Klokken halv elleve ringede Mikael Andersson til politiet. Det var vagthavende på kriminalafdelingen, der tog imod samtalen. Med andre ord Fredriksson, for de andre var i Eriksberg for at tage sig af en mishandling.
Fredriksson sad nok så fornøjet på sit kontor. Der var fred og ro, og han fik tid til at tænke og sortere papirer. Han havde tilrettelagt et, efter hans egen mening, snedigt system med otte forskellige bunker, hvoraf den mest omfangsrige var beregnet til det store arkiv, papirkurven. Han tænkte på snakken om det papirløse kontor, det var i hvert fald ikke indført på politistationen i Uppsala.
Egentlig havde han ikke noget imod papir. Han var lidt af en kon-tornusser, der godt kunne Ude mapper, registre og ringbind. De fleste af hans kolleger, og her først og fremmest de yngre, gemte det meste på computerne. Fredriksson derimod ville gerne have raslende papirer og ringbind at slå op i, og hullemaskinen havde en central plads på hans skrivebord.
Hvis han blev forstyrret, når telefonen ringede, viste han det ikke, men svarede venligt.
– Jeg kendte Lille John, lød en stemme i den anden ende. – Du ved, ham, der blev myrdet.
– Hvad hedder du?
– Micke Andersson. Jeg har først hørt det nu. Jeg har arbejdet, og mobilen har ligget hjemme. Jeg arbejder i snesjakket og …
– O.k, sagde Fredriksson roligt, – du kommer hjem og finder en besked på din mobil om, at John er død. Hvem sendte beskeden?
– Johns bror.
– Lennart Jonsson?
– Han har kun én bror.
– Du kendte John?
– Vi har kendt hinanden hele livet. Hvad er der sket? Ved I noget?
– En del, men du ved måske noget, som vi ikke ved.
– Jeg så John i går, og da var han, som han plejer at være.
– Hvornår?
– Ved femtiden, tror jeg.
– Hvor?
– Hjemme hos mig. John havde været på bolaget, og bagefter kiggede han op til mig.
Fredriksson noterede og spurgte videre. Lille John var dukket op hos Mikael Andersson på Väderkvarnsgatan. Mikael var lige kommet hjem fra pladeværkstedet, hvor han arbejdede. Han havde lige taget brusebad og mente, at klokken var næsten fem. John havde været på bolaget i Kvarnen. Han havde virket glad, ikke på nogen måde urolig. I hånden havde han to grønne plasticposer.
De havde talt om alt muligt, John om sit akvarium, men han havde ikke nævnt noget køb af en pumpe. Mikael havde snakket arbejde, at han formodentlig ville tage en aftentjans. Der var nogle tage, der skulle renses for sne.
– Havde han noget ærinde? Spurgte han om noget specielt?
– Nej, han kiggede bare forbi, sådan som jeg opfattede det. Jeg spurgte, om han ville rydde sne. Firmaet tager folk ind, men han virkede ikke særlig interesseret.
– Han ville ikke have arbejde?
– Ja, han sagde jo ikke ligefrem nej, men var ikke særligt entusiastisk.
– Du lyder forbavset.
– Lille John var ikke den type, som gerne ville sidde med hænderne i skødet. Jeg troede vel, at han straks ville sige ja tak.
– Havde han brug for penge?
– Hvem har ikke det?
– Jeg mener her op til jul og sådan.
– Det sagde han ikke noget om. Han havde jo råd til at købe brændevin.
John var blevet en halv time, muligvis tre kvarter. Et kvarter over seks havde Mikael Andersson forladt lejligheden for at rydde tage på Sysslomansgatan. Det havde været hans opfattelse, at John var på vej hjem.
– Der var en ting. Han bad mig om at måtte låne telefonen, men så opgav han det. Han ringede aldrig.
– Han sagde ikke, hvem han ville ringe til?
– Næh, hjem måske. Han var forsinket, sagde han.
