Billedet på side fem i Aftonbladet forestillede en ung John Jonsson. Gunilla Karlsson genkendte ham straks. Det ville hun have gjort, selv om de havde offentliggjort et nyt billede. Hun havde mødt ham for et par måneder siden, de røg helt uventet ind i hinanden på Obs. Desuden havde hun haft Justus i børnehaveklassen. Ganske vist ikke i hendes stue, men han var en dreng, man lagde mærke til. Det var for det meste Berit, der hentede og afleverede, men sommetider kunne John komme om eftermiddagen lige fra arbejdet. Han lugtede godt. Hun havde i lang tid spekuleret på, hvad det var, inden hun vovede at spørge. Han havde været helt uforstående, indtil han kom i tanke om, at det var svejserøgen. Han havde undskyldt sig, set meget genert ud og havde mumlet noget om, at han ikke havde nået at gå i bad. Gunilla var blevet ligeså genert og havde forsikret, at hun godt kunne lide lugten. Dér stod de, med Justus mellem sig på gulvet i færd med at tage overtøjet på, blussende røde i ansigtet og kiggede på hinanden. Så brast de i latter.
Efter dengang smilede han gerne til hende. Han fortalte om værkstedet og havde tilbudt sine tjenester, hvis der var noget, der skulle repareres i børnehaven. Hun havde sagt tak, men mente ikke, at der var noget, der skulle svejses. “Men du må gerne være her, havde hun tilføjet, vi mangler mænd.”
Han havde set på hende på den gamle måde, som hun huskede så godt fra skoletiden, og blev gennemstrømmet af en stor varme. Han havde godt kunnet lide hendes ord, det var det, blikkene sagde, men Gunilla læste også noget mere. Et glimt, hun holdt meget af.
Hun ville gerne have kysset ham. Ikke lidenskabeligt, men på kinden, indsnuse duften af svejserøgen, som var trængt ind i alle hans porer. Det var bare en lynhurtig indskydelse, men hver gang, de mødtes, gentog den impuls sig.
De stod et kort øjeblik helt stille, tæt på hinanden, og det var, som om tiden forsvandt. Hun kom i tanke om, at John var en af de fa, som hun mødte nogenlunde regelmæssigt, og som havde mødt hendes forældre, mens de stadig var friske. Nu sad de begge to på plejehjem, utilgængelige.
Hun havde også mødt Johns forældre, den stammende Albin og Aina, som plejede at skrive små sedler i vaskerummet om, at hun syntes, der burde gøres bedre rent.
Hun havde engang været forelsket i John. Det må have været i de ældste klasser, muligvis i syvende. Hun havde været en af kliken, der holdt til på “Kulien,” den øde grund ved Vaksala Torv. Der var John og Lennart plus cirka tredive andre unge teenagere fra Petterslund, Almtuna og Kvarngärdet.
Øverst på bakken opbevarede en konkursramt bygmester et lager af planker og formlåger, som ungerne havde brugt til at bygge et sindrigt system af gange og hytter med. Gunilla var mest taget derhen for Johns skyld, men var blevet skræmt af den tunge luft af fortynder, triklorætylen og solution, der hang over Kulien.
Snifningen kom og gik. Nogle sæsoner var det helt roligt, for så senere at eksplodere i et udbrud, som kunne vare i et par måneder eller mere. Det var en sommer- og efterårsting. Politiet foretog sommetider nogle nedslag, men faktisk tog ingen sig af misbruget for alvor.
Gunilla havde bagefter tænkt på, hvor mange hjerneceller, der var gået tabt på Kulien. Hun var glad for, at hun var kommet væk derfra, selv om det betød, at hun havde mistet kontakten med John.
Nu var han død. Myrdet. Hun læste artiklen, men havde sin egen udgave, hvad angik Johns baggrund og livsbane. Det slog hende, hvor lidt der stod i avisen, selv om mordet optog tre sider. Journalisten havde gjort det let for sig selv, havde gravet Johns gamle forsyndelser frem og desuden koblet mordet sammen med en begivenhed for et par uger siden, hvor en narkodealer var blevet stukket ned i midtbyen.
