15.

Der var vampyrbeskyttelse – af en slags – klar til mig da jeg fik fri. Bubba stod ved min bil da jeg kom ud fra Merlotte’s. Han smilede bredt da han så mig, og jeg gav ham begejstret et kram. De fleste mennesker ville nok ikke blive glade for at se en vampyr med svigtende åndsevner og en forkærlighed for katteblod, men jeg blev glad for at se Bubba.

»Hvornår er du kommet tilbage?« spurgte jeg. Bubba var blevet fanget i New Orleans under Katrina, og det havde taget ham lang tid at komme sig. Vampyrer gav ham gerne husly, for han havde været et af de mest berømte mennesker i verden, indtil han var blevet gjort til vampyr i et lighus i Memphis.

»For en uges tid siden. Dejligt at se dig, miss Sookie.« Bubbas hugtænder kom frem for at vise mig hvor glad han var. Lige så hurtigt smuttede de tilbage i skjul med et lille smæld. Bubba havde stadig talent. »Jeg har været ude at rejse. Jeg har boet hos venner. Men jeg var på Fangtasia i aften og besøge mr. Eric, og han spurgte om jeg kunne tænke mig at få den opgave at holde øje med dig. Jeg sagde til ham: ‘Miss Sookie og mig, vi er rigtig gode venner, og det ville passe mig fint.’ Har du fået en ny kat?«

»Nej, Bubba, det har jeg ikke.« Gudskelov.

»Nå, men jeg har noget blod med i en køletaske omme bag i bilen.« Han nikkede i retning af en stor gammel hvid Cadillac, der var blevet sat i stand med stort tidsforbrug og besvær og masser af kontanter.

»Åh, hvor er den smuk,« sagde jeg. Jeg var tæt på at tilføje: »Er det en du har haft dengang du var i live?« Men Bubba kunne ikke lide at man refererede til hans tidligere eksistens, det gjorde ham urolig og forvirret. (Men hvis man udtrykte sig meget forsigtigt, kunne man en gang imellem få ham til at give et nummer. Jeg havde hørt ham synge »Blue Christmas«. Uforglemmeligt).

»Det er en jeg har fået af Russell,« sagde han.

»Nå, Russell Edgington? Kongen af Mississippi?«

»Ja, var det ikke pænt af ham? Han sagde at eftersom han var konge i min hjemstat, havde han lyst til at give mig noget særligt.«

»Hvordan går det med ham?« Russell og hans nye mand, Bart, havde begge overlevet bombeangrebet på hotellet i Rhodes.

»Han har det rigtig godt nu. Han og mr. Bart er begge helede helt.«

»Det er jeg bare rigtig glad for at høre. Nå, er det meningen at du skal følge mig hjem?«

»Ja, miss, det er planen. Hvis du vil lade bagdøren stå ulåst, så lægger jeg mig i det der gemmested i dit gæsteværelse når det er ved at blive morgen. Det sagde mr. Eric jeg skulle.«

Så var det ekstra godt at Octavia var flyttet. Jeg vidste ikke hvordan hun ville have reageret hvis jeg havde fortalt hende at manden fra Memphis skulle sove i hendes garderobeskab hele dagen.

Da jeg nåede hjem, holdt Bubba ind lige bag mig i sin fantastiske bil. Jeg så at Dawsons vogn også var der. Det kom ikke bag på mig. Dawson arbejdede som bodyguard fra tid til anden, og han var jo lige i nærheden. Når nu Alcide havde besluttet at han ville hjælpe, var Tray Dawson et oplagt valg, og hans forhold til Amelia spillede ingen rolle i den sammenhæng.

Tray selv sad inde ved køkkenbordet da Bubba og jeg kom ind. For første gang i den tid jeg havde kendt ham, så den store mand virkelig forskrækket ud. Men han var klog nok til ikke at sige noget uoverlagt.

»Tray, det er min ven Bubba,« sagde jeg. »Hvor er Amelia?«

»Hun er ovenpå. Du og jeg har et forretningsanliggende vi skal snakke om.«

»Det regnede jeg også med. Bubba er her af samme grund. Bubba, det er Tray Dawson.«

»Hey, Tray!« Bubba gav hånd og grinede fordi det rimede. Overførselen til vampyrtilstanden var ikke gået så godt for ham. Bubbas livsgnist havde været meget svag på det tidspunkt hvor en hugtandet lighusmedarbejder havde fået fat på ham, og han havde haft så mange stoffer i systemet at det var et lykketræf at han havde overlevet overførselen i så god stand som han havde, hvilket ikke var nogen særligt god stand.

»Hej,« sagde Tray forsigtigt. »Hvordan går det … Bubba?«

Jeg var lettet over at Tray havde taget navnet til sig.

»Det går fint, tak. Jeg har noget blod i køletasken derude, og miss Sookie har TrueBlood i køleskabet. Det plejer hun i hvert fald at have.«

»Ja, jeg har nogle stykker,« sagde jeg. »Vil du ikke sidde ned, Bubba?«

»Nej, miss. Jeg tror bare jeg snupper mig en flaske blod og slår mig ned ude i skoven. Bor Bill stadig ovre på den anden side af kirkegården?«

»Ja, det gør han.«

»Altid godt at have venner tæt på.«

Jeg var ikke sikker på jeg kunne kalde Bill min ven; vores forhistorie var lidt for kompliceret til det. Men jeg var helt sikker på at han ville hjælpe mig hvis jeg var i fare. »Ja,« sagde jeg, »det er altid godt.«

Bubba rodede rundt i køleskabet og kom tilbage med et par flasker. Han hævede dem mod mig og Tray som afskedshilsen og gik smilende bort.

»Du gode gud,« sagde Tray. »Er han den jeg tror?«

Jeg nikkede og satte mig over for ham.