Mikael Andersson lagde røret på og famlede efter cigaretpakken i brystlommen, indtil han kom i tanke om, at han var holdt op med at ryge for to måneder siden. I stedet hældte han et glas vin op, selv om han vidste, det ville gøre ham endnu mere smøgforlegen. John plejede at drille ham med at han drak “kællingedrikke”, og i begyndelsen havde han skammet sig, men nu var det indarbejdet, at Micke mest drak rødvin.
I fire år levede han sammen med en kvinde, der hed Minna. En skønne dag gik hun helt uden videre sin vej for aldrig mere at vende tilbage. Ikke engang sine møbler eller personlige ejendele hentede hun. Micke så tiden an i to måneder, så pakkede han det hele sammen og kørte det ud til Ragnsells i Kvarnbo. Han fyldte en halv container med hendes “skrammel”.
Det var hende, der lærte ham at drikke vin. “Det var det eneste gode ved hende,” plejede han at sige. “Hvis jeg så havde slået hende eller havde været en satan over for hende,” sagde han til sine venner, som spurgte, hvor Minna var blevet af, “men bare at stikke af, jeg fatter det ikke.”
Han slog sig ned i dagligstuen, i den lænestol, han havde siddet i dagen før, med John overfor. Han havde ikke taget jakken af. John, som han havde kendt hele sit liv. Hans bedste ven. “Faktisk den eneste ven,” tænkte han og kunne ikke lade være med at snøfte.
Han tog en slurk af vinen, og det beroligede ham. Rioja. Han drejede flasken og studerede etiketten, inden han fyldte i glasset igen. Nu forekom den halve time med John utrolig væsentlig. Han ville genkalde alt i erindringen, hvad der blev sagt, huske hvert eneste ansigtsudtryk, hver gang de lo og alle blikkene. For de havde grinet, John og han?
Han drak ud og lukkede øjnene. “Vi havde det da godt, John.” Han havde stået med bolagsposerne i hænderne og sagt noget om julefred. Mikael fik pludselig den idé, at John havde glemt poserne, og gik ud i entreen for at se efter, om de stadig stod under hattehylden. Der var bare et par kondisko og hans gennemblødte arbejdsstøvler, som han burde stille til tørring til næste dag.
Han gik tankefuld ud i køkkenet. Hvad havde John sagt? Mikael så på væguret. Kunne han ringe til Berit? Han var overbevist om, at hun var vågen. Han burde måske køre derhen? Lennart havde han ikke lyst til at tale med. Han ville bare lave ballade og kæfte op.
På køkkenbordet lå travprogrammet. “Jeg vil sgu vædde med, at vi vinder ti millioner nu, hvor du er død,” tænkte han og fejede programmet og spillekuponerne på gulvet. “Vi, der aldrig vandt, men alligevel spillede. Uge efter uge, år efter år, i håb om den store gevinst. Rusen. Lykken.”
– Vi var ikke ret gode, sagde han højt, – vi vidste ikke en skid om heste.
“Havde det været akvariefisk, der havde konkurreret, havde vi gjort rent bord,” tænkte han og samlede papirerne op fra gulvet. Minna havde lært ham mere end at drikke vin: Begynder der først at ligge ting på gulvet, så er man på vej ned ad slisken.
Han pressede sin pande mod vinduet, mumlede vennens navn og så sneen falde. Han kunne godt lide julen med dens forberedelser, men nu vidste han at udsigten fra køkkenvinduet, med naboernes forsøg på at skabe stemning med julelys og adventsstager, for altid ville være billedet på Johns død.
Lennart Jonsson traskede af sted i sneen. En bil tudede arrigt, da han gik forbi Vaksalagaten. Lennart truede ad ham. De røde baglygter forsvandt mod øst. Han blev gennemstrømmet af en følelse af uretfærdighed. Andre kørte bil, men selv måtte han gå, springe over de oppløjede driver, krydse sig frem for at finde ryddede strækninger.
