18.

Jeg var ikke på et hospital.

Men jeg lå i en seng, og det var ikke min egen. Og jeg var lidt mere ren end jeg havde været, og jeg havde forbindinger på, og jeg havde rigtig ondt, faktisk ganske forfærdeligt ondt. Det med at være mere ren og have fået lagt forbindinger – en helt igennem ønskværdig tilstand. Det andet med at have ondt – tja, det var jo forventeligt og forståeligt, og det handlede om noget afsluttet. Der var i det mindste ingen der prøvede at volde mig mere ondt end jeg allerede havde været udsat for. Så jeg nåede frem til at jeg havde det fremragende.

Jeg havde nogle huller i min hukommelse. Jeg kunne ikke huske hvad der var sket i tiden mellem at jeg havde befundet mig ude i det forfaldne hus og så her. Jeg kunne huske glimt, lyden af stemmer, men jeg havde ingen sammenhængende fortælling der forbandt dem. Jeg kunne huske at Nummer Ets hoved var blevet skilt fra kroppen, og jeg vidste at nogen havde bidt Nummer To. Jeg håbede at hun var lige så død som Et. Men jeg var ikke sikker. Havde jeg virkelig set Bill? Hvad med skyggen bag ham?

Jeg hørte et klik, klik, klik. Jeg drejede hovedet en anelse. Claudine, min gode fe, sad ved sengen og strikkede.

Synet af Claudine der sad og strikkede, var lige så surrealistisk som synet af Bill der dukkede op i hulen. Jeg besluttede at lægge mig til at sove videre – et fejt tilbagetog, men et jeg mente jeg var berettiget til.

»Hun skal nok komme sig,« sagde dr. Ludwig. Hendes hoved dukkede op ved siden af min seng, hvilket fortalte mig med sikkerhed at jeg ikke befandt mig i en moderne hospitalsseng.

Dr. Ludwig tager sig af de tilfælde der ikke kan klares på de almindelige menneskehospitaler fordi de ansatte ville flygte skrigende ved synet, eller laboratoriet ikke ville være i stand til at analysere deres blod. Jeg kunne se dr. Ludwigs grove brune hår da hun gik rundt om sengen og hen til døren. Dr. Ludwig havde en dyb stemme. Jeg havde en mistanke om at hun var hobbit – vel ikke rigtig, men hun lignede helt klart én. Men hun gik med sko, ikke? Jeg brugte nogle øjeblikke på at prøve at huske om jeg nogen sinde havde set et glimt af dr. Ludwigs fødder.

»Sookie,« sagde hun, og hendes øjne viste sig ved min albue. »Virker medicinen?«

Jeg vidste ikke om det var hendes andet besøg, eller om jeg lige havde været væk et øjeblik. »Det gør mindre ondt nu,« sagde jeg, og min stemme var en meget ru, svag hvisken. »Jeg begynder at være lidt følelsesløs. Det er bare … dejligt.«

Hun nikkede. »Ja,« sagde hun. »I betragtning af at du er et menneske, er du meget heldig.«

Mærkeligt. Jeg følte mig bedre tilpas end da jeg havde været i det forfaldne hus, men jeg ville ikke påstå at jeg følte mig heldig. Jeg prøvede at tage mig lidt sammen og sætte pris på mit held. Det lykkedes ikke rigtig. Jeg var fuldstændig drænet. Mine følelser var lige så lammede som min krop.

»Nej,« sagde jeg. Jeg prøvede at ryste på hovedet, men selv den smertestillende medicin kunne ikke skjule at min hals var for øm til at bevæge sig. De havde taget kvælertag på mig gentagne gange.

»Du er ikke død,« påpegede dr. Ludwig.

Men jeg havde været forbandet tæt på. Jeg var ligesom trådt over stregen. Der havde været et optimalt redningstidpunkt. Hvis jeg var blevet befriet før dette tidspunkt, ville jeg have leet hele vejen til den hemmelige overnaturlige klinik, eller hvor jeg nu var. Men jeg havde set døden alt for meget i øjnene – jeg havde været så tæt på at jeg kunne se alle porerne i dødens ansigt – og jeg havde lidt for meget. Jeg ville ikke springe op og være frisk igen denne gang.

Mit væsen var både følelsesmæssigt og fysisk blevet skåret og stukket og klemt og bidt så der kun var en ru, rå overflade tilbage. Jeg vidste ikke om jeg kunne spartle mig selv så jeg blev lige så glat som før jeg var blevet bortført. Det sagde jeg, om end udtrykt noget enklere, til dr. Ludwig.

»De er døde, hvis det er en trøst,« sagde hun.

Jepper, det var faktisk en stor trøst. Jeg havde håbet at den del af det ikke var noget jeg havde forestillet mig. Jeg havde været lidt bange for at deres død bare havde været en ønskedrøm.

»Din oldefar halshuggede Lochlan,« sagde hun. Så han havde været Nummer Et. »Og vampyren Bill Compton flåede struben ud på Lochlans søster, Neave.« Hun havde været Nummer To.

»Hvor er Niall nu?« sagde jeg.

»Ude at føre krig,« sagde hun barsk. »Det er slut med forhandlinger og fordelagtige manøvrer. Nu slår de bare hinanden ihjel.«

»Bill?«

»Han blev hårdt såret,« sagde den lille læge. »Hun fik ham med sin kniv før hun forblødte. Og hun bed igen. Der var sølv i hendes kniv og sølvkapper på hendes tænder. Han har fået det ind i systemet.«

»Han skal nok få det bedre,« sagde jeg.

Hun trak på skuldrene.

Det føltes som om mit hjerte sank fra mit bryst og videre ned gennem sengen. Jeg kunne ikke se al denne elendighed i øjnene.

Jeg kæmpede for at tænke på noget andet ud over Bill. »Og Tray? Er han her?«

Hun betragtede mig tavst et øjeblik. »Ja,« sagde hun til sidst.

»Jeg vil gerne se ham. Og Bill.«

»Nej. Du må ikke bevæge dig. Det er dag nu, og Bill sover. Eric kommer i aften, faktisk om få timer, og han tager mindst én anden vampyr med sig. Det skal nok hjælpe. Varulven er alt for hårdt såret, og du må ikke forstyrre ham.«

Det sivede ikke ind. Mine tanker for af sted derudaf. Okay, de for frygtelig langsomt, men jeg tænkte lidt mere klart. »Ved du om nogen har fortalt Sam noget?« Hvor lang tid havde jeg været væk? Hvor meget arbejde havde jeg forsømt?

Dr. Ludwig trak på skuldrene. »Det ved jeg ikke. Det vil jeg tro. Han lader til at få alt at vide.«

»Godt.« Jeg prøvede at skifte stilling og gispede. »Jeg er nødt til at komme ud på toilettet,« advarede jeg.

»Claudine,« sagde dr. Ludwig, og min feslægtning lagde strikketøjet fra sig og rejste sig fra gyngestolen. For første gang gik det op for mig at min smukke gode fe så ud som om nogen havde forsøgt at presse hende ned i en flishugger. Hendes bare arme var overstrøet med ridser, skrammer og snitsår. Hendes ansigt så forfærdeligt ud. Hun smilede til mig, men det gjorde tydeligvis ondt.

