Haver stod ved bilen. Han besluttede ikke at tænke på alle de forhør og kontroller, som skulle udføres, men koncentrere sig om en opgave ad gangen. Han havde prøvet det før. Følelsen, når mængden af opgaver truede med at spærre for det mest åbenlyse.
“Gå systematisk frem,” tænkte han, men blev i samme nu usikker på, i hvilken rækkefølge han skulle fortsætte.
Saganders Mekaniske Værksted havde til huse i en længe, klemt inde mellem et dækfirma og et foretagende, som beskæftigede sig med montering af aluminiumsdøre. Det var en bygning af den slags, man egentlig aldrig registrerede, med mindre man havde sin gang i området.
Et to meter højt hegn, en gård med et par containere, nogle paller med båse, der indeholdt metalskrot, og et løst lad med skrottede rør. Der stod et par badekar lænet op ad muren.
Haver registrerede, at der stod tre biler foran bygningen. En Mazda, en gammel, rusten Golf, og en relativt ny Volvo.
Da han gik ind i gården, spredte skydækket på himlen sig, og solen tittede uventet frem. Haver så op. En kran på den tilstødende grund svingede rundt og firede sin last ned. Han blev stående lidt og iagttog mændene på bunken. En af dem gjorde tegn med den ene arm til kranføreren, som kunne ses i et lille førerhus cirka ti meter oven over jorden. Kranen svingede sin arm cirka en meter. Manden gjorde et nyt tegn og råbte noget til sin arbejdskammerat, som lo højt og råbte noget tilbage.
Havers far havde været bygningsarbejder, og i sin barndom var han sommetider taget med sin far på arbejde, ofte små byggeopgaver, men ind imellem store boligområder med et ipylder af mennesker, materialer, maskiner og lyde.
Han stod længselsfuldt og betragtede betonarbejdernes og tømrernes aktiviteter. Det var lige før, han følte et stik af misundelse. Han blev først og fremmest varm indvendig, af solen, men også af mændenes bevægelser og samspillet mellem dem. Selv deres arbejdstøj, de forede jakker i skrigende farver, fik ham til at smile fjollet.
En af mændene på pladsen fik øje på ham. Haver rakte hånden i vejret. Manden svarede med en lignende bevægelse og fortsatte sit arbejde.
En skærende lyd inde fra værkstedet brød fortryllelsen. Han blev bragt tilbage til virkeligheden – den sorte asfalt, som kunne anes under den snavsede sne, forurenet af skrot og savsmuld, rust og nogle omkringflyvende bølgepapstykker og den deprimerende blikfacade på Saganders Mekaniske Værksted med vinduer helt tildækket af støv.
Han sukkede tungt og undgik de mest mudrede steder på gårdspladsen. Ståldøren var ulåst. Haver gik ind og blev mødt af lyden af metal, gnister fra en svejsning og svejserøg. En ældre mand afpudsede en omfangsrig tromle af rustfrit stål med en vinkelsliber. Han trådte et halvt skridt tilbage, skubbede beskyttelsesbrillerne op og synede sit arbejde.
Han måtte have skimtet Haver ud ad øjenkrogen, men tog ingen notits af ham. En noget yngre mand, i en Egnende blå overall, kiggede op fra sin svejsning. Manden med sliberen fortsatte sit arbejde. Haver stod tre, fire meter fra ham, afventende, så sig om og prøvede at forestille sig Lille John arbejde.
Så fik han øje på en tredje skikkelse længst væk i værkstedets mørke afdeling. Manden smed en rørpibe op på et arbejdsbord, tog en tommestok frem og målte lidt skødesløst rørets længde, rystede på hovedet og smed stykket til side. Han var omkring de halvtreds og havde sit halvlange hår samlet i en hestehale. Han så op, målte Haver med blikket og forsvandt derefter om bag en samling af rør.
I et lille bur langs den ene langvæg sad en ældre mand bøjet over et ringbind. Haver anede, at det var Sagander selv. Han tog sigte på buret, nikkede til den slibende mand, da han gik forbi, sendte den unge svejser et blik og bankede på glasdøren til buret.
Manden, som ikke var i arbejdstøj, skød sine briller op i panden og nikkede, som for at sige, at det var helt i orden at komme ind. Haver trådte ind. Der lugtede af sved derinde. Han præsenterede sig og gjorde tilløb til at tage sin legitimation frem, men manden viftede afværgende med den ene hånd.
– Jeg tænkte nok, at I ville komme, sagde han med en rå whiskystemme.
Han satte hånden mod skrivebordskanten og kørte ud på gulvet.
– Vi læste jo om Lille John. Sæt dig ned.
