Mossa blev stående lidt uden for restauranten. Han tog en cigaret, tændte den og tog et ordentligt sug, nikkede til en bekendt, der var på vej ind. Lennart syntes, at han var ældet. Det mørke hår var ikke helt så mørkt længere, og holdningen ikke helt så selvsikker, men han havde stadig stil. “Kølig,” tænkte Lennart, “ikke kold, men kølig.”
Iraneren var alene. Det var han tit. Det var vel derfor, han havde klaret sig godt. Han spillede selv sine kort, tog tabene, men først og fremmest gevinsterne, selv.
Så begyndte han at gå. Lennart fulgte efter ham, men ikke for tæt på. Han fik en fornemmelse af, at Mossa ville kunne mærke det, som om han havde en indbygget radar. Lennart ville se tiden an. At tage kontakt med ham på åben gade var ikke nogen god idé, man kunne aldrig vide, hvem der så dem sammen. Lennart var ligeglad, men Mossa kunne være sart.
Han fulgte efter ham ned ad Sysslomansgatan. Sneen lå næsten decimetertyk på fortovet, og for hvert skridt, Lennart tog, mindedes han broderens død på snelossepladsen, og hans forsæt om at straffe den, der havde myrdet John, voksede sig stadig stærkere.
Mossas fodspor var små. Han var i det hele taget spinkel. Han bevægede sig hurtigt og frit, flød af sted, rygende, med hovedet let bøjet. Lennart så ham passere Skt. Olofsgatan og besluttede sig for at kontakte ham i den dårligt oplyste, smalle passage neden for domkirken. Han tog raskere skridt, som blev dæmpet af sneen.
Pludselig vendte Mossa sig om. Lennart var nu helt tæt på, muligvis kun nogle meter fra ham.
– Hvad vil du?
– Hej, Mossa, hvordan går det?
– Hvad vil du? gentog iraneren og smed den netop tændte cigaret på jorden.
– Jeg har brug for hjælp, sagde Lennart, men fortrød straks. Mossa hjalp ingen, kun sin mor og sin handicappede lillebror. Han så på Lennart med et udtryksløst ansigt.
– Din bror var klodset, så enkelt var det, sagde Mossa omsider. Lennart følte en blanding af spændingsfyldt glæde og frygt. Mossa genkendte ham og ville snakke med ham.
– Hvad mener du?
– Præcis, hvad jeg siger, han var klodset, uforsigtig.
– Ved du noget?
Mossa tændte en cigaret. Lennart gik et skridt nærmere. Iraneren så op og stak hånden ned i frakkelommen.
– Nej, sagde han kort.
– Du har ikke hørt noget?
– Din bror var o.k, ikke som så mange andre svenskere. Han mindede om en barndomskammerat jeg havde, i Shiraz.
Iraneren tav, tog et sug.
– Jeg ved bare, at han på en eller anden måde havde gang i noget. Noget stort, stort for ham, hvis du forstår, ikk’?
Mossas ellers så ulastelige tale fik ind imellem en klang af gadeslang. Han så sig om, inden han fortsatte.
– Det var i efteråret, jeg hørte noget. Om en forretning. John havde pludselig lidt penge, flere end han plejede at skrabe til sig. Han var med i en gruppe og ville øge indsatsen, satse for at vinde endnu mere.
Lennart stampede uroligt i sneen. Der trængte væde ind i skoene. Mossas snak var eftertænksom.
– Og han vandt.
– Hvor meget?
Mossa smilede. Det gjorde han som regel, når det drejede sig om pokergevinster.
– Mere end du nogensinde har haft mellem hænderne. Næsten tohundrede dask.
– Vandt han tohundrede tusind?
Iraneren nikkede.
– Hvad sagde han?
– Ikke en skid, han samlede pengene sammen og gik. Klokken var halv fem om morgenen.
– Hvor var det henne?
– Selv mistede jeg femogtredive tusind, sagde Mossa.
Lennart følte sig snydt, svigtet af sin bror. Han havde vundet en formue og havde ikke sagt et ord til ham. Det var, som om Mossa kunne læse hans tanker.
– Han sagde noget, da vi gik, om, at nu begyndte det at ligne noget, nu kunne han gøre sin drøm til virkelighed. Og at du skulle være med.
– Mig?
– Ja, han havde vel kun én bror? Han sagde, at hans bror skulle være med.
– Til hvad?
– Det troede jeg, du vidste.
Lennart rystede uforstående på hovedet. Skulle han være med? Til hvad? Hvad var det, John havde planlagt så hemmelighedsfuldt? Lennart fattede ingenting. Han havde ikke hørt en antydning, ikke et eneste ord.
– Min kammerat fra Shiraz døde også for tidligt. Han blev brændt ihjel. Din bror døde i sneen.
– Sagde han mere?
Mossa så på Lennart. Han kunne skimte et venligere glimt i hans øjne.
– Jeg tror,John kunne lide dig, sagde han og fiskede cigaretpakken op igen.
– Hvem mere kendte noget til pengene?
– Spørg hans kammerat. Han hedder vist Micke.
– Vidste han det?
– Det ved jeg ikke, men John nævnte hans navn.