Da hun løftede mig op i armene, kunne jeg mærke at hun anstrengte sig. Normalt kunne Claudine løfte en stor kalv uden nogen problemer hvis hun havde lyst.

»Undskyld,« sagde jeg. »Jeg tror godt jeg kan gå selv.«

»Du skal ikke prøve,« sagde Claudine. »Se, vi er der allerede.«

Da vores mission var fuldført, tog hun mig op igen og bar mig tilbage i seng.

»Hvad er der sket med dig?« spurgte jeg hende. Dr. Ludwig var gået uden et ord.

»Jeg blev overfaldet,« sagde hun med sin søde stemme. »Nogle dumme små trolde og en fe. Lee hed han.«

»Jeg går ud fra at de var allieret med denne Breandan?«

Hun nikkede og tog strikketøjet op igen. Det så ud til at hun var ved at strikke en lille sweater. Jeg spekulerede på om den var til en alf. »Det var de,« sagde hun. »Nu er de stumper af kød og knogler.« Hun lød ganske veltilfreds.

Claudine ville aldrig blive en engel på denne måde. Jeg var ikke helt sikker på hvordan det foregik, men at reducere andre væsener til mindre bestanddele var nok ikke den rette vej. »Godt,« sagde jeg. Jo flere af Breandans tilhængere der havde mødt deres overmand, jo bedre. »Har du set Bill?«

»Nej,« sagde Claudine, tydeligvis ikke interesseret.

»Hvor er Claude?« spurgte jeg. »Er han i sikkerhed?«

»Han er sammen med vores bedstefar,« sagde hun, og for første gang så hun bekymret ud. »De prøver på at finde Breandan. Bedstefar antager at hvis han fjerner hovedmanden, vil Breandans tilhængere ikke have andet valg end at standse krigen og sværge ham troskab.«

»Åh,« sagde jeg. »Og er du ikke med fordi …?«

»Jeg bevogter dig,« sagde hun bare. »Og du skal ikke tro at jeg har valgte den mindst farlige tjeneste. Jeg er sikker på at Breandan forsøger at finde det her sted. Han må være meget vred. Han har været nødt til at betræde den menneskelige verden som han hader så meget, nu hvor hans yndlingsmordere er døde. Han elskede Neave og Lochlan. De har været sammen med ham i mange hundrede år, og han var elsker med dem begge to.«

»Bvadr,« sagde jeg. Det kom lige fra hjertet eller måske fra maven. »Bvadr!« Jeg turde slet ikke tænke på hvordan de mon »elskede«. Det jeg havde set, havde ikke haft meget med kærlighed at gøre. »Og jeg ville aldrig beskylde dig for at vælge den mindst farlige tjeneste,« sagde jeg da kvalmen var aftaget. »Hele denne verden er farlig.« Claudine sendte mig et skarpt blik. »Hvad er Breandan for et navn?« spurgte jeg efter at have ligget et øjeblik og set hendes strikkepinde bevæge sig med stor hastighed og elegance. Jeg var ikke sikker på hvordan den uldne grønne sweater ville se ud, men den skulle nok blive varm.

»Det er irsk,« sagde hun. »De ældste i denne del af verden er alle sammen irske. Claude og jeg havde også oprindelig irske navne. Jeg syntes det var fjollet. Hvorfor skulle vi ikke gøre som vi havde lyst til? Ingen kan stave disse navne eller udtale dem korrekt. Mit gamle navn lyder som en kat der hoster en hårbolle op.«

Vi sad i stilhed nogle minutter.

»Hvem er den lille trøje til? Skal du have en lille?« spurgte jeg med min nye hvæsende, hviskende stemme. Jeg prøvede at lyde gemytligt drilagtig, men det lød bare uhyggeligt.

»Ja,« sagde hun og løftede hovedet for at se på mig. Hendes øjne lyste. »Jeg skal have et barn. Et renblodet febarn.«

Jeg blev meget overrasket, men jeg prøvede at skjule det med det største smil jeg kunne smøre ud over ansigtet. »Nej, hvor dejligt!« sagde jeg. Jeg spekulerede på om det ville være dårlig smag at spørge hvem faderen var. Sandsynligvis.

»Ja,« sagde hun alvorligt. »Det er rigtig dejligt. Vi er ikke nogen særlig frugtbar race, og den enorme mængde jern i verden har nedbragt vores fødselstal. Der bliver færre af os for hvert århundrede. Jeg er meget heldig. Det er en af grundene til at jeg aldrig går i seng med mennesker, selv om jeg rigtig godt kunne tænke mig det en gang imellem. De er så lækre, nogle af dem. Men jeg ville hade at spilde muligheden for en graviditet på et menneske.«

Jeg havde altid antaget at det var Claudines ønske om at stige op til englestatus der havde afholdt hende fra at gå i seng med nogen af sine talrige beundrere. »Så barnets far er en fe,« sagde jeg og listede på kattepoter rundt om det med faderens identitet. »Er det én du har kendt længe?«

Claudine lo. »Jeg vidste det var mit mest frugtbare tidspunkt, jeg vidste at han også var forplantningsdygtig, og vi var ikke alt for nært beslægtet. Vi var tiltrukket af hinanden.«

»Vil han hjælpe til med barnets opvækst?«

»Åh ja, vil han være der for at beskytte hende i de tidlige år.«

»Må jeg møde ham?« spurgte jeg. Jeg var virkelig glad på Claudines vegne, på en sært distanceret måde.

»Selvfølgelig – hvis vi vinder krigen, og man stadig kan færdes mellem verdenerne. Han opholder sig for det meste i Feriget,« sagde Claudine. »Han er ikke så meget for menneskeligt selskab.« Hun sagde det lidt på samme måde som hvis hun havde sagt at han var allergisk over for katte. »Hvis Breandan får sin vilje, vil Feriget blive afspærret, og alt hvad vi har opbygget i denne verden, vil være borte. De vidunderlige ting som mennesker har opfundet, og som vi kan bruge, de penge vi har tjent for at finansiere de opfindelser … det vil alt sammen være væk. Det er så berusende at være sammen med mennesker. De udsender så meget energi, så meget følelse; det er så lækkert. De er simpelt hen … sjove.«

Dette nye samtaleemne var en glimrende adspredelse, men min hals gjorde ondt, og da jeg ikke kunne svare, tabte Claudine interessen for at tale. Selv om hun vendte tilbage til sit strikketøj, var jeg alligevel urolig over at hun efter et par minutter blev mere og mere anspændt og årvågen. Jeg hørte lyde ude på gangen som om folk bevægede sig hurtigt rundt i bygningen. Claudine rejste sig og gik hen til lokalets smalle dør for at se ud. Da hun havde gjort det tre gange, lukkede hun døren og låste den. Jeg spurgte hende hvad hun forventede.

»Ballade,« sagde hun. »Og Eric.«

Én og samme ting, tænkte jeg. »Er der andre patienter her? Er det ligesom et hospital?«

»Ja,« sagde hun. »Men Ludwig og hendes assistent er ved at evakuere de patienter der kan gå.«

Jeg havde antaget at jeg havde oplevet så meget frygt som jeg kunne klare, men mine udmattede følelser blev så småt vakt til live igen da noget af hendes anspændthed smittede af på mig.