Han var i tresserne, forholdsvis lille, muligvis 1,75 med gråsprængt hår og rødmosset hud. Øjnene sad langt fra hinanden, og hans næse var stor. Haver syntes, at stornæsede personer så viljestærke ud, og I Saganders tilfælde blev det understreget af hans måde at tale og se på gæsten på.
Han lignede en person, som ville se resultater, og det med det samme.
– Ja, John arbejdede jo her, sagde Haver. – Det må være frygteligt at læse om det i avisen.
– Ikke helt så frygteligt, som det må have været for John, sagde manden.
– Er det dig, der er bossen?
Manden nikkede.
– Agne Sagander, sagde han hurtigt.
– Hvor længe var John her?
– Tja, du, næsten hele hans korte liv. Han kom hertil som knægt.
– Hvorfor holdt han op?
– Der var ikke arbejde nok, helt enkelt.
Haver anede et strejf af irritation hos værkstedsejeren, som om Haver ikke var hurtig nok.
– Var han dygtig?
– Meget.
– Og alligevel måtte han holde op?
– Som jeg sagde, konjunkturerne kan man ikke gøre noget ved.
– Der ser ud til at være fuld gang i den, sagde Haver.
– Nu, ja, men ikke dengang.
Haver sad tavs. Manden ventede, men efter nogle sekunder kørte han hen mod skrivebordet igen og slog det opslåede ringbind i. Haver valgte at gå lige til sagen.
– Hvem slog Lille John ihjel?
Sagander lod sin kæmpenæve blive liggende på ringbindet.
– Hvor fanden skulle jeg vide det fra? sagde han. – Spørg hellere hans sjuft af en bror.
– Du kender Lennart?
Manden udstødte en lyd, som Haver tolkede som samtykkende, men også som en tilkendegivelse af, hvad han mente om broderen.
– Han har måske også arbejdet her?
– Nej, du, sagde Sagander og kørte hen over gulvet igen.
– Hvornår så du John sidst?
Saganders hånd røg op mod den store næse. Den mand kan ikke sidde stille et sekund, tænkte Haver.
– Det er et stykke tid siden. I sommer engang.
– Kom han herind?
– Yes.
– Hvad ville han?
– Han ville vel snakke, kigge ind.
– Der var ikke noget specielt?
Sagander rystede på hovedet.
– Kan du fortælle noget om John, ud over arbejdet? Jeg tænker på, om han havde nogen bekendt, som ... Haver var i tvivl, om hvordan han skulle formulere spørgsmålet.
– Som ville kunne slå ham ihjel, mener du?
– Noget i den retning.
– Nej, sådan en havde han ikke. Det her er en arbejdsplads.
– Skete der noget, som du nu, her bagefter, ville kunne forbinde med mordet?
– Nej.
– Plejede han at bede om forskud på lønnen?
– Det var også noget at spørge om. Det skete da, ikke ret tit, men nogle gange nu og da.
– Var han sløset med penge?
– Det kan jeg ikke påstå.
– Stoffer?
– Nej, er du gal! Lidt brændevin, men ikke noget, som gik ud over arbejdet. Måske da han var yngre, men det er et overstået kapitel.
Sagander så på Haver med et undersøgende blik.
– I har ikke meget, hva’?
– Må jeg veksle et par ord med de andre gutter? De har vel arbejdet sammen med John?
– Alle tre.Ja da. Fyr du bare løs.
Inden Haver havde nået at rejse sig og forlade det svedlugtende bur, var Sagander vendt tilbage til skrivebordet og havde slået ringbindet op. Da Haver lukkede døren bag sig, ringede telefonen, og Sagander snuppede røret med en irriteret bevægelse.
– Værkstedet, hørte Haver ham svare, som om der kun var det ene værksted i hele byen.
Erki Kag alainen, manden med vinkelsliberen, ventede tilsyneladende på Haver, da han gik ud af buret, for han gjorde straks tegn til, at han gerne ville tale med ham. Haver gik derhen.
– Du er fra politiet, ikke? sagde manden på finlandssvensk.
– Det passer. Står det skrevet i panden, eller hvad?
Finnen smilede.
– Det er sgu noget lort, sagde han, og Haver så, at han mente det. Han kunne ane en antydning af sitren i mandens ansigt, som røbede hans bevægelse.
– John var en fin fyr, fortsatte han.
Den finske accent gjorde, at det lød endnu mere hjerteligt.
– Satans god til at svejse, opsummerede han.
“Det var den slags fyre, der tævede russerne,” tænkte Haver.
– Og rar.
Han kiggede hen mod buret.
– En god kammerat.
Haver blev rørt over hans enkle ord. Han nikkede. Karjalainen drejede hovedet og iagttog svejseren. “Er han lige så god, som Lille John var,” tænkte Haver.
