Tyve minutter i fire om morgenen stod Justus Jonsson ud af sengen. Han var vågnet med et sæt og drevet af én eneste tanke. Faderens stemme havde vækket ham: “Knægt, du ved, hvad du må gøre.”
At han ikke straks havde tænkt på det? Han listede op, åbnede forsigtigt døren og så, at der var lys i entreen. Han lyttede. Der var stille i lejligheden. Døren til forældrenes soveværelse stod på klem. Han kiggede ind og så til sin forbløffelse, at sengen var tom. I nogle sekunder blev han forvirret, var hun gået sin vej? Men så så han, at Berits dyne var væk, og så forstod han.
Han fandt hende i sofaen. Han gik hen og stillede sig helt tæt på, så han kunne høre hendes vejrtrækning, og gik derefter beroliget tilbage til soveværelset. Klædeskabsdøren knirkede let, da han skubbede den op. Med meget forsigtige bevægelser hentede han en stol for at kunne nå op til hylden helt øverst, længst inde.
Dér var Johns kasser, akvarieudstyr, reservedele til pumper, filtre, en dåse med sten, plasticposer og andet. Bag alt dette fandt Justus, hvad han søgte, og lirkede kassen ud. Moderen hostede, og Justus stivnede, ventede et halvt minut, inden han turde kravle ned, sætte kassen på sengen, stille stolen tilbage og forsigtigt skubbe døren i.
Kassen var tungere, end han havde forestillet sig. Han tog den under armen, kiggede ud i entreen og lyttede. Han svedte. Gulvet var koldt. Uret i dagligstuen slog fire slag.
Justus havde reddet faderen. Sådan følte han det. Han blev gennemstrømmet af en stor varme. “Det er vores hemmelighed,” tænkte han, “ingen skal fa noget at vide, det lover jeg.”
Han krøb sammen under dynen, trak benene op og foldede hænderne foran sig. Han bad om, at John kunne se ham, høre ham, røre ved ham. En sidste gang. Han ville give alt, for at faderen skulle række hånden ud.
I den anden ende af byen stod Ola Haver op. Var det hovedpinen, der havde vækket ham, eller var det mon en af ungerne? Rebecka sov tungt. Hun plejede at vågne øjeblikkelig ved det mindste pip fra børnene, så det var nok smerten bag pandebenet, der havde forstyrret søvnen.
Han tog et par Alvedon, som han skyllede ned med et glas mælk, og blev stående lænet mod køkkenbordet. “Jeg er nødt til at sove,” tænkte han. Han så på uret. Halv fem. Avisen var måske kommet? I samme øjeblik hørte han yderdøren smække i trappeopgangen, og han tog det som et tegn.
Han ventede på avisbudet bag døren og trak avisen ud, da budet skubbede den ind gennem brevsprækken. Det slog ham, at han aldrig havde set avisbudet, men han tænkte, at det var en mand. Sådan lød det på skridtene i opgangen. Et menneske, der servicerer os hver morgen, og som vi savner, hvis han skulle udeblive. Ikke noget ansigt, kun fødder og en hånd, der rækkes mod sprækken.
Haver foldede avisen ud og tændte køkkenlampen. Billedet fra Libro var det første, han så. Teksten var den gamle, sædvanlige. Liselotte Rask, informationschef hos politiet, fortalte om et brutalt mord, og om at politiet “havde sikret sig visse spor”. Haver smilede, jo da, hans egne, Ottossons størrelse femogfyrre og Beas størrelse seksogtredive.
Billedet af den myrdede ydede ham ikke retfærdighed, men var dog det rene idolportræt i betragtning af, hvordan John så ud, da de fandt ham. Folk kan ikke forestille sig, tænkte Haver, hvad vi far at se. Ikke engang Rebecka forstår det. Men hvordan skulle hun kunne det?
Haver skubbede avisen til side. Hvordan ville dagen komme til at se ud? Det kom delvis an på ham. Han gennemgik arbejdsopgaverne, han havde lavet en liste over aftenen før.
Bea skulle gennemgå Johns lejlighed i Gränby. Måske kunne Sammy tage med. Han var god til børn. Haver troede, at Johns teenagesøn ville sætte pris på at tale med en mandlig politibetjent.
Johns bror skulle afhøres, ligeledes moderen en gang til. Det var ikke lykkedes Bea at fa så meget ud af hende ved samtalen i går.
Ifølge Berit Jonsson havde hendes mand taget bussen ned til byen. Hvilken bus? Det burde vel være muligt at få fat i buschaufføren. Han eller hun kunne måske huske, hvor John var steget af. Dyrehandlersporet skulle også følges op, om han havde købt en pumpe, og i så fald hvor og hvornår, alt sammen for at prøve at danne sig et billede af Johns sidste eftermiddag.
