14.

Jeg holdt mine mentale ører åbne den aften, så det var en hård aften for mig. Efter mange års øvelse og lidt hjælp fra Bill havde jeg lært at spærre af for de fleste tanker fra menneskene omkring mig. Men i aften var ligesom de dårlige gamle dage hvor jeg smilede hele tiden for at dække over forvirringen i mit hoved på grund af det konstante bombardement af mental mumlen.

Da jeg passerede det bord hvor Bud Dearborn og hans ældgamle kammesjuk Sid Matt Lancaster spiste kyllingenuggets og drak øl, hørte jeg: Crystal var ikke noget stort tab, men ingen skal korsfæstes i Renard sogn … Vi skal have løst den her sag, og Har fået mig nogle vaskeægte varulve som klienter. Jeg ville ønske Elva Deane havde levet længe nok til at opleve det her; hun ville have elsket det. Men for det meste tænkte Sid Matt på sine hæmorider og sin kræftsygdom, der bredte sig.

Åh, det vidste jeg slet ikke. Næste gang jeg gik forbi bordet, klappede jeg den ærværdige advokat på skulderen. »Sig til hvis du har brug for noget,« sagde jeg og mødte hans skildpaddeagtige stirrende blik med et neutralt udtryk. Han kunne opfatte det som han ville, så længe han vidste at jeg gerne ville hjælpe.

Når man kaster sit net bredt ud, får man en masse ragelse med op. I løbet af aftenen fandt jeg ud af at Tanya overvejede at flytte fast ind hos Calvin, at Jane Bodehouse troede hun havde klamydia og spekulerede på hvem der havde smittet hende, og at betjentene Kevin og Kenya, der altid bad om at få vagt sammen, faktisk også boede sammen nu. Eftersom Kenya var sort og Kevin var så hvid som man kan blive, havde Kevins forældre det ikke helt godt med det, men han rokkede sig ikke. Kenyas bror var heller ikke så begejstret for hendes boligarrangement, men han havde ikke tænkt sig at give Kevin tæv eller sådan noget. Jeg smilede bredt til dem da jeg kom hen med deres bourbon og cola, og de smilede igen. Det var så sjældent at se Kenya bryde ud i et smil at jeg næsten kom til at grine. Hun så omkring fem år yngre ud når hun smilede.

Andy Bellefleur kom ind med sin nye kone, Halleigh. Jeg kunne godt lide Halleigh, og vi gav hinanden et kram. Halleigh spekulerede på om hun var gravid, og at det ville være meget tidligt i deres ægteskab at få børn, men Andy var temmelig meget ældre end hende. Den mulige graviditet var ikke planlagt, så hun var temmelig bekymret for hvordan Andy ville reagere på nyheden. Eftersom jeg alligevel gav den hele armen her i aften, prøvede jeg noget nyt. Jeg følte efter i Halleighs mave med min ekstra sans. Men hvis hun virkelig var gravid, var det nok for tidligt til at den lille hjerne ville give noget udslag.

Andy tænkte at Halleigh havde været så stille de sidste par dage, og han var bekymret for om der var noget galt med hende. Han var også bekymret for efterforskningen af Crystals død, og da han mærkede Bud Dearborns blik på sig, ville han ønske at han havde valgt et andet sted i Bon Temps til sin aften i byen. Han havde mareridt om skudvekslingen ude ved Arlenes trailer om natten.

Andre mennesker i baren tænkte på alle de sædvanlige ting.

Hvad er alle tiders mest udbredte tanker? Tja, de er virkelig, virkelig kedelige.

De fleste mennesker tænker på deres pengesorger, hvad de skal huske at købe, hvad der skal gøres i hjemmet, hvordan det går på arbejdet. De bekymrer sig om deres børn … rigtig meget. De ruger over problemer med deres chefer og ægtefæller og kolleger og andre medlemmer af menigheden.

I det hele taget er 95 procent af hvad jeg hører, ikke noget som nogen ville gide skrive hjem om.

Med jævne mellemrum tænker fyrene (knap så tit kvinderne) på sex med nogen de ser i baren – men det er ærlig talt så almindeligt at jeg uden videre kan ignorere det medmindre de tænker på mig. Det er ret ulækkert. Sexfantasierne bliver hyppigere i takt med alkoholindtagelsen – ingen overraskelse dér.