Vendte han blikket mod vest, så han julebelysningen som en perlekæde ind mod centrum. Det knirkede under fødderne. En kvinde havde engang sagt til ham, at hun gerne ville spise den lyd, der opstod under fødderne, når det var rigtig koldt. De ord kom han altid i tanke om, når han gik i knirkende sne. Hvad havde hun ment? Han kunne godt lide det, men forstod det ikke.
En bil med et juletræ på taget passerede på Salabacksgatan. Ellers var der roligt i gaderne. Han standsede op, hang med hovedet, som om han var fuld, men greb sig selv i at græde. Han ville allerhelst lægge sig ned i sneen og dø, ligesom hans bror havde gjort. Hans eneste bror. Død. Myrdet. Hævntørsten sad som et jernspyd tværs igennem hans krop, og han vidste, at først når Lille Johns morder var død, ville noget af smerten slippe taget.
Savnet af John måtte han leve med. Han trak jakkens lynlås op. Indenunder havde han kun en T-shirt. Han bevægede sig hen ad gaden på en så fremmed måde, at han kunne mærke det rent fysisk. Han, der plejede at fise af sted, gik nu eftertænksomt og spejdede op mod husfacaderne, lagde mærke til detaljer som den overfyldte papirkurv ved busstoppestedet og den tilsneede rollator, ting, som han ellers ikke ville have skænket en tanke.
Det var, som om broderens død havde skærpet hans sanser. Han havde kun fået et par øl indenbords. Johns øl. Han var blevet hos Berit, lige til Justus var faldet i søvn. Her gik han, ædru, klar i hovedet som aldrig før, og så, hvordan hans bydel blev lagt til hvile under et hvidt ligklæde.
Det knirkede under fødderne, og han ville ikke bare spise lyden, men hele byen, hele dette helvede, ville han feje rent.
Ankommet til Brantingstorg havde han kun et par husblokke hjem, men blev stående næsten midt på torvet. En traktor arbejdede sig systematisk gennem snemasserne, pløjede parkeringspladserne og indkørslerne op.
Var John død, da han blev dumpet i Libro? Det vidste Lennart ikke, havde glemt at spørge. John kom let til at fryse. Hans magre krop var ikke bygget til kulde. Hans smalle hænder. Han kunne være blevet pianist. Nu blev han svejser og den bedste til akvariefisk. Onkel Eugen plejede for sjov at sige, at John burde stille op i “Kvit eller dobbelt” i fjernsynet. Han kendte jo hvert eneste lille skæl og finne.
Lennart iagttog traktoren, og da den passerede tæt på ham, rakte han hånden op som hilsen. Føreren vinkede tilbage. En ung fyr, lige godt tyve. Han gav den lidt ekstra gas, da han så, at Lennart stadig stod der, satte den i bakgear med en nonchalant håndbevægelse, sænkede bagenden, kom i stilling, kom op igen og drejede rundt, tog den sidste stribe sne.
Lennart fik lyst til at standse traktoren, veksle nogle ord med føreren, måske sige et par ord om Lille John. Han ville gerne tale med en, der vidste, hvad hænder betød.
Han orkede kun at tænke på broderen i brudstykker. Hænderne, den lidt forsigtige latter, allermest når han var i et fremmed miljø – ingen kunne påstå, at John var fremfusende. Den magre krop, som var forbløffende stærk.
John havde også været god til at spille kugler. Når de legede i gården, var det altid John, der gik hjem med posen fuld af kugler og med nye tinsoldater i lommen, især vandt han de dér svære ti- og tolvtrins. Det var kun Teodor, viceværten, som kunne overgå ham. Han kom sommetider forbi, lånte en kugle og sendte den af sted i en bred bue og fældede soldaten. Det var snyd at få hjælp, men ingen protesterede. Teodor behandlede alle ens, og næste gang kunne man selv fa æren af hans hjælp.
