Bartenderen så uinteresseret på ham, mens han tørrede disken af. Lennart tog en slurk øl og så sig om i lokalet. En af byens mest berømte jurister sad alene ved et vinduesbord. Lennart var stødt på ham i en eller anden debat, hvilken kunne han ikke huske. Nu førte advokaten sin egen retssag over en eftermiddagswhisky. Det var nok ikke den første, for han snakkede med sig selv med ansigtet støttet mod den venstre håndflade og den højre i et krampagtigt greb om glasset.
– Nå, sagde Lennart og vendte sig igen mod manden bag bardisken. Han vidste, at den manglende interesse var et spil for galleriet, men lige nu havde han ikke tid til unødvendige forsinkelser.
– Det er et stykke tid siden, han har været her, sagde bartenderen.
– Hvornår?
– Jeg kan ikke huske det.
– Hvor kan jeg finde ham?
Bartenderen så ud til at overveje, dels hvor mange problemer, han ville fa, hvis han fortsatte sit passive skuespil over for den spørgelystne, og dels hvor overfuset han ville blive af Mossa, hvis han røbede, hvad han vidste. Han valgte den variant, der passede bedst lige nu og her.
– Prøv på Kroken, sagde han, men det var for at teste, hvor velunderrettet gæsten var.
Kroken var en illegal spilleklub, som havde til huse i et kælderlokale i byens centrum. Officielt boede der en importør af legetøj fra Sydøstasien og håndklæder fra de baltiske lande, men den virksomhed inskrænkede sig til en håndskrevet seddel på døren, POS Import, og et dusin kasser med skydevåben af plastic stablet langs den ene væg.
– Han kommer aldrig på Kroken, sagde Lennart.
Han koncentrerede sig om sin øl for at give bartenderen en chance til. Kom han med endnu et idiotisk forslag, ville han opdage det.
Advokaten ved vinduesbordet rejste sig på usikre ben, smed en femhundredekroneseddel på bordet og gik med tilkæmpet nonchalance hen mod døren. Bartenderen strøg derhen, snuppede sedlen og fjernede samtidig glassene fra bordet.
Lennart tænkte på Mossa. Hvor kunne han være? Han havde ikke set ham i nogle uger. Mossa fordelte sine tjenester mellem Stockholm og Uppsala, og engang imellem tog han helt ned til Danmark. Lennart anede, at det ikke bare var spil, der førte ham til København. Man havde talt om narko, men Lennart troede ikke, at iraneren var så dum, at han småhandlede med stoffer.
Mossa var spiller og kendt for sin forsigtighed. Han havde ikke været i konflikt med retssystemet de senere år. Det skyldtes ikke, at han holdt sig på den rigtige side af lovens rammer, men mere hans dygtighed. Han havde ry for at være uangribelig i forhold til politiet og statsadvokaterne.
Lennart havde kendt ham i cirka ti år. Han vidste, at John sommetider plejede at spille sammen med Mossa, som holdt af den stilfærdige, lille mand. John satsede ganske vist sjældent de store summer, og aldrig i de kliker, hvor der virkelig var gang i den, men var god til at have med småspilleriet at gøre, disse behagelige mellemspil, hvor pengene ikke var det væsentligste.
Mossa spillede aldrig i klubber, bortset fra en enkelt gang på roulette, men når det drejede sig om kortspil, holdt han sig til private arrangementer.
Lennart havde været med nogle gange, men havde hverken de penge eller den udholdenhed, der skulle til.
– Jeg har hørt, at han er i Stockholm, sagde bartenderen, – men at han skulle komme til byen til jul. Hans mor bor jo her.
“Nu begynder det at ligne noget,” tænkte Lennart. Han vidste, hvor moderen boede, men at besøge hende og spørge efter sønnen, var ikke sagen. Mossa ville blive vred. Men der var andre måder.
– Tak for hjælpen, sagde han og lagde en hundredkroneseddel på bardisken.
Han gik ud på Kungsgatan og fulgte Skt. Persgatan mod øst. Ved Frelsens Hær standsede han op og tændte en cigaret, så på huset, hvor han havde været ulveunge, men kun én gang. Det var til deres påskefest, og han havde spist alle de æg, han ville. Det var Bengt-Ove, en af naboungerne, som havde lokket ham med derhen.