»Det forklarer jo alle de gange han er blevet set,« sagde han. »Nå, men så har du ham derude og mig herinde. Er det okay med dig?«

»Ja. Jeg går ud fra at du har talt med Alcide?«

»Jep. Jeg prøver ikke på at blande mig i dit liv, men det ville have været bedre at høre alt det her direkte fra dig. Især efter at du har snakket med Amelia om ham der Drake, og Amelia er ude af den fordi hun tilsyneladende har sladret til fjenden. Hvis vi havde kendt til dine problemer, ville hun have holdt munden lukket. Jeg ville have dræbt ham første gang han dukkede op. Det ville have sparet os alle sammen for en masse besvær. Har du tænkt på det?«

Når man snakkede med Tray, var det bedst at droppe alle omsvøb. »Jeg synes faktisk du er i gang med at blande dig i mine sager, Tray. Når du kommer her som min ven og som Amelias kæreste, fortæller jeg dig de ting jeg tror jeg kan tillade mig uden at bringe dig eller Amelia i fare. Det er aldrig faldet mig ind at Nialls fjender ville få den idé at skaffe oplysninger gennem min bofælle. Og det kom bag på mig at du ikke kunne skelne en fe fra et menneske.« Tray krympede sig. »Måske vil du foretrække ikke at have ansvaret for at bevogte mig når det bliver personligt kompliceret af at du har din kæreste under samme tag som den kvinde du skal beskytte. Er det for stor en interessekonflikt for dig?«

Tray betragtede mig roligt. »Nej, jeg vil gerne påtage mig jobbet,« sagde han, og selv om han var varulv, kunne jeg godt tyde at hans virkelige hensigt var at sørge for at Amelia var i sikkerhed. Eftersom hun boede sammen med mig, kunne han slå to fluer med ét smæk ved at blive betalt for at beskytte mig. »For det første vil jeg gerne hævne mig på Drake. Jeg anede ikke at han var fe, og jeg ved ikke hvordan han har kunnet skjule det. Jeg har en god næse.«

Trays stolthed var blevet såret. Det kunne jeg godt forstå. »Drakes far kan maskere sin lugt, selv over for vampyrer. Måske kan Drake også. Og så er han ikke fuldblodsfe. Han er halvt menneske, og hans rigtige navn er Dermot.«

Tray lod det bundfælde sig og nikkede. Jeg kunne se at han fik det lidt bedre. Jeg prøvede at finde ud af om jeg også gjorde.

Jeg havde bange anelser med hensyn til arrangementet. Jeg overvejede at ringe til Alcide og forklare at Tray måske ikke var den perfekte bodyguard, men jeg besluttede mig for at lade være. Tray Dawson var en stærk kriger og ville gøre sit bedste for mig … indtil det tidspunkt hvor han var nødt til at træffe et valg mellem Amelia og mig.

»Og så?« sagde han, og det gik op for mig at jeg havde været stille alt for længe.

»Vampyren kan tage nætterne, og du kan så tage dagene,« sagde jeg. »Jeg burde være i sikkerhed når jeg er henne i baren.« Jeg skubbede min stol ud og forlod køkkenet uden at sige mere. Jeg måtte indrømme at jeg snarere end at føle mig lettet var endnu mere bekymret. Jeg troede jeg havde været rigtig smart ved at bede om ekstra beskyttelse, men nu jeg gik jeg i stedet og bekymrede mig om mine beskytteres egen sikkerhed.

Jeg gjorde mig langsomt klar til at gå i seng og indrømmede til sidst over for mig selv at jeg håbede Eric ville lægge vejen forbi. Jeg ville elske at have hans særlige form for afslapningsterapi til at hjælpe mig med at falde i søvn. Nu regnede jeg med at ligge vågen og frygte for det næste angreb. Men det viste sig at jeg var så træt efter den foregående nat at jeg gled meget hurtigt ind i søvnen.

I stedet for mine sædvanlige kedelige drømme (kunder der hele tiden kaldte på mig mens jeg pilede rundt for at nå det; mug der bredte sig i mit badeværelse) drømte jeg den nat om Eric. I min drøm var han et menneske, og vi gik sammen ude i solen. Mærkeligt nok var han ejendomsmægler.

Da jeg kiggede på uret næste morgen, var klokken ikke ret mange, i hvert fald ikke efter mine normer: knap otte. Jeg vågnede med en følelse af uro. Jeg spekulerede på om jeg havde haft en anden drøm som jeg ikke kunne huske. Jeg spekulerede på om min telepatiske sans havde opfattet noget selv om jeg sov, noget forkert, noget afvigende.

Jeg mærkede efter rundt i mit eget hus, hvilket ikke var min foretrukne måde at indlede dagen på. Amelia var væk, men Tray var der og havde store problemer.

Jeg tog badekåbe og slippers på og gik ud på gangen. I det øjeblik jeg åbnede min dør, kunne jeg høre ham kaste op ude på toilettet.

Der er nogle tidspunkter hvor man helst vil være alene, og tidspunkter hvor man kaster op, står højt oppe på den liste. Men varulve er normalt helt sunde og raske, og fyren var blevet sendt herhen for at bevogte mig, og han var tydeligvis (undskyld!) hundesyg.

Jeg ventede indtil der opstod en pause i lydene. »Tray,« råbte jeg, »er der noget jeg kan gøre for dig?«

»Jeg er blevet forgiftet,« sagde han og hostede og gylpede.

»Skal jeg ringe til lægen? En menneskelæge? Eller dr. Ludwig?«

»Nej.« Han lød meget bestemt. »Jeg prøver at få det ud,« gispede han efter at have knækket sig endnu en gang. »Men det er for sent.«

»Ved du hvem der har givet dig det?«

»Jep. Hende den nye kæreste …« Hans stemme svandt hen nogle sekunder. »Ude i skoven. Vampyr-Bills seneste knald.«

Det reagerede jeg instinktivt på. »Han var ikke sammen med hende, vel?« råbte jeg.

»Nej, hun –« Flere forfærdelige lyde. »Hun kom henne fra hans hus og sagde at hun var hans …«

Jeg vidste med sikkerhed at Bill ikke havde fået ny kæreste. Selv om jeg ikke var glad for at indrømme det over for mig selv, var jeg sikker fordi jeg vidste at han ville have mig tilbage. Jeg vidste at han ikke ville sætte det over styr ved at tage en anden med hjem i seng eller lade hende flakke om i skoven hvor jeg kunne støde på hende.

»Hvad var hun for en?« spurgte jeg og hvilede panden mod dørens kølige træ. Jeg var ved at blive træt af at råbe.

»En eller anden blodpuler.« Jeg kunne fornemme Trays hjerne manøvrere rundt i kvalmens tåger. »Hun virkede i hvert fald som et menneske.«

»Ligesom Dermot gjorde. Og du drak noget hun gav dig.« Det var måske lidt ledt af mig at lyde vantro, men helt ærligt!

