17.

Jeg troede jeg befandt mig i en hule. Det føltes som en hule: kølig, fugtig. Og lyden var mærkelig.

Mine tanker var alt andet end hurtige. Men følelsen af noget forkert steg op til overfladen af min bevidsthed med en slags skræmmende sikkerhed. Jeg var ikke hvor jeg burde være, og jeg burde ikke være hvor jeg var. På det tidspunkt virkede det som to adskilte og forskellige tanker.

Nogen havde givet mig et gok i hovedet.

Jeg tænkte over det. Mit hoved føltes ikke ligefrem ømt. Jeg følte mig tyk i hovedet som om jeg var forkølet og havde taget en ordentlig omgang næsespray. Så jeg konkluderede (med en skildpaddes hastighed) at jeg var blevet slået ud på magisk vis i stedet for fysisk. Resultatet var nogenlunde det samme. Jeg havde det ad helvede til, og jeg var bange for at åbne øjnene. Samtidig ville jeg meget gerne vide hvem der befandt sig i lokalet sammen med mig. Jeg tog mod til mig og tvang øjenlågene op. Jeg fik et glimt af et smukt, ligeglad ansigt, og så klemte mine øjenlåg sig sammen igen. De syntes at operere efter deres egen tidsplan.

»Hun er ved at komme til sig selv,« var der en der sagde.

»Godt, så kan vi få lidt sjov,« sagde en anden stemme.

Det lød absolut ikke lovende. Jeg troede ikke det sjove ville være noget jeg også ville finde fornøjelse i.

Jeg regnede med at jeg kunne blive reddet når som helst nu, og det ville passe mig fint.

Men kavaleriet kom ikke ridende. Jeg sukkede og tvang mine øjne op igen. Denne gang holdt øjenlågene sig oppe, og i lyset fra en fakkel – en rigtig gammeldags flammende fakkel – undersøgte jeg mine fangevogtere. Den ene var en mandlig fe. Han var lige så smuk som Claudines bror, Claude, og omtrent lige så charmerende – hvilket vil sige slet ikke. Han havde sort hår ligesom Claude og et flot, markeret ansigt og en lækker muskuløs krop ligesom Claude. Men hans ansigt kunne ikke engang simulere nogen form for interesse i mig. Claude var i det mindste i stand til at lade som om når omstændighederne krævede det.

Jeg kiggede på Bortfører Nummer To. Hun virkede ikke meget mere lovende. Hun var også fe og derfor også smuk, men hun lod ikke til at være mere munter og humoristisk end hendes makker. Desuden var hun iført en bodystocking eller noget der lignede det meget, og hun så godt ud i den, hvilket i sig selv var nok til at få mig til at hade hende.

»Vi har den rigtige kvinde,« sagde Nummer To. »Den vampyrelskende skøge. Jeg synes at hende den korthårede var lidt mere tiltrækkende.«

»I det omfang et menneske nu kan være smuk,« sagde Nummer Et.

Ikke alene var jeg blevet bortført, jeg skulle også finde mig i fornærmelser. Selv om deres ord var den sidste ting i verden jeg burde bekymre mig om, tændte de en lille gnist af vrede i mig. Bliv endelig bare ved, dit røvhul, tænkte jeg. Vent bare til min oldefar får fat i dig.

Jeg håbede at de ikke havde gjort Amelia eller Bubba fortræd.

Jeg håbede at Bill var okay.

Jeg håbede han ville ringe til Eric og min oldefar.

Det var en masse håb. Og nu hvor jeg var i ønsketænkningszonen, ønskede jeg at Eric kunne fornemme min meget store nød og min meget reelle frygt. Kunne han spore mig på grundlag af mine følelser? Det ville være vidunderligt, for jeg havde i hvert fald nok af dem. Det var den værste knibe jeg nogen sinde havde været i. For nogle år siden da Bill og jeg havde byttet blod, havde han fortalt mig at han ville blive i stand til at finde mig. Jeg håbede han havde fortalt sandheden, og jeg håbede at muligheden ikke var svundet ind med tiden. Jeg var villig til at blive reddet af nærmest hvem som helst. Snart.

