Ola Haver lyttede med et overbærende smil til sin kone.
– Hvad griner du ad?
– Ingenting, sagde Haver forsvarsberedt.
Rebecka Haver fnyste.
– Fortsæt, jeg vil godt høre det, sagde han og rakte ud efter saltkarret.
Hun sendte ham et blik som for at afgøre, om hun ville fortsætte sin redegørelse for situationen på sit arbejde.
– Han er en trussel mod folkesundheden, sagde hun og pegede på fotografiet i landstingets avis.
– Dømmer du ikke lidt for hårdt.
Rebecka rystede på hovedet, mens hun igen pegede på den skæggede landstingspolitikers §æs. “Den finger ville jeg nødigt være under,” tænkte Haver.
– Det handler om de gamle, de svage i samfundet, som ikke tør eller kan komme til orde.
Han havde hørt det før og begyndte at blive træt af hendes gentagelser. Han kom mere salt på.
– Det er ikke godt med salt, sagde Rebecka.
Han så på hende, stillede karret fra sig, tog skeen og spiste i tavshed resten af det alt for hårdkogte æg.
Haver rejste sig, tog af bordet og satte kaffekop, tallerken og æggebæger i opvaskemaskinen, tørrede hurtigt køkkenbordet af og slukkede lyset over komfuret. Efter disse rutinemæssige handlinger plejede han at kigge på termometeret, men denne morgen blev han stående midt i køkkenet. Der var noget, der stoppede ham i bevægelsen hen mod vinduet, som om en usynlig hånd holdt ham tilbage. Rebecka så hurtigt op, men vendte omgående tilbage til sin læsning. Nu vidste han det. Efter termometertjekket plejede han at bøje sig ned over sin kone, kysse hende på håret og sige, hvor meget han holdt af hende. Det gjorde han hver morgen, de spiste morgenmad sammen.
Denne gang tøvede han, eller det var snarere hans krop der tøvede, som nægtede at tage de to skridt hen til vinduet. Opdagelsen af dette gjorde ham forvirret.
Rebecka var færdig med at læse og iagttog ham med en slags professionel vagtsomhed, opøvet gennem flere år på sygehusafdelinger. Han gjorde en bevægelse, som for at lukke lågen til opvaskemaskinen, men den var allerede lukket.
– Hvad er der galt?
– Ikke noget, sagde han. – Jeg tænkte bare.
– Har du hovedpine?
Han gjorde en afværgende bevægelse. I efteråret havde han haft tilbagevendende anfald med en frygtelig generende hovedpine under pandebenet. Nu var det flere uger siden sidst. Havde hun mærket hans tøven? Det troede han ikke.
– I dag far vi en ny mand på drabsafdelingen, sagde han. – Fra Göteborg.
– Afvæbn ham, sagde Rebecka kort.
Han gad ikke svare, men fik pludselig travlt, forlod køkkenet og forsvandt ind i det tilstødende værelse, som fungerede som kontor og bibliotek.
– Jeg kommer sent hjem, sagde han, halvvejs inde i klædeskabet. Han smed en træningsdragt, nogle sko og en trøje til side, som Rebecka havde strikket. Under nogle papkasser lå der en plasticpose fra KappAhl. Den tog han med, trak døren til og gik hurtigt gennem køkkenet.
– Jeg kommer sent hjem, gentog han og blev stående i entreen i nogle sekunder, inden han åbnede yderdøren og gik ud i den kølige decembermorgen, tog nogle dybe indåndinger, tog ligesom tilløb med let bøjet hoved.
December. Mørkets tid. For Rebecka syntes mørket endnu mere uigennemtrængeligt end i meget lang tid. Haver kunne ikke mindes, at hun nogensinde havde været så langt nede. Han havde iagttaget hendes forkrampede forsøg på at holde masken, men under den skrøbelige overflade lå efterårsangsten, eller hvad det nu var, og ruskede i den tynde hinde, der var trukket ned over hendes anspændte ansigt.
Nogle snefnug kom dalende. Han mødte Josefsson fra nummer 3 med sin puddel. Naboen, som beundrede politifolk og altid udtrykte det i overstrømmende vendinger, smilede og sagde noget om den tilstundende vinter. Haver havde svært ved at tage Josefssons altid entusiastiske hurtighed, og mumlede noget om trælse arbejdsuger.