De personer der tænkte på Crystal og hendes død, var de politifolk der havde til opgave at finde ud af hvem der havde dræbt hende. Hvis en af de skyldige befandt sig i baren, sad han simpelt hen ikke og tænkte på hvad han havde gjort. Og der måtte være mere end en enkelt person indblandet. At sætte et kors op var ikke noget én mand kunne gøre alene, i hvert fald ikke uden en masse forberedelse og hejseanordninger. Man var nødt til at være et overnaturligt væsen af en slags for at kunne klare det på egen hånd.

Det var hvad Andy Bellefleur tænkte mens han ventede på sin hønsesalat.

Jeg måtte give ham ret. Jeg turde vædde på at Calvin allerede havde overvejet det samme. Calvin havde snuset til liget, og han havde ikke sagt at han havde lugtet nogen anden form for varskabning. Men så jeg kom jeg i tanke om at den ene af de to mænd der havde trillet liget væk, også havde været et overnaturligt væsen.

Med hensyn til at skaffe nye oplysninger havde jeg indtil videre trukket en nitte, men så kom Mel ind. Mel, der boede i et af de rækkehuse som Sam udlejede, lignede her til aften én der var blevet kasseret til en rolle i Musicalen Robin Hood. Hans halvlange, lysebrune hår, nydelige overskæg og hageskæg og stramme bukser gav ham en dramatisk fremtræden.

Mel overraskede mig ved at give mig et halvt kram før han satte sig, som om vi var gode venner.

Hans opførsel kunne måske skyldes at han og min bror begge var pantere … men det gav stadig ikke ordentlig mening. Ingen af de øvrige varpantere opførte sig familiært over for mig på grund af Jason – langtfra. Hotshot-samfundet havde mødt mig med større varme dengang Calvin Norris havde tænkt på at fri til mig. Nærede Mel også en hemmelig længsel efter at gå ud med mig? Det ville være … ubehageligt og uvelkomment.

Jeg tog en lille tur ind i Mels hoved og fandt ingen lystne tanker om mig. Hvis han havde været tiltrukket af mig, ville han have tænkt på det eftersom jeg stod lige foran ham. Mel tænkte på de ting Havkat Hennessy, Jasons chef, havde sagt om Jason ude i Bon Temps Auto Parts den dag. Havkattens toleranceballon var sprunget, og han havde fortalt Mel at han overvejede at fyre Jason.

Mel, den kære sjæl, var temmelig bekymret for min bror. Hele mit liv havde jeg undret mig over hvordan nogen så egoistisk som min bror kunne tiltrække så trofaste venner. Min oldefar havde fortalt mig at folk med feblod i årerne var mere attraktive for andre mennesker, så måske var det forklaringen.

Jeg gik om bag baren for at hælde noget mere te op til Jane Bodehouse, der prøvede at holde sig ædru i dag fordi hun prøvede at opstille en liste over de mænd der kunne have givet hende klamydia. En bar er et dårligt sted at indlede et ædruelighedsprogram – men der var alligevel næppe nogen chancer for at det ville lykkes for Jane. Jeg kom en skive citron i teen og bar den hen til Jane. Hendes hænder rystede da hun tog glasset op for at drikke af det.

»Vil du have noget at spise?« spurgte jeg med rolig og dæmpet stemme. Bare fordi jeg aldrig havde set en dranker ændre sine vaner på en bar, betød det jo ikke at det aldrig kunne ske.

Jane rystede tavst på hovedet. Hendes farvede brune hår var allerede ved at rive sig løs fra den klemme der holdt det tilbage, og hendes tykke, sorte sweater var dækket med små rester af det ene og det andet. Hendes makeup var blevet lagt på med rystende hånd. Jeg kunne se klumper af læbestift i revnerne i hendes læber. De fleste af de lokale alkoholikere kunne finde på at kigge forbi Merlotte’s en gang imellem, men de holdt fast til på Bayou. Jane var vores eneste »stamdranker« siden gamle Willie Chenier døde. Når Jane var i baren, sad hun altid på samme stol. Hoyt havde sat et navneskilt på den en aften hvor han selv havde fået for meget at drikke, men Sam havde fået ham til at pille det af igen.

