21

Ann Lindell gav Erik hans flyverdragt på. Hans øjne fulgte hende opmærksomt. Hun stoppede op et øjeblik. “Ligner han mig,” tænkte hun, “eller sin far?” Den fraværende ingeniør, som hun havde truffet en nat og derefter aldrig mere. Han vidste ikke engang, at han var blevet far, eller anede han det? Nej, hvordan skulle han kunne det? Men måske havde han, uden hun vidste det, set hende i byen, højgravid og havde regnet ud, at han ville kunne være faderen. Mænd er ikke så kvikke, tænkte hun og smilede. Erik smilede tilbage.

– Men du er kvik, sagde hun og lirkede de små fingre gennem ærmerne.

Hun havde bestilt tid hos sin læge. Erik havde små, kløende udslæt, der var kommet og gået i en måneds tid, og hun ville have tjekket, hvad det var. Hendes forældre skulle komme til jul, og moderen ville overdænge hende med spørgsmål om udslættet. Ikke mindst derfor, var det godt at have været hos lægen.

Hun tog barnevognen i porten og besluttede sig for at spadsere ned til byen. Hun havde taget på efter graviditeten. Hendes bryster og lår var svulmet op, og hendes flade mave var kun et minde. Ikke at hun var særlig bekymret, men hun vidste, at en kvinde i hendes alder let tog 100 gram på her og 100 gram på der for at ende som overvægtig og stillesiddende.

Vægtforøgelsen hang garanteret sammen med hendes nye liv. Hun bevægede sig mindre nu, og hun spiste oftere og mere. Det var en af hendes svagheder, at hun holdt af at spise det dér lidt ekstra, unde sig selv lidt lækkert. Hendes omgangskreds havde aldrig været særlig stor, men nu skete det endnu sjældnere, hun mødte andre. Hun sad helst hjemme, gloede sløvt på tv og spiste en god ost eller en dessert. Det var et liv, som hun forbavsende hurtigt og let havde vænnet sig til. Ganske vist kunne hun føle en længsel efter sit arbejde, stresset, at snakke med kollegerne og den spænding, det altid indebar at være ude mellem mennesker. I begyndelsen af barselsorloven følte hun en stor lettelse, men i den senere tid var rastløsheden taget til.

Nu tog hun sig ikke af efterforskninger, deltog ikke i nogen “morgensamlinger” og blev ikke vækket af telefonopringninger, der handlede om vold og elendigheder. Hun følte, hun var helt uden ansvar. Erik var overraskende nem at have med at gøre. Fik han mad og søvn nogenlunde regelmæssigt, var alt fryd og gammen. Han havde ikke engang haft en ordinær kolik. Det første virkelige problem var pletterne på huden.

Efter tyve minutter var hun inde i centrum. Hun svedte under frakken. Tidligere havde hun sjældent eller aldrig gået med frakke, for det meste bare en kort jakke eller trøje.

– Du er ved at blive en rigtig dame, havde Ottosson sagt, da hun sidst var oppe på afdelingen for at hilse på.

– Han mener kælling, havde Sammy Nilsson tilføjet.

De havde set på hende, som de aldrig før havde gjort. Det var i hvert fald, hvad hun fornemmede, og hun var usikker på, hvad hun følte ved det. Hun var stolt over at være mor. Til en søn, som hun, og udelukkende hun, tog sig af. Det var måske ikke nogen særlig stor bedrift, det havde milliarder af mødre gjort gennem tiderne, og dengang uden fødselsafdelinger og etårskontroller, men det var hende, Ann Lindell, der var mor. Ingen anden i verden, hverken mand eller kvinde, kunne tage den stolthed fra hende. Hun vidste, at det var en både reaktionær og pudsig tanke, men hun havde kvalificeret sig. Hun indgik i et søsterskab med alle andre mødre, levende og døde. Det var en eksklusiv flok, halvdelen af menneskeheden var straks udelukket, plus mange andre, som ikke ville eller kunne føde nyt liv.

Følte mænd på samme måde? tænkte hun sommetider. Hun anede, at hun vidste for lidt om mænd til at kunne sige noget bestemt. Ganske vist havde hun mødt fædre skubbende af sted med barnevogne med det dér salige, nærmest fjogede blik, men følte de det på samme måde? Hun havde ingen mand, hun kunne spørge. Edvard, den mand, hun kendte bedst, havde båret på en smerte, den dårlige kontakt med sine to drenge. Ville en kvinde have kunnet flygte, som han havde gjort? Hun var i virkeligheden træt af sine hjemmestrikkede, lommefilosofiske spekulationer, men de var der alligevel. Hun var klar over, at de kom igen, fordi hun skulle kunne bearbejde sin egen frustration og ensomhed. For ensom var hun, trods moderskabet.