»Jeg kunne ikke modstå det,« sagde han meget langsomt. »Jeg var så tørstig. Jeg var nødt til at drikke det.«

»Og hvad var det så for noget? Det du drak?«

»Det smagte som vin.« Han stønnede. »For helvede, det må have været vampyrblod! Jeg kan smage det i munden nu!«

Vampyrblod var stadig det mest efterspurgte narko på det sorte marked, og mennesker reagerede så forskelligt på at drikke det at det på mere end én måde var ligesom at spille russisk roulette. Vampyrer hadede de tappere der indsamlede blodet, fordi tapperne ofte efterlod vampyrerne så de blev udsat for dagslys. Så vampyrerne afskyede også misbrugerne af blodet eftersom de skabte markedet. Nogle misbrugere blev afhængige af den ekstatiske følelse som blodet gav dem, og nogle gange forsøgte disse misbrugere at tage blodet direkte fra kilden i en slags selvmordsangreb. Men indimellem gik en misbruger amok og dræbte andre mennesker. Uanset hvad var det meget dårlig presse for de vampyrer der prøvede at blive integreret i samfundet.

»Hvorfor i alverden gjorde du det?« spurgte jeg og kunne ikke holde vreden ude af min stemme.

»Jeg kunne ikke gøre for det,« sagde han, og endelig blev badeværelsesdøren åbnet. Jeg tog et par skridt tilbage. Tray så forfærdelig ud og lugtede endnu værre. Han var iført pyjamasbukser og intet andet, og der var en frygtelig masse brystbehåring lige i min øjenhøjde. Han havde gåsehud over det hele.

»Hvordan det?«

»Jeg kunne ikke … lade være med at drikke det. Måske var jeg offer for en eller anden besværgelse.« Han rystede på hovedet. »Så gik jeg ind igen og lagde mig op i sengen til Amelia og lå og vendte og drejede mig hele natten. Jeg stod op da El− … da Bubba kom ind og gik i seng i dit skab. Han sagde noget om at have talt med en kvinde, men jeg havde det rigtig dårligt på det tidspunkt, og jeg kan ikke huske hvad han sagde. Har Bill sendt hende herover? Hader han dig så meget?«

Jeg kiggede op og mødte hans blik. »Bill Compton elsker mig,« sagde jeg. »Han ville aldrig gøre mig fortræd.«

»Ikke engang nu hvor du knepper med den høje blonde?«

Amelia kunne ikke holde sin kæft.

»Ikke engang nu hvor jeg knepper med den høje blonde,« sagde jeg.

»Du kan ikke læse vampyrtanker, siger Amelia.«

»Nej, jeg kan ikke. Men nogle ting ved man bare.«

»Okay.« Selv om Tray ikke havde tilstrækkelig energi til at se skeptisk ud, gjorde han sit bedste. »Jeg er nødt til at gå i seng, Sookie. Jeg kan ikke passe på dig i dag.«

Det kunne jeg godt se. »Hvorfor tager du ikke hjem til dig selv og prøver at få lidt hvile i din egen seng?« sagde jeg. »Jeg skal på arbejde i dag, og der vil være mennesker omkring mig.«

»Nej, du skal være dækket ind.«

»Jeg ringer til min bror,« sagde jeg til min egen store overraskelse. »Han går ikke på arbejde for tiden, og han er panter. Han burde være i stand til at passe på mig.«

»Okay.« Det var sigende for Trays elendighed at han ikke gav sig til at diskutere selv om han på ingen måde var særlig begejstret for Jason. »Amelia ved at jeg ikke har det godt. Hvis du taler med hende før jeg selv gør, så sig at jeg ringer til hende i aften.«

Varulven vaklede ud til vognen. Jeg håbede at han havde det godt nok til at køre hjem, og jeg råbte efter ham at han skulle passe på, men han vinkede bare med den ene hånd og kørte ned ad min privatvej.

Jeg følte mig underligt følelsesløs da jeg så ham køre. Jeg havde for en gangs skyld gjort noget fornuftigt, jeg havde grebet fat i dem der stod i gæld til mig, og fået beskyttelse. Men jeg havde ikke fået det mindste ud af det. Nogen der ikke kunne angribe mig i mit hjem – på grund af Amelias effektive magi, måtte jeg gå ud fra – havde fundet andre måder at angribe mig på. Murry var dukket op udenfor, og nu havde en eller anden fe antastet Tray ude i skoven og tvunget ham til at drikke vampyrblod. Det kunne have gjort ham vanvittig; han kunne have slået os alle sammen ihjel. Jeg gik ud fra at det var en win-win-situation for feerne. Selv om han ikke var gået amok og havde dræbt mig eller Amelia, var han blevet så syg at han var effektivt udelukket fra bodyguardbranchen et stykke tid.

Jeg gik ned ad gangen for at gå ind på mit værelse og trække i noget tøj. I dag ville blive en hård dag, og jeg har altid haft det bedre hvis jeg var påklædt når jeg skulle håndtere en krise. På en eller måde føler jeg mig mere kompetent bare jeg får undertøj på.

Jeg fik dagens andet chok da jeg skulle til at gå ind i soveværelset. Der var noget der bevægede sig inde i stuen. Jeg standsede brat op og trak vejret anstrengt. Min oldefar sad på sofaen, men der gik et frygteligt øjeblik før jeg genkendte Niall. Han rejste sig og betragtede mig med en vis forbløffelse mens jeg stod og gispede med hånden på hjertet.

»Du ser medtaget ud i dag,« sagde han.

»Tja, jeg ventede ikke gæster,« sagde jeg åndeløst. Han så ikke for godt ud selv, hvilket var noget helt nyt. Hans tøj var plettet og forrevet, og medmindre jeg tog meget fejl, svedte han. Min oldefar, fefyrsten, så for allerførste gang ikke fantastisk ud.

Jeg gik ind i stuen og så nærmere på ham. Selv om klokken ikke var ret mange, oplevede jeg allerede nu dagens andet jag af angst. »Hvad er der galt?« spurgte jeg. »Du ser ud som om du har været oppe at slås.«

Han tøvede længe som om han prøvede at vælge ud blandt flere nyheder. »Breandan har hævnet Murrys død,« sagde Niall.

»Hvad har han gjort?« Jeg kørte mine tørre hænder ned over ansigtet.

»Han fangede Enda i går aftes, og nu er hun død,« sagde han. Jeg kunne høre på hans stemme at hendes død ikke havde været hurtig. »Du har ikke mødt hende. Hun var meget sky over for mennesker.« Han skubbede en lang lok af det lyse hår til side. Det var så blondt at det så helt hvidt ud.

»Dræbte Breanden en fekvinde? Der er ikke så mange kvindelige feer tilbage, vel? Når han gjorde det … Er ikke det ekstra forfærdeligt?«

»Sådan var det tænkt,« sagde Niall. Hans tonefald var dystert.

