Han kunne godt lide mosset, som kunne anes under sneen. Havde det været sommer, ville han have lagt sig ned. Bare et øjeblik. Hvilet sig lidt. Han trak vejret dybt ind. En gang, to gange. Hun havde tændt en lampe i dagligstuen. Han havde skimtet hendes skikkelse i nogle korte øjeblikke.
– Jeg er en skovkriger, sagde han højt.
Den tanke passede ham godt. At han var et væsen, der kom udefra, fra mosset og mørket, ind til de varme vinduer.
Pludselig blev lampen i det andet værelse tændt. Hun havde taget tøjet af overkroppen, undtagen en lys bh. Hun åbnede klædeskabsdøren, tog en sweater frem, og i én bevægelse trak hun den over hovedet og armene, så hurtigt, at han bandede højt. Han ville se hende. Hvor havde han dog drømt om de bryster.
Hun blev stående i værelset, vendte og drejede sig, spejlede sig, rettede på et eller andet. Hun gik nærmere hen til spejlet, lænede sig frem. Han måtte gøre det samme for at kunne studere hende ordentligt. Der var fem meter mellem vinduet og det træ, han havde skjult sig bag. Han lugtede til stammen. Fugt, ikke andet.
Hun slukkede og gik ud af værelset. Han ventede ti minutter, inden han forsigtigt nærmede sig altanen og krøb sammen bag det sparsomme stakit. Hvad var hans plan? Uvisheden om dette fik ham til at tøve. Han mente, han havde haft en idé, men nu, hvor han var på stedet, så tæt på en af sine plageånder, forekom den ikke særlig tillokkende.
Vincent Hahn følte det, som om han blev ført femogtyve, tredive år tilbage i tiden. Også dengang var der øjeblikke med storhed, øjeblikke, hvor han tog beslutninger. Beslutninger, som dog altid smuldrede i mødet med virkeligheden. Hun kunne stadigvæk gøre ham usikker. Det gjorde ham rasende indeni, men han kunne endnu ikke blive af med følelsen af underlegenhed og afhængighed.