Bortfører Nummer Et lagde hænderne ind under mine arme og hev mig op i siddende stilling. For første gang gik det op for mig at mine hænder var følelsesløse. Jeg kiggede ned og konstaterede at de var bundet med en læderstrimmel. Nu sad jeg lænet op ad en væg og kunne se at jeg faktisk ikke befandt mig i en hule. Vi var i et forladt hus. Der var et hul i taget, og jeg kunne se stjerner igennem det. Lugten af mug var kraftig, næsten kvælende, og neden under den lå en lugt af råddent træ og tapet. Der var ikke noget andet i lokalet, bortset fra min taske, som lå smidt hen i et hjørne, og et gammelt indrammet fotografi, der hang skævt på væggen bag de to feer. Billedet var af blevet taget udenfor, sandsynligvis i 1920’erne eller 30’erne, og det var af en sort familie, der var stadset rigtig op til lejligheden. Det lignede en bondefamilie. Jeg var da i det mindste stadig i min egen verden, tænkte jeg, men sandsynligvis ikke længe.

Mens jeg stadig kunne, smilede jeg til Et og To. »Min oldefar slår jer ihjel,« sagde jeg. Det lykkedes mig endda at lyde temmelig velfornøjet. »Bare vent og se.«

Nummer Et lo og kastede sit sorte hår tilbage som om han var en mandlig model. »Han finder os aldrig. Og han ville hellere give efter og trække sig end se dig lide en langsom og smertefuld død. Han eeeelsker mennesker.«

To sagde: »Han skulle være draget til Sommerlandet for længst. Omgang med mennesker vil udrydde os endnu hurtigere end det er ved at ske allerede. Breandan vil afskærme og forsegle os. Vi vil være i sikkerhed. Nialls tid er udløbet.«

Som om han var en vare der havde overskredet sidste salgsdato eller sådan noget.

»Jeg håber virkelig I har en chef,« sagde jeg. »Jeg håber virkelig I ikke er hjernen i operationen.« Jeg var egentlig godt klar over at mine åndsevner ikke kørte på fuldt blus, sandsynligvis som følge af den besværgelse der havde slået mig ud, men at vide at jeg ikke var helt mig selv, lod ikke til at forhindre mig i at snakke løs, hvilket var en skam.

»Vi har svoret troskab til Breandan,« sagde Nummer Et stolt, som om det ville få alt til at stå helt klart for mig.

I stedet for at forbinde deres ord med min oldefars ærkefjende kom jeg til at tænke på den Brandon jeg havde gået i high school med, ham der havde været runningback på footballholdet. Han havde gået på Louisiana Tech University og var derefter kommet ind i flyvevåbnet. »Er han ikke længere i tjenesten?« sagde jeg.

De stirrede fuldstændig uforstående på mig. Det kunne jeg ikke rigtig bebrejde dem. »Hvis tjeneste?« spurgte Nummer To.

Jeg var stadig mopset over at hun havde ment jeg var en billig tøs, og jeg besluttede at jeg ikke ville tale til hende. »Nå, hvad er planen så?« spurgte jeg Et.

»Vi venter på Nialls reaktion på Breandans krav,« sagde han. »Så forsegler Breandan os alle sammen i Feriget, og så behøver vi aldrig mere have med sådan nogle som dig at gøre.«

Umiddelbart lød det som en fremragende plan, og jeg var et øjeblik på Breandans side.

»Og det ønsker Niall ikke skal ske?« sagde jeg så roligt som jeg kunne.

»Nej, han vil kunne besøge sådan nogle som dig. Så længe Fintan holdt sin viden om dig og din bror hemmelig, opførte Niall sig ordentligt, men da vi skaffede os af med Fintan –«

»Stykke for stykke!« sagde Nummer To og lo.

