13

Mikael Andersson slog sig ned i gæstestolen. Fredriksson ordnede et par ringbind på skrivebordet.

– Godt, du kunne komme, sagde han.

– Det er klart, sagde Mikael.

– Du er måske den, der har set Lille John i live sidst, indledte Fredriksson.

– Ud over morderen.

– Ja, selvfølgelig. Du har kendt ham længe?

– Hele livet.Vi voksede op i det samme kvarter, gik i skole sammen, og lige siden har vi hængt sammen.

– Hvorfor kom du sammen med ham?

– Han var min ven, svarede Micke og så på Fredriksson.

– I havde det godt sammen?

Fredriksson fik et nik som svar. Manden foran ham passede overhovedet ikke på det billede, han havde faet, da hari talte med ham i telefonen. Mikael Andersson var lille, omkring 1,65, ville Fredriksson skyde på, og overvægtig, for ikke at sige fed. Fredriksson vidste, at han arbejdede som tagdækker, men havde svært ved at forestille sig ham klatre rundt på tage.

– Hvad lavede I sammen?

– Vi mødtes, spillede lidt på heste, gik sommetider på bandy.

– Nu er der ikke så meget med Sirius, indskød politimanden.

– Næh, det er rigtigt. Hvad lavede vi mere?

– Du kender selvfølgelig Berit og Lennart.

– Ja da.

– Fortæl!

– Lennart er jo et kapitel for sig, men det har I vel tjek på. Berit er en god pige. De har altid holdt sammen.

Micke lænede sig frem, satte albuerne mod knæene og foldede hænderne, inden han fortsatte. Fredriksson iagttog forandringen i hans ansigt. De fede kinder og halsen blev overskyllet af en stærk rødme.

– Hun er en god pige, gentog han, – hun far det svært, nu hvor John er væk. Også knægten. Jeg fatter det ikke. Han lod jo til at være, som han plejer. Hvad mener I? Har I nogen spor?

– Det kan man ikke påstå, indrømmede Fredriksson.

– Jeg tror, at han blev samlet op af en, som bagefter slog ham ihjel, men jeg kan ikke fatte hvem.

– Måske en, som gav ham kørelejlighed?

– Hvem skulle det være?

– Kan du komme i tanke om nogen, der havde et eller andet udestående med John?

– Nej, ikke sådan at de ville kunne slå ham ihjel. John passede sig selv.

– Hvordan havde han det med økonomien?

– Den var ikke direkte god, men de klarede sig. Det blev jo værre, da han holdt op hos Sagge.

– Hvorfor måtte han holde op?

– Der var ikke nok at lave, sagde de.

– Hvem de?

– Sagge og hans kælling. Det er hende, der bestemmer.

Fredriksson kneb sig i næsen.

– Samlet op, sagde du. Havde John noget at gøre ude i Libro? En forretning, han plejede at komme i, eller en kammerat derude?

– Ikke hvad jeg ved. Han havde ikke så mange kammerater.

– Så du nogensinde John med stoffer?

Mikael Andersson sendte Fredriksson et hurtigt blik. Han trak vejret dybt, og åndede ud gennem næsen. Fredriksson fik den opfattelse, at Mikael i nogle sekunder overvejede, om han skulle fortælle sandheden eller ej.

– Tidligere kunne det da ske. Men det er længe siden.

– Hvor længe siden?

Mikael gjorde en bevægelse med hænderne som for at sige, det må guderne vide, det må være flere år siden.

– Da vi var unge, sagde han omsider. – For tyve år siden.

– Han talte aldrig om stoffer siden?

– Tale er vel én ting, men jeg har aldrig set John med stoffer i de senere år.

Fredriksson lænede sig tilbage, lagde hænderne om bag hovedet og så på Mikael Andersson. Politimandens ansigt røbede intet. Han sad tavs et halvt minut, inden han langsomt tog hænderne ned, lænede sig ind over skrivebordet og skrev nogle linier på sin blok.

– Fortæl om John, sagde han. – Hvad var han for et menneske?

– Han var den stille type. Akkurat som sin far. Hans far stammede jo, men det gjorde John ikke. Han var en god ven. Havde ikke mange kammerater i skolen. Der var mig og et par stykker til. Han har altid været interesseret i fisk. Hvor det kom fra, har jeg ingen anelse om. Måske var det onkelen, Eugen, som satte det hele i gang.Vi plejede at tage ud og fiske med ham. Han havde en hytte ud mod Fåringe.

Mikael tav. Fredriksson anede, at han i tankerne gik et par årtier tilbage i tiden.