Jeg kiggede ind i Janes hoved et par frygtelige minutter, og jeg så tankerne bevæge sig trægt af sted bag hendes øjne og bemærkede hendes blodsprængte kinder. Tanken om at blive som Jane var nok til at gøre næsten hvem som helst ædru lige på stedet.

Jeg vendte mig og så at Mel stod lige ved siden af mig. Han var på vej ud på herretoilettet, for det var hvad jeg opfangede i hans hoved da jeg kiggede.

»Ved du hvad de gør med sådan nogle som hende ude i Hotshot?« spurgte han stilfærdigt og nikkede med hovedet imod Jane som om hun hverken kunne se eller høre ham. (Det troede jeg faktisk han havde ret i. Jane havde opmærksomheden vendt så meget indad at hun vist ikke rigtig opfattede ret meget af verden i dag).

»Nej,« sagde jeg overrasket.

»De lader dem dø,« sagde han. »De giver ikke folk mad eller vand eller husly hvis de ikke selv kan skaffe det.«

Jeg er sikker på at rædslen kunne ses i mit ansigt.

»Det er mere humant i sidste ende,« sagde han. Han tog en dyb, skælvende indånding. »Hotshot har sine egne måder at skaffe sig af med de svage på.«

Han gik sin vej helt stiv i ryggen.

Jeg klappede Jane på skulderen, men jeg er bange for at jeg egentlig ikke rigtig tænkte på hende. Jeg spekulerede på hvad Mel havde gjort for at fortjene sin forvisning til et rækkehus i Bon Temps. Hvis det havde været mig, ville jeg have været glad for at slippe væk fra de mange slægtsbånd og det mikroskopiske hierarki i den lille klynge huse ude ved den gamle skillevej, men jeg kunne mærke at det ikke var sådan Mel havde det med det.

Mels ekskone kom ind og fik sig en margarita på Merlotte’s fra tid til anden. Jeg tænkte at jeg kunne lave lidt research om min brors nye kammerat næste gang Ginjer kiggede forbi.

Sam spurgte mig et par gange om jeg var okay, og jeg var overrasket over hvor stærkt jeg havde lyst til at tale med ham om alt hvad der var sket på det seneste. Det gik til min overraskelse op for mig hvor ofte jeg betroede mig til Sam, hvor meget han vidste om mit hemmelige liv. Men jeg vidste at Sam selv havde rigeligt at se til lige nu. Han talte i telefon med sin søster og bror flere gange i løbet af aftenen, hvilket var meget usædvanligt. Han så forpint og bekymret ud, og det ville være egoistisk af mig at føje mere til hans dynge af bekymringer.

Mobiltelefonen vibrerede et par gange i forklædelommen, og da jeg fik et ledigt øjeblik, smuttede jeg ud på dametoilettet og tjekkede mine sms’er. En fra Eric. »Beskyttelse på vej,« lød den. Det var godt. Der var en anden besked, og den var fra Alcide Herveaux, flokføreren i Shreveport. »Tray har ringet. Problemer?« stod der. »Vi står i gæld til dig.«

Mine chancer for at overleve var steget betydeligt, og jeg følte mig i meget bedre humør da vagten var overstået.

Det var godt at have en dynge tjenester til gode fra både vampyrer og varulve. Måske ville alt det lort jeg havde gået igennem sidste efterår, vise sig at have været det værd alligevel.

Men alt i alt måtte jeg erkende at mit projekt denne aften havde været en fiasko. Jeg havde ganske vist, efter at have spurgt Sam om lov, fyldt begge vandpistoler med saft fra citronerne i køleskabet (beregnet til iste). Jeg tænkte at rigtige citroner måske ville være mere effektive end plastikflasken med citronsaft derhjemme. Så jeg følte mig lidt mere sikker, men min samlede viden om drabet på Crystal var ikke blevet øget med en eneste oplysning. Enten havde morderne ikke været på baren, bekymrede sig ikke over deres onde gerninger, eller også tænkte de bare ikke på dem lige på det tidspunkt hvor jeg kiggede ind i deres hoveder. Eller, tænkte jeg, alle ovennævnte muligheder.