“Voldens og rædslens by,” kaldte han Uppsala. Hun læste videre. “Det gængse billede af den søvnige akademikeridyl Uppsala med dens studenterforeninger og studenteroptog, er blevet skiftet ud med billedet af den voldsprægede by. Pelle Haleløs’ harmløse eventyr føles langt væk, når vi ser nærmere på antallet af anmeldte forbrydelser, og vi bliver endnu mere forfærdede, når vi konstaterer, hvor mange, der forbliver uopklarede. Plaget af interne modsætninger og nedskæringer står politiet tilsyneladende magtesløse.”
“Akademikeridyl”. Gunilla fnyste. Det havde Uppsala aldrig været. I hvert fald ikke for hende. Selv om hun var født og opvokset i byen, havde hun aldrig været i en studenterforening eller overhovedet set halløjet den sidste april med huepåsætning uden for Carolina og sang til våren på Slottsbacken. Det havde aldrig været hendes idyl. Heller ikke Johns.
Men skulle John have noget at gøre med narkodealere? Det tvivlede hun på. Hun vidste, at John havde været med til en del, og hans bror også, men at han skulle have noget med stoffer at gøre, var mindre sandsynligt. John var ikke den type.
Hun skubbede avisen fra sig, rejste sig og gik hen til vinduet. Snefaldet var ophørt, men en stiv, vestlig vind fik sneen til at fyge over tagene til parkeringsbåsene. Den nærmeste nabo kom slæbende med indkøbsposer i hænderne.
Hun gik forbi spejlet i entreen, standsede op og betragtede sig selv. Hun havde taget på. Igen. Mens hun stod dér, kom tanken om kaninen. At hun havde glemt det! Hun gik med hurtige skridt hen mod altandøren, åbnede den og så Ansgar hænge fra gelænderet, nøjagtig som da hun forlod den om morgenen, men nu var bugen skåret op. De blottede indvolde havde en grålig farve.
I bughulen sås også noget hvidt. Hun gik hen og så med væmmelse på den stive krop. Kaninens vidtåbne øjne, som så ud til at stirre anklagende på hende. Det var en seddel. Hun tog den forsigtigt mellem fingrene. Den var plettet af blod, og hun rystede, da hun foldede den lille seddel ud, den var ikke større end en busbillet.
Der stod, med næsten ulæselig håndskrift, som om det var skrevet i stor hast: “Husdyr skal ikke holdes i tætbebygget område.” Ingen underskrift.
“Hvor ondt,” tænkte hun. Hvordan skulle hun forklare det her for Malin, nabopigen? Hun så igen på kaninen. Ufatteligt, at dræbe en kanin. Det måtte være et sygt menneske.
Skulle hun ringe til politiet igen? Havde de været her? Sikkert ikke. De havde nok vigtigere ting at tage sig af end en død kanin.
Hun kom til at tænke på John igen og gav sig til at græde. Hvor kan mennesker være onde. Havde sedlen siddet der allerede i morges, eller var den, der havde kvalt Ansgar, vendt tilbage? Hun så sig omkring. Skoven, der lå tæt på huset, blev mere og mere opslugt af mørke. Lyset fra vinduerne skinnede i de ranke fyrretræers stammer. Det susede i deres kroner. Klippeblokkene lå som tunge dyr.
Gunilla gik ind i lejligheden. Hendes fødder var gennemblødte, og hun frøs. Hun skubbede altandøren i og trak persiennerne for. Ud af vreden voksede frygten, og hun blev stående ubeslutsom inden for døren. Hun besluttede sig for at kontakte foreningens formand. Han burde vide det. Ganske vist var han en gnavpot, men han havde måske hørt, om der var nogen, der havde klaget over kæledyr i området. Måske var der sket noget andet, som kunne forbindes med Angars død?
Hun fandt hans nummer i telefonbogen, tastede tallene, der var forvirrende tæt på hendes egne, men ingen svarede. Hun spekulerede på at gå ind til naboerne for at høre, om de havde set nogen liste rundt omkring huset, men hun tøvede med at forlade lejligheden. Måske var han derude.
Malin og hendes forældre var bortrejst og ville være det hele weekenden. Naboerne til den anden side var lige flyttet ind. Det var et ældre par, der havde solgt deres villa i Bergsbrunna. Gunilla havde bare hilst helt flygtigt på kvinden.