– Kurre er god, men John var bedre, sagde finnen, som om han havde læst Havers tanker. – Det er noget lort, at han måtte holde op. Der varjo lidt arbejde, og vi vidste, at det snart ville blive bedre.
– Røg Sagander og John i totterne på hinanden?
Erki Karjalainen så straks tankefuld ud, og hans ord faldt ikke længere med den skarpe sikkerhed, som hidtil havde præget hans udtalelser.
– Der var noget, sagde han eftertænksomt, – som ikke var godt. Jeg tror, Sagge udnyttede arbejdsmanglen til at skille sig af med John.
– Hvad var der galt?
Erki tog en pakke cigaretter op af brystlommen. Han røg Chesterfield, hvilket overraskede Haver, som ikke troede, at det mærke stadig eksisterede.
– Vi går ud i gården, sagde Karjalainen. – Ryger du?
Haver rystede på hovedet og fulgte med ham ud. Skyerne havde igen tapet det blå hul på himlen til, og bygningsarbejderne havde taget en pause.
– Der skal være kontorer, sagde Erki. Han tog nogle sug. I dagslyset kunne Haver bedre studere hans ansigtstræk. Han havde et aflangt, furet ansigt, mærket af arbejde. Det mørke hår var strøget tilbage. Buskede øjenbryn og smalle læber. De nikotinplettede tænder var i elendig stand. Haver syntes, han mindede om en afdanket skuespiller fra en italiensk film fra halvtredserne. Han tog nogle dybe hiv af cigaretten og talte med røgen pulsende ud af munden.
– Sagge er i orden, men han kan også være en led satan. Vi må arbejde meget over, og det var John ikke meget for. Han havde familie, og jo ældre hans dreng blev, desto mindre ønskede John at arbejde sent.
– Og så fik han sparket som hævn, mener du?
– Hævn, sagde finnen og smagte på ordet. – Nja, det er vel for stærkt. Sagge er bare stædig, og stædige mennesker plejer at kunne gå over gevind, handle mod bedre vidende.
– Du mener, at han mistede en god svejser?
– Netop. Jeg tror, at han fortrød det, men det vil han jo aldrig indrømme.
– Så du John, efter at han var holdt op?
Kaijalainen nikkede og tændte en ny Chesterfield med den gamle.
– Han kom sommetider forbi, men han talte aldrig med Sagge.
– Men med dig?
– Med mig.
Finnen smilede trist og lignede endnu mere en Fellini-figur.
Inden Haver forlod værkstedet, snakkede han med de to andre ansatte, Kurt Davidsson og Harry Mattzon. Ingen af dem var særlig snakkesalige, men billedet af Lille John som en fagligt dygtig svejser og en god arbejdskammerat blev forstærket. Tilsyneladende tog de ikke Johns død lige så tungt som Karjalainen.
Den langhårede Mattzon sagde noget, som Haver fandt bemærkelsesværdigt.
– Jeg mødte John i sommer her på gaden. Det var i den sidste uge i sommerferien. Jeg var nede og hente en tagboks, som jeg havde i firmaet. Min bror skulle låne den. Da jeg svingede ud på gaden, kom John kørende.
– I en bil?
– Ja da.
– Han har ikke selv nogen bil, sagde Haver.
– Næh, det ved jeg, det er derfor, jeg kan huske det, for jeg tænkte, at han havde købt bil.
– Hvilket mærke?
– En hvid, gammel Volvo, 242’eren, fra midten af 70’erne.
Haver kunne ikke lade være med at smile.
– Var han alene i bilen?
– Det så jeg ikke.
– Hvornår var det?
– Den første uge i august, må det have været. Om søndagen, tror jeg. Min bror skulle jo rejse, og jeg havde lovet ham boksen, men havde glemt det, så jeg måtte køre derned om søndagen.
– Kom han inde fra firmaet?
– Svært at sige, sagde Mattzon, som tog nogle skridt hen mod døren og lagde hånden på håndtaget. Haver opdagede, at han havde brændt sig. Over knoerne på venstre hånd lyste brandvablerne rødt. Nogle vabler var bristet og blottede det betændte kød.
– Han havde måske mødt nogen her?
– Hvem skulle det have været? Der var jo lukket. Sagander var i Afrika dengang, på safari, sagde værkstedsarbejderen og åbnede døren.
– Du må gøre noget ved den hånd, sagde Haver, – det der ser ikke godt ud.
Manden kiggede ind i værkstedet og sendte så Haver et hurtigt blik. Hånden så han ikke på.
– Jeg lever i hvert fald, sagde han og gik ind på sin arbejdsplads.
Haver kunne skimte Sagander i hans bur, inden døren blev lukket. Han tog mobiltelefonen frem og ringede til Sammy Nilsson, som ikke svarede. Haver så på uret. Frokosttid.