Klokken halv fire gik Vincent Hahn ud på gaden to hundrede kroner rigere. Han trådte ud i en ny verden, sådan føltes han det hver gang. Menneskene var nye. Gaden, der gik fra banegården ned mod elven, havde i løbet af de få timer, han havde været inde i bingohallen, ændret karakter. Den så mere fornem ud, som om den var en esplanade i et fremmed land. Menneskene var heller ikke de samme, som da han forlod dem for bingohallens varme og enkelhed.
Følelsen varede kun et minut eller to, så kom de Çendtlige stemmer, puffene og blikkene igen. Gadens lindetræer var ikke længere plataner, men lignede mest skrækindjagende statuer, sorte og kolde, mindende om begravelse og død. Han vidste, hvor følelsen kom fra, men gjorde alt for at fortrænge den. For at slippe for erindringerne om kirkegården, hvor hans forældre lå begravet.
Vincent Hahn var et ondt menneske, og han vidste det selv. Hvis hans mor og far kunne vækkes til live, ville de blive forskrækkede, når de så deres yngste barn have udviklet sig til en misantrop, en person, som havde mistro til alt og alle, og endnu værre, én, der så det som sin opgave at straffe og hævne uretfærdighederne.
Der fandtes ikke straf nok. Havde han ikke lidt? Men hvem tog sig af det? Alt gik jo bare videre, som om han ikke var til. “Jeg lever,” ville han råbe ud på Bangårdsgatan, for at fa de forbipasserende til at stoppe op, men han råbte ikke, og der var ikke én, der satte farten ned, når de hastede forbi ham.
“Luft,” tænkte han, jeg er som luft for jer. Men hvis jeg er luft, så skal jeg forgifte jer, min ånde vil udslette jer, omslutte jer med død.”
Det var hans beslutning. Nu var der ingen rædsel mere, ingen tvivl.
Han lo højt, så på uret og vidste, at i aften ville han gå videre. Endelig en plan, en mening. Der kom et par pensionister ud fra bingohallen.Vincent nikkede. De mindede om noget, der var gået tabt. Han ville ikke tænke på hvad, for deri lå både hans styrke og svaghed. Tankerne, minderne. Indtil nu havde de knuget ham sammen til et væsen uden betydning. Han nikkede til pensionisterne, hans medsammensvorne i bingoens solitære fællesskab, ofre ligesom ham. På en eller anden måde vidste han, at de ville forstå. Levende, men døde.
Bingogevinsten gjorde ham stærk, nærmest overmodig. Han besluttede sig for at gå på konditori. Det måtte blive Giintherska. Fra sofaen i det ene hjørne havde han kontrollen.