Hun gik rundt i lejligheden og trak alle persiennerne for. Avisen på køkkenbordet lå opslået, og hun foldede den omhyggeligt sammen.
Nyhederne klokken seks nævnte ingenting om mordet på John. Hun skiftede kanal for at tjekke TV4 Uppland, men nyhederne var slut, og vejret interesserede hende ikke det mindste. Ikke nu.
– Rolig nu, sagde hun højt.
Det er helt enkelt en kaninhader, et sygt menneske. Hun lod lejerne i komplekset passere revy. Var der nogen af dem, der ville kunne kvæle en kanin og skære dens bug op? Nej. Ganske vist var Cattis sommetider besværlig og havde en mening om alt og alle, men så forskruet var hun ikke.
Vinden var taget til, og Gunilla mente at høre, hvordan kaninens krop rytmisk smældede mod gelænderet. Hun vidste, at hun burde skære den ned, men tøvede med at gå ud på altanen igen. Hvis hun ringede til politiet en gang til, hvad kunne de så gøre? De havde nok mere end fuldt op at gøre med mordet på John til at tage sig af en kanins voldsomme død.
I fjernsynet hørte hun Magnus Härenstams stemme, da hun forsigtigt skød døren op og samtidig trykkede på kontakten til vægbelysningen på altanen. Den blev ikke tændt, og hun forsøgte igen, med samme resultat. En gren fra hæggen, som Martin havde plantet, slog mod plasttaget. At han stillede den så tæt på, nåede hun at tænke, inden hun så, at kaninen var forsvundet. Det varede lidt, inden hun så den, hvid som den var. Var den blæst ned, eller var der nogen, der havde taget den ned og smidt den i sneen?
Hun så åndeløst over mod skoven og prøvede at krybe sammen, så hun ikke kunne ses i lyset fra lejligheden. Fyrretræerne svajede i vinden. Hægkvisten skrabede mod taget. Hun tog nogle forsigtige skridt i strømpesokker. Ansgar kunne ikke ligge sådan. Folk ville tro, at det var hende, der havde smidt ham derud. Malin ville aldrig tilgive hende.
Hun blev bange, men på en underlig måde egentlig ikke forbavset, da en hånd blev lagt over hendes mund, samtidig med at en arm blev lagt om livet på hende. Hun forsøgte at bide overfaldsmanden, men det lykkedes hende ikke at åbne munden.
– Man skal ikke holde kaniner i byen, hviskede en stemme, som hun udmærket kendte, men ikke kunne placere.
Mandens ånde stank af forrådnelse. Gunilla forsøgte at sparke bagud som en skræmt hest, men havde ingen kræfter i benene. Manden kluklo bare, som om hendes modstand morede ham.
– Så går vi ind, sagde han indsmigrende.
Gunilla prøvede forgæves at placere erindringen om stemmen. Hvor dum kunne hun dog være? Han måtte have stået krøbet sammen bag døren.
Hun blev trukket ind gennem altandøren, men uden at hun fik lejlighed til at se manden forfra. Han slukkede loftslampen ved at presse ryggen mod knappen, slæbte hende ind i stuen og gav hende et skub, så hun faldt hovedkulds ned i sofaen.
– Hej, Gunilla, sagde han, – jeg ville bare kigge ind.
Hun granskede sin hukommelse. Stemmen lød så bekendt. Hun studerede hans ansigt. Smalt, med to dybe furer, der løb ligesom halvmåner ned over kinderne, sort skæg, næsten skaldet, og med et grin om munden, som gjorde hende bange og forvirret.
– Jeg taler med dig!
– Hvad, sagde Gunilla.
Jo, hun havde da set hans læber bevæge sig.
– Kan du kende mig igen?
Gunilla nikkede. Pludselig vidste hun, hvem han var. Hun begyndte at ryste.
– Hvad vil du mig?
Manden grinede. Han havde dårlige tænder, nedslidte og fulde af tandsten.
– Var det dig, der dræbte kaninen?
Vincent Hahns ansigtstræk stivnede til en maske, en grinende maske.
– Jeg vil se dine bryster, sagde han.
Hun fór sammen, som om hun havde fået et slag.