At føde et barn, at se det udvikle sig, var en fantastisk erfaring, men samtidig var det så uspændende. Det var det ord, hun brugte. Uspændende. Hun sagde det ikke til nogen, men hun savnede spændingen ved arbejdet som kriminalbetjent. Nu begyndte hun at fornemme, hvorfor hun havde valgt politifaget. Det var ikke af filantropiske grunde, men mere for spændingens skyld, en venten på det uventede, det ekstraordinære, følelsen af at befinde sig midt i det snurrende hjul, hvor der blev stillet spørgsmål om liv og død.

Lidt over klokken et nåede hun frem til lægehusets børneafdeling og blev modtaget af Katrin, som hún havde mødt flere gange. Hun kunne godt lide Katrin, den lille kvinde i nydelige, små, guldfarvede sandaler. Hun havde talt om mælkeophobning og denne blandede følelse af tomhed, savn, lettelse og befrielse, som fraværet af menstruation medførte. Hun og Ann havde forstået hinanden.

Hun ammede stadig, men overvejede at holde op. Kræet nægtede at sutte af det venstre bryst, som nu havde antaget normale proportioner, mens det højre var blevet stort som en fodbold. Ann følte sig mange gange som en ko. Hun ville gerne bevare nærheden, som amningen gav, men samtidig have sine bryster tilbage. Nu var Erik oven i købet begyndt at bide hende.

Hun tog tøjet af drengen, og fremviste pletterne på brystkassen og ryggen. Katrin studerede dem omhyggeligt og forklarede så, at de nok skyldtes Anns kostvaner.

– Tænk over, hvad du spiser, sagde hun. – Erik reagerer på et eller andet, du propper i dig. Hvis det var sommer, ville jeg gætte på jordbær.

– Jeg er ret vild med indisk mad, sagde Ann, – kan det være det? For eksempel spidskommen og ingefær.

– Stærkt krydret mad, mener du? Nja, det ville nok mere vise sig som mavepine hos Erik.

– Det er ikke en virus?

Ann følte sig hjælpeløs. At alting kunne skyldes en virus, havde hun opsnappet fra en kvinde på den åbne legestue, hun sommetider kom i. Ikke fordi hun trivedes der, hun betragtede det mere som en prøvelse, noget, nybagte mødre skulle igennem.

– Nej, det tror jeg ikke, ikke så længe du ammer.

De blev enige om, at Ann skulle tænkte lidt mere bevidst over, hvad hun spiste, og se hvilken virkning forskellige madvarer havde på Erik.

De sad og snakkede en halv time. Katrin havde hun tillid til, hun veg ikke tilbage for intrikate og følelsesmæssige spørgsmål. Hun fornemmede Anns rådvildhed over moderskabet. Hun havde vel set det før, alligevel stillede hun de rigtige spørgsmål på en så taktfuld måde, at Ann følte sig totalt afslappet og utvungen over for den professionelle sundhedsplejerske. Hun gav også råd på en sådan måde, at det aldrig føltes, som om hun kritiserede Anns manglende viden og indsigt.

De skiltes på gangen. Ann vendte sig om og vinkede til hende, tog Eriks hånd i sin og lod også ham vinke. Katrin så pludselig genert ud, men løftede hånden til en forsigtig hilsen.

Ann Lindell trådte ud i decembersolen, som nu sank hurtigere ned mod horisonten, med en følelse af taknemmelighed. Hun fortsatte hen ad gaden og bestemte sig for at gå op på politistationen. Hun så på uret. Næsten to. Ottosson var der garanteret. Han ville sikkert tage sig tid til en kop kaffe og en sludder.

Døren stod åben, og Lindell kiggede ind. Ottosson sad ved skrivebordet. Han stirrede intenst på et stykke papir foran sig. Hun hørte, hvordan han rømmede sig. Så vendte han et blad og sukkede.

– Forstyrrer jeg?

Ottosson for sammen, så op, og den første forvirring blev erstattet af et smil.

– Gjorde jeg dig forskrækket?

– Nej, men det, jeg læste, gjorde mig forskrækket.

Han sagde ikke mere, men betragtede hende.

– Du ser frisk ud, sagde han.

Lindell smilede. Det sagde han altid, selv når hun følte sig elendigt tilpas.

– Hvad arbejder I med?

Ottosson lod, som om han ikke hørte spørgsmålet, men spurgte efter, hvor Erik var.

– Han ligger i vognen her udenfor. Han sover.

Afdelingschefen rejste sig fra stolen, og Lindell så, at hans rygproblemer var kommet igen.