Teodor lo meget, muligvis fordi han sommetider tog en øl, men mest fordi han var en mand, der viste sine følelser. Han elskede kvinder, havde højdeskræk og var mørkeræd, det var hans tre mest markante træk, bortset fra at han var en erfaren og hurtig vicevært. Det var kun få, der kunne overgå ham i den disciplin, når han var i det frygtede humør.
Lennart plejede at tænke: Hvis vi havde haft sådan nogle lærere, med den styrke og de svagheder, som Teodor havde, så ville vi alle være blevet professorer. I et eller andet. Teodor var professor i at gøre en kældernedgang ren, uden at det støvede, at gøre tre ting samtidig, holde gårdene rene, så selve opsamlingen af skraldet fremstod som en kunst, at skuffe grusgange og rabatter, så de holdt sig pæne i godt tre uger.
“Alt dette skulle vi bare have lært i skolen,” tænkte Lennart, mens han betragtede traktoren. “Tror du mig ikke, John? Du var den eneste, der tog sig af mig, nej, det passer ikke, også far og mor, helt sikkert. Far, far, den forbandede stammen. Dine forbandede tage. Skrothelvedet.”
Teodor havde ikke nogen stor traktor, i begyndelsen kun skovle og senere en drønstærk, gammel Belos med to stænger at holde i og et sneblad monteret foran.
John og Lennart havde hjulpet til med at skovle kældernedkørsler-ne, og engang, midt i 60’er ne, en usandsynlig snerig vinter, havde Teodor sendt dem op på taget, femten meter over jorden. De var sønner af en tagdækker. Reb om livet og en lille skovl i hånden. Teodor i taglemmen, dirigerede, holdt i rebene. Drengene, som gled på de glatte tegl, som skubbede sneen nedad og ud over kanten. Dernede stod Svensson og dirigerede de forbipasserende.
Engang havde Lennart kigget ud over kanten og vinket til Svensson. Han havde vinket tilbage.Var han ædru? Måske. Teodor stod i lemmen, skræmt fra vid og sans over den store højde. Mod vest slottet og domkirkens spir. Mod Øst Vaksala kirke med sit spidse tårn, som en nål mod himlen. I luften mere sne. Inden for vindjakken et dunkende hjerte.
Når de kunne kravle opad og forsvinde ned gennem lemmen og ind på loftet, lo Teodor af lettelse. De gik ned i fyrkælderen. Dér blev gårdens skrald brændt i en kæmpestor ovn, og de varmede sig. Luften var hed og tør, der duftede lidt surt, men meget godt. En duft, som Lennart aldrig siden havde oplevet.
Ved siden af brændeovnen stod der et bordtennisbord, og det kunne ske, at de spillede turneringsbordtennis. John var den hurtigste. Lennart den, som ville afgøre det direkte med et smash.
Sommetider bød viceværten på sodavand. Selv snuppede han en øl. John drak altid Zingo. Lennart smilede ved mindet. Så længe siden. Han havde ikke tænkt på fyrkælderen i mange herrens år, men nu rekonstruerede han for sig selv de forskellige aflukker, duftene, rækkerne med tomme glas og aviser. Så længe siden. Professor Teodor var død for nogle år siden.
Lennart bøjede hovedet som en sørgende ved en grav. Han frøs, men ville dvæle ved minderne. Når han først kom hjem, ville livets lurvethed trænge sig på. Så ville han tage en snaps, måske flere.
Traktorføreren sendte ham et blik ud ad øjenkrogen, da han kørte forbi. Lennart tog sig ikke af, hvad han tænkte. Det var længe siden, han havde taget sig af noget. Han må vel tro, jeg er skør.