Jeg bemærkede først nu at min oldefars bukser var gennemvædede af blod omkring knæene, hvilket formodentlig var årsagen til at han ikke var kommet hen og havde omfavnet mig.

»Du skal have det tøj af, Niall,« sagde jeg. »Gå ud og tag et brusebad, så kommer jeg dine ting i vaskemaskinen.«

»Jeg er nødt til at gå,« sagde han og havde tydeligvis ikke opfattet mine ord. »Jeg kom her for at advare dig personligt, så du kunne forstå situationens alvor. Dette hus er omgivet af stærk magi. Jeg kunne kun vise mig herinde fordi jeg har været her før. Er det sandt at vampyrerne og varulvene passer på dig? Du har ekstra beskyttelse, det kan jeg mærke.«

»Jeg har livvagt på både nat og dag,« løj jeg for at han ikke skulle bekymre sig om mig. Han stod i forvejen i alligatorer til halsen. »Og du ved at Amelia er en dygtig heks. Du skal ikke bekymre dig om mig.«

Han stirrede på mig, men jeg troede ikke at han så mig overhovedet. »Jeg er nødt til at gå,« sagde han brat. »Jeg ville bare sikre mig at du var i god behold.«

»Okay … mange tak.« Jeg stod stadig og overvejede noget bedre end dette tamme svar da Niall forsvandt fra min stue med et puf.

Jeg havde sagt til Tray at jeg ville ringe til Jason. Jeg var ikke sikker på hvor oprigtigt jeg havde ment det, men nu vidste jeg at jeg var nødt til det. Sådan som jeg så det, så skyldte Alcide mig ikke længere noget. Han havde bedt Tray om at hjælpe mig, og Tray var nu fritaget for tjeneste. Jeg ville i hvert fald ikke bede Alcide selv om at komme og bevogte mig, og jeg havde ikke noget nært forhold til nogen af hans flokmedlemmer. Jeg tog en dyb indånding og ringede til min bror.

»Jason,« sagde jeg da han tog telefonen.

»Hej, søs. Hvad er der galt?« Han lød sært opstemt som om han lige havde oplevet noget spændende.

»Tray blev nødt til at køre, og jeg har vist brug for noget beskyttelse i dag,« sagde jeg. Der fulgte en lang tavshed. Han gav sig ikke straks til at stille mig spørgsmål, hvilket var mærkeligt. »Jeg håbede at du kunne tage med mig rundt? Det jeg har tænkt mig i dag,« begyndte jeg og prøvede derefter at finde ud af hvad det var jeg skulle. »Jeg skal på biblioteket. Jeg er nødt til at hente et par bukser på renseriet.« Jeg havde glemt at tjekke vaskeanvisningen da jeg købte dem. »Jeg skal have en dagvagt på Merlotte’s. Det er vist det hele.«

»Okay,« sagde Jason. »Selv om de ærinder ikke just lyder presserende.« Der fulgte en lang pause. Pludselig sagde han: »Er du okay?«

»Ja,« sagde jeg forsigtigt. »Hvorfor skulle jeg ikke være det?«

»Der skete noget meget mærkeligt i morges. Mel sov hjemme hos mig i nat da han var temmelig medtaget efter at vi var mødtes på Bayou. Så tidligt i morges bankede det på døren. Jeg åbnede, og så stod der en fyr derude, og han var, hvad skal jeg sige, gak i låget. Men det mærkeligste var at fyren lignede mig ret meget.«

»Åh, nej.« Jeg satte mig brat ned på taburetten.

»Der var noget galt med ham, søs,« sagde Jason. »Jeg ved ikke hvad det var, men der var noget galt med ham. Han begyndte at tale i det samme Mel åbnede døren, som om vi vidste hvem han var. Han sagde alt muligt vanvittigt. Mel forsøgte at lægge sig mellem ham og mig, og så kastede han Mel lige gennem lokalet og kaldte ham en morder. Mel kunne have brækket halsen hvis ikke han var landet på sofaen.«

»Så Mel er okay.«

»Ja, han er okay. Temmelig gal, men du ved …«

»Ja ja.« Mels følelser var ikke det vigtigste emne lige nu. »Hvad gjorde han så?«

»Han lukkede noget lort ud om at nu hvor han stod ansigt til ansigt med mig, kunne han se hvorfor min oldefar ikke ville kendes ved mig, og raceblandinger skulle dø alle sammen, men jeg var tydeligvis blod af hans blod, og han havde besluttet at jeg burde få at vide hvad der foregik omkring mig. Han sagde at jeg var uvidende. Jeg forstod ikke ret meget af det, og jeg fatter stadig ikke hvad han var for en. Han var ikke vampyr, og jeg ved at han ikke var nogen form for hamskifter, for så ville jeg kunne have lugtet det.«

»Du er okay – det er det vigtigste, ikke?« Havde jeg begået en fejltagelse ved hele tiden at holde Jason uden for al fepostyret?

»Jo,« sagde han, og hans stemme blev pludselig helt forsigtig og tilbageholdende. »Du har ikke tænkt dig at fortælle mig hvad det her drejer sig om, vel?«

»Kom herover, så kan vi snakke om det. Og lov mig nu ikke at åbne døren medmindre du ved hvem det er. Den fyr er ond, Jason, og han bekymrer sig ikke om hvem han gør fortræd. Jeg tror du og Mel var virkelig heldige.«

»Er der nogen derhjemme sammen med dig?«

»Ikke siden Tray kørte.«

»Jeg er din bror. Jeg kommer hvis du har brug for mig,« sagde Jason med uventet værdighed.

»Det sætter jeg stor pris på,« sagde jeg.

Jeg fik to i stedet for én. Jason havde Mel med. Det var ubelejligt fordi jeg havde familieanliggender at fortælle Jason om, og det kunne jeg ikke når Mel var der. Men Mel demonstrerede uventet finfølelse og sagde til Jason at han var nødt til at køre hjem efter en ispose til sin slemt forslåede skulder. Da Mel var gået igen, bad jeg Jason sætte sig ned på den anden side af køkkenbordet og sagde: »Jeg har nogle ting at fortælle dig.«

»Om Crystal?«

»Nej, det har jeg ikke hørt noget om endnu. Det her handler om os. Det handler om bedstemor. Du vil nok have svært ved at tro på det.« Jeg havde givet ham en rimelig advarsel. Jeg huskede hvor opbragt jeg selv havde været da min oldefar fortalte mig om hvordan min bedstefar, halvfeen Fintan, havde mødt min bedstemor, og hvordan hun var endt med at få to børn med ham, vores far og vores faster, Linda.