Omkring en halv time senere løftede hun hovedet, og jeg kunne se at hun lyttede. »Eric kommer,« sagde hun. »Jeg bliver nødt til at overlade dig til ham. Jeg kan ikke maskere min duft sådan som min bedstefar kan.« Hun rejste sig og låste døren op. Hun svingede den op.

Eric kom meget stille ind. Det ene øjeblik så jeg på døren, og det næste øjeblik udfyldte han døråbningen. Claudine samlede sit habengut sammen og forlod lokalet. Hun holdt sig så langt fra Eric som pladsen tillod. Han spilede næseborene ud ved den lækre duft af fe. Så var hun væk, og Eric var henne ved sengen og kiggede ned på mig. Jeg følte mig hverken glad eller tilfreds, så jeg vidste at selv blodsbåndet var sat ud af kraft, i hvert fald midlertidigt. Mit ansigt gjorde så ondt når jeg ændrede udtryk, at jeg vidste det var dækket af blå mærker og rifter. Jeg så frygteligt sløret på venstre øje. Jeg havde ikke brug for et spejl for at vide hvor forfærdelig jeg så ud. Lige nu var jeg bare ligeglad.

Eric prøvede ihærdigt at skjule sin vrede, men det lykkedes ikke.

»Skide forbandede feer,« snerrede han og krusede læberne.

Jeg kunne ikke huske at have hørt Eric bande før.

»De er døde,« hviskede jeg og prøvede at formulere mig kortfattet.

»Ja. En hurtig død, meget bedre end de fortjente.«

Jeg nikkede (så meget jeg nu kunne), fuldstændig enig. Faktisk ville det næsten være værd at vække dem til live igen for kunne slå dem ihjel en gang til, bare langsommere.

»Jeg kigger lige på dine sår,« sagde Eric for at advare mig inden han rørte ved mig.

»Okay,« hviskede jeg, men jeg vidste at det ville være et temmelig skrapt syn. Det jeg havde set da jeg trak op i kjolen ude på toilettet, havde været så skrækkeligt at jeg ikke havde haft nogen lyst til at undersøge mig selv yderligere.

Helt neutralt trak Eric dynen til side. Jeg var iført typisk hospitalsnatkjole – man skulle tro at et overnaturligt hospital ville have noget mere eksotisk – og den var selvfølgelig gledet op over knæene. Der var bidemærker overalt på mine ben – dybe bidemærker. Noget af kødet manglede. At kigge på mine ben fik mig til at tænke på udsendelser om hajer på Discovery Channel.

Ludwig havde lagt bandager om de værste sår, og jeg var sikker på at der var sting under den hvide gaze. Eric stod helt stille et langt øjeblik. »Træk op i kjolen,« sagde han, men da han indså at mine hænder og arme var for svage til at makke ret, gjorde han det selv.

De havde fornøjet sig mest med de blødeste steder, så det var virkelig ubehageligt, faktisk decideret ulækkert. Jeg kastede et hurtigt blik på det og kunne så ikke holde ud at se mere. Jeg holdt øjnene lukket som et barn der er vandret ind midt i en gyserfilm. Ikke underligt at det gjorde så ondt. Jeg ville aldrig blive den samme igen, hverken fysisk eller mentalt.

Efter lang tid dækkede Eric mig til og sagde: »Jeg er tilbage om et øjeblik.« Jeg hørte ham gå ud af lokalet. Han var hurtigt tilbage med et par flasker TrueBlood. Han lagde dem på gulvet ved sengen.

»Ryk dig,« sagde han, og jeg så forvirret op på ham. »Ryk dig,« gentog han utålmodigt. Så gik det op for ham at jeg ikke kunne, og han lagde en arm bag min ryg og en anden under mine knæ og flyttede mig let hen i den anden side af sengen. Heldigvis var den meget større end en rigtig hospitalsseng, og jeg behøvede ikke at vende mig om på siden for at gøre plads til ham.

»Jeg har tænkt mig at made dig,« sagde Eric.

»Hvad?«

»Jeg har tænkt mig at give dig blod. Ellers vil det tage uger at hele. Så meget tid har vi ikke.«

Han lød så frisk og nøgtern at jeg endelig mærkede mine skuldre slappe af. Det var ikke gået op for mig hvor ekstremt anspændt jeg havde været. Eric bed sig i håndleddet og placerede det foran min mund. »Her,« sagde han som om der ikke var nogen tvivl om at jeg ville tage imod det.

Han lagde sin frie arm under min nakke for at løfte mit hoved. Det her ville ikke være sjovt eller erotisk som et lille nap under sex. Og et øjeblik spekulerede jeg over hvorfor jeg gik så ubetinget med til det. Men han havde sagt at vi ikke havde megen tid. På et plan vidste jeg godt hvad det betød, men på et andet var jeg for svag til at gøre andet end at tænke på tidsfaktoren som et flygtigt og nærmest irrelevant faktum.

Jeg åbnede min mund og sank. Jeg havde så ondt, og jeg var så rystet over skaderne på min krop, at jeg ikke spekulerede nærmere over om det jeg gjorde, nu også var klogt. Jeg vidste hvor hurtigt virkningen af at indtage vampyrblod ville indtræffe. Hans håndled nåede at hele en gang, og han åbnede såret igen.

»Er du sikker på at du bør gøre det?« spurgte jeg da han bed sig selv for anden gang. Smerterne bølgede gennem min hals, og jeg fortrød at jeg havde sagt en hel sætning.

»Ja,« sagde han. »Jeg ved hvornår det er for meget. Og jeg drak godt før jeg kom her. Du skal være i stand til at bevæge dig.« Hans praktiske indstilling fik mig til at føle mig lidt bedre tilpas. Jeg kunne ikke have klaret medlidenhed.

»Bevæge mig?« Tanken fyldte mig med ængstelse.

»Ja. Breandans tilhængere kan – vil – nå frem hertil når som helst. De går efter duftsporet nu. Du lugter af de feer der gjorde dig fortræd, og nu ved de at Niall elsker dig tilstrækkeligt til at dræbe sin egen slags for din skyld. De vil være meget, meget glade for at opspore og dræbe dig.«

Tanken om flere problemer fik mig til at holde op med at drikke, og jeg begyndte at græde. Erics hånd strøg mit ansigt blidt, men han sagde: »Hold nu op. Du skal være stærk. Jeg er meget stolt af dig, hører du?«

»Hvorfor?« Jeg satte munden til hans håndled og drak igen.

»Du hænger stadig sammen. Du er stadig et menneske. Lochlan og Neave har efterladt vampyrer og feer i laser – bogstavelig talt, i laser … men du overlevede, og din personlighed og din sjæl er intakt.«

»Jeg blev reddet.« Jeg tog en dyb indånding og bøjede mig ned til hans håndled igen.

»Du ville have overlevet meget mere.« Eric lænede sig hen for at tage en flaske TrueBlood og tyllede den hurtigt i sig.