– Så var han tilfreds, når vi sad i jollen. Der var en lille sø. En iskold satan, hvor skoven lå tæt ved stranden.

– Hvad fangede I?

– Mest aborrer og gedder. John snakkede sommetider om, at han ville tage derud igen, men det blev aldrig til noget. Som så meget andet. Når vi sad i båden, var det hele så småt. Vi kunne nemt ro fra strand til strand. Den eneste åbning i skoven var den lysning, hvor Eugen havde sin hytte. Det var en gammel,ombygget bod med et forrådsskur, tømret sammen af gamle sukkerkasser. Søen var som et lukket rum. John talte tit om de der ture. I det tidligste forår tog Eugen os med ud til tjurernes parringsleg. Vi gik i mørket over isen, som gyngede, kom frem til en lille rydning, hvor han havde bygget en hytte af tørt træ og grene. Dér kravlede vi ind. John kunne godt lide det, der var småt, de små steder. Den lille skovsø og den lillebitte hytte.

– Han arbejdede også på en lille arbejdsplads, konstaterede Fredriksson.

Mikael Andersson nikkede.

– Han var egentlig ikke nogen skidt fyr, selv ikke, da han var ung. Så længe vi holdt til omkring Ymer- og Frodegatan, gik det fint. Da vi var små, var Almtuna en bydel, hvor der var næsten alt. Vi havde fem købmænd inden for ti minutters afstand. Nu er der ikke engang navnet tilbage. Har du set det? Skiltet ved Vaksalaskolen?

Fredriksson rystede på hovedet.

– Dér står der “Fålhagen”. Alle de gamle navne forsvinder. Jeg aner ikke, hvem der tog den beslutning. Der er ikke noget, der må beholde de gamle navne. Eriksdal og Erikslund er jo også forsvundet. Selv Stabby kalder de for “Nedre Luthagen”.

– Jeg er jo tilflytter, sagde Fredriksson, som ikke kendte Uppsalas gamle afmærkninger og grænser.

– Jeg tror, det er for at gøre os forvirrede.

– Luthagen lyder da bedre end Stabby, hvis man skal sælge lejligheden.

– Det gør det måske, sagde Mikael. – Det er et spørgsmål om penge. Jeg tænker mere og mere på dengang, jeg var knægt. Det er vel alderen.

– Hvad ser du så? spurgte Fredriksson, som fandt samtalen med Mikael stadig mere hyggelig.

– Baggårdene. Ungerne, vi var en masse. John og Lennart var der.

Mikael tav, og hans blik fik noget vemodigt og hungrende over sig.

– Det er længe siden, men alligevel så tæt på, sagde han. – Jeg spekulerer på, hvornår det gik galt.

– Med John og Lennart, mener du?

– Ikke bare det. Du ved, min far arbejdede ved jernbanerne. Også hans far. Han var med til at bygge Port Arthur, som var tænkt som arbejderboliger for SJ-folk. Selv boede vi på Frodegatan. Jeg følte mig utrolig knyttet dertil dengang. Ikke mere nu. Det er det, der slår mig mest. Jeg går jo sommetider i de gamle kvarterer. For Lennarts og Johns vedkommende tror jeg, at det begyndte, dengang Lennart var tolv og John og jeg ni. Vi havde været henne og spille bandy på Fålhagen. Der var en stor, åben plads dér, som blev spulet over hver vinter. Lennart havde hugget en tegnebog i omklædningsrummet fra en fyr, der hed Håkan. Jeg møder ham sommetider i byen. Da vi vaklede hjem på skøjterne, tog Lennart pungen frem. Nitten kroner. Vi blev skidebange, men Lennart grinede bare.

– Det var ligesom det der med, hvis man starter i det små, ender man som store forbrydere, indskød Fredriksson.

Mikael nikkede og fortsatte. Fredriksson lænede sig frem og tjekkede, at båndet stadig kørte i hans båndoptager, der lå på skrivebordet.

– Nitten kroner. Jeg ville ikke have en øre, jeg var simpelthen for bange, så Lennart og John tog pengene. Lennart var fair mod sin bror. Det var Johns store uheld at have en storebror, som delte lige over. Begyndte det dér? Jeg ved det ikke.

– Stod Lennart og John hinanden nær?

Mikael nikkede.

– Det kan man roligt sige.

– Kan Lennart have rodet John ud i noget snavs?

– Det ligger lige for, men det tror jeg ikke. Lennart beskyttede altid sin bror.

– Måske trak han ham ubevidst med ind i nogle lyssky ting.

Mikael så ud til at være i tvivl.

– Hvad skulle det have været? Lennart beskæftigede sig mest med småfiflerier.