Nu var Fintan død – myrdet – og vores bedstemor var død, og vores far og hans søster var døde. Men vi var i live og havde en lille smule feblod i årerne, og det gjorde os til et mål for vores oldefars fjender.

»Og en af disse fjender,« sagde jeg efter at have fortalt ham vores families historie, »er vores halvt menneskelige grandonkel, Fintans bror, Dermot. Han sagde til Tray og Amelia at han hed Drake, vel fordi det lød mere moderne. Dermot ligner dig, og det var ham der dukkede op hjemme hos dig. Jeg ved ikke hvad han får ud af det. Han har sluttet sig til Breandan, Nialls hovedfjende, selv om han er halvt menneske selv og derfor selv er præcis det som Breandan hader. Du sagde at han var tosset, og det tror jeg faktisk er forklaringen. Han vil åbenbart gerne i forbindelse med dig, men han hader dig også.«

Jason sad bare og stirrede på mig. Hans ansigt var helt tomt. Hans tanker sad fast i en trafikprop. Til sidst sagde han: »Du siger at han prøvede at få Tray og Amelia til at præsentere ham for dig? Og ingen af dem vidste hvad han var?«

Jeg nikkede. Der fulgte mere tavshed.

»Så hvorfor skulle han have lyst til at møde dig? Ville han slå dig ihjel? Hvorfor skulle han behøve at blive præsenteret for dig først?«

Godt spørgsmål. »Jeg ved det ikke,« sagde jeg. »Måske ville han bare se hvordan jeg var. Måske ved han ikke hvad han egentlig vil.« Jeg kunne ikke finde ud af det, og jeg spekulerede på om Niall ville vende tilbage og forklare mig det. Sandsynligvis ikke. Han havde en krig at se til, selv om det var en krig der mestendels blev udkæmpet uden for menneskers synsfelt. »Jeg forstår det ikke,« sagde jeg højt. »Murry kom direkte herhen for at angribe mig, og han var fuldblodsfe. Hvorfor er Dermot, der er på samme side, så …?«

»Murry?« spurgte Jason, og jeg lukkede øjnene. Shit.

»Det var en fe,« sagde jeg. »Han prøvede at slå mig ihjel. Han er ikke længere et problem.«

Jason gav mig et anerkendende nik. »Godt gået, Sookie,« sagde han. »Okay, lad mig se om jeg har fået rigtigt fat på det. Min oldefar havde ikke lyst til at møde mig fordi jeg ligner Dermot, der er min … grandonkel, okay?«

»Jep.«

»Men Dermot kan tilsyneladende lide mig en lille smule, for han tog faktisk hjem til mig og prøvede på at tale med mig.«

Selvfølgelig måtte Jason fortolke situationen på den måde. »Ja,« sagde jeg.

Jason sprang op og gik en tur rundt i køkkenet. »Det er alt sammen vampyrernes skyld,« sagde han. Han stirrede på mig.

»Hvorfor tror du det?« Det her kom bag på mig.

»Hvis de ikke var sprunget ud, ville intet af det her være sket. Se engang hvad der er sket siden de gik på tv. Se hvordan verden har ændret sig. Nu er vi så trådt frem. Næste gang bliver det de skide feer. Og fefolk er dårlige nyheder, Sookie. Calvin har advaret mig mod dem. Du tror de alle sammen er smukke og lyse og yndefulde, men det er de ikke. Han har fortalt mig historier om dem der ville få dine nakkehår til at rejse sig. Calvins far mødte et par feer i sin tid. Ud fra hvad han fortalte, ville det kun være godt hvis de uddøde.«

Jeg kunne ikke beslutte om jeg var overrasket eller vred. »Hvorfor er du så led, Jason? Det sidste jeg har brug for, er at skændes med dig eller høre dig sige grimme ting om Niall. Du kender ham ikke. Du … Og husk lige at du selv er delvist fe!« Jeg havde en forfærdelig fornemmelse af at noget af det han havde sagt, var fuldstændig rigtigt, men det var helt klart ikke det rigtige tidspunkt at føre den diskussion på.

Jason spændte hver eneste ansigtsmuskel i et barsk udtryk. »Jeg påberåber mig ikke at være i familie med nogen fe,« sagde han. »Han vil ikke have mig, jeg vil ikke have ham, og hvis jeg ser den skøre halvfe igen, slår jeg idioten ihjel.«

Jeg ved ikke hvad jeg ville have sagt, men i samme øjeblik kom Mel ind uden at banke på, og vi vendte os begge to og så på ham.

»Undskyld!« sagde han, tydeligvis forvirret og foruroliget over Jasons vrede. Han troede vist et øjeblik at Jason havde talt om ham. Da ingen af os så brødebetyngede ud, slappede han af. »Det må du undskylde, Sookie. Jeg glemte lige de gode manerer.« Han havde en ispose i hånden, og han bevægede sig lidt langsomt og havde tydeligvis ondt.

»Jeg er ked af du kom til skade på grund af Jasons uventede gæst,« sagde jeg. Man skal altid sørge for at berolige folk. Jeg havde ikke skænket Mel så mange tanker, men lige dér gik det op for mig at jeg ville have foretrukket at Jasons tidligere bedsteven, Hoyt, havde været her i stedet for varpanteren. Det var ikke fordi jeg havde noget imod Mel, tænkte jeg. Det var bare fordi jeg ikke kendte ham så godt, og jeg havde ikke automatisk tillid til ham, sådan som man nogle gange har med nogen. Mel var anderledes. Selv af en varpanter at være var hans tanker svære at læse, men det betød ikke at det var umuligt.

Efter at have været høflig og spurgt Mel om han ville have noget at drikke, spurgte jeg Jason om han ville blive hos mig og følge med mig rundt på dagens ærinder. Jeg var alvorligt i tvivl om han ville sige ja. Jason følte sig afvist (af en feoldefar han aldrig havde mødt og ikke ville vedkende sig), og det var en situation Jason ikke var så god til at håndtere.

»Jeg tager med dig rundt,« sagde han stift og uden antydningen af et smil. »Men lad mig først lige køre hjem og tjekke min riffel. Jeg får brug for den, og sigtet er ikke blevet indstillet i evigheder. Mel? Kommer du med?« Jason ville ganske enkelt væk fra mig for at falde lidt ned. Jeg kunne læse det så let som hvis han havde skrevet det på notesblokken henne ved telefonen.

Mel rejste sig for at gå med Jason.

»Mel, bemærkede du noget specielt ved Jasons gæst her til morgen?« spurgte jeg.

