke afholdt hende fra forræderiet i dag. Arlene var blevet blottet for sig selv.

»Du er kommet ud hvor du ikke kan bunde,« sagde jeg. Min stemme lød rolig og distanceret. »Ingen vil forstå det eller tilgive det.« Hun spærrede øjnene op da det gik op for hende at det jeg sagde, var sandt.

Men jeg skulle selv få mig et chok. Jeg vidste, pludseligt og med fuldstændig sikkerhed, at hun ikke havde dræbt Crystal, og det havde de to mænd heller ikke. De havde planlagt at korsfæste mig som en imitation af Crystals død, fordi det virkede som sådan en fremragende idé, en slags bastant tilkendegivelse af deres holdning til hamskifternes bekendtgørelse. Jeg var blevet valgt som offerlam på trods af at de med sikkerhed vidste at jeg ikke var hamskifter. Faktisk havde de tænkt at jeg ikke ville kunne gøre så meget modstand eftersom jeg kun var hamskiftersympatisør, ikke selv et dobbeltvæsen. De regnede med at jeg ikke ville være særlig stærk. Det var da utroligt.

»Du er en skændsel for kvindekønnet,« sagde jeg til Arlene. Jeg kunne ikke holde mig tilbage, men samtidig blev jeg ved med at lyde fuldstændig nøgtern. »Du har aldrig været ærlig over for dig selv i hele dit liv, vel? Du ser stadig dig selv som en smuk, ung femogtyveårig, og du tror stadig at der vil dukke en eller anden mand op som vil se dig på samme måde. En der vil tage sig af dig så du ikke behøver arbejde, og vil sørge for at dine børn kommer i privatskoler hvor de aldrig bliver nødt til at tale med nogen der er anderledes end dem selv. Det sker bare ikke, Arlene. Det her er dit liv.« Jeg angav med en fejende bevægelse traileren i den tilgroede have, den gamle bil. Det var det mest lede jeg nogen sinde havde sagt til nogen, og hvert eneste ord af det var sandt.

Så skreg hun. Hun kunne tilsyneladende slet ikke holde op med at skrige. Jeg så hende ind i øjnene. Hun prøvede hele tiden på at fjerne blikket, men hun kunne åbenbart ikke. »Din heks!« hulkede hun. »Du er en heks. De findes i virkeligheden, og du er en af dem!«

Hvis hun havde haft ret, kunne jeg have forhindret det der skete derefter.

I samme øjeblik kørte Andy ind i Freer-haven ligesom jeg havde gjort. Han regnede med at der stadig var tid til at snige sig hen til traileren. Jeg hørte hans bil, mere eller mindre omme bag min ryg. Al min opmærksomhed var rettet mod Arlene og trailerens bagdør. Weiss, Lattesta og Andy dukkede frem bag mig i samme øjeblik som Whit og hans ven kom brasende ud ad bagdøren med rifler i hænderne.

Arlene og jeg stod mellem to bevæbnede lejre. Jeg kunne mærke solen på mine arme. Jeg mærkede en kold brise tage i mit hår og legende kaste en lok hen over mit ansigt. Hen over Arlenes skulder så jeg Whits vens ansigt, og jeg kom endelig i tanke om at hans navn var Donny Boling. Han var lige blevet klippet. Det kunne man se på de hvide par centimeter ved nakken. Han var iført en T-shirt for en virksomhed der fjernede træstubbe. Hans øjne havde en plumret brun farve. Han sigtede på agent Weiss.

»Hun har børn,« råbte jeg. »Lad være!«

Han spærrede forskrækket øjnene op.

Donny svingede riflen hen mod mig. Han tænkte: Skyd HENDE.

Jeg kastede mig ned på jorden idet riflen gik af.

»Smid våbnene!« skreg Lattesta. »FBI!«

Men det gjorde de ikke. Jeg tror ikke engang de opfattede hans ord.

Så skød Lattesta. Men man kunne ikke sige at han ikke havde advaret dem.