Hun var uforberedt. Hun havde set sig tilbage, det lød, som om nogen havde skreget på parkeringspladsen, og Ann Lindell havde vendt sig om. En kvindes skrig.
Da hun så fremad igen, stod han dér, julemanden, med et overdimensioneret fuldskæg og en makaber maske.
– Gud, hvor du gjorde mig bange!
– God jul, sagde julemanden og prøvede at lyde som en Walt Disney-figur.
“Gå ad helvede til,” tænkte hun, men smilede.
– Nej tak, sagde hun, som om julemanden ville prakke hende noget på, hvilket han formodentlig også ville, for han tabte omgående interessen for hende og kastede sig over et par med tre børn i hælene.
Hun gik ind gennem indgangen til supermarkedet. “Han skulle hellere rydde sne,” tænkte hun, “så man kan komme ind”. Hun stampede sneen af støvlerne og tog indkøbssedlen frem. Den var lang, og hun følte sig allerede udmattet.
“Lys” stod der øverst, og derefter fulgte en skøn blanding af madvarer og ingredienser. Hun var ikke vild med det, men var nødt til det. Det var første gang, hendes forældre skulle holde jul i Uppsala. Ganske vist havde moderen lovet at tage en hel del julemad med, men listen blev alligevel lang.
Allerede ved grøntsagsafdelingen var hun våd af sved.
– Har I grønkål? fik hun spurgt en ansat, som ilede forbi og som svar pegede i en ubestemmelig retning.
– Tak, sagde Lindell med eftertryk. – Tak for den præcise oplysning.
En hånd blev lagt på hendes arm. Hun vendte sig om, og dér stod Asta Lundin.
– Ann, det er længe siden, sagde hun.
Hun lod hånden blive liggende, og Ann Lindell følte trykket mod sin arm. Fortiden kom susende mod hende. Asta var enke efter Tomat-Anton, en gammel fagforeningsven af Edvard Risberg. Ann havde mødt hende et par gange sammen med Edvard. De havde drukket kaffe i hendes køkken, og Edvard havde senere hjulpet hende med at flytte ind til byen.
– Asta, sagde hun bare, ude af stand til at tænke klart.
– Jeg kan se, du har en lille, sagde kvinden og nikkede mod bæreselen på Anns ryg.
– Han hedder Erik, sagde Ann.
– Går det godt?
Hun var lige ved at græde. Astas grå hår stod som en sky om hendes magre ansigt. Hun huskede Edvards ord om, at Tomat-Anton og Asta var nogle af de fineste mennesker, han havde mødt.
– Det går godt, sagde hun, men hendes ansigtudtryk sagde det modsatte.
– Der bliver top på vognen, sagde Asta. – Det er et værre ræs.
Ann ville spørge om Edvard. I næsten halvandet år havde hun ikke talt med ham, ikke siden den aften på Osthammars sygehus, hvor hun brutalt havde fortalt ham, at hun var gravid med en anden mand. Hun havde heller ikke hørt noget nyt fra andre. Det var, som om han var visket væk. Boede han stadig på Gräsö, til leje hos Viola på første sal? Hvad arbejdede han med? Havde han kontakt med sine teenage-drenge? Og, her svimlede det for hende, havde han mødt en ny kvinde?
– Du ser godt ud, sagde Asta, røde kinder og fin.
– Tak, hvad med dig?
– Min søster kommer herop til jul.
– Hvor dejligt. Ja, mine forældre kommer også herop. De er spændte på, hvor meget Erik er vokset. Har du … begyndte Ann, men kunne ikke fortsætte.
– Jeg forstår, vores Edvard, sagde Asta og lagde igen hånden på Anns arm. Hun kunne huske, hvordan Edvard havde fortalt om Asta og Anton, hvor fysiske de havde været, hvor tit de havde krammet hinanden, kysset hinanden, selv med andre mennesker omkring sig. For Edvard havde parret Lundin fremstået som et ideal af troskab mod hinanden og mod deres liv.
– Du hører måske ikke nyt fra Gräsö, sagde Asta.
– Bor han der stadig?
– Det gør han. Viola skranter lidt, jeg tror hun fik en blodprop i efteråret, men nu er hun på benene igen.
– Det var da godt, sagde Ann tonløst.
– Skal vi ikke tage os en kop kaffe? spurgte Asta.
De slog sig ned ved et lille bord og drak gratis kaffe af små papkrus. Erik klynkede, og Ann tog selen af og rettede lidt på hans tøj.
– Han ser frisk ud, sagde Asta.
Der var så meget, Ann ville spørge om, men hun tog sig i det. Det føltes underligt at sidde sammen med den aldrende kvinde, som om de havde kendt hinanden meget længe, og alligevel ikke. Hun skammede sig også. Hun havde svigtet Edvard, og dermed hans nærmeste venner. Hun havde såret ham, gjort ham ondt, det vidste hun, men hun kunne ikke se nogen bitterhed hos Asta eller vrede over hendes svigt.
– Edvard har det godt, sagde Asta. – Han var forbi for en måneds tid siden. Han plejer at kigge ind.
“Han har været i byen,” tænkte Ann. “Måske har vi krydset hinanden, måske har han set mig?”
– Jeg tror, han har fuldt op at gøre med sit arbejde, fortsatte Asta. – Han knokler løs som før. Hele familien Risberg har altid været arbejdsnarkomaner. Jeg kendte jo også hans far og hans farfar.
Ann nikkede. Hun huskede godt Albert Risberg, den gamle, der boede på førstesalen på Rämnäs Gård, hvor Edvard arbejdede, da hun mødte ham første gang.
– Han er blevet en rigtig øbo.
Asta tav, tog en slurk kaffe og så på Ann.
– Det gik jo helt galt, hun genoptog samtalen. – Det var for svært.
– Ja, det var ikke særlig smart, sagde Ann.
– Edvard er ikke noget stærkt menneske, det sagde Anton tit.
Ann ville ikke høre mere, og det var, som om Asta forstod det, for hun tav.
– Livet bliver ikke altid det, man forventer, sagde hun og smilede skævt.
– Har han …
– Nej, han bor alene, sagde Asta.
– Du læser mine tanker, sagde Ann.
– Du er som en åben bog. Du elsker ham stadig?
Ann nikkede stumt. Hun ville ikke græde. Ikke i et supermarked med masser af mennesker omkring sig. Når hun blev alene, ville tårerne komme. Jo, hun elskede ham.
– Det skal nok have lidt mere tid, sagde Asta. – Du skal se, at livet kommer til at se lidt lysere ud engang i fremtiden.
“Lidt mere tid,” tænkte Ann, “har hun talt med Edvard? Måske vil han gerne se mig, måske kan han tilgive?” Hun ville spørge kvinden overfor, hvad hun mente, men var bange for svaret.
– Måske, sagde hun.
Hun rejste sig.
– Nu må jeg videre med at handle. Tak for snakken.
Asta sagde ikke noget, blev siddende ved bordet og sad der stadig, da Ann lidt senere var på vej hen til delikatessedisken. Det grå hår, de magre hænder på bordet. Ann fornemmede, at hun tænkte på Anton.