Justus lagde håndfladen på vandoverfladen på nøjagtig samme måde, som John plejede at gøre. Fiskene var så vant til hans hånd, at de var der inden for nogle sekunder og snappede. Men det var Johns hånd. Nu kom de ikke. “Ingen kan påstå, at akvariefisk er dumme,” tænkte Justus.
Hvorfor gjorde John sådan? Var det for at mærke temperaturen eller ganske enkelt for at få kontakt? Justus havde aldrig spurgt. Der var så meget, han ikke havde fundet ud af. Nu var det for sent, men det var ham, der skulle passe akvariet, det var han klar over. Berit havde aldrig rigtig haft den interesse. Men hun syntes da, at det var fint, og protesterne mod det nye akarium havde været ret svage. Hun havde vidst, at John ikke ville lade sig påvirke. Justus troede, at hun inderst inde var glad for Johns lidenskab. Der var værre ting, en mand kunne beskæftige sig med.
Justus førte slangen ned og begyndte at tappe vandet ud. Berit sad inde i køkkenet med farmor. Han hørte deres dæmpede stemmer. De talte lavmælt, for at han ikke skulle høre dem. De troede ikke, at han ville kunne klare det. Han vidste, at de talte om Johns begravelse.
Da spanden var halvfuld, førte han slangen over i den næste og bar den første ud på badeværelset. Der skulle fjernes trehundrede liter. Tredive fulde spande, men Justus turde ikke fylde lige så meget i som John, så der ville nok blive fyrre omgange. Og så tilbage igen med lige så meget.
En gang om ugen skulle proceduren gentages. Hvor mange gange skulle han fise frem og tilbage til badeværelset? Han havde en anelse om, at Berit ville sælge akvariet og fiskene, men hun havde ikke sagt noget endnu.
Prinsessen af Burundi, sådan havde han kaldt hende. Først havde hun ikke forstået det, så var hun begyndt at grine.
– Jeg er da en køn prinsesse!
John havde set på Justus med et indforstået blik. Det var kun de to, der vidste det. Berit skulle tids nok fa det at vide. Når alt var klappet og klart, som John havde udtrykt det. “Klappet og klart,” gentog drengen stille for sig selv. Den tredje spand skulle tømmes. Der var syvogtredive tilbage.
– Du er min prinsesse, det ved du godt.
Sådan havde han sagt. Hendes latter var stoppet. Der var noget i hans stemme, som havde faet hende til at være på vagt. John, der normalt var opmærksom, havde ikke opdaget forandringen i hendes ansigt, men havde fortsat.
– Du skal fa dit eget lille prinsessedømme.
“Var han fuld den aften?” tænkte Justus.
– Tror du, vi er nødt til at leve på den her måde?
– Hvad mener du?
Så var han vågnet op, var blevet bragt tilbage til virkeligheden, og han visnede som en plante uden vand under hendes blik.
Justus havde ikke kunnet lide det. Hvorfor havde han ikke sagt noget, måske ikke det hele, men noget, som havde faet hende til at fjerne det blik? Hvorfor kunne han da ikke fa lov til at triumfere lidt i det mindste? Nu var han død, nu ville ingen triumf kunne lyse hans ansigt op mere.
Han slæbte og bar, spand efter spand. Tredive tilbage. Cikliderne svømmede uroligt rundt. Justus blev træt, hentede en stol fra entreen og satte sig foran akvariet. Han forsvandt ind i baggrundslandskabet, ind mellem stenene. Han kunne forestille sig, hvordan det seksogtyve graders varme vand omsluttede ham. Klippebunden i Tanganyikasøen var delvis forræderisk, og han måtte se op. Grotterne var ikke til at spøge med.Var der krokodiller dér? John havde talt om en tysk fiskehandler, som var blevet ædt på Malawisøens kyst.
Han gik hen efter atlasset, som lå skubbet ind i bogreolen. Malawi lå langt væk fra Burundi.
– Hvad laver du?
Berit stod i døren. Justus hørte farmoderen puste i entreen, og hvordan stolen knagede højt, da hun satte sig ned.
– Kigger lidt, sagde han.
– Er alt i orden?
Justus nikkede. – En spand til.
– Du spilder vel ikke?
Han sagde ikke noget. Selvfølgelig spildte han ikke. Plejede John at spilde? Prinsessen af Burundi så på ham.
– Hej, Justus, sagde farmoderen, selv om de allerede havde hilst på hinanden, da hun kom. Hun havde omsider fået den ene støvle på.
– Hej, sagde han og forsvandt ud på badeværelset.
– Kom lige, sagde den gamle kvinde, da han kom tilbage. – Jeg vil godt snakke med dig.
Justus gik modvilligt hen til hende. Hun havde grædt. Hun græd meget. Hun trak ham ind til sig.
– Du er mit barnebarn, sagde hun, og i det øjeblik ville han flygte. Han vidste, hvad der ville komme.
– Pas godt på dig selv.
Han brød sig ikke om at høre hendes stemme. Før havde han været bange for hende. Det var han ikke mere, men det gamle ubehag var der stadig.
– John var så stolt af dig. Du må passe godt på dig selv.
– Ja ja, farmor, fik han frem.
Han gjorde sig fri af hendes greb.
– Skal du hjælpes hjem?
Aina var bange for at falde, og John eller Justus havde mange gange fulgt hende hjem.
– Nej, jeg klarer mig, sagde hun, – jeg har pigsko på.
