– hvor vi får at vide, hvordan al
den ballade startede, og hvad der egentlig skete
med Lajla & Leila.
Politikere er jo amatører.
Og det er der overhovedet ikke noget galt i. Det er faktisk selve meningen med demokratiet: Vi skal alle sammen ha’ lige meget at ha’ sagt, for vi er alle sammen lige meget værd – længere er dén ikke!
Tanken er opstået i det gamle Grækenland, og den bunder i dyb idealisme og håbløs uvidenhed om menneskeheden.
Vi har selv valgt, at det er sådan, det skal være – men resultatet er altså, at alverdens demokratiske lande ledes af rablende amatører. Man kan blive miljøminister, bare fordi man ejer en traktor! Det er med politikere som med engangsbleer: De skal skiftes ofte.
Og af samme grund.
Så for at det hele ikke skal gå helt bananas, har politikerne brug for professionelle. Det er sådan nogle folk som Max. Folk, der kan deres kram.
De har altid været der, men nu er de blevet synlige, efterhånden næsten mytiske. I kender selvfølgelig udtrykket: spindoktorer! Man bliver træt allerede ved ordet, men når man er kommet over det, oplever man, at det faktisk er en rigtig spændende metier.
Ligesom inden for andre fag er der nogle, der er dygtige, og nogle, der er knap så dygtige. Max var dygtig. Jeg har selvfølgelig ingen umiddelbar viden om fagområdet, der berettiger mig til at fælde sådan en dom, men jeg har det altså fra manden selv. Og når han fortalte, var jeg ikke i tvivl – det lå i hele hans udstråling. Den slags kan man mærke. Dygtig!
Tag ikke fejl: Jeg er hverken misundelig eller ukritisk beundrende, men har man ikke lov til at være imponeret?
Jeg har som nævnt selv læst lidt ud ad samme vej, men erkendte min begrænsning – og personligt er jeg helt tilfreds med at være bankrøver. Det fylder min tilværelse og gi’r mig min identitet. Og når Max fortæller, står det mig lysende klart, at det valg, jeg i sin tid foretog, var rigtigt. Uddannelse er én ting – men man skal også ha’ sindet til det.
Max var statsministerens nærmeste medarbejder – hans fortrolige. Og når man godt kan synes, at det var fuldstændig ubegribeligt, at det hele skulle ende sådan, som vi lige har hørt, så må man tænke på, at det, vi gør her i livet, sjældent skyldes os selv. Det skyldes omstændighederne!
Det var omstændighederne, der fik Tom til at gøre, som han gjorde, og sige det, han sagde – og det var omstændighederne, der gjorde, at Max var nødt til at slå Tom ihjel.
Der var en helt klar logik i hele forløbet.
Hvis vi tager udgangspunkt i mordet og så går bare en uge tilbage … jamen, det havde været et helvede! Især for Tom, selvfølgelig – det var Max helt klar over. Og jeg må sige, at han forklarede det med stor forståelse og sympati.
Det hele var brændt sammen for Tom i den uge – og det var der ikke noget at sige til.
Dybest set handlede det hele om politiets resurser – undskyld stavemåden!
De var i forvejen strakt til det yderste – bare tænk på Nørrebro! (Hvorfor fanden skal folk bruge politiet til at opdrage deres børn?).
Nå, men ugen var startet med EU-forhandlinger i Bella Centeret. Ganske vist kun på udenrigsministerplan, men udenrigsministeren er idiot, så i virkeligheden var de i Statsministeriet nødt til at stramme ballerne meget mere, end hvis det havde været et rigtigt topmøde.
Og det var dér, kæden var begyndt at hoppe af: Max sad som barnepige i Bella Centeret hele ugen – og Tom stod alene tilbage med resten. Hvilket på det tidspunkt primært betød Thule. Amerikanerne ville ha’, hvad de ville ha’, og det skulle de også nok få. Regeringen skulle bare ha’ passiviseret grønlænderne først – på en pæn måde. Men det nyttede altså alt sammen ikke noget som helst, hvis eskimoerne bagefter kunne rende til EU og få hele aftalen underkendt.
Hvad gør man så? Ja, jeg ville ikke ane det, men Max havde ikke været i tvivl.