»Han var i stand til at finde tilstrækkeligt med oplysninger til at opspore dig. Og det gjorde vi så også. En dag fandt vi din brors hus, og der lå en gave udenfor på ladet af en vogn. Vi besluttede os for at more os lidt med den. Vi fulgte din duft hen til dit arbejde og efterlod din brors kone og afskyeligheden udenfor hvor alle kunne se det. Nu skal vi have lidt sjov med dig. Breandan har sagt at vi kan gøre lige hvad vi vil, med dig, bortset fra at slå dig ihjel.«

Måske var jeg ved at komme mig en smule over min tungnemhed. Jeg forstod at de virkede på vegne af min oldefars fjende, og at de havde dræbt min bedstefar Fintan og korsfæstet stakkels Crystal.

»Det ville jeg ikke gøre hvis jeg var jer,« sagde jeg temmelig desperat. »Gøre mig fortræd, mener jeg. For hvad nu hvis Breandan ikke får det han vil have? Hvad nu hvis Niall vinder?«

»For det første er det ikke sandsynligt,« sagde Nummer To. Hun smilede. »Vi har tænkt os at vinde, og vi har tænkt os at have det rigtig sjovt. Især hvis Niall beder om at se dig. Han vil helt sikkert kræve bevis for at du er i live før han overgiver sig. Vi er nødt til at sørge for at du stadig trækker vejret … men jo værre forfatning du er i, jo hurtigere vil krigen være overstået.« Hendes mund var fuld af de længste og skarpeste tænder jeg nogen sinde havde set. Nogle af dem havde skinnende sølvspidser. Det var en uhyggelig lille detalje.

Ved synet af disse tænder, de forfærdelige skinnende tænder, gjorde jeg mig fri af de sidste rester af den magi de havde brugt på mig, hvilket var meget ærgerligt.

Jeg var helt og aldeles klar i hovedet den næste time, som var den længste i mit liv.

Jeg fandt det forvirrende – og aldeles chokerende – at jeg kunne føle en sådan smerte uden at dø af det.

Jeg ville have været glad for at dø.

Jeg ved en masse om mennesker eftersom jeg ser ind i deres sind hver eneste dag, men jeg vidste ikke ret meget om feernes kultur. Jeg var nødt til at tro at Nummer Et og Nummer To var i en klasse for sig. Jeg kunne ikke forestille mig at min oldefar ville have leet da jeg begyndte at bløde. Og jeg håbede virkelig heller ikke at han ville nyde at skære i et menneske med en kniv, sådan som Et og To gjorde.

Jeg havde læst bøger hvor et menneske der blev udsat for tortur, finder »et andet sted« hen under sine prøvelser. Jeg gjorde mit bedste for at finde et andet sted at begive mig hen mentalt, men jeg forblev lige dér i lokalet. Jeg fokuserede på bondefamiliens stærke ansigter på fotografiet og ville ønske at det ikke var så støvet, så jeg kunne se dem tydeligt. Jeg ville ønskede at billedet hang lige. Jeg vidste bare at den gode familie ville have været forfærdede over hvad de var vidne til nu.

I de øjeblikke hvor feduoen ikke gjorde mig fortræd, var det meget svært at tro at jeg var vågen, og at det skete i virkeligheden. Jeg håbede at jeg gennemlevede en særligt forfærdelig drøm, og jeg ville vågne fra den … jo før, jo bedre. Jeg havde vidst fra en meget tidlig alder at der var grusomhed i verden – tro mig, det havde jeg lært – men jeg var stadig chokeret over at skabningerne morede sig. Jeg var slet ikke nogen person i deres øjne – jeg havde ingen identitet. De var fuldstændig ligeglade med hvilke planer jeg havde med mit liv, hvilke glæder jeg havde håbet at opleve. Jeg kunne have været en herreløs hundehvalp eller en frø de havde fanget nede ved åen.

Jeg selv ville have fundet det forfærdeligt at gøre sådan noget mod en hund eller en frø.

»Er hun ikke datter af dem vi dræbte?« spurgte Et Nummer To mens jeg skreg.

»Jo. De forsøgte at køre gennem vand under en oversvømmelse,« sagde To. Det var glade minder, kunne jeg høre på hendes tonefald. »Vand! Når manden havde himmelblod i årerne! De troede at jernet ville beskytte dem.«

»Vandånderne trak dem ned med største fornøjelse,« sagde Nummer Et.