En gang senere i sit liv var han i fuldskab og vildelse væltet ind på Frelsens Hær. Bengt-Ove tog imod ham i vestibulen. Han var blevet fast inventar der siden ulveungetiden. De havde set på hinanden i nogle sekunder, og så var Lennart drejet om på hælen uden at sige et ord.
Dengang havde han skammet sig. Skammet sig over sin fuldskab og forhutlethed. Hver gang han gik forbi templet, kom skamfølelsen igen. Egentlig var der ikke noget i vejen med Bengt-Ove. Han ville sikkert ikke have bebrejdet ham noget eller klandret ham for hans liv, hans ildelugtende og lasede tøj, hans sprutstinkende ånde og snøvlende tale. Dengang havde han været ude i tovene, og gennem spruttågerne huskede han ulveungernes påskefest for så mange år siden, som om han i kraft af dette ene besøg for tredive år siden var en ven af huset.
Lennart legede sommetider med tanken om, at han skulle være blevet der. Han havde venner, der var blevet frelst og havde lagt kriminaliteten og drikkeriet bag sig.Ville han selv have kunnet klare det? Det troede han ikke, men besøget hos Frelsens Hær havde åbnet for tanken om et andet liv. Han ville ikke indrømme det for sig selv, men inderst inde betragtede han den hurtigt afbrudte visit som en forpasset chance. Det var sikkert en efterrationalisering, som så mange andre, men det var en smuk tanke, især god i tider med stor anger.
Han skyldte ikke nogen noget. Det havde han før gjort, men nu var hans verdensbillede så afklaret, at han vidste, at det udelukkende var ham selv, det afhang af. Hvad nyttede det at råbe op om uretfærdighed? Han havde haft chancen. Han havde mødt Bengt-Oves øjne og i dem set, at han kunne have taget den, men var gået sin vej.
Dengang var det vinter, som nu, men Frelsens Hær lå tillukket og stille. Lennart drønede videre.
Listen med navne lå i jakkens inderlomme. Han havde sat kryds ved tre navne. Der var fem personer tilbage, han ville kontakte. Han havde ikke i sinde at give op, før hans broders mordere kunne indkredses. Hans otte våbendragere skulle hjælpe ham.
Han besluttede sig for at tage hjem til Micke. De havde ikke talt sammen siden mordet. Han vidste, at Micke var blevet afhørt af politiet. Måske havde han opsnappet noget.
Micke Andersson skulle lige til at gå i seng. De sidste dage havde virkelig udmattet ham, men søvnen nægtede at indfinde sig.
– Er det dig?
Han brød sig ikke om Lennart, men han varjo trods alt Johns bror.
– Det gør mig ondt med John, fortsatte han.
Lennart brasede ind i lejligheden ude at sige et ord, på den dér selvfølgelige måde, som Micke hadede.
– Har du en øl?
Micke var overrasket over, at han i det hele taget spurgte. For det meste plejede han bare at gå hen til køleskabet og tage, hvad han havde brug for.
– Strisserne har snakket med dig, hørte jeg, sagde Lennart og knappede øllen op.
Micke nikkede og satte sig ved bordet i køkkenet.
– Hvad sagde de?
– De udspurgte mig om John. Han var jo her samme dag, han døde.
– Var han det? Det er der ingen, der har fortalt mig.
– Jo, han var her sidst på eftermiddagen.
– Hvad lavede han her?
– Hvad tror du?
Trætheden gjorde Micke pirrelig.
– Hvad sagde han da?
– Vi snakkede, som vi plejer.
– Om hvad?
Han forstod, at Lennart ville vide det, og prøvede at genskabe billedet af en levende John, om ikke sorgløs så dog ret tilfreds, med sprutposerne i hænderne og en familie at komme hjem til.
– Han sagde ikke noget?
– Om hvad?
– Om en skid – du ved, hvad jeg mener.
Micke rejste sig, tog en øl til sig selv.
– Han sagde ikke noget specielt.
– Tænk dig nu om.
– Tror du ikke, jeg har tænkt. Hvert eneste forbandet sekund har jeg tænkt.
Lennart betragtede broderens ven, som om han vurderede hans udsagn, tog en slurk øl uden at slippe ham med øjnene.
– Hvad glor du på? sagde Micke.
– Havde I noget lort for?
– Så stopper du!
– Heste og lort, som I havde gang i, sagde Lennart, som sjældent eller aldrig blev inddraget i de spillekliker, der blev dannet og opløst. Mest fordi ingen stolede på hans betalingsdygtighed.