Engang havde de overrasket Teodor. Det var på hans fødselsdag, muligvis en rund, en af forældrene må have givet dem et tips om det. Han var mørkeræd, og de forsamlede unger kunne høre hans buldrende stemme gennem den lange snoede kældergang. Han sang for at dæmpe sin uro. “Hele ugen alene, uh hu hu hu” … rungede det, forstærket i de smalle gange med de mange mørke aflukker og sidegangene. Da han rundede hjørnet ved cykelkælderen, begyndte gårdens unger at synge. Teodor stivnede af skræk, inden sammenhængen gik op for ham. Han lyttede med tårer i øjnene til “Han skal leve”. Det var hans unger, dem, han havde set vokse op, rødderne, han skældte ud på og spillede bordtennis med, som han driblede fodbolden fra, når de spillede på dyngvåde græsplæner, og som han senere jonglerede med i fyrkælderen.
Ti drenge og en vicevært i en kælder. Så langt væk. Johns og hans barndom. Dengang, inden alt var fastlagt. Lennart tog en dyb indånding. Den kolde luft fyldte hans lunger, og han skuttede sig.Var det forudbestemt, at hans bror skulle dø ung? Det burde have været ham selv. Han, som havde kørt spritkørsel så mange gange, havde drukket uren sprut og boet sammen med gutterne, der levede en dag ad gangen. Ikke John, som havde Berit og Justus, sine fisk og sine hænder, der skabte de fineste svejsefuger.
Han begyndte at gå. Snefaldet var taget af, og man kunne skimte nogle stjerner mellem skyerne. Snerydderen huserede nu i den sydlige ende af torvet. Traktoren stod stille, og Lennart så, hvordan den unge fyr tog en termokande op, skruede låget af og hældte lidt kaffe op.
Da han gik forbi traktoren, nikkede han, standsede op, som om han havde fået en idé, gik hen og bankede lidt forsigtigt på døren. Gutten i traktoren rullede vinduet halvt ned.
– Hej, sagde Lennart, – der er noget at se til?
Gutten nikkede.
– Du undrer dig måske over, hvad jeg laver her midt om natten?
Han trådte op på det første trin og kom derved mere på højde med føreren. Han kunne mærke varmen strømme mod ham.
– Min bror døde i går, sagde han. – Jeg er lidt nede, forstår du.
– Ah, for fanden, sagde den unge traktorfører og satte termokruset ned på instrumentbrættet.
– Hvor gammel er du?
– Treogtyve.
Lennart anede ikke, hvordan han skulle gå videre, kun at han ville snakke.
– Hvor gammel var din bror?
– Han var ældre, men alligevel. Han var min lillebror, du ved.
Han kiggede ned på sine gennemvåde, lave sko.
– Min lillebror, gentog han stille.
– Vil du have lidt kaffe?
Lennart så på gutten et kort øjeblik, inden han nikkede.
– Jeg har kun en kop.
– Det er i orden.
Han fik en dampende kop i hånden. Der var sukker i, men det gjorde ikke noget. Han tog en tår og så igen på gutten.
– Jeg kommer fra min brors kone, sagde han. – De har en knægt på fjorten.
– Var han syg?
– Næh, han blev myrdet.
Gutten spærrede øjnene op.
– I Libro, hvis du ved, hvor det er. Ja, det ved du selvfølgelig. Dér hvor kommunen læsser sne af.
– Var det din bror?
Lennart drak det sidste og leverede koppen tilbage.
– Det var sgu godt med lidt varmt.
Alligevel skuttede han sig, som om kulden havde rusket op i hans indre. Gutten skruede låget på og puttede termokanden ned i en taske bag stolen. Bevægelsen mindede Lennart om noget, og han mærkede et stik af misundelse.
– Jeg må vist hjemad, sagde han.
Gutten så ud over torvet.
– Det er snart slut, sagde han. – Det bliver koldere.
Lennart stod stadig tøvende på trinnet.
– Pas godt på dig selv, sagde han til sidst, – og tak for kaffe.