Han tænkte på Rebecka. Hun burde begynde at arbejde igen. Hun havde brug for mennesker omkring sig, stresset på afdelingen, kontakten med patienter og arbejdskammerater. De små snakker om aftenen, når hun og Haver plejede at veksle nogle ord om, hvad der var sket på arbejdet i dagens løb, var afløst af en mut stemning og en anstrengt venten på, at der skulle ske noget. Noget nyt, noget, som satte nyt skub i deres liv. Efter at barn nummer to, Sara, var kommet til verden, havde deres liv mistet meget af den spænding, som hidtil havde været krydderiet i deres samliv.
Haver kunne mærke, hvordan rutinen på arbejdet nu var blevet suppleret med en slags søvndyssende tomgang også derhjemme. Engang var han taget hjem med glæde i kroppen, med en længsel efter Rebecka, bare at være tæt på hende.
Var det udelukkende hendes fejl? Det havde Haver tænkt over. Sammy Nilsson, hans kollega på drabsafdelingen, mente, at det var et alderstegn. “I er kommet i midtvejskrisen, den periode, hvor ægtepar opdager, at livet ikke bliver bedre end det her,” havde han sagt med et smil. “Vrøvl!” havde Haver affærdiget ham. Nu var han ikke længere så sikker. Han elskede Rebecka og havde gjort det fra det første øjeblik. Elskede hun ham? Han havde set et nyt, kritisk udtryk i hendes ansigt. Som om hun så på ham med nye øjne. Jo da, han arbejdede langt mere nu, hvor Ann Lindell var på barsel, men der havde før været tidspunkter, hvor han havde arbejdet mindst lige så meget, og hvor Rebecka ikke havde haft nogen større indvendinger.
Mobiltelefonen ringede.
– Hej, det er mig, sagde afdelingschef Ottosson. – Du kan godt glemme skydningen i dag.Vi står med en død.
Haver stoppede op. Josefssons puddel gøede i det §erne. Den havde vel mødt labradortæven fra nummer 5.
– Hvorhenne?
– Librobäck. En jogger løb ind i et lig.
– Jogger?
Solen var knap nok krøbet op over horisonten. Løb folk så tidligt om morgenen og i det her vejr?
– Teknikerne er på vej, sagde Ottosson.
Han lød træt, nærmest uinteresseret fraværende, som om det var helt naturligt, at en jogger løb ind i et lig hver anden morgen.
– Myrdet?
– Formodentlig, sagde Ottosson, men rettede det straks. – Helt sikkert. Der er blevet skåret i ham. Nu kunne Haver høre håbløsheden i chefens stemme.
Det var ikke træthed, det var opgivenhed over for menneskers ondskab, der fik den ellers altid gemytlige Ottosson til at lyde så uinspireret.
– Hvor i Libro?
– Lige når du kører ud af byen, på højre side efter kommunens affaldsdepot.
Haver tænkte efter, mens han låste bildøren op, prøvede at huske hvordan der så ud længere ude ad Böijegatan.
– “Bilprovning?”
– Længere ude. Kommunen plejer at læsse sne af dér.
– Så ved jeg det, sagde Haver. – Hvem er der mere?
– Fredriksson og Bea.
De afsluttede samtalen. Han havde sagt til Rebecka, at han kom sent hjem, og det ville han garanteret gøre, men nu af en helt anden grund, end han havde troet for et kvarter siden. Mødet med den lokale fagforening skulle afløses af en gennemgang på arbejdet eller anden aktivitet. Det faglige måtte vente. Også skydningen med tjenestevåbnet.
John Harald Jonsson havde blødt meget. Den oprindeligt lyse jakke var tilsølet af indtørret blod. Døden havde sikkert betydet en befrielse for ham. Der manglede tre fingre på højre hånd, hugget af ved andet led. Brandsår og blåsorte udtræk på halsen og i ansigtet vidnede om John Jonssons lidelser.
Teknikeren Eskil Ryde stod nogle meter fra liget, men med blikket rettet mod nord. Haver syntes, han mindede om Sean Connery, med de rå træk, skægstubbene og de høje tindinger. Han så ud over det flade Uppsalalandskab, som om svaret lå der. I virkeligheden studerede han et Viggenfly, som lettede fra flotillen.
Beatrice og Fredriksson sad på hug. Det blæste fra vest. En uniformeret kollega satte afspærringsbånd op. Der lugtede sødt på en ubestemmelig måde, hvilket fik Haver til at se sig om.
Fredriksson kiggede op, nikkede til Haver.