– Intet, forsikrede Micke i et tonefald, som han forsøgte at få det til at lyde fast, men hvor Lennart kunne ane en usikkerhed i stemmen, et blik, som i en tiendedels sekund begyndte at flakke.
– Er du helt sikker på det? sagde han. – Det gælder min eneste bror.
– Det gælder min bedste ven, sagde Micke.
– Fanden tage dig, hvis du lyver.
– Var der mere, du ville vide? Jeg må se dyner.
Lennart ændrede tonefald.
– Du kommer vel til begravelsen? sagde han.
– Selvfølgelig.
– Fatter du det?
Lennarts øjne og det blik, han rettede lige ned i bordet, som om han i den slidte finerplade håbede at kunne skimte en forklaring på mordet på broderen, røbede dybden af hans fortvivlelse.
Micke rakte armen over bordet og lagde sin hånd på Lennarts arm. Lennart så op, og hvor Micke tidligere udelukkende havde set fuldemandsgråden, glimtede de ægte tårer.
– Nej, sagde Micke hæst, – jeg fatter det ikke, og så lige John af alle.
– John af alle, gentog Lennart som et ekko. – Det samme har jeg tænkt. Når der er så mange skiderikker.
– Gå nu hjem og prøv at fa lidt søvn. Du begynder at se udslidt ud.
– Jeg giver mig ikke, før jeg har fået ram på ham.
Micke følte sig splittet. Han ville ikke høre Lennarts tærsken langhalm på alt det evindelige sludder om hævn, men samtidig ville han ikke være alene. Trætheden var forduftet, og han forstod, at det ville blive en lang aften og nat. Han genkendte symptomerne. I flere år havde han været plaget af søvnløshed. I perioder blev det bedre, og så faldt han i en dyb, drømmeløs søvn på grænsen til bevidstløshed. Det føltes som en gave. Men så kom vågenætterne med de åbne sår. Sådan føltes det: som brændende sår, der maltrakterede hans indre.
– Hvad siger Aina?
– Jeg tror ikke, hun har forstået det endnu, sagde Lennart. – Hun er i forvejen ved at blive lidt forstyrret, og det her vil knække hende. John varjo hendes yndling efter Margaretas død.
Johns og Lennarts lillesøster var død i 1968, da hun blev kørt over af en spritbilist uden for Konsum på Vaderkvarsgatan. Det var et emne, som aldrig blev taget op af brødrene. Hendes navn blev aldrig nævnt. De fotografier, hun var med på, blev gemt af vejen.
Der var dem, der mente, at hverken Aina eller Albin nogensinde kom sig over at have mistet deres datter. Nogle antydede, at Albin havde taget sit eget liv, da han gled ned fra taget i Skytteanum den aprilmorgen i begyndelsen af halvfjerdserne. Andre, først og fremmest hans arbejdskammerater på værkstedet, påstod, at han havde sløset med sikkerhedslinen og derfor ikke havde faet fodfæste på den glatte blikplade.
Albin ville aldrig tage sit eget liv, og hvis han havde fået den tanke at begå selvmord, ville det afgjort ikke være sket i arbejdstiden, fra et tag, et bliktag. Men uvisheden lå som en skygge over familien, som selv efter at Albin var død, blev kaldt for tagdækkerens.
– Men jeg har ikke talt så meget med hende, indrømmede Lennart.
Han rejste sig, og Micke troede, at det var for at hente en øl til fra køleskabet, men han gik i stedet hen til vinduet.
– Så du min bror, da han gik? Jeg mener, kiggede du ud?
– Nej, sagde Micke, – jeg blev siddende i sofaen og gloede på Jeopardy.
– Kan du huske Teodor?
– Mener du Teodor hjemmefra? Selvfølgelig kan jeg det.
– Jeg tænker sommetider på ham. Han tog sig af John og mig efter at far døde, satte os i arbejde.
– Kan du huske, når vi spillede kugler? sagde Micke og smilede. – Han var fantastisk.
– Han kunne bedst lide John.
– Han hjalp vist alle.
– Men mest John.
– Det var vel, fordi han var den mindste, sagde Micke.
– Havde vi bare haft nogle lærere som Teodor, sagde Lennart.