– Du må ikke røre mig, snøftede hun.
– Det sagde du også før, men nu er det mig, der bestemmer.
Han ser ikke så stærk ud, tænke hun, smal over skuldrene og med tynde håndled, men hun vidste, hvor nemt man kunne tage fejl. Selv børn, der blev overmandet af raseri, kunne blive så utroligt stærke, i besiddelse af kræfter, som langt oversteg deres spinkle kropsbygning. De havde talt om selvforsvar på arbejdet, en af hendes arbejdskammerater havde gået på et kursus. Hun vidste, at hun havde en chance, hvis hun bare fik en mulighed. Intet menneske er usårligt.
– Hvis du lader mig se dine bryster, så går jeg bagefter.
Han ser træt ud. Måske er han på piller?
– Jeg går bagefter, gentog han og lænede sig frem, så hun mærkede hans sure lugt fra munden. Hun anstrengte sig for ikke at vise sin væmmelse.
Hvad skal jeg snakke om?
– Tag din bluse af.
– Det er længe siden, vi har set hinanden.
– Ellers lægger jeg dig ned på gulvet.
Hun rejste sig. Pludselig fik hun ondt af manden foran hende. I skolen havde han altid været den, de andre elever så ned på eller betragtede som værende udenfor, en sær figur, som skabte usikkerhed.
Han havde ikke manglet venner og havde klaret sig godt gennem alle klasserne. For et års tid siden, da hun bladrede skolealbummet igennem med billederne af de forskellige klasser, havde hun fået øje på Vincents magre skikkelse. Da havde hun tænkt, at han på en mærkelig måde havde gennemgået de ældste klasser uden at forandre sig – spinkel, bumset og tilsyneladende upåvirket af alle de følelses- og hormonstorme, som ramte hans klassekammerater, ikke mindst drengene. Han havde bare været der, opmærksom mod lærerne, sommetider overlegen over for sine jævnaldrende, men for det meste afglidende, ivrig efter at være tilpas.
– Jeg må have lidt at drikke, sagde hun. – Jeg er så bange.Vil du have lidt vin?
Han så på hende med et totalt udtryksløst ansigt. Hun gad vide, om han havde forstået, hvad hun havde sagt.
– Vil du have lidt vin?
Han greb fat i hende, da hun prøvede at komme forbi ham. Det gjorde ondt i armen. Han trak hende ind mod sig, men det lykkedes hende at stå fast.
– Slip mig. Jeg vil bare drikke lidt vin. Bagefter må du se mine bryster.
“Ikke vise frygt,” tænkte hun. Tanken om den kvalte og ophængte kanin med den opsprættede bug, fik hende til at hulke. Hun trak blusen af og så, hvordan Vincent begyndte at ryste ved synet af hendes overkrop.
– O.k, et glas, sagde han og smilede.
Han fulgte lige i hælene på hende. Hun kunne mærke hans kropsvarme bag ryggen. Han trak vejret tungt. Flasken klirrede mod vinreolen. Det var, som om lyden generede ham, for pludselig greb han fat i hendes skulder, sådan som Martin plejede at gøre, når hun havde ondt i nakken og skuldrene, men dette greb var betydeligt hårdere, og han drejede hende rundt.
– Du kan ikke huske mig, hvad?
– Joh, sagde hun, – men du er så forandret.
– Det er du også.
Gunilla gjorde sig fri af hans hånd og fumlede proptrækkeren ned fra krogen ved køkkenbordet. Vincent Hahn stod lige ved siden af hende. Hans sure, ildelugtende uddunstninger fyldte hver en krog i køkkenet, og hun blev slået af tanken om, at hun aldrig mere ville kunne fa det rent.
– Kan du godt lide rødvin? spurgte hun og holdt flasken op.
Slaget kom uden forvarsel. Både for Vincent og for hende selv. Alting skete per refleks, som et dyrs instinktive forsvar.
Flasken ramte ham over tindingen og pandebenet, og hun fuldførte angrebet ved at bore proptrækkeren ind i hans brystkasse.
Vinen stod som en kaskade ud over køkkenet.Vincents ansigt blev forvredet af forbløffelse og smerte. Han vaklede, famlede med hånden mod køkkenbordet, fik fat i stolekanten, gled ned på gulvet og trak stolen med sig i faldet. Vin og blod flød sammen.