»Det ville jeg ikke have ønsket.« Jeg tog endnu en dyb indånding og bemærkede at min hals stadig var øm, men ikke så meget som før. »Jeg ønskede dårligt nok at leve efter …«

Han kyssede min pande. »Men du overlevede. Og de døde. Og du er min, og det vil du blive ved med at være. De får dig ikke.«

»Tror du virkelig de kommer?«

»Ja. Breandans tilbageværende styrker finder det her sted før eller siden, hvis ikke Breandan selv gør det. Han har intet at tabe, og han vil gerne bevare sin stolthed. Jeg er bange for at de finder os snart. Ludwig har flyttet næsten alle de andre patienter.« Han drejede sig lidt som om han lyttede. »Ja, de fleste af dem er væk.«

»Hvem er her?«

»Bill er inde ved siden af. Han har fået noget blod fra Clancy.«

»Ville du ikke give ham noget?«

»Hvis du ikke kunne reddes … nej, jeg ville have ladet ham rådne op.«

»Hvorfor?« spurgte jeg. »Han kom faktisk og reddede mig. Hvorfor være vred på ham? Hvor var du henne?« Vreden boblede op i min hals.

Eric krympede sig, en voldsom reaktion fra en vampyr på hans alder. Han kiggede væk. Jeg fattede ikke at jeg faktisk sagde det her.

»Det var jo ikke fordi du var forpligtet til at komme og finde mig,« sagde jeg, »men jeg håbede hele tiden – jeg håbede at du ville komme, jeg bad til at du ville komme, jeg tænkte igen og igen at du måske kunne høre mig …«

»Det må du ikke sige,« sagde han. »Det må du ikke sige.« Han skælvede ved siden af mig som om han næsten ikke kunne udholde mine ord. »Jeg skal nok forklare det,« sagde han med dæmpet stemme. »Det skal jeg nok. Du vil godt kunne forstå det. Men lige nu har vi ikke tid nok. Er du ved at hele?«

Jeg tænkte over det. Jeg følte mig ikke så elendig til mode som før jeg fik blodet. Hullerne i mit kød kløede næsten ulideligt, hvilket betød at de var ved at hele. »Jeg begynder at have det som om jeg får det bedre på et tidspunkt,« sagde jeg forsigtigt. »Men sig mig, er Tray Dawson her stadig?«

Han så på mig med et meget alvorligt udtryk. »Ja, han kan ikke flyttes.«

»Hvorfor ikke? Hvorfor har dr. Ludwig ikke taget ham med?«

»Han ville ikke overleve at blive flyttet.«

»Åh nej,« sagde jeg chokeret, selv efter alt hvad jeg havde været igennem.

»Bill fortalte mig om det vampyrblod han har indtaget. De håbede han ville gå helt amok og skade dig, men det var tilstrækkeligt at han gik fra dig. Lochlan og Neave blev forsinkede. Et par af Nialls krigere fandt dem og angreb dem, og de måtte kæmpe. Bagefter besluttede de at lægge sig på lur ved dit hus. De ville være sikre på at Dawson ikke ville komme dig til undsætning. Bill ringede til mig for at sige at du og han tog hjem til Dawson. På det tidspunkt havde de allerede taget Dawson. De muntrede sig med ham før de … før de fangede dig.«

»Er Dawson så slemt tilredt? Jeg troede at virkningerne af det dårlige vampyrblod ville have fortaget sig nu.« Jeg kunne ikke forestille mig den store mand, den sejeste varulv jeg kendte, blive besejret.

»Det vampyrblod de brugte, var bare et middel til at få giften i ham. De havde aldrig prøvet den på en varulv før, formoder jeg, for den var lang tid om at virke. Og så udøvede de deres færdigheder på ham. Kan du stå op?«

Jeg prøvede at mobilisere musklerne. »Vist ikke endnu.«

»Jeg bærer dig.«

»Hvorhen?«

»Bill vil gerne tale med dig. Du må være modig.«

»Min taske,« sagde jeg. »Der er noget i den jeg skal bruge.«

Uden et ord satte Eric den bløde stoftaske, der nu var ødelagt og misfarvet, på sengen ved siden af mig. Med stor koncentration lykkedes det mig at åbne den og stikke hånden ned i den. Eric hævede øjenbrynene da han så hvad jeg havde trukket op af tasken, men han hørte noget udenfor der fik ham til at se foruroliget ud. Han rejste sig og stak armene ind under mig, og så rettede han sig op så let som hvis jeg havde været en tallerken spaghetti. Henne ved døren standsede han op, og jeg formåede at tage fat i dørhåndtaget for ham. Han brugte sin fod til at skubbe døren op, og så gik vi ud på gangen. Jeg kunne se at vi var i en gammel bygning, en eller anden mindre fabriksbygning som var blevet omdannet til sit nuværende formål. Der var døre til begge sider ned ad gangen, og der var en eller anden form for kontrolrum omkring midtvejs nede. Gennem ruden på den modsatte side kunne jeg se et dystert lagerrum. Der var nogle få lamper derinde, lige nok til at afsløre at det var tomt bortset fra nogle kasserede ting, såsom faldefærdige reoler og gamle maskindele.

Vi drejede til højre for at komme ind i lokalet for enden af gangen. Igen var det mig der fik æren af at tage i dørhåndtaget, og denne gang var det ikke helt så pinefuldt at gribe fat og åbne døren.

Der var to senge i lokalet.

Bill lå i den højre seng, og Clancy sad i en plastikstol der var trukket helt hen til sengen. Han var ved at made Bill på samme måde som Eric havde madet mig. Bills hud var grå. Hans kinder var indfaldne. Han så dødssyg ud.

Tray Dawson lå i sengen ved siden af. Hvis Bill så ud som om han var ved at dø, så Tray ud som om han allerede var død. Hans ansigt var blåt og forslået. Hans ene øre var blevet bidt af. Hans øjne var opsvulmede så han ikke kunne åbne dem. Der var størknet blod overalt. Og det var bare hvad jeg kunne se af hans ansigt. Hans arme lå oven på dynen, og han havde skinner på dem begge to.

Eric lagde mig ned ved siden af Bill. Bill åbnede øjnene, og de var i det mindste som de plejede: mørkebrune, uudgrundelige. Han holdt op med at drikke fra Clancy, men han rørte sig ikke, og han så heller ikke bedre ud.

»Han har fået sølvet ind i systemet,« sagde Clancy roligt. »Giften er blevet ført rundt til alle dele af hans krop. Han får brug for mere og mere blod for at kunne fordrive den.«

Jeg ville sige: »Får han det bedre igen?« Men jeg kunne ikke, ikke når Bill selv lå der. Clancy rejste sig fra stolen ved sengen, og han og Eric gav sig til at tale hviskende sammen – en meget ubehagelig samtale efter Erics ansigtsudtryk at dømme.

»Hvordan har du det, Sookie? Heler du?« spurgte Bill. Hans stemme svigtede.

»Det er også hvad jeg gerne vil spørge dig om,« sagde jeg. Ingen af os havde kræfter eller energi til at gå forsigtigt frem i samtalen.

