Manden havde virkelig været venlig, tænkte han, havde tilbudt at følge ham ud på sygehusets skadestue. “Måske troede han, jeg havde fået en hjernerystelse og ikke kunne tage vare på mig selv?”
Han løftede hånden og ventede, til han så bilen forsvinde, inden han gik væk fra den oplyste indgang. Svimmelheden kom og gik. Han troede ikke, at det skyldtes blodtabet, mere anspændelsen. Blodstrømmen var aftaget og stivnet til en skorpe med håret klæbende til issen. Han mærkede forsigtigt på sårrandene.
Efter nogle minutter stod han på Dag Hammarskjölds vag, usikker på, hvor han skulle tage hen. Det sneede let. Nogle biler kørte forbi. Han trak sig ind mellem træerne i parken. Et yngre par kom gående hen mod ham. De lo. Under de tykke dunjakker var de sikkert festklædte. I hånden holdt kvinden en plasticpose med noget, som Vincent opfattede som sko.
Vincent gik om bag et træ, lod dem passere, inden han med nogle hurtige skridt sneg sig tæt ind på parret. Sneen dæmpede lyden af hans skridt, og han overraskede dem fuldstændig. Han hev den strikkede hue af manden, snurrede om på hælen og løb ind i parken. Efter cirka femten meter så han sig om. Parret stod stadig på samme sted og så efter ham. Han vidste, at de ikke ville forfølge ham, men fortsatte alligevel med at løbe hen mod slottet.
I farten tog han huen på og stak ned ad skråningen mod Nedre Slottsgatan og kom ud lige nord for Svandammen. Dér fik han vejret igen, tog en håndfuld sne, gned ansigtet rent og trak huen ned over øjenbrynene.
En taxi forlod restaurant Flustret. Han prajede den midt i gadekrydset og steg ind på bagsædet. Taxichaufføren så på ham i bakspejlet.
– Jeg skal til Arsta, sagde Vincent Hahn og undrede sig over, at stemmen lød så rolig. – Årsta centrum er fint.
Det knitrede i taxiradioen. Chaufføren tastede nogle oplysninger ind på turcomputeren, inden bilen skød fart og passerede Islandsbroen.
Vincent sagde ingenting under turen, men tænkte desto mere. Nu var han en jaget mand, og det var med en vis henrykkelse, han planlagde, hvordan han skulle kunne narre forfølgerne. Hidtil var det gået godt. Sporet ville ende ved skadestuen. Manden, der havde samlet ham op med bilen, ville garanteret ringe til politiet, når han havde læst morgenavisen. Parret med huen formodentlig ikke. Nu gjaldt det om ikke at begå nogen dumheder. Såret skulle passes, det var det vigtigste.
Han betalte rundhåndet, stod ud og ventede, til taxien var forsvundet, inden han krydsede over vejen mod Salabacker. Nu afhang det af, om Vivan var hjemme.
Vivan var hans tidligere svigerinde, skilt fra hans bror, Wolfgang, i næsten femten år. Nu boede hun i en treværelses på Johannesbäcksgatan. Hun havde plads nok, men spørgsmålet var nu bare, om hun ville lukke ham ind. De omgikkes ikke, men stødte nu og da på hinanden. Et par gange havde de taget en kop kaffe sammen i byen, og hun havde enkelte gange besøgt ham i Sävja. Broderen hørte han sjældent fra, og kontakten med Vivan var en måde at fa information om Wolfgang på, som havde boet i Tel Aviv i cirka ti år.
Han kastede en snebold mod vinduet og blev ret benovet over, at han ramte i første forsøg.Vivans ansigt kom næsten omgående til syne mellem gardinerne, som om hun havde stået og ventet på, at en snebold skulle komme farende her sent om aftenen.
Hun så bange ud. Det kunne han se, selv om vinduet var på anden sal. Måske troede hun, at det var hendes eksmand. Det første år efter skilsmissen havde han på forskellige måder chikaneret hende, havde ringet, buldret på døren og ventet på hende uden for gadedøren, når hun skulle af sted på arbejde.
Var det derfor, hun smilede, da hun så, at det var hendes svoger? Ansigtet forsvandt fra vinduet, og efter nogle sekunder blev trappelyset tændt. Vincent følte taknemlighed, en følelse, han sjældent oplevede. “Endelig en, som stiller op,” tænkte han og gik helt hen til døren.
Vivan smilede stadig, da hun åbnede, men smilet gik over i et skræmt udtryk, da hun så hans ansigt.
– Hvad er der sket?
– Jeg blev overfaldet, sagde han med en neutral stemme, hvilket gjorde hende mere forskrækket.
– Overfaldet? gentog hun mekanisk.
Han nikkede og gik ind ad gadedøren.