Gunilla stod i nogle sekunder som paralyseret, stadig med den skårede flaske i højre hånd og proptrækkeren i den venstre, foroverbøjet, anspændt, beredt på et modangreb, men manden ved hendes fødder bevægede sig næsten ikke. Blodpølen voksede som en mørk rose ud over gulvet. Den ramme lugt blev blandet med Riojavinens tunge duft.
Det rykkede i hans ben, der hørtes en svag rallen, og han slog øjnene op.
– Dit møgsvin, sagde hun og førte flasken ned mod hans ansigt, men slap pludselig det takkede våben og løb ud af køkkenet, fik yderdøren op, og kastede sig ud i decembermørket.
Kulden slog imod hende. Hun snublede i sneen, men styrtede videre. Skriget fyldte hele gården. Naboerne sagde bagefter, at det lød som et skadet og skrækslagent dyr i natten.
Åke Bolinder, der boede i endehuset og lige havde taget snoren af sin schæfer, var den første på stedet. Da han i løb rundede hjørnet ved vaskerummet, så han en kvinde falde om på jorden. Han genkendte straks Gunilla Karlsson. Han kendte hende ikke særlig godt, men han havde set hende til lejerforeningens møder og muligvis en gang i Brugsen.
Han bøjede sig ind over hende, mærkede vinlugten, som steg op fra hendes krop, og registerede det krampagtige greb om proptrækkeren i hendes hånd. Han gav hunden ordre til at sidde og lænede sig ind over hende, usikker på, hvad han skulle gøre. Han så hen mod lejlighedens vidtåbne dør.
Bolinder var en fredelig mand i halvtredserne, ungkarl og meget optaget af sit ydre. Han stirrede på Gunillas bryster, på den sorte bh, der lyste mod den hvide sne, faldt på knæ og strøg lidt af håret væk, der dækkede hendes ansigt. “Hvad nu, hvis hun brækker sig,” tænkte han og rykkede tilbage. Men hendes ansigtsudtryk var næsten fredfyldt. I det fjerne hørtes løbende skridt, en altandør blev åbnet, og en stemme råbte noget, han ikke opfattede.
Hunden, der lydigt sad nogle meter væk, knurrede højt. Bolinder så op og fulgte hundens blik. I døråbningen stod der nu en mand med ansigtet forvredent af smerte og had. Bolinder kunne høre den hvæsende lyd, der opstod, da udåndingsluften, der dannede hvide skyer i den kolde aften, forlod mandens mund. Blodet dryppede fra skægget.
Jupiter, schæferhunden, gøede. Bolinder rejste sig.
– Hvad er der sket? spurgte Bolinder, og i samme øjeblik gik Jupiter til angreb. Om det var rædslen i hundeejerens stemme eller den kendsgerning, at manden i døren tog et halvt skridt frem, vidste Bolinder ikke, men hundens spring kom helt uventet.
Jupiter havde aldrig vist tegn på nogen beskyttertrang, og da slet ikke aggressivitet. Den var lige så fredelig som sin ejermand, børnenes favorit i gården. Nu kastede den sig frem med strittende pels og blottede tænder.
Manden i døren begyndte at vakle, og det lykkedes ham i sidste øjeblik at lukke døren. Bolinder så, hvordan Jupiter kastede sig frem mod døren, og hørte den tunge hundekrop ramle ind i dørfladen for derefter at blive kastet tilbage på jorden.
Den kom lynhurtigt på benene og gøede højt. Den første, lille forsagte bjæffen var nu erstattet af en voldsom gøen. Bolinder kaldte på hunden, men den tog ingen notits af sin herre. Kvinden rørte lidt på sig, og Bolinder bøjede sig igen ind over hende. Hun slog øjnene op og for sammen, da hun fik øje på naboen, rejste sig op på albuen og stirrede op mod lejligheden og den gøende hund.
– Han forsøgte at voldtage mig, sagde hun.
Pludselig blev hun bevidst om sin næsten nøgne overkrop, satte sig op og lagde armene over kors. Bolinder tog jakken af og lagde den forsigtigt over hendes skuldre.