Han slog tankerne om mordsagen ud af hovedet, trak avisen hen til sig igen og læste den omhyggeligt. Han havde jo god tid. Hovedpinen var desuden ved at lette. Morgensulten stillede han med en banan og en tallerken tykmælk.
Han var ikke træt, men spændt på dagens begivenheder. Hvis de hurtigt kunne kortlægge Johns sidste dage i live, øgedes chancen dramatisk for, at de ville kunne opklare sagen.
Det var ikke noget tilfælde, ikke noget uoverlagt mord, det var han overbevist om. Morderen, eller morderne, var at finde i Johns bekendtskabskreds. Den burde ikke være så svær at kortlægge.
Motivet? Penge, havde Bea sagt. Narko, var Riis’ forslag, men det havde Ottosson afvist. John Jonsson var ikke nogen narkodealer, hævdede han. Han hadede narko, det vidste afdelingschefen åbenbart.
Haver hældede til, at det var penge, der var motivet. En gammel gæld, som ikke var blevet betalt, en inddriver, som det var slået totalt klik for, som muligvis var blevet provokeret? Han ville bede Sammy om at lave en liste over kendte inddrivere. Haver kendte nogle af dem, først og fremmest Sundin fra Gävle, der sommetider havde en gæstevisit i Uppsala, ligesom brødrene Häll og “gymnastiklederen,” en bodybuilder med en fortid inden for karate. Var der flere? Det vidste Sammy garanteret.
Gæld. Det må være en anselig sum, som kan motivere et mord, ræsonnerede Haver videre for sig selv. Hvad er en “anselig sum”? Hundrede tusind, en halv million?
Det slog ham pludselig at morderen måske, akkurat som han selv, lige nu sad og læste morgenavisen. I modsætning til journalisterne og Haver havde han hele billedet. Opfyldt af denne tanke rejste han sig og gik hen til vinduet. Det sneede. Der var lys i nogle vinduer på den anden side af gaden. Måske var han dér, i en af disse lejligheder?
Haver vrissede ad sine egne tanker, men kunne ikke slippe ideen om, at morderen var vågen. Han var både tiltrukket og frastødt af tanken. Var tiltrukket af den, fordi den betød, at morderen ikke sov i fred og ro, ikke følte sig sikker, at han uroligt læste, at politiet havde “sikret sig visse spor”. Han tænkte igennem, sikkert for 117. gang, hvordan han havde transporteret den døde, eller døende, til Libro.
Havde han efterladt sig nogen spor, måske tabt noget? Der var måske en lille detalje, som han havde misset, en fornemmelse af en fejltagelse, som gjorde ham urolig så tidligt på morgenen.
Til gengæld var han frastødt af tanken om, at morderen var på fri fod og kunne læse avisen, drikke sin morgenkaffe og gå ud i morgenen, sætte sig i bilen eller oven i købet tage et fly for at forsvinde uden for Havers rækkevidde.
– Du bliver, hvor du er, mumlede Haver.
– Sagde du noget?
Rebecka stod i døren. Han havde ikke hørt hende stå op. Hun havde den grønne natkjole på. Håret var forpjusket, og hun så ikke udhvilet ud. Han tænkte, at hun havde ammet deres lille pige om natten.
– Jeg talte lidt med mig selv, sagde han. – Jeg læser om mordet.
Rebecka gabte og forsvandt ud på toilettet. Haver ryddede op efter sig i køkkenet, fyldte kaffemaskinen og tændte for den. Igen med blandede følelser. Morgenfreden var slut, og dermed mulighederne for at tænke i fred og ro, samtidig med at han altid havde elsket hendes tilstedeværelse og nærhed, ikke mindst de tidlige morgener.
Det stammede fra hans barndom. I hans hjem havde morgenerne haft denne særlige ro og havde været en mulighed for familiemedlemmerne til at se hinanden. De var en underlig familie, for så vidt at ingen var morgensure, snarere tværtimod, det var, som om alle ville overgå hinanden i en kappestrid om at vise deres bedste sider.
Haver havde prøvet at etablere den ordning med Rebecka, selv om hun tit var på grænsen til at være udbombet om morgenen. Han serverede kaffe for hende, ristet brød og, inden hun blev gravid, blødkogte æg og kaviar. Nu kunne hun hverken tåle lugten af æg eller kaviar.
Han spiste sine æg med evigt dårlig samvittighed, men så langt ville han ikke drive tilpasningen, at han strøg dem fra morgenbordet.
Rebecka kom tilbage fra toilettet. Hun smilede og uglede ham i håret.
– Hvor ser du ud, sagde hun.
Han fangede hende ind, trak hende ind mod sig og knugede hende med næsen boret ind i hendes mave. Han vidste, at hun hen over hans hoved læste den opslåede avis. Selv indsnusede han hendes duft og glemte for et øjeblik de sorte overskrifter.