Mine forældre var ikke døde i en ulykke. De var blevet myrdet. Selv gennem smerten noterede jeg mig det, selv om jeg i det øjeblik ikke var i stand til at føle noget ved den nyerhvervede viden.

Jeg forsøgte at tale med Eric i mit hoved i håb om at han kunne finde mig ved hjælp af vores bånd. Jeg tænkte på den eneste anden voksne tankelæser jeg kendte, Barry, og jeg sendte ham beskeder – selv om jeg var udmærket klar over at vi var for langt væk fra hinanden til at overføre tanker. Til min evige skam må jeg indrømme at jeg til sidst også overvejede at prøve at kontakte min lille fætter, Hunter. Men jeg vidste at Hunter ikke alene var for lille til at forstå det, men også … Jeg kunne virkelig ikke gøre det mod et barn.

Jeg opgav håbet og ventede på døden.

Mens de havde sex, tænkte jeg på Sam og hvor glad det ville gøre mig hvis jeg kunne se ham nu. Jeg ønskede at sige navnet på nogen der elskede mig, men min hals var for hæs af at skrige.

Jeg tænkte på hævn. Jeg ønskede at Et og To skulle dø – ønskede det med en intensitet der brændte mig op indvendig. Jeg håbede at nogen, helst en af mine overnaturlige venner – Claude og Claudine, Niall, Alcide, Bill, Quinn, Tray, Pam, Eric, Calvin, Jason – ville flå de to levende. Måske kunne de andre feer give sig lige så god tid med dem som de gav sig med mig.

Et og To havde sagt at Breandan ville have dem til at skåne mig, men man behøvede ikke være tankelæser for at indse at de ikke ville kunne holde sig tilbage. De ville lade sig rive med af løjerne, som de havde gjort med Fintan og Crystal, og man ville ikke kunne lappe mig sammen igen bagefter.

Jeg var nu overbevist om at jeg skulle dø.

Jeg begyndte at hallucinere. Jeg troede jeg så Bill, hvilket ikke gav nogen mening overhovedet. Han stod sikkert hjemme i min baghave og spekulerede på hvor i alverden jeg var. Han var stadig i den verden hvor tingene faktisk gav mening. Men jeg ville sværge på at jeg så ham snige sig frem bag de to skabninger der nød at tage et par barberblade i brug. Han holdt fingeren op for munden som om han bad mig om at tie. Eftersom han ikke var der, og min hals under alle omstændigheder var for hudløs til at tale (jeg kunne ikke engang skrige ordentligt længere), var det let. Der fulgte en sort skygge efter ham, en skygge med en bleg flamme i toppen.

Nummer To stak i mig med en skarp kniv hun lige havde trukket op af støvlen, en kniv der skinnede ligesom hendes tænder. De lænede sig begge to hen mod mig for at nyde min reaktion. Jeg kunne kun komme med nogle raspende lyde. Blodet og tårerne sad i kager i mit ansigt.

»Hun kvækker som en lille frø,« sagde Nummer Et.

»Hør hende lige. Kvæk, lille frø, kvæk lidt for os.«

Jeg åbnede øjnene og kiggede ind i hendes, mødte dem direkte for første gang i mange lange minutter. Jeg sank og samlede al den styrke jeg havde tilbage.

»I skal dø,« sagde jeg med fuldstændig overbevisning i stemmen. Men jeg havde sagt det før, og de viede det ikke meget mere opmærksomhed nu end de havde gjort første gang.

Jeg tvang mine læber til at forme et smil.

Den mandlige fe nåede lige at se forskrækket ud før noget skinnende i et glimt bevægede sig mellem hans hoved og hans skuldre. Så var han til min umådelige fornøjelse i to stykker, og det friske røde blod sprøjtede op på mig. Det løb ned over mig og vædede det blod der allerede var tørret ud på min hud. Men mine øjne gik fri så jeg kunne se en hvid hånd gribe Nummer Tos hals, løfte hende og snurre hende rundt, og jeg følte en umådelig tilfredsstillelse ved hendes chok idet tænder der næsten var lige så skarpe som hendes egne, flåede hendes lange hals i stykker.