Han gik stille hjemad. Den søde smag i munden fik ham til at længes efter en øl. Han satte tempoet op. Gennem et vindue så han en kvinde pusle i sit køkken. Hun så op, da han gik forbi, og strøg sig samtidig over panden med bagsiden af hånden. Et hurtigt øjekast, inden hun fortsatte med at pynte vindueskarmen med små keramiknisser.
Klokken var næsten to, da Lennart kom hjem. Han tændte bare lampen over komfuret, tog en øl fra køkkenbordet og satte sig ved spisebordet.
Nu havde John været død i tredive timer. I lige så mange timer havde en morder gået frit omkring. For hvert sekund, der gik, voksede Lennarts beslutning om at dræbe den, der havde myrdet hans bror.
Han ville tjekke med politiet, hvad de vidste, hvis de da ville sige noget. Han så igen på uret. Han burde være gået i gang med det samme. Han kunne have ringet rundt. For hvert minut, der gik, voksede uretfærdigheden i, at hans brors morder kunne færdes frit og indånde luften omkring sig.
Han hentede papir og kuglepen, bed lidt i pennen og skrev så med strittende håndskrift otte navne. Alle mænd på hans egen alder. Alle småtyve som ham selv. Nogle narkovrag, en hæler, to hjemmebrændere og dealere, gamle venner fra Norrtäljeanstalten.
“Rosset,” tænkte han, da han så listen, dem, som de lovlydige gik ad vejen for, når de mødtes, som de lod som om de ikke så.
Han ville holde sig ædru og rask. Bagefter kunne han drikke sig ihjel.
Han åbnede en øl mere, men drak kun et par slurke, inden han lod den stå på bordet og gik ind i dagligstuen. Han havde en toværelses. Den var han stolt af, at det gennem alle årene var lykkedes ham at beholde sin fæstning. Ganske vist havde naboerne sommetider klaget, og nogle gange havde lejekontrakten hængt i en tynd tråd.
Der stod to fotografier på en hylde. Han tog det ene ned og betragtede det længe. Onkel Eugen, John og ham selv på fisketur. Hvem der havde taget billedet, kunne han ikke huske. John holdt en gedde op og så overlykkelig ud, han selv var sammenbidt, ikke sur, men alvorlig. Eugen så som altid veltilpas ud.
Pudsig, sagde Aina om sin bror. Lennart skulle langt senere huske en lørdag, da moderen lagde den ene hånd om Eugens hals og den anden om Albins. De sad ved bordet i køkkenet. Hun havde sat noget pålæg frem, Eugen snakkede løs som sædvanlig, og hun var på vej hen til spisekammeret, da hun rørte ved de to mænd, hun elskede mest. Måske lod hun sine hænder ligge to sekunder, mens hun kommenterede noget af broderens snak.
Lennart kunne huske, hvordan han havde kigget på faderen. Han så godmodig ud, sådan som han gjorde efter en snaps og en bajer. Det lod ikke til, at han bemærkede hendes hånd, i hvert fald tog han ingen notits af den, han trak sig ikke væk eller så plaget ud.
Hvor gammel kunne han selv have været på fotografiet? Fjorten vel. Det var nok dengang, det vendte. Ikke flere fisketure. Lennart havde en følelse af tovtrækning inden i sig selv på det tidspunkt. Hvordan han til tider kunne føle lykke, når de stod på loftet, han, John og Teodor, efter at de var færdige med snerydningen. Eller med Albin på pladeværkstedet, de fa gange han fik lov til at komme med. Dér betød Albins stammen ingenting. Også faderens træthed, som Lennart, da han var lille, troede, skyldtes hans stammen, det så jo så anstrengende ud, når ordene ikke ville ud, den træthed var som blæst væk på lageret. Han bevægede sig på en anden måde.