Regeringen inviterede præsidenten fra Letland på officielt besøg – han har den afgørende stemme i Ministerrådet. Så kunne de få lukket hullet!
Manden takkede pænt ja til invitationen – de bli’r vist ikke inviteret så meget ud i de lande. Så langt, så godt – men så valgte idioten gud døde mig at komme netop i den uge!
Ja, jeg bruger Max’ udtryk, for det irriterede ham virkelig.
Men der var selvfølgelig ikke rigtigt noget at gøre ved det – andet end at sige velkommen!
Normalt er det jo kongehuset, der ta’r sig af alt det officielle – det er det, vi har dem til. Så havde statsministeren kunnet nøjes med en enkelt kedelig tale ved en kedelig banket.
Lidt a la: „Mr. President of Latvia! – Letland har kastet fortidens skygger af sig og står i dag som en totalt uafhængig nation, der på den mest overbevisende måde har forbedret befolkningens livsstil. Ikke mindst takket være introduktionen af moderne vestlige luksusartikler.
Ja, den er ikke autentisk, men jeg kunne forstå, at den slags faktisk skete en gang imellem. Max kunne jo ikke nå at læse alt igennem først.
Ofte opstod problemet overhovedet ikke, fordi Amalienborg tog sig af at køre showet. Men nu denne gang var det Statsministeriet, der stod med hele dynen af repræsentative forpligtelser – kongehuset meldte fra!
Tak for hjælpen! Max var ikke uden bitterhed, når han tænkte tilbage på det, som han betragtede som et afgørende svigt.
Nå ja, de havde selvfølgelig sørget for at ha’ undskyldningerne i orden: Dronningen havde broderet en bordskåner til alteret i den nybyggede katedral i Oslo, og det ville ha’ været en fornærmelse mod det norske kongehus, hvis hun ikke havde været til stede ved indvielsen. Det kan man jo godt forstå.
Gemalen? Heller ikke så gerne! Prinsen havde igen fået en depression og var flygtet ned til sit franske vinslot. Der sad han nu – ulykkelig og ensom. Kun omgivet af 6 lakajer, 2 kokke, 4 serveringspiger, 600.000 hektoliter rødvin og en fustage foie gras. Kronprinseparret deltog i et maratonløb og en kosmetikmesse i Australien – og lillebror nede i Sønderjylland var uheldigvis sengeliggende.
Nu oven i købet med den samme!
Så var der udsolgt – resten af kongehuset var for lavt rangerende.
Til lykke, Tom!
Tom hang på præsidenten fire dage i træk!
Og Tom nød faktisk kun sjældent spiritus. Den lettiske præsident havde excelleret i skåltale på skåltale ved selv den mindste anledning – bare der var en, der kom tilbage fra toilettet – og Tom havde måttet gøre gode miner til slemt spild og snyde, hver gang han kunne se sit snit til det. Bagefter havde man måttet udskifte samtlige potteplanter i repræsentationslokalerne – alkoholchok!
Så var der Lajla – Toms kone – statsministerfruen. Hun havde haft det værre end Tom! Dér lå nogle forpligtelser, der havde vasket sig! Lajla havde måttet finde på ting, der kunne interessere den lettiske præsidents hustru. Og antallet af konditorier i København er for stærkt nedadgående – de kan ikke fylde agendaen alene.
Hvad så? Endeløse indkøbsture – Kongeligt Porcelæn og Kødbyen – sammen med den lettiske kvinde. Der i øvrigt også hed Leila – men, som det fremgår, stavet med e. Det gør det jo ikke nemmere, vel!
Vores Lajla havde måttet besøge en multi-handicap-børnehave, hvor hun havde fået farvelade på sin frakke, og mens hun var på toilettet, var der nogen, der havde puttet rødler i hendes hat.
Den slags er svært at ta’ med godt humør, når kameraerne er tændt, lige idet man ta’r hatten på.
Det værste var, at der havde været en del pressedækning af de to kvinders tur rundt i landet. En ondskabsfuld morgenavis’ bagsideredaktion fandt på at anlægge en humoristisk vinkel på den officielle visit.