Trods smerten og den uventede vending, situationen havde taget, havde han åndsnærværelse nok til at gribe et håndklæde fra badeværelset og tørre blodet fra hovedet af. Han pressede håndklædet mod det. Det dunkede. Han tog sig til panden, følte forsigtigt med fingrene hen over det åbne sår. Han troede ikke, at pandebenet var revnet, men såret så slemt ud. Flasken havde ramt over øjenbrynet, og han forstod, at det var derfra, den store mængde blod kom fra.
Proptrækkeren havde perforeret skjortebrystet og var trængt nogle centimeter ind, men havde ramt brystbenet og havde ikke beskadiget ham nævneværdigt.
Vincent Hahn var ikke forvirret, snarere forbløffet over Gunillas uventede angreb. Han troede, at han havde faet hende derhen, hvor han ville, men hun havde narret ham. Nu måtte han flygte. Der hørtes hundeglam og oprevne stemmer fra gården. Han kastede det blodvædede håndklæde på gulvet, snuppede et nyt, pressede det mod hovedet og forsvandt ud i mørket samme vej, han var kommet.
Han løb. Svimmelheden overmandede ham, men han fortsatte med at løbe. Han kendte skoven godt og vidste, hvor de forskellige gangstier var. Hvis han valgte den nærmeste vej hjem, ville det kun tage fem, seks minutter, men han var nødt til at tage en omvej gennem skoven for at undgå mennesker.
Hvor skulle han tage hen? Hvor længe kunne han blive hjemme, inden politiet dukkede op? Gunilla havde genkendt ham. Ganske vist var han ikke skrevet op til Bergslagsresan, han fremlejede lejligheden, men de ville straks begynde at snuse og garanteret finde frem til hans adresse. Muligvis via sygehuset eller hans tidligere svigerinde. Hun var den eneste, der havde besøgt ham, siden han flyttede op til Sävja.
Hvem ville tage imod ham? Han havde ingen, der kunne give ham beskyttelse, komme plastre på hans sår og tilbyde ham hvile. Og hvem skulle tage sig af Julia? Han snøftede højt og løb snublende videre. Han måtte hjem til hende, nå det inden politiet. Ingen skulle gramse på Julia. Han kunne skjule hende i skoven. Hun ville ganske vist blive gennemblødt og fryse, men det var alligevel bedre end at havne i hænderne på et eller andet fascistsvin fra politiet.
Han nåede forvirret frem til Bergsbrunna gård. Dér havde han før gået, og det sted kendte han. Gennem staldmuren hørte han, hvordan hestene vrinskede. Han frøs. Der måtte være mindst femten minusgrader. Såret i panden føltes stift. Han stod rådvild uden for stalden. Skulle han gå derind? Han havde ikke noget imod heste. De var stolte dyr, kloge, men der var også katte. Han havde set dem, en hvid og en lysebrun.
På afstand hørte han hundeglam, og det slog ham, at politiet måske havde sat hunde ind for at opspore ham. De ville snart indhente ham. Stalden gav ingen beskyttelse.
Han løb videre mellem to indhegninger. Her lå sneen dybere, og han måtte ase af sted. Kræfterne var ved at slippe op, og han pustede anstrengt. For enden af markvejen glimtede lys. Der var stillet et juletræ på gårdspladsen. Han fik en følelse af, at han havde prøvet det her før. At løbe for sit liv i kulden. Ingen venner, kun sig selv at stole på. Det sved i hans bryst.
Han kom ud ved jernbanen og fulgte sporene mod nord. Han ville snart være fremme ved overskæringen. Han havde læst om vagabonderne i USA, som sprang på godstogene og rejste over hele kontinentet i jagten på arbejde, men her buldrede togene forbi i fuld fart.
Han blev stående ubeslutsom. En bil kom hen over terrænet på den anden side af jernbaneoverskæringen. Billygterne sendte varmtgule strejf hen over fodboldbanen. Vincent løb hen til krydset og smed sig ned på gaden.
Bilen kom nærmere. Det var en dieselmotor, kunne han høre på lyden. Pludselig ramte lyset ham. Han lukkede øjnene, men løftede den ene arm, som et menneske i havsnød. Han troede et øjeblik, at bilen ville køre forbi, men så bremsede den voldsomt op.