Han huskede pludselig, hvordan Albins ansigt sommetider trak sig sammen som i krampe. Var det smerter eller træthed? Var det derfor, han faldt? Man sagde, det var glat. Eller måske hoppede han med hovedet først? Nej, hans arbejdskammerat så ham jo glide, hørte råbet, eller skriget. Stammede han dengang, da han faldt hovedkulds? Var det et stammende skrig, der rungede mod domkirkens massive murstensmur?
Han måtte have skreget, så det hørtes helt op til ærkeenglen. Sankt Peder blev advaret, så han kunne fa tid til at gøre plads til Albin, højt oppe over alle tage og spir, han havde klatret på. Nu falser han vel plader i himlen, tænkte Lennart. Hvad skulle han ellers lave? Han måtte have noget i hænderne. Han hadede uvirksomhed. Det er sikkert guldtage eller i hvert fald af kobber.
Han savnede pludselig den gamle, som om sorgen over John trak den over Albin med.
– Bare en lille stund, sagde han højt, og gav efter for følelsen. – Og så væk!
Han sad i den dårligt oplyste lejlighed en time, to timer, tre måske. Han vågede. Hans læber og kinder blev stive, og det værkede i ryggen. Han vågede og følte, at han genoplevede den gode tid sammen med John.
Den onde tid fortrængte han. Han havde da spekuleret over sammenhængen, var blevet stillet spørgsmål, i skolen, på børnepsykia-trisk, hos strisserne, i brummen, på bistanden, a-kassen, alle havde de spurgt ham.
Han havde forsøgt at rede trådene ud. Nu løb de sammen på en snelosseplads i Librobäck, et sted, ingen havde skænket en tanke.
Han vidste, at der ikke var nogen sammenhæng. Livet var udelukkende et sammenkog af tilfældigheder og håb, som tit blev gjort til skamme. Han var for længst holdt op med at spekulere. Hans liv var valgt. Hvorvidt det var ham selv, der havde valgt det, ville han ikke længere spekulere over. At det var gået galt, galt ad helvede til, alt for mange gange, det vidste han. Han skød ikke længere skylden på nogen eller noget. Livet var, som det var.
Det andet liv, det velordnede, eksisterede som en refleks, der blussede op en tiendedel sekund. Han havde da forsøgt. Der var engang i 80’erne, da han fik job som arbejdsmand på Bygg Mark. Han havde skovlet skærver og muldjord, ordnet madkasser og havde skaffet sig en fysik som aldrig før.
Han mødte folk, som havde kendt Albin, og fik et andet billede af faderen. Gamle bygningsarbejdere udtrykte sig rosende om den fagkyndige pladesmed, ros, som Lennart tog til sig. Den kollektive erindring af Albins store dygtighed syntes også at indbefatte sønnen lidt.
Vel havde der været tider. Og så John. Lillebror. Død. Myrdet.
Berit åbnede døren på klem ind til værelset for tredje gang inden for en halv time og iagttog Justus’ strittende hår og det nøgne ansigt, som endnu bar spor af gråden.
Hun lukkede døren, men blev stående med hånden på dørhåndtaget. “Hvordan skal det gå?” gentog hun for sig selv. Uvirkelighedsfølelsen lå som en maske over hendes ansigt. Benene var tunge, som om de var i gips, og armene føltes som fremmede udvækster på en krop, som var hendes, og alligevel ikke. Hun bevægede sig, talte og fornemmede omgivelserne med alle sanser, men som på afstand af sig selv.
Justus var brudt sammen. I flere timer havde han rystet, grædt og skreget. Hun selv havde tvunget sig til at være rolig. Så var han faldet til ro, det var som ved et fingerknips, og var sunket ned i sofahjørnet. Han fik noget fremmed over sit unge ansigt.
De var hurtigt blevet meget sultne. Berit havde i en fart lavet spaghetti, som de spiste med ukogte pølser og ketchup til.
– Gør det ondt at dø? havde Justus spurgt.