»Ud over at han var i stand til at kaste mig gennem stuen og lignede Jason tilstrækkeligt til at jeg måtte vende mig for at være sikker på at det var din bror der kom ud fra soveværelset? Ikke ret meget,« sagde Mel. Det var lykkedes Mel at iføre sig sine sædvanlige kakibukser og sin poloskjorte, men de blå mærker på armene ødelagde ligesom den nydelige fremtoning. Han trak med stort besvær i en jakke.

»Ses senere, Sookie. Kom over og hent mig,« sagde Jason. Selvfølgelig ville han gerne køre i min bil og bruge min benzin når det var mine ærinder vi skulle ordne. »I mellemtiden har du jo mit mobilnummer.«

»Selvfølgelig. Vi ses om en time eller deromkring.«

Eftersom jeg ikke havde været meget alene på det seneste, ville jeg faktisk have nydt følelsen af at have huset for mig selv hvis jeg ikke havde været bekymret over at der var en overnaturlig morder efter mig.

Der skete ikke noget. Jeg spiste en skål cornflakes. Til sidst besluttede jeg mig for at løbe risikoen og tage et brusebad selv om jeg udmærket kunne huske Psycho. Jeg sørgede for at alle de udvendige døre var låst, og låste også badeværelsesdøren. Så tog jeg det hurtigste brusebad nogen sinde.

Ingen havde forsøgt at dræbe mig endnu. Jeg tørrede mig efter badet, tog makeup på og klædte mig på til at gå på arbejde.

Da det var på tide at tage af sted, stillede jeg mig ud på verandaen og kiggede gentagne gange på afstanden mellem trappen og min bildør. Jeg regnede ud at jeg ville være nødt til at tage ti trin. Jeg tog et par dybe indåndinger og låste skærmdøren op. Jeg skubbede den op og næsten sprang ned fra verandaen hen over trinene. Jeg baksede temmelig uværdigt med bildøren, fik den op, smuttede ind og smækkede og låste døren. Jeg så mig omkring.

Intet rørte på sig.

Jeg lo lidt forpustet. Hvor var jeg fjollet!

Min anspændthed fik alle de uhyggelige film jeg havde set, til at dukke op i hovedet på mig. Jeg tænkte på Jurassic Park og dinosaurerne – tankeforbindelsen var måske at feerne var den overnaturlige verdens dinosaurer – og jeg ventede halvvejs at der skulle falde et stykke af en ged ned på forruden.

Det skete heller ikke. Okay …

Jeg satte nøglen i tændingen og drejede den om, og motoren gik i gang. Bilen eksploderede ikke. Der var ingen tyrannosaurus i bakspejlet.

Så vidt, så godt. Jeg følte mig bedre tilpas da jeg begyndte at køre langsomt ned ad min private vej gennem skoven, men jeg havde travlt med at se mig godt om. Jeg følte en trang til at være i kontakt med nogen, at fortælle nogen hvor jeg var og hvad jeg lavede.

Jeg tog mobiltelefonen op af tasken og ringede til Amelia. Da hun tog røret, sagde jeg: »Jeg kører hen til Jason. Eftersom Tray er så syg, tager Jason med mig rundt i dag. Er du godt klar over at der var en fe der forheksede Tray og fik ham til at drikke råddent vampyrblod?«

»Jeg er på arbejde,« sagde Amelia med varsomhed i stemmen. »Ja, han ringede for ti minutter siden, men han blev nødt til at løbe ud og kaste op. Stakkels Tray. Godt at huset i det mindste var okay.«

Det Amelia mente, var at hendes magiske bevogtning havde virket. Det havde hun nu også ret til at være stolt af.

»Du er fantastisk,« sagde jeg.

»Tak. Hør, jeg er virkelig bekymret for Tray. Jeg prøvede at ringe tilbage til ham nogle minutter efter, men han svarede ikke. Jeg håber at han bare sover den ud, men jeg kører direkte derhen når jeg får fri. Hvad med at komme hen og mødes med mig? Så kan vi tænke over hvad vi skal gøre for at give dig noget mere sikkerhed.«

»Okay,« sagde jeg. »Jeg kommer så snart jeg får fri, formodentlig omkring fem.« Med telefonen i hånden sprang jeg ud og tog posten i min postkasse ude ved Hummingbird Road. Så skyndte jeg mig så hurtigt som jeg kunne, ind i bilen igen.

Det var dumt gjort. Jeg kunne nok have undværet at tømme postkasse en enkelt dag. Vaner er meget svære at bryde, selv når det er ligegyldige vaner. »Jeg er bare så heldig at have dig boende, Amelia,« sagde jeg. Det var måske at smøre lidt tykt på, men det var den absolutte sandhed.

Men Amelia havde drejet tankerne i en anden retning. »Snakker du med Jason igen? Har du fortalt ham noget? Det hele?«

»Ja. Det var jeg nødt til. Oldefar kan ikke få alt præcis som han vil have det. Der sker jo så meget.«

»Det gør der altid når du er i nærheden,« sagde Amelia. Hun lød hverken vred eller fordømmende.

»Ikke altid,« sagde jeg efter et øjebliks stærk tvivl. Faktisk, tænkte jeg da jeg drejede til venstre for enden af Hummingbird Road for at køre hjem til min bror, så var Jasons pointe om hvordan alting forandrede sig da vampyrerne trådte frem … måske i virkelig noget jeg godt kunne erklære mig enig i.

Det gik meget prosaisk op for mig at min bil var ved at løbe tør for benzin. Jeg var nødt til at køre ind på Grabbit Quik. Mens jeg stod og pumpede det flydende guld på bilen, kom jeg igen til at grunde over det Jason havde fortalt mig. Hvad ville være presserende nok til at få en sky, menneskehadende halvfe til at opsøge Jason? Hvorfor skulle han fortælle Jason …? Jeg burde ikke spekulere over det.

Det var dumt, og jeg skulle sørge for at passe på mig selv i stedet for at prøve at løse Jasons problemer.

Men efter at have vendt samtalen yderligere et par sekunder i hovedet fik jeg en snigende mistanke om at jeg forstod det hele lidt bedre.

Jeg ringede til Calvin. Først forstod han ikke hvad jeg mente, men så gik han med til at møde mig hjemme hos Jason.

Jeg så et glimt af Jason i baghaven da jeg kørte ind ad indkørselen til det nydelige lille hus min far havde bygget dengang han og min mor blev gift. Det lå ude på landet, længere ude vestpå end Arlenes trailer. Selve huset var synligt fra vejen, men der var også en dam og en flere hektar stor grund bagved. Min far havde elsket at gå på jagt og fiske, og det gjorde min bror også. Jason havde for nylig indrettet en interimistisk skydebane, og jeg kunne høre riffelen.