– Jeg klager ikke, sagde han, da han så hendes blik.

De gik sammen ud, og Ottosson kiggede på drengen. En anden kollega kom forbi, standsede op og bøjede sig også ind over vognen. Ottosson rømmede sig igen, men sagde ikke noget.

– Snart et år, sagde Lindell. – Nåja, snart og snart, føjede hun til.

Ottosson nikkede.

– Jeg skal hilse fra min kone, sagde han. — Hun talte om dig forleden.

Lindell tog vognen med ind på kontoret, og Ottosson lukkede døren efter dem.

– Her er der julefred, sagde han. – Vi har jo knivmordet i Libro og så en galning, der trængte ind til en kvinde i Sävja. Der er en kobling til Lille John, kvinden og galningen, han hedder Vincent Hahn, de var skolekammerater på Vaksalaskolen. Jeg læste lige i nogle papirer, vi har fundet hos Hahn. Han lader til at være et rigtigt brokkehoved. Han klager over alt. Vi har fundet fem tykke ringbind med kopier af breve, han har sendt gennem årene, og desuden svar fra forskellige myndigheder og firmaer.

– Har vi haft ham i systemet?

– Ingenting hos os. Ikke engang en sag.

– Hvor stærk er koblingen til Lille John?

– Ikke andet end at de har gået i samme skole. Det kan være et tilfælde, men mordet kan også være indledningen til en slags privat hævntogt.Vi graver alt, hvad vi kan.Johns enke havde aldrig hørt om Hahn.

– Hvad med hans bror?

– Ham har vi ikke faet fat på i dag.

Lindell kunne mærke spændingen. Efter bare nogle minutters samtale var hun tilbage.

– Jeg kan huske, at Lennart Jonsson var en ret usympatisk type, sagde hun. – Lidt højrøstet og storsnudet.

– Han har sine særheder, sagde Ottosson, – men det er helt tydeligt, at han sørger over sin bror. Han har været ædru siden mordet. Jeg tror, han er ude og lege privatdetektiv lidt. Du ved Nilsson, John Sebastian, som Sammy har kontakt med, ringede og fortalte det.

Lindell havde altid haft det svært med angivere, men “Bach,” som han blev kaldt, var virkelig værdifuld, og så måtte man sommetider se bort fra hans egen tvivlsomme natur.

Pludselig gav det et smæld mod vinduet, og både Ottosson og Lindell for sammen. Tilbage på ruden sad lidt dunrester.

– Stakkels kræ, sagde Ottosson, som havde rejst sig og var gået hen til vinduet. Han prøvede at kigge ned på gårdspladsen for eventuelt at se fuglen.

– Den klarede sig sikkert, sagde Lindell.

– Det er tredje gang inden for nogle uger, sagde Ottosson bekymret. — Jeg ved ikke, hvorfor de flyver ind i lige mit vindue.

– Du er chefen, sagde Lindell.

– Det er, som om de søger døden, sagde Ottosson.

– Det har måske noget med dit vinduesglas at gøre, at det skaber en slags optisk vildspor.

– Det føles som et tegn, sagde han og vendte sig igen mod vinduet. Han blev stående midt i kontoret. Skægget var blevet endnu mere gråt. Holdet i ryggen gjorde hans holdning krumbøjet. Lindell blev grebet af stor ømhed for sin kollega. Han var den bedste chef, hun nogensinde havde haft, men det var, som om han sommetider ikke strakte til. Ondskaben udmattede Ottosson. Der havde sneget sig en filosofisk tone ind i hans ræsonnement, som derfor ikke blev fokuseret på den forbrydelse, de skulle opklare, men mere stillede de store spørgsmål om hvorfor. Det var også nødvendigt, og alle politifolk spekulerede i de baner, men det måtte ikke overskygge i de faktiske, mere håndgribelige arbejdsopgaver.

Sommetider kunne Ottosson ved morgensamlingerne fortabe sig i Smalltalk, som ikke førte nogen vegne, og Lindell og de andre kunne mærke utålmodigheden krible, men ingen kunne nænne at kritisere den betænksomme afdelingschef.

– Hvad tror du, Lennart finder på? spurgte hun i et forsøg på at fa ham tilbage til situationen her og nu. Ottosson drejede rundt.

– Finder på? Ja, han farter vel rundt blandt sine kammerater. De to brødre stod hinanden nær, skal du vide. Der var et sammenhold ud over det sædvanlige, og det overrasker mig ikke, at han render rundt efter sin brors banemand.

“Banemand,” tænkte Lindell. Det er, som om Ottosson ikke længere vil bruge ordet “morder”.

– Fortæl om Lille John.

Ottosson gik uden om skrivebordet og satte sig ned.