– Han var måske faldet over noget stort, sagde Fredriksson. – O.k, vi dropper det. Jeg vil hellere spørge dig om, hvordan du så på Johns og Berits forhold. Var de lykkelige?

Mikael Andersson fnyste højt.

– Lykkelige? sagde han. – Det er sgu et stærkt ord, men det går jeg ud fra.

– Ingen sidespring?

– I hvert fald ikke for Johns vedkommende, det tror jeg ikke. Du ved, de mødte hinanden, da de var seksten. Jeg var faktisk med den første gang. Det var i billardhallen på Sivia. Dér hang vi tit ud. En dag kom Berit derhen med en veninde. Hun faldt med det samme for John. Han var ikke som os andre, der kæftede op og sådan. John var stille i det, lidt eftertænksom. Der var mange, som blev usikre, for han sagde ikke så meget.

– Mener du, at John og Berit har været hinanden tro i over tyve år?

– Når du siger det på den måde, så lyder det fantastisk, men sådan er det jo nok. Han talte aldrig om andre duller. Ellers snakkede vi om det meste.

Der hørtes en forsigtig banken, og døren blev åbnet. Riis stak hovedet ind.

– Du, Allan, jeg har en besked til dig, sagde han og så samtidig gæsten an.

Fredriksson rakte hen over skrivebordet og tog imod det sammenlagte stykke papir, foldede det ud og læste den korte besked fra kollegaen.

– Jaså, sagde han og så på Mikael Andersson.

– Du sagde, at John og Berit havde det lidt hårdt økonomisk.

– Ja, i den senere tid.

– Var det derfor, du satte ti tusind kroner ind på hans konto den 3. oktober?

Mikael blev igen helt rød i hovedet. Han rømmede sig, og Fredriksson syntes, han så et skræmt udtryk i hans øjne. Ikke frygt, måske mere uro. Han vidste, at det ikke betød noget. De fleste mennesker, især ved et skrivebord hos politiet, reagerede sådan, når talen faldt på penge. De kunne uden problemer tale om alverdens meritter, der var nok så flossede i kanten, men når det kom til penge, kom der nerver på.

– Næh, faktisk ikke. Det var snarere sådan, at jeg havde det lidt hårdt i begyndelsen af september. John lånte mig ti tusind, som jeg så betalte tilbage.

– Hvordan kan det være?

– Jeg sagde, at jeg manglede penge, og John tilbød at låne mig nogle spir.

– Nogle spir. Ti store sedler er ret meget for en arbejdsløs.

– Ja, men han sagde, at det ikke var noget problem.

– Må jeg spørge, hvorfor du manglede penge? Plejede du at låne af John?

– Det er da sket, men aldrig så meget.

– Hvorfor?

– Jeg havde spillet på roulette, så simpelt var det.

– Og tabt?

– Det plejer man at gøre.

– Hvorhenne?

– Baren Baren, hvis du ved, hvor det ligger?

Fredriksson nikkede.

– Og senere fik du penge?

– Ja, jeg fik jo løn. Der var lige nok til John. Bagefter levede jeg på en sten hele oktober.

– Det var vel ikke sådan, at du lånte mere, og at de ti tusind kroner var den første afbetaling?

– Nej, sådan var det ikke, forsikrede Mikael.

– Sagde John noget om, hvordan han uden videre kunne hoste op med så mange penge?

– Nej.

– Det var ikke sådan, at du skulle gøre ham en eller anden tjeneste for pengene, men bagefter fortrød og betalte tilbage?

– Nej, hvad skulle det have været?

– Det aner jeg ikke, sagde Fredriksson og foldede omhyggeligt sedlen sammen.

– Hvornår var du på Baren Baren? fortsatte han.

– Der er jeg ret tit.

– Også John?

– Indimellem.

– Spillede han?

– Ja, men ikke for store beløb.

– Du ville ikke betegne ham som en gambler?

– Nej, slet ikke, han var ret forsigtig.

Fredriksson sad tavs lidt.

– Jeg ved, at det virker sygt, men sådan gik det til, det sværger jeg.

– Det er vel ikke sygt, at en ven låner penge ud, sagde Fredriksson stille. – Men som du nok forstår, bliver det interessant, når en af parterne bliver myrdet.

Forhøret blev afbrudt. Mikael Andersson prøvede at se uanfægtet ud, men frimodigheden fra begyndelsen var væk. Han fulgte tavs med Fredriksson ud, og da de nåede den sidste dør, som politimanden holdt åben, forsikrede han igen, at det var foregået på den måde, han havde beskrevet.

Fredriksson troede ham, eller rettere, ville gerne tro ham.