– Jeg skal ordne akvariet, sagde han og forlod kvinden. Han vendte sig om. Hvor så hun hjælpeløs ud med det uvaskede hår, som stak ud under den strikkede hue, og med støvlen i hånden. Berit kom med en fuld spand. Hun smilede. Han tog den fra hende og gik ud for at tømme den.
Det begyndte at værke i armene. Næste gang ville han tage den lange slange og lede den ind gennem entreen, ud på badeværelset og direkte ned i badekarret, men denne gang ville han slæbe spande.
Fiskene svømmede med synkrone, fejende bevægelser. Han fulgte dem med øjnene. De kunne optræde i tusindtal med revirerne så tæt på hinanden, at det så ud, som om de levede i en kæmpestime. Hvert klippeparti havde sin egen population, sin egen art, måske næsten ligesom en anden gruppe, men med sin egen farvetegning. Sandbankerne mellem klipperne adskilte de forskellige grupper.
Prinsesserne var substratrugere, andre var mundrugere, men de var alle ciklider. Johns yndlinge. Det skulle være afrikanske ciklider. De var ganske vist ikke så populære nu, mange satsede på sydamerikanske, men John havde altid holdt på de afrikanske cikliders overlegenhed.
Justus havde pløjet alt igennem, der var at læse om ciklider. I tilgift var han blevet interesseret i geografi og kendte det afrikanske kontinent som ingen anden i klassen. Engang var han kommet op at slås i skolen på grund af Afrika. Det var en skolekammerat, som sagde noget om, at afrikanerne kunne klatre op i træerne igen, at det var dér, de hørte hjemme.
Justus havde omgående reageret. Det var, som om fiskene havde ført med sig en sympati for hele det sorte Afrika, med dets søer og vandløb, savanner, tropiske jungleområder, og også menneskene, dem, der befolkede hans og Johns kontinent. Afrika var o.k. Dér var cikliderne. Dér var drømmene.
Han havde slået til.
– Han ved ikke en skid om Afrika, havde han sagt til læreren, som skilte dem ad.
Så var de begyndt at kalde ham “niggersvansen,” men han var ligeglad, og drillerierne var ebbet ud.
– Jeg talte med Eva-Britt, afbrød moderen hans tanker. – Hun sagde, jeg skulle hilse dig. Skal du i skole inden jul?
– Det ved jeg ikke, sagde Justus.
– Det kunne være godt for dig.
– Er farmor gået?
– Ja, hun gik. Du går vel ikke glip af så meget, men det er måske godt for dig.
– Jeg skal passe akvariet.
Berit så på ham. “Hvor han ligner sin far,” tænkte hun. Akvariet. Hun kastede et blik på nogle ciklider, der kredsede omkring slangen.
– Det må vi hjælpes ad med, sagde hun. – Du skal også passe din skole.
Han så ned i gulvet.
– Hvad tror du, far tænkte på? sagde han med lav stemme.
– Det ved jeg ikke, sagde Berit.
Hun havde identificeret ham, bedt om at se hele hans krop. Det, der havde skræmt hende mest, var ikke stiksårene, hans grålige hud, og heller ikke engang den afhuggede finger og brandsårene, det var hans ansigt. Hun havde set skrækken mejslet ind i Johns ansigtstræk.
John havde været en modig mand, aldrig bange for smerte og aldrig pylret, havde sjældent eller aldrig beklaget sig, derfor forekom hans ansigt næsten uigenkendeligt. “At skræk i den grad kan forandre et menneske,” havde hun tænkt og var trådt et skridt baglæns.
Den kvindelige politibetjent ved hendes side, Beatrice hed hun vist, havde grebet fat i hendes arm, men hun havde gjort sig fri. Hun ville ikke støttes.
– Giv mig nogle minutter for mig selv, havde hun sagt. Politikvinden havde set usikker ud, men havde forladt lokalet.
Som hun stod der, helt stille ved hans båre, kom tanken, at hun hele tiden havde vidst, at det ville gå på den måde. Måske ikke vidst det, men haft det på fornemmelsen. Johns familie var ikke nogen almindelig familie. Det var, som om man ikke kunne flygte fra sin skæbne.
Hun gik hen til ham igen, bøjede sig ned over kroppen og kyssede hans pande. Kulden blev overført til hendes læber.
– Justus, mumlede hun, drejede om på hælen og forlod lokalet. Udenfor stod den kvindelige politibetjent. Hun sagde ikke noget, og det satte Berit pris på.
– Jeg tror, han tænkte på prinsessen af Burundi, sagde drengen.
– Hvad, hvem?
– Prinsessen af Burundi.
Så huskede hun det. Den aften, da de indviede akvariet. Han havde peget på de forskellige arter af ciklider, deriblandt prinsessen. Hun havde hørt navnene før, hvordan skulle hun have undgået det, men prinsessen var ny.
Han havde stået foroverbøjet, med ansigtet helt tæt på glasset, og med stor varme i stemmen havde han udpeget dem for gæsterne. Derpå havde han set på Justus, og så på Berit.
– Det her er min prinsesse, havde han sagt og lagt armen om hendes liv. – Min prinsesse af Burundi.
– Hvad fanden er Burundi? havde Lennart sagt.
Justus havde forklaret, at det var et land i Afrika, i den nordlige ende afTanganyikasøen. Berit havde hørt iveren i hans stemme. John havde med sin frie hånd klappet drengen på hovedet.
– Nemlig, ja, sagde hun og huskede det hele fra den aften, hvor lykkelig hun havde været. – Det er et smukt navn.
– Burundi er smukt, sagde Justus.
– Har du været der? sagde Berit med et smil.
– Næsten, sagde drengen.
Han var lige ved at røbe det hele.