»Du overlever,« sagde han tilfreds. »Jeg kan lugte at Eric har givet dig blod. Du ville have helet alligevel, men det vil fremskynde ardannelsen. Jeg er ked af jeg ikke kom hurtigere derhen.«

»Du reddede mit liv.«

»Jeg så dem tage dig,« sagde han. »Hvad?«

»Jeg så dem tage dig.«

»Du …« Jeg ville sige: »Hvorfor standsede du dem ikke?« Men det virkede alt for frygtelig grusomt.

»Jeg vidste at jeg ikke kunne besejre dem begge på en gang,« sagde han blot. »Hvis jeg havde prøvet at overmande dem, og de havde dræbt mig, ville du have været så godt som død. Jeg ved meget lidt om feer, men selv jeg havde hørt om Neave og hendes bror.« Disse få sætninger syntes at udmatte Bill. Han prøvede at vende hovedet på puden, så han kunne se mig direkte i ansigtet, men det lykkedes ham kun at dreje det et par centimeter. Hans mørke hår så tyndt og glansløst ud, og hans hud havde ikke længere det skær jeg havde fundet så smukt, første gang jeg så det.

»Så du ringede til Niall?« spurgte jeg.

»Ja,« sagde han, og hans læber bevægede sig knap nok. »Eller jeg ringede i det mindste til Eric, fortalte ham hvad jeg havde set, og bad ham ringe til Niall.«

»Hvor lå det gamle hus henne?« spurgte jeg.

»Oppe nordpå i Arkansas,« sagde han. »Det tog lidt tid at opspore dig. Hvis de havde kørt i bil … men de bevægede sig gennem feverdenen, og med min lugtesans og Nialls viden om femagi var vi i stand til at finde dig. Til sidst. Dit liv blev i det mindste reddet. Jeg tror det var for sent i varulvens tilfælde.«

Jeg havde ikke vidst at Tray også havde befundet sig i det faldefærdige hus. Ikke at den viden ville have gjort nogen forskel, men måske ville jeg have følt mig lidt mindre ensom.

Det var selvfølgelig nok derfor de to feer ikke havde ladet mig se ham. Jeg turde vædde på at der ikke var meget Neave og Lochlan ikke havde vidst om torturens psykologi.

»Er du sikker på at han er …«

»Søde ven, kig på ham.«

»Jeg er ikke gået bort endnu,« mumlede Tray.

Jeg prøvede at rejse mig og gå hen til ham. Det var stadig lidt mere end jeg kunne klare, men jeg vendte mig så jeg kunne se på ham. Sengene stod så tæt at jeg uden videre kunne høre ham. Jeg tror godt han på en måde kunne se hvor jeg var.

»Tray,« sagde jeg, »jeg er så ked af det.«

Han rystede på hovedet uden at sige noget. »Min fejl. Jeg burde have vidst … at der var noget forkert ved … kvinden i skoven.«

»Du gjorde dit bedste. Hvis du havde gjort modstand, ville du være blevet dræbt.«

»Jeg er ved at dø nu,« sagde han. Han tvang sig selv til at prøve at åbne øjnene. Han formåede næsten at se rigtigt på mig. »Min egen forbandede skyld,« sagde han.

Jeg kunne ikke lade være med at græde. Han lod til at miste bevidstheden. Jeg drejede mig langsomt for at se på Bill. Hans kulør var lidt bedre.

»Jeg ville ikke under nogen omstændigheder have ladet dem gøre dig fortræd,« sagde han. »Hendes dolk var af sølv, og hun havde sølvkapper på tænderne … Det lykkedes mig at flå struben ud på hende, men hun døde ikke hurtigt nok … Hun kæmpede til det sidste.«

»Clancy har givet dig blod,« sagde jeg. »Du får det bedre.«

»Måske,« sagde han, og hans stemme var så kølig og rolig som den altid havde været. »Jeg har fået lidt flere kræfter. Det vil få mig igennem kampen.«

Jeg var så chokeret at jeg næsten ikke kunne sige noget. Vampyrer døde kun af at blive spiddet eller halshugget eller en sjælden gang af et alvorligt tilfælde af Sino-aids. Sølvforgiftning?

»Bill,« sagde jeg hurtigt og tænkte på så mange ting jeg gerne ville sige til ham. Han havde lukket øjnene, men nu åbnede han dem for at se på mig.

»De kommer,« sagde Eric, og alle ordene blev siddende i halsen på mig.

»Breandans folk?« sagde jeg.

»Ja,« sagde Clancy kort for hovedet. »De har fået færten af dig.« Selv nu lød han vred som om det var min skyld at jeg havde efterladt et duftspor.

Eric trak en lang, lang kniv op af en skede ved låret. »Jern,« sagde han og smilede.

Og Bill smilede også, og det var ikke et behageligt smil. »Dræb så mange som du kan,« sagde han med kraftigere stemme. »Clancy, hjælp mig op.«

»Nej,« sagde jeg.

»Min elskede,« sagde Bill meget formelt. »Jeg har altid elsket dig, og jeg vil være stolt over at dø i din tjeneste. Når jeg er borte, så bed en bøn for mig i en rigtig kirke.«

Clancy bukkede sig ned for at hjælpe Bill ud af sengen og sendte mig et meget uvenligt blik mens han gjorde det. Bill kom vaklende på benene. Han var lige så svag som et menneske. Han trak hospitalsskjorten af og stod nu kun iført pyjamasbukser.

Jeg havde heller ikke lyst til at dø iført hospitalstøj.

»Eric, har du en kniv tilovers til mig?« spurgte Bill, og uden at vende sig væk fra døren, rakte Eric Bill en kortere udgave af sin egen kniv, som var et halvt sværd efter mine begreber. Clancy var også bevæbnet.

Ingen sagde et ord om at prøve at flytte på Tray. Da jeg så hen på ham, overvejede jeg om han allerede var død.

Erics mobiltelefon ringede, og jeg fik et chok. Han besvarede den med et studst »Ja?« Han lyttede og klappede den sammen igen. Jeg lo næsten; der var noget morsomt ved tanken om overnaturlige væsener der kommunikerede ved hjælp af mobiltelefoner. Men da jeg så på Bill, der stod lænet mod væggen, grå i ansigtet, troede jeg ikke at noget i verden nogen sinde ville blive sjovt igen.

»Niall og hans feer er på vej,« sagde Eric til os, og hans stemme var lige så rolig som hvis han oplæste børsnoteringerne. »Breandan har blokeret alle de andre portaler til felandet. Der er kun én åbning nu. Om de når frem i tide, ved jeg ikke.«

»Hvis jeg overlever det her,« sagde Clancy, »vil jeg bede dig om at frigøre mig fra mit løfte, Eric, og så vil jeg søge en anden herre. Jeg finder tanken om at dø i forsvaret af en menneskekvinde modbydelig, uanset hvad hendes forbindelse til dig er.«

»Hvis du dør,« sagde Eric, »dør du fordi jeg, din sherif, beordrede dig i kamp. Årsagen er ikke relevant.«

Clancy nikkede. »Ja, herre.«

»Men jeg vil frigive dig hvis du overlever.«

»Tak, Eric.«

Hold da op. Jeg håbede de var glade nu hvor de havde fået det på plads.