Man må gi’ bladet så meget: De fik en hel del ud af de to damers besøg på en velfungerende ornecentral ved Ringsted. Leila – hende med e – var ellers ret apatisk, men her kom der lys i øjnene! Har I set hendes mand? Dét havde bladets bagsideredaktion …
Så havde der været den helt igennem katastrofale tur i Tivoli. Først snorkede Leila – hold godt øje med, hvornår det er Leila, og hvornår det er Lajla. Det gør ikke så lidt af en forskel! Som sagt – først snorkede Leila sig gennem H.C. Lumbye i Koncertsalen. Så kedede hun sig åbenlyst foran plænens opvisning: springakrobater fra Mongoliet – det er ellers noget, der frisker! Derefter stod den på „Pjerrot og Columbines skærmydsler“ på Pantomimen, hvor en vaks fotograf var heldig at tage et billede, lige da Leila var ved at gabe kæberne af led – uheldigvis samtidig med, at hendes udmattede danske værtinde også gjorde det. Et dejligt, åbenmundet dobbeltportræt, der lå lige til et midteropslag.
Hvis der altså ikke var sket det, at kvinden fra Letland havde insisteret på en tur i Det Gyldne Tårn. De havde måttet køre 10 ture i rap! Præsidentfruen var guf for tyngdekraften – her var virkelig noget at komme efter! Hun nød alle ti ture og kastede kun op under den ene.
Selv flere dage efter var Lajla stadig dybt chokeret over oplevelsen. Og hun fik ikke lov til at glemme den!
„Leila & Lajla viser alt!“ Sådan lød overskriften – jeg kan oven i købet selv huske det. Jeg kan faktisk også huske billedet – det blev ret berømt i de dage – og jeg skal nok spare jer for det. Men de af jer, der ikke rigtigt kan genkalde jer det, kan jeg måske hjælpe med en ganske kort beskrivelse:
Billedet var i farver – og uheldigvis ret skarpt. Det, man ser, er, at der sidder to kvinder i Det Gyldne Tårn i Tivoli. De sidder fastspændt på hver sit sæde ved siden af hinanden. Den ene skriger af fryd, den anden af rædsel. Og raseri! Det er man ikke i tvivl om. Vindmodstanden gør, at deres kjoler bli’r fyldt med luft og … nå ja, man ser ting, der normalt ellers ikke luftes offentligt. I hvert fald ikke blandt damer, der er gift med statsledere uden for områder under fransk jurisdiktion.
Nu om dage er sensationen ved den slags trods alt begrænset, men der var en lille detalje, der ændrede situationen lidt: Ingen af de to damer er jo anoreksitilfælde – og det beløb, den lettiske kvinde måtte ha’ brugt på mad, havde hun åbenbart villet spare på trusse-budgettet …
Nu tror jeg, at det er i alles interesse, at jeg stopper beskrivelsen her.
Vorherre bevares! Der er noget nådesløst over petitjournalistik, når den har svært ved at få grinet færdig. Alt, hvad ministeriet havde af presse-kustoder, tiggede og bad journalisterne om at holde op, men det kan altså godt være svært at få kontrol med skrivende folk, der er i et så usædvanligt godt humør.
Samtidig var det svært at få placeret aben. Hvis skyld var det? Hvem kunne vide, at en præsidentfrue går rundt splitterravende uden trusser? Det må være tykkelsen – alt strammer.
Og snebolden rullede – I kender aviserne – lynhurtigt drejede historien sig nu om to højtstående politikerfruer med bar røv!
Og folk grinede!
På et tidspunkt var det selvfølgelig overstået, og Leila rejste hjem til Letland med sit e og sin præsident.
Endelig kunne Toms Lajla få tid til privatlivet.
Og det er dét, der ikke er så godt!
Det vender vi tilbage til om lidt, for hvis vi vil gøre os håb om at forstå, hvordan alt det rod hang sammen, så er vi nødt til at ha’ flere bolde i luften på én gang.
Så vi lader Lajla og hendes privatliv svæve i luften, mens vi kaster os over en anden gren af historien, der tager sit udgangspunkt i spejderbevægelsen og problematikken omkring eskimoerne i Nordgrønland.
Ja, jeg ved godt, at der er meget at holde styr på – det er derfor, jeg forklarer det så omhyggeligt.