Hvad skulle hun svare? Hun vidste fra den kvindelige politibetjent, at John var blevet udsat for mishandling, men havde ikke villet høre nogen detaljer. “Det gjorde ondt, Justus,” havde hun sagt stille hen for sig selv, men prøvet at trøste ham med, at John sikkert ikke havde lidt.
Han havde ikke troet hende. Hvorfor skulle han det?
Hånden på dørhåndtaget. Lukkede øjne.
– Min John, hviskede hun.
Hun havde svedt. Nu var hun kold og gik på stive ben ind i dagligstuen for at hente dynen. Hun stod passivt midt i stuen, indhyllet i dynen, ude af stand til at foretage sig noget, efter at Justus var faldet i søvn. Da var der brug for hende. Nu gik minut efter minut, og John blev stadig mere død. Stadig mere fjern.
Hun gik hen til vinduet. Duften fra hyacinterne var lige ved at kvæle hende, og hun fik en pludselig lyst til at smadre glasset for at få luft, frisk luft.
Det sneede igen. Pludselig så hun en bevægelse. En mand forsvandt mellem husene på den anden side af gaden. Det drejede sig om en lynhurtig iagttagelse, men Berit var overbevist om at hun havde set den skikkelse før. Mørkegrønt tøj, en slags hue, det var det hele. Hun stirrede ned mod gavlen, hvor han var forsvundet, men nu så hun kun sporene i sneen. Det slog hende, at det var den samme mand, hun havde set aftenen før, da hun ventede på John. Dengang havde hun troet, at det var Harrys lillebror, der hjalp til med snerydningen, men nu blev hun usikker. Var det John, der viste sig? Ville han sige noget?
Ola Haver kom hjem lidt før ni.
– Jeg så nyhederne, var det første, Rebecka sagde.
Hun sendte ham et blik hen over skulderen. Han tog overtøjet af og mærkede, hvordan trætheden skyllede ind over ham. I køkkenet fortsatte den vedholdende hakken. Kniv mødte skærebræt.
Han gik ud i køkkenet. Rebecka stod med ryggen til ham, og han blev draget hen mod hende, som om han var en jernfilspån, og hun en magnet.
– Hej, sagde han og borede ansigtet ned i hendes hår.
Han mærkede, hvordan hun smilede. Kniven gik taktfast mod brættet.
– Ved du, at i Spanien arbejder kvinden fire timer om dagen i hjemmet, men manden bruger kun femogfyrre minutter.
– Har du talt med Monica?
– Nej, jeg læste det i avisen. Jeg nåede det lige mellem støvsugningen, amningen og vasken, sagde hun med et smil.
– Er der noget, jeg skal gøre? sagde han og lagde sine arme rundt om hendes krop, greb fat i hendes hænder og tvang hende til at holde op med at hakke.
– Det var en undersøgelse i flere europæiske lande, sagde hun og gjorde sig fri af hans greb.
– Hvordan lå Sverige?
– Mellem de bedre, sagde hun kort.
Han forstod, at han skulle lade hende være i fred, så hun kunne færdiggøre sildesalaten, eller hvad det nu var, men havde svært ved at rive sig løs fra hendes krop. Han ville presse sig ind mod hendes ryg og bagdel.
– Var det uhyggeligt?
– Som det plejer. Med andre ord rædselsfuldt, men Bea måtte tage det værste skrald.
– Tale med de pårørende?
– Hvad så her? Hvordan har ungerne været?
– Var han gift?
– Ja, sagde Haver.
– Børn?
– En dreng på fjorten.
Rebecka kom de finthakkede grøntsager på panden, førte kniven hen over skærebrættet for at skrabe de sidste rester i. Han så på kniven i hendes hånd. Stenen i ringen, den, han købte i London, strålede rubinrød.
– Jeg vil lave noget nyt, sagde hun, og han var ikke over, at hun mente maden.
Han rejste sig for at gå ind og tage et brusebad.