Jeg besluttede at gå gennem huset, og jeg sørgede for at råbe da jeg nåede ud til bagdøren.

»Hej!« råbte Jason tilbage. Han stod med en .30-30 i hænderne. Det havde været vores fars. Mel stod bag ham og holdt en kasse ammunition. »Vi besluttede at vi hellere måtte få noget øvelse.«

»God idé. Jeg ville være sikker på at du ikke troede at det var din skøre gæst der var kommet tilbage for at råbe noget mere.«

Jason lo. »Jeg forstår stadig ikke hvad Dermot troede han ville få ud af at komme og banke på hoveddøren på den måde.«

»Det tror jeg at jeg gør,« sagde jeg.

Jason rakte hånden ud uden at kigge, og Mel rakte ham nogle projektiler. Jason gav sig til at lade riffelen. Jeg kiggede hen på den savbuk han havde sat op, og bemærkede alle de tomme mælkebeholdere der lå på jorden. Han havde fyldt dem med vand så de stod bedre, og takket være skudhullerne var vandet ved at løbe ud på jorden.

»Godt skudt,« sagde jeg. Jeg tog en dyb indånding. »Du, Mel, kunne du ikke fortælle mig noget om begravelserne i Hotshot? Jeg har aldrig været til en, og Crystal skal jo begraves så snart de får liget tilbage, kan jeg forstå.«

Mel så lidt overrasket ud. »Jeg har jo altså ikke boet derude i mange år,« protesterede han. »Det er bare ikke noget for mig.« Bortset fra de blå mærker der ikke var så tydelige længere, så han ikke ud som om han var blevet kastet tværs gennem et lokale af nogen og slet ikke af en forrykt halvfe.

»Gad vide hvorfor den fyr kastede rundt med dig i stedet for Jason?« sagde jeg og mærkede en bølge af frygt gå gennem Mels tanker. »Er du kommer noget til for alvor?«

Han flyttede lidt på sin højre skulder. »Jeg troede jeg havde brækket noget. Men jeg tror bare den er øm. Jeg spekulerer på hvad han var for en. Ikke en af os i hvert fald.«

Han havde ikke besvaret mit spørgsmål, bemærkede jeg.

Jason så stolt ud over ikke at have sladret.

»Han var ikke helt menneskelig,« sagde jeg.

Mel så lettet ud. »Det er godt at høre,« sagde han. »Min stolthed blev skudt temmelig meget i sænk da han smed rundt med mig. Jeg mener, jeg er fuldblodspanter, og det var som om jeg var pindebrænde eller sådan noget.«

Jason lo. »Jeg troede at han var kommet ind for at dræbe mig, og jeg troede at det var godnat med mig. Men da Mel så var gået omkuld, begyndte fyren bare at tale til mig. Mel holdt meget lav profil, og her står så den fyr og ligner mig rigtig meget og giver sig til at fortælle mig hvilken stor tjeneste han har gjort mig …«

»Det var meget mærkeligt,« medgav Mel, men han virkede ilde til mode. »Jeg ville straks have været på benene igen hvis han var begyndt tæve løs på dig, men han havde virkelig slået mig omkuld, så jeg regnede med at jeg lige så godt kunne blive liggende når det ikke lod til at han ville gøre dig noget.«

»Mel, jeg håber virkelig at du er okay.« Jeg fik mit tonefald til at lyde bekymret og rykkede lidt tættere på. »Lad mig se nærmere på den skulder.« Jeg rakte hånden frem, og Jason rynkede brynene.

»Hvorfor vil du …?« Han blev grebet af en frygtelig mistanke. Uden et ord gik han om bag sin ven og tog fat i ham. Hans hænder greb om Mel på hver side lige neden under skuldrene. Mel krympede sig af smerte, men han sagde ikke noget, ikke et ord. Han foregav ikke engang at være forarget eller overrasket, og det var næsten nok.

Jeg lagde en hånd på hver side af Mels ansigt, og jeg lukkede øjnene og kiggede ind i hans hoved. Og denne gang tænkte Mel på Crystal, ikke på Jason.

»Han gjorde det,« sagde jeg. Jeg åbnede øjnene og så på min brors ansigt hen over Mels skulder. Jeg nikkede.

Jason skreg, og det var ikke en menneskelig lyd. Mels ansigt syntes at smelte, som om alle muskler og knogler havde flyttet sig. Han så dårligt nok menneskelig ud.

»Lad mig se på dig,« tiggede Mel.

Jason så forvirret ud eftersom Mel allerede kiggede på mig; han kunne jo ikke se andre steder hen sådan som Jason holdt ham. Mel strittede ikke imod, men jeg kunne se hver en muskel under hans hud træde frem, og jeg troede ikke han ville forblive passiv for evigt. Jeg bøjede mig ned og tog riflen op og var glad for at Jason havde ladet den.

»Det er dig han gerne vil se på, ikke mig,« sagde jeg til min bror.

»For fanden,« sagde Jason. Han hev efter vejret som om han lige var holdt op med at løbe, og hans øjne var store. »Du er nødt til at fortælle mig hvorfor.«

Jeg trådte tilbage og hævede riffelen. På denne afstand kunne selv jeg umuligt ramme ved siden af. »Vend ham rundt. Han vil gerne tale med dig ansigt til ansigt.«

De stod i profil mod mig da Jason drejede Mel rundt. Jason fæstnede igen grebet om varpanteren, og nu var Jasons ansigt helt tæt på Mels.

Calvin kom rundt om huset. Crystals søster, Dawn, var med ham. Der kom også en dreng på omkring femten bag efter dem. Jeg kunne huske at have mødt drengen ved brylluppet. Det var Jacky, Crystals ældste fætter. Teenagere emmer nærmest af følelser og forvirring, og Jacky var ingen undtagelse. Han kæmpede for at skjule at han var både nervøs og spændt. Han prøvede på at spille cool, og det var ved at tage livet af ham.

De tre nytilkomne betragtede optrinet. Calvin rystede på hovedet med et alvorsfuldt udtryk. »Det her er en dårlig dag,« sagde han roligt, og det gav et sæt i Mel ved lyden af hans leders stemme.

Jason blev en anelse mindre anspændt da han så de andre varpantere.

»Sookie siger at det var ham der gjorde det,« sagde han til Calvin.