– Lille John, sagde Fredriksson.
Haver havde også straks genkendt den myrdede. For et par år siden havde han afhørt John i en retssag, hvor hans bror havde været indblandet. Broderen havde opgivet John som sit alibividne. Haver kunne huske ham som en ret ordentlig fyr, en tidligere småtyv, som aldrig havde grebet til vold. Han havde ikke uventet verificeret sin brors udsagn. Han løj, det havde Haver været overbevist om, men han kunne alligevel ikke finde en måde at gennemhulle Lennart Jonssons alibi på.
De havde talt om fisk, huskede Haver. Lille John havde en lidenskab for akvariefisk, og derfra var der ikke langt til emnet fiskeri.
– Fy for pokker, sagde Beatrice og rejste sig med en anstrengt bevægelse.
Ottossons bil standsede ved vejkanten. De tre kriminalfolk så, hvordan afdelingschefen talte med nogle nysgerrige, som allerede havde samlet sig ved vej 272, en halvtreds meter væk. Han gjorde en bevægelse med hånden for at vise, at de ikke kunne have deres biler parkeret langs vejen.
– Hvor er joggeren? spurgte Haver og så sig om.
– På skadestuen, sagde Bea. – Da han ville løbe ud på vejen for at standse en bil, gled han og kom ret slemt til skade. Han har muligvis brækket armen.
– Er han afhørt?
– Ja, han bor i Luthagen og løber her hver morgen.
– Hvad lavede han herude i sneen?
– Han løber herud ad cykelbanen og vender hjem bagefter. Men først gør han nogle øvelser, og så kan han komme lidt væk fra vejen. Det var hans forklaring.
– Havde han set noget?
– Nej. Intet.
– Han har sikkert ligget her siden i går aftes, brød teknikeren ind.
– Hjulspor?
– Masser, sagde Beatrice.
– Det er en snelosseplads, sagde Fredriksson.
– Det ved jeg, sagde Haver.
Han så lidt nærmere på Lille John. Han var banket gul og grøn af én, der havde været meget målbevidst eller fuldkommen rasende. Brandsårene, formodentlig fra en cigaret, var dybe. Haver bøjede sig ned og studerede Lille Johns håndled. Mørkerøde mærker vidnede om stramt bundne reb.
De stumper, der var tilbage af de afhuggede fingre, var sorte. Snittene var lavet pænt, sandsynligvis med en meget skarp kniv eller saks, muligvis en tang.
Ottosson kom gående. Haver gik ham imøde.
– Lille John, sagde han bare, og afdelingschefen nikkede.
Han så overraskende vågen ud. Måske var det den friske luft, som kvikkede Ottosson op.
– Han er blevet skåret i, hørte jeg.
– Hvad vidste Lille John, som var så vigtigt?
– Hvad mener du?
– Jeg tror, han blev tortureret, sagde Haver, som kom til at tænke på den myrdedes akvariefisk. “Piratfisk,” tænkte han og gøs ved tanken.
Ottosson snøftede. Der kom et vindpust, som fik dem til at se op. Havers tankefuldhed fra om morgenen havde ikke sluppet sit tag. Han følte sig modløs og uprofessionel.
– Et opgør, sagde han.
Ottosson tog et ternet lommetørklæde frem og pudsede højlydt næse.
– Fandens til blæst, sagde han. – Er der noget på stedet?
– Intet indtil nu. Han er nok blevet transporteret hertil med bil.
– Den er åben, konstaterede Ottosson og nikkede kort hen mod bommen, som hang på trekvart. – Jeg kører jo ret meget her og plejer aldrig at se nogen, der kører ind, kun om vinteren, når kommunens biler læsser sne af.
Haver vidste, at Ottosson havde et sommerhus en tyve kilometer uden for byen, og mente at have hørt, at det lå på Gysingevägen.
Ottosson vendte sig pludselig om og kiggede på Fredriksson og teknikeren, som snakkede sammen henne ved liget. Bea havde forladt de to og strejfede rundt i omgivelserne.
– Hvorfor kom du herud? råbte Haver efter afdelingschefen.
Ottosson plejede ellers aldrig at vise sig så hurtigt på et gerningssted. Nu vendte han sig om.
– Jeg fik Lille John sat fast, da han var seksten. Det var hans første kontakt med os.
– Hvor gammel er han i dag?
– Han blev toogfyrre, sagde Ottosson og fortsatte hen mod bilen.