– Vil du ikke have noget te?

Lindell rystede på hovedet.

– Han var faktisk ikke så smart, begyndte afdelingschefen. – Han var en tænker, men jeg tror, at nogle gange var hans perspektiver for snævre. Han sneg sig ind på en sag, og bagefter bed han sig fast, som om han ikke havde fantasi eller mod til at slippe den, turde afprøve andre ideer.

– Stædig?

– Ja, til dels, en vedholdenhed, som jeg faltisk godt kunne lide. Han tog sig jo godt af sine fisk, jeg tror, det var hans redning.

– Eller hans død, indskød Lindell, men fortrød i det samme, da hun så Ottossons ansigtsudtryk.

– Han blev rigtig god til noget, og det tror jeg, han havde brug for, han led hele sit liv under dårligt selvværd. Berglund sagde noget om, at det handlede om hele miljøet, hans opvækst. Man skulle ikke skille sig ud.

– Hvad mener du?

Ottosson rejste sig og gik hen til vinduet igen, trak persiennerne ned og indstillede dem, så lyset blev lukket ind, men alligevel blev der mærkbart mørkere i kontoret. Typisk december, tænkte Lindell. Det var, som om Ottosson havde læst hendes tanker, for inden han satte sig ved skrivebordet, tændte han tre lys i en adventsstage, der stod i vindueskarmen.

– Fint, sagde hun.

Ottosson smilede skævt, lidt tilfreds og ret genert.

– Hvad mener jeg? gentog han. – Måske at John opdagede, at der var for trangt for ham. Du ved, han ville så meget.

– Jeg husker ham ikke som den eventyrlystne type. Han arbejdede jo som svejser det samme sted i alle årene.

– Jo, men jeg tror, at han havde en drøm om et andet liv.

Ottosson tav. Lindell anede, at det var første gang, Ottosson luftede sine tanker om Lille John.

– Hvad siger hans kone?

– Faktisk ingenting. Hun går rundt som i en tåge. Drengen er sværere at greje.

Ottosson kom ikke ind på, på hvilken måde Justus var svær at greje, men fortsatte med at fortælle om de to brødre. Det var åbenbart Berglund, der havde brugt mest energi på at kortlægge deres historie. Han var den rette, mente Lindell. En lidt ældre mand, født i Uppsala og med en tryg fremtoning. Han var som designet til opgaven. Sammy ville ikke have klaret det, heller ikke Beatrice, muligvis Haver.

Ville hun selv kunne drøne rundt mellem byens arbejderbefolkning for at prøve at danne sig et billede af brødrene Jonsson? Sikkert ikke.

Det bankede på døren, og Sammy kiggede ind.

– Hej Ann, sagde han hurtigt. – Vi har noget, fortsatte han ivrigt, henvendt til Ottosson. – Mordvåbnet.

– Lille Johns?

– Yes!

Han holdt en plasticpose op med en stor dolk.

– Ungdomspatruljen snuppede en ung fyr. Han havde den på sig, stoppet inden for bukselinningen.

– Den er stor, sagde Lindell.

– Enogtyve centimeter, sagde Sammy fnisende. – Fremstillet i Frankrig.

– Hvorfor blev han snuppet?

– Ballade i byen, han havde truet en fyr med kniven.

– Er det ham?

– Jeg kender ham fra før og har svært ved at tro det. Han er femten år, i og for sig en rigtig ballademager, men ikke nogen morder.

– Drabsmand, måske?

Sammy rystede på hovedet.

– Indvandrer?

– Nej, ærke svensker, Mattias Andersson. Bor sammen med sin mor i Svartbäcken.

– Hvad far dig til at tro, at det er mordvåbnet?

– Johns blod på både blad og skaft, sagde Sammy. – Bohlin så jo pletterne og forlangte en analyse, og den matchede Johns blod.

– Bohlin i ungdomspatruljen?

– Lige præcis.

– Det var godt gået, sagde Ottosson. – Hvad har Mattias Andersson at sige?

– Vi henter ham nu, sagde Sammy.

Han sendte Lindell et blik, og hun mente næsten at kunne se et triumferende udtryk i hans ansigt, men overbeviste straks sig selv om, at hun havde taget fejl. I samme øjeblik summede Sammys mobil. Han svarede, lyttede og afsluttede samtalen med et “o.k.”.

– De er på vej ind, sagde han og tog et skridt hen mod døren, men vendte sig og så på Lindell.

– Vil du være med?

– Til hvad?

– Forhøret af Mattias.

– Jeg har kræet med, sagde hun og nikkede. Sammy opdagede først nu barnevognen.

– Lad ham blive her, sagde Ottosson.