Bildøren blev lukket op, og en mand kom løbende.
– Hvad er der sket?
Vincent jamrede.
– Jeg er blevet kørt ned.
– Her?
Vincent rejste sig op på den ene albue og nikkede.
– En bil. Han stak af. Kan du hjælpe mig?
– Jeg ringer efter en ambulance, sagde manden og tog sin mobiltelefon frem.
– Nej, kør mig hellere på sygehuset i stedet for.
Manden bukkede sig ned og kiggede lidt nærmere på Vincent.
– Du har faet et ordentligt slag.
– Jeg skal nok betale.
– Næh du, det er ikke nødvendigt. Kan du gå?
Vincent fik sig møvet op på alle fire. Manden hjalp ham på benene og ind i bilen.
Viro lod sig i nogle få sekunder forvirre af Jupiters duft, inden han trak af sted. Hundeføreren fulgte efter. På trods af alvoren smilede han for sig selv, da han så Viros iver.
Efter et kvarter var de nået til jernbanekrydset. Samtidig brusede et sydgående tog forbi. Her ophørte færten. Viro så sig forvirret om, så på sin ejer og gøede højt.
– Enten havde han en bil stående her, eller også blev han samlet op, sagde Nilsson, der havde fulgt i hælene på hundepatruljen.
De så sig omkring. Viro fulgte sporet nogle meter tilbage, vendte om og kunne igen konstatere, at her hørte det op.
– Hvor kan han være taget hen?
– Skadestuen, sagde hundeføreren. – Han er jo kommet til skade. Der er oven i købet blodspor her.
– Jeg tror, Fredriksson ringede derud straks. Jeg synes også, jeg hørte, at de ville sende en bil derud.
Nilsson tog mobilen frem og ringede til Allan Fredriksson, som stadig var i Gunilla Karlssons lejlighed.
De sad i Gunilla Karlssons dagligstue. Kriminalinspektør Allan Fredriksson pudsede næse. Kvinden over for ham havde ondt af ham. Det var femte gang, han fandt det farvestrålende lommetørklæde frem. Han burde være hjemme og komme sig.
– Han løb ned mod Bergsbrunna, og der endte alle spor, sagde Fredriksson, da han havde afsluttet samtalen med Nilsson.
Han kunne stadig se frygten i Gunillas øjne.
– Vi lader en patrujle blive her, sagde han og puttede lommetørklædet ned.
Hans fredelige udtryk og beroligende stemme fik hende til at slappe af. De rystelser, som var kommet et stykke tid, efter at Vincent var forsvundet, var hørt op.
– Du kendte ham, sagde du?
– Ja, han er en gammel skolekammerat.Vincent, hedder han, men jeg kan ikke huske efternavnet. Jeg havde det på tungen, det er et eller andet tysk. Jeg kan ringe til en veninde. Hun ved det.
– Det ville være fint.
– Hahn, udbrød hun pludselig, – det er det, han hedder!
– Vincent Hahn?
Gunilla nikkede. Fredriksson ringede med det samme til vagthavende og gav oplysningen videre.
– Har I set hinanden, siden I gik ud af skolen?
– Nej, jeg har set ham i byen nogle gange, men det er alt.
– Gik I i samme klasse?
– Parallelklasse, men vi havde en del fag sammen.
– Han har ikke ringet til dig eller på anden måde forsøgt at fa kontakt?
– Nej.
– Hvorfor tror du, han kom herud?
– Ingen anelse. Han har altid været noget af en enspænder. Det var han allerede i Vaksalaskolen. Han gik meget for sig selv. Jeg tror, at han var religiøs på en eller anden måde. I hvert fald underlig.
Fredriksson så ned i gulvet.
– Han sagde, at han ville se dine bryster?
– Ja. Han ville gå bagefter.
– Troede du ham?
– Nej, han så helt vild ud.
– Det er ikke sådan, at I tidligere har haft et forhold?
– Aldrig.
– Har du mødt ham på dit arbejde?
– Jeg er børnehavepædagog.
– Har han aldrig afleveret børn i din børnehave?
– Jeg har svært ved at tro, at han i det hele taget har børn.