»Det er godt nok for mig,« sagde Calvin. »Men Mel – du bør fortælle os det selv, broder.«

»Jeg er ikke din broder,« sagde Mel bittert. »Jeg har ikke boet blandt jer i mange år.«

»Det var dit eget valg,« sagde Calvin. Han gik rundt, så han kunne se Mels ansigt, og de to andre fulgte ham. Jacky snerrede. Ethvert forsøg på at spille cool var forsvundet. Dyret skinnede igennem.

»Der er ikke nogen anden i Hotshot som mig. Jeg ville have været alene.«

Jason så uforstående ud. »Der er masser af fyre i Hotshot som dig,« sagde han.

»Nej, Jason,« sagde jeg. »Mel er bøsse.«

»Jamen, er det ikke okay med os?« spurgte min bror Calvin. Jason havde tilsyneladende endnu ikke helt tjek på partilinjen hvad visse emner angik.

»For vores skyld kan folk gøre lige hvad de vil i sengen når bare de har gjort deres pligt over for klanen først,« sagde Calvin. »Racerene hanner skal avle en unge uanset hvad.«

»Jeg kunne ikke gøre det,« sagde Mel. »Jeg kunne bare ikke.«

»Men du var gift engang,« sagde jeg og ønskede at jeg ikke havde sagt noget. Det var en sag for klanen nu. Jeg havde ikke ringet til Bud Dearborn, jeg havde ringet til Calvin. Mit ord var tilstrækkeligt for Calvin, men ikke i retten.

»Vores ægteskab fungerede ikke med hensyn til det,« sagde Mel. Hans stemme lød næsten normal. »Hvilket var okay med hende. Hun søgte også selv andre græsgange. Vi har aldrig dyrket … konventionel sex.«

Jeg synes det lød trist, og jeg kunne dårligt nok forestille mig hvor svært det måtte have været for Mel. Men da jeg kom til at tænke på hvordan Crystal havde set ud på korset, svandt al min medfølelse hurtigt ind.

»Hvorfor gjorde du det mod Crystal?« spurgte jeg. Jeg kunne mærke på den vrede der voksede i hjernerne omkring mig, at der snart ikke ville blive mere snak.

Mel så om bag mig, forbi min bror, væk fra sin leder, sit offers søster og fætter. Han lod til at fokusere på træernes vinternøgne grene rundt om den stille, brune dam. »Jeg elsker Jason,« sagde han. »Jeg elsker ham. Og hun misbrugte ham og hans barn. Så hånede hun mig. Hun kom her den dag … Jeg var kommet forbi for at spørge Jason om han ville hjælpe mig med at sætte nogle hylder op i forretningen, men han var ikke hjemme. Hun kom kørende mens jeg stod ude i haven og skrev en besked til Jason. Hun gav sig til at sige … Hun sagde alt muligt forfærdeligt. Så sagde hun til mig at jeg var nødt til at have sex med hende, at hvis jeg gjorde det, ville hun fortælle dem det i Hotshot, og så ville jeg kunne vende tilbage og bo der, og Jason ville kunne komme og bo hos mig. Hun sagde: ‘Jeg har hans baby inde i mig, gør det dig ikke bare liderlig?’ Og det blev værre og værre. Bagklappen var slået ned på ladet af vognen fordi det træ jeg havde købt, stak ud, og hun bakkede ligesom derhen og lagde sig ned så jeg kunne se hende. Det var … Hun var … Hun blev ved at sige at jeg var en vatpik, og at Jason aldrig ville være interesseret i mig … og så slog jeg hende så hårdt jeg kunne.«

Dawn Norris vendte sig til den ene side som om hun skulle kaste op. Men hun pressede læberne sammen til en hård streg og rettede sig op. Jacky var ikke helt så skrap.

»Men hun var ikke død.« Min bror tvang ordene frem gennem sammenbidte tænder. »Hun blødte hele vejen ned ad korset. Hun mistede barnet efter at hun var blevet hængt op.«

»Det er jeg ked af,« sagde Mel. Han vendte blikket væk fra dammen og træerne og rettede det igen mod min bror. »Jeg troede at slaget havde dræbt hende – det gjorde jeg virkelig. Jeg ville aldrig have efterladt hende og være gået ind i huset hvis jeg troede hun stadig var i live. Jeg ville aldrig have ladet en anden få hende. Det jeg gjorde, var slemt nok, for det var min mening at hun skulle dø. Men jeg korsfæstede hende ikke. Tro mig. Uanset hvad I mener om mig, ville jeg aldrig have gjort det. Jeg tænkte at hvis jeg kørte hende et andet sted hen, ville ingen tro at du havde gjort det. Jeg vidste at du skulle ud den nat, og jeg tænkte at hvis jeg lagde hende et andet sted, ville du have et alibi. Jeg regnede med du ville ende med at tilbringe natten med Michele.« Mel smilede til Jason, og hans blik var så ømt at det skar mig i hjertet. »Så jeg efterlod hende på ladet af lastbilen og gik ind for at få noget at drikke. Og da jeg kom ud igen, var hun væk. Jeg kunne ikke fatte det. Jeg troede at hun havde rejst sig og var gået sin vej. Men der var ikke noget blod, og træet var også væk.«

»Hvorfor Merlotte’s?« sagde Calvin, og hans stemme lød som en knurren.

»Jeg ved det ikke, Calvin,« sagde Mel. Hans udtryk var næsten ophøjet efter at han havde lettet sig for sin byrde af skyld, tilstået sin forbrydelse og bekendt sin kærlighed til min bror. »Calvin, jeg ved at jeg skal dø nu, og jeg sværger på at jeg ingen anelse har om hvad der skete med Crystal efter jeg gik indenfor. Det var ikke mig der gjorde det forfærdelige mod hende.«

»Det ved jeg ikke hvad jeg skal stille op med,« sagde Calvin. »Men vi har hørt din tilståelse, og vi bliver nødt til at fortsætte.«

»Det accepterer jeg,« sagde Mel. »Jason, jeg elsker dig.«

Dawn drejede hovedet en anelse så hendes blik mødte mit. »Du må hellere gå,« sagde hun. »Vi har noget der skal gøres.«

Jeg gik min vej med riffelen, og jeg vendte mig ikke for at kigge, ikke engang da de andre pantere begyndte at flå Mel i stykker. Men jeg kunne selvfølgelig høre det.

Efter et øjeblik holdt han op med at skrige.

Jeg stillede Jasons riffel omme på hans bagveranda, og så kørte jeg på arbejde. På en eller anden måde virkede det ikke længere så vigtigt at have en bodyguard.