Micke spekulerede på, hvad der bragte ham så langt tilbage i tiden. Johns død fik åbenbart Lennart til at pløje sig igennem brødrenes fælles opvækst i Almtuna, og der var ikke nogen mere passende end Micke at udveksle minder med. Micke forstod, at Lennart havde brug for erindringen om den tidlige barndoms tryghed. Han havde heller ikke selv noget imod at huske de børnerige baggårde, legene, bandykampene på Fålhagens is og den fri idræt på Österängen.
Det var det liv, de havde fået, sådan følte Micke det mange gange, og han fornemmede, at det i endnu højere grad gjaldt Lennart. Efter barndommen med starten i Vaksalaskolen, plageanstalten, fulgte næsten kun elendigheder.
Lennart var blevet anbragt i obs-klassen, han havde “svært ved at følge undervisningen,” og dér kom han i kløerne på Stenansigtet, hvis undervisning ikke var særlig svær at følge med i. Den bestod mest af bordtennis. Det var Lennart dygtig til efter alle kampene mod Teodor i fyrkælderen. Så dygtig, at han slog Stenansigtet i kamp efter kamp.
Mens Teodor havde åbnet døren på klem til voksenlivet med hele det register af følelser, som den letbevægede vicevært kunne præstere, indprentede Stenansigtet hårdt og skånselsløst sin særlige livsvisdom i eleverne.
Så blev Lennart væk. Han strejkede. Eller slog igen. I niende klasse forsvandt han mere og mere fra skolen. Den havde ikke givet ham ret meget andet end mangelfulde færdigheder i at læse og skrive. Historie kendte han ikke, matematik fik ham fuldstændig op at køre, og træsløjd pjækkede han fra.
Billardhallen i Siva. Licullus restaurant, som introducerede byens første pizzaer, og Kulien, var de alternativer, Lennart så. Han stjal for at leve, for at kunne spille billard og på flippermaskiner, købe cigaretter og drinks. Han stjal for at imponere og sloges for at gøre folk forskrækkede. Kunne han ikke blive elsket, så kunne han blive hadet, var åbenbart hans ræsonnement.
Han bebrejdede ingen, skød ikke skylden på nogen eller noget, men inderst inde nærede han et had mod lærerne og de andre voksne. Derhjemme fremstammede Albin sine formaninger. Aina blev “nervøs,” kunne mange gange ikke klare sig selv, og da slet ikke den genstridige søn. Aina fandt trøst i den yngste, John, som hun dog måtte se blive rodet ind i broderens stadig mere vilde udskejelser.
– John var god nok, sagde Micke. Han kunne høre, hvor sølle det lød, da han udtalte ordene.
– Du, sagde Lennart og slog sig ned ved bordet igen, – der er en ting, som jeg har spekuleret på, havde min bror en anden kvinde?
Micke så måbende på ham.
– Hvad mener du? At han havde en ved siden af?
– Hvad ved jeg, han fortalte det måske til dig.
– Næh, jeg hørte ham aldrig, aldrig sige noget om en anden kvinde. Er du med? Han forgudede jo Berit.
– Jo, det er klart. Det var kun sine ciklider, han var utro med.
– Hvad skal der blive af hans fisk?
– Justus tager over, sagde Lennart.
Micke tænkte på Johns søn, fars dreng. Han kunne i Justus se John som teenager. Stille i det og med et blik, som var svært at fange. Det var, som om drengen gennemskuede den, han talte med. Micke havde mange gange følt sig underlegen, som om Justus overhovedet ikke gad belaste sin hjerne med hans snak, og da slet ikke reagere på den.
Men han havde jo kendt John som knægt, og når han tænkte sig om, havde han nok også haft den attitude. Også John kunne opfattes som overlegen og stivnakket og ikke villig til at gå på kompromis. Det var vel derfor, Sagge og John aldrig var kommet helt godt ud af det sammen, selv om John var så dygtig til sit fag.
Det var kun i samværet med de nærmeste, og da især Berit, at John blottede sig lidt, slog visiret op og viste en side af sig selv, som var fuld af omtanke og en tør humor, som det tog lidt tid at komme overens med.
– Er der nogen, der skal overtage, så er det knægten, sagde Micke.
Han trængte til en øl mere, men vidste, at hvis han åbnede en dåse, gjorde Lennart det også. Og ikke kun en. Så kunne de komme til at gøre kål på hele beholdningen.
Det var ved at være midnat, og Lennart viste tegn til at ville gå hjem. Micke rejste sig besværligt. Han havde også en hård arbejdsdag i morgen.
– Fandens også, at det skal sne inden jul, sagde han og gik hen og hentede to øl.