Et ældre par gik forbi. Mossa trådte til side.
– Nu må jeg gå, sagde han, vendte om på hælen, gik uden om parret og forsvandt rundt om hjørnet mod Dombroen.
Lennart blev stående tilbage, fortumlet af alle oplysningerne. Hvad skulle han tro? Havde Mossa taget pis på ham? Nej, hvorfor skulle han gøre det? Lennart havde fået en fornemmelse af, at iraneren havde ventet på ham, at han ville fortælle om John og pokergevinsten.
Hvad vidste Micke? Den forbandede rævepels! Han havde siddet der så skinhelligt og hulket om venskab, men havde ikke fortalt, at John havde scoret kassen.
Lennart stampede med fødderne for at ryste sneen og kulden af sig. Han besluttede sig for at opsøge Micke med det samme og stille ham op mod muren. Så slog det ham, at han havde glemt at spørge Mossa, hvem de andre omkring pokerbordet havde været. Måske ville nogen af dem hævne sit tab? Mossa havde mistet femogtredive tusind, men en anden havde formodentlig mistet betydeligt mere. Hvem havde vundet, og hvem havde tabt?
Mossa ville nok aldrig udlevere de andre deltagere. Det ville være et brud mod de uskrevne regler spillerne imellem. Tab og gevinster måtte man tage, men ingen måtte sladre om det bagefter, sådan lød reglen. På den anden side, tab gjorde folk spekulative, mange gange hævntørstige, og så måtte æresbegrebet vige.
John var ikke den, der hidsede nogen op med snak eller spydigheder. Han havde aldrig spillet overlegen, men Lennart vidste, hvordan penge kunne fordærve folk. Der var måske nogen, der havde hævnet sig.
Micke havde lige set en tysk krimi i Q er nsynet, da han hørte, at yderdøren blev åbnet. Han for op af sofaen og fik et øjeblik den tanke, at det var John, der var vendt tilbage. Så blev han grebet af angst. Han krøb instinktivt sammen bag en lænestol, da yderdøren blev smækket i bag indtrængeren.
– Hvor fanden er du henne?
Lennarts stemme lød, som når han havde kvalt nogle snapse, en blanding af utålmodighed, vrede og indbildt forurettelse. Micke rejste sig samtidig med, at Lennart trådte ind i dagligstuen.
– Hvad fanden gemmer du dig for?
– Har du ikke lært at ringe på? Og hvordan kom du ind gennem hoveddøren?
Nu gik hans angst over i raseri.
– Knyt sylten, sagde Lennart og stillede sig midt i stuen. – Hvorfor lyver du?
– Hvad mener du?
– Om John. Han vandt en fandens masse penge, og du siger ikke en skid.
– Jeg troede, du vidste det.
– For fanden. Du mørklagde det.
Micke følte sig pludselig meget træt. Han slog sig ned i sofaen igen, rakte ud efter vinglasset, men det var tomt.
– Du skal sgu ikke sidde der og skabe dig, råbte Lennart uventet.
– Hvad er der med dig? Jeg vidste, at han havde vundet penge i poker, det var det hele. Han fortalte ikke noget om, hvem han spillede mod.
– Sagde han hvor meget?
Micke rystede på hovedet.
– Du ved, hvordan John var.
– Tal ordentligt om min bror!
Lennart tog et skridt nærmere sofaen.
– Fald ned!
– Du skal ikke fortælle mig, hvad jeg skal gøre, din forbandede rævepels!
Han greb fat i Mickes skjorte og trak ham op af sofaen i én bevægelse. “Hvor er han stærk,” nåede Micke at tænke, inden Lennart pandede ham en over næsen. Stuen snurrede rundt, og kroppen klaskede sammen over bordet.
Da han kom til bevidsthed, var Lennart forsvundet. Micke kravlede op på alle fire. Blodet løb fra næsen. Han famlede med hånden over ansigtet. “Hold kæft, en kraftidiot han er,” tænkte han, og vreden kom som en bølge, først fordi tæppet blev ødelagt af det dryppende blod, så fordi han ikke kunne være i fred i sin egen lejlighed.
“Nu anmelder jeg ham,” tænkte han, men fortrød straks. Det hjalp ikke noget, snarere tværtimod. Lennart ville aldrig glemme eller tilgive den slags. Han ville forfølge ham i årevis. Måske ikke angribe ham fysisk, men sladre om det. Micke kom ikke sammen med Lennart, men han havde været der, som Johns bror. Nu ville den sporadiske kontakt vel slutte for good. Fint nok, Micke ville ikke risikere flere besøg af Lennart.
“Det er nok bedst at holde lav profil og håbe, at galningen ikke kommer igen,” tænkte han, mens han møvede sig op fra gulvet og gik på usikre ben hen mod toilettet.
Derinde sad Lennart på toiletsædet og græd stille. Ansigtet var opsvulmet og rødblisset.
– Det er o.k, sagde Micke, – se nu at komme hjem. Snup en bajer og glem det her.
– Jeg savner ham, sagde Lennart flæbende. – Min lillebror.
Micke lagde hånden på hans skulder.
– Det kan jeg godt forstå. John var den bedste af os.