Fredriksson så på hende. Bluffede hun? Var det en forsmået elsker, der var kommet tilbage? Hvorfor skulle hun skjule det? Han bestemte sig for at tro på hende.
– Det var modigt at slå ham, sagde han.
– Jeg troede, han døde af det. Han blødte så meget. Selv om jeg havde flasken i højre hånd. Jeg er venstrehåndet.
– Han sagde ikke noget, der forklarede hans indtrængen? Tænk godt efter.
Gunilla svarede benægtende på spørgsmålet efter at have siddet tankefuld et stykke tid.
– Der var det med kaninen. Det var vel ham, der havde kvalt ham.
Hun fortalte om Ansgar, hvordan den var blevet hængt op i altanens gelænder og bagefter havde fået bugen skåret op, hvordan hun havde ringet om morgenen og anmeldt det hele.
– Han kunne ikke lide, at man holdt kaniner i byen?
– Det ser sådan ud.
– Og så har han slået dem ihjel, sagde Fredriksson forundret.
Selv om han havde været politimand i mange år, blev han stadig forundret over menneskers opførsel.
– Det var vel bedre, hvis han lukkede dem ud, sagde han.
– Og kvalte kaninejerne, sagde Gunilla.
Ryde fra teknisk afdeling kom brasende ind. Han sagde ikke noget, stirrede bare på kollegaen.
– Køkkenet, sagde Fredriksson, og Ryde snurrede rundt på hælen.
Fredriksson vidste, at hvis Ryde så ud på den måde, var det en dårlig idé at komme med en masse information eller påtaget friskhed.
– Det er pudsigt, eller pudsigt er vel ikke det rette ord, sagde Gunilla, – men jeg har tænkt på Vaksalaskolen ret meget i dag. Ham fyren, der blev myrdet her forleden, varjo også en skolekammerat. Og så kommer den galning her.
Teknikeren, der havde hørt hendes udsagn, forlod køkkenet og kom ind i dagligstuen igen.
– Var John Jonsson din skolekammerat?
Rydes stemme var ikke tilpasset kontakt med folk i al almindelighed, og slet ikke, når han var i gang med sit arbejde. Gunilla så på ham.
– Er du også fra politiet?
Fredriksson kunne ikke lade være med at smile.
– Det er Eskil Ryde, sagde han, – byens bedste tekniker.
– Den eneste, sagde Ryde, – men fortæl om John.
Gunilla sukkede tungt. Fredriksson så nu, hvor udmattet hun var.
– John kender jeg bedre, indledte Gunilla. – Vi er rendt ind i hinanden engang imellem. Jeg kender også hans kone.
– Lad mig gå lige til sagen, du må undskylde min ligefremhed, sagde han, og Ryde fnyste højt, – men har du været sammen med John?
– Nej, hvorfor spørger du om det?
– Du sagde det så hurtigt, at du også kendte hans kone.
– Ja, hvad underligt er der i det?
– Hvad tænkte du, da du hørte, at John var blevet myrdet?
– Jeg blev forskrækket, helt klart. Jeg kunne godt lide ham, sagde Gunilla og så på Fredriksson med et fast blik som for at sige: må jeg være fri for nogen antydninger. Han var sød, lidt stille i det. I skolen gjorde han ikke så meget væsen af sig. Vi så faktisk hinanden i efteråret. Da var han vildt glad. Lidt usædvanligt for ham. Jeg spurgte, hvad der var sket, og han sagde, at han havde tænkt sig at tage til udlandet.
– Et bestemt land?
– Nej, men jeg fornemmede, at det lå langt væk.
– Hvornår ville han tage af sted?
– Det ved jeg ikke, det sagde han ikke noget om.
– Man kan jo sige, at man vil tage ned til solen, sagde Fredriksson, – men i virkeligheden uden at mene så meget med det.
– Han sagde det mest for sjov, men alligevel fik jeg indtrykket af, at John på en eller anden måde mente det alvorligt.
– Du spurgte ikke om nogen detaljer?
– Vi havde begge to travlt og vekslede bare et par ord.
– Har du ikke set ham efter det?
– Det var sidste gang, sagde Gunilla Karlsson, og nu hulkede hun højt. Fredriksson følte sig nærmest lettet.