Bill stod og svajede, men både Eric og Clancy så anerkendende på ham. Jeg kunne ikke høre det de kunne høre, men spændingen i rummet voksede til næsten ulidelige højder efterhånden som vores fjender kom nærmere.

Da jeg så Bill tilsyneladende stå roligt og vente på at døden skulle komme til ham, fik jeg et glimt af ham som jeg havde kendt ham engang: den første vampyr jeg nogen sinde havde mødt, den første mand jeg nogen sinde var gået i seng med, den første bejler jeg nogen sinde havde elsket. Alt hvad der var fulgt efter, havde fordærvet disse erindringer, men et øjeblik så jeg ham tydeligt, og jeg elskede ham igen.

Så blev døren splintret, og jeg så et økseblad glimte, og jeg hørte de andre feer komme med skingre, opmuntrende råb til den der svingede øksen.

Jeg besluttede selv at rejse mig, for jeg ville hellere dø stående end i en seng. Så meget mod havde jeg da tilbage i mig. Efter jeg havde fået Erics blod, mærkede jeg måske gløden fra hans rasende kampiver. Det var intet der kunne sætte gang i Eric, som udsigten til en god kamp. Jeg kæmpede for at komme på benene. Jeg konstaterede at jeg godt kunne gå, i hvert fald en lille smule. Der stod nogle trækrykker lænet op ad væggen. Jeg kunne ikke huske nogen sinde at have set trækrykker før, men intet af udstyret på dette hospital var standard på menneskehospitaler.

Jeg tog fat forneden på krykken og løftede lidt på den for at se om jeg kunne svinge den. Svaret var »Sandsynligvis ikke«. Der var en god chance for at jeg ville falde hvis jeg gjorde det, men det var bedre at være aktiv end passiv. I mellemtiden havde jeg de våben i hånden som jeg havde taget i min taske, og krykken kunne i det mindste holde mig oprejst.

Alt dette skete hurtigere end jeg kan genfortælle det. Døren var ved at splintre, og feerne hev de løse træstykker af. Til sidst blev hullet stort nok til at en høj, tynd mand med spindelvævsagtig hår kunne træde igennem. Hans grønne øjne lyste af kampiver. Han langede ud imod Eric med et sværd, og Eric parerede og formåede at give sin modstander en flænge i maven. Feen skreg og bukkede sammen, og Clancys slag ramte ham i nakken og huggede hans hoved af.

Jeg pressede ryggen op mod væggen og satte krykken under den ene arm. Jeg greb mine våben, et i hver hånd. Bill og jeg stod ved siden af hinanden, og så trådte han langsomt og med fuldt overlæg ind foran mig. Bill kastede sin kniv mod den næste fe der kom gennem døren, og spidsen gik lige ind i feens hals. Bill rakte hånden tilbage og tog min bedstemors planteske.

Døren var næsten revet ned nu, og de angribende feer syntes at rykke tilbage. En anden mand trådte ind gennem den splintrede dør og hen over liget af den første fe, og jeg vidste at dette måtte være Breandan. Hans rødlige hår var trukket tilbage i en fletning, og der stod stænk af blod ud fra klingen på hans sværd da han hævede det for at svinge det mod Eric.

Eric var højere, men Breandan havde et længere sværd. Breandan var allerede såret, for hans skjorte var gennemblødt af blod i den ene side. Jeg så noget der lyste, en strikkepind, stikke ud af Breandans skulder, og jeg var sikker på at blodet på hans sværd var Claudines. Der gik en bølge af raseri gennem mig, og det holdt mig oppe hvor jeg ellers ville være brudt sammen.

Breandan sprang til siden på trods af Erics forsøg på at få ham til at kæmpe, og en meget høj kvindelig kriger sprang frem på det sted hvor Breandan havde stået, og svingede en stridskølle – en stridskølle, gud bedre det – mod Eric. Eric dukkede sig, og køllen fortsatte videre og ramte Clancy på siden af hovedet. Hans røde hår blev øjeblikkelig endnu rødere, og han sank livløs sammen. Breandan sprang hen over Clancy for at møde Bill, og hans sværd skar hovedet af Clancy idet han passerede liget. Breandans grin blev bredere. »Du er den ene af dem,« sagde han. »Det var dig der dræbte Neave.«

»Jeg flåede struben ud på hende,« sagde Bill, og hans stemme lød så kraftfuld som nogen sinde. Men han svajede på benene.

»Jeg ser at hun også har dræbt dig,« sagde Breandan og smilede og slækkede en lille smule på opmærksomheden. »Jeg er bare den der gør dig opmærksom på det.«

Bag ham, glemt på sengen i hjørnet, gjorde Tray Dawson en overmenneskelig indsats og greb fat i feens skjorte. Med en skødesløs gestus drejede Breandan sig en anelse og førte det glimtende sværd ned mod den forsvarsløse varulv, og da han trak sværdet tilbage, var det dækket af frisk rødt blod. Men i det øjeblik det tog Breandan at gøre dette, stak Bill min planteske ind under Breandans hævede arm. Da Breandan vendte sig igen, var hans ansigtsudtryk forbløffet. Han så ned på grebet som om han ikke kunne forestille sig hvordan det var kommet til at stikke ud af siden på ham, og så løb der blod ud af hans mundvig.

Bill sank langsomt sammen.

Alt stod stille et øjeblik, men kun inde i min hjerne. Der var tomt lige foran mig, og kvinden afbrød sin kamp med Eric og kastede sig ned på liget af sin fyrste. Hun skreg, længe og højt, og da Bill var ukampdygtig, rettede hun sit sværd mod mig.

Jeg sprøjtede på hende med citronsaften fra min vandpistol.

Hun skreg igen, men denne gang af smerte. Saften havde stænket på hende, hen over brystet og overarmene, og der hvor citronen havde rørt ved hende, begyndte der at stige røg op fra hendes hud. En dråbe havde ramt hendes øjenlåg, kunne jeg se, for hun brugte sin frie hånd til at gnubbe det brændende øje. Og mens hun gjorde det, svingede Eric sin lange kniv og sårede hendes arm, og så dolkede han hende.

Så stod Niall i døren ind til lokalet, og det gjorde ondt i mine øjne at se på ham. Han var ikke iført det sorte jakkesæt han havde på når han mødtes med mig i menneskeverdenen, men en slags lang våbenfrakke og løse bukser stukket ned i støvlerne. Alt ved ham var hvidt, og han lyste … på nær de steder hvor han var blevet oversprøjtet med blod.

Så fulgte der en lang stilhed. Der var ingen tilbage at dræbe.

Mine ben var som gele, og jeg gled ned på gulvet. Jeg sad lænet op mod væggen ved siden af Bill. Jeg kunne ikke afgøre om han var levende eller død. Jeg var for chokeret til at græde og alt for forfærdet til at skrige. Nogle af mine sår var sprunget op igen, og duften af blod og af feer var svær at modstå for Eric, der var helt opslugt af kampens spænding. Før Niall kunne nå hen til mig, lå Eric på knæ ved siden af mig og slikkede blodet af et snitsår på min kind. Jeg havde ikke noget imod det; han havde givet mig sit. Genbrug.

»Væk fra hende, vampyr,« sagde min oldefar med meget blid stemme.

Eric løftede hovedet. Han havde øjnene lukkede af nydelse, og han skælvede over det hele. Men så kollapsede han ved siden af mig. Han stirrede på liget af Clancy. Al triumf forsvandt fra hans ansigt, og en rød tåre fandt vej ned over hans kind.

»Er Bill i live?« spurgte jeg.

»Jeg ved det ikke,« sagde han. Han kiggede ned på sin arm. Han var også blevet såret: en grim flænge på venstre underarm. Jeg havde ikke engang set det ske. Gennem det flængede ærme så jeg såret begynde at hele.

Min oldefar satte sig på hug foran mig.

»Niall,« sagde jeg, og mine læber og mund havde stort besvær med at bevæge sig. »Niall, jeg troede ikke du ville nå frem i tide.«

Sandheden var at jeg var så lammet at jeg næsten ikke vidste hvad jeg sagde. Jeg vidste dårligt nok hvilken af kriserne jeg henviste til. For første gang virkede det så besværligt at leve videre at jeg ikke var sikker på at det var umagen værd.

Min oldefar tog mig i sine arme. »Du er i sikkerhed nu,« sagde han. »Jeg er den eneste levende fyrste. Det kan ingen tage fra mig. Næsten alle mine fjender er døde.«

»Se dig omkring,« sagde jeg og lagde hovedet mod hans skulder. »Niall, se på alle dem der er blevet fældet.« Tray Dawsons blod sivede langsomt ned fra det gennemblødte sengetøj og trommede på gulvet. Bill lå krøllet sammen mod mit højre lår. Mens min oldefar holdt mig ind til sig og strøg mit hår, så jeg forbi hans arm hen på Bill. Han havde levet så mange år, overlevet på den ene og den anden måde. Han havde været parat til at dø for mig. Det var der ingen kvinde – det være sig menneskelig, fe, vampyr eller varulv – som ville være upåvirket af. Jeg tænkte på de nætter vi havde tilbragt sammen, de gange vi havde ligget sammen i sengen og snakket – og jeg græd, men jeg følte mig næsten for træt til at kunne frembringe tårer.

Min oldefar lænede sig tilbage på hælene og kiggede på mig. »Du er nødt til at tage hjem,« sagde han.

»Claudine?«

»Hun er i Sommerlandet.«

Jeg kunne ikke klare flere dårlige nyheder.

»Fe, jeg overlader oprydningen på dette sted til jer,« sagde Eric. »Dit oldebarn er min kvinde, min og min alene. Jeg skal nok bringe hende hjem.«

Niall gloede på Eric. »Det er ikke alle ligene der er feer,« sagde Niall og så skarpt hen på Clancy. »Og hvad skal vi gøre med den der?« Han nikkede med hovedet mod Tray.

»Den der skal tilbage til sit hus,« sagde jeg. »Han skal have en ordentlig begravelse. Han kan ikke bare forsvinde.« Jeg havde ingen anelse om hvad Tray ville have ønsket, men jeg kunne ikke lade feerne smide hans lig i et eller andet hul et sted. Han havde fortjent langt bedre end det. Og Amelia skulle have det at vide. Åh gud. Jeg prøvede at trække benene op som forberedelse til at rejse mig, men det trak i mine sting, og en smerte jog gennem mig. »Ahh,« sagde jeg og bed tænderne sammen.

Jeg stirrede ned i gulvet til jeg fik vejret igen. Og mens jeg stirrede, rykkede det i en af Bills fingre.

»Han er i live, Eric,« sagde jeg, og selv om det gjorde forbandet ondt, var jeg i stand til at smile. »Bill er i live.«

»Godt,« sagde Eric selv om han lød lige lovlig rolig. Han klappede sin mobiltelefon op og tastede et hurtigopkald. »Pam,« sagde han. »Pam, Sookie er i live. Ja, og Bill med. Ikke Clancy. Kom med vognen.«

Jeg mistede indimellem fornemmelsen af tid, men til sidst dukkede Pam op i en stor varevogn. Der lå en madras omme bagi, og Bill og jeg blev lagt ind af Pam og Maxwell Lee, en sort forretningsmand der rent tilfældigvis var vampyr. Det var i det mindste det indtryk Maxwell altid gav. Selv denne nat med vold og stridigheder så Maxwell pæn og uanfægtet ud. Selv om han var højere end Pam, fik de manøvreret os forsigtigt og elegant ind i vognen, og det satte jeg stor pris på. Pam afstod sågar fra at komme med vittige bemærkninger, hvilket var en kærkommen forandring.

Mens vi kørte tilbage til Bon Temps, kunne jeg høre vampyrerne tale dæmpet om afslutningen på fekrigen.

»Det er ærgerligt hvis de forlader denne verden,« sagde Pam. »Jeg elsker dem så meget. De er så svære at fange.«

»Jeg har aldrig haft en fe,« sagde Maxwell Lee.

»Mums,« sagde Pam, og det var det mest velformulerede »mums« jeg nogen sinde havde hørt.

»Ti stille,« sagde Eric, og de holdt begge to kæft.

Bills fingre fandt mine og knugede dem.

»Clancy lever videre i Bill,« sagde Eric til de to andre.

De tog imod denne nyhed med en stilhed jeg opfattede som respektfuld.

»Ligesom du lever videre i Sookie,« sagde Pam meget stilfærdigt.

Min oldefar kom og besøgte mig to dage senere. Efter at have lukket ham ind gik Amelia ovenpå for at græde noget mere. Hun kendte naturligvis sandheden, men resten af lokalsamfundet var chokeret over at nogen havde brudt ind hos Tray og pint ham til døde. Den populære opfattelse var at Trays overfaldsmænd havde ment at han var narkohandler, men der blev absolut ikke fundet noget narkoudstyr under den gennemgribende ransagning af huset og forretningen. Trays ekskone og hans søn tog sig af begravelsen, og Tray ville blive begravet i Immaculate Conception Catholic Church. Jeg ville prøve at tage med for at støtte Amelia. Jeg havde endnu en dag til at få det bedre, men i dag havde jeg det fint med bare at ligge på min seng iført en natkjole. Eric kunne ikke give mig mere blod så jeg kunne hele fuldstændigt. For det første havde han inden for de sidste par dage allerede givet mig blod to gange ud over de småbid vi havde givet hinanden under sex, og han sagde at vi var faretruende tæt på en ikke nærmere defineret grænse. For det andet skulle Eric bruge alt sit blod for selv at hele, og han tog også noget fra Pam. Så det kløede, og jeg helede og konstaterede at vampyrblodet også havde udfyldt de steder hvor kødet var blevet bidt af mine ben.

Det gjorde min forklaring på skaderne (en bilulykke; jeg var blevet ramt af en ukendt flugtbilist) nogenlunde troværdig hvis ikke alt for mange undersøgte sårene nærmere. Selvfølgelig havde Sam vidst med det samme at det ikke var sandheden. Jeg var endt med at fortælle ham hvad der var sket, første gang han kom og besøgte mig. Stamgæsterne på Merlotte’s havde stor medfølelse med mig, fortalte han da han kom anden gang. Han havde margeritter med til mig, og kyllingenuggets fra Dairy Queen. På et tidspunkt hvor Sam troede at jeg ikke kiggede, havde han set dystert på mig.

Da Niall havde trukket en stol hen til sengen, tog han min hånd. De seneste dages begivenheder havde måske gjort de fine rynker i hans hud en anelse dybere. Måske så han lidt trist ud. Men min ærværdige oldefar var stadig smuk, stadig prægtig, stadig besynderlig, og nu hvor jeg vidste hvad hans race var i stand til … så han frygtindgydende ud.

»Vidste du at Lochlan og Neave dræbte mine forældre?« spurgte jeg.

Niall nikkede efter en mærkbar pause. »Jeg havde mistanke om det,« sagde han. »Da du fortalte mig at dine forældre var druknet, måtte jeg uundgåeligt overveje muligheden. De havde alle sammen tilknytning til vand, Breandans folk.«

»Jeg er glad for at de er døde,« sagde jeg.

»Ja, det er jeg også,« sagde han blot. »Og de fleste af Breandans tilhængere er også døde. Jeg har ladet to kvinder leve eftersom vi har så stærkt brug for dem, også selv om en af dem var mor til Breandans barn.«

Det lød som om han gerne ville have mig til at rose ham for det. »Hvad med barnet?« spurgte jeg.

Niall rystede på hovedet, og det tynde lyse hår rystede med.

Han elskede mig, men han var fra en verden der var endnu mere brutal end min.

Som om Niall havde hørt mine tanker, sagde han: »Jeg har tænkt mig endeligt at afspærre adgangen til vores land.«

»Men det var jo det krigen handlede om,« sagde jeg forvirret. »Det var det Breandan ønskede.«

»Jeg er nået frem til at han havde ret, men af de forkerte grunde. Det er ikke feerne der har brug for at blive beskyttet mod den menneskelige verden. Det er menneskene der har brug for at blive beskyttet mod os.«

»Hvad vil det sige? Hvad bliver konsekvenserne?«

»De af os der har levet blandt menneskene, bliver nødt til at vælge.«

»Som Claude.«

»Ja. Han bliver nødt til at afskære båndene til vores hemmelige land hvis han ønsker at blive boende her.«

»Og resten? Dem der bor der allerede?«

»Vi kommer ikke ud mere.« Hans ansigt lyste af sorg.

»Så vil jeg ikke komme til at se dig mere?«

»Nej, min kære. Det er bedst sådan.«

Jeg prøvede at protestere, at fortælle ham at det ikke var det bedste, at det var forfærdeligt at jeg aldrig skulle tale med ham igen eftersom jeg havde så lidt familie. Men jeg kunne bare ikke få ordene over mine læber. »Hvad med Dermot?« sagde jeg i stedet.

»Vi kan ikke finde ham,« sagde Niall. »Hvis han er død, er han blevet til aske et eller andet sted vi ikke har opdaget. Hvis han er her, opfører han sig meget snedigt og holder lav profil. Vi bliver ved med at prøve indtil vi lukker porten.«

Jeg håbede inderligt at Dermot var på fesiden af den port.

I samme øjeblik kom Jason ind.

Min oldefar – vores oldefar – sprang op. Men efter et øjeblik slappede han af. »Du må være Jason,« sagde han.

Min bror stirrede tomt på ham. Jason havde ikke rigtig været sig selv siden Mels død. Samme udgave af lokalavisen der havde bragt historien om det uhyggelige fund af Tray Dawsons lig, havde bragt en anden historie om Mel Harts forsvinden. Det var en almen antagelse at de to begivenheder måske var forbundet på en eller anden måde.

Jeg vidste ikke hvordan varpanterne havde båret sig ad med at dække over begivenhederne i Jasons baghave, og jeg havde ikke lyst til at vide det. Jeg vidste heller ikke hvor liget af Mel befandt sig. Måske var det blevet spist. Måske lå det på bunden af Jasons dam. Måske lå det et eller andet sted ude i skoven.

Jeg gættede på det sidste. Jason og Calvin havde fortalt politiet at Mel havde sagt han ville tage alene på jagt, og Mels vogn var blevet fundet parkeret ved et jagtreservat som han havde en andel i. Der blev fundet nogle blodpletter på ladet af vognen som gav politiet en mistanke om at Mel måske vidste noget om Crystal Stackhouses forfærdelige død, og nogle havde nu hørt Andy Bellefleur sige at han ikke ville blive overrasket hvis Mel havde taget livet af sig selv ude i skoven.

»Ja, jeg er Jason,« sagde min bror med besvær. »Du må så være … min oldefar?«

Niall sænkede hovedet. »Det er jeg. Jeg er kommet for at sige farvel til din søster.«

»Men ikke mig, hva’? Jeg er ikke god nok.«

»Du minder for meget om Dermot.«

»Rend mig.« Jason smed sig ned i fodenden af sengen. »Dermot virkede slet ikke så slem på mig, oldefar. Han kom i det mindste for at advare mig om Mel og fortælle mig at Mel havde dræbt min kone.«

»Ja,« sagde Niall fjern i mælet. »Dermot kan godt have haft en svaghed for dig på grund af ligheden. Jeg går ud fra at du ved at han hjalp til med at dræbe dine forældre?«

Vi stirrede begge to på Niall.

»Ja, sådan som jeg har hørt det, var det den vandfe Breandan havde med sig, der skubbede vognen ud i floden, men kun Dermot var i stand til at åbne døren og hive jeres forældre ud. Derefter holdt vandnymferne dem under vandet.«

Jeg gøs.

»Hvis du spørger mig, så er jeg glad for at du siger farvel,« sagde Jason. »Jeg er glad for at I tager af sted. Jeg håber at I aldrig kommer tilbage igen, ikke nogen som helst af jer.«

Der gik et smerteligt træk hen over Nialls ansigt. »Det kan jeg ikke bebrejde dig,« sagde han. »Jeg ville bare lære mit oldebarn at kende. Men jeg har ikke bragt Sookie andet end sorger.«

Jeg åbnede munden for at protestere, men indså så at det han sagde, var sandt. Det var bare ikke hele sandheden.

»Du gav mig den betryggende viden at jeg havde en familie der elskede mig,« sagde jeg, og Jason udstødte en lyd som om han skulle kvæles. »Du sendte Claudine til mig for at redde mit liv, og det gjorde hun mere end én gang. Jeg vil savne dig, Niall.«

»Vampyren er ikke nogen dårlig mand, og han elsker dig,« sagde Niall. Han rejste sig. »Farvel.« Han bøjede sig ned og kyssede mig på kinden. Hans berøring rummede en kraft, og jeg følte mig pludselig bedre tilpas. Før Jason kunne tage sig sammen til at protestere, kyssede Niall hans pande, og Jasons spændte muskler slappede af.

Min oldefar var borte før jeg kunne nå at spørge ham hvilken vampyr han havde ment.